Translate

Viser opslag med etiketten Vampyrfilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vampyrfilm. Vis alle opslag

tirsdag den 13. juni 2023

Jim Jarmusch: Only Lovers Left Alive (2013)


DE ENESTE ELSKENDE
Sidste vampyrfilm før zombierne

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 2014: Efter 20 år, hvor alle ville bides, er vampyrfilmens seneste guldalder ved at være forbi. Fænomenet The Twilight Saga (2008-2012) er lukket. I USA bliver teenagegyseren Vampire Academy en kommerciel katastrofe, og ingen har nye projekter på vej. Kun HBO-serien True Blood (2008-2014) kæmper videre i sæson 7. Samtidig er sagakomplekset om The Walking Dead (2010-2022) i sin første, energisk knopskydende fase hos AMC. Nu er zombier sagen, der angribes fra alle vinkler og fortolkes på mange niveauer.*
   Der er en vis poetisk retfærdighed i, at det bliver vejrbidte hipsters som Neil Jordan og Jim Jarmusch, der fortæller de sidste legender. Francis Ford Coppolas opera-overdådige Bram Stoker's Dracula (1992) var et varsel om, hvad der ventede, men Jordan forløste flodbølgen med sin mørke, romantiske 1994-filmatisering af Anne Rices Interview with the Vampire (1976, da. En vampyrs bekendelser). I 2012 satte han selv et rødt punktum med Byzantium, som ikke fik dansk premiere, skønt filmen var en stor og stilfuld produktion.
   I Byzantium spiller Gemma Arterton og Saoirse Ronan to vampyrer, mor og datter, som har set for meget og levet for længe. Det er et gennemgående tema i den tænksomme ende af feltet. Tony Scotts The Hunger (1983) – med Catherine Deneuve, Susan Sarandon og David Bowie – var et tidligt eksempel. Tomas Alfredsons Lad den rette komme ind (2008) er blandt de seneste og smukkeste. Det samme gælder sydkoreaneren Park Chan-wooks besættende Thirst (2009).



BEGGE har inspireret Jim Jarmusch, der i Only Lovers Left Alive lader evigheden slippe op for Adam (Tom Hiddleston) og Eve (Tilda Swinton), som synes at være de første vampyrer og de sidste elskende i et univers, hvor livskraften dør lidt hver dag. Hun kunne være den bibelske Eva. Han blev indviet engang i renæssancen. Siden har parret holdt sig i live og skabt deres egen virkelighed.
   De har al den tid, som er i verden, og lever ofte adskilt. Han bor i et gammelt hus i udkanten af det forfaldne Detroit, hvor han nørkler med sin guitarsamling og skriver dronebaseret begravelsesmusik. Hun holder ilden i live i Tanger i Marokko, hvor også dramatikeren Christopher Marlowe (John Hurt) har opholdt sig i århundreder.
   Jarmusch morer sig med at kommentere en række kulturhistoriske konspirationsteorier. Således får Marlowe æren for at have skrevet Shakespeares skuespil. Det er heller ingen hemmelighed, at Adam komponerede en af Schuberts strygekvartetter (formentlig nr. 14 i D-mol [D 810], Der Tod und das Mädchen/ Death and the Maiden, som har et næsten vampyrisk vidtrækkende efterliv). 



MED hensyn til mad har de indrettet sig. Adam klæder sig ud som Dr. Faust og køber blod på et hospital i Detroit. Eve får sine skud via Marlowe, der har franske forbindelser. Det er et problem, at menneskers blod bliver mere forurenet. Eve har en vild lillesøster, Ava (Mia Wasikowska), som slet ikke deler Adams tristesse.
   Eva flyver til Detroit for at være sammen med Adam. Hun rejser selvsagt om natten, og der er mange lavpraktiske hensyn at tage. Så følger han med hende til Marokko, hvor Marlowe ligger for døden. Der er ikke mere blod fra den gode, franske læge, og parret venter på gaden i Tanger, mens det sidste daggry nærmer sig. Det skal vise sig, om noget eller nogen dukker op.



