FORÅRET 1968 i Paris var tiden og stedet for ungdomsoprøret. I den ideologiske alliance mellem studerende og arbejdere fik tidens modkultur den politiske arm, som endnu savnede specifikke målsætninger, da musikken og blomsterne kom til magten i »kærlighedssommeren« året før. 1968 fik den varmeste sommer siden 1945, i Europa såvel som i USA. I Paris var der dog en diskret ouverture. Den havde at gøre med film og statslige ansættelsesforhold. Frankrig fik tidligt et aktivt filmmuseum, la Cinémathèque francaise. Her viste kuratoren Henri Langlois gamle film – alle slags film – for den generation af kommende kritikere og instruktører, der i 1960erne sprang ud som la nouvelle vague. Godard, Truffaut, Chabrol, Rohmer og Rivette mente alle, at de skyldte Henri Langlois stor tak. Derfor brød helvede løs, da kulturministeren André Malraux i februar 1968 afskedigede Langlois og erstattede ham med embedsmandstypen Pierre Barbin. Man demonstrerede ved Cinemateket og veg mod forventning ikke tilbage, da systemet gik så vidt som til at sætte stormtropper fra CRS ind mod mængden. Langlois blev genindsat, roen var for så vidt genoprettet. Men nu kunne man se, at protest gjorde nytte. I det britiske filmtidsskrift Sight and Sound – hvorfra jeg har denne baggrund - mener filmhistorikeren David Thompson ligefrem, at Daniel Cohn-Bendit, chefideologen bag studenteroprøret i maj, var direkte inspireret af optøjerne ved Cinemateket.
HER møder tre karakterer hinanden i Bernardo Bertoluccis underskønne The Dreamers. Amerikaneren Matthew (Michael Pitt) sidder aften efter aften og forsvinder ind i billederne. Han har nok bemærket den interessante Isabelle (Eva Green), som i regelen optager et sæde i nærheden, men det er først under demonstrationerne i februar, at han kommer i kontakt med hende og Theo (Louis Garrel). Søskendeparret hævder at være siamesiske tvillinger i sjælen.
I hvert fald har de modermærker i samme facon og kan gøre næsten som de vil i den kulturradikale husholdning hos forældrene, en etableret digter (Robin Renucci) og hans engelske hustru (Anna Chancellor). The Dreamers – som bygger på erindringsromanen The Holy Innocents (1988) af den skotske kritiker og forfatter Gilbert Adair – skildrer nu den sære mellemtid, som de tre unge elskende tilbringer sammen i dét, vi husker som frihedens forår.* Også Adair og Bertolucci husker 1968 som en paradisisk parentes, hvor farverne stod stærkere og livet føltes lidt mere udsat. De husker dog også slangen i græsset. Allerede i 1996, da han var i Cannes for at lancere Stealing Beauty, fortalte Bertolucci om sit drømmeprojekt: en film som skildrede 60erne i den krønikeform, der havde fungeret optimalt i 1900 (1976). Ideen blev i 2003 til The Dreamers, som fik premiere på filmfestivalen i Venedig. I mellemtiden var det brede episke lærred muteret til en lille akvarel i pastelfarver. Myldrebilledet med massevis af karakterer er blevet et kammerstykke for tre personer. Men det er fortsat 60ernes eftermæle som formuleres. I et manifest som siger, at følelsen i drømmen lever videre.
FULDT forløst er filmen måske ikke. Den lange mellemakt bliver i lejligheden, da man for længst har indset, at Matthew, Theo og Isabelle er i færd med at lukke virkeligheden ude. Vi længes efter stenen, som knuser ruden til slut, da »gaden kommer ind ad vinduet«. Gilbert Adair har om sin roman sagt, at der er tre lag utopisk praksis i spil: en politisk utopi, som kulminerer i oprøret ude på gaden; en personlig og seksuel utopi, som for en tid realiseres, da tvillingerne og deres ven finder sammen; samt en kunstnerisk utopi om filmen som kollektiv drøm. I sine reneste scener viser The Dreamers alle disse lag på én gang. Begyndelsen står stærkest, fordi Bertolucci med overrumplende friskhed sætter uret tilbage, så vi er midt i det hele igen, i Paris på gaden i modstandens forår, da barrikaderne smykkes med blomster, skønt krigen er virkelig nok. Imidlertid er det forelskelsen via filmkærligheden, der løfter The Dreamers helt op til himlen. I korte indstik citerer Bertolucci de film, som drømmerne dyrker: Sam Fullers Shock Corridor, Greta Garbo i Dronning Kristina, Fred Astaire i Top Hat, Marlene Dietrich i Blonde Venus.
