Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]

DET ELEGANTE DUSIN
Kupgenren lever og ånder igen

Af BO GREEN JENSEN

DER er sjældent meget at komme efter i den slags sequels, fortsættelser eller såkaldte opfølgere, som udelukkende bliver produceret, fordi førsteudgaven var en succes.

   Af samme grund kan filmene let overraske. Man venter sig så lidt, at det man får fylder en masse. Måske kan de ovenikøbet tage fusen på én helt og aldeles. Det er lige ved at ske i Steven Soderberghs elegante og velskabte Ocean’s Twelve, der begynder hvor Ocean's Eleven gav slip tre år før.

   Etteren var en opportunistisk genindspilning af Lewis Milestones rat pack-extravaganza fra 1960, et selvironisk genrestykke med bl.a. Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford som elegante barlus, der begår et opfindsomt casinokup.

   Soderbergh havde ajourført typerne, stilen og charmen, men der var ikke kommet mere dybde i historien, snarere tværtimod. Den gamle film, som i DK hed Elleve i Las Vegas, var opdateret i et pedantisk 1:1-forhold. George Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og Don Cheadle overtog efter croonerne, mens Julia Roberts havde arvet Angie Dickinsons funktion som »The Girl«, rosen i mændenes våben.

   Det var inspireret casting i en kunstgenstand, som levede af sine finesser. Selve kuppet tangerede det elementære. Cirka samtidig var der premiere på Hans Fabian Wullenwebers børnefilm Klatretøsen (2002), som bygger på en lignende præmis og kulminerer i en hæsblæsende gocartjagt. De amerikanske mænd måtte ned i en skakt for at trænge ind til den skat, som var plottets MacGuffin, dvs. genstanden alle begærer. De danske børn skulle op i et tårn. Man var faktisk mere spændt på, hvordan det gik i Klatretøsen.

TOEREN har spillet sine kort og er tilbage i udgangspositionen, med alle mand i stilling og et underforstået krav om at matche etterens omsætning, der nåede astronomiske højder. Operationen lykkes forbavsende godt. Oceans folk har indrettet sig på forskellig vis. Nogle driver for vinden. Nogle har prøvet at tilpasse sig en respektabel tilværelse. Det gælder for eksempel Ocean selv, som nu er gift med Tess og ved at etablere sig i Connecticut. Parret skal netop fejre deres tre års bryllupsdag for anden gang, da Terry Benedict (Andy Garcia) indfinder sig.

   Det gør han i prologen hos samtlige 11 medlemmer. Det var Benedicts penge, som blev stjålet i Ocean’s Eleven. I Ocean’s Twelve har en fransk mestertyv, Francois »Night Fox« Latour, af uigennemskuelige grunde sat ham på sporet af Ocean og involveret Europol-agenten Isabel Lahiri (Catherine Zeta-Jones), som Rusty Ryan (Brad Pitt) har en hed fortid med. For plottets skyld har holdet 14 dage til at rejse 160 mio. dollars. På bundlinjen gælder det om at afgøre, hvem der er tyvenes konge, Ocean eller Latour, nu hvor den enigmatiske »La Marque« ikke længere praktiserer.

EFTER et forspil i Amsterdam kommer slaget til at stå i Rom. Et fabergé-æg i strudsestørrelse skal fjernes fra et svært bevogtet museum. Udførelsen er atter en ordinær affære, et påskud for de raffinerede udenværker. De stærkeste kupfilm i nyere tid er begge genindspilninger, John McTiernans The Thomas Crown Affair (1999) og F. Gary Grays The Italian Job (2003), effektivt genbrug af planer fra en tid, hvor filmskaberne og deres publikum havde tålmodighed med detaljerigdommen. Skønt Ocean-serien er i slægt med de nævnte – den er kemisk renset for vold og effekter og lever alene på charme og plot points – gør den indforståede humor det svært at realisere en egentlig kompleksitet.

TIL gengæld giver det større felt af spillere både dybde i historien og relativ spænding om udfaldet. Vincent Cassel er indforskrevet som »The Night Fox«, men det er en sjældent uimodståelig Catharine Zeta-Jones, der driver plottet ud i alle hjørnerne. Hun markerer sig faktisk så stærkt i historien, at virkningen er begrænset, da Julia Roberts som Tess må tage flyet til Rom og redde det elegante dusin.