TEMPOET er slentrende. Genren har så mange konventioner, så megen mytologi bundet op i sine billeder, at Jarmusch kan nøjes med at markere. Det gør han mesterligt, både i Detroit og Tanger. Vist er Adam og Eva vampyrer, men især er de overlevende hippier fra 60erne, 70erne og 80erne. De deler alle Jarmuschs æstetiske præferencer.
   Filmen er først og fremmest en stemning, en lang elegisk tone, der strækker stoffet over to timer. Jarmusch viser rusen, når blodet bliver drukket, men holder sig ellers fra fysiske beskrivelser. Der er vid og lune, fin melankoli, ægte smerte, politiske betragtninger og mange musikanekdoter. Et patchwork af høj og lav fælleskultur.
   


DER er også en troværdighed. Det må føles sådan at leve så længe. Både vi og Jarmusch ville spille den kosmiske klagemusik (han gør det faktisk – Adams elektriske sørgemarch bliver fremført af Jozef van Wissem og Sqürl, som er navnet på det fritidsband, filmskaberen deler med Carter Logan). For så vidt som filmen har mulige hits på sit soundtrack, er det Wanda Jacksons »Funnel of Love«, der bliver kværnet og strakt gennem 69 filtre af Sqürl og Madeleine Follin fra Cults.
   Only Lovers Left Alive har al den charme, man venter af Jarmusch, og er bristende fuld af filmhistoriske henvisninger. Det er hans bedste film siden Broken Flowers (2005) og den første i endnu længere tid, som har lidt af den visuelle grunge fra begyndelsen i Permanent Vacation (1980), Stranger Than Paradise (1984), Down By Law (1986) og Mystery Train (1989). En meget stor fornøjelse, hvis man holder af litterære vampyrer.
   Jarmusch nåede selv til zombiegenren i The Dead Don't Die (2019), som er langt mere komisk og katastrofisk. Om dét kan vi tale en anden god gang.


*) Briten Naomi Alderman (f. 1974), forfatter til bl.a. Disobedience og The Power (da. Kraften), kommenterer cirka samtidig udviklingen i et essay med titlen »The Meaning of Zombies«:
 »While vampires tend to be more popular in times of economic prosperity – think of Interview with the Vampire's lush heyday in the 1980s and early 1990s – zombies, the shuffling mass dressed in rags, tend to come to the fore in more austere times. George Romero's Dawn of the Dead comes to us from the depression of the 1970s and of course zombies are having a massive renaissance – as it were – now.« [Granta – The Magazine of New Writing #117, 2011]
   Canadieren Margaret Atwood (f. 1939) er med rette en nulevende institution. Hendes indsigt i og arbejde for genrelitteraturen strækker sig meget længere end til The Handmaid's Tale (1985, da. Tjenerindens fortælling), The Testaments (2019, da. Gileads døtre) og MaddAddam-trilogien, som består af Oryx & Crake (2003, da. Oryx og Crake), The Year of the Flood (2009, da. Syndflodens år) og MaddAddam (2013, da. d.s.). Atwood uddyber Aldermans perspektiv i en forelæsning fra 2013: 
   »The zombie apocalypse is the death of civilisation, the moment when all that becomes important is the answer to the questions: Do you have food? Do you have guns? We want to practise this in fantasy, to imagine it all the way through, especially in times of economic crisis. We live in cities now, far from the sources of food, not knowing our neighbors. Zombies are the horrifying crowd of the urban poor, the grasping hands reaching out for something, which, if you gave it to them, would destroy you. They're the interchangeable anonymous people we encounter on our daily commute, those whose humanity we cannot acknowledge.«
   Atwood forklarer sine tilhørere, hvorfor hun skrev netfortællingen »The Happy Sunrise Zombie Home« [til platformen Wattpad] sammen med Alderman, da hun (modstræbende) var blevet interesseret i zombier (»because initially I failed to grasp their charm, though others seemed to have grasped it«). Hun giver en sjældent klar og koncis analyse af horrorgenrens tre transformative mytologier: varulv, vampyr og zombie. 
   Forelæsningen hedder »Stories We Tell About Times to Come«. Hun holdt den på Southern Utah University i Cedar City, Utah, den 2. april 2013. Teksterne fra seminaret blev efterfølgende trykt i kompendiet Human Values (2013). Atwood samler sin egen op i Burning Questions: Essays and Occasional Writings (2022). Hendes indsats som kritiker og essayist står i skyggen af hendes skønlitterære virke. Jeg vil i særdeleshed anbefale samlingen In Other Worlds: SF and the Human Imagination (2011).


