Amazing Grace: Aretha Franklin 1942-2018

SJÆLEN I MUSIKKEN
Stor koncertfilm 50 år forsinket

Af BO GREEN JENSEN

I JANUAR 1972 gav Aretha Franklin to små koncerter i New Temple Missionary Baptist Church, en lille Los Angeles-kirke af den slags, hvor hun havde sunget gospel som barn. Dobbeltalbummet Amazing Grace solgte mere end to millioner eksemplarer. Det udkom 1. juni samme år og blev soulsangerindens største succes.

   Det er stadig stærkt at høre Franklins nøgne versioner af »What a Friend We Have in Jesus«, »Precious Memories«, »You’ll Never Walk Alone« og titelsangen, som bliver en klimaks, der varer 11 minutter. Da Franklin 15 år senere ville gentage succesen og indspillede One Lord, One Faith, One Baptism (1987) i sin egen barndoms kirke, New Bethel Baptist Church i Detroit, var lyden mere sikker, men ikke nær så virkningsfuld.

   Warner Brothers kunne regne ud, at der var guld i materialet. De bad derfor Sydney Pollack, som netop skulle til at instruere Barbra Streisand og Robert Redford i The Way We Were (1973, da. Vore bedste år) om at dokumentere begivenheden. Koncertfilmen Woodstock (1970) havde genrejst selskabets økonomi, og Franklin ville lave noget, der blev stående.

   Pollack var ivrig og havde både ambitioner og ideer. Men han var uvant med at indspille musik. Koncerten blev optaget uden de nødvendige synkroniseringsklap, så det var umuligt at redigere materialet. Det er lykkedes for Alan Elliott, som kun var syv år i 1972. Til gengæld kom han selv i kirken, hvor demografien var farveblind.

DET er bogstavelig talt som at træde ind i en tidsmaskine. Den lille kirke er kun to-tredjedele fuld. Koret er klædt som til skoleteater, og pastor James Cleveland fungerer som hyggeonkel og konferencier. Franklins far, C.L. Franklin, fortæller anekdoter fra prædikestolen. Midt i den gyngende gospel står Pollack og giver tegn til fotografen om at filme publikum – ikke alle de talende ansigter. Blandt æresgæsterne er to unge briter, Charlie Watts og Mick Jagger, der ser ganske overvældede ud.

MAN kan undre sig over valget af Pollack, der havde mange kvaliteter, men var det modsatte af en musikalsk instruktør. Det var dog hans fortjeneste, at rummet rundt om musikken kom med. Elliott fortæller, at Pollack – som døde i 2008 – havde planer for materialet, men ikke kunne få Franklin til at sige hverken til eller fra. Filmen var færdig i 2011. Så nedlagde Franklin fogedforbud. Hun gav dog sin velsignelse, før hun døde i 2018.

HVORFOR ville Franklin ikke have filmen vist? Også dét kan man undre sig over. Hun sagde med en kuriøs formulering, at man måtte respektere »kunstnerens ophavsret til sin egen fremtoning«. Det skal man da, men Franklin er indbegrebet af liv og sjæl i denne film. Hun har ikke gjort det bedre. Franklin fik mange filmtilbud, men sagde aldrig ja til andet end rollen som Mrs. Murphy i John Landis' to kultkomedier om The Blues Brothers.

   Amazing Grace emmer af stolthed og glæde. Taget løfter sig, stemmerne stiger, det må være selve sjælen i gospel. Franklin ville lave noget, der blev stående. Det er lykkedes med dette posthume værk.

Aretha Franklin – Amazing Grace (Amazing Grace). Instr.: Alan Elliott/ Sydney Pollack. 89 min. USA 1972/2018. Dansk premiere: 16.01.2018.

Fotos: 40 Acres & A Mule Filmworks/ Warner Bros./ Miracle Film Distribution/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og Viaplay Rent & Buy + YouYube Movies

Bragt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 17.01.2018

Dans gennem ilden: David Bowie i Forum 2003

DANS GENNEM ILDEN

David Bowie i Forum 2003 

Af BO GREEN JENSEN

»TIME takes a cigaret, puts it in your mouth/ You pull on your finger, then another finger, then your cigarette.« Eller: »Time/ flexes like a whore/ Falls wanking to the floor/ His trick is you and me, boy.« Eller langt mere lødigt og lyrisk, så man stadig får gåsehud mange år efter: »In the event that this fantastic voyage/ Should turn to erosion and we never grow old/ Remember it’s true/ Dignity is valuable/ But our lives are valuable too.«*

   Tiden har været en væsentlig spiller gennem hele David Bowies mangefarvede karriere. Som det fremgår har han altid sat ansigt, navn og krop på begrebet, der fra begyndelsen gav forvandlingen dybde. I afsættet kunne det virke lidt anstrengt, at en bemalet britisk messias på godt og vel 20 år gav sig til at synge om livet på Mars, Nietzsches overmennesker og blomsterdrømmen, der som en løbsk guillotine trak blodspor gennem gaderne. Man kunne dog se, at han ville noget særligt og kunne endnu mere. Så vi troede ham fra begyndelsen.

