Bogen og filmen | Don DeLillo: White Noise (1985/2022)

BØLGER OG STRÅLING
Baumbachs film får alle farverne med

Af BO GREEN JENSEN

JACK Gladney er leder af Institut for Hitlerstudier på College-on-the-Hill i lillebyen Blacksmith. Han bliver spillet af Adam Driver, der har taget på til lejligheden og tillagt sig en gestik som Steve Coogans. Han bruger initialerne J.A.K. til at stive sig af. »Jeg er den falske person, der følger med navnet,« står der i Jørgen Nielsens oversættelse af White Noise (1985, da. Hvid støj).

   Vi er på den amerikanske østkyst i efteråret 1983. Eller muligvis inde i midten af landet, hvor typer og troper kommer til kort. Hvert semester begynder med en kortege af benzinforslugne stationcars, når de nye elever ankommer. I nutidsoptik er Don DeLillos roman en forbrugspornografisk parade.

   Jack er i øvrigt en gennemsnitsmand. »Lad os nyde disse formålsløse dage, mens vi kan,« siger han. Han sætter pris på sin sammenbragte familie, der består af ham selv og Babette (Greta Gerwig), tre teenagebørn fra tidligere ægteskaber og efternøleren Wilder.

   Normen er velaflagt, hvid middelklasse. Eneste afviger er Murray Jay Siskind, Jacks rival og tematiske tvilling. I bogen er han jødisk, i Noah Baumbachs film bliver han spillet af Don Cheadle, som er afroamerikansk. Murrays felt er moderne ikoner. Han vil gøre det samme med Elvis, som Jack har gjort med den tyske diktator.

DON DeLillo (f. 1936) er beundret for sin kulde og distance, for sit empatisk-satiriske blik på skjulte sammenhænge i Amerikas underbevidsthed. Han har en affinitet for konspirationer. Da Libra (da. Vægten), romanen om Lee Harvey Oswald, udkom i 1988, var DeLillo vist nok den eneste, som havde læst den fulde Warren Commission-rapport om JFK-drabet i Dallas. Hans magnum opus er Underworld (1997, da. Underverden).

   »Jeg vil gerne fordybe mig i amerikansk magi og frygt,« siger Murray i White Noise. Han ser i popkulturen »en ophobning af navnløse energier«, som den mere vegeterende Jack kun interesserer sig for, når han underviser. De to mænd er fantastiske typer og kunne være et delt selvportræt.

   På film bliver klarsynet fremhævet. Det gør David Cronenberg i Cosmopolis (2012), hvor Robert Pattinson sejler gennem sin tid i en sort limousine. DeLillo kan fylde hele sider med henreven skrift om kollektiv ekstase. Som dystopiker tilhører han traditionen fra Philip K. Dick og J.G. Ballard.

NOAH Baumbach (f. 1969) får noget andet frem i sin slingrende, vildtvoksende film efter White Noise. Den satiriske paranoia er bevaret i mono- og dialoger, som Jack og Murray konkurrerer på. Men Baumbach gør familien til sin hovedsag. Han finder ind til den svimlende humor hos Jack, der aldrig er mere lykkelig, end når han bare eksisterer i de formålsløse dage. Den hvide støj er lyden af susende, tikkende, knitrende apparater. Familien er nænsom og nærende modgift:

   »Det var disse sekundære livsniveauer, disse oversanselige glimt og svævende eksistensnuancer, disse lommer af overensstemmelse der opstod uventet, som fik mig til at tro vi var et magisk nummer, børn og voksne sammen, fælles om uforklarlige ting.«

BILLEDET vælter, da »Den luftbårne toksiske hændelse« finder sted. Da den indtræffer, afbrydes normaliteten. Et godstog kolliderer med muligvis militære lastbiler. På himlen vokser en kemisk sky, som alle har teorier omkring. Myndighederne misinformerer og giver modstridende instrukser. Uden varsel bliver byen evakueret. En komisk og farefuld natrejse følger. Så ophæves undtagelsestilstanden, igen uden nogen forklaring.