Only Lovers Left Alive. Instr. & manus: Jim Jarmusch. Foto: Yorick Le Saux. 123 min. UK-Tyskland-Grækenland-Frankrig 2013. Dansk premiere: 20.03.2014.


Fotos: Recorded Picture Company/ Pandora Filmproduktion/ Snow Wolf Produktion/ Faliro House Produktions/ Le Pacte/ HanWay Films/ ARD Degeto Film/ Lago Film/ Neue Road Movies/ DFFF/ Film- und MedieStiftung NRW/ Schleswig-Holstein Film Commission/ FFA/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Rolex [Mentor Margaret Atwood and protegée Naomi Alderman at Toronto University photo].
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO MAX, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies.
Anmeldelsen stod [minus intro og note] i Weekendavisen Kultur 21.03.2014 

lørdag den 12. september 2020

Richard Matheson: I Am Legend (1954) [Sci-Fi 100]


DEN IMMUNE MAND
Koldkrigsromanen i tre filmudgaver 

Af BO GREEN JENSEN

BYEN er stille og øde om dagen, når den sidste mand jager sin føde og finder måder at få tiden til at gå på. Det er ikke bomber, som har lagt gaderne øde, men en virus som dræbte alt menneskeliv. Den immune mand er dog ikke alene. Efter solnedgang kommer natvæsenerne. De truer og trygler som pibende dyr. De banker på hans dør og vil ind. Neville er nødt til holde sig vågen. Hvis han falder i søvn, bliver han en af dem.
   Richard Mathesons første roman, I Am Legend (1954, da. Jeg er den sidste) hører til de kanoniske skrifter i krydsfeltet mellem horror og sci-fi. Den har aldrig været i restordre, og skønt forfatterens navn især er forbundet med The Shrinking Man (1956, da. Edderkoppen), som i Jack Arnolds klassiske filmudgave blev til The Incredible Shrinking Man (1957, da. Manden, der blev mindre), er det i stigende grad for I Am Legend, at han bliver læst.


PRÆMISSEN er skræmmende enkel. Det er den sidste mands beretning om sin sidste tid på Jorden. Året er 1978. Efter epidemien tre år før er menneskene døde eller muteret til sløve liggnaskere, der kombinerer træk fra vampyrer og zombier. Tilstanden smitter ved bid. De tåler ikke sollys. Neville barrikaderer sit hus og hører hver nat vampyrerne kalde. Få bøger har bedre beskrevet, hvor svært det kan være at holde sig vågen.*
   Om dagen kører Neville rundt og samler forsyninger. Han dræber de vampyrer, han finder, og får stadig sværere ved at håndtere sin situation. Blodfolkets leder er Cortman, hans gamle ven med Oliver Hardy-fysik. Neville er ensom. Han knytter sig til en hund, som imidlertid bliver inficeret. Han er skeptisk, da kvinden Ruth lader sig redde. Hun er inficeret, men har stadig sin personlighed, og han åbner sig for hende mod bedre vidende.
   Kvinden viser sig at være udsendt af de nye mennesker, som har absorberet den vampyriske virus og tilpasset sig en verden i mørke. De skaber orden med totalitære metoder og har Neville øverst på dødslisten. For den nye race er Neville en legende. De frygter den ensomme jæger, som lever om dagen og dræber i flæng. Bogens slutning er kulsort. Den nye art henretter Neville, som får lov at bevare en vis værdighed, da han tager afsked med Ruth. Romanens sidste ord er selve titlen: »I am legend.«