   Graden af indforståethed kræver, at tilskueren er i humør og spiller med. Her bliver det naturlige påskud, at Tess Ocean udgiver sig for Julia Roberts. Det siger sig selv, at hun ligner ret godt, men en ukrediteret Bruce Willis forplumrer det hele, da han gennemskuer metabedraget.

   At listen med credits end ikke nævner Willis og Albert Finney, som til slut dukker op i en vigtig lille rolle, er en markering af projektets olympisk høje cigarføring. Også Ocean’s Twelve har en diskret duft af Topkapi, Rififi og Mission Impossible, men historiens overskud kan skyldes, at den bygger på et originalt manuskript, George Nolfis Honor among Thieves, som først hen ad vejen blev tilpasset Soderberghs koncept.

GEORGE Clooney svæver atter over vandene som indbegrebet af maskulin elegance. På et tidspunkt bliver han fornærmet, da holdet diskuterer, om han ligner en mand på 50. Faktisk var Clooney kun 43, da filmen blev optaget, men man vedtager, at det gør han. Ikke mindst en moden tilskuer vil sætte pris på de mange nostalgiske krøller og fif i et stilfuldt og gennemført genrestykke, som aldrig ryster det mindste på hånden.

Se også Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5].

Se også Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020); To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]; To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001). 

Ocean’s Twelve. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: George Nolfi. Foto: Chris Connier. 125 min. USA 2004. Dansk premiere: 17.12.2004.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films III/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.12.2004

To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001)

ET SPØRGSMÅL OM STIL
Steven Soderbergh genforener The Rat Pack

Af BO GREEN JENSEN

FOR 60 år siden var Ocean’s Eleven en blanding af pengemaskine og dyrt legetøj for Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og resten af svirebrødrene i det såkaldte Rat Pack. »Bestyrelsesformanden« fik selv ideen til en let spændingsfilm med Las Vegas som kulisse. Den altid forretningsbevidste Sinatra var blevet direktør for sit eget plademærke, Reprise, havde økonomiske interesser i flere skrantende klubber på det neonglitrende hovedstrøg og kunne se gevinsten ved at forene arbejde og fornøjelse.

   Vennerne kom til Las Vegas og spillede sig selv, sådan mere eller mindre, i en film der forherligede cocktails og casinoer. Man skabte opmærksomhed om spillebyen uden for lands lov og ret. Man passede sine engagementer, to koncerter om dagen pr. mand, og man havde det skægt døgnet rundt i de fem uger, hvor optagelserne stod på.

FILMKUNSTEN havde med andre ord ikke den højeste prioritet. Derimod var stil, nonchalence og selvironi de vigtige ingredienser i førsteudgaven af Ocean’s Eleven, som blev produceret efter Sinatras anvisninger og instrueret med ført hånd af veteranen Lewis Milestone (1895-1980), der havde klassikere som All Quiet on the Western Front (1930, da. Intet nyt fra vestfronten), Of Mice and Men (1939, da. Mus og mænd) og A Walk in the Sun (1945, da. Den blodige vej) bag sig.

   Milestone insisterede sjældent, mens Sinatra og kompagni gav den som mænd, der gebærder sig slet. Efter sigende tog man ikke scenerne om, hvis der var småfejl. Resultatet er den dag i dag særdeles charmerende, men man ser ikke filmen for spændingens skyld, og det gjorde man næppe heller dengang. Man ser den for stjernernes charme, og det er i den forbindelse en væsentlig pointe, at der ikke blev trukket en klar grænse mellem fiktionen og virkeligheden.

FYRRE år efter har Steven Soderbergh instrueret en ligeledes stjernebestrøet, men mere gennemarbejdet udgave af den samme historie om svindleren Danny Ocean (George Clooney i Sinatras sted), der samler elleve venner om sig og udfører alle tiders mest dristige kup i Las Vegas. Diverse detaljer – historien har sit første udspring i en novelle af George Clayton Johnson og Jack Golden Russell – er justeret, men grundideen er den samme, og Soderbergh sigter tydeligvis på at ramme en legesyg atmosfære, der matcher originalens ubesværede anslag.

I DEN gamle udgave var det fem kasinoer, som Oceans hold ville lænse på én gang. I den nye version er der tale om tre, og de tilhører alle snogen Terrence Benedict (Andy Garcia), som ikke alene er klam og lidt lapset, men ydermere har begået den fejl at blive kæreste med Ocean’s fraseparerede hustru (Julia Roberts i Angie Dickinsons rolle som »The Girl«), mens Danny sad inde. Det er derfor med en dobbelt dagsorden, at den elegante tyv går efter pengene, hvilket passer bandens øvrige medlemmer dårligt. Pengemanden Reuben (Elliott Gould) kan derimod lide det personlige motiv. Også han har et horn i siden på Benedict og indvilliger i at finansiere Oceans forberedelser.

