Translate

Viser opslag med etiketten John Hurt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten John Hurt. Vis alle opslag

tirsdag den 13. juni 2023

Jim Jarmusch: Only Lovers Left Alive (2013)


DE ENESTE ELSKENDE
Sidste vampyrfilm før zombierne

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 2014: Efter 20 år, hvor alle ville bides, er vampyrfilmens seneste guldalder ved at være forbi. Fænomenet The Twilight Saga (2008-2012) er lukket. I USA bliver teenagegyseren Vampire Academy en kommerciel katastrofe, og ingen har nye projekter på vej. Kun HBO-serien True Blood (2008-2014) kæmper videre i sæson 7. Samtidig er sagakomplekset om The Walking Dead (2010-2022) i sin første, energisk knopskydende fase hos AMC. Nu er zombier sagen, der angribes fra alle vinkler og fortolkes på mange niveauer.*
   Der er en vis poetisk retfærdighed i, at det bliver vejrbidte hipsters som Neil Jordan og Jim Jarmusch, der fortæller de sidste legender. Francis Ford Coppolas opera-overdådige Bram Stoker's Dracula (1992) var et varsel om, hvad der ventede, men Jordan forløste flodbølgen med sin mørke, romantiske 1994-filmatisering af Anne Rices Interview with the Vampire (1976, da. En vampyrs bekendelser). I 2012 satte han selv et rødt punktum med Byzantium, som ikke fik dansk premiere, skønt filmen var en stor og stilfuld produktion.
   I Byzantium spiller Gemma Arterton og Saoirse Ronan to vampyrer, mor og datter, som har set for meget og levet for længe. Det er et gennemgående tema i den tænksomme ende af feltet. Tony Scotts The Hunger (1983) – med Catherine Deneuve, Susan Sarandon og David Bowie – var et tidligt eksempel. Tomas Alfredsons Lad den rette komme ind (2008) er blandt de seneste og smukkeste. Det samme gælder sydkoreaneren Park Chan-wooks besættende Thirst (2009).



BEGGE har inspireret Jim Jarmusch, der i Only Lovers Left Alive lader evigheden slippe op for Adam (Tom Hiddleston) og Eve (Tilda Swinton), som synes at være de første vampyrer og de sidste elskende i et univers, hvor livskraften dør lidt hver dag. Hun kunne være den bibelske Eva. Han blev indviet engang i renæssancen. Siden har parret holdt sig i live og skabt deres egen virkelighed.
   De har al den tid, som er i verden, og lever ofte adskilt. Han bor i et gammelt hus i udkanten af det forfaldne Detroit, hvor han nørkler med sin guitarsamling og skriver dronebaseret begravelsesmusik. Hun holder ilden i live i Tanger i Marokko, hvor også dramatikeren Christopher Marlowe (John Hurt) har opholdt sig i århundreder.
   Jarmusch morer sig med at kommentere en række kulturhistoriske konspirationsteorier. Således får Marlowe æren for at have skrevet Shakespeares skuespil. Det er heller ingen hemmelighed, at Adam komponerede en af Schuberts strygekvartetter (formentlig nr. 14 i D-mol [D 810], Der Tod und das Mädchen/ Death and the Maiden, som har et næsten vampyrisk vidtrækkende efterliv). 



MED hensyn til mad har de indrettet sig. Adam klæder sig ud som Dr. Faust og køber blod på et hospital i Detroit. Eve får sine skud via Marlowe, der har franske forbindelser. Det er et problem, at menneskers blod bliver mere forurenet. Eve har en vild lillesøster, Ava (Mia Wasikowska), som slet ikke deler Adams tristesse.
   Eva flyver til Detroit for at være sammen med Adam. Hun rejser selvsagt om natten, og der er mange lavpraktiske hensyn at tage. Så følger han med hende til Marokko, hvor Marlowe ligger for døden. Der er ikke mere blod fra den gode, franske læge, og parret venter på gaden i Tanger, mens det sidste daggry nærmer sig. Det skal vise sig, om noget eller nogen dukker op.



