DEN satiriske samtidshorror i Get Out vakte opsigt ved premieren i 2017. Det var en makaber og galgenhumoristisk fabel om småborgerlig amerikansk racisme og tanken om hvid dominans.
Lignelsen var henlagt til de velnærede middelklasseforstæder og kan bedst beskrives som et vrængbillede, en troldspejlsudgave af Stanley Kramers Guess Who's Coming to Dinner (1967, da. Gæt hvem der kommer til middag). Filmen blev Oscar-indstillet i fire kategorier og vandt for bedste originalmanuskript. Den slags overgår sjældent en gyser.
Her præsenterer Jordan Peele opus to. Instruktøren har tydeligvis haft flere penge til rådighed, men ånden i stoffet er frisk og intakt. Der er en overflod af gode ideer og nye vinkler på genren. Der er stadig blodprøjt helt op til loftet. Us er ikke for sarte gemytter.
FILMEN begynder i 1986, hvor et tv reklamerer for Hands Across America, en banebrydende nødhjælpsindsamling. Seks millioner amerikanske mennesker holdt hænder og dannede en kæde på tværs af kontinentet. Læg mærke til det billede. Intet i Us er tilfældigt. Hver brik er lagt med akkuratesse.
Fjernsynet står i en stue i badebyen Santa Cruz. Stemningen er gylden og nostalgisk. Men allerførst er der et bibelcitat: »Derfor siger Herren: Nu bringer jeg en ulykke over dem, og de skal ikke undslippe den.« Citatet er fra Jeremias’ Bog, kapitel 11, vers 11. Det dukker op alle vegne i Us. Selv uret viser 11:11, da mareridtet begynder.
ADELAIDE er i forlystelsesparken med sine forældre. Hun bliver væk og løber ind i labyrinten, som hedder Merlins Fortryllede Skov. Her møder hun en pige, der ligner hende selv. Verden bliver aldrig den samme igen.
Tredive år efter er Adelaide (Lupita Nyong'o) gift med Gabe Wilson (Winston Duke). De har en datter, en søn og et komfortabelt liv, som de vil nyde i huset i Santa Cruz. De andre skal til stranden, men Adelaide er helst fri. Hun vil i hvert fald ikke besøge forlystelsesparken.
Familien Wilson tilbringer dagen med familien Tyler (Elisabeth Moss og Tim Heidecker), et hvidt par fra den anden side af søen. De har det samme sæt børn og de samme rutiner. Race er ikke (umiddelbart) et tema i Us. Det er køn og social ulighed derimod. Man lægger mærke til familien Tyler, fordi alle andre i filmen er afroamerikanske. Og inkarnerer normaliteten.
OM aftenen står der en anden familie i indkørslen. De bærer røde dragter og bevæger sig stift. Adelaides tvilling holder en saks. »Det er os,« siger sønnen, som hedder Jason. Mønsterfamilien gør modstand, men de fremmede trænger ind. Adelaide har altid vidst, at der ville komme sådan en dag.
Imens gør fire andre kopier kort proces med Tyler-familien. I Santa Cruz hersker et flammende kaos. Adelaide lytter til Reds sprukne stemme. Også spejlpigen er blevet voksen. Hun har fået den samme mand og de samme børn, blot som kopier med fremstillingsfejl.
JEG kunne lave en liste så lang som en hærvej over filmens utallige henvisninger. Peele bad Lupita Nyong’o se ti forbilleder for at sætte en passende stemning. På listen står bl.a. Alfred Hitchcocks The Birds (1963, da. Fuglene) og Michael HanekesFunny Games (1997, 2007).
Især den sidste titel – om systemisk foragt og kulturel voyurisme – er relevant. Også Us tager afsæt i borgerskabets mareridt, fantasier om underklassen og frygt for indtrængen i hjemmet. Hvis Haneke var Steven Spielberg, kunne han dreje satiren sådan.
Ideen om os og de andre er gammel. Peele giver en logisk forklaring, som skylder Netflix-serien Stranger Things (2016-2020) en del. Baggrunden kunne man være foruden, men netop i dette afsnit bliver billedsiden forbløffende smuk og mærkværdig.
HORRORFILM som The Babadook (Jennifer Kent, Australien 2014), It Follows (David Robert Mitchell, USA 2014), A Quiet Place (John Krasinski, USA 2018) og Hereditary (Ari Aster, USA 2018) har genrejst genren de seneste år. Peeles film har mere overskud, et sjældent blik for satire og en evne til at balancere humor og rædsel. Der er afgjort mest af det sidste i Us – sammen med en social empati, der undsiger alle slags liberalisme. Det er sanseudvidende filmkunst. Jeg glæder mig til at se den igen.
Us. Instr. og manus: Jordan Peele. Foto: Mike Gioulakis. 116 min. USA 2019. Dansk premiere: 21.09.2019.
HØJE HÅB OG LANGE SKYGGER Livet i Hjerteland 30 år efter
Af BO GREEN JENSEN
»HERE comes another winter of long shadows and high hopes/ Here comes another winter waitin' for utopia/ Waitin' for hell to freeze over...«
Ikke meget mismod matcher den store britiske smedejernsvinter, som begynder dybt nede i »Heartland« med firserbandet The The.
