Translate

Viser opslag med etiketten Weimar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Weimar. Vis alle opslag

onsdag den 1. marts 2023

Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals


JEG ER ET KAMERA
Den bedste moderne filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

BERLIN 1931. I Kit-Kat Klub går ceremonimesteren (Joel Grey) på scenen og beder publikum glemme kulden udenfor. Mens han præsenterer sine korpiger, klippes til Brian Roberts (Michael York), en ung britisk forfatter, som ankommer til byen. I Frøken Schneiders pensionat møder han den amerikanske sangerinde Sally Bowles (Liza Minnelli), der arbejder i Kit-Kat Klub. De forelsker sig, men hun vil også prøve lykken hos aristokraten Maximilian von Heune (Helmut Griem).
   Imens bliver nazisterne for hver dag en større magtfaktor, og i det mindste om ét kan de enes, Brian, Sally og Max: De hader Hitler og alt, hvad han står for. De elsker også hinanden alle tre. Sally bliver gravid og får foretaget en abort. Max bryder forbindelsen. Brian rejser. Nazisterne overtager Tyskland, men i klubben står ceremonimesteren stadig og byder gæsterne willkommen, mens ragnarok rykker nærmere. Af dette hårde stof skabte Bob Fosse i 1972 en af filmhistoriens sidste helt vellykkede musicals.



CABARET har et indviklet ophav. Englænderen Christopher Isherwood (1904-1986) boede i Berlin og så det sidste af Weimar Republikkens tid fra 1929-1932. Han skrev om sine indtryk i romanerne Mr. Norris Changes Trains (1935, da. Mr. Norris skifter tog) og Goodbye to Berlin (1939, da. Farvel til Berlin (1939), som efter krigen blev samlet i et bind med titlen The Berlin Stories (1945).*
    Goodbye to Berlin blev i første omgang til amerikaneren John Van Drutens skuespil I Am a Camera (1951), som fik premiere på Empire Theater i New York. Julie Harris havde rollen som Sally Bowles, og Christopher Isherwood blev spillet af William Prince. Der var endnu ingen Master of Ceremonies (»Emcee«), for man hørte kun om Kit Kat Klub som Sallys arbejdssted.
   Skuespillet bliver i Fraulein Schneiders pensionat, hvor karaktererne kommer og går. Det er i Van Drutens bearbejdelse, at kærligheden mellem Natalia Landauer og Fritz Wendel begynder at få særlig vægt. Aristokraten Maximillian er endnu en eksileret amerikansk rigmand ved navn Clive Mortimer. Der er i sagens natur ingen sange.



VAN Drutens skuespil kom i 1954 til Londons West End. Brødrene John og James Woolf – der havde hver sit produktionsselskab, Romulus Film og Remus Film, og samordnede aktiviteterne i det fællesejede Independent Film Distributors – købte rettighederne på vegne af Remus Film og begyndte at forproducere filmudgaven af I Am a Camera. John Collier skrev manuskriptet. Woolf-brødrene spurgte faktisk Christopher Isherwood, om han selv ville bearbejde romanen, men forfatteren var optaget af et andet projekt.
   I Am a Camera fik premiere i 1955. Henry Cornelius har instrueret, og Julie Harris gentager rollen som Sally Bowles. Laurence Harvey spiller rollen som »herr Issyvoo«, der endnu ikke er skildret som biseksuel. Den britiske filmatisering er på sin måde mere trofast over for ånden i Goodbye to Berlin. Blandt andet begynder den ligesom bogen med den berømte programerklæring: »I am a camera with its shutter open, quite passive, recording, not thinking.« [»Jeg er et kamera med lukkeren åbnet. Det er helt passivt, det ser og bevarer, men det tænker ikke.«]**



BOB Fosses film bruger flere elementer fra I Am a Camera, men tager udgangspunkt i teatermusicalen Cabaret, som åbnede på Broadhurst Theatre i New York i 1966. Forlægget var John Van Drutens skuespil, men i Joe Masteroffs manuskript til sceneudgaven bliver dørene til Kit Kat Klub slået op. Her er ceremonimesteren for første gang på scenen. 
   Joel Grey skabte sin signaturrolle i samråd med instruktøren Harold Prince (1928-2019). Julie Andrews sagde ja tak til rollen som Sally Bowles, men blev talt fra det af sin agent, som ville bevare stjernens familievenlige image fra Mary Poppins (1964) og The Sound of Music (1965). Jill Haworth (1945-2011) spillede Sally Bowles. Isherwood-karakteren blev i sceneversionen til en amerikansk forfatter ved navn Clifford Bradshaw.
   Som garant for autenticiteten medvirkede Lotte Lenya (1898-1981) i rollen som Fräulein Schneider. Kurt Weills enke havde selv stået på scenen i Weimar-tidens Berlin, bl.a. da Brecht og Weills Die Dreigroschenoper (da. Laser og pjalter) blev uropført i 1928. Her sang Lenya partiet som »Seeräuberjenny«, dvs. Sørøver-Jenny.