   Ironien er så, at de sange holder. Dunkelt profetiske stykker som »Cygnet Committee« (fra Space Oddity, 1969) og skumringsoratoriet »The Bewlay Brothers« (fra Hunky Dory, 1971) har stået distancen bedre end romantiske 80er-dryp som Let’s Dance og Tonight. Teatersiden af sagen, de mange ansigtsskift og forvandlinger, blev tilsyneladende vigtigere end musikken. De sidste ubetinget store Bowie-plader var Heroes (1977), Lodger (1979) og Scary Monsters (1980). Alligevel er David Bowie der stadig. Den tynde mand bliver ved som en bokser, og på tirsdag går han på scenen i Forum.

FORANDRINGEN som filosofisk princip har på godt og ondt været Bowies base. På dvd'en, som følger med jubilæumsudgaven af Black Tie White Noise (1992), forklarer han sig sådan her: 

   »Jeg var i bund og grund et barn af 60erne. Dengang lærte vi af ledestjernerne i vores generation eller generationen, som kom lige før min, at vi skulle sætte spørgsmålstegn ved de etablerede værdier, især alle tabuerne. Og at den ene ting, som vi til stadighed måtte stræbe efter, var en fornemmelse for selvet, en følelse af hele tiden at udvide vores horisonter. Så for mig var denne atmosfære af stadig opdagelse frygteligt spændende. For mig blev den det samme som at bryde vedtagne tabuer ned.«

   Denne drift mod stadig forvandling har været Bowies helt centrale styrke og særpræg som kunstner. Især fordi han aldrig har spillet sikkert og dækket sig ind. Et rigtig langt stykke af vejen har der hver gang været tale om gedigen og reel forvandling, en veritabel kursændring, som muligvis førte til desorientering, men ikke desto mindre var et ansigt, som blev prøvet af.

   Lige så sikkert er det, at hangen til forvandling med tiden er blevet en akilleshæl. Det er mange år siden, at Bowies lyd har været opsigtsvækkende moderne. Den var det vel kun i 70erne, på de album som konsoliderede myten om forvandlingskunstneren og satte forandringerne i system. De relanceres p.t. i forlængede jubilæumsudgaver. I fjor kom en dobbelt cd med Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972). Lyden er mixet om i 32 bit-formatet, så man på én gang får klirren og susen for ørerne, men det er en lille åbenbaring at høre de akustiske demoer. Sangene løftes ud af tiden, som man troede de hang fast i. Især overforbruget af syntetiske strygere er det lifligt at være foruden.**

   I dette forår fulgte et lignende særtryk af Aladdin Sane (1973), som næsten er det bedste af de cabaret-orienterede album fra begyndelsen. Det er også den plade, som klarest peger frem mod Heathen (2002) og nyheden Reality, Bowies seneste udgivelser. Tony Visconti, som også skabte lyden bag T. Rex og Marc Bolan, har produceret, og på sange som »Time«, »Aladdin Sane« og »Lady Grinning Soul« hører man for første gang Mike Garsons klaver. Garsons ekspressionistiske klaverstil har siden vandmærket alle de bedste af Bowies mange halve comebacks. Et af de mest lovende var konceptalbummet 1. Outside (1995), første del af The Nathan Adler Diaries, som desværre aldrig har fået en fortsættelse.

DER er selvsagt udmærkede sange på de mange mellemværker fra 80erne og 90erne. Alligevel vender man hjem til 70erne, når essensen af Bowie skal udvindes. Det har han selv accepteret på Heathen og Reality. Begge album fylder ganske vist hullerne ud med de samme flydende og klirrende klanglandskaber, som ødelagde det meste af Earthling (1997), Bowies svageste bestræbelse i forrige årti. Kunstneren forveksler ofte sub-techno og pseudo-trip hop med sjælen i en moderne musik. Faktisk er den noget mere frygtindgydende. Det er lyden af en nostalgisk kunster, som for enhver pris vil være avantgarde igen.

   Til gengæld var Earthling et godt sted at begynde, da de næsten naivistisk enkle popsange på 'hours...' (1999) skulle monteres og arrangeres. Også dette album blev et af årtiets falske daggry, men man hører endnu »Thursday’s Child«, som er en fin sang om at føle sin alder. Det er så én af bare tre 90er-sange, der har så megen karakter, at de er blevet stående. De andre to er »Jump They Say« fra Black Tie White Noise og »The Heart’s Filthy Lesson« fra 1. Outside. Resten er enten fyld i kataloget eller anstændige bestræbelser, som af uvisse årsager ikke hang fast.

   I 90erne var Bowie alle vegne, bestandig i flugt og altid på farten, først med de nye tendenser på Nettet, leveringsdygtig såvel i hvid jazz (Black Tie White Noise) som mørk gotik (Outside) og sprøde popminiaturer ('hours...'). Han talte lige veloplagt og beredvilligt om fortiden, samtiden og fremtiden, var en omvandrende charmeoffensiv og gjorde mere alvor end ellers af sin livslange flirt med moderne konceptkunst. Han promoverede gavmildt det unge og nye, så han år for år blev lidt mere som en statsmand. Hvis han aldrig skrev en linje mere, ville der være rigeligt. »En Overkomplet,« kaldte Holger Drachman fænomenet, selvsagt i anden forbindelse, tilbage i 1876.

DET var denne forstemmende udvikling, som Bowie endelig vendte på Heathen. De fleste af disse sange kan noget, og frem for at jonglere og kokettere med fortiden, tager Bowie den til sig og på sig og bruger den i de bedste af albummets skæringer. »Some of us will always stay behind/ Down in space it’s always 1982/ The joke we always knew,« siger stemmen. Musikken, der hænger over Coney Island og hylder »Uncle Floyd«, ved endnu mere. »Slip Away«, som sangen hedder, kommenterer en sang som »Ashes to Ashes« fra Scary Monsters (and Super Creeps), der i forvejen trækker en direkte linje til Space Oddity fra 1969.