MATTHEWS ildprøve bliver forsøget på at forbedre rekorden fra Jean-Luc Godards Bande à part (1964, da. Outsiderbanden). Her løber Anna Karina, Claude Brasseur og Sami Frey gennem Louvre på ni minutter og 47 sekunder. Green, Pitt og Garrel forbedrer tiden i en scene, der føles lige så frisk. I foråret 1968 stod Bertolucci selv på gaden i Rom og filmede Partner. Fire år senere optog han Sidste tango i Paris on location. Al denne fortid sidder i The Dreamers, som aldrig docerer om perioden, men lever i og er ét med sin tid.
I forældrenes kæmpemæssige lejlighed går de smukke børn til bords, i bad og i seng med hinanden. De bruger alle pengene og lærer kapitallogik på den hårde måde. Kan man ikke gætte et filmcitat, må man betale en bod, mens de andre ser på. Theo onanerer på knæ foran fotoet af Dietrich i Den blå engel. Matthew deflorerer Isabelle. En sjælden gang trænger gadestøj ind i lejligheden, men de tre holder efterhånden op med at gå ud. Cinemateket er jo alligevel lukket.
DET kan selvsagt ikke blive ved sådan for drømmerne, der hed Les enfants terribles hos Jean Cocteau, som Adair ikke lægger skjul på, at han hylder. Der er også lidt Jules et Jim over filmen, lidt Phantasterne og Den kroniske uskyld. Vennernes trekant, kærlighedspuppen, er jo endnu mere evig end den gængse, som består af manden, hustruen og elskerinden eller hustruen, manden og elskeren. Tvillingernes latente incest er en sødmefuld sygdom til døden. Stenen slår hul ud til virkeligheden. De vågner lige så brat som vi.
I de sidste skelsættende optagelser fra gadekampene i maj 1968 har modstanden mistet sin uskyld. Et konstant motiv i filmen er, hvordan dogmatikeren Theo i diskussionerne med Matthew konsekvent foretrækker den maskinelle ensretning over for enerens outsiderstatus. Han sætter Charles Chaplin over Buster Keaton, Eric Clapton over Jimi Hendrix, Maos ene røde bog over resten af regnbuebiblioteket. På gaden til slut skal de to vælge side, og Isabelle må bestemme sig for, hvem hun følger. Scenen er meget smukt realiseret.
Indirekte har The Dreamers også en instruktiv kommentar til ideologikrigen om den nærmeste fortid, som debatten til stadighed fører herhjemme. Jeg skal ikke røbe alt, men det skader ikke at forberede tilskueren på det fornemme slutbillede: de brudte barrikader ligger hen i natlys, røg og flammer. På lydsporet synger Edith Piaf, at hun intet fortryder, men allerede få linier inde fortrænges »Je ne regrette rien« af temaet fra begyndelsen, Jimi Hendrix’ visionære lydritual »Third Stone from the Sun«.
MAN tænker da på begyndelsens billede af Matthew på vej over Pont Ilena med et eksemplar af Cahiers du cinéma i hånden. På filmen er der gået tre måneder, fra lukningen af Cinemateket til de regulære gadekampe i maj. I virkeligheden er der gået 36 år, og filmen er sig denne afstand bevidst. Jean-Pierre Léaud, François Truffauts alter ego, holder skiftevis tale på gamle dokumentaroptagelser og i dramatiske rekonstruktioner, som Bertolucci klipper dem sammen med.**
The Dreamers blev Bertoluccis bedste film efter 2000 og hans yngste arbejde i umindelige tider. Her er intet af gammelmandssygen fra den slibrige Stealing Beauty. Den forlorne forklarelse fra The Last Emperor og Little Buddha er lagt på hylden. Vi er tilbage i det politiske krydsfelt mellem historiske kræfter og menneskelig drift, som var hovedsagen i Konformisten, Sidste tango og Luna. The Dreamers bliver nu og da eksalteret, men energien er magisk og tidløs.