KOMPONISTEN John Kander (f. 1927) og tekstforfatteren Fred Ebb (1928-2004) skrev 20 sange til sceneversionen. Syv af dem indgår i filmen: »Willkommen«, »Two Ladies«, »Tomorrow Belongs to Me«, »Money«, »Married« , »If You Could See Her (The Gorilla Song)« og »Cabaret«. De skrev også flere nye numre, bl.a. »Mein Herr« og »Maybe This Time«, som bærer en pragtfuld montagesekvens. De nye filmsange blev senere passet ind i teaterversionen. Cabaret er på den måde et evigt work-in-progress.
   Bob Fosse, der om nogen kendte forskel på scene- og filmdans, skabte selv en formidabel ny koreografi. Han sørgede også for, at alle sange – med undtagelse af mobiliseringspastichen »Der morgige Tag ist mein/ Tomorrow Belongs To Me« og den lakpladeknitrende »Heirat« – blev fremført fra scenen i Kit-Kat Club. Musikken er gennemført diegetisk.

 

MODSAT de fleste filmmusicals foregår Cabaret ikke i en stiliseret virkelighed, hvor karaktererne fra tid til anden bryder ud i sorgløs sang og dans. Tværtimod tegnes Tyskland under nazisternes magtovertagelse uhyggeligt præcist. Man kan slet ikke undgå at lægge mærke til den generelle forarmelse i Berlin mellem krigene, for hvis klubben afspejler samfundets natside, rummer Fräulein Schneiders pensionat dets grimede dage i koncentrat. Værten, som i begyndelsen kan bede de nazistiske brunskjorter forlade sin klub, bliver straffet midtvejs i filmen. Da rummet for anden gang fryses i det blanke spejlloft over scenen, træder flere hagekorsarmbind frem af det grelle halvmørke.




GENNEM sidehistorien om kærligheden mellem rigmandsdatteren Natalia Landauer (Marisa Berenson) og gigoloen Fritz Wendel (Fritz Wepper) skildres jødeforfølgelsens ouverture meget effektivt, og inde i klubben sætter konferencieren samme tema under belysning, da han frier til en gorilla: »If you could see her through my eyes/ She wouldn’t look Jewish at all.«
   Det var beskrivelsen af antisemitisme og nazisme, som publikum i 1960erne og 70erne tog til sig. Lige så bemærkelsesværdig er skildringen af den trekantede kærlighed mellem Brian, Sally og Maximillian. Før Cabaret er nonbinære forhold og miljøer uvægerligt skildret med kitsch, camp og karikeret komik, hvis de belyses i mainstreamregi.    
   Den geniale figur, som rollelisten blot kalder »Emcee« eller »Master of Ceremonies«, var et element, som Fosse tog med sig fra sceneudgaven. Joel Grey modtog en Oscar for rollen og fik aldrig lov at glemme, hvilken mindeværdig indsats han ydede. Man må tro, at den alsidige skuespiller betragter Cabaret som en tvivlsom velsignelse. Frem til 1990 kunne man se ham i nye opførelser af Kander og Ebbs musical. Han har spillet rollen knap 3000 gange.



MENS Minnellis showstopper-sange vokser ud af Sallys forhold til Brian og Max, har Greys numre klar adresse til tiden: »Willkommen«, »Money«, »If You Could See Her« m.fl. er satiriske karateslag, som lægger sig i sporet efter Brecht og Weill.
 På scenen i Kit Kat Klub bliver ensemblet som koret i en græsk tragedie. Den kokette dekadence får hedonismen til at fremstå som et kærligt alternativ til nazisternes indskrænkede småborgerlighed. 
   Med sit kalkede ansigt smiler Grey til os. Han vrænger, blinker og grimasserer. Han véd, hvad vi begærer inderst inde. Og til slut lader Fosse ham knække sammen som en marionet, der har trådt sin dans og er færdig. Bag ham er bare mørket. Resten er tavshed, og på cafeerne vil stadig flere stemme i, når en lyshåret dreng trækker op i sine lederhosen og synger, at fremtiden tilhører ham.***
   Fosses film er et manende après nous, le déluge – Efter os kommer syndfloden. Den véd, at vi kender til gruen som fulgte. Isherwoods dagsbogsroman kunne i sagens natur ikke være så sikker, men ved afrejsen føler den skrivende, at »sporvognene, og folk på fortovet, og thevarmer-kuplen på Nollendorfplatz station har noget mærkelig fortroligt over sig, en slående lighed med noget man husker, noget som var godt og normalt engang i fortiden. De er som et vellignende fotografi.«