TEMPOET er slentrende. Genren har så mange konventioner, så megen mytologi bundet op i sine billeder, at Jarmusch kan nøjes med at markere. Det gør han mesterligt, både i Detroit og Tanger. Vist er Adam og Eva vampyrer, men især er de overlevende hippier fra 60erne, 70erne og 80erne. De deler alle Jarmuschs æstetiske præferencer.
   Filmen er først og fremmest en stemning, en lang elegisk tone, der strækker stoffet over to timer. Jarmusch viser rusen, når blodet bliver drukket, men holder sig ellers fra fysiske beskrivelser. Der er vid og lune, fin melankoli, ægte smerte, politiske betragtninger og mange musikanekdoter. Et patchwork af høj og lav fælleskultur.
   


DER er også en troværdighed. Det må føles sådan at leve så længe. Både vi og Jarmusch ville spille den kosmiske klagemusik (han gør det faktisk – Adams elektriske sørgemarch bliver fremført af Jozef van Wissem og Sqürl, som er navnet på det fritidsband, filmskaberen deler med Carter Logan). For så vidt som filmen har mulige hits på sit soundtrack, er det Wanda Jacksons »Funnel of Love«, der bliver kværnet og strakt gennem 69 filtre af Sqürl og Madeleine Follin fra Cults.
   Only Lovers Left Alive har al den charme, man venter af Jarmusch, og er bristende fuld af filmhistoriske henvisninger. Det er hans bedste film siden Broken Flowers (2005) og den første i endnu længere tid, som har lidt af den visuelle grunge fra begyndelsen i Permanent Vacation (1980), Stranger Than Paradise (1984), Down By Law (1986) og Mystery Train (1989). En meget stor fornøjelse, hvis man holder af litterære vampyrer.
   Jarmusch nåede selv til zombiegenren i The Dead Don't Die (2019), som er langt mere komisk og katastrofisk. Om dét kan vi tale en anden god gang.


*) Briten Naomi Alderman (f. 1974), forfatter til bl.a. Disobedience og The Power (da. Kraften), kommenterer cirka samtidig udviklingen i et essay med titlen »The Meaning of Zombies«:
 »While vampires tend to be more popular in times of economic prosperity – think of Interview with the Vampire's lush heyday in the 1980s and early 1990s – zombies, the shuffling mass dressed in rags, tend to come to the fore in more austere times. George Romero's Dawn of the Dead comes to us from the depression of the 1970s and of course zombies are having a massive renaissance – as it were – now.« [Granta – The Magazine of New Writing #117, 2011]
   Canadieren Margaret Atwood (f. 1939) er med rette en nulevende institution. Hendes indsigt i og arbejde for genrelitteraturen strækker sig meget længere end til The Handmaid's Tale (1985, da. Tjenerindens fortælling), The Testaments (2019, da. Gileads døtre) og MaddAddam-trilogien, som består af Oryx & Crake (2003, da. Oryx og Crake), The Year of the Flood (2009, da. Syndflodens år) og MaddAddam (2013, da. d.s.). Atwood uddyber Aldermans perspektiv i en forelæsning fra 2013: 
   »The zombie apocalypse is the death of civilisation, the moment when all that becomes important is the answer to the questions: Do you have food? Do you have guns? We want to practise this in fantasy, to imagine it all the way through, especially in times of economic crisis. We live in cities now, far from the sources of food, not knowing our neighbors. Zombies are the horrifying crowd of the urban poor, the grasping hands reaching out for something, which, if you gave it to them, would destroy you. They're the interchangeable anonymous people we encounter on our daily commute, those whose humanity we cannot acknowledge.«
   Atwood forklarer sine tilhørere, hvorfor hun skrev netfortællingen »The Happy Sunrise Zombie Home« [til platformen Wattpad] sammen med Alderman, da hun (modstræbende) var blevet interesseret i zombier (»because initially I failed to grasp their charm, though others seemed to have grasped it«). Hun giver en sjældent klar og koncis analyse af horrorgenrens tre transformative mytologier: varulv, vampyr og zombie. 
   Forelæsningen hedder »Stories We Tell About Times to Come«. Hun holdt den på Southern Utah University i Cedar City, Utah, den 2. april 2013. Teksterne fra seminaret blev efterfølgende trykt i kompendiet Human Values (2013). Atwood samler sin egen op i Burning Questions: Essays and Occasional Writings (2022). Hendes indsats som kritiker og essayist står i skyggen af hendes skønlitterære virke. Jeg vil i særdeleshed anbefale samlingen In Other Worlds: SF and the Human Imagination (2011).