   Strategien knæsættes på den bonus-cd, som følger med luksusudgaven af Heathen. Ganske vist lader Bowie yngre løver som Air og Moby pirke planløst rundt i de opportunistiske remix, som »Sunday« og »A Better Future« udsættes for. Men »Conversation Piece« er »skrevet 1969, indspillet 1970, genindspillet 2002«. Den alternative udgave af »Panic in Detroit« er et fraklip fra en 1979-session. Disse kronologiske omstændigheder bliver ikke begravet langt nede i kolofonen. De skrives med store bogstaver. Man ser, at der er investeret mere end 30 år i konceptet. Effekten er ikke arkæologisk. Tværtimod skaber disse fragmenter en forklaret atmosfære af modenhed og kontinuitet.

DENNE bevægelse strækkes og bliver større på Reality. Hvis albummet føles mindre helstøbt end Heathen, har det til gengæld flere markante enkeltstykker. Det er denne gang mere en gruppe som spiller, et band med guitarister som Earl Slick og Carlos Alomar, der supplerer den legendariske forsanger. Mike Garsons klaver trækkes helt frem. Det er atter Tony Visconti, som maler klangbilledet med en palet, der blander 70erne med 80erne og midten af 90erne.Tekstmæssigt bliver den bærende nyhed, at Bowie ikke har meget at tilføje.

   På »Never Get Old« crooner fortælleren, at der aldrig bliver tid eller sex, stoffer eller penge nok. Denne selvparodi har de fleste kritikere grebet med kyshånd, men i virkeligheden er slutsangen, »Bring Me the Disco King«, vel den mest direkte efterkommer af »Cracked Actor« fra Aladdin Sane. Måske man husker klubberne, hvor tiden hang fast i 70erne?

   

Spin-offs with those who slept like corpses

Damp morning rays in the stiff bad clubs

Killing time in the 70s

Smelling of love thru’ the moist wind

Don’t let me know when you’re opening the door

Close me in the dark, let me disappear

Soon there’ll be nothing left of me

Nothing left to release

Dance, dance, dance thru’ the fire.

Han bruger sikkert stadig cut-up, når han skriver. På den måde mytologiseres attentatet mod Manhattans glastårne først til en uudgrundeligt skærende »New Killer Star«. Siden fortegnes efterbilledet af 11. september helt urimeligt i »Fall Dog Bombs the Moon«, der er mere som et sensymbolistisk billedlotteri end en ny sang, man kan tage helt alvorligt. Det er bestemt værd at fæste sig ved albummets titel, som slet og ret betyder virkelighed. »The Loneliest Guy« er Bowies pendant til Fred Astaire-sjæleren »By Myself« i The Band Wagon.

   Egentlig overflødig er kun den endeløse »Looking for Water« og den udflydende »She’ll Drive The Big Car«, der er imiteret americana af den slags, som Bowie har lavet rigeligt af. Hans version af »Try Some, Buy Some« overser pointen i George Harrisons original, men albummets suverænt værste islæt er Bowies høflige udgave af Jonathan Richmans »Pablo Picasso«. John Cale gav i sin tid samme sang et skud på albummet Helen of Troy (1975). Han gjorde Richmans lille genistreg til sin egen. Det prøver Bowie slet ikke på.

DERIMOD kan han stadig stå oprejst og danse efter 35 år i faget og en snes teatralske forvandlinger. Vil man se den fulde fantastiske rejse, er alle Bowies 47 musikvideoer, fra »Space Oddity« til »Thursday’s Child«, samlet på DVD-sættet Best of Bowie. Hvad scenekunstneren kunne engang, er holdt fast i D.A. Pennebakers dokumentarfilm om den sidste Ziggy Stardust-koncert på Hammersmith Odeon i juli 1973. Dvd'ens digitalt forbedrede mix er næsten for elegant, men man får en original plakat og billet med i købet.

   I slutscenen fra Nicolas Roegs The Man Who Fell to Earth (1976, da. Manden som kom ned på jorden) ser man Bowie kapitulere og bøje hovedet over den alkohol, som sammen med pengene og kærligheden gør en ende på milliardæren Thomas Jerome Newton. Han er kommet fra stjernerne og må i begyndelsen camouflere sin hud og beskytte sine øjne, når han færdes frit i lyset og den sære amerikanske virkelighed. Siden smelter masken fast, og han bliver et menneske som alle andre. Filmen bygger på en roman af Walter Tevis og er en udsøgt kunstgenstand fra Roeg, der i samme periode instruerede gyserklassikeren Don’t Look, Now (1973, da. Rødt chok).

MAN kunne i lang tid frygte, at det ville gå Den Tynde Hvide Hertug som filmens stækkede alien. På coveret til Reality kommer Bowie os i møde som japansk animé-figur, ulastelig som altid i en knivskarp sort habit og med store undrende øjne. Dét er passende. Efterhånden er Bowies musik blevet selve lyden af forvandling. De enkelte stationer betyder ikke meget. Det er bevægelsen selv, der bliver hængende, næsten ligesom vandet efter springet på David Hockneys swimmingpoolbillede A Bigger Splash (1967).