MINNELLI og York er begge så gode, at man længe forvekslede dem med store skuespillere. Hun synger bedre, end Sally gør i bogen, men er betagende sårbar som kvinden, der bliver fanget mellem klippen og et hårdt sted, da hun tror, at hun »kan styre« både Brian og Max. Der er en klassisk afskedsscene. Sally ser sig ikke tilbage, men vinker med en skødesløs håndbevægelse, da Brian står og ser hende gå. Alene for dén er man Minnelli evigt taknemlig.
   Scenografen Rolf Zehetbauer låner flittigt motiver hos systemkritiske kunstnere som Otto Dix og Georg Grosz, så det smager, lugter og føles som mellemkrigstidens Berlin. Det er fremfor alt i klipningen – Fosse var berygtet for sin maniske omhu – at filmens mange lag arrangeres, så ingen faktor føles tilfældig. Af samme grund kan man ikke kalde Cabaret en spontan film. Så Minnellis ofte overdrevne livfuldhed er for en gangs skyld velanbragt.



KATASTROFEMENNESKET Bob Fosse (1927-1987) var egentlig danser. Han debuterede som instruktør med Sweet Charity (1968), der bygger på Federico Fellinis La notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria). Fosse drev sig selv til det yderste. På den baggrund skabte han sin tredje store filmmusical, All That Jazz (1979, da. Det er showtime!), hvor Jessica Lange spiller Dødens Engel, og Roy Scheider har sit livs rolle som instruktøren.
   Det dokumentariske præg i den sort-hvide Lenny (1974), med Dustin Hoffman som Lenny Bruce, foregriber Martin Scorseses Raging Bull, mens Star 80 (1983), om foldeudpigen Dorothy Strattens død, er en tarvelig film til en tarvelig tid og som sådan bestemt ikke uden evner. I miniserien Fosse/Vernon (2019) bliver Fosse spillet af Sam Rockwell og Gwen Vernon af Michelle Williams. De første tre (af otte) episoder skildrer arbejdet med Cabaret.   
   Cabaret blev restaureret til 25 års jubilæet i 1997 og har været gennem alle formater cirka hvert femte år siden da. Filmen udkom på bluray i 2002. I anledning af 50-året fik den repremiere i amerikanske og britiske biografer i 2022.
   De fleste af spillerne lever endnu. Minnelli (f. 1946) er 76, dvs. 30 år ældre end hendes mor, Judy Garland, blev. Hun havde højt profilerede roller i Stanley Donens svindlerkomedie Lucky Lady (1975), Martin Scorseses musical New York, New York (1977) og Dudley Moore-farcen Arthur (1980), men der kom aldrig siden karakterer, som kunne måle sig med Sally Bowles. Sangkarrieren blev større end filmen. I 1989 nåede hun et nyt publikum med albummet Results, som Neil Tennant og Chris Lowe – dvs. The Pet Shop Boys – formgav og producerede. Minnelli blev sidst set på scenen (i kørestol) ved Oscar-ceremonien i 2022, hvor hun sammen med Lady Gaga motiverede Best Picture-prisen til CODA.



MICHAEL York (f. 1942) er 80 år nu. Det er et mysterium, at han ikke fik en mere distinkt karriere. Der fulgte ti år med hovedroller i store produktioner som den musikalske genindspilning af Lost Horizon (1973, da. Tabte horisonter), som Burt Bacharach og Hal David skrev gode sange til; Graham Greene-filmatiseringen England Made Me (1973); Richard Lesters to-delte take på Alexandre Dumas i The Three Musketeers (1973) og The Four Musketeers: Millady's Revenge (1974); Sidney Lumets version af Agatha Christies Murder on the Orient Express (1974, da. Mordet i Orient-ekspressen). Michael Andersons alt for sjældent sete Conduct Unbecoming (1975, da. Regimentets ære) var en fremragende »MeToo-før-MeToo«-skildring af historisk kvindehad i militæret. 
   Samme Anderson instruerede York i scifi-nyklassikeren Logan's Run (1976, da. Flugten fra fremtiden). Don Taylors take på H.G. Wells' The Island of Dr. Moreau, med Burt Lancaster som Moreau, må ikke forveksles med John Frankenheimers spektakulære flop fra 1996, der havde Marlon Brando i rollen. York bistod Marty Feldman i The Last Remake of Beau Geste (1977, da. Hvem pukler kamelerne for?), et spoof på nostalgiske imperietidsfilm, som komikeren selv instruerede i ånden fra Mel Brooks og Gene Wilder. Endelig var The Riddle of the Sands (1979, da. Gådefuld sejlads) en stemningsfuld antieffektfilm efter Erskine Childers' spionfortælling om forspillet til Første Verdenskrig.
    Alle er husket, flere er kult, hvis man har den rigtige alder. Efter 1980 gik det støt ned ad bakke i tvivlsomme internationale koproduktioner. Der var ingen sen renæssance på teatret. På tv blev York en slags special effect i romantiske serier. Det er lige før, at rollen som Basil Exposition i Mike Myers' robuste agentparodier om Austin Powers er hans mest markante i nyere tid.