Only Lovers Left Alive. Instr. & manus: Jim Jarmusch. Foto: Yorick Le Saux. 123 min. UK-Tyskland-Grækenland-Frankrig 2013. Dansk premiere: 20.03.2014.


Fotos: Recorded Picture Company/ Pandora Filmproduktion/ Snow Wolf Produktion/ Faliro House Produktions/ Le Pacte/ HanWay Films/ ARD Degeto Film/ Lago Film/ Neue Road Movies/ DFFF/ Film- und MedieStiftung NRW/ Schleswig-Holstein Film Commission/ FFA/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Rolex [Mentor Margaret Atwood and protegée Naomi Alderman at Toronto University photo].
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO MAX, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies.
Anmeldelsen stod [minus intro og note] i Weekendavisen Kultur 21.03.2014 

lørdag den 11. juni 2022

Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]


LYSETS AFTEN
Ritual, besværgelse, undergangsfest

Af BO GREEN JENSEN

MELANCHOLIA nærmer sig Jorden. Kloderne danser vals med hinanden, og ingen ved med sikkerhed, om de vil kollidere. Den ti gange større eksoplanet har været skjult bag solen, men er synlig for enhver nu, da lyset bliver mindre. Profeter og forskere diskuterer. Menneskeheden lever sit liv. Vor art kan altid abstrahere. Det er muligt, at verden går under i morgen, men i dag skal der stadig væk købes ind.
   De første ti minutter af Lars von Triers Melancholia er en visuel besværgelse og en surrealistisk undergangsfest. Til tonerne af forspillet til Tristan og Isolde vises billeder, der er bedøvende smukke og sære, som om alting foregik i en drøm. Det er afgjort drømmens sprog, der taler: En hvid brud, der løber; en styrtende hest; en mor, som synker ned i græsset; to sole i solnedgangen.
   Det er lysets aften, og børnene drukner. Også epilogen bruger Wagners musik, men nu er det Isoldes Liebestod, som ledsager de apokalyptiske scener. Æstetikken er blevet mindre pompøs. Et barn og to kvinder rejser en skrøbelig bygning af grene. De sætter sig og holder hænder. Melancholia fylder nu hele himlen. Endelig smelter planeterne sammen. Mennesket er slettet ud.


 

MELLEM de digitale sætstykker ligger en realistisk fortælling, som bliver fortalt i to dele. Søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg) inkarnerer hver sit typiske livssyn. Lyse Justine er en fatalistisk drømmer, der gifter sig for at bryde monotonien i en depression. Hun vil se, om det hjælper at leve normalt.
   Mørke Claire er den praktiske kvinde, som sørger for at få tingene gjort. Planeterne trækker dog også i sindet, og blandingsforholdet ændrer sig undervejs. Claire knækker sammen, da lyset forsvinder. Justine bliver derimod stærkere.
   Der er aldrig nogen tvivl om, hvor det ender. Denne gang er historien virkelig slut. Formelt er genren science fiction, men i en blød og romantisk variation. Der er ingen rumskibe. Melancholia er ikke Armageddon eller Deep Impact. Snarere minder filmen i glimt om Solaris, for som altid hos Trier genkender man en stemning og nogle billeder fra forbilledet Andrej Tarkovskij. Melancholia lyder som Nostalghia.



DEN første lange time skildrer brylluppet i detaljer. Justine og Michael (Alexander Skarsgård) kommer for sent til ceremonien, som Claire og svogeren John (Kiefer Sutherland) har arrangeret. Festen finder sted på et gods, som egentlig ligger i Sverige, men i filmens virkelighed er stedet Pennsylvania. Trier vil have os til at tænke på brylluppet i George Cukors The Philadelphia Story (1940, da. Natten før brylluppet). En stor del af underholdningsværdien i Melancholia kommer fra filmhistoriske referencer.
   Der er ikke sparet på nogen ting. Far (John Hurt) holder tale. Mor (Charlotte Rampling) rejser sig og afbryder ham. De to er skilt for længe siden, og hun hader ham af et ærligt hjerte. I kulissen står husets ejer (Jesper Christensen) og diskuterer praktiske spørgsmål med arrangøren (Udo Kier). Brudens chef (Stellan Skarsgård) er beruset og selvfed. Justine får nok af forstillelsen og er sammen med Tim (Brady Corbett) i stedet for Michael.




