To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001)

ET SPØRGSMÅL OM STIL
Steven Soderbergh genforener The Rat Pack

Af BO GREEN JENSEN

FOR 60 år siden var Ocean’s Eleven en blanding af pengemaskine og dyrt legetøj for Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og resten af svirebrødrene i det såkaldte Rat Pack. »Bestyrelsesformanden« fik selv ideen til en let spændingsfilm med Las Vegas som kulisse. Den altid forretningsbevidste Sinatra var blevet direktør for sit eget plademærke, Reprise, havde økonomiske interesser i flere skrantende klubber på det neonglitrende hovedstrøg og kunne se gevinsten ved at forene arbejde og fornøjelse.

   Vennerne kom til Las Vegas og spillede sig selv, sådan mere eller mindre, i en film der forherligede cocktails og casinoer. Man skabte opmærksomhed om spillebyen uden for lands lov og ret. Man passede sine engagementer, to koncerter om dagen pr. mand, og man havde det skægt døgnet rundt i de fem uger, hvor optagelserne stod på.

FILMKUNSTEN havde med andre ord ikke den højeste prioritet. Derimod var stil, nonchalence og selvironi de vigtige ingredienser i førsteudgaven af Ocean’s Eleven, som blev produceret efter Sinatras anvisninger og instrueret med ført hånd af veteranen Lewis Milestone (1895-1980), der havde klassikere som All Quiet on the Western Front (1930, da. Intet nyt fra vestfronten), Of Mice and Men (1939, da. Mus og mænd) og A Walk in the Sun (1945, da. Den blodige vej) bag sig.

   Milestone insisterede sjældent, mens Sinatra og kompagni gav den som mænd, der gebærder sig slet. Efter sigende tog man ikke scenerne om, hvis der var småfejl. Resultatet er den dag i dag særdeles charmerende, men man ser ikke filmen for spændingens skyld, og det gjorde man næppe heller dengang. Man ser den for stjernernes charme, og det er i den forbindelse en væsentlig pointe, at der ikke blev trukket en klar grænse mellem fiktionen og virkeligheden.

FYRRE år efter har Steven Soderbergh instrueret en ligeledes stjernebestrøet, men mere gennemarbejdet udgave af den samme historie om svindleren Danny Ocean (George Clooney i Sinatras sted), der samler elleve venner om sig og udfører alle tiders mest dristige kup i Las Vegas. Diverse detaljer – historien har sit første udspring i en novelle af George Clayton Johnson og Jack Golden Russell – er justeret, men grundideen er den samme, og Soderbergh sigter tydeligvis på at ramme en legesyg atmosfære, der matcher originalens ubesværede anslag.

I DEN gamle udgave var det fem kasinoer, som Oceans hold ville lænse på én gang. I den nye version er der tale om tre, og de tilhører alle snogen Terrence Benedict (Andy Garcia), som ikke alene er klam og lidt lapset, men ydermere har begået den fejl at blive kæreste med Ocean’s fraseparerede hustru (Julia Roberts i Angie Dickinsons rolle som »The Girl«), mens Danny sad inde. Det er derfor med en dobbelt dagsorden, at den elegante tyv går efter pengene, hvilket passer bandens øvrige medlemmer dårligt. Pengemanden Reuben (Elliott Gould) kan derimod lide det personlige motiv. Også han har et horn i siden på Benedict og indvilliger i at finansiere Oceans forberedelser.

DISSE udgør så afgjort den mest charmerende del af filmen. Boksen under kasinoerne Bellagio, Mirage og MGM Grand er bedre sikret end Fort Knox. Fordi loven i Nevada foreskriver, at banken altid må kunne indfri de summer, der satses oppe »på gulvet«, kan Oceans hold tage for givet, at der ligger 150 millioner dollars i boksen. Og fordi manuskriptet bruger en time på at beskrive de indviklede forhindringer, som holdet må overvinde, kan vi som publikum tage for givet, at dette vil ske. Imidlertid plejer selv de snedigste planer at møde modstand. Det sker stort set ikke i Ocean’s Eleven. Alt går efter bogen, mekanisk som et urværk og nogenlunde lige så inspirerende at følge.