JOEL Grey (f. 1932), som i skrivende stund er 90 år, spillede sidste gang Emcee i en stor Cabaret-genopsætning i 1987. Han har haft mange andre roller på scenen, men få i film, som var mindeværdige. En undtagelse er Philip Haas' filmatisering af The Music of Chance (1993, da. Tilfældets musik). Grey er perfekt til rollen som Willy Stone, der danner par med Charles Durnings tunge Bill Flower i Paul Austers absurdistiske skæbnefortælling.



*) For Isherwood, Stephen Spender, W.H. Auden og andre LGBTQ+-personer i 20ernes britiske queer-undergrund var hovedattraktionen ved Weimar Tyskland den frie kønsmoral og hedonistiske tidsånd. Om dét skrev han langt senere i selvbiografien Christopher and His Kind (1976, da. Christopher og hans kreds:1929-1939).


**) Christopher Isherwoods bog er citeret efter H.C. Branners 1939-oversættelse, som er brugt i alle danske udgaver frem til 2019. Da blev romanen nyoversat af Brian Dan Christensen og udgivet på Forlaget Turbine. 1955-filmen blev i alle territorier lanceret som en pikant komedie med dristigt frisprog. I Danmark distribuerede ASA »det straalende - og ikke helt artige lystspil« med titlen Jomfru i faareklæder. I Frankrig kunne publikum købe billetter til Une fille comme ça. Den politiske baggrund er knap nok antydet, salgsargumentet er Sally Bowles-karakterens frejdige promiskuøsitet. Det er en bemærkelsesværdig skæv lancering. 1950erne havde berøringsangst over for alt, som var relateret til Tyskland.


***) Jeg så Cabaret adskillige gange i 1972-73, da filmen var ny. Jeg var 16-17 år, og der var en håndfuld favoritter, mine venner og jeg så igen og igen. A Clockwork Orange, Slaughterhouse Five, Blazing Saddles og Don't Look Now var andre normative oplevelser, som måtte gentages jævnligt. Det kunne kun lade sig gøre i biografen, for end ikke video var udbredt endnu.
   I 1973 gik jeg i 2.g. på Christianhavns Gymnasium. Vi havde mediekundskab som pensum på forsøgsbasis og arbejdede blandt andet med at analysere nyhedsstrømmen på alle platforme over et døgn. Som noget nyt (og meget kostbart) kunne vi optage og afspille tv-nyheder. Det foregik på kraftige spolebånd, der var anbragt oven på hinanden i en tung, men dog transportabel maskine.
   Jeg blev samfundssproglig student i 1975. Da var krigen mellem de konkurrerende systemer, VHS og Betamax, så småt ved at tage fart. Som bekendt blev VHS-kassetter det dominerende format. Det var stadig dyre sager, men snart kunne det lade sig gøre at leje. Det gjorde man hos D.E.R. (Domestic Electric Rentals), som var en stor kæde i de næste ti år (og levede, tror jeg, frem til årtusindeskiftet). Min første hustru og jeg fik en videobåndoptager i 1976. Flere af båndene eksisterer og har ikke tabt kvalitet. Det grønlige skær var de født med.
   Digitale formater og streaming var årtier ude i fremtiden. Vi så Cabaret i biograferne Roxy og Rialto på Frederiksberg. Det var en rejse hver gang, for vi boede i Kastrup-Tårnby på Amager (og så naturligvis også filmen i Kastrup Bio). Hvad jeg vil frem til, er den særlige krølle på mobiIiseringssangen, som drengen fra Hitler Jugend synger i scenen, hvor Brian og Max sidder i traktørstedets biergarten efter deres udflugt. 
   I kopien, som blev vist i danske biografer, kunne man høre skuespilleren Oliver Colignon synge »Der morgige Tag ist mein« på tysk. Min ven Jesper og jeg (som ofte så filmen sammen) blev derfor skuffede, da vi splejsede til (og i en årrække skiftedes til at have råderet over) LP'en med filmens soundtrack. Her (og på senere OST-udgivelser) er det Mark Lamberts stemme, som synger »Tomorrow Belongs to Me« med engelsk tekst. Samme lydspor findes på samtlige dvd- og blurayudgivelser. Jeg tænker stadig på, om vi så en særlig europæisk kopi. I hvert fald gav sproget scenen ekstra prægnans, selv om lyden ikke passede til mundens bevægelser.