DISSE udgør så afgjort den mest charmerende del af filmen. Boksen under kasinoerne Bellagio, Mirage og MGM Grand er bedre sikret end Fort Knox. Fordi loven i Nevada foreskriver, at banken altid må kunne indfri de summer, der satses oppe »på gulvet«, kan Oceans hold tage for givet, at der ligger 150 millioner dollars i boksen. Og fordi manuskriptet bruger en time på at beskrive de indviklede forhindringer, som holdet må overvinde, kan vi som publikum tage for givet, at dette vil ske. Imidlertid plejer selv de snedigste planer at møde modstand. Det sker stort set ikke i Ocean’s Eleven. Alt går efter bogen, mekanisk som et urværk og nogenlunde lige så inspirerende at følge.

FILMEN er underholdende på en særlig nostalgisk tv-fra-60erne måde, men så heller ikke mere. Selve kuppet kan muligvis måle sig med sætstykket i en gammel episode af Mission Impossible, men ikke med filmudgaven af samme. På et tidspunkt skal George Clooney og Matt Damon fire sig ned gennem en 60 meter dyb skakt med fotoceller på siderne. Det er nogenlunde lige så spændende som den tilsvarende scene i Klatretøsen.

   Ved hjælp af »The Pincher«, en tegneserieagtig atomknuser, kan Don Cheadle slukke al strøm i byen. Så er det jo ingen sag at være klatretyv. Med klassiske kupfilmsfavoritter som Rififi (1954), The Thomas Crown Affair (1968), The Italian Job (1969) og Le cercle rouge (1970) – eller aktuelle eksempler som Frank Oz’ The Score (2001) og David Mamets Heist (2001, da. Kuppet) – kan Ocean’s Eleven slet ikke konkurrere.

DET var heller ikke tanken, da Sinatra og kompagni optrådte på slap line som Oceans team. De var sangere og playboys, professionelle entertainere, som tog et privat persona med sig til rollen. Dean Martin sang »Ain't That a Kick in the Head«, og det var lige så vigtigt som kuppet. Sinatra ville sælge Las Vegas som fremtidens fristed og promovere en særlig maskulin livsstil, hvilket mere eller mindre lykkedes ham. I 1960 var Ocean’s Eleven så stor en succes, at the Rat Pack kunne gentage kunststykket i Robin and the Seven Hoods (1964), der er endnu mere indforstået og tilbagelænet i sin omgang med dramatiske konventioner.

GEORGE Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og de øvrige kræfter i Soderberghs udgave investerer ikke på samme måde sig selv i deres karakterer. De er sikkert bedre skuespillere, men det er netop problemet: de er bare skuespillere. Og skønt Soderbergh på besnærende vis sætter lighedstegn mellem stil og indhold, føles filmen i længden forvirret og tom.

   Centrale elementer som den intime lyssætning, den lækre jazzlyd (David Holmes har designet det nye lydspor med afsæt i Nelson Riddles gamle score, men tilføjer romantiske sætstykker som sekvensen, der bruger Claude Debussys »Clair de lune«) og det bløde glimt i øjet, som George Clooney baserer hele sin karismatiske figur på, er overført direkte fra Soderberghs egen Out of Sight (1998), der var en mere helstøbt filmatisering af en anderledes stofrig historie.

DET er derfor svært at blive revet med af begejstring. Vist er der meget for øjnene, og vist har udførelsen elegance, men man kan næppe tænke sig en mindre nødvendig film lige nu. Hvis en gourmetrestaurant solgte candyfloss, ville man anrette det på et sølvfad og sætte prisen så højt som muligt. Der ville dog stadig være tale om florlet, lyserødt sukkerstads. På samme måde er det med Soderberghs stilfulde Ocean’s Eleven.

Se også Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020); To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]. 

Ocean's 11 (Elleve i Las Vegas). Instr.: Lewis Milestone. Manus: Harry Brown, Charles Lederer. Foto: William H. Daniels. 127 min. USA 1960. Dansk premiere: 23.01.1961.