   Karaktererne ændrer sig efter kortslutningen. Jack får del i sin hustrus dødsangst og fylder sig med mirakelmidlet, som hun har taget i smug. Det hedder Dylar, og i bogen er hele verden i tredje del blevet et »Dylarama«. En utroskab kommer frem. Ren farce hersker i afsnittet, hvor Jack vil henrette tyskeren Gray (Lars Eidinger). Babette og Jack bekræfter deres kærlighed. Skadestuen drives af ateistiske nonner under ledelse af Barbara Sukowa.

ENDELIG er alting næsten, som det var, i supermarkedet. Baumbach viser et fantastisk totalbillede af konsumerismen i zenit. Men ligesom i bogen har tingene fået ny plads: »Kun de anonyme madvarer er hvor de hele tiden har været, hvide pakker med enkle etiketter.« Derfor hersker en broget forvirring:

Mændene kigger på lister, kvinderne ikke. Der er en omflakkende fornemmelse nu, en ørkesløs og plaget stemning, elskværdige mennesker der snart har fået nok. De studerer det der er trykt med småt på pakkerne, på vagt over for et nyt niveau af forræderi. Mændene undersøger de påstemplede datoer, kvinderne listen med ingredienser. Mange har svært ved at tyde ordene. Udtværet tryk, spøgelsesbilleder. I de ændrede hylder, baggrundslarmen, i den simple og hjerteløse kendsgerning at det går tilbage for dem, forsøger de at arbejde sig gennem forvirringen. Men i sidste ende betyder det ikke noget hvad de ser eller tror de ser. Kasseapparaterne er udstyret med holografiske scannere som ufejlbarligt afkoder hver enkelt enheds binære hemmelighed.

Romanen fremfører nu sin arie, hvor supermarkedets energier sidestilles med stemningen hos Hitlers (og Elvis') tilhørere:

Det er bølgernes og strålernes sprog, eller sådan som de levende taler til de døde. Og det er her vi venter sammen, uanset alder, med vores indkøbsvogne fyldt op med farvestrålende varer. En kø der langsomt bevæger sig fremad, tilfredsstillende, giver os tid til at kaste et blik på de kulørte blade i stativerne. Alt det vi har brug for som ikke er mad eller kærlighed, findes her i disse stativer. Fortællingerne om det overnaturlige og ekstraterrestriske. Mirakelvitaminerne, kure mod kræft, midlerne mod fedme. Dyrkelsen af de berømte og de døde.

MAN skulle tro, at det ikke kunne siges på film. Noah Baumbach gør det med et håndlavet musicalnummer, der bygges op omkring skæringen »new body rhumba«, som James Murphy, Pat Mahoney og Nancy Hwang fra LCD Soundsystem har skrevet direkte til filmen.*

   Alle begynder at synge og danse. Som i bilkøen i La La Land. Som hvis skulpturer af Duane Hanson gav sig til at synge opera. Det er en forbløffende scene, som bare bliver ved. Rækkerne i supermarkedet når til verdens ende, mindst.

   Som sagt er året 1983. Det er livsfølelsen fra Talking Heads-numre som »Once in a Lifetime« og »Road to Nowhere«. Danny Elfman har skrevet det bærende score til White Noise. Det er lyden af tidens og livets musik.