  
I Amazon Studios-serien The Man in the High Castle (2015-19), som bygger på Philip K. Dicks roman om en kontrafaktisk verden, hvor aksemagterne vandt 2. verdenskrig, og USA er opdelt i en japansk og tysk zone med et terrain vague i midten, fungerer »Tomorrow Belongs to Me« som en blanding af temasang og nationalhymne. Det nye arrangement er udført af Dominic Lewis. Sangen har altid været det mest kontroversielle nummer i Cabaret. Flere kritikere fandt det fantastisk, at et jødisk sangskriverpar ville skabe så formfuldendt nazistisk propaganda. Reaktionen var en inspirationskilde for Mel Brooks, da han skrev »Springtime for Hitler«  til The Producers (da. Forår for Hitler) i 1967. 
   
Cabaret. Instr.: Bob Fosse. Manus: Jay Presson Allen. Foto: Geoffrey Unsworth. 124 min. USA 1972. Dansk premiere: 27.10.1972.


Fotos: ABC Pictures Corp. & Allied Artists Pictures Corporation/ Cinematerial/ MoviestillsDB/ Filmgrab/ Penguin Viking/ Sony Music/ Wikipedia
Filmen streames ikke p.t. -  er udsendt på Blu-ray i mange formater 
Ajourført version af teksten i Verdens 25 bedste film (Munksgaard Rosinante, 1998) 

onsdag den 30. marts 2022

Erich Kästner: Fabian (1931/2021) [Bogen og filmen]


LARM I SPEJLET
Erich Kästners montageroman

Af BO GREEN JENSEN

JAKOB Fabian (Tom Schilling) er en ung mand med romantisk livstrang og realistisk tilpassede ambitioner. Han er egentlig altid i drift i dét felt, mellem to punkter på en pulserende skala, der forbinder praksis og ideal. Han er skiftevis stoiker og fatalist. Avisen er fuld af grusomme sensationer og dekadent statistik. Fabian skriver fin poesi og vælter sig rundt i det hele om natten.
   Han driver gennem dagene i Weimartidens Berlin. Krisen bider, og man fester for livet, mens ekstremister fra højre og venstre fører krig. Fabian ser til. På broen over floden bliver han standset af en krigsveteran med skamferet ansigt. Han hjælper sin chef med at skifte plaster på operationssåret. Han skal kaste op, men bider det i sig. Kniber det, tager han en galgenhumor i brug.
   Byen er fuld af alkohol, prostitution og morfinisme. På scenen i Kabaret Haupt står advokatfruen Irene Moll og råber til mændene, at de skal komme. Hun er nøgen under frakken og evigt beruset. Huslægen har mensurar under sminken og licens til at bære kjole. Verden er lys og mørk på en gang.


DET er en bizar tid, så hektisk og hovedløs, at kun montageformen kan holde den fast, føler Fabian. Der bliver stille i hans hoved, da han møder kærligheden i skikkelse af Cornelia Battenberg (Saskia Rosendahl), som arbejder i Babelsberg-filmstudierne. De unge mennesker elsker hinanden og lover at holde ud. Da det kommer til stykket, svigter hun ham.
   Jo mere Fabian gør det rette, jo skævere arter tingene sig. Hans ven tager sit liv på grund af en ondskabsfuld fejl. Fabian selv er som Voltaires Candide. Men han er atter på vej til Cornelia, da det sidste ironiske punktum bliver sat.
   Filmen om Jakob Fabian begynder i 2020 på U-banen under Heidelberger Platz. Kameraet følger med de travle hverdagsmennesker, som findes i alle farver og faconer. De går under broen og op ad trappen til solen. I modsat retning kommer rejsende fra Berlin i 1931. Det er sådan, at nu og da flyder sammen. Her begynder fortællerstemmen, som tilhører instruktøren Dominik Graf (f. 1952), at læse højt af romanen om Fabians tid.



FORFATTEREN Erich Kästner (1899-1974) kom selv til Berlin i 1927. Da var Weimarrepublikken ved at gå til i økonomisk krise og den politiske krig mellem nazister og kommunister. Kästner kom fra en opvækst i Dresden, hvor han blev trænet som soldat, skønt han aldrig nåede til fronten, og en halvhjertet studietid i Leipzig. For ham var Berlin til det sidste »den mest interessante by.«
   Han skrev digte, viser og filmmanuskripter, alle slags tekster til døgnet, fordi han ville leve som forfatter. Det blev muligt, da Emil og detektiverne udkom i 1927. Børnebogen er oversat til 60 sprog. Det var en krimi, der tog tiden ind. Han fulgte den op med flere af slagsen – Pünktchen und Anton (1931) og Das fliegende Klassenzimmer (1933) – som nød og nyder stor succes. Han sagde op som tekstforfatter og kunne herefter give sig natten i vold.