   Det er helt på sin plads at hylde en kunstner, der rammer 56 år på den måde. Hvad så hvis de nyeste sange må nøjes med at huske og henvise til ilden, som brændte tidens cigaret ned til fingrene i de kompromisløse 70ere? Når blot han husker at tage de år med i bagagen med mere moderne effekter. Feel a bit roughed up/ Feel a bit frightened/ Nearly pin it down some time. Man har set ham fladtrykt og lettere forslået, af og til alt for tynd og helt blåhvid i huden. Men man har aldrig set ham tabe pusten eller overveje at give op.

Se også Adel forpligter: David Bowie i 90erne; Todd Haynes: Velvet Goldmine (1998); David Bowie 🟊 Blackstar (2016).

*) Citaterne er fra »Rock'n'Roll Suicide«, sidste skæring på The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972), »Time«, første skæring på side B af Aladdin Sane (1973) og »Fantastic Voyage«, åbningsnummeret på Lodger (1979). Artiklen er skrevet i oktober 2003 og gengivet som den stod i avisen. Kronologien er altså ikke justeret, så i denne tekst er sangeren 56; albummet Reality er kun 14 dage gammelt, og ingen kan vide, at der følger en pause på 10 år, før The Next Day udkommer i 2013. Jeg genoptrykker teksten, fordi det netop i dag [10.01.2021] er fem år siden, at Bowie døde i New York, kun to dage efter udgivelsen af 🟊 Blackstar. De sidste to står tilbage som det største fra Bowies sidste 35 år. Der er virkelig ingen vej udenom.

**) The Reality Tour nåede Forum den 7. oktober 2003. I artiklen omtales følgende udgivelser: Reality. Produced by David Bowie and Tony Visconti. ISO/Columbia 2003; Black Tie White Noise. Limited Edition 2CD + DVD. Produced by David Bowie and Nile Rodgers. EMI 1993/2003; Aladdin Sane. 30th Anniversary 2CD Edition. EMI 1973/2003; The Man Who Fell to Earth. Instr.: Nicolas Roeg. 133 min. Storbritannien 1976/2002; Best of Bowie. 2DVD. 252 min. EMI 2002; Ziggy Stardust and the Spiders from Mars: The Motion Picture. 30th Anniversary DVD Special Edition. Instr.: D.A. Pennebaker. 90 min. EMI 1973/2003.

Alt dette er naturligvis ikke aktuelt i 2021, hvor Parlophone er fire boxsæt inde i sin kronologiske udgivelse af de samlede værker i definitive udgaver med rigt arkivmateriale og andet tilbehør. Five Years (1969-1973); Who Can I Be Now (1974-1976); A New Career in a New Town (1977-1982); Loving the Alien (1983-1988) findes både på vinyl og i cd-udgave. En håndfuld enkeltstående boxsæt er gået dybt ned i enkelte sange fra tidligste periode. Især Conversation Piece (5CD, 2019) føjer meget til fornemmelsen for tiden og Bowies lange vej til Space Oddity-gennembruddet. Koncertfilmen A Reality Tour udkom i 2004. Den er optaget i Point Theatre i Dublin, men giver et godt indtryk af, hvordan koncerten i København forløb. 

Fotos: Tim Bret-Day/ D.A. Pennebaker/ Brian Duffy/ Markus Klinko/ NME/ Royal Mint (Bowie Memorial Coin)/Anton Corbijn

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 03.10.2003; rev + noter 10.01.2021

Woodstock 1969-2019

TILBAGE TIL HAVEN | EDEN I ERINDRINGEN
Woodstock 50 gik i vasken, men sjælen fra 1969 lever

Af BO GREEN JENSEN

I

2019 var også 50-året for Woodstock, den skelsættende musikfestival, som fandt sted på mælkeproducenten Max Yasgurs marker i Bethel, New York, fra den 15 til den 17. august 1969. Af alle epokale udtryk for den lyse side af Kraften, som fik overtaget i 60ernes slutning, må Woodstock være indgrebet. Imperiet sendte Dødsstjerner ud, men Tårnet i Woodstock stod og holdt stand. Lyset kunne ses verden over.

   Det skulle have været fejret behørigt. Michael Lang, som var medarrangør af den oprindelige Woodstock Music & Arts Fair og driver selskabet Woodstock Ventures Ltd, forsøgte til det sidste at realisere en fødselsdagsfest. Det lykkedes ham at markere jubilæerne i 1994 og 1999, men det var ikke muligt i 2019.
   Processen er uklar, og parterne skændes stadig om, hvad der gik galt, men tilsyneladende er projektet strandet på en kombination af svag finansiering og sikkerhedshensyn. Der var svære forsikringsproblemer. I 1969 kunne man finde en bar mark og sige værsgo. I 2019 er der tusindvis af juridiske og kommercielle hensyn at tage. Økonomien kan kun hænge sammen, hvis så og så mange køber billet. Omvendt er der grænser for, hvor mange folk man kan og må samle. Smertegrænsen ligger ved 100.000.
   De store koncerter er høflige stævner, hvor folk drikker lys øl af bløde krus og ikke tager smuglergods hjemmefra. Overnatning er pr. definition noget rod. Der skal være utallige faciliteter. Mangfoldige tilladelser kræves. Alt må være bæredygtigt. Det er oven i købet fornuftigt. Ingen vil se tragedier som Roskilde 2000 gentaget.
   Endelig er der penge i sagen. Festivalhistorien er fuld af konkurser. På et tidspunkt bliver hegnene væltet, så ingen har noget ud af det bagefter. Alligevel er det ikke de velordnede koncertbegivenheder, der afholdes lydefrit år efter år, som bliver husket. Det er de første kaotiske festivaler, hvor en frygtelig skønhed blev formet af mudder, blod og magisk musik.