*) The Holy Innocents udkom i 1988. Romanen blev revideret og genudgivet som The Dreamers i 2003. Også manuskriptet til The Dreamers udkom i bogform. Gilbert Adair (1944-2011) skrev ti fiktionsværker – også Love and Death on Long Island (1990) er filmatiseret – og en række kritiske essaysamlinger. Romanerne i Evadne Mount-trilogien er raffinerede pasticher på den britiske guldalderkrimi. Især Hollywood's Vietnam (1981) og The Postmodernist Always Rings Twice (1982) er originale. I britisk sammenhæng blev hans rolle ofte at forklare fransk teori for engelske læsere, hvilket han gjorde på vittig vis i talrige klummer. I Flickers: An Illustrated Celebration of 100 Years of Cinema (1995) har han samlet en personlig kanon, som han uddyber i karakteristisk idiosynkratisk form. Adair blev kun 66 år. Forfatterskabet er desværre ikke oversat.
**) Jean-Pierre Léaud (f. 1944) var 15 år, da han spillede Antoine Doinel i Truffauts Les 400 coups (1959, da. Ung flugt), filmen der indvarslede la nouvelle vague sammen med Agnès Vardas La Pointe Courte (1955) og Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Antoine Doinel-skikkelsen optræder siden i kortfilmen Antoine e Colette (1962), Baisers volés (1968, da. Stjålne kys), Domicile conjugal (1970, da. Elsker – elsker ikke) og L'amour en fuite (1979, da. Kærlighed på flugt). Efter Truffauts død blev Léaud en talisman for nybølgeinstruktørerne. Godard castede ham som inspektør Neveu i Détective (1985). Han har kuriøse cameoroller i film af Tsai Ming-liang og Aki Kaurismäki. Typisk bliver han castet som ikoniske instruktører, det er gået ned ad bakke for: Réne Vidal, som genindspiller Louis Feuillades' Les Vampires (1915)i Olivier Assayas' Irma Vep (1996); rugbrødsinstruktøren i Bertrand Bonellos Le pornographe (2001). Først i nyere tid er det lykkedes ham at træde helt ud af skyggen. Léaud er fremragende som den dekadente, døende solkonge i Albert Serras La mort de Louis XIV (2016).
The Dreamers (I sognatori). Instr.: Bernardo Bertolucci. Manus: Gilbert Adair. Foto: Fabio Cianchetti. 115 min. Italien-Frankrig-UK-USA 2003. Dansk premiere: 06.05.2004
Fotos: Recorded Picture Company/ Fiction/ Peninsula Films/ HanWay Films/ Fox Searchlight Pictures/ Medusa Film/ Tele+/ CineMaterial/ FilmAffinity/ FilmGrab/ MovieStillsDB/ Twentieth Century, YouTube [RPC Original Trailer]:
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Icon Film Distribution (UK) 13.05.2024
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 07.05.2004 – forskelligt er skrevet til i september 2020
TILBAGE TIL HAVEN | EDEN I ERINDRINGEN Woodstock 50 gik i vasken, men sjælen fra 1969 lever Af BO GREEN JENSEN I
2019 var også 50-året for Woodstock, den skelsættende musikfestival, som fandt sted på mælkeproducenten Max Yasgurs marker i Bethel, New York, fra den 15 til den 17. august 1969. Af alle epokale udtryk for den lyse side af Kraften, som fik overtaget i 60ernes slutning, må Woodstock være indgrebet. Imperiet sendte Dødsstjerner ud, men Tårnet i Woodstock stod og holdt stand. Lyset kunne ses verden over.
Det skulle have været fejret behørigt. Michael Lang, som var medarrangør af den oprindelige Woodstock Music & Arts Fair og driver selskabet Woodstock Ventures Ltd, forsøgte til det sidste at realisere en fødselsdagsfest. Det lykkedes ham at markere jubilæerne i 1994 og 1999, men det var ikke muligt i 2019. Processen er uklar, og parterne skændes stadig om, hvad der gik galt, men tilsyneladende er projektet strandet på en kombination af svag finansiering og sikkerhedshensyn. Der var svære forsikringsproblemer. I 1969 kunne man finde en bar mark og sige værsgo. I 2019 er der tusindvis af juridiske og kommercielle hensyn at tage. Økonomien kan kun hænge sammen, hvis så og så mange køber billet. Omvendt er der grænser for, hvor mange folk man kan og må samle. Smertegrænsen ligger ved 100.000. De store koncerter er høflige stævner, hvor folk drikker lys øl af bløde krus og ikke tager smuglergods hjemmefra. Overnatning er pr. definition noget rod. Der skal være utallige faciliteter. Mangfoldige tilladelser kræves. Alt må være bæredygtigt. Det er oven i købet fornuftigt. Ingen vil se tragedier som Roskilde 2000 gentaget. Endelig er der penge i sagen. Festivalhistorien er fuld af konkurser. På et tidspunkt bliver hegnene væltet, så ingen har noget ud af det bagefter. Alligevel er det ikke de velordnede koncertbegivenheder, der afholdes lydefrit år efter år, som bliver husket. Det er de første kaotiske festivaler, hvor en frygtelig skønhed blev formet af mudder, blod og magisk musik.