KÄSTNER skrev sin bog om kunstneren Fabian i 1931. Den føjer sig smukt til en håndfuld storbyromaner fra perioden: Franz Hessels Heimliches Berlin (1927), Vicki Baums Menschen im Hotel (1929), Gabriele Tergits Käsebier erobert den Kurfürstendamm (1931), Hans Falladas Kleiner Mann – was nun? (1932). I dag er de alle så godt som fortrængt af Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz (1929), som Kästner selv beundrede.
   Fabian er den anden store skildring af Berlin i Weimar-tiden. Bogen har som ekstra handicap, at den skal konkurrere med Emil og detektiverne. Den udkom senest på dansk i 1981 i Herbert Steinthals oversættelse.



FILMEN sætter lighedstegn mellem Fabian og Kästner. I et klart øjeblik i begyndelsens kaos skriver Fabian på et digt, der ser tilværelsen som en togrejse: »Vi rejser alle i samme tog/ mod en nutid vi ikke kan se./ Man kikker ud. Er lige klog./ Vi sidder alle i samme tog./ Flest i den forkerte kupé.«
   Det er Kästners »Das Eisenbahngleichnis« (»Jernbanelignelsen«) – her citeret i Jesper Jensens oversættelse – som han fik trykt i Simplicissimus i 1931 og samlede op i Doktor Erich Kästners Lyrische Hausapotheke (1936). På dansk er de bedste af Kästners digte samlet i udvalget Larm i spejlet (1996).
   Også for Kästner var Fabian et halvt selvportræt. Han betoner dog den satiriske overdrivelse i et forord fra genudgivelsen:

»Den foreliggende bog, som skildrer tilstande i storbyen fra dengang, er ikke noget poesi- eller fotografialbum, men en satire. Det beskriver ikke det som var, men den overdriver. Moralisten plejer jo ikke at holde et spejl op for sin tid, men et vrangspejl. Karikaturen, et legitimt kunstmiddel, er det yderste, han formår.«
   
Kästner vidste, hvad han ville med romanen: 

»Den oprindelige titel, tillige med nogle stærke kapitler, som bogens første forlægger ikke tillod, lød »Vi går i hundene«. Dermed skulle det allerede på bogomslaget gøres tydeligt, at romanen forfulgte et bestemt mål: Den ville advare. Den ville advare for den afgrund, som Tyskland og dermed Europa nærmede sig. Den ville i sidste minut med tilsvarende, og det kunne i dette tilfælde kun betyde med alle midler, tiltvinge sig ørenlyd og eftertanke.«

DET samme vil filmen i sandhed: de første tre kvarter er en uafbrudt krattende, skrattende, hviskende, slæbende, ridset og springende kaosmontage, der følger med Fabian gennem hærværkets Berlin. Først da han møder Cornelia i garderoben på Haupt, falder der ro over filmen. Graf lader fortælleren tælle ned: Kærligheden begynder om ti minutter. Så fem minutter. Så to. Det sker, og der bliver stille som efter vedvarende larm.


FRA Kästners hånd var romanen et by- og tidsportræt. Og i tilbageblik især en forklaring. Da Fabian bliver slettet af skæbnen, er han netop nået til erkendelsen af, at »han var født og bestemt til tilskuer og ikke, som han i dag stadig troede, til aktør i verdensteatret.«
   Kästner blev i Tyskland under krigen. Her førte han en dagbog, som blev udgivet med titlen Notabene 45 i 1961. De sidste 30 år af sit liv boede han i München. Kästners bøger blev brændt i 1933, men det var digtene og kabaretteksterne. Selv nazisternes børn læste Emil og detektiverne.
   For Kästner var det vigtigste at være et vidne. Han modsatte sig en filmudgave. Formentlig ville han ikke forstyrre billedet af den rare børnebogsforfatter, som modtog H.C. Andersen Medaljen i 1960. Fabian blev første gang filmatiseret i 1980.


MEN Kästner ville have sat pris på Dominik Grafs film. Bogen deler DNA med de øvrige montageromaner fra Weimar. Filmen er skåret af det samme stof som Fassbinders filmatisering af Berlin Alexanderplatz og af det nye syn på Weimartiden, som kommer til udtryk i Berlin Babylon. Fabian og Cornelia er næppe til at skelne fra Gereon Rath og Charlotte Ritter i tv-udgaven af Volker Kutschers bøger. De er den samme slags sonder i det samme miljø.
   Graf bruger ikke Fabians sidste indsigt. Filmen følger ellers bogen loyalt. Hos Kästner er den ironiske slutning kogt ned i én linje. Graf bruger lidt flere billeder til at vise, hvad der fulgte i afgrunden, som Tyskland var væltet ned i.
   Tre timer er lang tid at sidde stille. Her er de virkelig godt givet ud.

Se også Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Stefan Zweig: Skaknovelle (1942/2021) [Bogen og filmen]; To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen] + Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals.