LANG havde tilsagn fra mange kunstnere, da han i marts 2019 stod frem med nyheden om en festival, som skulle afholdes på Watkins Glen International Racetrack i New York fra 16.-18. august. En plakat med imponerende navne blev trykt, og det forlød, at der snarest ville være billetter at få.

LANG havde indgået et partnerskab med investeringsfirmaet Dentsu Aegis, som skulle finansiere koncerterne med en sum på 49,1 mio. dollars. Budgettet kunne bære, hvis der blev solgt 150.000 billetter, som Lang regnede med. Dentsu Aegis trak sig ud, da det blev klart, at koncertstedet ikke kunne bære mere end 75.000 deltagere. En ny partner, selskabet Superfly, trak sig ud, da tallet blev reduceret til 61.000. Og der var stadig problemer med tilladelser fra de lokale myndigheder.
   I maj 2019 fik Lang New York Supreme Courts tilladelse til at gå videre med arrangementet. Investeringsfirmaet Oppenheimer Holdings trådte til, og i juni forlød det, at arrangementet var flyttet til væddeløbsbanen i Vernon Downs, New York. Flere kunstnere, bl.a. John Fogerty og Country Joe McDonald erklærede, at de ville komme når- og hvorsomhelst, men i øvrigt var holdt op med at følge det logistiske drama.
  Woodstock Ventures misligholdt sin aftale med Vernon Downs. Lang betalte ikke et depositum til tiden. Så var Merriweather Post Pavillion i Columbia, Maryland, i spil. Nu hed begivenheden Woodstock 50 Washington, og der var tale om en éndagskoncert, hvis hovednavn var The Smashing Pumpkins. Da mente flere veteraner, at arrangementet havde fjernet sig for langt fra det originale koncept. The Grateful Dead, Fogerty, McDonald, John Sebastian og Santana trak sig ud. Woodstock 50 blev endelig aflyst den 31. juli 2019.

II

DET er svært at sige, om Woodstock 50 var blevet uforglemmeligt. Det var det sikkert ikke. Hverken Woodstock '94 eller Woodstock '99 er gået over i musikhistorien. Men det er en stor skam, at der ikke var nogen form for markering. Man talte til det sidste om at holde en lille akustisk koncert på det originale festivalområde. Heller ikke den blev til noget.
   Til gengæld var der fejringer i musikindustrien. Her gik øvelsen ud på at overgå og variere de udgivelser, som havde markeret 40 års-jubilæet. Det lykkedes i overvældende grad. Siden sidst er vinyl vendt tilbage, og i tilgift til det originale triplealbum og dobbeltalbummet Woodstock 2, var der pludselig både et Woodstock 3 og Woodstock 4 i retrodesignede covers, som fik det til at se oprindeligt ud. Fake memorabilia er stadig en stor handelsvare.

TIL 40-året udkom Woodstock 40. 3 Days of Peace and Music med festivalens highlights i kronologisk orden fordelt på 6 cd'er. 77 skæringer, 33 nye. Det blev i 2019 trumfet af Woodstock - Back to the Garden - 50th Anniversary Experience, (Cotillion/Rhino), hvor 162 skæringer er samlet på 10 discs, der dokumenterer hele forløbet, fra Richie Havens' 'Get Together' til Jimi Hendrix' 'The Star-Spangled Banner/ Purple Haze'. Til slut siger stemmen fra scenen: "Good wishes, good day, and a good life". 
   Her er endelig også de koncerter med Sweetwater, Bert Sommer, Tim Hardin, Quill, Keef Hartley Band, The Incredible String Band, Grateful Dead, Creedence Clearwater Revival og The Band, som man har måttet lede ret ihærdigt efter, hvis man ville have den fulde oplevelse. Der er henved 16 timers musik i nyrestaureret og ganske pristin kvalitet.
   Men der skal være noget ekstra til de samlere og kompletister, som bærer musikindustrien. Derfor udkom alle eksisterende optagelser i et kostbart bokssæt med 38 cd'er. 432 skæringer, heraf 267 nye. Det blev desværre kun trykt i 1969 eksemplarer, der forsvandt som dug for solen. Jeg så det aldrig i virkeligheden, men Back to the Garden fik jeg i hus.

I 2009 fik Warner Music en god ide, da man udgav fem af de mest ikoniske koncerter i fuld udstrækning og matchede hver af dem med et tilsvarende studiealbum fra perioden. Serien hed The Woodstock Experience. Også den er blevet samlet i en boks. Efter 50 år er alt udgivet. Der er næppe heller en uset filmstump i omløb. Museet kan endelig kaldes komplet. 

