Translate

Viser opslag med etiketten August Wilson. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten August Wilson. Vis alle opslag

søndag den 16. januar 2022

Denzel Washington: Fences (2016) [Black Lives Matter 20]


AMERIKANSK TEATER
Denzel Washingtons instruktørdebut

Af BO GREEN JENSEN

DRAMATIKEREN August Wilson (1945-2005) brugte hovedparten af sit liv på at skrive om stedet, han kom fra. Wilson voksede op i Hill District i Pittsburgh, Pennsylvania, hvor hans tyske far var bager og hans afrikansk-amerikanske sydstatsmor mor gjorde rent. De ti skuespil i »The Pittsburgh Cycle« er både en hjemstavnsskildring af Vangede Billeder-typen og et aftryk af sorte amerikaneres liv i det tyvende århundrede.
   Hver tekst udspiller sig i et bestemt årti, fra Gem of the Ocean (2003), hvor tiden er 1900erne, til Radio Golf (2005), som foregår i 1990erne. Wilson fik ideen og lagde sin plan i 1980erne, hvor nogle af værkets stærkeste stykker – Ma Rainey's Black Bottom, The Piano Lesson – blev til på ganske få år. Fences, som er henlagt til 1950ernes Pittsburgh, havde premiere i 1987 og modtog både en Pulitzer Prize og en Tony Award.



FLERE teatre har opført den samlede cyklus. Da Fences gik på Broadway i 2010, spillede Denzel Washington og Viola Davis hovedrollerne som Troy og Rose Maxon. Wilson skrev en filmudgave, men den blev aldrig produceret, fordi han insisterede på en afrikansk-amerikansk instruktør. Efter hans død kunne det lade sig gøre, da Hollywood-stjernen Denzel tog over.
   Fences tegner et varmt og alligevel tragisk portræt af renovationsarbejderen Troy Maxon. Han er på alder med århundredet og repræsentant for sin generation. Den unge mand ville spille professionel baseball. Han sad 15 år inde for manddrab. Han blev gift med den stoiske Rose og fik sønnerne Lyons (Russell Hornsby) og Cory (Jovan Adebo). Nu drømmer Cory om at spille college football. Troy gør alt for at afskrække ham.
   Det er solidt amerikansk teater af den klassiske skole, hvor en realistisk familieskildring får en allegorisk bund med symbolske motiver. Der er ikke gnist af ironi eller eksperimenter. Der er altid et ekko af Eugene O’Neill og Tennessee Williams. Fences er ofte en sort dramatikers sidestykke til  Arthur Millers Death of a Salesman (1949, da. En sælgers død).



DENZEL Washington har instrueret sig selv og Viola Davis. Filmen vil stilfærdigt lukke scenerummet op. De fleste situationer er henlagt til baghaven, hvor Troy endelig når til at sætte et hegn – også om sit hjerte – og i køkkenet i det lille hus, han har købt for sin brors krigserstatning.
   Korte glimt af gader og skiftende vejr gør underværker for oplevelsen. Danske Charlotte Bruus Christensen (Submarino, Far From the Madding Crowd, Molly's Game, A Quiet Place) har fotograferet, så det ligner 1957, skønt der ikke er brugt demonstrative markører. Hun gjorde det samme for periodens New York i Anton Corbijns LIFE (2015) om James Dean før berømmelsen. Filmen fik ikke dansk premiere, men det er sikkert dén, som Washington og produceren Scott Rudin har set.
   Teksten har meget på hjerte. Den handler også om klasse og race, men ser ikke racismen som noget systemisk. Tingene har ændret sig i Troys tid. Hegnet, han sætter mod verden, er mere en mur om ham selv. Det kunne lykkes for hans sønner, hvis han ikke modarbejdede dem. Lyons er musiker og beder sin far om at komme hen og høre ham. Troy afviser alle udstrakte hænder. Det skal være på hans måde eller slet ingen.


KARAKTEREN Troy er a man in full, og Washington leverer de store monologer om at spille baseball mod Døden med forventelig patos. Anslaget er vagt musealt, så de første akter føles som pligtstof. Det tegner alt i alt til at blive en lang dags rejse mod nat.
   Men fem kvarter inde i filmen går der alligevel hul. Det sker, da Troy fortæller Rose, at han skal være far til en anden kvindes barn. Han taler om at stå på det samme sted i 18 år. Hun svarer med en monolog om at stå der sammen med ham. Det kunne let være blevet ulidelig grådkvalt. I stedet følger tyve intense minutter, hvor vi ser og hører to mennesker.