MAN kan og har fortolket meget på fortællingens koldkrigsmotiver, angsten for en ødelagt verden, smitsom kommunisme, de frie landes udsathed. Historien er dog større og mindre tidsbestemt. Den er filmatiseret flere gange, først i 1964, med Vincent Price i rollen som The Last Man on Earth, en billig men effektiv produktion, som er trofast mod ånden i bogen. Den kan ses på websitet Internet Archive, til og med lovligt, da ingen har fornyet ophavsretten.
   Her, som i bogen, er handlingen henlagt til en lille by i Californien. Den anden filmatisering, Boris Sagals The Omega Man (1971) med Charlton Heston som Neville, flytter scenen til Los Angeles og konstruerer en post-apokalyptisk samfundsorden. Sagal gør sig tanker om tidens sociale opløsning. En albinokult er som muterede hippier; epidemien følger en krig mellem Sovjetunionen og Kina, hvor biokemiske våben blev anvendt. Neville er her en amerikansk officer, som når at give sig selv en prøvevaccine, da symptomerne begynder.**


FRANCIS Lawrences 2007-filmudgave, den første med romanens titel, låner træk fra alle de nævnte steder. Forskeren Neville (Will Smith) er alene på Manhattan med sin schæferhund Samantha. New York ligner sig selv og alligevel ikke. Byen er ved at gro til, som mayafolkets pyramider. Plakater reklamerer for musicals som Wicked og Hairspray. Alt kan lade sig gøre digitalt. Der løber hjorte rundt mellem de tærede biler.
   Epidemien ramte i 2009. En muteret mæslingevirus blev forvekslet med en kur mod cancer. Lægen (Emma Thompson) talte på tv om de tusindvis af kræfttilfælde, som vaccinen havde kureret. Tre år senere er jorden affolket. Den tiendedel af befolkningen, der ikke faldt bort, er forvandlet til Nosferatu-agtige liggnaskere, der bevæger sig med rovdyrhast og dræber uden hæmninger.
   Den første time af filmen er meget vellykket. Manden og hunden har en troværdig rutine. De spiser sammen i huset, hvor Neville boede med sin familie, og ser gamle tv-aviser for hyggen. Hver nat forsegles huset hermetisk. Her kender fjenden ikke Nevilles sted. I kælderen eksperimenterer han med vacciner, der kan stabilisere og vende vampyrtilstanden. De fleste forsøgsdyr er rotter, men han har høje håb for sit eksperiment med en kvindelig vampyr, der er bedøvet og forsvarligt fikseret.



FRANCIS Lawrence lader Neville gøre tingene så langsomt, at hver rutine bliver meget specifik. Han forlener også New York med en stilhed, som er rungende stor og håndgribelig. Der er plads til poetiske afsnit. En liflig middagssol lyser på havnen, hvor Neville sætter sig for at blive kontaktet af eventuelle overlevende. En aften bliver Sam bidt af inficerede hunde. Neville må aflive dyret, der har været hans eneste ven i tre år. Her skildrer filmen en virkelig smerte, som Will Smith formidler udmærket. Så langt giver den nye film mening.
   Herefter glipper koncentrationen. Det skyldes ikke så meget de gruopvækkende kampe mellem Neville og vampyrerne, der efter en tid bliver ret monotone. Snarere træder filmen forkert, da den begynder at dreje bogens rejse ind i mørket, mod sikker udslettelse, i retning ad en heroisk fabel med kristen adresse. Også her er der en kvinde (Alice Braga), som bryder Nevilles isolation. Der er også en dreng, og i nogle scener fungerer de tre som en familie.
   Anna er på vej til de overlevendes koloni i Vermont. Neville tror ikke på sådan et sted, men da vampyrerne finder hans lejlighed, konfronterer han dem i kælderen, så kvinden og drengen kan flygte. Han ofrer sig i en eksplosion, netop som det fremgår, at vaccinen er virksom. Der er et enestående billede af kvindevampyren, som er på vej til at blive et menneske igen. Neville tager blodsugerne med sig i døden. Imens bliver kvinden og drengen lukket ind i kolonien. På lydsporet taler Anna om Neville, der gav sit liv og kurerede verden på den-og-den dag i 2012. Det er derfor, at »his legend lives on«.***