III

DE fleste historier om Woodstock begynder med annoncen. Den stod i The New York Times og The Wall Street Journal, hvor to »unge mænd med ubegrænset kapital«, John Roberts og Joel Rosenman, i februar 1969 sendte signalet: »Young men with unlimited capital looking for interesting, legitimate investment opportunities and business propositions.«
   To foretagsomme mænd uden midler reflekterede på annoncen, som Roberts og Rosenman havde indrykket under dæknavnet Challenge International Limited. Michael Lang var 24 år og havde erfaring fra arbejdet med at arrangere Miami Pop Festival i 1968. Han var siden flyttet til Woodstock, New York, hvor bl.a. Van Morrison, Tim Hardin, The Electric Flag, Bob Dylan og The Band holdt til. Dylans manager, Albert Grossman, drev en lokal restaurant. Lang tog mere eller mindre for givet, at han kunne overtale Dylan til at optræde.
   Arthur Kornfeld var ansat på Capitol Records og kunne se det samme i planen som Lang. Det var Kornfeld, som overtalte det skrantende Warner-studie til at investere 100.000 dollar i en koncertfilm. Da The Woodstock Music and Arts Fair blev afholdt fra den 15. til den 17. august 1969, havde instruktøren Michael Wadleigh bevæbnet en mindre hær af fotografer med moderne og (relativt) mobile kameraer. 120 timers film kom i kassen. Tre af dem blev til koncertfilmen Woodstock, som modtog en Oscar i kategorien Bedste Dokumentar ved det følgende års Academy Awards.

VIST var der festivaler før Woodstock. Lang og Kornfeld havde næppe fået ideen, hvis ikke Lou Adler, John Phillips fra The Mamas & Papas og Beatles-publicisten Derek Taylor i 1967 havde arrangeret The International Monterey Pop Music Festival. Her markerede man »the Summer of Love« i ånden fra den berømte Monterey Jazz Festival. Der var også Pete Seegers årlige Newport Folk Festival, og man ville end ikke have tænkt på at lade Wadleigh registrere Woodstock, hvis ikke D.A. Pennebaker (kendt for Dylan-dokumentaren Don't Look Now) havde grundlagt koncertfilmen som genre med Monterey Pop! (1968).
   Så godt som alle navnene fra Monterey optrådte også i Woodstock, inklusive The Who, Janis Joplin, Ravi Shankar og Jimi Hendrix. Den californiske festival, som snarere var en række friluftskoncerter, samlede 200.000 tilhørere over en weekend og havde ca. 50.000 gæster samlet på ét sted ved den sidste koncert. Lang og Kornfeld håbede højest at matche disse tal. På forhånd var 186.000 billetter solgt. Ingen kunne vide, at tilstrømningen ville udvikle sig til en regulær folkevandring.

FAKTISK var det svært at få store musiknavne til at forpligte sig på at optræde. The Rolling Stones og The Beatles sagde nej med det samme. John Lennon ville gerne komme sammen med Yoko Ono, men kunne ikke få indrejsetilladelse. The Doors sagde nej, fordi Jim Morrison mente, at fri luft ikke klædte hans stemme. Led Zeppelin ville hellere være hovednavn i New Jersey, og Dylan afslog for at beskytte sin familie mod nysgerrige hippier, der ville se oraklet up close. The Band gik dog på scenen, skønt man ikke ser dem i Wadleighs film.
   Der gik endelig hul på det hele, da først Jefferson Airplane og siden John Fogertys Creedence Clearwater Revival sagde ja til at komme og spille for henholdsvis 12.000 og 11.500 dollar, hvilket i dagens tal skal ganges med ti. Imens var festivalpladsen flyttet fra sumpen i Wallkill til Max Yasgurs jord i Bethel, en lille by med 2.366 indbyggere, som faktisk ligger 80 kilometer fra Woodstock.

WOODSTOCK var en succes i alle henseender. Skønt anekdoter om brødnid verserer, er det stadig bemærkelsesværdigt, at så få kom til skade. Ingen gik fra forstanden. To dødsfald indtraf, to børn blev født, så tingene var i balance. Ingen af årtiets mørke sider, som der var ellers rigeligt af, kom til udtryk. Måske maler filmen et glansbillede, og måske er idyllens varme vokset i erindringen, men alle husker (hvis de ellers kan huske) en magisk sommerfest, der varede i tre dage, men blev et minde for livet og en bestemmende oplevelse.
   Tre måneder senere, da The Rolling Stones som sidste navn gik på scenen foran 300.000 aggressive og irritable tilskuere ved The Altamont Speedway Free Festival i Californien, stak alle dæmonerne hovedet frem. Hells Angels var ansat som sikkerhedsvagter, og den 18-årige Meredith Hunter blev dræbt foran scenen. Imens spillede Stones »Sympathy for the Devil« og begyndte ufortrødent på »Under My Thumb«. Hændelsen er registreret i Albert og David Maysles' dokumentarfilm Gimme Shelter (1970), der i mange hensender kan betragtes som en ond, mørk tvilling til Pennebakers Monterey Pop!
   Monterey, Woodstock, Altamont.  Tre store navne, tre store film.  Mange medlemmer af The Woodstock Generation, især de der var i tyverne i 1969, mener, at hele årtiets drøm om forvandling er koncentreret i den parentes. At drømmen blev født i Haight-Ashburys kærlighedssommer, at den blomstrede i Woodstock og blev virkelig for et øjeblik, før den endelig døde foran scenen i Altamont.