»This is the land where nothing changes,« synger Matt Johnson, »the land of red buses and blue blooded babies/ This is the place, where pensioners are raped/ And the hearts are being cut from the wellfare state/ Let the poor drink the milk while the rich eat the honey«.
Sangen – som selv er soul-inficeret – handler ikke mindst om, hvordan Margaret Thatchers England umærkeligt bliver amerikansk annekteret. Den slutter med besværgelsen: »This is the 51st state of the U.S.A.«.
MATT Johnson var en vred ung mand på 22, da The The debuterede med Soul Mining (1983). Tre år senere udkom hovedværket Infected med »Heartland« og andre paranoia-hits, som var indbegrebet af sjælfuld post-punk i England. Der fulgte en film med det færdige album.
The The var store til og med Dusk, det fjerde album fra 1993. Efter NakedSelf fra 2000 fulgte en pause på 15 år, hvor Johnson tog hul på mange ting, som han aldrig færdiggjorde. Her begynder portrætfilmen The Inertia Variations. Den forholder sig til stilheden på et tidspunkt, hvor Johnson stadig ikke ved, om der kommer mere ny musik.
MATT Johnson er en mildere mand på 50, da han sætter en kopi af Sjukhovtårnet på taget af sin ejendom. Flere vil købe hans hus for at rive det ned. Vi er i det brutalistiske London. Johnsons hus er allerede omringet af glaspaladser.
Sjukhovtårnet var senderen, som blev brugt til propaganda i det gamle Sovjetunionen. Johnson signalerer, at hans egen station, Radio Cinéola, er ved at gå i luften. Han stoler mere på RT (Russia Today) end de officielle nyheder fra BBC. Selv The Guardian er lidt for blå til Matt Johnson, kommer det frem, da han senere besøger sin far.
DER var fire Johnson-brødre. Den yngste døde i 1989. Så tog deres mor sit liv. Mens filmen bliver til, forsvinder storebror Andrew, som tegnede bandets pladeomslag. Matt er meget berørt af hans død. Han får endelig skrevet en ny sang, den smukke »We Can’t Stop What’s Coming«, som han har lovet instruktøren Johanna St Michaels. Hele filmen er for så vidt en langstrakt ouverture til premieren på den nye bannersang.
JOHNSON har en ny familie, men i 80erne var han kæreste med Johanna St Michaels. De indtog Amerika sammen. Nu filmer hun den store prokrastinator i sit element. De besøger gamle venner som instruktøren Tim Pope, der skabte de sexistiske videoclips, som hun optrådte i 30 år før. Mændene rømmer sig og siger: »Hø-hø, det var en anden tid«.
The The har stadig en aktiv fanbase. Johnson vil give dem et direkte show, som varer fra middag til midnat. Gamle fans ringer til Radio Cineola, sangeren udspørger politiske stemmer, som han ved, at han er enig med. Musikalske gæster kommer forbi. Programmet kulminerer med premieren på »We Can't Stop What's Coming«. Det tager tre år at tilrettelægge den sending. Alt er håndlavet og meget smukt.*
Johnson lyder ofte som Brian Eno, når han taler om teori og proces. Den politiske vinkel er meget sympatisk. »The Inertia Variations« er titlen på et langdigt af John Tottenham, der taler om at klinge af, før toppen er nået. Titlen er et riff på Edward Elgars The Enigma Variations (1899).
DA filmen var færdig, kom Johnson kortvarigt tilbage til scenen. The The besøgte København den 1. juni 2018. The Comeback Special dokumenterer koncerten i Royal Albert Hall den 5. juni 2018. Der var også udsolgte koncerter i Brixton Academy og The Troxy på turen. The Comeback Special - Limited Deluxe Art Book Box Set udkom 29.10.2021. Her er alle sagens akter samlet.
*) Processen er samlet på The End of the Day, et 3CD-sæt med musikalske bidrag fra The The-medlemmer gennem tiden, udtag af den personlige og politiske snak gennem dagen, feedback fra fans og en oplæsning i fuld længde af John Tottenhams digt, som har inspireret Radio Cinéola-projektet. Som de øvrige nævnte udgivelser kan bokssættet bestilles direkte fra The The/ Matt Johnson-websitet. På forlaget Fifty First State (et andet Matt Johnson-initiativ er udkommet Eddie Johnsons Tales from The Two Puddings: Stratford, East London's Olympic City, in the 1960s, et stemningsfuldt tilbageblik på East End-pubben, hvor Johnson-brødrene voksede op.
The Inertia Variations. Instr., manus, foto: Johanna St Michaels. 85 min. Sverige-UK-USA 2017. Dansk premiere: 20.06.2018 (Månedens dokumentar i Cinemateket).