FESTEN er et udstyrsstykke. Der er onkler og tanter, nevøer og niecer. Det er hele slægten, vi lærer at kende, og familien er også her alle familier. Så mange af dens gøremål er trivielle, og det er lige så let at lade tankerne vandre, som det er til et bryllup i virkeligheden.
   Flere tilskuere synes, at scenen minder dem om Thomas Vinterbergs Festen (1998). Den har dog snarere samme virkning som det lange bryllup i Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) og dimissionsfesten i samme instruktørs Heaven's Gate (1980). Det er her, man lærer karaktererne at kende. Her er fundamentet, og det er denne hverdag, som udfordres og går til grunde, da det dramatiske konfliktstof begynder.


I DAGENE efter brylluppet skifter fokus fra Justine til Claire. Hun gemmer sig i sit arbejdsværelse, der er fyldt med bøger om romantisk kunst. Et af filmens smukkeste billeder, Kirsten Dunst som flyder i vandet med brudeslør og liljekonvaller, er direkte inspireret af præ-rafaellitten John Everett Millais’ berømte fremstilling af den druknende Ophelia (1852).
   På nettet finder Claire de sider, der beskriver planeternes dans. John bliver rasende. Han har regnet sig frem til, at Melancholia vil passere. Claire kan mærke, at Jorden skal dø, og hendes desperation tager til for hver scene.
   Men i panikken er Justine nu rolig. Ifølge Trier kan deprimerede mennesker bedre håndtere en krise, fordi de er vant til at vente det værste og bliver mindre overraskede, når det går skævt. Melancholia er »en smuk film om verdens undergang«, men filmen fastholder også en tilstand. Der er flere ritualer, flere sidste ting. Planeten, som sluger Jorden til slut, kommer egentlig ud af fortællerens hjerne. Han har haft sjov med at designe den. Depression er et klima i sindet. I Melancholia tager det bogstavelig form.




TRIER har kaldt de visuelle virkemidler for »cream on cream«, flødeskum ovenpå flødeskum. Han håber samtidig, at han fik indlejret en skarp knoglesplint, der kan knække den søde, rådnende tand. Men det er vel skønheden, som er det for alvor subversive ved denne film. Ligesom i prologen til Antichrist, hvor Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg har sex, mens deres barn går til grunde, er Trier aktivt skønhedssøgende i de første og sidste scener af Melancholia.
   Jordens undergang er skildret i en lækker og næsten længselsfuld form, der matcher den svulmende klangbund og det tragiske crescendo i Wagners kolossale musik. Filmen er stemt i andet leje end Antichrist og har ikke samme chokværdi til at neutralisere smagen af fyldt chokolade. Mens Antichrist var en gyser, er Melancholia en elegi.
   Trier har ikke talt om en trilogi denne gang, måske fordi filmografien er fuld af trilogier, der aldrig blev lukket. To gange Riget, men ingen forløsning; ingen Wasington til at samle tematikkerne i Dogville og Manderlay. For den sags skyld er »Guldhjerte«-trilogien kun gjort færdig, hvis man tæller Dogville med som sidste del.*



HVIS Antichrist var Triers The Shining, må Melancholia være en blanding af Barry Lyndon og 2001: A Space Odyssey. Trier nævner selv Visconti som et inspirationspunkt. I så fald er det ikke Leoparden, Døden i Venedig og andre film, som man typisk forbinder med aristokraten. Det er 1973-filmen om Ludwig II af Bayern, som Visconti indledte med ouverturen til Tannhäuser og nærmest lod drapere i en sødmefuld undergangsstemning, som matchede kongens følelsesliv.
   Det spiller naturligvis ingen rolle. Det er filmhistorisk filateli af den slags, som Trier snart er ene om at skabe i stor form herhjemme. Men det bliver spændende at se, hvilken farve den næste film får.