IV

VI er stjernestøv, vi er gyldne, og vi er nødt til at finde vejen tilbage til haven. Den første sang om Woodstock – og nok den mest myteskabende - blev skrevet, mens festivalen fandt sted. Det er den, hvor Joni Mitchell på vegne af hele generationen beskriver vejen til Woodstock:
   »I came upon a child of God/ He was walking along the road/ And I asked, where are you going/ And this he told me/ I'm going down to Yasgur's farm/ I'm going to join in a rock 'n' roll band/ I'm going to camp out on the land/ And try an' get my soul free/ We are stardust/ We are golden/ And we've got to get ourselves/ Back to the garden.«
   Mitchell ville gerne selv have sunget til den fantastiske skare, der var kommet fra hele nationen for at fejre musikken og finde hinanden. Hendes daværende kæreste, Graham Nash, havde i ugevis været oppe at køre, fordi han sammen med David Crosby, Stephen Stills og Neil Young skulle debutere på scenen i Woodstock som »supergruppen« Crosby, Stills, Nash & Young. I sangen deler Mitchells pilgrim denne længsel efter tage del i en fælles forandring: 
   »Then can I walk beside you/ I have come here to lose the smog/ And I feel like I'm a cog in something turning/ Well maybe it is just the time of year/ Or maybe it's the time of man/ I don't know who I am/ But life is for learning/ We are stardust/ We are golden/ And we've got to get ourselves/ Back to the garden.«

MITCHELLS benhårde manager fandt, at hun hellere måtte prioritere sin medvirken i Dick Cavetts trendy talkshow, hvor hun næste dag skulle være gæst. Programmet blev optaget mandag den 18. og sendt på ABC-netværkets stationer den 19. august. Det findes i dvd-boxsættet The Dick Cavett Show: Rock Icons (2005), som under alle omstændigheder er en potent tidsmaskine. For Woodstock-aficionados må det være en sand skattekiste. Vist er der usædvanlig kraft og klarhed i den udgave af »The Fiddle and the Drum«, som Mitchell synger a cappella, ganske som på albummet Clouds, men de øvrige medvirkende stjæler allligevel billedet.
   Jefferson Airplane, David Crosby og Stephen Stills kommer direkte fra Woodstock. Stills har stadig mudder fra Max Yasgurs gård på sine støvler. Joni står tydeligvis udenfor. Jimi Hendrix er slet ikke kommet. Ifølge Cavett var han for udmattet. Den store sang slutter med et af de smukkeste bud på den utopiske fordring, som Mitchell delte med resten af generationen:
   »By the time we got to Woodstock/ We were half a million strong/ And everywhere you looked there was song and celebration/ And I dreamed I saw the bombers/ Riding shotgun in the sky/ And they were turning into butterflies/ Above our nation/ We are stardust (Come from billion-year-old carbon)/ We are golden (Just got caught in the Devil's bargain)/ And we've got to get ourselves/ Back to the garden...«
   Mitchell skrev »Woodstock« på et hotel i New York, mens tv-nyhederne rapporterede fra festivalen, og kunne måneden efter synge den live, da hun optrådte på den årlige Big Sur Folk Festival i Californien. Skæringen nåede at komme med på Ladies of the Canyon fra april 1970, men gør sin stærkeste virkning som sangen, der kører under slutteksterne i Michael Wadleighs koncertfilm, som fik premiere i marts 1970. »Woodstock« fremføres her af Crosby, Stills, Nash & Young, som havde et hit med sangen og tog den med på albummet Déjà Vu.

V

DER er flere veje at følge til Woodstock i 50-året. På et grundlæggende plan kan man fejre det popkulturelle pejlemærke, som festivalen blev fra starten og aldrig helt er holdt op med at være. Når vi herhjemme bruger »68'erne« som en aldersbetegnelse, taler man i USA om The Woodstock Generation. Man kan dyrke ydre og nu måske vagt komiske træk som håret, blomsterne, troen på euforiserende stoffer som nøglen til kosmisk forandring, selve den fantastiske tanke om, at smuk musik og store ord kan ændre verden til det bedre.
   Man kan gå ét lag dybere og se festivalfænomenet i en realpolitisk og mentalitetshistorisk kontekst. 1969 var året, da Richard Nixon trådte til som præsident i januar. Overlydsflyet Concorde blev bæredygtigt i marts. I april kastede amerikanske fly 3.000 tons bomber over Nordvietnam, før slaget ved Hamburger Hill blev udkæmpet i maj. En organisation for bøsser og lesbiskes rettigheder blev grundlagt efter juni-uroligheder i New York.
   I juli kører Edward Kennedy galt ved Chappaquiddick Island. Den demokratiske senator er beruset og har sin elskerinde med i bilen. Hun dør. Han bliver i politik, men mister én gang for alle sin mulighed for at nå samme højder som brødrene John og Robert, der blev likvideret i 1963 og 1968. For resten er James Earl Ray, manden som myrdede Martin Luther King, i marts blevet idømt 99 års fængsel.
   I juli lander Apollo 11 på Månen, og astronauten Neil Armstrong holder sin lille tale om at tage et stort skridt for menneskeheden. Samme måned dør Brian Jones fra The Rolling Stones, og i august bliver Sharon Tate, Roman Polanskis 26-årige hustru, myrdet sammen med seks andre ofre for Charles Mansons sataniske kult. Ho Chi Minh dør i september, Bob Gucciones slibrige Penthouse bliver en konkurrent til Hugh Hefners hæderkronede Playboy.
   Som altid flyder stort og småt sammen, og man husker ofte krønikens irrelevante detaljer lidt bedre. Willy Brandt bliver forbundskansler i det koldskrigsdelte Tyskland, og Richard Burton køber en diamantring på 69,42 karat til sin hustru Elizabeth Taylor. My Lai-massakren finder sted i november. Den første jumbojet letter den 2. december. Politiet dræber Fred Hampton fra De Sorte Pantere under gadekampe i Chicago. Storbritannien afskaffer dødsstraffen. Årets amerikanske film er Butch Cassidy and the Sundance Kid, Midnight Cowboy, Easy Rider, Once Upon a Time in the West og They Shoot Horses, Don't They?