FENCES er gammeldags på en god måde. Den har ikke det flydende præg og den filmiske sjæl, som Barry Jenkins' Moonlight (2016) – der kan siges at beskrive et afrikansk-amerikansk liv i samme ånd og på samme måde – er selve indbegrebet af. Men den har dybde, udsyn og social bevidsthed.
   Viola Davis fik en Oscar for rollen som Rose. Det er dog Denzel Washingtons film på alle måder. Han bærer virkelig rollen som Troy, der ved stykkets premiere i 1985 blev spillet af James Earl Jones.
   Her er skæmmende klicheer som Troys bror, Gabriel, et hjerneskadet orakel, og de O’Neillske konflikter mellem fædre og sønner. Der er også en sjældent fin skildring af venskabet mellem Troy og kollegaen Bono (Stephen McKinley Henderson).



TIDENS gang er smukt markeret, og da Troy til slut er alene med døden på kastetuen, bliver det for alvor en sanselig film. Fences er også en stor tekst om baseball som livsmetafor. Prøv at se den sammen med Barry Levinsons The Natural (1984, da. Den bedste), en miskendt filmatisering af Bernard Malamuds magiske roman, der gav Robert Redford lejlighed til at spille igennem. 
   I USA var Fences en kritisk succes, som solgte ganske mange billetter. Det kunne dog ikke friste danske distributører. Den fik derfor premiere som Månedens Film i Cinemateket. Det er i sagens natur ingen effektfilm, men den er værd at se og blive klogere af.


Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Bush + Renz: Antebellum (2020). 

Fences. Instr.: Denzel Washington. Manus: August Wilson. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 139 min. USA 2016. Dansk premiere: 03.08.2017.


Fotos: BRON Studios/ Scott Rudin Productions/ Paramount Pictures/ DFI Cinemateket/ CineMaterial/ MovieStillsDB/  Tom Sweeney - Minneapolis Star Tribune (August Wilson Portrait)  
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Paramount Pictures 04.05.2017 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.08.2017

mandag den 26. april 2021

Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 16]


INDEN MUSIKKEN BLIVER STJÅLET
August Wilsons blueshistorie er afro-amerikansk arvesølv

Af BO GREEN JENSEN

VI skriver 1927 i Chicago, da blueslegenden Gertrude »Ma« Rainey kommer op fra Columbus i Georgia. Hun skal skære to nye hits, som kan sælge i Forbudstidens jazzforelskede USA. Racismen i tiden er ram. Allerede i første scene må den evigt udglattende manager (Jeremy Shamos) bestikke en skeptisk gadebetjent, som ikke vil tro på, at Ma ejer bilen, der bliver parkeret.
   Ma Rainey (1882-1939) var veninde med Bessie Smith. Hun blev kaldt »Mother of the Blues« og kan høres på 94 klassiske indspilninger. En af dem er sandt nok »Black Bottom Dance«. Her har hun sat sit Georgia Jazz Band stævne ved studiet, som ejes af den foretagsomme Mel Sturdyvant (Jonny Coyne). Det er ikke muligt at skrive om filmen, uden at oplyse hudfarver. Alle kunstnerne er afrikansk-amerikanske. Forretningsfolket er hvide, jødiske mænd.
   Musikerne har allerede forberedt sig i en time. Cutler (Colman Domingo) spiller guitar og trombone og arrangerer. Slow Drag (Michael Potts) siger ikke meget og spiller bas. Aristokraten er pianisten Toledo (Glynn Turman), som øser af sin livsvisdom. Kun trompetisten Levee Green (Chadwick Boseman) giver ikke en bønne for traditionen. Ved døren står Mas veninde (Taylour Paige) og gør sig til for rebellen. Sturdyvant har lovet at købe Levees kompositioner. Ma Rainey kan rende og hoppe for hans skyld.


DER er tre tætte akter i filmen, som hurtigt røber sin herkomst. Ma Rainey’s Black Bottom var det andet af ti skuespil i en serie, som dramatikeren August Wilson (1945-2005) skrev mellem 1982 og 2005. Fordi ni af dem udspiller sig i Pittsburghs Hill District, taler man om en Pittsburgh Cyklus.
   Skuespilleren Denzel Washington, som har produceret Ma Rainey’s Black Bottom, instruerede selv Fences (2016). Han vil have Wilson ud til et bredt publikum. I hvert fald nåede Fences til Danmark, og Ma Rainey’s Black Bottom kan ses verden over på Netflix.
   Det er filmet teater, når det er bedst. Man kan godt blive irriteret på Levee Green i den første lange fællessnak, når han skal føre sig frem. Man forstår, hvorfor Cutler bliver træt. Men teksten får liv i en lang monolog, hvor Levee beskriver, hvad hvide mænd gjorde ved hans mor. I stykket eksponeres Amerikas rædsler. Alt imens der er liv i musikken.


