Darius Marder: Sound of Metal (2019) [Oscars 2021]

I LYSENDE STILHED
En musikfilm om hørelsens metafysik

Af BO GREEN JENSEN

LOU og Ruben lever for musikken. De har fundet hinanden i mørket på bunden og skabt en hverdag som bandet Blackgammon. De spiller tung rock i genren sludge metal, som blander performancekunst og koncert. Hun står med sin guitar og growler poetisk. Ruben sidder ved trommesættet, der driver den lutrende støj. Begge har været misbrugere. Nu lever de rent, har en tæt verden sammen i deres autocamper og en lille, men dedikeret fanbase.

   Så selve lykken er i spil, da Ruben mister sin hørelse. Det sker næsten fra dag til anden, kommer ikke snigende som en tinnitus, der bliver værre. Der er en anatomisk forklaring, som Ruben får, da han søger læge. Der findes også en kostbar operation, som kan give fornemmelsen af hørelse ved hjælp af implantater. Under alle omstændigheder er det slut med at spille den musik, som Ruben elsker, hvis han vil beholde en rest af hørelsen, som er tilbage.

DARIUS Marders film giver en hjerteskærende fremstilling af manden, hvis verden styrter i grus. Lou aktiverer sine forbindelser for at hjælpe ham, og filmen tager publikum med ind i de døves parallelsamfund. Ruben får plads i refugiet hos Joe (Paul Raci), der mistede hørelsen under krigen i Vietnam og selv har en fortid som misbruger.

   For Joe er døvhed blevet en filosofi og en livsform. Lydens fravær er en renere tilstand, som muliggør selvets realisering. Filmen har nogle af sine bedste scener i samtalerne mellem de to mænd. For så vidt tilbyder Joe, hvad Ruben har brug for: dyb ro i sindet og nærende stilhed. Der er bare ikke plads til mennesket, som Ruben er.

SOUND of Metal er en enkel film, der føles selvoplevet. Projektet begyndte som en dokumentarisk fiktion, Metalhead, som instruktøren Derek Cianfrance (Blue Valentine, The Light Between Oceans) ville lave om musikkens walking wounded. Metalhead var et arbejdsportræt af duoen Jucifer, som findes i virkeligheden og består af Edgar Livengood og Gazelle Amber Valentine.

   Darius Marder, Cianfrances klipper og medforfatter på The Place Beyond the Pines, overtog projektet og skrev karaktererne til Dakota Johnson og Matthias Schoenaerts. Det er på alle måder en fordel, at Lou og Ruben i den færdige film bliver spillet af Olivia Cooke og Riz Ahmed. Med mere kendte ansigter ville fokus være på præstation. Nu er det på troværdighed og indsigt i en livsform.

DER er stilhed i støjens hjerte og omvendt. Det handler om at tilpasse sig og lære at leve i tavsheden. Der er ingen romantiseren. Ruben bliver atter i stand til at høre, men det er ikke som at få livet igen. Glæden er forsvundet, og Lou er taget videre. Spørgsmålet bliver, om Ruben skal prøve at følge efter.

   Marder-brødrenes forældre var elever af mystikeren George Gurdjieff. Der er spor af dennes »fjerde vej«, både i læreren Joes årvågenhed og i Rubens fakir-agtige karakter. I Sound of Metal er følelsen altid åben og autentisk. En mere opbyggelig fabel ville følge en regelret dramaturgi. Her sker tingene som i virkeligheden og falder på samme tilfældige måde.

Sound of Metal er Oscar-nomineret i 6 kategorier: Best Picture, Best Actor (Riz Ahmed), Best Supporting Actor (Paul Raci), Best Original Screenplay (Abraham & Darius Marder/ story by Derek Cianfrance, D. Marder), Best Sound (Jaime Baksth etc.), Best Film Editing (Mikkel E.G. Nielsen)

Sound of Metal. Instr.: Darius Marder. Manus: Abraham og Darius Marder. Foto: Daniël Bouquet. 120 min. USA 2019. Dansk premiere: 06.05.2021

Fotos: Caviar/ Amazon Studios/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen får dansk biografpremiere 06.05.2021 og streames på Amazon Prime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.04.2021

Derek Cianfrance: The Place Beyond the Pines (2012)

BAG BJERGENE
Et tungt arvestykke om fædre og sønner

Af BO GREEN JENSEN

HANDLINGEN er hovedsagen. Der er få, men bestemmende skift i en ujævn skæbnefortælling, som dog er meget seværdig. Det er svært at fortælle om filmen uden at strejfe de vigtigste steder. Derfor denne spoiler alert. Undlad at læse mere, hvis du nødigt vil vide for meget på forhånd.