Fotos: Saint Michaels Production/ Radio Cinéola/ DFI/ Cinemateket/ Daniel Hjorth/ Reel Pictures
Filmen streames ikke i Skandinavien
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.06.2018. Rubrikken var »Den store forhaler«. Jeg havde kaldt teksten »Den store prokrastinator«. Her er en tredje mulighed valgt, og sidste halvdel af teksten er udeladt. Der blev koblet til en lidt overbærende omtale af Kaspar Kiertzners Stor som en sol, en portrætfilm om danske Minds of 99, som jeg kunne have gjort mere ud af.
LUD, SVED OG LYSERØD SÆBE Et frit fald ned i løbsk paranoia
Af BO GREEN JENSEN
I HALEN af denne film er en krølle, som det ville være forkert og faktisk utilgiveligt at rette ud, eftersom hele atmosfæren i Fight Club hviler på et forhold, som man først begriber og accepterer til slut. Det gælder derfor om at holde tungen lige i munden, når man beskriver tematikken og topografien i David Finchers bemærkelsesværdige film. Faktisk må man fortie og fordreje, hvilket dog er helt i filmens ånd. Få fortællere har så effektivt ført os bag lyset, som figuren Edward Norton hér lægger stemme og krop til.
Norton, der yder en præstation i klasse med hans portræt af den reformerede nynazist i Tony Kayes American History X (1998), spiller et 30-årigt massemenneske, der er så led ved sin automatiserede tilværelse, at han har mistet evnen til at falde i søvn. Hans verden er ordnet i alle detaljer og ser for så vidt rimelig ud.
Han arbejder som »tilbagekaldelseskoordinator« for en større bilfabrikant og har bogstaveligt indrettet sin 190 kvadratmeter store ungkarlehybel som et IKEA-katalog. Da han mister sit indbo ved en mystisk eksplosionsbrand, går hans ærgrelse mest på besværet med at skulle samle det hele igen. Han var lige ved »at være fuldendt«, han havde tøjet, møblerne, elektronikken. Efter branden er han på bar bund igen.
FØR det når så vidt, må isolationen dog brydes. Første akt beskriver med eksempelløs indlevelse den følelse af uvirkelig distance, som er den kronisk søvnløses grundvilkår, og i tilbageblik kan Norton – hvis fortællerstemme til stadighed guider os rundt i plottets psykologiske labyrinter – se, at hans liv før forvandlingen var blevet »en kopi af en kopi af en kopi«. Finchers forlæg er romanen Fight Club (1996) af Chuck Palahniuk, og filmen følger bogen ret nøje. Romanen er renset for fysiske detaljer, og denne enkelhed er en del af dens styrke. Fincher visualiserer de forhold, som blot er antydet hos Palahniuk, og i denne bogstavelighed har filmen så sin styrke. Den er en hel del bedre og større end bogen.*
NORTONS liv begynder at rykke, da han bliver afhængig af andres lidelser. Hans læge er træt af at høre ham klage og foreslår Norton – der er navnløs i bogen, men bærer navnet Jack i filmen – at opsøge terapeutiske selvhjælpsgrupper, hvis han vil se, hvad virkelig lidelse er.
Jack føler for første gang fred i sin krop, da han giver slip på selvkontrollen i De Halve Mænds Forening, en støttegruppe for patienter med testikelkræft. Han græder ud i favnen på Robert Paulson (sangeren Meat Loaf), en forhenværende bodybuilder, som har fået kæmpemæssige østrogenbryster efter den hormonbehandling, der følger med operationen. Kønsforvirring er et af mange symptomer på krisen i Fight Club.
INDEN længe er Jack blevet elendighedsjunkie. Under falske navne opsøger han støttegrupper for knogleskørhed, hjerneskader, blodsygdomme, tuberkulose. Han deltager i langstrakte krammeseancer, føler uvægerligt fred og sover som et spædbarn bagefter. Han oplever også, at andre mennesker lytter, når de tror han er dødsmærket ligesom de.
To år går på den måde. Så bliver han opmærksom på den kæderygende ulykkesfugl Marla Singer (Helena Bonham Carter), der som han selv er en af lidelsens turister. Med hende forrykkes balancen i hans skrøbelige surrogatverden, og han er netop ved at blive virkelig vred, da kaos med stort K ankommer i skikkelse af den karismatiske psykopat Tyler Durden, som Brad Pitt inkarnerer med stil og panache.
TYLER er Jacks komplementære modsætning, hans mørke tvilling, hans Mr. Hyde. Det er Tyler, der beder Jack slå til og lærer ham fryden og glæden ved smerte. Tyler organiserer de underjordiske »kampklubber«, hvor mænd med dårlige jobs kan afreagere, slå og blive slået, glemme at tænke og leve i stedet.
Jack flytter ind hos Tyler, da hans eget sted brænder. Marla ringer efter Jack, men det er Tyler, hun går i seng med. Tyler arbejder som tjener og urinerer i suppen. Tyler fremstiller udsøgt lyserød sæbe af menneskefedtet fra affaldsspanden bag den kosmetiske klinik. Tyler laver napalm og nitroglycerin. Tyler mærker Jacks hånd med en kemisk ætsning af lud og spyt. Jack mister både sine tænder og sin forstand, men han har aldrig været så lykkelig.