RICHARD Matheson døde i 2013. Han blev 87 år. Foruden The Shrinking Man (og adskillige episoder af antologiserien The Twilight Zone) skrev han forlægget for Duel (1971), Steven Spielbergs profetiske tv-fabel om vejraseri, og romanen Bid Time Return (1975), der blev til Jeannot Szwarcs genuint bevægende Somewhere in Time (1980). Christopher Reeve rejser tilbage til 1912 og forelsker sig i Jane Seymour. Deres kærlighed lever, men kort og forgæves.
   Kun i efterdødsfablen What Dreams May Come (1978) præsterer Matheson en lykkelig slutning. Romanen er filmatiseret af Vincent Ward, som lader Robin Williams rejse gennem bjergtagende landskaber, alle set i hustruens yndlingsmalerier, for at blive genforenet med Annabella Sciorra.
   Matheson fik sine penge, når I Am Legend blev filmatiseret, men havde ikke høje tanker om hverken The Last Man on Earth eller The Omega Man. Han har næppe heller jublet over den sakrale og specifikt amerikanske kristuslegende, som hans bedste værk blev til i Francis Lawrences effektfulde filmatisering. Se den for den første time med manden, hunden og byen. Her skaber filmen et sted, som er stærkt og konkret.

Se også Døden og tiden: Richard Matheson 1926-2013.

*) Bogen taler specifikt om vampyrer og gør brug af diverse mytologi og folklore. Filmatiseringerne er mere vage med hensyn til artsbestemmelsen. I
The Last Man on Earth hænger der hvidløgsranker ved vinduerne. Natvæsenerne i The Omega Man kan ikke tåle sollys, men tilstanden er en viral følgevirkning af kemisk krigsførelse. I I Am Legend bliver virus på ironisk vis forvekslet med en vaccine.
   Det er i alle fremstillinger en pointe, at natvæserne udgør det nye normale. Neville er det sidste menneske. Men vampyrerne er en ny art med deres egen historie og spirende civilisation. Den ene livsform er ikke automatisk bedre end den anden.   

**) Variationerne i Nevilles psykologi siger noget om, hvordan tidens normative humanitet ser sig selv. I 1964 er Vincent Price fuld af undren og elegisk melankoli. I 1971 er Charlton Heston praktisk orienteret, hårdkogt og anti-nostalgisk, endda humoristisk. I 2007 er Will Smith eftertænksom og empatisk på en måde, som foregriber 10ernes og 20ernes identitetspolitiske årvågenhed (woke-idealet). Romanens Neville har lidt af alle muligheder.   

***) En alternativ slutning blev filmet og findes på BD-udgaven. Her overlever Neville og slutter sig til kvinden og drengen i kolonien. Testpublikummet foretrak slutningen, hvor Neville dør.


I Am Legend. Instr.: Francis Lawrence. Manus: Mark Protosevich, Akiva Goldsman. Foto: Andrew Lesnie. 101 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007

The Omega Man. Instr.: Boris Sagal. Manus: John William Corrington, Joyce Hooper Corrington. Foto: Russell Metty. 98 min. USA 1971. Dansk premiere: 17.01.1972.

The Last Man on Earth (L'ultimo uomo della terra). Instr.: Ubaldo Ragona/ Sidney Salkow. Manus: William F. Leicester, Richard Matheson, Ubaldo Ragona, Furio M. Monetti. Foto: Franco Delli Colli. 86 min. Italien-USA 1964.