   Begrebet skæbnefortælling stammer fra litteraturen, og The Place Beyond the Pines opleves netop som noget, man læser. Der er et rum af refleksion og en tyngde i detaljerne, som skaber ro i strukturen. Disse kvaliteter gør samtidig filmen langsom og tung. Efter en tæt første time, der slutter på et afgørende sted, går billedsiden mere eller mindre i stå, da fortællingen tager over og begynder at folde temaer ud. Disse er evige og ret banale. Om man overbevises og lader sig gribe, er op til den enkelte tilskuer. Selv var jeg ikke helt overbevist.

BEGYNDELSEN er god. Strejferen Luke (Ryan Gosling) er roustabout i et tivoli, hvor han optræder med motorcykelstunts. Under et besøg i hjembyen opdager Luke, at han har en søn med Romina (Eva Mendes), som han forlod året før. Luke bliver i byen og prøver at få Romina til at forlade Kofi (Mahershalalhashbaz Ali), som er anderledes stabil. Samtidig begår han bankrøverier. Disse kup er overraskelsesangreb. Luke flygter på sin motorcykel og samles op i en ventende lastbil.

   Første del holdes i Lukes perspektiv, som er båret af vrede og rystende fart. Det er billeder, man kan mærke i maven, men de får brat ende efter en time, da fokus skifter til politibetjenten Avery (Bradley Cooper), som jager Luke efter et fejlslagent kup. Avery bliver såret og hyldes som en helt. En korruptionshistorie følger, da han opdager, hvordan man deler rovet i den lokale politistyrke.

   Betjenten plages af skyld, fordi han gjorde røverens søn faderløs. Avery har selv en hustru og en lille søn. Ingen forstår hans moralske dilemma. Avery fortæller sin chef om kollegerne, men denne vil ikke inddrages. Averys far er forhenværende dommer. Han hjælper sin søn med at gå til statsadvokaten (Bruce Greenwood), som uden begejstring afslører affæren. Til gengæld gør Avery politisk karriere.

MED de sideordnede historier er scenen sat for den sidste fortælling, som foregår 15 år efter og følger mændenes sønner. Avery er nu distriktsadvokat. AJ (Emory Cohen) har boet hos sin mor, men sendes hjem til Avery og møder Lukes søn Jason (Dane Dehaan) på skolen. AJ er en skidt knægt. Jason har altid ønsket at vide mere om sin far, men holder også af Kofi, som stadig er sammen med Romina.

   Fortiden får konsekvenser. Det er i denne del af filmen et problem, at publikum er klogere end de søgende sønner. Det hjælper heller ikke historien, at ingen ser ud til at være blevet ældre. Mest tvivlsom er dog den bibelske tone af skyld, som kan sones og tilgives. Motivet er mytisk, men afvikles som i en svag tv-serie. Den visuelle energi fra begyndelsen er blevet til livløs illustration.

DEREK Cianfrance er et betydeligt talent fra den amerikanske independent-scene. Han debuterede stærkt med Blue Valentine (2010), som fulgte et ægtepar over en årrække, fra kærlighedens begyndelse til dens slutning. Ryan Gosling og Michelle Williams havde rollerne som mand og hustru, og det lykkedes at få nuancerne med, mens fortid og nutid blev flettet sammen.

   I The Place Beyond the Pines har Cianfrance et større lærred til sin rådighed, men han bruger til at male et symboltungt genrestykke. Filmen er tyve minutter for lang og dør med Goslings karismatiske karakter. Men i begyndelsen har den kræfter, og man sætter pris på den store ro i historien, som aldrig bliver behagesyg.

   Desværre udebliver forløsningen. Spændingskurven går ned hele vejen. Ting sker, og så slutter det. Ganske som i virkeligheden, men uden de gode afsnit i midten.

The Place Beyond the Pines. Instr.: Derek Cianfrance. Manus: Ben Coccio, Darius Marder, Derek Cianfrance. Foto: Sean Bobbitt. 120 min. USA 2013. Dansk premiere: 28.03.2013

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanvbox Entertainment

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 01.04.2013

Derek Cianfrance: Blue Valentine (2010)

HÅRD KÆRLIGHED
En suveræn ægteskabsskildring

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at give slip, når et parforhold dør. Man mødes og forelsker sig. Man stifter gæld og familie og deler en hverdag. Man arbejder sammen, og mens det er godt, er det virkelig godt, men en dag slutter varmen og glæden. Da vil man ikke kunne undgå at huske, hvor salig begyndelsen var. Det er dén slags erindring, som Derek Cianfrance undersøger i sin smukke film om en familie, der går i stykker.

   Dean og Cindy har været gift lige så længe, som datteren Frankie på 6 år har levet. De bor i Pennsylvania, hvor han maler andre folks huse, mens hun er sygeplejerske på hospitalet, hvor hun egentlig skulle være læge. Det hænger lige netop sammen og løber nogenlunde rundt. »I’ve done my best to live the right way/ I get up each morning, go to work each day,« synger Bruce Springsteen i en af de sange, der taler for par som Cindy og Dean. Han er tilfreds. Han ville bo et sted og høre til. Hun er kørt fast og kan slet ikke se, hvad det var, hun så i ham dengang.