FØRST da Tyler begynder at mobilisere sin hær, tøver han i springet, som også er et frit fald ned i løbsk, begrundet paranoia. Tyler har en afsindig plan om at gøre sporadisk hærværk til landsdækkende terrorisme, og der er afgjort system i hans galskab.
Palahniuks roman er i slægt med de filosofisk baserede skildringer af amerikansk anarkisme, som man finder i Paul Austers Leviathan og Philip Roths American Pastorale, men Finchers film har mere til fælles med lærestykker som David CronenbergsCrash. Den dvæler så længe ved kampene i kælderen, at man må forholde sig til den ritualiserede vold.
Det er dog filmens første halvdel, den satiriske skildring af moderne følelsesløshed, som rammer målet uden mislyde. Svaret ligger et sted i den erotiske ligning, som bogen lægger frem uden forbehold: »Vi har en slags trekant kørende her. Jeg vil have Tyler. Tyler vil have Marla. Marla vil have mig.«
DAVID Fincher debuterede med bestillingsarbejdet Alien 3 (1992), men trådte i karakter med den mørke, stilskabende Se7en (1995), der var en af årtiets centrale film. Her spillede Kevin Spacey psykopaten, som trak kriminalbetjentene Brad Pitt og Morgan Freeman rundt i hjertets søle, mens han for en navnløs storbys apatiske massemennesker demonstrerede, at de syv dødssynder stadig har relevans.
Den cerebrale leg mellem jæger og bytte, jeg'et og dets mørke tvilling, blev varieret i den elegante og mildt fortænkte The Game (1997), hvor bundene igen og igen faldt ud af de kinesiske æsker i rigmanden Michael Douglas' tilværelse, der på sin måde var lige så tom og steril som Edward Nortons liv er før forvandlingen i Fight Club.
HER får splittelsen og den psykologiske kispus atter fysiske udtryk. I visuel henseende demonstrerer Fincher også her sin markante måde at se på, og skønt Fight Club ikke matcher Darius Khondjis mørke tableauer fra Se7en, dyrker fotografen Jeff Cronenweth meget virkningsfuldt en mere rastløs, frapperende stil, der holder publikum fast til sidste billede.
Prologen åbner i fortællerens hjerne, rejser baglæns ud gennem hans mund og pistolløbet med de lyddæmpende huller, som han og Tyler selv har boret i metallet, før kameraet rejser 191 etager ned fra toppen af Parker Morris Building til den varevogn med nitroglycerin, som står i parkeringskælderen. Vi er endnu ved titelsekvensen, rejsen gøres med svimlende stillfotos, og i salen spærrer man øjnene op.
TYLER udfordrer blandt andet tingenes orden ved at klippe pornografiske enkeltbilleder ind i de familiefilm, han kører i sit bijob som operatør. Publikum sidder derfor med sære, sublimativt fremkaldte efterbilleder, når lyset tones op. På samme måde modtager man visuelle forvarsler i Fight Club. Vi har uden at vide det set Tyler Durden fem gange, før han bliver præsenteret.
Disse glimt er mere end gimmicks. De sætter virkeligheden i anførselstegn, og det er der brug for. Man kan aldrig vide sig sikker, og det er heller ikke meningen. »Jeg ved det, fordi Tyler ved det,« siger Nortons Jack Navnløs til stadighed. Det kan nok få en bjælde eller to til kime, men den forløsende sammenhæng træder først frem til slut, da den fede dame endelig synger.
MED Fight Club har Fincher forvandlet en mådelig bog til en mesterlig film. Han demonstrerer atter sin tæft for at arbejde kompromisløst i kommercielle formater og viser, at Steven Soderbergh og Quentin Tarantino ikke er generationens eneste auteurer i Hollywood ved årtusindeskiftet.
Brad Pitt leverer fysikken, og som den neurotisk opstemte Marla viser Bonham Carter sin vilje til at bryde ud af den fløjlsbetrukne madonnabås, hvor de mange britiske periodefilm har anbragt hende. Det er dog Nortons film fra ende til anden. Han er en af sin generations store spillere.
*) Chuck Palahniuk (f. 1962) har for mange læsere til at kvalificere som kultforfatter, men værket deler vandene på den måde. Han har skrevet ni romaner og ti bind med noveller, essays og artikler. Senest udkom The Invention of Sound (2020), hvor en far leder efter sin forsvundne datter i Hollywood, og Alteration Day (2018), hvor den amerikanske værnepligt bliver genindført, og man stemmer på sociale medier om, hvilke mediefisk, der fortjener at dø. Ved slutningen er USA delt i tre: Blacktopia, Gayasia og Caucasia. Kun Fight Club (1996, da. Kampklubben) og Choke (2001, da. Kvalt) er samlet op af danske forlag. Det for alvor »transgressive« ved Palahniuks bøger er den stædige, makabert kyniske humor, som insisterer jo mere hård handlingen bliver. Palahniuk er blevet kaldt en satirisk profet; hans livssyn beskrives som nihilistisk. Han ser sig selv som romantiker. Tegneserieromanen Fight Club 2: The Tranquility Gambit (2016) er en »meta-sequel« skabt i samarbejde med tegneren Cameron Stewart. Fight Club 3 fulgte i 2020.