Ocean’s Eleven. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Ted Griffin. Foto: Peter Andrews (alias Steven Soderbergh). 117 min. USA 2001. Dansk premiere: 15.02.2002.

Fotos: Warner Bros./ Dorchester Productions/ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainments/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films II/ St. Petersburg Clearwater Film Commission/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube/ Warner Home Video

Ocean's 11 (1960) streames på YouTube Movies

Ocean's Eleven (2001) streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY og YouTube Movies

Begge versioner findes på Blu-ray 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.02.2002

To liv, to sange [Time + A Life]

PÅ RELATIV VIS: TO LIV, TO SANGE
Tiden, Pink Floyd og Pearls Before Swine

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE sange tegner et liv i total. Ikke nødvendigvis et bestemt liv, men en skæbne hvis bane er repræsentativ, så tilhøreren kan genkende stoffet og føle sig genkendt. Der vil ofte være tale om en positiv bekræftelse af »livets store kredsløb«, som det hedder i den danske version af Disney-filmen (og musicalen) The Lion King (1994), hvortil Elton John og Tim Rice skrev en robust stjernehymne om »The Circle of Life«.
   En besværgende sang om livskraften i børn, som vokser op og bliver forældre selv, må i sagens natur gøre lytteren tænksom, for faktisk er det jo sådan, selv om udsagnet drejes sentimentalt, som i Dorthe Kollo-schlageren »Velkommen til verden« (1971), der altid blev ønsket i »Giro 413«, eller smages mere realistisk til, som i Harry Chapins fine novellesang »Cat’s in the Cradle« (fra 1974-albummet Verities & Balderdash), hvor fortælleren aldrig har tid til at lege, fordi han skal stræbe og arbejde.

DA drengen bliver teenager, har Farmand endelig tid og vil bonde, men sønnen siger: »What I’d really like, Dad, is to borrow the car keys/ See you later – Can I have them, please?«. Fortælleren konstaterer da, at »he’d grown up just like me/ My boy was just like me,« og en verden af børnerim påkaldes: »And the cat’s in the cradle and the silver spoon/ Little boy blue and the man in the moon/ »When you comin’ home, son?« »I don’t know when/ But we’ll get together then/ You know, we’ll have a good time then.«
   Hvad sangene som regel siger er, at det rette øjeblik aldrig kommer, men at det så også er i orden. Som billeder på den evige cyklus benyttes barndommens rekvisitter, der for den voksne er bittersød nostalgi. I Joni Mitchells »The Circle Game« (1970) hedder det for eksempel: »And the seasons they go round and round/ And the painted ponies go up and down/ We’re captured on a carousel of time/ We can’t return, we can only look behind from where we came/ And go round and round and round in the circle game.«

MITCHELLS sang er markant for sin melankolske kvalitet, men den viser et positivt vilkår. Der findes mørke modsvar – som hos Lou Reed, der lader voldens onde cirkel gå i arv fra far til søn i »Endless Cycle« fra albummet New York (1989) – og i den modne ende af spektret høres grånende tolkninger af temaet, som i de fine Rod McKuen-kompositioner, der bliver en hvidgylden cyklus på Frank Sinatras 1969-album A Man Alone. Især »Love’s Been Good to Me« er en vinder.

Pink Floyd: Time (1973)

DISSE eksempler udtrykker alle en genre med mange underrubrikker. Der er dog også en kasse med sange, som bare vil sammenfatte et liv. Et sjældent rent eksempel stammer fra et psykedelisk konceptalbum, der ellers er kendt for sit svulstige væsen. Pink Floyds uopslidelige The Dark Side of the Moon, bandets opus otte, udkom i marts 1973 og har aldrig været af markedet siden. I december 2019 havde albummet ligget på Billboards Top 200 liste i 946 uger. Sidst nogen talte efter, i 2018, var der solgt ca. 45 mio. eksemplarer.
   Sangen hedder »Time« og ligger gemt som fjerde skæring på den oprindelige side 1, der opleves som en satsinddelt suite med glidende overgange, fra anslaget i »Speak To Me« til kulminationen »The Great Gig in the Sky«, hvor Clare Torrys arie stiger og slynger sig over musikken, uden tekst, men stærkt billedskabende. Den anderledes ydmyge »Time« er indlejret i skæringen »Breathe« og føles halvt som en lang bro i denne, eftersom sidste vers fører direkte over i »Breathe (Reprise)«.
   Roger Waters har komponeret, men versene synges af guitaristen David Gilmour, som i koret suppleres af tangentspilleren Richard Wright. The Dark Side of the Moon er et af de sidste eksempler på egentligt samarbejde i bandet. Efter Wish You Were Here (1975) tager Waters over, og allerede på side 2 af Dark Side, med de sange som gjorde mest indtryk i tiden, begynder bevægelsen mod de store selvopgør på Animals (1977), The Wall (1979) og The Final Cut (1983), der var mere Waters alene end Pink Floyd i flok. 