Blue Valentine udspiller sig over to dage, hvor Dean booker Fremtidsrummet på et hotel, der er beregnet til par, som vil elske i fred. Det gør han i et sidste forsøg på at trænge ind til Cindy. De har begravet familiens hund, som blev kørt ihjel, og Frankie er parkeret hos sin morfar. På hotellet skal de drikke, høre »deres sang« fra dengang, elske og finde hinanden igen. Sådan ser Dean scenariet.*

   Cindy har tilkaldevagt, men tager med, fordi hun synes, hun skylder Dean noget. På vejen møder hun tilfældigt den mand, som hun havde et forhold til, da hun traf Dean. Også han kunne være Frankies far, og dét ved Dean udmærket. Det har aldrig været picture perfect, men det har været ærligt. Egentlig er det svært at sige, om det er Dean eller Cindy eller fortællingen selv, der giver sig til at huske på, hvordan tingene var, da de mødtes.

   Han kom til New York fra Florida og fik et job som flyttemand. De mødtes på et plejehjem, hvor Cindy besøgte sin farmor. Dean hjalp en ensom gammel mand på plads i værelset overfor. Cindy vidste ikke, at hun var gravid. Han blev præsenteret for hendes skeptiske far og overfaldet af ekskæresten. I tidens løb har det nok været gode historier, men nu ændrer minderne væsen. Lyset er blåt. Der er ingen af Hollywoods pangfarver.

Blue Valentine fortæller sin historie præcist, uden melodramatiske krøller. I sin grundstemning er den på linje med parforholdsfilm som Bille Augusts Honningmåne (1978) og 5 x 2 (2004) af François Ozon. Ozon talte baglæns, ned gennem tiden, mens han undersøgte, hvor revnerne opstod. Cianfrance springer mellemregningerne over. Man ser bare glæden dengang og afmagten nu. Cindy undrer sig over, hvad der skete. Dean forsøger at holde fast. Han tager afsked med sin datter i en scene, man vil huske. Det føles som fuld realisme. Der er ingen dramatiske svigt.

   Michelle Williams og Ryan Gosling spiller Cindy og Dean mellem 24 og 30. Det gør de med fuldkommen indlevelse. Det kommer heldigvis aldrig på tale at konsultere en coach eller parterapeut. Det er ikke den slags virkelighed. Blue Valentine er et øjebliksbillede af to mennesker, der ikke længere kan nå hinanden. Man får ondt i hjertet af at se den, men der er også en dyb blå katarsis i spil.

*) Sangen hedder »You and Me« og er ifølge titelsekvensen af og med Penny and the Quarters. Det lyder som en golden oldie, men faktisk er der tale om det dybeste af deep cuts. Rob Servier fra nicheselskabet Numero overtog nogle masterbånd fra Prix Records, et lokalt og for længst lukket soul/R&B-label fra slut-60erne i Columbus, Ohio. Det viste sig at være demoer, som aldrig var brugt. Numero lagde sangen på en sampler med Prix-indspilninger. Ingen vidste, hvem Penny and the Quarters var, så man kunne ikke betale royalties. Det var Ryan Gosling, som kontaktede Numero og bad om tilladelse til at bruge sangen i Blue Valentine (hvor Dean spiller ukulele for Cindy og synger bl.a. sin egen »Unicorn Tears« ). Da filmen fik premiere, og begejstringen for sangen greb om sig, gravede en dedikeret journalist fra Columbus Dispatch  i mysteriet. »You and Me« var skrevet af Jay Robinson, som havde arbejdet for Prix nogle år tilbage i tiden, da sangskrivere sad på et kontor og havde fast ansættelse. Han fik aldrig succes og forlod efterhånden musikken og blev kok. Robinson døde i 2009. Hans enke, Gloden Robinson, huskede sangen, bare ikke i versionen med en kvindelig sanger. Det er stadig uklart, hvem Penny var, så royalties fra sangen er betalt til Gloden Robinson. Jeg har historien fra Toby Manning på The Guardian, som skrev den i 2011 med henvisning til Columbus Dispatch. Musikken i Blue Valentine er kærligt kurateret. Indiebandet Grizzly Bear leverer otte skæringer. Filmen tager sin titel fra Tom Waits-albummet med samme navn.

Blue Valentine. Instr.: Derek Cianfrance. Manus: Joey Curtis, Cami Delavigne og Derek Cianfrance. Foto: Andrij Parekh. 112 min. USA 2010. Dansk premiere: 05.08.2011

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ SF Studios/ TWC/ YouTube (clips)/ Lakeshore Records

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal [Zavvi Exclusive Steelbook | Limited to 2000 copies] 20.07.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.08.2011