Fight Club. Instr.: David Fincher. Manus: Jim Uhls. Foto: Jeff Cronenweth. 139 min. USA 1999. Dansk premiere: 05.11.1999.
Fotos: Fox 2000 Pictures/ 20th Century Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Dark Horse Comics
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, i Tunes, NETFLIX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.1999
DET var ikke Brian Eno, der opfandt new age-musikken, men han gav begrebet et navn, da han fandt på betegnelsen ambient music. Det skete ved udgivelsen af Ambient 1: Music for Airports (1978), kunstnerens sjette soloalbum.
Allerede Discreet Music (1975), det første album, hvor Eno slet ikke sang, havde anvendt de minimalistiske strategier, som Eno til dels har fra Erik Satie, men med Music for Films (1978), Apollo: Atmospheres and Soundtracks (1983) og Ambient 4: On Land (1982) blev konceptet formaliseret. Music for Airports er kanoniseret, men især On Land er blevet stående med majestætisk og billeddannende lyd, som virkelig skaber et sted i bevidstheden.
SIDEN er fulgt en lind strøm af meditative lydlandskaber, tonale trappestiger, readymades, samplede steder og loops, som har givet ham hengivne fans i et omfang, der ellers er ukendt for stemningsmusikken.
Enos oeuvre kan opdeles i egne værker (28 studiealbum) og diverse lydmæssig installationskunst (8 album). Adskillige stykker er skabt til museer og apps, hvor de kan blive ved uophørligt: Bloom (2008), Trope (2009), Scape (2012). Den 1. januar 2017 udkom/ begyndte/ fødtes Reflection.
Hertil kommer en sværm (37 studiealbum) af kollaborative projekter med venner, familie og kampfæller fra hele musikindustrien. Især No Pussyfootin’ (1973) med Robert Fripp, After the Heat (1978) med tyske Cluster, My Life in the Bush of Ghosts (1981) med David Byrne og Wrong Way Up (1990) med John Cale skiller sig ud.
Endelig har Eno gjort karriere som producer. Han blev legendarisk i kraft af sit bidrag til David Bowies Berlin-trilogi og The Joshua Tree med U2. Eno blev manden, man gik til, når en stivnet form skulle brydes. Han har produceret alle fra John Cage (Voices and Instruments) og Laurie Anderson (Bright Red) til Coldplay (Viva la Vida) og Paul Simon (Surprise).
DER har til gengæld været langt mellem de originale album med rigtige sange, som Eno brød igennem med efter glam- og artrocktiden i Roxy Music. Han medvirkede på de første to plader, Roxy Music (1972) og For Your Pleasure (1973), før bandet helt og holdent blev Bryan Ferrys hjertebarn.
Enos første fire album med sange er klassiske steder: Here Come the Warm Jets (1973), Taking Tiger Mountain ( By Strategy) (1974), Another Green World (1975) og Before and After Science (1978) har inspireret flere generationer. Det er derfor en begivenhed, når manden faktisk bruger sin menneskestemme og prøver at sætte ord på sin verden i diverse former for automatskrift.
Det sker omsider på The Ship. Der var også ord og stemmer på Drums Between the Bells og Panic of Looking, som han lavede sammen med digteren Rick Holland i 2011, men det var ikke Enos egne. Så for første gang siden Another Day on Earth (2005) er målet at skabe noget i retning af Another Green World og Before and After Science.
NU, hvor vinyl igen er blevet grundformen, kan man atter tale om et album med to sider. Især kan man mærke, at musikerne fra den gamle skole tænker lige sådan, når de strukturerer. Med hensyn til The Ship vil jeg sige, at side 1 er på det jævne, mens side 2 er alle pengene værd.
Side 1 bruger 21 minutter på kompositionen »The Ship«, der ifølge Eno selv er inspireret af Titanics forlis i 1912. Det er en lang og tung, rumlende flade af lyd, som stemmen mumler ind over i sløjfer. Der bliver hele tiden taget tilløb til noget, som aldrig rigtigt indfinder sig.
Problemet er nok, at der ikke er mere at sige om Narreskibet, kulturens teknologiske hybris og håbets kæntring på noget niveau. Musikken og sangene er allerede skrevet. Robin Gibb (fra The Bee Gees) løb ind i det samme problem, da han umiddelbart før sin død i 2012 komponerede The Titanic Requiem på en bestilling fra The Royal Philharmonic Orchestra.
Under alle omstændigheder må ethvert nyt bud forholde sig til Gavin Bryars’ The Sinking of the Titanic, en minimalistisk nyklassiker fra 1969, der som regel bliver opført sammen med Jesus’ Blood Never Failed Me Yet (1971), hvor Bryars brugte en hjemløs mands sang til at skabe en vild og bevægende montage. Genren kaldes indeterminism, dvs. »ubestemmelig musik«.
