Christopher Nolan: The Dark Knight (2008)

EN KLOVN FRA HELVEDE

Vildere, mørkere og mere virkelig

Af BO GREEN JENSEN

DET var i 2005, at den mørke hævner, Batman for voksne, blev genopdaget og relanceret i Christopher Nolans seriøse og imponerende stilrene Batman Begins.
   The Dark Knight begynder mere eller mindre, hvor den første film slap taget i sin tilskuer. Byen ved stadig ikke, om den egentlig har brug for en straffende engel i karnevalsdragt. Især kritiserer medierne Batman (Christian Bale), når ubehjælpsomme wannabes kalkerer hans metoder. Kopisterne klæder sig i sortmalet sportstøj. Helten er også selv fuld af foragt. Trods alt er Bruce Wayne millionær i sit dagliv. Han har råd til at skabe sig ordentligt udstyr.

   Flere gode kræfter virker i Gotham City. Kommissær Gordon (Gary Oldman) er som altid en klippe af integritet. Nu suppleres han af Harvey Dent (Aaron Eckhart), den nyindsatte offentlige anklager. Dent er karismatisk, ubestikkelig, fuldkommen frygtløs og for resten forelsket i den samme kvinde som Batman. Faktisk overvejer Bruce Wayne at afvikle karrieren som Batman. Det gør han ene og alene på grund af Dents anstændighed.

  
PLANEN om et passivt liv bliver lagt på hylden, da auteurforbryderen The Joker (Heath Ledger) gør sin entre. Som en klovn fra helvede træder han ind på scenen og skaber en ny slags orkestreret kaos, der er mere som krig end som kriminalitet. Filmens prolog er en mesterligt realiseret sekvens, ti minutter i åndeløs heist movie-stil, hvor The Joker med sin bande tømmer den bank, hvor mafiaen vasker sine penge. Alle har instrukser om at dræbe sidemanden, så de bliver færre om at dele rovet. Til sidst står kun chefen tilbage.

   Det er ikke grin, man dør af, i selskab med The Joker. Nu vil han tage vor helts moralske mødom og tvinge Gotham City i knæ. Det er lige ved at lykkes. Flere dør end sædvanligt, også af navnene øverst på rollelisten. Når det sker, føles sorgen ægte og stram, for dét er disse films projekt: at gøre tegneserieuniverset til en taktil, troværdig virkelighed, hvor fænomer som smerte og død er konkrete.

BRUCE Waynes vej til dobbeltlivet som Batman var emnet for den første film, og The Dark Knight taget for givet, at man kender heltens baggrund. The Joker har flere versioner af fortællingen om, hvordan han fik skåret ar i sit ansigt. Han siger forskellige ting til forskellige ofre og drejer hver gang historien, så vedkommende har det fulde udbytte.
   Somme tider var det en alkoholiseret far, som skar smilet frem i hans ansigt. Andre gange gjorde han det selv i solidaritet med en vansiret hustru, som straks efter forlod ham. For hver gentagelse bliver historien lidt bedre, og den begynder altid med ordene: »Wanna know how I got these scars?«

   The Joker giver ikke alene Batman værdig modstand. Heath Ledger stjæler filmen, hver gang han er i billedet. Det er selvsagt også meningen. Manuskriptet giver Joker de bedste replikker, og Heath Ledger er den eneste, som får lov at drive spillet ud til kanten i hver enkelt af sine scener. Det er en skræmmende troværdig figur, som han skaber inde bag sminken. For første gang ser man The Joker som et menneske, der kunne findes i virkeligheden. I hvert fald i denne slags virkelighed. Jack Nicholsons Mefistofeles-trick fra Tim Burtons Batman (1989) ligner mere et varietenummer i forhold.
   Ledger og brødrene Nolan har arbejdet indgående med Jokerens baggrund og motivation. Han er en skiftevis klar og utydelig trickster, en forvandlingsfigur som tager farve efter situationen. Politiet finder tre forskellige slags DNA, da de analyserer hans visitkort, og ingen af dem er Jokerens egen. De tilhører derimod hans kommende ofre. Han stjæler et bjerg af penge fra den afmægtige mafia og kravler rundt på det som Onkel Joakim. I næste billede betyder det dog intet for ham at sætte ild til sedlerne, som de svagere mænd efterstræber.