FILMEN er underholdende på en særlig nostalgisk tv-fra-60erne måde, men så heller ikke mere. Selve kuppet kan muligvis måle sig med sætstykket i en gammel episode af Mission Impossible, men ikke med filmudgaven af samme. På et tidspunkt skal George Clooney og Matt Damon fire sig ned gennem en 60 meter dyb skakt med fotoceller på siderne. Det er nogenlunde lige så spændende som den tilsvarende scene i Klatretøsen.

   Ved hjælp af »The Pincher«, en tegneserieagtig atomknuser, kan Don Cheadle slukke al strøm i byen. Så er det jo ingen sag at være klatretyv. Med klassiske kupfilmsfavoritter som Rififi (1954), The Thomas Crown Affair (1968), The Italian Job (1969) og Le cercle rouge (1970) – eller aktuelle eksempler som Frank Oz’ The Score (2001) og David Mamets Heist (2001, da. Kuppet) – kan Ocean’s Eleven slet ikke konkurrere.

DET var heller ikke tanken, da Sinatra og kompagni optrådte på slap line som Oceans team. De var sangere og playboys, professionelle entertainere, som tog et privat persona med sig til rollen. Dean Martin sang »Ain't That a Kick in the Head«, og det var lige så vigtigt som kuppet. Sinatra ville sælge Las Vegas som fremtidens fristed og promovere en særlig maskulin livsstil, hvilket mere eller mindre lykkedes ham. I 1960 var Ocean’s Eleven så stor en succes, at the Rat Pack kunne gentage kunststykket i Robin and the Seven Hoods (1964), der er endnu mere indforstået og tilbagelænet i sin omgang med dramatiske konventioner.

GEORGE Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og de øvrige kræfter i Soderberghs udgave investerer ikke på samme måde sig selv i deres karakterer. De er sikkert bedre skuespillere, men det er netop problemet: de er bare skuespillere. Og skønt Soderbergh på besnærende vis sætter lighedstegn mellem stil og indhold, føles filmen i længden forvirret og tom.

   Centrale elementer som den intime lyssætning, den lækre jazzlyd (David Holmes har designet det nye lydspor med afsæt i Nelson Riddles gamle score, men tilføjer romantiske sætstykker som sekvensen, der bruger Claude Debussys »Clair de lune«) og det bløde glimt i øjet, som George Clooney baserer hele sin karismatiske figur på, er overført direkte fra Soderberghs egen Out of Sight (1998), der var en mere helstøbt filmatisering af en anderledes stofrig historie.

DET er derfor svært at blive revet med af begejstring. Vist er der meget for øjnene, og vist har udførelsen elegance, men man kan næppe tænke sig en mindre nødvendig film lige nu. Hvis en gourmetrestaurant solgte candyfloss, ville man anrette det på et sølvfad og sætte prisen så højt som muligt. Der ville dog stadig være tale om florlet, lyserødt sukkerstads. På samme måde er det med Soderberghs stilfulde Ocean’s Eleven.

Se også Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020); To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]. 

Ocean's 11 (Elleve i Las Vegas). Instr.: Lewis Milestone. Manus: Harry Brown, Charles Lederer. Foto: William H. Daniels. 127 min. USA 1960. Dansk premiere: 23.01.1961.

Ocean’s Eleven. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Ted Griffin. Foto: Peter Andrews (alias Steven Soderbergh). 117 min. USA 2001. Dansk premiere: 15.02.2002.

Fotos: Warner Bros./ Dorchester Productions/ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainments/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films II/ St. Petersburg Clearwater Film Commission/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube/ Warner Home Video

Ocean's 11 (1960) streames på YouTube Movies

Ocean's Eleven (2001) streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY og YouTube Movies

Begge versioner findes på Blu-ray 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.02.2002