»TIME« er altså skrevet på et tidspunkt, hvor Waters endnu ikke var så meget Waters, at kun erklærede fans sætter pris på bestræbelsen. Det er slet og ret et levet liv, som manes frem over pulsen i musikken. Det begynder med barndom og rodløs opvækst et sted i den endeløse provins: »Ticking away the moments that make up a dull day/ You fritter and waste the hours in an offhand way.«
   Der er masser af tid, faktisk mere end nok, for som ung kan man slet ikke vente: »Kicking around on a piece of ground in your home town/ Waiting for someone or something to show you the way.« Gilmour råber teksten, snarere end han synger den, meget som Waters senere kombinerer to spor med råb og hvisken i sin skingert unikke vokal: »Tired of lying in the sunshine, staying home to watch the rain/ You are young and life is long and there is time to kill today.«
    Du er ung, du er stærk, og løbet tager fart, men før man ved af det, er ti år gået. Deltagerne har anbragt sig i feltet, og man kom desværre dårligt fra start. Du er bagud fra begyndelsen: »And then one day you find ten years have got behind you/ No one told you when to run, you missed the starting gun.«
   Derfor bliver det, på midten af banen, ikke muligt at føle livsfylden. Snarere anstrenger man sig for at indhente solen, der synker bag horisonten. Man vil røre den, før den forsvinder. I stedet kommer den bagfra, og løbet bliver både en jagt og en flugt. »På relativ vis« er solen er den samme, men selv er man ældre og mere stakåndet, for hver dag ét skridt nærmere målet:
   »And you run and you run to catch up with the sun, but it’s sinking/ And racing around to come up behind you again/ The sun is the same in a relative way, but you’re older/ Shorter of breath and one day closer to death.«

»TIME« er ikke mindst bemærkelsesværdig for sin profetisk empatiske kvalitet. Sangen er skrevet af en mand på 27, men skildrer med indlevelse resignationen, som løberen bakser med tyve år længere fremme. Den unge Waters har overhovedet påfaldende mange sange om aflåst, indhegnet barndom og kompromitteret »soft middle age,« som det hedder i »Your Possible Pasts« fra The Final Cut.
   Der kommer en dag, hvor man må forholde sig, ikke til ting som vil komme, men til livet man fik og som blev. Man kommer aldrig til at gå på månen. Man scorer ikke sejrsmålet, vinder ikke Tour de France. Man spiller ikke guitar i Pink Floyd, og man får aldrig skrevet sit mesterværk færdigt: »Every year is getting shorter, never seem to find the time/ Plans that either come to naught or half a page of scribbled lines….«
   Dog fremturer man, for hvad skulle man ellers? »Hanging on in quiet desperation is the English way/ The time has gone, the song is over/ Thought I’d something more to say«. Først her bliver sangen geografisk specifik, men henvisningen er universel. Det er amerikaneren Henry David Thoreau, som i Walden (1854) skriver, at »the mass of men lead lives of quiet desperation and go to the grave with the song still in them«.
   »Time« bliver stor ved at være koncis, for ikke at sige prunkløs i sin udførsel. Den gør især sin virkning ved at være skrevet i nøgtern anden person. Det er ikke en ham eller hende, som der fortælles om. Ej heller taler et vejrende jeg. Det er dig, det er din sang, der spiller. Som årene går bliver det dén, man sætter pris på, frem for den spektakulære sarkasme og weltschmertz i »Money«, »Brain Damage« og »Eclipse«, der er signatursangene på side 2.