LANG havde tilsagn fra mange kunstnere, da han i marts 2019 stod frem med nyheden om en festival, som skulle afholdes på Watkins Glen International Racetrack i New York fra 16.-18. august. En plakat med imponerende navne blev trykt, og det forlød, at der snarest ville være billetter at få.
LANG havde indgået et partnerskab med investeringsfirmaet Dentsu Aegis, som skulle finansiere koncerterne med en sum på 49,1 mio. dollars. Budgettet kunne bære, hvis der blev solgt 150.000 billetter, som Lang regnede med. Dentsu Aegis trak sig ud, da det blev klart, at koncertstedet ikke kunne bære mere end 75.000 deltagere. En ny partner, selskabet Superfly, trak sig ud, da tallet blev reduceret til 61.000. Og der var stadig problemer med tilladelser fra de lokale myndigheder. I maj 2019 fik Lang New York Supreme Courts tilladelse til at gå videre med arrangementet. Investeringsfirmaet Oppenheimer Holdings trådte til, og i juni forlød det, at arrangementet var flyttet til væddeløbsbanen i Vernon Downs, New York. Flere kunstnere, bl.a. John Fogerty og Country Joe McDonald erklærede, at de ville komme når- og hvorsomhelst, men i øvrigt var holdt op med at følge det logistiske drama. Woodstock Ventures misligholdt sin aftale med Vernon Downs. Lang betalte ikke et depositum til tiden. Så var Merriweather Post Pavillion i Columbia, Maryland, i spil. Nu hed begivenheden Woodstock 50 Washington, og der var tale om en éndagskoncert, hvis hovednavn var The Smashing Pumpkins. Da mente flere veteraner, at arrangementet havde fjernet sig for langt fra det originale koncept. The Grateful Dead, Fogerty, McDonald, John Sebastian og Santana trak sig ud. Woodstock 50 blev endelig aflyst den 31. juli 2019.
II DET er svært at sige, om Woodstock 50 var blevet uforglemmeligt. Det var det sikkert ikke. Hverken Woodstock '94 eller Woodstock '99 er gået over i musikhistorien. Men det er en stor skam, at der ikke var nogen form for markering. Man talte til det sidste om at holde en lille akustisk koncert på det originale festivalområde. Heller ikke den blev til noget. Til gengæld var der fejringer i musikindustrien. Her gik øvelsen ud på at overgå og variere de udgivelser, som havde markeret 40 års-jubilæet. Det lykkedes i overvældende grad. Siden sidst er vinyl vendt tilbage, og i tilgift til det originale triplealbum og dobbeltalbummet Woodstock 2, var der pludselig både et Woodstock 3 og Woodstock 4 i retrodesignede covers, som fik det til at se oprindeligt ud. Fake memorabilia er stadig en stor handelsvare.
TIL 40-året udkom Woodstock 40. 3 Days of Peace and Music med festivalens highlights i kronologisk orden fordelt på 6 cd'er. 77 skæringer, 33 nye. Det blev i 2019 trumfet af Woodstock - Back to the Garden - 50th Anniversary Experience, (Cotillion/Rhino), hvor 162 skæringer er samlet på 10 discs, der dokumenterer hele forløbet, fra Richie Havens' 'Get Together' til Jimi Hendrix' 'The Star-Spangled Banner/ Purple Haze'. Til slut siger stemmen fra scenen: "Good wishes, good day, and a good life". Her er endelig også de koncerter med Sweetwater, Bert Sommer, Tim Hardin, Quill, Keef Hartley Band, The Incredible String Band, Grateful Dead, Creedence Clearwater Revival og The Band, som man har måttet lede ret ihærdigt efter, hvis man ville have den fulde oplevelse. Der er henved 16 timers musik i nyrestaureret og ganske pristin kvalitet. Men der skal være noget ekstra til de samlere og kompletister, som bærer musikindustrien. Derfor udkom alle eksisterende optagelser i et kostbart bokssæt med 38 cd'er. 432 skæringer, heraf 267 nye. Det blev desværre kun trykt i 1969 eksemplarer, der forsvandt som dug for solen. Jeg så det aldrig i virkeligheden, men Back to the Garden fik jeg i hus.