Fabian oder Der Gang vor die Hunde (Fabian – Going to the Dogs). Instr.: Dominik Graf. Manus: Dominik Graf, Constantin Lieb. Foto: Hanno Lentz. 176 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 20.01.2022.

Fotos: Lupa Film [Hanno Lentz]/ DCM/ ZDF/ ARTE France/ Amilux/ Studio Babelsberg/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Leonine Films 14.01.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.01.2022 .

mandag den 3. maj 2021

To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]


DEN TREDJE EROBRING
Alle moderne Berlin-bøgers ophav

Af BO GREEN JENSEN

BURHAN Qurbanis filmatisering af Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz fik premiere på Berlinalen i 2020. Der var delte meninger, både om ideen – en modernisering af materialet – og det kunstneriske resultat. En ældre (og virkelig god) græsk kollega kunne ikke mindes en film, han havde hadet mere inderligt.
   Romanen fra 1929 er Weimar-skildringen par excellence. Alle bøger om de års Berlin, fra Christopher Isherwoods Farvel til Berlin (forlægget for musicalen Cabaret) til Volker Kutschers krimier om Gereon Rath (forlægget for tv-serien Babylon Berlin), har spor af dens DNA. Selv var Döblin inspireret af Berlin – die Sinfonie der Grosstadt, Walter Ruttmans billeddigt fra 1927. Han ville gerne se sin bog på film.
   Det lykkedes allerede i 1931 – med Phil Jutzi som instruktør, Döblin selv som medforfatter og Heinrich George i rollen som Franz Biberkopf - men for det kritiske publikum er teksten blevet synonym med Rainer Werner Fassbinders tv-dramatisering fra 1980. Med en spilletid på 15 timer får den alle lag i værket med og tilføjer selv en række motiver.*


QURBANI har én radikal idé. Den er til gengæld ny og god. Han lader Francis (Welket Bungué) være en menneskesmugler fra Guinea-Bissau, der kommer til Tyskland som illegal indvandrer. Altså en mand med sort hud i en meget hvid verden og en fremmed i et fremmed land.
   Fassbinders fortæller – instruktøren læste selv op af Döblin – er erstattet af en kvindestemme, som tilhører den prostituerede Mieze (Jella Haase). Hun siger, at vi vil se manden falde tre gange i et forsøg på at blive god. Til slut vil byen sørge for, at han ender under hjulene.
   Francis bliver da til Franz. Herfra er filmen en stemningsfuld rejse gennem dagens Berlin, hvor de bedste væsener er transkønnede natdyr. De værste er psykopater som Reinhold (Albrecht Schuh), Franz’ nemesis og skæbnetvilling. Han er i denne version blevet værre – og mere åbenlyst forelsket i sin protegé.
   Filmen henvender sig til et nyt publikum. Gamle kritikere kan savne Günter Lamprecht, Gottfried John og Hanna Schygulla. Men man skal ikke være blind for, at Fassbinders monumentale fortolkning er tv i »man-skulle-vist-være-der« kategorien. For yngre mennesker kan det ligne en stor klump ufordøjelig tekst – til og med filmet i dårlige farver.



ALFRED Döblin (1878-1957) var læge, politisk aktiv litterat og forfatter. Der er 21 bind i de udvalgte værker, som afspejler brydningstiden, han skrev i. Han elskede anarkiet i Weimar, som han kaldte »et eksperiment uden brugsanvisning«. Især var han betaget af moderne menneskers hverdag.
   Værket spænder fra sart impressionisme i Mordet på en smørblomst (1913) til utopisk science fiction i Bjerge, have og kæmper (1924). Döblin var jødisk og tog til Paris allerede i 1933. Efter hovedværket følger mere traditionelle bøger. Ingen af dem ligner storbyromanen, som gav genlyd verden over.
   I Berlin Alexanderplatz realiserede han tanken om et nyt sprog, en kaotisk dialekt, der lignede døgnets og gadens jargon. Som Thorstein Thomsen skriver i forordet til den seneste danske udgave: »Dette nye sprog kan man for så vidt godt sige, Döblin har opfundet i Berlin Alexanderplatz, men jeg vil tillade mig at tvivle på, at det er et sprog, arbejderklassen tog til sig.«


DET gjorde Weimars mandariner derimod. Kulturkritikeren Walter Benjamin satte pris på den vilde musik med det samme: »Bogen er et monument over det berlinske, fordi kunstneren ikke lagde vægt på at forholde sig hjemstavnskunstnerisk, appellerende til byen. Han taler ud fra den. Berlin er hans megafon.«
   Döblins nyskabelse var montagen. Han blander bibelcitater, officiel statistik, reklameslogans, køreplaner, avisoverskrifter og sangtekster sammen med Franz Biberkopfs historie, der til og med er pakket ind i ironiske titler og henvendelser. Döblins bog befinder sig, skrev Benjamin, på »den gamle borgerlige dannelsesromans yderste, svimlende, sidste, mest fremskudte niveau.« Effekten er forbløffende filmisk.