MELANCHOLIA har lange stræk uden synderligt drama og døde pletter, der slet ikke fandtes i den vilde, konstant foruroligende Antichrist, som til stadighed skiftede retning. Alligevel er der hele tiden en dunkel klarhed, en fornemmelse af uafvendelighed, som tangerer et religiøst tonefald. 
   Filmens styrke er dens skepsis. Der er ingen mulig transcendens, ingen illusion om et efterliv. For Trier at se, er vi mutters alene. Der er aldrig noget håb, og der er ikke nogen mulig tro. Men der er kærlighed mellem de mennesker, som venter på at blive udslettet.


*) Tv-trilogien om Riget bliver gjort færdig i 2022, når miniserien The Kingdom: Exodus vises i fem episoder, formentlig først på Viaplay og siden i flowform på DRTV. Triers filmværk er et tetrisspil af overlappende, uafsluttede og/eller opgivne trilogier. Symmetrien er dog mere konsistent, hvis første film i en påbegyndt trilogi samtidig tæller som sidste i én, der bliver lukket. 
   Europa-trilogien består af The Element of Crime (1984, da. Forbrydelsens element), Epidemic (1987) og Europa (1991). Guldhjerte-trilogien består af Breaking the Waves (1996), Dancer in the Dark (2000) og Dogville (2003). USA-trilogien består af Dancer in the Dark, Dogville og Manderlay (2005). Depressionstrilogien består af Antichrist (2009), Melancholia og Nymphomaniac (2013). Eller Nymphomaniac åbner et nyt spor, og The House that Jack Built (2018) er andet led.
   Outliers er de første arbejder, Orchidégartneren (1977) og Befrielsesbilleder (1982); dogmefilmen Idioterne (1998), som dog kandiderer i Guldhjerte-sammengæng; Dear Wendy (2004), som Trier skrev og Thomas Vinterberg instruerede; kaoskomedien Direktøren for det hele (2006, int. The Boss of it All); tv-tragedien Medea (1988) og samarbejdet med Jørgen Leth i dokumentar/reality-eksperimentet De fem benspænd. (2003, int. The Five Obstructions).
   Man har både en påbegyndt cyklus og et færdiglagt billedfelt, hvis man medtager De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1 (2007, int. The Early Years: Erik Nietzsche Part 1), som Jacob Thuesen instruerede efter Triers autofiktive manuskript om sine elevår på Den Danske Filmskole. Så er der pludselig en læretidstrilogi bestående af Befrielsesbilleder, Epidemic og Erik Nietzsche. Eller et komediekompleks bestående af Idioterne, Erik Nietzsche og Direktøren for det hele. 
   Taksonomien er både fristende og futil. Hvad der derimod træder tydeligt frem, når man ser det samlede værk oppefra, er en uafbrudt kæde af dybe, solidariske og komplekse kvindeportrætter: Bess i Breaking the Waves, Karen og Susanne i Idioterne, Selma og Kathy i Dancer in the Dark, Grace i Dogville, Grace i Manderlay, kvinden i Antichrist, Justine og Claire i Melancholia, Joe i Nymphomaniac. Det giver stadig god mening at vente på den tredje Grace i Dogville-Manderlay-Wasington-sammenhæng. 


Melancholia. Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 136 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Tyskland-Italien 2011. Dansk premiere: 26.05.2011.


Fotos: Zentropa Entertainments/ Memfis Film/ Film i Väst/ Slot Machine/ SVT/ DR/ Arte/ Canal+/ CNC/ CinéCinema/ Nordisk Film Distribution/ DFI/ Eurimages/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Swedish Film Institute/TrustNordisk/ CineMaterial/Screenmusings.org (framegrabs)
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies Blu-ray fra Nordisk Film, Artificial Eye og Magnolia Pictures
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.05.2011

fredag den 15. april 2022

To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen]



DRENGEN MED SKIFERGRÅ ØJNE
Forfatteren konsoliderer sit sted

Af BO GREEN JENSEN

GRAHAM Greene (1904-1991) får stadig nye læsere. 30 år efter forfatterens død er der ingen afmatning i interessen. Hans moralsk gennemlyste spændingsromaner er fortsat medrivende og relevante. Med sin interesse for drømme, tro og psykologi, synes Greene næsten mere moderne i dag. Bøgernes mentale landskab, de forvredne karakterer og den etiske optik, bliver under ét kaldt for »Greeneland«.