I 2009 fik Warner Music en god ide, da man udgav fem af de mest ikoniske koncerter i fuld udstrækning og matchede hver af dem med et tilsvarende studiealbum fra perioden. Serien hed The Woodstock Experience. Også den er blevet samlet i en boks. Efter 50 år er alt udgivet. Der er næppe heller en uset filmstump i omløb. Museet kan endelig kaldes komplet.
III
DE fleste historier om Woodstock begynder med annoncen. Den stod i The New York Times og The Wall Street Journal, hvor to »unge mænd med ubegrænset kapital«, John Roberts og Joel Rosenman, i februar 1969 sendte signalet: »Young men with unlimited capital looking for interesting, legitimate investment opportunities and business propositions.« To foretagsomme mænd uden midler reflekterede på annoncen, som Roberts og Rosenman havde indrykket under dæknavnet Challenge International Limited. Michael Lang var 24 år og havde erfaring fra arbejdet med at arrangere Miami Pop Festival i 1968. Han var siden flyttet til Woodstock, New York, hvor bl.a. Van Morrison, Tim Hardin, The Electric Flag, Bob Dylan og The Band holdt til. Dylans manager, Albert Grossman, drev en lokal restaurant. Lang tog mere eller mindre for givet, at han kunne overtale Dylan til at optræde. Arthur Kornfeld var ansat på Capitol Records og kunne se det samme i planen som Lang. Det var Kornfeld, som overtalte det skrantende Warner-studie til at investere 100.000 dollar i en koncertfilm. Da The Woodstock Music and Arts Fair blev afholdt fra den 15. til den 17. august 1969, havde instruktøren Michael Wadleigh bevæbnet en mindre hær af fotografer med moderne og (relativt) mobile kameraer. 120 timers film kom i kassen. Tre af dem blev til koncertfilmen Woodstock, som modtog en Oscar i kategorien Bedste Dokumentar ved det følgende års Academy Awards.
VIST var der festivaler før Woodstock. Lang og Kornfeld havde næppe fået ideen, hvis ikke Lou Adler, John Phillips fra The Mamas & Papas og Beatles-publicisten Derek Taylor i 1967 havde arrangeret The International Monterey Pop Music Festival. Her markerede man »the Summer of Love« i ånden fra den berømte Monterey Jazz Festival. Der var også Pete Seegers årlige Newport Folk Festival, og man ville end ikke have tænkt på at lade Wadleigh registrere Woodstock, hvis ikke D.A. Pennebaker (kendt for Dylan-dokumentaren Don't Look Now) havde grundlagt koncertfilmen som genre med Monterey Pop! (1968). Så godt som alle navnene fra Monterey optrådte også i Woodstock, inklusive The Who, Janis Joplin, Ravi Shankar og Jimi Hendrix. Den californiske festival, som snarere var en række friluftskoncerter, samlede 200.000 tilhørere over en weekend og havde ca. 50.000 gæster samlet på ét sted ved den sidste koncert. Lang og Kornfeld håbede højest at matche disse tal. På forhånd var 186.000 billetter solgt. Ingen kunne vide, at tilstrømningen ville udvikle sig til en regulær folkevandring.
FAKTISK var det svært at få store musiknavne til at forpligte sig på at optræde. The Rolling Stones og The Beatles sagde nej med det samme. John Lennon ville gerne komme sammen med Yoko Ono, men kunne ikke få indrejsetilladelse. The Doors sagde nej, fordi Jim Morrison mente, at fri luft ikke klædte hans stemme. Led Zeppelin ville hellere være hovednavn i New Jersey, og Dylan afslog for at beskytte sin familie mod nysgerrige hippier, der ville se oraklet up close. The Band gik dog på scenen, skønt man ikke ser dem i Wadleighs film. Der gik endelig hul på det hele, da først Jefferson Airplane og siden John Fogertys Creedence Clearwater Revival sagde ja til at komme og spille for henholdsvis 12.000 og 11.500 dollar, hvilket i dagens tal skal ganges med ti. Imens var festivalpladsen flyttet fra sumpen i Wallkill til Max Yasgurs jord i Bethel, en lille by med 2.366 indbyggere, som faktisk ligger 80 kilometer fra Woodstock.