The Sinking og Jesus’ Blood Never Failed Me er senest udgivet i 2015. På en forlænget version fra 1993 kan man høre Tom Waits synge sammen med stemmen fra den oprindelige optagelse. Eno producerede førsteudgaven af Jesus’ Blood og udgav den på sit eget label, Obscure Records, i 1975. Det var til gengæld Bryars, der arrangerede og dirigerede strygerne på Discreet Music.
FAKTISK genbruger The Ship strukturen fra det 40 år gamle album. Der er en a-side med titelkompositionen og en b-side med tre korte stykker, som lytteren bliver langt gladere for. På Discreet Music var det tre variationer over Pachelbels Kanon i D-dur: »Fullness of Wind«, »French Catalogues« og »Brutal Ardour«. På The Ship er det »Fickle Sun«, »The Hour is Thin« og »I’m Set Free«, som tilsammen udgør en suite og bliver kaldt »Fickle Sun« under ét.
»Fickle Sun« betyder »Lunefuld sol«. Det sætter tonen for et bylandskab, der skiftevis ligner Atlanta i zombieserien The Walking Dead og London i T.S. Eliots ur-moderne digt om The Waste Land. Samme anslag præger »The Hour Is Thin«, hvor Enos automatiske tekst – skabt med en variation af cut up-teknikken – kommer til sin ret.
»Timen er tynd« bliver fremsagt af Peter Serafinowicz med blød, betryggende stemme, men det skildrede landskab er apokalyptisk:
The hour is thin. Trafalgar Square is calm. Birds, and cold, black dark. The final famine of a wicked sun, and the web that died yesterday. I was a hard copy version. I turned my eyes directly to hate. Then, the hammer of toil. Tired with what the world has yet brought forth, with the women waving at war, and the news that war is faith...
LIDT senere skinner en ny sol »beneath the velvet of a strong optimism«, og »Britain's most fateful hour is spun.« Så »Boom. The dark. And the web that died yesterday.« Der stod en vugge, og der var soldater. Det hele slutter på et sted, hvor »The universe is required. Please notify the sun.«
Universet er påkrævet – Giv venligst solen besked. Med den slags krøllede detaljer, nødvendige fejl i en fuldendt mandala, har Eno altid modsagt den maskinelle kvalitet og mulige kulde i sine vidtløflige musikalske systemer.
Jeg ved, at nogle fans vil dø for cerebrale kompositioner som den timelange Thursday Afternoon (1985), Nerve Net (1992), The Shutov Assembly (1992), The Drop (1997), Small Craft on a Milk Sea (2010) og den næsten banale Lux (2010). Men jeg vil bytte det hele væk for én intim, dadaistisk vuggevise som »Put a Straw Under Baby« fra Another Green World:
Put a straw under baby
Your good deed for the day
Put a straw under baby
Keep the splinters away.
Let the corridors echo
As the dark places grow
Hear superior's footsteps
On the landing below.
There's a place in the orchard
Where no one dare go
The last nun who went there
Turned into a crow.
There’s a brain in the table
There’s a heart in the chair
And they all live in Jesus
It’s a family affair.
DER er aldrig skabt en stemning så solfuld og rolig som på »By This River« fra Before and After Science. Eller noget så mægtigt og skarpt som »Sky Saw« på Another Green World. Hvis det endelig skal være noget med Enos berømte Oblique Strategies-kort, så lyt til sværmen af skrivemaskiner i udtoningen af »China My China« fra Taking Tiger Mountain: »They know what God gave them their fingers for (to make percussion over solos)«.
Kineserne ved, hvorfor Gud gav dem fingre. Og så hører man sandelig kvinderne skrive:
SÆTSTYKKET på The Ship er tredje del af »Fickle Sun«-suiten: en fuldtonende og besværgende smuk fortolkning af Lou Reeds»I’m Set Free«. Sangen stammer fra det tredje album med The Velvet Underground og blev anderledes skrøbeligt fremført af Reed selv i 1968.
Enos udgave går efter guldet, lyden er fed og besnærende nok. Det er igen en god pointe, at vi kun er sat fri for at finde en ny illusion. Sangen er vel også en posthum hyldest til Reed, som Eno har kaldt »en ivrig, men ikke overdrevent dygtig guitarist«. Alligevel er det i sammenhængen på en eller anden måde for meget. Synes i hvert fald denne gamle fan af både Brian Eno og Lou Reed.
Eno siger, at han atter fik mod på at synge, fordi han opdagede, at hans stemme med årene var blevet så dyb, at han kunne ramme og holde et dybt C. Det gør han flere steder på The Ship, og det lyder ikke særligt godt, mere som droner og søvnige får, end som Cohen og Cash i det dybeste leje.
Det er alligevel en fornøjelse at høre Eno synge igen. Albummet findes som download, men hvis man investerer i de fysiske formater, får man fire litografier med i købet. Ganske som de grafiske særtryk, der i sin tid fulgte med Before and After Science.