MA Rainey ankommer som et levende sætstykke. Hun insisterer på at lade sin stammende nevø præsentere »Black Bottom Dance«, skønt mange optagelser må kasseres. Hun vil have kold cola, før hun gør noget som helst. Hun ved, hvad hun er værd. Og får sin vilje uanset.
   Endelig kommer knivene frem i en tragisk finale, hvor stoikerne får ret, og Levee på den hårde måde lærer, hvordan verden er indrettet. Ma Rainey’s Black Bottom er lille som film, men teksten knejser som tidløst teater. Man kan sige meget om Netflix, men streamingtjenesten kender sin besøgstid. Black Lives Matter har sit øjeblik nu, med eller uden Trump, #MeToo og Covid-19.


DE fleste kender sikkert »Black Bottom« fra en nedvandet, hvid sammenhæng. Jeg tror, jeg hørte sangen første gang i Judy Garlands »Born in a Trunk«-medley, som næsten er en film for sig i George Cukors 1954-version af A Star is Born. Eller også var det Spike Jones’ parodi fra 1950. »Black Bottom» er noget, man danser i F. Scott Fitzgeralds noveller. Og jeg kender kun navnet Ma Rainey, fordi Bob Dylan lader hende følges med Beethoven i et vers fra den prægtige »Tombstone Blues«.

   Netop dét er den større pointe, som Wilson giver sit skuespil. Ma Rainey vægrer sig ved at underskrive de nødvendige papirer, da optagelserne er i kassen. Hun ved, at hun mister musikken ved at overdrage sin ophavsret. De hvide gør kun, hvad man siger, så længe de har brug for én. Bagefter skræver de over én, knapper sig til og går som efter et bordelbesøg, uden at se sig tilbage. Hun udnytter situationen i studiet, så længe hun kan. Hun sørger for at få sin vilje og sætter krusedullen på kontrakten.
   Hendes manager ser sig ikke tilbage. I næste billede står studieejeren og øver med et hvidt, Benny Goodman/Glenn Miller-agtigt orkester, der i høflig udgave indspiller én af de sange, han stjal fra Levee Green. Det kunne lige så godt være Bing Crosby, der sang.
   Ma Rainey ved, at musikken bliver stjålet. Vi har nu begrebet »kulturel appropriation«. Hvidvaskning hed noget andet på Ma Raineys tid, men August Wilson kendte mekanismen, da han skrev sine ti skuespil.


VIOLA Davis er olm og edderspændt i rollen som Ma Rainey. Hun fyrer Levee med et fingerknips, men ved, at hun har tabt status, da han går sin vej uden at blinke. Alligevel blinker Levee i enrum. Han bruger sin vrede på at bryde døren op ud til gården – som viser sig at være en tilmuret skakt. Han bliver trods alt tørret af »The Man«. Og må lade nogen undgælde.
   Især skal filmen ses for Chadwick Bosemans fremstilling af Levee Green. Boseman døde i 2020. Han blev kun 43 år. Boseman blev en rollemodel for generationer, da han i 2018 spillede superhelten Black Panther i Marvel-filmen af samme navn. Filmens succes kan knapt overvurderes. Black Panther blev til mellem to store bølger af Black Lives Matter-protest. Det var for en gangs ikke en offerhistorie. Her var en hel afrikansk-amerikansk mytologi. Alt var elegant og attråværdigt. Friheden kom af sig selv og var til uden grænser.
   Boseman kan også ses som den døde sergent, der optræder i Spike Lees Da 5 Bloods (2020), hvor veteranerne vender tilbage til Vietnam. Han vidste, at han var uhelbredeligt syg, da han indspillede Ma Rainey’s Black Bottom. Det var vigtigt for ham at gøre arbejdet færdigt, og det er i høj grad blevet hans film. Den tilegnes ham i en skærmtekst til slut.


FRA August Wilsons hånd er Levee summen af alle unge mænd, som troede, at de kunne læse systemet og blev knust under hjulene i processen. Det betyder ikke, at deres oprør er forgæves. Men det skal rettes mod fjenden, ikke mod brødre. Boseman gør en træt grimasse, da han trækker sin kniv. Hans nederlag er større end Ma Raineys. Og den tragiske faktor for enden af en rig komedie om stjålen kultur.

Ma Rainey's Black Bottom var Oscar-nomineret i 5 kategorier: Best Actor (Chadwick Boseman), Best Actress (Viola Davis), Best Production Design (Mark Ricker), Best Makeup and Hairstyling (Sergio Lopes-Rivera etc.), Best Costume Design (Ann Roth). Filmen vandt i de to sidstnævnte kategorier.


Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020).

Ma Rainey’s Black Bottom. Instr.: George C. Wolfe. Manus: Ruben Santiago-Hudson. Foto: Tobias Schiessler. 94 min. USA 2020. Dansk premiere: 18.12.2020.


Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ YouTube
Filmen streames på NETFLIX
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.01.2021