   Brighton Rock er en tidlig hjørnesten i forfatterskabet og en af hans mest »katolske« romaner. Greene konverterede som 22-årig. Han gjorde det for at kunne gifte sig, men forholdet til troen løber gennem hele forfatterskabet. Her er de fleste mænd dobbeltagenter, og sympatien er oftest på syndernes side.
   I Brighton Rock lader Greene et evigt drama udspille sig på en lurvet baggrund. Gangsteren Pinkie har drømme om storhed. Omstændigheder tvinger ham til at gifte sig med servitricen Rose. Siden vil han dræbe hende. Begge er teenagere; begge er troende. Mod Pinkies vilje opstår en følelse af fællesskab. Imens kommer glade turister til byen og nyder forlystelserne på deres fridag.


GREENE skrev Brighton Rock i 1938, da han kom hjem fra Mexico-opholdet, som inspirerede rejseskildringen The Lawless Roads (1939) og romanen The Power and the Glory (1940, da. Magten og æren). Den britiske baggrund er valgt med omhu og blik for en mulig billedversion. Greene skrev selv om film i avisen The Spectator og magasinet Night and Day. Han ville gerne arbejde mere med mediet.*
   Der er mange gode historier i Greeneland. Også nutidens filmskabere vil gerne udforske kontinentet og undersøge den særegne blanding af skepsis, lidenskab og kynisme. Flere af forfatterskabets højdepunkter bliver derfor versioneret igen. Utroskabsdramaet The End of the Affair (1951, da. Enden på legen) blev filmatiseret af Edward Dmytryk i 1955 og (glimrende) nyfortolket af Neil Jordan i 1999.
   The Quiet American (1955, da. Den stilfærdige amerikaner), som udspiller sig i Saigon ved begyndelsen af det amerikanske engagement i regionen, blev mishandlet af Joseph L. Mankiewicz i 1958 og mere loyalt genindspillet af Philip Noyce i 2002. Det er sikkert kun et spørgsmål om tid, før nogen igen prøver kræfter med kronjuvelen The Third Man (1949, da. Den tredje mand), som Greene skrev direkte til Carol Reed, før han samme år udgav sit treatment i bogform.



DEN første filmudgave af Brighton Rock er fra 1947 og har en 23-årig Richard Attenborough i rollen som den 17-årige Pinkie Brown. Den senere så berømte filmskaber spiller ond og vred ung mand med en kulde, som forløser karakterens præg af væmmelse og berøringsangst. »Han så et øjeblik huden på hendes lår oven over kunstsilkestrømpen, og et stik af seksuelt begær greb ham som et ildebefindende.« Jo mere Rose holder af Pinkie, jo mere aktivt hader han hende.
   Dramatikeren Terence Rattigan (The Browning Version) skrev den første udgave af manuskriptet, mens Greene var på rejse i Afrika. Greene kom hjem, kritiserede Rattigans treatment og fik lov at levere sit eget. Filmen blev instrueret af John Boulting og produceret af Ray Boulting, hans tvillingebror. Brighton Rock har status som et tidligt eksempel på autentisk britisk film noir. I USA fik den premiere med titlen Young Scarface (og hed i Sverige for resten Lagt kort ligger, dvs. Bordet fanger). Den er istandsat og udgivet på dvd og blu-ray.


ROWAN Joffe fremdaterer handlingen fra 1938 til 1964, hvor Pinkie, Dallow, Spicer og Cubitt er anakronistiske repræsentanter for en verden, som er ved at forsvinde. Fremtiden tilhører de konkurrerende grupper af rockers og mods, som i weekenden »kommer ned fra London« for at føre krig i Brightons gader. Rockoperaen Quadrophenia, som Pete Townshend skrev til The Who i 1973, havde samme baggrund, og Joffes Brighton Rock deler look med Franc Roddams filmudgave af Quadrophenia (1979).
   Da Pinkie iscenesætter Spicers død, under dække af at ville hjælpe ham ud af Brighton, kan han klæde sig som en mod og forsvinde i mængden med Spicer bag på en scooter. Filmens misè-en-scene er dog mere end en opportunistisk effekt. 1960er-stilen fremhæver, hvilken tidløs grusomhed Pinkie Brown inkarnerer. I Greenes roman kunne han gå for at være en af mange mindre rovfisk i mængden, som lever under overfladen i Brighton. Hos Joffe accentueres hans ondskab.


