Translate

Viser opslag med etiketten diktatur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten diktatur. Vis alle opslag

mandag den 4. april 2022

Idi Amin: The Last King of Scotland (2006)


DEN KARISMATISKE DIKTATOR
Nærbillede af en narcissistisk despot

Af BO GREEN JENSEN

SKOTLAND 1970. En fremtid med kronisk udsigt til regn virker lige så klam som forældrene, der begge ligner syltede agurker, men beslutter at slå gækken løs og skænke spiritus til middagen, fordi husets søn har taget sin embedseksamen. Herfra kan han følge i faderens spor og blive læge, hvor kragerne vender.
   Det er ikke den slags liv, som Nicholas Garrigan (James McAvoy) har i tankerne. Han vil skrige – og gør det bogstavelig talt, da han senere ligger og funderer på sengen i sit gamle værelse. Nicholas er beruset, stjernerne tindrer og lokker. Han sender da den lysende globus i spin og beslutter – efter prosaiske nedslag som ikke kan bruges – at fæste sin lid til Uganda.
   Allerede i titelsekvensen er den unge mand da på vej mod eventyret, i en overfyldt bus, som rumler og giver sig, mens det farvestærke landskab passerer. Prologen er mere end pittoresk atmosfære. Manuskriptforfatterne Peter Morgan (The Queen, The Crown) og Jeremy Brock (Mrs. Brown) har ændret fortællerens væsen i forhold til det litterære forlæg. I Giles Fodens roman fra 1998 er Nicholas mindre fandenivoldsk. Han er faktisk så bleg, at han næsten forsvinder.



I KEVIN Macdonalds film er han glubende sulten, en fribytter som æder alle slags oplevelser, ikke mindst når de er af seksuel karakter. I bussen får han og en yngre kvinde et godt øje til hinanden. Hun vækker ham, da de når hendes landsby, og Nicholas går med ind i seng. Vist er The Last King of Scotland en hvid film, der betragter den sorte livsvarme med en blanding af forfærdelse og længsel, men her er ingen overtoner af bedrevidende resignation. I Nicholas’ øjne er den afrikanske måde mindst lige så god som den europæiske.
   At Nicholas drives af eventyrlyst, gør ham ikke til en dårligere læge. Han installeres i den hårdt trængte praksis, som missionærparret Merrit (Adam Kotz og Gillian Anderson) driver for meget små midler. Skotten tager hårdt fat, vinder anerkendelse i området og arbejder på at forføre Sarah Merrit, der modsat sin mand ofte tvivler på projektet. Alt forløber planmæssigt, indtil Nicholas møder Idi Amin.



HER bliver filmen for alvor sin egen og noget i stil med det portræt af en karismatisk diktator, som man sædvanligvis finder i kulørte historiske rekonstruktioner.
   General Idi Amin Dada (1925-2003) er kejser Nero, Hermann Göring og Josef Stalin i ét: en farlig dreng, som leger i haven; en hæmningsløs pragmatiker, der fjerner sine fjender; en despot, som har grund til at være paranoid. Sarah og Nicholas overværer talen, som markerer hans magtovertagelse. Folkehavet syder af begejstring. Også Nicholas er imponeret, mens Sarah ser til uden glæde. Hun ved, hvad der venter Uganda.
   Fordi synsvinklen er Nicholas’, kan filmen forsvare at forelske sig i Amin. Illusionen fungerer i kraft af Forest Whitakers formidabelt livagtige indsats som den utilregnelige og af og til også hjerteskærende menneskelige diktator, der kan måle sig med de største og værste, når det gælder politisk udrensning, magtmisbrug og forbruget af mennesker generelt. Han ligner sådan set ikke Amin, men i løbet af filmen bliver han Amin.