WOODSTOCK var en succes i alle henseender. Skønt anekdoter om brødnid verserer, er det stadig bemærkelsesværdigt, at så få kom til skade. Ingen gik fra forstanden. To dødsfald indtraf, to børn blev født, så tingene var i balance. Ingen af årtiets mørke sider, som der var ellers rigeligt af, kom til udtryk. Måske maler filmen et glansbillede, og måske er idyllens varme vokset i erindringen, men alle husker (hvis de ellers kan huske) en magisk sommerfest, der varede i tre dage, men blev et minde for livet og en bestemmende oplevelse. Tre måneder senere, da The Rolling Stones som sidste navn gik på scenen foran 300.000 aggressive og irritable tilskuere ved The Altamont Speedway Free Festival i Californien, stak alle dæmonerne hovedet frem. Hells Angels var ansat som sikkerhedsvagter, og den 18-årige Meredith Hunter blev dræbt foran scenen. Imens spillede Stones »Sympathy for the Devil« og begyndte ufortrødent på »Under My Thumb«. Hændelsen er registreret i Albert og David Maysles' dokumentarfilm Gimme Shelter (1970), der i mange hensender kan betragtes som en ond, mørk tvilling til Pennebakers Monterey Pop! Monterey, Woodstock, Altamont. Tre store navne, tre store film. Mange medlemmer af The Woodstock Generation, især de der var i tyverne i 1969, mener, at hele årtiets drøm om forvandling er koncentreret i den parentes. At drømmen blev født i Haight-Ashburys kærlighedssommer, at den blomstrede i Woodstock og blev virkelig for et øjeblik, før den endelig døde foran scenen i Altamont.
IV
VI er stjernestøv, vi er gyldne, og vi er nødt til at finde vejen tilbage til haven. Den første sang om Woodstock – og nok den mest myteskabende - blev skrevet, mens festivalen fandt sted. Det er den, hvor Joni Mitchell på vegne af hele generationen beskriver vejen til Woodstock: »I came upon a child of God/ He was walking along the road/ And I asked, where are you going/ And this he told me/ I'm going down to Yasgur's farm/ I'm going to join in a rock 'n' roll band/ I'm going to camp out on the land/ And try an' get my soul free/ We are stardust/ We are golden/ And we've got to get ourselves/ Back to the garden.« Mitchell ville gerne selv have sunget til den fantastiske skare, der var kommet fra hele nationen for at fejre musikken og finde hinanden. Hendes daværende kæreste, Graham Nash, havde i ugevis været oppe at køre, fordi han sammen med David Crosby, Stephen Stills og Neil Young skulle debutere på scenen i Woodstock som »supergruppen« Crosby, Stills, Nash & Young. I sangen deler Mitchells pilgrim denne længsel efter tage del i en fælles forandring: »Then can I walk beside you/ I have come here to lose the smog/ And I feel like I'm a cog in something turning/ Well maybe it is just the time of year/ Or maybe it's the time of man/ I don't know who I am/ But life is for learning/ We are stardust/ We are golden/ And we've got to get ourselves/ Back to the garden.«
MITCHELLS benhårde manager fandt, at hun hellere måtte prioritere sin medvirken i Dick Cavetts trendy talkshow, hvor hun næste dag skulle være gæst. Programmet blev optaget mandag den 18. og sendt på ABC-netværkets stationer den 19. august. Det findes i dvd-boxsættet The Dick Cavett Show: Rock Icons (2005), som under alle omstændigheder er en potent tidsmaskine. For Woodstock-aficionados må det være en sand skattekiste. Vist er der usædvanlig kraft og klarhed i den udgave af »The Fiddle and the Drum«, som Mitchell synger a cappella, ganske som på albummet Clouds, men de øvrige medvirkende stjæler allligevel billedet. Jefferson Airplane, David Crosby og Stephen Stills kommer direkte fra Woodstock. Stills har stadig mudder fra Max Yasgurs gård på sine støvler. Joni står tydeligvis udenfor. Jimi Hendrix er slet ikke kommet. Ifølge Cavett var han for udmattet. Den store sang slutter med et af de smukkeste bud på den utopiske fordring, som Mitchell delte med resten af generationen: »By the time we got to Woodstock/ We were half a million strong/ And everywhere you looked there was song and celebration/ And I dreamed I saw the bombers/ Riding shotgun in the sky/ And they were turning into butterflies/ Above our nation/ We are stardust (Come from billion-year-old carbon)/ We are golden (Just got caught in the Devil's bargain)/ And we've got to get ourselves/ Back to the garden...« Mitchell skrev »Woodstock« på et hotel i New York, mens tv-nyhederne rapporterede fra festivalen, og kunne måneden efter synge den live, da hun optrådte på den årlige Big Sur Folk Festival i Californien. Skæringen nåede at komme med på Ladies of the Canyon fra april 1970, men gør sin stærkeste virkning som sangen, der kører under slutteksterne i Michael Wadleighs koncertfilm, som fik premiere i marts 1970. »Woodstock« fremføres her af Crosby, Stills, Nash & Young, som havde et hit med sangen og tog den med på albummet Déjà Vu.