PINKIES grusomhed krystalliseres i scenen, hvor han og Rose går tur på Palace Pier efter det tarvelige bryllup. I en lydtæt bod kan man skære sin egen grammofonplade, og Rose beder sin mand om dette memento.
   Det er karakteristisk for Pinkie, at han ikke kan sige nej. Det er også karakteristisk, at han inde i båsen hvæser, hvad han virkelig føler. I bogen siger han simpelt hen: »Fanden stå i dig, din lille tæve; hvorfor kan du ikke forsvinde for altid og lade mig være i fred?« Bagefter rækker han pladen til Rose: »Jeg siger noget på den – noget kærligt.«
   Ved romanens slutning er Rose på vej tilbage fra syndsforladelsen, som præsten endelig har givet. Hun klamrer sig til hans tøvende analyse af uhyret Pinkie: »Hvis han virkelig elskede dig, så viser det, at der var noget godt...« Rose hører kun: »Hvis han elsker dig, så viser det...«. Hun vil skynde sig hjem og spille sin plade. Greene slutter iskoldt med sætningen: »Hun gik rask afsted i det blege junisollys imod den værste af alle rædsler.«


DER er næppe tvivl om, at noget i Greene kunne dele »drengen« Pinkies foragt. Overhovedet er det dobbeltheden i menneskesynet, som gør det etiske drama så anfægtende. Det var dog Greene selv, der skrev og insisterede på den blidere, meget bevægende slutning, som historien får i begge filmudgaver. Her er et af de smukkeste eksempler på guddommelig indgriben, man har set noget sted. Kald det bare katolsk propaganda, men mærk efter og tænk på, hvor lettet – og overrasket – man bliver.
   Joffe kunne have markeret sin særlige vinkel på stoffet ved at genindsætte Greenes første slutning. I stedet lader han Pinkie komme tæt på at føle ægte menneskevarme. Skønt det moralske landskab nu er i farver, spiller Sam Riley (der debuterede som sangeren Ian Curtis i Control, Anton Corbijns film om bandet Joy Division) ellers figuren med den samme autistiske kulde, som Attenborough demonstrerede i den sort-hvide førsteudgave:
   »Hans fantasi var ikke vågnet. Det var det, som var hans styrke. Han kunne ikke se med andre menneskers øjne eller føle med deres nerver. Kun musik gjorde ham usikker; det fileri vibrerede i hjertet og fik hans nerver til at slappes; det var, som om alderen sneg sig ind på ham, og andre menneskers erfaring hamrede mod hans hjerne.«


PINKIE Brown er karakteren, som får alle andre kræfter i bogen til at blegne. Joffe har givet ham mere baggrund, men også nu er han blot en kriminel katolik, som overtager lederskabet af en sølle gangsterbande, der er ved at tabe terræn til den slibrige casinoejer Colleoni (Andy Serkis). Pinkie inkarnerer et princip: »De skifergrå øjne spejlede den tilintetgørende evighed, hvorfra han kom, og mod hvilken han stilede,« står der hos Greene. Hér er virkelig en af de nødstedte djævle.
   Man er aldrig sikker på Pinkies projekt. Hans motiver er enkle: han skal være byens værste væsel og udviske sporene efter et drab. Derfor må han forføre servitricen fra tesalonen. Han stjæler et belastende foto. Så gifter han sig med pigen, fordi hustruer ikke kan vidne mod deres mænd. Samtidig røber hans kropssprog en ømhed, han instinktivt læser som svaghed. For Pinkie er det ikke nok at gøre det fornødne. Han må udradere barmhjertigheden. I Joffes version synes ondskab at være en tilstand, han gemmer sig i, når »andre menneskers erfaring« hamrer mod hans hjerne.


FORTÆLLINGENS trick er at inddrage tilskueren og gøre ham til sin medvider. Endvidere maksimeres kontrasten mellem blafrende flag, spraglede boder, glade mennesker på Palace Pier og den skjulte verden nedenunder, hvor man lever sit liv efter helt andre regler. Her føres krigen med vitriol og barberknive, som ikke bliver mindre farlige, fordi de ser slidte og billige ud.
   Historien tager sin titel fra byen ved havet og troens klippe, men især fra de kulørte bolsjestænger, man kan købe oppe på Brighton Rock. Navnet er skrevet med en farve, som løber hele vejen ned gennem slikket. Uanset hvor ivrigt man sutter, bliver der ved med at stå »Brighton Rock«. Lige sådan må det være med menneskers væsen. Den troende Pinkie ved, at han synder. Og vælger aktivt sin skæbne i trods.