FAKTISK er pointen, at The Joker er hævet over den slags. Til den knuste Harvey Dent, som ligger i sengen med bortætset ansigt og er i færd med at blive til forbryderen Two-Face, en anden af Batmans ældste arvefjender, siger Jokeren noget, som virker helt ærligt: »Ser jeg ud som en mand med en plan, Harvey? Jeg har ikke nogen plan. Mafiaen har planer, politiet har planer. Ved du, hvad jeg er, Harvey? Jeg er en hund, som jager biler. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fangede en af dem. Jeg gør bare tingene. Jeg er et ryk i gearstangen. Jeg hader planer. Dine, deres, alle planer.«

   Ledger ligner skiftevis et mareridtsfoto af Manden Som Ler og et karikeret portræt af Sid Vicious. Nolan har udtalt, at Ledgers look citerer den klassiske fremtoning fra tegneserien, men også Sex Pistols-sangeren Johnny Lydon på sine lidt ældre dage. Han taler i hvert lige så meget om karma og konstruktivt anarki: »Introduce a little anarchy, you upset the established order, and everything becomes chaos. I am an agent of chaos. And you know the thing about chaos, Harvey? It’s fair.«

   Batman selv er vildere og mørkere end nogensinde. Der kan virkelig fare en djævel i dyret, som sparker fra sig og river hoveder af. Den mørke ridder har ingen særlige kræfter, kun kampsportsteknik og sin flagermusrustning. Han må derfor skabe respekt ved at skræmme. Dét træk er autentisk i forhold til Batmans begyndelse. Her er han dog hæmningsløs. I en grænseoverskridende scene går politichefen uden for døren, mens Batman »afhører« The Joker. Det er de to mænds store scene sammen, og den handler på mærkelig vis om tortur. Her siger filmen med ét noget vigtigt. Som sagt er det Batman i virkeligheden, vi ser.

FOR 80 år siden, da Bob Kane og Bill Finger skrev grundhistorierne om persongalleriet, var de fremfor alt inspireret af film. Kane beundrede Zorro, men kendte ham fra filmen med Douglas Fairbanks, ikke fra Johnston McCulleys romaner. Batsignalet var hentet fra Roland Wests filmudgave af Mary Robert Rhineharts The Bat Whispers (1930). Den tredje kilde var Leonardo da Vincis tegninger af en slags vinger, som fik mennesker til at svæve som fugle. Det gør Batman ofte i The Dark Knight. Det er filmens flotteste scener og også de mest utroværdige.

   The Joker blev skabt i 1940. Den direkte inspiration var et foto af Conrad Veidt i Paul Lenis The Man who Laughs (1928). Kane læste aldrig romanen af Victor Hugo.Two-Face med det ødelagte Janus-ansigt blev til samme aften, som Kane og Finger i biografen havde set Spencer Tracy i Victor Flemings Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1941). Først ti år senere, i 1951, fulgte baggrundshistorien om Harvey Dent. I Joel Schumachers overlæssede Batman Forever (1995) blev han spillet som en fuldkommen karikatur af Tommy Lee Jones.

   I The Dark Knight bliver han et menneske i tre dimensioner, og det er Dents forvandling, den psykiske nedsmeltning efter hans vansiring og tabet af kæresten, som tegner en slags moralsk spændingskurve og giver filmen fremdrift i skyggen af de drabelige kampe mellem Batman og The Joker. Den formørkede hævner og den anarkistiske klovn er ligeværdige fikspunkter. De flytter sig ikke en tomme. Da The Joker siger: »This is what happens when an unstoppable force meets an immovable object,« citerer han både en fysisk lov og en linie fra Johnny Mercer-sangen »Something’s Gotta Give«. Men det er ham, der kan se, at de har brug for hinanden: »I think you and I are destined to do this forever.«

DEN mørke ridder vil ikke fedtes i den slags metafysik. Han punkterer flere af Jokerens blomstrende enetaler med fyndige one-liners, men forholder sig ellers tavs og ekstremt handlekraftig til tingene, uanset om han svæver i luften, slår sine fjender, kører ræs i den futuristiske batpod eller pløjer asfalten op på sin batmotorcykel. Han gør helvede hedt for den brændende by, som skiftevis hader og elsker hans indsats. Bale er atter en upåklagelig Batman. Han kan også løfte scenerne, hvor Bruce Wayne skal ligne en nar for alverden.