V DER er flere veje at følge til Woodstock i 50-året. På et grundlæggende plan kan man fejre det popkulturelle pejlemærke, som festivalen blev fra starten og aldrig helt er holdt op med at være. Når vi herhjemme bruger »68'erne« som en aldersbetegnelse, taler man i USA om The Woodstock Generation. Man kan dyrke ydre og nu måske vagt komiske træk som håret, blomsterne, troen på euforiserende stoffer som nøglen til kosmisk forandring, selve den fantastiske tanke om, at smuk musik og store ord kan ændre verden til det bedre. Man kan gå ét lag dybere og se festivalfænomenet i en realpolitisk og mentalitetshistorisk kontekst. 1969 var året, da Richard Nixon trådte til som præsident i januar. Overlydsflyet Concorde blev bæredygtigt i marts. I april kastede amerikanske fly 3.000 tons bomber over Nordvietnam, før slaget ved Hamburger Hill blev udkæmpet i maj. En organisation for bøsser og lesbiskes rettigheder blev grundlagt efter juni-uroligheder i New York. I juli kører Edward Kennedy galt ved Chappaquiddick Island. Den demokratiske senator er beruset og har sin elskerinde med i bilen. Hun dør. Han bliver i politik, men mister én gang for alle sin mulighed for at nå samme højder som brødrene John og Robert, der blev likvideret i 1963 og 1968. For resten er James Earl Ray, manden som myrdede Martin Luther King, i marts blevet idømt 99 års fængsel. I juli lander Apollo 11 på Månen, og astronauten Neil Armstrong holder sin lille tale om at tage et stort skridt for menneskeheden. Samme måned dør Brian Jones fra The Rolling Stones, og i august bliver Sharon Tate, Roman Polanskis 26-årige hustru, myrdet sammen med seks andre ofre for Charles Mansons sataniske kult. Ho Chi Minh dør i september, Bob Gucciones slibrige Penthouse bliver en konkurrent til Hugh Hefners hæderkronede Playboy. Som altid flyder stort og småt sammen, og man husker ofte krønikens irrelevante detaljer lidt bedre. Willy Brandt bliver forbundskansler i det koldskrigsdelte Tyskland, og Richard Burton køber en diamantring på 69,42 karat til sin hustru Elizabeth Taylor. My Lai-massakren finder sted i november. Den første jumbojet letter den 2. december. Politiet dræber Fred Hampton fra De Sorte Pantere under gadekampe i Chicago. Storbritannien afskaffer dødsstraffen. Årets amerikanske film er Butch Cassidy and the Sundance Kid, Midnight Cowboy, Easy Rider, Once Upon a Time in the West og They Shoot Horses, Don't They?