Pearls Before Swine: A Life (1971)

EN anden sang fra tiden har samme objektive snit. Vedtagen visdom vil vide, at det amerikanske hippieband Pearls Before Swine toppede på de to første albums, One Nation Underground (1967) og Balaklava (1968). Tom Rapp (1947-2018), som var gruppens stemme og primære sangskriver, udgav dog fire Pearls-plader mere, før han gik solo med Stardancer (1972) og Sunforest (1973). Så opgav han musikken til fordel for et liv som jurist. I 1999 udkom en ny cd, A Journal of the Plague Year, efter 30 års pause.*

   Pearls Before Swines bedste albums var muligvis These Things Too (1969), The Use of Ashes (1970) – med sangen »Rocket Man« efter Ray Bradburys novelle, der inspirerede Bernie Taupins tekst til Elton John-nummeret af samme navn – eller City of Gold (1971), der kulminerer i et tiggerbryllup à la Luis Buñuel, men på det klaverbaserede Beautiful Lies You Could Live In… (1971) er der sange som »Snow Queen«, »Island Lady« og »A Life«, der giver en lignende skildring af en simpel mands hårde liv. 

  

FØRST er der styrke i barndommen: »In the spring when he was born/ The soil was soft and good and warm/ His father was a farmer/ The son of the sun/ Said: The earth don’t wait for a man but once.« Også for den unge mand ligger tiden og jorden helt åben: »When he was a boy the fields were full/ The girls were soft and good and warm/ The morning sun was shining/ Like a promise in his eyes.«
   Siden sætter sliddet sine spor. Jorden er den samme, »på relativ vis«, som solen hos Pink Floyd, men mandens ansigt viser, at tiden er gået: »When he was a man he worked with his hands/ The ground was hard but a place to stand/ But when the autumn came around/ The oxen plowed the land to ridges in the ground/ And the wrinkles in his face like a beaten road shows/ In a man’s body is where the time goes.«
   Endelig har han brugt sit liv ved jorden og kan vende tilbage: »He gave to earth and it gave back/ ’Till he had nothing to give at last/ The trembling of his marble hands/ Showed he knew what the earth demanded/ As it waited for him/ And the time goes by«.
   På Beautiful Lies er en tyngde af jord, der næppe er skildret så konkret andre steder, med Jethro Tull-albummet Heavy Horses (1978) som eneste undtagelse. Albummet slutter med, at Elizabeth Rapp synger A. E. Housmans »Gravskrift over en hær af lejesoldater« (1922), skrevet til minde om slaget ved Somme 1916, til Rapps rustikke klavertema:
   »These, in the day when heaven was falling,/ The hour when earth’s foundations fled,/ Followed their mercenary calling/ And took their wages and are dead.// Their shoulders held the sky suspended;/ They stood, and earth’s foundations stay;/ What God abandoned, these defended,/ And saved the sum of things for pay.«**

JEG var selv en ung mand, da jeg hørte disse sange første gang, men jeg kunne kende erfaringen, som de udtrykker. Min anden far, som var arbejdsmand, døde i 1974. Især i hans ansigt kunne jeg se, at »in a man’s body is where the time goes.«
   Det var stort at møde den slags sange. Vinduer blev slået op, og man stirrede ind i rum af erfaring, man vidste man ville dele en dag. Som nu, hvor sidste vers af »Time« bliver ét med reprisen af »Breathe«. The Division Bell toner klart over marken, og hverken Donne eller Hardy har levet forgæves: »Far away across the field/ The tolling of the iron bell/ Calls the faithful to their knees/ To hear the softly spoken magic spells.«
   Der var i tiden en tendens til at se disse klassisk tonede sange i kontrast til det nye, det bedste af punken og den romantiske ro i årtiets slutning, sange som Cures »One Hundred Years« eller Joy Divisions »Heart and Soul«. De indgår dog i det samme flow, som definerer hvad rock for the ages bør være. Det var sange som disse der gjorde, at musikken en tid havde mere at sige end digte på tryk.

*) Tom Rapp Nekrolog 2018 New York Times
**) "Epitaph on an Army of Mercenaries" står i A.E. Housmans Last Poems (1922).

Pink Floyds »The Dark Side of the Moon« er genudsendt utallige gange. Den definitive udgave må være boxsættet i Immersion-serien fra 2011. I 2003 genudgav Water Records de fire Warner/Reprise-albums med Pearls Before Swine. Boxsættet hedder Jewels Were the Stars. Også Tom Rapps soloplader og de første PBS-albums, der udkom på det obskure ESP-label, er genoptrykt. Pink Floyds samlede værker kan streames på Spotify. Det samme gælder for enkelte albums med Pearls Before Swine og Tom Rapp alene.

Artiklen stod i Weekendavisen Bøger 03.08.2008/ Ajourført 18.12.2019 ["When I'm 64"]