Fotos: Warner Bros./ CineMaterial/ Berkley Books (de ikoniske 70er-forsider er tegnet af Murray Tinkelman)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 06.12.2016
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.12.2007 

fredag den 10. januar 2020

Efter Nosferatu: Shadow of the Vampire (2000)


EFTER NOSFERATU
Vampyren fra Murnaus skræksymfoni lever videre

Af BO GREEN JENSEN

DETTE er ikke en gyser. Skønt alt ved Shadow of the Vampire signalerer et arbejde, der hører til i horrorgenren, er det snarere selve filmen som drift, kunsten som blod og narkotikum, som amerikaneren E. Elias Merhige sætter under belysning i sin originale og usædvanlige kærlighedserklæring til tyskeren F.W. Murnaus klassiske billeddigt Nosferatu – ein Symphonie des Grauens (1922).
   Denne første stumme vampyrfilm var egentlig en piratudgave af Bram Stokers Dracula (1897). Henrik Galeen havde skrevet en drejebog, som fulgte Stokers roman ganske trofast. Filmen var castet, og Albin Grau havde planlagt produktionen i detaljer, da Stokers enke nægtede at give tilladelse til filmatiseringen.
   Gode råd var dyre, men Murnau rystede ikke på hånden. Han ændrede simpelthen navnene i historien og filmede manuskriptet som det stod. Resultatet blev en af de mest langtidsholdbare og indflydelsesrige film overhovedet. Nosferatu repræsenterer sammen med Carl Th. Dreyers Vampyr (1932) den åbne, mere drømmende strømning, som altid har ligget i genren, også efter 1931, da Tod Browning på vegne af Universal Studios instruerede den første tonefilmsudgave af Dracula.


   
FRIEDRICH Wilhelm Murnau var kun 43 år, da han i 1931 kørte galt og døde i USA. Sunrise (1927) er hans hovedværk, men Nosferatu lever sit eget liv og har med årene næsten fortrængt Robert Wienes Dr. Caligaris kabinet (1919) i erindringen om den tidlige tyske films ekspressionisme. Stokers enke sagsøgte i øvrigt produktionsselskabet Prana, som var mere eller mindre ensbetydende med Albin Grau. Grau tabte, Prana døde, og en række kopier af Nosferatu blev destrueret.*
   Murnaus films klassikerstatus hviler i høj grad på instruktørens originale håndtering af et stof, som han tydeligvis brænder for. Hans uægte Dracula kunne være et skrækromantisk dusinarbejde fra den tyske rædselsfabrik, men Nosferatu besidder en unik lidenskab, ikke mindst i den endnu berusende, på én gang betagende og foruroligende slutning, som lader vampyren dø ved daggry og blive ét med lyset, mens hans tragiske nemesis, kærligheden, formelig spidder ham gennem hjertet.
   I 1979 genindspillede Werner Herzog Nosferatu med Klaus Kinski i titelrollen. End ikke desperadoen Kinski kan dog levere en figur så ekstrem og radikal som den, Max Schreck fremstiller hos Murnau.



MURNAUS Nosferatu blev indspillet tre år efter den ydmygende fredsslutning, der i 1918 havde trykket Tyskland dybere ned i krisen, som nationen befandt sig i efter Første Verdenskrig. Adskillige har derfor foretaget socio-økonomiske læsninger af filmen, og det kan undre, at Siegfried Kracauer behandler den så overfladisk i pionerafhandlingen From Caligari to Hitler – A Psychological History of German Film (1947), der anskuer den tyske filmhistorie som udtryk for en kollektiv psykose.
   Filmens gennemslagskraft i samtiden har dog snarere at gøre med en influenzaepidemi, som hærgede landet 1919-20. Fritz Arno Wagner var fotograf på Nosferatu. Hans billeder af inficeret jord, smittebærende rotter og hvidt fordærvet menneskekød må på forfærdende vis have lignet realisme.
   Men mere end nogen eller noget er det skuespilleren Max Schreck, som giver Murnaus film dens troværdighedspræg. Schrecks grev Orlok ligner ikke de elegante vampyrer, som siden blev normen for Dracula-fremstillinger fra Bela Lugosi til Christopher Lee, Frank Langella, Gary Oldman – og Claes Bang.**
   Schreck synes virkelig at tilhøre en anden race, alt for høj, med kadaverteint og kanintænder, vilde øjne, sløve bevægelser og kloagtige hænder, der har negle så lange som Fu Manchus på de krogede fingre. Hvor man i senere Dracula-filmatiseringer kan forveksle den »udøde« – det betyder nosferatu på rumænsk – med en romantisk jæger, et karismatisk rovdyr med mennesketræk og en drift som på én gang er tragisk og smuk, kan ingen forveksle Schreck med en elsker. Han er ét med jorden og rotterne.