THE Ship blev udsendt samtidig med, at Brian Eno fyldte 68 år. I den anledning blev han interviewet til Hard Talk af Stephen Sackur på BBC World. Jeg så tilfældigt samtalen, hvor Eno blandt andet fortalte om Berlin-tiden med David Bowie. Han forklarede, hvordan han ser al kunst og musik som et kredsløb, hvor de enkelte stemmer og udtryk er forudsætninger og konsekvenser. Der findes derfor ikke stjerner eller genier, blot håndværkere i en stor tradition.
Han er naturligvis glad for, at de gamle værker har levet så længe. Eno mener også, at den næste store og for alvor nye kunstform bliver skabt et sted i nettets spiluniverser. Han ved ikke, hvordan det nye ser ud eller lyder, for han bruger ikke spillene selv. Alligevel synes prognosen plausibel.
Brian Eno blev 73 år den 15. maj. Forlaget Faber & Faber genudgav A Year with Swollen Appendices - Brian Eno's Diary, som indeholder Enos dagbog for året 1995 [dvs. bl.a. Jah Wobbles Spinner, David Bowies 1. Outside, Passengers-projektet Original Soundtracks 1] + en række essays, artikler, personlige meditationer og teoretiske overvejelser. I det nyskrevne forord samler Eno 13 sider med ord og begreber, som ikke fandtes eller var kurante i 1996, da bogen udkom første gang: 9/11, Antifa, Blu-ray, Covid, FOMO, Minecraft, SARS og så videre. Det er tankevækkende, neo-nostalgisk læsning. Blandt ordene på listen er sustainable og generative, bæredygtig og generativ. »Generative music« er Enos egen betegnelse for de selvgenerende, knopskydende kompositioner, der i princippet varer for evigt, når han har skrevet algoritmerne og sat mobilen i gang. I juni 2021 fik Eno sin egen radiostation, The Lighthouse, på Sonos Radio HD. Den seneste fysiske udgivelse er Mixing Colours (2020), som Brian har lavet sammen med sin lillebror, Roger Eno, og bokssættet Film Music 1976-2020.
Brian Eno: The Ship. Produceret af Brian Eno og Peter Chilvers. 2016. CD, BD, LP, DL + streaming. Warp Records, 2016.
Fotos: Wikipedia (2015 Portrait - 'Brian Eno & Steven Johnson: On Art', HowWeGotToNext.com (YouTube), Herman Wouters/NYT (2020-Portrait), Cecily Eno (2021 Portrait w/ beard and mirrorball)/ Island Records/ Obscure Records/ Polydor Music/ Opal Records/ Warp Records/ Faber & Faber
Første udgave af anmeldelsen stod på www.Mikrozinet.dk (RIP) 03.08.2016
DER er fire-fem overraskelser i den nye James Bond-film, som endelig får premiere, stærkt forsinket af COVID-19-pandemien.
Nogle er bare rynker i stoffet, som kun seriens fans vil bemærke. Andre er store, bestemmende ting, der ændrer hele 007-universet.
Nogle forrykkelser sker en passant, andre er høje som operasang. Jeg begyndte tidligt at tælle faktorer, som jeg ikke måtte røbe, når jeg skrev. Der var til en hel dosmerseddel. På filmens plakat er et hashtag placeret under sloganet »Keep the Secrets«. Det siger: #NoTimeForSpoilers.
Henstillingen bør bestemt respekteres. En stor del af glæden ved filmen – den femte og sidste med Daniel Craig i 007-rollen – har at gøre med måden, som ændringerne sker på. Faktisk er det med lettelse og undren, at man læser den obligatoriske slutlinje: »James Bond Will Return«.
BOND-serien prøver at følge med tiden. Det har den gjort med held og finesse. Det er sikkert også det anslag, en skønsom blanding af zeitgeist og anakronisme, som publikum foretrækker. Men vil man fortsætte serien i noget, der ligner bøgernes ånd, skal man sætte uret tilbage og lave Bond som historisk fiktion.
Der var lidt af den idé i Casino Royale fra 2006. Ikke siden Goldfinger (1964) havde en film fulgt forlægget så tæt. Siden seriens genstart har kun Quantum of Solace (2008) været en skuffelse. Især var det en god idé at lade Sam Mendes give Bond en rigtig baggrund i Skyfall (2012) og Spectre (2015). Agenten blev næsten en tragisk figur.
FØR premieren på No Time to Die har der været spekuleret i, om den nye 007 kunne være en kvinde. Som det bliver sagt mange gange i filmen: »It’s only a number«. Det er bare et tal. Der er kommet en ny 007, da Bond vender tilbage til MI6. Men serienumre kan deles.
Plottet er i gammel stil med en teatralsk superskurk, som vil regere hele verden. Han har både sin egen ø og et potent supervåben. Det er en slags virus, som MI6 selv har sat i verden under navnet Projekt Hercules. Den russiske virolog Valdo Obruchev (David Dencik i komisk modus) har udviklet dræberteknikken. Og Obruchev arbejder for Lyutsifer Safin (Rami Malek).