MIDT i dette er musikken ikke en ø, men en aktiv kraft, som formulerer en fælles vision og politisk protest. 1967-69 er årene, hvor musikken og tiden er ét. Hvor kunstnerne og deres publikum er i perfekt symbiose, hvor den ældre generation et øjeblik tøver og overvejer, om de unges oprør og alternative livsmåder har fremtiden for sig. Da vil de have del i denne fremtid. Selv forældrene nynner med på musikken, og skønt systemet mange steder slår igen – ikke mindst i USA – er der ressourcer, både materielt og mentalt, til at lade tvivlen komme det nye til gode. Unge studerende kræver medindflydelse og får den. Strukturerne giver sig, og forandringens kraft synes helt bogstaveligt at komme ud af musikken, kunsten, litteraturen og filmen. Herhjemme er undertegnede 14 år og kan kun absorbere tøjet, musikken og tanken om fri kærlighed, da dialektikkens princip og romantikkens sidste blomstring deler vandene i en kultur og en modkultur. Det varer til sidst i 1970erne, »Moonshot Woodstock Watergate Punk Rock,« som perioden senere sammenfattes i Billy Joels sublime stikordssang »We Didn't Start The Fire« (1989). Faktisk har Woodstock aldrig mistet sin betydning. Rocken fik hér sine egne klassikere, som enten er døde eller i halvfjerdserne nu. Alle husker Hendrix, The Who, Santana, Sly and the Family Stone, Canned Heat, Joe Cockers fyrige coverversion af »With a Little Help from My Friends«, Country Joe McDonald, der får en halv million mennesker til at synge med på Vietnam-protesten »I-Feel-Like-I'm-Fixing-To-Die Rag«, mens John Sebastian lige så akustisk alene smiler og maler regnbuer hen over al vores blues. Blandt publikum ser man de første bløde fædre med de første fuldkomne naturbørn. Fri kærlighed er en selvfølge. Drømmen om fred og musik har aldrig været så smuk. Woodstock var også syretrippet »Dark Star« med The Grateful Dead, Melanie Safkas hippiesalme »Lay Down«, britiske Ten Years After's »Goin' Home« (med Alvin Lees imponerende, men behagesyge guitarsolo), Mike Heron og Robin Williamsons skotske Incredible String Band, Mountain, Quill, Sweetwater, Bert Sommer og andre halvglemte navne. 32 kunstnere foran en halv million mennesker.
VI PÅ Woodstock Back to the Garden er alt, hvad der blev spillet, samlet i kronologisk sekvens og anbragt i sin rette sammenhæng. Man får således, faktisk for første gang, et realistisk indtryk af, hvordan musikken fremstod og gjorde sit levende indtryk.
På den måde får man enten større eller mindre respekt for koncertfilmen, som Michael Wadleigh klippede sammen med Thelma Schoonmaker og Martin Scorsese. I Wadleighs version er kaos rettet ud og redigeret, så man aner konturerne af en heroisk bedrift. Virkemidlerne er propagandafilmens, og de smukke unge menneskers fest bliver et Eden, der fødes mens det foregår: Stjernestøv, er de, og gyldne, ganske som i Joni Mitchells pastorale.
FOR at skabe denne virkning, zapper Wadleigh frem og tilbage i kronologien, plukker frit i materialet og gengiver spredte begivenheder som synkrone i de scope-formaterede split screen-optagelser, der er karakteristiske for filmen og var en af dens adskillige nyskabelser. For eksempel går Grace Slick på scenen søndag morgen og siger: »You have seen the heavy groups, and now you will see morning maniac music. Believe me, yeah, it's the new dawn«. På det originale soundtrack, som Eric Blackstead producerede særdeles effektivt, sætter bandet i med Kantner og Kaukonens strategiske riff fra begyndelsen på »Volunteers«: »Look what's happening out in the street/ Got a revolution got to revolution (…) One generation got old/ One generation got soul/ This generation got no destination to hold«. Det er vital protest med samme vindstyrke som Jimi Hendrix' udgave af »The Star-Spangled Banner«, der i filmen har elegisk karakter, fordi den er sat allersidst og kombineret med billeder af oprydningsarbejdet i katastrofeområdet. Men faktisk fungerede Slicks ord som intro til »The Other Side of This Life«, og først ni numre senere nåede bandet til at erklære: »Come on now, we're marching to the sea/ Got a revolution got to revolution/ Who will take it from you/ We will and who are we/ We are volunteeers of America...«
DER er megen nostalgi, men også meget af værdi, at fejre og huske om Woodstock i dag. Som en tidskapsel koncentrerer den musikken, der i dag er blevet klassisk. Drømmen tog videre til Europa og blev til Isle of Wight (hvor både Dylan og Doors gerne ville optræde) med samme finansielle kaos til følge. Tilbagevendende fænomer som Roskilde Festival og Glastonbury Festivalen ville ikke være der uden Woodstock. Alt løb sammen i et perfekt øjeblik. Det er aldrig for alvor sket igen, men vi venter og lever i håbet fra Woodstock.
Artiklen er skrevet 31.12.2019, men inddrager tekst fra 2009 – 'Good wishes, good day, and a good life' - Tak for 2019 og mere i 2020
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