DER er alt dette syngende liv i romanen. Fordi filmen har mindre tid, kan den ikke i samme grad som tv-føljetonen give sig hen til montagen. Opremsningen overlever i scener, som får særlig vægt og betydning. Fassbinders abstrakte fortæller holdt afstand. Jella Haases stemme besjæler historien.
   Qurbanis film kunne være en hårdkogt fortælling, som omsatte alting til action og kun lod os se det episke lag. Det er faktisk rørende, at han strækker sig så langt for at bevare poesien og evighedsperspektivet, i stedet for at drukne de gamle ting i social relevans. Netop derved lever Berlin i historien.


FOR Fassbinder, som arbejdede i det opdelte Tyskland, var identifikationen med Franz af mere betydning end tiden og stedet. I et essay om »Menneskets byer og dets sjæl« skriver han:
   »Igen og igen blev jeg – og jeg tror det gælder for enhver læser – næsten tvunget til at forholde mig til mig selv, til min egen virkelighed, til analysen af min egen realitet. For øvrigt et krav, som jeg ville stille til ethvert kunstværk.«
   Döblin og Fassbinder delte en dyb foragt for dannelseskulturen. Qurbani og Döblin har livet og byen til fælles. Lidelsen og kærligheden. Trumfen er selvsagt det bankende hjerte og pladsen, som stadigvæk ligger i byen: »Ellers er der meget at se her på Alex, men hovedsagen er, at den endnu er der.«
   Vi ved, hvad vi ved, vi har måttet betale dyrt for det. Den nye film er værd at se. De gamle er der stadigvæk.

RIP Thorstein Thomsen 1950-2021


*) Fassbinders monumentale miniserie er udsendt adskillige gange i alle formater. Den bedste udgave er nok blu-ray-bokssættet fra The Criterion Collection (2007). Der er ganske vist mere stof om Fassbinder i de europæiske udgivelser. Jeg er den lykkelige ejer af den nummererede arkivmappe, som udkom i 2006, da serien blev remastereret og fik nyt liv som 
»En film i 13 dele med en epilog«. Boksen er foret og polstret. Hver side i mappen er forstærket med stålkanter, og Christian Braad Thomsens biografi om Fassbinders liv og kunst indgår som ekstramateriale. Mit eksemplar er #1784. Men i Criterion-sættet indgår Phil Jutzis 1931-film i fuld længde. Nyeste udgave er Second Sight-bokssættet fra 2018, hvor Christian Braad Thomsens spillefilmslange dokumentar Fassbinder - at elske uden at kræve (2015) er bonusmateriale. Det er i stigende grad epilogen, en to timer lang episode med Fassbinders personlige riff på Biberkopf-skikkelsen og Tyskland i det 20. århundrede, som tiltrækker sig opmærksomhed. Epilogen er et Fassbinder-værk i sin helt egen ret.


Alfred Döblin: Berlin Alexanderplatz. Die Geschichte vom Franz Biberkopf. 735 s. Faksimile af 1929-udgaven i reduceret lommeformat. Fischer TaschenBibliothek, 2013.

Alfred Döblin: Berlin Alexanderplatz. Fortællingen om Franz Biberkopf. Oversat af Johannes Weltzer og Ulrich Knigge. Med forord af Thorstein Thomsen. 440 s. Rosinante, 2013. 

Berlin-Alexanderplatz – Die Geschichte Franz Biberkopfs. Instr.: Phil Jutzi. Manus: Alfred Döblin, Karl Heinz Martin, Hans Wilhelm. Foto: Nicolas Farkas, Erich Giese. 90 min. Tyskland 1931. Dansk prtemiere: 19.10.1931

Berlin Alexanderplatz. Instr. og manus: Rainer Werner Fassbinder. Foto: Xaver Schwarzenberger. 931 min. (Vest)Tyskland-Italien 1980. Dansk premiere: 07.01.1081 (tv); 13.08.2003  

Berlin Alexanderplatz. Instr.: Burhan Qurbani. Manus: Martin Behnke, Burhan Qurbani. Foto: Yoshi Heimrath. 183 min. Tyskland 2020. Dansk premiere: 03.12.2020


Fotos: Sommerhaus Filmproduktion/ Kino Lober/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Internationale Filmfestspiele Berlin
Berlin Alexanderplatz (2020) streames på Blockbuster, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Kino Lorber 31.08.2021
Berlin Alexanderplatz (1980) streames ikke i DK
2K Blu-ray fra Second Sight (UK Version) 23.07.2018
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #411) 12.02.2019
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.12.2020