THE Last King of Scotland er ikke den første dans om tyrannen, som var fast gæst i 1970ernes tv-nyheder. Amin selv stillede beredvilligt op til Barbet Schroeders portrætfilm General Idi Amin Dada (1978), hvor han viste sin verden og sit væsen frem på samme gavmilde måde, som Nicholas i Macdonalds film bliver introduceret til excessernes hof.
   Schroeder klippede to versioner. Den autoriserede udgave var pensum i Uganda, mens det længere director’s cut, som fik premiere i USA og Europa, viste mindre flatterende sider af statslederen. Som selvportræt er filmen både klassisk, grotesk og fantastisk. 
   I fiktionssammenhæng er Amin blevet fremstillet af Julius Harris i tv-filmen Victory at Entebbe (1976); af Yaphet Kotto i Irvin Kershners Raid on Entebbe (1977) og af Mark Heath i Menahem Golans israelske Mivtsa Yonathan (1977, eng. Operation Thunderbolt).
   Sidstnævnte er især mindeværdig for Klaus Kinskis maniske indsats som flykaprer. Et regulært fabelvæsen blev diktatoren i Sharad Patels britisk-kenyanske spekulationsfilm Rise and Fall of Idi Amin (1980), hvor han spilles af Joseph Olita. Olita repeterede rollen i periferien af Mira Nairs hjertevarme Mississippi Massala (1991), som følger en indisk familie på flugt for Amin.
   Det er ikke umuligt, at Amin var smigret over respekten, som man viste hans grusomhed i de nævnte titler. Amin er langsomt – endelig – ved at blive glemt, i hvert fald i vores del af historien, hvor nye rædsler trænger sig på hele tiden. Han bliver spillet af Nonso Anozie i José Padilhas 7 Days in Entebbe, som konkurrerede på Berlinalen i 2018. Også her er fokus på psykologien og den interne konflikt hos de palæstinensiske og tyske terrorister, som bliver spillet af bl.a. Daniel Brühl og Rosamund Pike.



DEN skotske læge er vidne til diktatorens liv i et afgrænset tidsrum, fra magtovertagelsen i 1971, hvor Amin med britisk bistand styrtede den korrupte Milton Obote, til sommeren før mørket i juni 1976, da Amin lod et kapret Air France-fly med israelske passagerer lande i Entebbe og købslå om gidslernes liv med den ugandiske lufthavn som base.
   Aktionen var resultatet af et samarbejde mellem PLO og Rote Armee Fraktion. Den sluttede natten til den 4. juli, da israelske specialstyrker befriede gidslerne. Uganda forsøgte at få FN til at fordømme israelernes angreb, men mødte ikke forståelse for sit synspunkt. Amin tabte ansigt og mistede megen af den goodwill, som han fortsat nød i verdenspressen for sin karisma, sit lejlighedsvise politiske klarsyn og sin høje underholdningsværdi.
   Efter Entebbe regerede Amin yderligere tre år, stadig mere blodtørstig og verdensfjern. Med hjælp fra libiske tropper prøvede han at annektere Kagera-provinsen i Tanzania. Uganda tabte krigen mod Tanzania, og i april 1979 måtte Amin forlade Kampala. Han søgte ly hos sin soul brother, oberst Khadafi, og gik siden i eksil i Saudi-Arabien, hvor han havde status som »regeringens gæst« til sin død. Amin blev aldrig sigtet for sine forbrydelser. Man anslår, at han fjernede henved 300.000 politiske modstandere.



VED et meningsfuldt tilfælde bliver Nicholas diktatorens betroede favorit. Han forbinder statsmandens håndled og tager livet af en klagende ko. Lægens skotske baggrund er dog den udslagsgivende faktor. Amin er produkt af et Commonwealth, der hader imperiet i midten. To af hans sønner med hustruen Kay bærer navnene Campbell og Mackenzie.
   Amin har flere hustruer og praler af at være far til 18 børn. Det er imidlertid noget særligt med Kay. En af drengene er epileptiker, og Amin prøver gerne at gemme ham væk. Hans skotske fetichisme er ikke fri for en vis ironi. Diktatoren bærer kilt, hævder at være »King of Scotland« og mobiliserer en surrealistisk koropførsel af »Loch Lomond« til ære for lægen.