   Bale har dog ikke en chance over for Heath Ledger, der gør hver af sine scener til en masterclass i metodespil. The Joker er et popikon, en billig effekt fra et spøg-og-skæmt-lager, og han ved det ovenikøbet selv. Men også han bliver hér et menneske. I The Dark Knight er Jokeren hverken sindssyg eller sadistisk. Han er snarere fuldkommen følelsesløs.

   Ellers er universet som altid. Michael Caine og Morgan Freeman gentager deres roller som butleren Alfred og forretningsføreren Lucius Fox, der designer arsenalet for Batman.

   De kan mange steder læse, at The Dark Knight er den bedste, vredeste, voldsomste og vigtigste superheltfilm nogensinde. Jeg synes faktisk, at Batman Begins var endnu bedre. Der var mere ro, mere dybde og flere nuancer i beskrivelsen af Bruce Waynes lange dannelsesvej. The Dark Knight satser alt på The Joker, og Heath Ledger er frygtindgydende god i den sidste filmrolle, som han gjorde færdig før sin for tidlige død.* Det er en meget effektiv helvedesrejse til nattens ende og videre ind.

Læs mere om Joker (2019) og Christopher Nolans Insomnia (2002), Batman Begins (2005), The Prestige (2006), Inception (2010) og Interstellar (2014)

*) Heath Ledger (1979-2008) døde under indspilningen af Terry Gilliams The Imaginarium of Doctor Parnussus (2009). Frem for at slette hans scener, reviderede Gilliam filmens præmis og lod tricksteren Tony fremstille af flere skuespillere: Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. Det er ikke helt så spektakulært, som det lyder, men det lykkedes Gilliam at gøre et akut problem til et væsentligt salgsargument. Det er under alle omstændigheder Christopher Plummer, som bærer filmen om den evige Dr. Parnassus. Plummer (som stadig er aktiv i 2020) var 80 år, da han spillede rollen. Heath Ledger blev kun 29. Han gjorde tidligt stort indtryk i 10 Things I Hate About You (1999) og voksede for hver film i de følgende ti år. A Knight's Tale (2001), Brokeback Mountain (2005), Candy (2006), I'm Not There (2007) og The Dark Knight demonstrerer en forbløffende dybde og alsidighed. Der er mange teorier om, hvad der gik galt for den australske skuespiller, som blev sin generations James Dean og River Phoenix. Adrian Butenhuis og Derik Murray tegner et solidarisk og nuanceret portræt i dokumentaren I Am Heath Ledger (2017). Ledger fik en posthum Oscar for rollen som Joker. 

The Dark Knight. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan og Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 152 min. USA 2008. Dansk premiere: 22.07.2008.

Fotos: Warner Bros./ DC Comics/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmes streames (køb eller leje) på YouTube og C More
Trykt første gang (med rubrikken 'Batman i virkeligheden') i Weekendavisen Kultur 23.07.2008

Christopher Nolan: Batman Begins (2005)

NATDYRET

Legenden begynder altid igen

Af BO GREEN JENSEN

BATMAN har altid været en undtagelse. Modsat andre maskerede helte har han ingen særlig superkraft. Natmennesket kommer ikke fra en anden galakse, men fra virkeligheden midt i New York. Han er hverken blevet bestrålet eller bidt af muterede insekter. Han har alene sin drift efter hævn at gøre godt med, arsenalet og uniformen, det tjekkede tekniske udstyr og et markant talent for selviscenesættelse. Junglens andre dyr frygter allermest måden, den mørke ridder kommer og går på. Så meget ved manden er effektivt teater, men smerten han bærer er ikke fingeret. I perioder har han efterlevet loven og været en sober rollemodel for de mindste. Det er ved at være længe siden. De sidste 40 år har Batman været for voksne. I dag river helten hoveder af.