MEGEN mystik har knyttet sig til Schrecks præstation, der ligesom Boris Karloffs medvirken i James Whales første Frankenstein-film blev gjort til en salgsgimmick. I Skræk og gys i filmen (1972) skriver Palle Schmidt, at »Max Schreck« muligvis var et pseudonym, et alias for den anerkendte sceneskuespiller Alfred Abel. Gåden er dog løst for længst. Maximillian Schreck blev født i Berlin i 1879 og døde i München i 1936. Han indspillede tæt på 60 film. Han var uddannet på Berliner Staatstheater. Det var sikkert her, at han lærte Murnau at kende. Begge var elever af Max Reinhardt.
   Hvorom alting er: Det er dette identitetsmysterium og denne lille rest af uvished, som Elias Merhige og manuskriptforfatteren Steven Katz bruger som afsæt i Shadow of the Vampire.


MERHIGE reproducerer med stor omhu og tydelig hengivenhed hele perioden og de omstændigheder, der førte til Nosferatu. Chris Bradleys scenografi er lige så overdådig som komponisten Dan Jones’ næsten svulmende score, og fotografen Lou Bogue kopierer scene for scene de klassiske optagelser fra Nosferatu, så man flere steder knap kan se forskel.
   Alle aktører navngives og præsenteres udførligt: John Malkovich som Murnau; Udo Kier som produceren Albin Grau; John Aden Gillet som Henrik Galeen; Kathrine McCormack som divaen Greta Schröder; der spillede Ellen i Nosferatu; Cary Elwes som den senere så berømte fotograf Fritz Arno Wagner, der redder produktionen på et afgørende tidspunkt.


HVOR Merhige lader sin fiktive fremstilling afvige fra den i forvejen sagnomspundne tilblivelseshistorie, er i forbindelse med mysteriet Max Schreck. Willem Dafoe er formidabel i rollen. Også her er Schreck en gåde for sine omgivelser, en mand der fremstiller vampyren så overbevisende, at ingen føler sig trygge ved ham.
   Imidlertid er der hos Merhige en god grund og en slags naturlig forklaring på aktørens metodespilsagtige indlevelse. Murnau, der vil gøre alt for at nå det perfekte, har simpelt hen skrevet kontrakt med en rigtig vampyr, som han mødte på sin research i Karpaterne. Så enkel og fantastisk er præmissen, der fungerer som det overordnede påskud. 
   Instruktøren har lovet sin stjerne, at han må forgribe sig på Greta Schröder, når de sidste nødvendige scener er i kassen (i denne udgave filmes Nosferatu on location, i sekvens og om natten: faktisk giver netop dagslyset meget af atmosfæren hos Murnau). Pagten mellem de hæmningsløse blodsugere bliver anledning til en række oplagte betragtninger over fænomenet filmskaberen som vampyr, men dialogen giver også stræberen Murnau lejlighed til at drømme og reflektere over sin kunst.



MEGEN situationskomik bygges op om kontrasten mellem Schreck og de forfængelige filmtyper. For eksempel bliver Grau og Galeen helt tavse, da vampyren plukker en flagermus ud af luften og bider hovedet af den. Han har netop givet sit bud på det for alvor tragiske element i Dracula. 
   Filmens styrke ligger dog ikke mindst i den blanding af værdighed og snu overlevelsesdrift, som vampyren får lov at bevare. Og skønt morskaben af og til udarter, mens rædslerne omvendt bliver meget kropsnære, formår Merhige hele vejen at navigere i det sære krydsfelt, hvor han har valgt at anbringe sin bombe.
   Det skal ikke afsløres, hvordan Shadow of the Vampire ender, men det siger sig selv, at der må være overenstemmelse mellem Merhiges og Murnaus slutninger. Filmen i filmen er sandheden hér.