NICHOLAS flytter ind i paladset. Han tror, at han gør en betydelig forskel, men tager ofte fejl, når han aflæser magtstrukturen. Gode mænd dør som en direkte følge af Nicholas' misforståede omsorg. At få sat ansigt på sine svigt gør ham blot mere afvisende over for de væselagtige britiske diplomater, som håber at kunne styre den dræberklovn, de har givet magten. Amin tror, at dommens time er kommet, da hans mave svulmer op og gør ondt. Nicholas kurerer hans trommesyge på stedet. Fra da af er de to mænd som brødre.
   Begyndelsen til enden kommer, da Nicholas forelsker sig i Kay Amin (Kerry Washington). Flere har fundet det usandsynligt, at et så udsat og umage par ville give efter for nok så megen lidenskab, når de kendte diktatorens flair for tortur. Måske netop derfor, i kraft af en afmagt, er forbindelsen ikke helt utroværdig. Mere fantastisk virker Nicholas’ evne til at se bort fra, hvad der foregår i landet. Han tror til det sidste, at han er med til at rejse et afrikansk Jerusalem. Han betaler for sit forræderi. Kay Amin betaler dog mere.


The Last King of Scotland er værd at se for Whitakers tour de force, men også for det fandenivoldske fundament, hvor portrættet af diktatoren er forankret. Kevin Macdonald, som instruerede One Day in September, den fine dokumentarfilm om terroraktionen ved OL i München i 1972, har sans for ironierne i manuskriptet. Anthony Dod Mantle, tidligere husfotograf for Lars von Trier, får både farverne og frygten, fryden i selve bevægelsen med.
   Afrika-billedet er mere vitalt end i mange velmenende problemfilm. Bagefter spørger man måske en passant, hvad vi egentlig lærer af filmen. Sikkert ikke meget og sikkert ikke nok. At magt korrumperer? At moralske grænser altid flyder? At vi ikke er, hvad vi føler os som, men hvad vi gør og hvad vi ligner for alverden. Det er sikkert sagt før og bedre, men man hører det gerne igen.

Forest Whitaker modtog en Oscar for Best Performance by an Actor in a Leading Role ved Academy Awards-ceremonien i 2007. Han fik Best Actor-prisen ved de britiske BAFTA Awards. 


The Last King of Scotland. Instr.: Kevin Macdonald. Manus: Peter Morgan og Jeremy Brock. Foto: Anthony Dod Mantle. 123 min. USA-UK 2006. Dansk premiere: 02.02.2007.


Fotos: Fox Searchlight Pictures/ DNA Films/ FilmFour/ UK Film Council/ Scottish Screen/  The Criterion Collection/ Faber and Faber
Filmen streames på Apple TV; Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Movies
2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) 24.02.2018
Anmeldelsen trykt  i Weekendavisen Kultur 02.02.2007

torsdag den 17. marts 2022

Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/Madres paralelas (2021)


NÅR GRAVENE BLIVER ÅBNET
Sanselig soning og fin feminisme

Af BO GREEN JENSEN

FORBINDELSEN knyttes tilfældigt, men det får vidtrækkende konsekvenser, da to spanske kvinder mødes på barselsgangen. Janis (Penélope Cruz) på 40 og Ana (Milena Smit) på 18 skal begge føde for første gang. De deler stue og falder naturligt i snak. Begge får velskabte døtre.
   Fotografen Janis ser frem til at blive mor. Det er sent, men det skal nok blive godt. Barnets far er Arturo (Israel Elejalde), som er retsmediciner og antropolog. De mødes i første scene af Pedro Almodóvars film nr. 22, som markerer et 40 års-jubilæum for instruktøren. Janis tager fotos til et interview, men bagefter har hun en personlig forespørgsel. Arturo arbejder for den historiske komité, der åbner massegravene fra Den Spanske Borgerkrig.