I ET tredje lag, mellem turister og gangstere, lever hverdagens helte og engle. Ida Arnold og Phil Corkery, restauratøren og butiksindehaveren, som i 1947-filmen blev spillet af Hermione Baddeley og William Hartnell, er hos Joffe skrevet en anelse op, så Helen Mirren og John Hurt (1940-2017) kan få flere vigtige scener. Corkery, som køber sin beskyttelse hos Colleoni, bliver uden videre snittet af Pinkie, men overtager alligevel en del af de replikker, som Greene i bogen har givet til præsten.

   Ida Arnold repræsenterer den sunde, skeptiske modpol til Pinkies katolske spøgelsesverden. Hun vil redde sin servitrice fra den kolde sociopat, som hun ser en dræber i fra begyndelsen. Mirren føjer en faktor af sanselighed til karakteren, og Joffe giver de lokale veteraner en fælles historie. For Pinkie og Rose – Drengen og Pigen – er hun bare en besværlig forhindring. »Pas dig selv, gamle tæve,« siger Pinkie til Ida ved den eneste lejlighed, hvor de taler.
   Konvertitten Greene holdt af at dramatisere sin egen tvivl med den slags figurer. Man skal dog ikke tage fejl af moralen. Måske kæmper Ida ikke forgæves, og hun redder Rose sammen med et bandemedlem, der har set en engel i pigen, som måske kan lære Pinkie at elske. Men historien hedder Brighton Rock. Skønt sympatien nok er hos Ida og Rose, er det Pinkies skærsild, den vil skildre: Drengen med skifergrå øjne, som spejler den tilintetgørende evighed.


GREENES bog er stadig stærk læsning, og Joffes film skræller rusten af historien, så sagens kerne fremstår klart. Måske er persontegningen ikke subtil, men det lykkes filmen at finde visuelle udtryk for metafysiske størrelser, mens den formelle spænding holdes i kog. Rædslen under broen, som Spicer (Phil Davis) føler i flere omgange, er imponerende brutalt forløst. Han dør med et stykke Brighton Rock i sin mund. Og stadig svinder lyset i Greeneland.
   Efter sigende skulle Carey Mulligan spille Rose. Hun trak sig for at medvirke i Oliver Stones Wall Street 2. Det er synd, for Andrea Riseborough er afgjort kædens svageste led. Sam Riley er derimod indbegrebet af Pinkie. Selv kainsmærket, arret efter kniven, som skærer ham i kinden ved begyndelsen af filmen, klæder det uforbederlige menneske.


*) Greenes tekster om film er samlet i Mornings in the Dark: The Graham Greene Film Reader (1993), som David Parkinson har redigeret. Det er et digert bind på 776 sider. Udvalget indeholder endvidere essays, interviews og synopser, men hovedparten er anmeldelser. Mit eget eksemplar er fra Penguin. Den oprindelige udgiver var Carcanet Press. Bogen er senest optrykt i serien Carcanet Classics i 2021.     






Brighton Rock. Instr. og manus: Rowan Joffe. Foto: John Mathieson. 111 min. Storbritannien 2010. Dansk premiere: 28.04.2011.

Brighton Rock. Instr.: John Boulting. Manus: Graham Greene, Terence Rattigan. Foto: Harry Waxman. 92 min. UK 1948. Dansk premiere: 13.09.1950

Graham Greene: Brighton Rock. Oversat efter Brighton Rock (1938) af Henning Pade. Med et forord af Leif Davidsen. 5. danske udgave. 316 s. Forlaget Sohn, 2010.

 

Fotos: Associated British Picture Corporation/ Charter Film Production/ Pathé Pictures/ StudioCanal/ BBC Films/ UK Film Council/ Shine Pictures/ National Portrait Gallery (Graham Greene 1939 - Bassano Ltd.)/ Facsimile Dust Jackets LLC/ CineMaterial/ Filmaffinity/MovieStillsDB
Brighton Rock (1948) streames på Netflix
Brighton Rock (2010) streames på SF Anytime
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2011