* NEW BODY RHUMBA/ Climbing/ The down escalator/ To the frigid bardo (up! up! up! up!)/ Rise (up! up! up! up!)/ Kidnap yourself (up!)/ Don't call the fuzz/ Just gather the bills/ You got fives, tens, twenties, fifties/ Hundreds, hundreds, hundreds, hundreds// Yeah, I need a new body, I need a new body/ I need a bit of shape and a tone/ Yeah I need a new body, I need a new body/ I can't shake sleeping alone/ You see I have been misplaced/ I have been mislaid/ Like a covetous dog that you can't just leave in the home/ Yeah I need a new lover/ I need a new buddy/ I can't stay out too long/ Yeah, my hands have gone numb (Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic!)/ Just give us what we want (Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic!)// I never deny it, no point in denying/ The ransom and the defense/ Has drained us with their expense/ It's endless/ Yeah, I try not to hide it, I try not to buy it/ But you can't just sit on the fence/ It's true/ And no, I have been mispriced/ I have been mispriced/ Chipped and then deviced/ Tagged and rinsed for lice/ No, there's never a warning, I needed a warning/ I try to be content/ But I'm tight in the chest (Pana! Sonic! Pana! Sonic! Necco! Mini! Nilla! Wafer!)/ So give us what we want (Necco! Mini! Nilla! Wafer!)/ Please give us what we want (Super! Super! Super! Super!)/ Over 200 miles of turnpike/ 3.000 miles of goods!/ /Would you like to add a protein?/ Would you like to ask me about my day rates?/ I need a new body, I need a new party/ To represent my needs/ Yeah, my distance is growing/ But so is the longing/ Which leaves the in between/ And so this is the end/ Or near to the end/ Let's say goodbye to our beautiful friend/ Staggered and blind on the rack – on the mend/ Let's close the eyes of our beautiful friend// So I need a new love/ And I need a new body/ To push away the end/ To the water we send you// Dim that light in your eyes/ Coming out of your eyes/ People can see it/ When it pierces the veil/ The pink ones at night/ When it gets too much/ Otherwise too much noise/ If you look up/ Block out the periphery/ The earth and trees surround you/ Framing your escape/ Into the sky/ Into the stars/ Leaving the ground/ You feel your feet let go/ The air a bit cooler now/ Thinner in the lungs/ Cleaner in the mouth/ And you know what they all say/ "Don't look down"/ "Don't look down"/ But they also always say/ Selfish, by the bed:/ "Don't go to the light"/ "Don't go to the light"/ "Don't go to the light"/ "Don't go to the light"/ Well, go into the light/ Go into the light/ Go into the light/ Go into the light...[written by James Murphy, Pat Mahoney, Nancy Whang; performed by LCD Soundsystem, courtesy of Columbia Records]

White Noise. Instr. & manus: Noah Baumbach. Foto: Lol Crawley. 136 min. USA-UK 2022. Dansk premiere: 08.12.2022 [bio] – 30.12.2022 [streaming]

Don DeLillo: White Noise. 328 s. Viking Press, 1985.

Don DeLillo: Hvid støj. Oversat af Jørgen Nielsen. 392 s. Forlaget Centrum, 2000.

Don DeLillo: White Noise. Introduction by Richard Powers. 25th Anniversary Edition. 310 s. Penguin Classics, 2009.

Don DeLillo: Hvid Støj. Oversat af Jørgen Nielsen (indlæst af Bo Carlsson). 421 s. Alle formater. Lindhardt og Ringhof, 2019.

Fotos: A24/ BB Film Productions/ Heyday Films/ Netflix Studios/ Passage Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Penguin Books/ Viking Press/ Lindhardt og Ringhof/ YouTube/ Columbia Records

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen indlæst (i lidt kortere form) og lagt på Weekendavisen Kultur 08.12.2022, trykt 09.12.2022.

Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]

DET ELEGANTE DUSIN
Kupgenren lever og ånder igen

Af BO GREEN JENSEN

DER er sjældent meget at komme efter i den slags sequels, fortsættelser eller såkaldte opfølgere, som udelukkende bliver produceret, fordi førsteudgaven var en succes.

   Af samme grund kan filmene let overraske. Man venter sig så lidt, at det man får fylder en masse. Måske kan de ovenikøbet tage fusen på én helt og aldeles. Det er lige ved at ske i Steven Soderberghs elegante og velskabte Ocean’s Twelve, der begynder hvor Ocean's Eleven gav slip tre år før.

   Etteren var en opportunistisk genindspilning af Lewis Milestones rat pack-extravaganza fra 1960, et selvironisk genrestykke med bl.a. Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford som elegante barlus, der begår et opfindsomt casinokup.

   Soderbergh havde ajourført typerne, stilen og charmen, men der var ikke kommet mere dybde i historien, snarere tværtimod. Den gamle film, som i DK hed Elleve i Las Vegas, var opdateret i et pedantisk 1:1-forhold. George Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og Don Cheadle overtog efter croonerne, mens Julia Roberts havde arvet Angie Dickinsons funktion som »The Girl«, rosen i mændenes våben.

   Det var inspireret casting i en kunstgenstand, som levede af sine finesser. Selve kuppet tangerede det elementære. Cirka samtidig var der premiere på Hans Fabian Wullenwebers børnefilm Klatretøsen (2002), som bygger på en lignende præmis og kulminerer i en hæsblæsende gocartjagt. De amerikanske mænd måtte ned i en skakt for at trænge ind til den skat, som var plottets MacGuffin, dvs. genstanden alle begærer. De danske børn skulle op i et tårn. Man var faktisk mere spændt på, hvordan det gik i Klatretøsen.