JANIS voksede op hos sin mormor. Alle i landsbyen ved, hvor graven med mændene er. Janis tilbyder Arturo opgaven, og de fatter sympati for hinanden. Der er måske et anstrøg af sex som valuta i transaktionen. I hvert fald lover Arturo, som har en kræftsyg hustru, at han vil arbejde for at få graven åbnet.
   Janis vil gerne være en god mor alene. Det har kvinderne i familien altid været, og hun nærmer sig livsfasen, hvor kontinuitet får betydning.
   For Ana er graviditeten én ulykke mere i tilværelsen, der hidtil har været en stor skuffelse. Pigens mor er skuespiller. Hos Almodóvar bliver der altid citeret. Her er det en monolog fra Federico Garcia Lorcas Frøken Rosita (1935), som Aitana Sánchez-Gijón fremsiger. Hun har igen ikke tid til sin kvæstede datter.
   Parallelle mødre foregår nu, men de historiske lag og markører er altid i billedet: 1930rnes borgerkrig, udrensningen af dissidenter og de 40 år med diktaturet. Almodóvar tilhører den første generation efter Franco-epoken. Han var forrest i feltet, da strømningen »La Movida Madrileña« begyndte. De satiriske tekster om Patty Diffusa og film som Pepi, Luci, Bom og de andre (1981) var centrale for frihedskulturen.


PEDRO Almodóvar (f. 1949) bliver stadig forbundet med de stiliserede genrestykker – han kalder dem »popfilm« – der gav ham et stort navn i 1980erne. Han var tidligt ude med queer cinema og en kønstematik, som nu forekommer profetisk. Dengang blev det set som manerer og stilgreb.
   I de første værker castede han Victoria Abril som en erotisk spøg-og-skæmt effekt. Et lille ensemble tog form. Fra og med Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988) var Almodóvar et verdensnavn. Penélope Cruz og Antonio Banderas begyndte i hans film. Det var naturligt, at begge vendte tilbage i den selvbiografiske Smerte og ære fra 2019.
   Med Min hemmeligheds blomst (1995) og Alt om min mor (1999) kom Almodóvar til det modne melodrama. Herefter aftog satiren. Med den svimle farce om De elskende passagerer (2013) som undtagelsen, der bekræfter en regel, er det faktisk tyve år og ti film siden, at instruktøren har dyrket den selvironiske, kønspolitiske camp, som mange stadig kender ham for.
   Der har været psykologiske genrestykker – Tal til hende (2002) og Huden jeg bor i (2011) – og to melankolske autofiktioner: Dårlig dannelse (2004) og Smerte og ære. Ellers er værkerne efter 2000 en serie af feministiske kvindeportrætter: Volver (2006), Brudte favntag (2009), Julieta (2016).



ALLEREDE i Brudte favntag ser man en plakat for Parallelle mødre. Den hænger på væggen hos Lena, som er Cruz’ karakter i den film. Almodóvar siger, at han gik i årevis med ideen. Han ville fejre kvindernes bånd og lade generationerne mødes. Det var vigtigt at give dem hemmeligheder.
   Parallelle mødre handler om sandheder, der graves fri. Der er mere undertekst end sædvanligt, og især er der mere realpolitik. Jeg skal ikke afsløre vilkåret, som besegler kvindernes skæbne. Men fortielsen har betydning. Først da en hemmelighed er røbet, kan reaktionerne på det fortrængte begynde. Her bliver filmen stille og klar.


FILMENS bærende drift er dog trangen til at tale ud. 140.000 personer forsvandt under Franco. Som ung ville Almodóvar bare videre. Til det britiske filmtidsskrift Sight and Sound siger han: »Vi havde for travlt med at fejre vores frihed til at tænke på massegravene. I 1978 ville jeg bare have det sjovt og tale om det nye Spanien, som slet ikke lignede det gamle.«*
   Nu er instruktøren 72, og der skal tales om gravene, uanset hvad det koster. Det lægger ganske vist en hinde af dogme og plan over det menneskelige drama i Parallelle mødre. Omvendt er filmens sidste kvarter en mesterlig og befriende udredning af de koncentrerede traumer. Slutbilledet er blandt de smukkeste, som husfotografen José Luis Alcaine har skabt til Almodóvars film.