Med Hercules kan man nålestikslikvidere. Våbenmesteren Q (Ben Whishaw) forklarer senere, at nanorobotter kravler ind i hver celle og går målrettet efter et bestemt DNA. Det bliver farligt at være i slægt med hinanden. Og familien er vigtig i No Time to Die. For første gang spiller børn en stor rolle, og Bond siger »Jeg elsker dig« til en kvinde. Men jeg lovede ikke at spoile.
DET første kvarter er udsøgt koreograferet. Det begynder med droneoptagelser af et snelandskab. En pige og hendes mor er alene i huset. Mor er beruset og røber onde ting om Far. Samtidig nærmer en vansiret mand sig. Han bærer snedragt og kabukimaske. Figuren trænger ind. Pigen finder et våben og skyder. Hun flygter over isen. Han rejser sig og løber efter. Hun er fanget under isen, og de ser på hinanden. Så begynder han at skyde isen i stykker.
For enden af samme kameragang dukker Madeleine Swann (Léa Seydoux) op af vandet i Italien. Hun og en afslappet, omsorgsfuld Bond er kommet for at ofre hemmeligheder og tage hul på en ny fremtid sammen.
En vifte af hurtige sætstykker følger. Action-sekvensen er som ballet. Bond er kold i blikket, da navnet Blofeld popper op. Verdens mest skudsikre bilruder bliver demonstreret. Bond kører motorcykel på trapper, tage og broer. Endelig sætter han Madeleine på toget og siger, at det slutter her.
DET gør det naturligvis ikke. Historien er knap begyndt. Først nu kommer titlerne på, og Billie Eilish synger titelballaden. To timer senere, da slutteksterne kravler op, er Louis Armstrong et mere kongenialt valg. Han synger »All the Time in the World«.
Der er gået fem år, og Bond har trukket sig tilbage til Jamaica, som altid var Ian Flemings hjertested. Felix Leiter (Jeffrey Wright), den gamle CIA-kollega, beder ham ordne et ærinde på Cuba. Her møder James den nye 007 og tøver endnu mere med at vende hjem. Men selvsagt får han og M talt sig til rette.
Jeg elsker Ralph Fiennes i rollen som M. Han har blussende kinder og knirkende sko. Bond-serien var en kønspolitisk first mover, da Judi Dench blev castet som M. Ellers har det altid været et hvidt, imperialistisk univers, hvor man frygtede asiatiske fjender (Fu Manchu-klonen Dr. No) og den røde fare fra Sovjetunionen (som også kaster en lang skygge hér).
Nu er man tilbøjelig til at overkompensere. Både Moneypenny (Naomie Harris) og 007 (Lashana Lynch) er britisk-afrikanske. Q er en non-binær LGBTQ+-person. Bond og M er som døende hanelefanter. Men alle arbejder sammen for England, og alle nærer respekt for hinanden.
AL følsomheden er investeret i forholdet til Madeleine Swann. Léa Seydoux er god og anti-glamourøs. Eneste klassiske Bond-babe er CIA-rekrutten Paloma (Ana de Armas), en kampmaskine i cocktailkjole og pumps. Blofeld (Christoph Waltz) er isoleret som Hannibal Lecter. Flere faste skikkelser dør. Ikke siden første sæson af Game of Thrones er så mange legender taget ud systematisk.
Bagefter er man høj på det hele og rent ud begejstret. Ved eftertanke bliver det klart, at filmen forløber i faser. Det lette, lyse og luftigt moderne er anbragt forrest i filmen. Midterdelen er nærmest en antologi over temaer og troper fra de ældste film i serien. Lyutsifer Safin er bare en ny Dr. No.
SPILLETIDEN er to timer og fyrre minutter. Man kunne have taget tyve ud og stået med en renere film. Der bliver endelig brugt missiler. Da eksplosionerne begynder, er man klar til bare at tune ud. Her er der dog ekstra vægt i finalen.
Det nye er intimiteten i scenerne mellem Craig og Seydoux. Det gælder både, hvad de siger til hinanden og måden, som de siger det på. Og nu er der levende børn med i mikset. Tænk, at man også skulle opleve dét.
Cary Joji Fukunaga (Beasts of No Nation) har mere end løftet opgaven. Bond #25 er på alle måder en stor actionfilm. No Time to Die er en værdig afslutning på Daniel Craig-fasen, der har strakt sig over 15 år. For millennials er han den rigtige Bond.
No Time to Die. Instr.: Cary Joji Fukunaga. Manus: Fukunaga, Neal Purvis, Robert Wade, Phoebe Waller-Bridge. Foto: Linus Sandgren. 164 min. UK-USA 2021. Dansk premiere: 30.09.2021.
Fotos: EON Productions/ Danjaq LLC/ MGM/ SF Studios
Filmen er stadig i biografdistribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.10.2021
.jpg)
DEN satiriske samtidshorror i Get Out vakte opsigt ved premieren i 2017. Det var en makaber og galgenhumoristisk fabel om småborgerlig amerikansk racisme og tanken om hvid dominans..jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.png)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