   
MIDT i dette er musikken ikke en ø, men en aktiv kraft, som formulerer en fælles vision og politisk protest. 1967-69 er årene, hvor musikken og tiden er ét. Hvor kunstnerne og deres publikum er i perfekt symbiose, hvor den ældre generation et øjeblik tøver og overvejer, om de unges oprør og alternative livsmåder har fremtiden for sig.
   Da vil de have del i denne fremtid. Selv forældrene nynner med på musikken, og skønt systemet mange steder slår igen – ikke mindst i USA – er der ressourcer, både materielt og mentalt, til at lade tvivlen komme det nye til gode. Unge studerende kræver medindflydelse og får den. Strukturerne giver sig, og forandringens kraft synes helt bogstaveligt at komme ud af musikken, kunsten, litteraturen og filmen.
   Herhjemme er undertegnede 14 år og kan kun absorbere tøjet, musikken og tanken om fri kærlighed, da dialektikkens princip og romantikkens sidste blomstring deler vandene i en kultur og en modkultur. Det varer til sidst i 1970erne, »Moonshot Woodstock Watergate Punk Rock,« som perioden senere sammenfattes i Billy Joels sublime stikordssang »We Didn't Start The Fire« (1989). Faktisk har Woodstock aldrig mistet sin betydning. Rocken fik hér sine egne klassikere, som enten er døde eller i halvfjerdserne nu.
   Alle husker Hendrix, The Who, Santana, Sly and the Family Stone, Canned Heat, Joe Cockers fyrige coverversion af »With a Little Help from My Friends«, Country Joe McDonald, der får en halv million mennesker til at synge med på Vietnam-protesten »I-Feel-Like-I'm-Fixing-To-Die Rag«, mens John Sebastian lige så akustisk alene smiler og maler regnbuer hen over al vores blues. Blandt publikum ser man de første bløde fædre med de første fuldkomne naturbørn. Fri kærlighed er en selvfølge. Drømmen om fred og musik har aldrig været så smuk.
   Woodstock var også syretrippet »Dark Star« med The Grateful Dead, Melanie Safkas hippiesalme »Lay Down«, britiske Ten Years After's »Goin' Home« (med Alvin Lees imponerende, men behagesyge guitarsolo), Mike Heron og Robin Williamsons skotske Incredible String Band, Mountain, Quill, Sweetwater, Bert Sommer og andre halvglemte navne. 32 kunstnere foran en halv million mennesker. 

 

VI

PÅ Woodstock Back to the Garden er alt, hvad der blev spillet, samlet i kronologisk sekvens og anbragt i sin rette sammenhæng. Man får således, faktisk for første gang, et realistisk indtryk af, hvordan musikken fremstod og gjorde sit levende indtryk.

   På den måde får man enten større eller mindre respekt for koncertfilmen, som Michael Wadleigh klippede sammen med Thelma Schoonmaker og Martin Scorsese. I Wadleighs version er kaos rettet ud og redigeret, så man aner konturerne af en heroisk bedrift. Virkemidlerne er propagandafilmens, og de smukke unge menneskers fest bliver et Eden, der fødes mens det foregår: Stjernestøv, er de, og gyldne, ganske som i Joni Mitchells pastorale.

FOR at skabe denne virkning, zapper Wadleigh frem og tilbage i kronologien, plukker frit i materialet og gengiver spredte begivenheder som synkrone i de scope-formaterede split screen-optagelser, der er karakteristiske for filmen og var en af dens adskillige nyskabelser. For eksempel går Grace Slick på scenen søndag morgen og siger: »You have seen the heavy groups, and now you will see morning maniac music. Believe me, yeah, it's the new dawn«.
    På det originale soundtrack, som Eric Blackstead producerede særdeles effektivt, sætter bandet i med Kantner og Kaukonens strategiske riff fra begyndelsen på »Volunteers«: »Look what's happening out in the street/ Got a revolution got to revolution (…) One generation got old/ One generation got soul/ This generation got no destination to hold«.
   Det er vital protest med samme vindstyrke som Jimi Hendrix' udgave af »The Star-Spangled Banner«, der i filmen har elegisk karakter, fordi den er sat allersidst og kombineret med billeder af oprydningsarbejdet i katastrofeområdet. Men faktisk fungerede Slicks ord som intro til »The Other Side of This Life«, og først ni numre senere nåede bandet til at erklære: »Come on now, we're marching to the sea/ Got a revolution got to revolution/ Who will take it from you/ We will and who are we/ We are volunteeers of America...«

DER er megen nostalgi, men også meget af værdi, at fejre og huske om Woodstock i dag. Som en tidskapsel koncentrerer den musikken, der i dag er blevet klassisk. Drømmen tog videre til Europa og blev til Isle of Wight (hvor både Dylan og Doors gerne ville optræde) med samme finansielle kaos til følge. Tilbagevendende fænomer som Roskilde Festival og Glastonbury Festivalen ville ikke være der uden Woodstock. Alt løb sammen i et perfekt øjeblik. Det er aldrig for alvor sket igen, men vi venter og lever i håbet fra Woodstock.

Artiklen er skrevet 31.12.2019, men inddrager tekst fra 2009 – 'Good wishes, good day, and a good life' - Tak for 2019 og mere i 2020