ELLERS er alt ved det gamle: den farverige bolig; lange samtaler i det varme spanske køkken; naturlig og sanselig elskov. Atmosfæren af affolkethed har med filmens tilblivelse at gøre: Parallelle mødre blev optaget i 2021, da COVID-19-restriktionerne stod ved magt. Scenerne fra marken, hvor der graves, får af samme grund en særlig taktil kvalitet. Man mærker endelig solen og vinden.
   De glemte grave er åbne igen. Fortiden kan måske ikke sones, men den kan heller ikke ties ihjel. Almodóvar slutter filmen med et citat fra Eduardo Galeano: »Ingen historie er stum. Uanset hvor meget de brænder den, knuser den og lyver om den, nægter menneskets historie at holde mund.«**
   Tiden, som var, bliver ved med at tikke inden i tiden, som er. For Almodóvar er denne film noget så sjældent som et politisk værk med et budskab. Som melodramatiker har han af og til lignet et uægte barn af Luis Buñuel og Douglas Sirk. Her er han endelig mesteren selv.



*) I Sight and Sound March 2022, Volume 32, Issue 2 ss.38-47 har Maria Delgado en lang samtale med Almodóvar, der taler åbent om arven efter Franco-tiden og hele filmværket. Det er aldrig lykkedes mig at få et interview med instruktøren. Tættest på kom jeg i Cannes i 2009, da Brudte favntag blev præsenteret. Almodóvar beklagede og sagde, at han ikke selv styrede dagsplanen. Jeg var i stedet en af 17 journalister, som interviewede Penélope Cruz ved, hvad der skulle have været en rundbordssamtale på 20 minutter. Hun kom for sent og sad midt i virakken i 12 minutter. Hun svarede yderst henholdende på en styrtregn af fremråbte spørgsmål, som kun havde lidt med filmen at gøre. Vi sad på Hotel Carltons strandrestaurant. På vej tilbage til hotellet blev Cruz jaget af fotografer og fans. Hun var sammen med sin datter og snublede på vej over La Croisette. Det kan ikke have været morsomt. Efterfølgende gik alle hjem og skrev, at de havde talt med Penélope Cruz i Cannes. Journalistik er somme tider et cirkus. Især når det gælder topstyrede junkets, der alene handler om lancering. 

**) Uruguyaneren Eduardo Galeano (1940-2015) udviklede et dokumentarisk format, som kombinerer historisk praktis og journalistisk metode med filosofisk eftertanke og fiktionens virkemidler. Trebindsværket Memoria del fuego (1982-1986, da. Ildens erindring) fortæller i almanakform historien om de amerikanske kontinenter før, under og efter den europæiske kolonisering. Galeano blev eksileret i 1973, da hæren tog magten i Uruguay. I Argentina skrev han Las venas abiertas de América Latina (1971, da. Latinamerikas åreladning), som kortlægger baggrunden for de fascistiske statskup i Chile og Uruguay. Da militæret i 1976 tog magten i Argentina, kom Galeano også på dødslisten hér. Han skrev Ildens erindring i det nye spanske demokrati. Senere i forfatterskabet udvides perspektivet, så almanakformen omfatter hele planeten og menneskeheden. Almodóvar citerer fra Patas arriba: Escuela del mundo al revés (1998, da. Med fødderne opad: den omvendte verdens skole). Forlaget Klim har udgivet mange af Galeanos bøger på dansk.
 



Parallelle mødre (Madres paralelas). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 123 min. Spanien 2021. Dansk premiere: 03.03.2022.


Fotos: El Deseo/ Pathé/ Radio Televisión Española/ Remotamente Films/ Sony Pictures Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Sight & Sound (aerial shot of opened grave), Atticus Review (Galeano portrait)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 22.06.2022
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022