TOEREN har spillet sine kort og er tilbage i udgangspositionen, med alle mand i stilling og et underforstået krav om at matche etterens omsætning, der nåede astronomiske højder. Operationen lykkes forbavsende godt. Oceans folk har indrettet sig på forskellig vis. Nogle driver for vinden. Nogle har prøvet at tilpasse sig en respektabel tilværelse. Det gælder for eksempel Ocean selv, som nu er gift med Tess og ved at etablere sig i Connecticut. Parret skal netop fejre deres tre års bryllupsdag for anden gang, da Terry Benedict (Andy Garcia) indfinder sig.

   Det gør han i prologen hos samtlige 11 medlemmer. Det var Benedicts penge, som blev stjålet i Ocean’s Eleven. I Ocean’s Twelve har en fransk mestertyv, Francois »Night Fox« Latour, af uigennemskuelige grunde sat ham på sporet af Ocean og involveret Europol-agenten Isabel Lahiri (Catherine Zeta-Jones), som Rusty Ryan (Brad Pitt) har en hed fortid med. For plottets skyld har holdet 14 dage til at rejse 160 mio. dollars. På bundlinjen gælder det om at afgøre, hvem der er tyvenes konge, Ocean eller Latour, nu hvor den enigmatiske »La Marque« ikke længere praktiserer.

EFTER et forspil i Amsterdam kommer slaget til at stå i Rom. Et fabergé-æg i strudsestørrelse skal fjernes fra et svært bevogtet museum. Udførelsen er atter en ordinær affære, et påskud for de raffinerede udenværker. De stærkeste kupfilm i nyere tid er begge genindspilninger, John McTiernans The Thomas Crown Affair (1999) og F. Gary Grays The Italian Job (2003), effektivt genbrug af planer fra en tid, hvor filmskaberne og deres publikum havde tålmodighed med detaljerigdommen. Skønt Ocean-serien er i slægt med de nævnte – den er kemisk renset for vold og effekter og lever alene på charme og plot points – gør den indforståede humor det svært at realisere en egentlig kompleksitet.

TIL gengæld giver det større felt af spillere både dybde i historien og relativ spænding om udfaldet. Vincent Cassel er indforskrevet som »The Night Fox«, men det er en sjældent uimodståelig Catharine Zeta-Jones, der driver plottet ud i alle hjørnerne. Hun markerer sig faktisk så stærkt i historien, at virkningen er begrænset, da Julia Roberts som Tess må tage flyet til Rom og redde det elegante dusin.

   Graden af indforståethed kræver, at tilskueren er i humør og spiller med. Her bliver det naturlige påskud, at Tess Ocean udgiver sig for Julia Roberts. Det siger sig selv, at hun ligner ret godt, men en ukrediteret Bruce Willis forplumrer det hele, da han gennemskuer metabedraget.

   At listen med credits end ikke nævner Willis og Albert Finney, som til slut dukker op i en vigtig lille rolle, er en markering af projektets olympisk høje cigarføring. Også Ocean’s Twelve har en diskret duft af Topkapi, Rififi og Mission Impossible, men historiens overskud kan skyldes, at den bygger på et originalt manuskript, George Nolfis Honor among Thieves, som først hen ad vejen blev tilpasset Soderberghs koncept.

GEORGE Clooney svæver atter over vandene som indbegrebet af maskulin elegance. På et tidspunkt bliver han fornærmet, da holdet diskuterer, om han ligner en mand på 50. Faktisk var Clooney kun 43, da filmen blev optaget, men man vedtager, at det gør han. Ikke mindst en moden tilskuer vil sætte pris på de mange nostalgiske krøller og fif i et stilfuldt og gennemført genrestykke, som aldrig ryster det mindste på hånden.

Se også Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5].

Se også Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020); To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]; To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001). 

Ocean’s Twelve. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: George Nolfi. Foto: Chris Connier. 125 min. USA 2004. Dansk premiere: 17.12.2004.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films III/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.12.2004