DET er ikke usædvanligt, at man blander fiktive og faktiske skikkelser i historiske fremstillinger, men i regelen respekteres den officielle version, når det gælder de autentiske personer. Efterhånden som man indser, at det ikke forholder sig sådan hos Merhige, bliver hans fabel en velgørende uforudsigelig film, som byder på udsøgt spænding i tredje potens.


FILMEN har en fætter i Gods and Monsters (1998), som er et portræt af den døende James Whale, der ser tilbage på sin karriere, mens han sidder i haven i Hollywood og forelsker i den atletiske gartner. I filmen blev de to mænd spillet af Ian McKellen og Brendan Fraser.
   Bill Condons biopic bygger på Christopher Brams roman Father of Frankenstein (1995). Jim Shepard skrev i 1998 en lignende bog om Murnau. Shepards roman hedder Nosferatu in Love. Det er ikke dén, som Merhige har filmatiseret, men Den forelskede Nosferatu ville være en endnu bedre titel til filmen, som nu hedder Vampyrens skygge.

Se også Jim Jarmusch: Only Lovers Left Alive (2013); Guder og monstre: James Whale 1896-1957.


*) Der er flere versioner af historien. Florence Bascombe, Bram Stokers enke og bestyrer af boet efter sin mand, ønskede rimeligt nok at blive kompenseret for brugen af bogen. Men det er uklart, om hun blev spurgt, før produktionen begyndte. I sit søgsmål anførte Bascombe, at hun først blev bekendt med eksistensen af Murnaus film, da hun modtog et anonymt brev fra Tyskland. I dette lå programmet fra lanceringen af Nosferatu, som fandt sted i Berlins zoologiske have. I programmet stod, at filmen var bearbejdet frit efter Stokers roman. Bascombe søgte for det første økonomisk erstatning for tabte royalties. For det andet krævede hun, at alle eksisterende kopier af filmen blev destrueret. Flere sager blev ført over en periode på tre år. I 1925 fik hun rettens medhold, men blev aldrig kompenseret. Prana Film lod sig erklære konkurs, da sagen begyndte. Nosferatu blev selskabets eneste produktion. Imens havde Bascombe givet tilladelse til en britisk teaterudgave af Dracula. Rettighederne til denne blev købt af Stokers amerikanske forlægger, Horace Liveright, som førte sagen mod Prana Film videre. Imens havde filmen sit eget liv og var anset for at være et hovedværk allerede i 1922. Der blev ikke destrueret mange kopier. Nosferatu har aldrig været en sjælden film. Den blev tidligt studeret på filmskoler for sin innovative brug af teknikker som krydsklipning, low angle og overblænding. Murnau var videre med Faust, Sunrise, City Girl og endelig Tabu. Da Bascombe døde i 1937, var Tod Brownings Dracula blevet den gængse. Det er ikke oplyst, hvad hun mente om Murnaus piratudgave af værket, som den moderne vampyrmytologi hviler på.


**) Claes Bang spiller Dracula i den nye BBC-miniserie fra 2020. Forventningerne til en ny Dracula – som må være version nummer 1000, hvis det kan gøre det – var særligt store, fordi manuskriptet blev skrevet af Stephen Moffat og Mark Gatiss, som moderniserede Sherlock Holmes-universet med så stor succes i serien Sherlock. Der er ingen konsensus om Dracula, hverken hos kritikere eller publikum. Men stærke meninger for og imod. I Danmark streames serien på Netflix.
   

Shadow of the Vampire. Instr.: E. Elias Merhige. Manus: Steven Katz. Foto: Lou Bogue. 93 min. USA-Storbritannien 2000. Dansk premiere: 08.06.2001


Fotos: Saturn Films/ BBC Films/ Friedrich-Wilhelm-Murnau-Stiftung/ YouTube [2000 Lionsgate Films Trailer + comparison clip]/ Faber & Faber/ Dutton and Dial/ Netflix (Dracula 2020 still)
Filmen streames ikke i Skandinavien - men ligger på Amazon Store i UK, Frankrig, Tyskland, Canada og USA
2K Blu-ray fra Splendid Entertainment 27.03.2009
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2001