   Bob Kane (1915-98) hed egentlig Robert Kahn og var en ranglet jødisk ung mand fra Bronx, da han (sammen med Bill Finger) skabte Batman i 1939. Han tog ikke mindst ved lære af den succes, som kollegerne Jerry Siegel og Joe Shuster året før havde fået med Superman-figuren. Siegel og Shuster var ansat hos tegneserieforlæggeren Harry Donenfeld, da de skrev og tegnede det første nummer af Action Comics, som udkom 1. juni 1938. Ophavsretten tilhørte forlaget, det senere DC Comics. Trods et langstrakt retsligt efterspil, så de aldrig en cent af den formue, som manden fra Krypton akkumulerede. Et halvt århundrede senere lykkedes det Siegel at få teamet krediteret på Richard Donners filmatisering fra 1986, men der faldt stadig ingen royalties.

   Kane var fra begyndelsen bevidst om sin kreations potentiale, og han var fast besluttet på ikke at sætte sin kunstneriske kontrol overstyr. Han gav figuren videre til andre, bedre og hurtigere tegnere, men svævede til sin død over vandene som en veritabel Walt Disney. Hvert stykke merchandise blev forhandlet under personlig licens, og Kane er krediteret som konsulent på samtlige filmatiseringer. Historien om de unge serieskabere er fortalt meget livfuldt i Gerard Jones’ Men of Tomorrow: Geeks, Gangsters, and the Birth of the Comic Book (2004). Den ligger selvsagt også til grund for Michael Chabons eminente roman om The Amazing Adventures of Kavalier & Clay (2000, da. Den utrolige historie om Kavalier & Clay).

HELTEN selv skyldte vel Superman lidt. Den første flyvende mand i trikot var så overvældende et kulturfænomen, at alle måtte have mere hurtigst muligt. Spraglede kopier med fantastiske navne og forbløffende forhistorier blev født i snesevis uge for uge, mens den første »Golden Age of Comics« tog fart. Batman debuterede i nr. 27 af Detective Comics i maj 1939. Året efter flyttede Dick Grayson, en forældreløs søn af myrdede trapezartister, ind hos millionæren Bruce Wayne. Batman fik sit eget blad i april 1940.

   Der er siden kommet, bogstaveligt talt, flere hundrede parallelle publikationer med hver deres egen distinkte profil. Batman i fremtiden, Batman i fortiden, Batman i mulige Elsewolds, med og uden Robin, for sjov og i kulsort blodig alvor. Den klassiske Batman, vi først tænker på, blev tegnet af Carmine Infantino i 60erne og Neal Adams i 70erne. DC Comics-redaktøren og forfatteren Dennis O’Neil har haft det længste opsyn med moderhistorien. I 1994 skrev han romanen Knightfall, som er en vellykket prosaudgave af hele Azrael-sidehistorien, der gjorde Batman rå og dæmonisk for alvor.

DET er dog uden tvivl Frank Millers mørke The Dark Knight Returns (1986, da. Nattens ridder vender tilbage), som har virket stærkest i nyere tid. Her præsenteres for første gang en aldrende mand, der har ondt i hele kroppen og dårligt kan huske, hvorfor han hævner. I 2002 skrev Miller en fortsættelse, The Dark Knight Strikes Again, til Lynn Varleys kantede illustrationer. Den er desværre ikke så vellykket, skønt både Superman, Robin og Wonder Woman, den sidste af de endnu aktive guldalderhelte, atter medvirker i periferien.The Dark Knight III: The Master Race (2015) er en problematisk, men langt mere overbevisende sag. 

   Kane lod Batman bære trikot, fordi Superman havde svøbt sig i de amerikanske farver. Skikkelsen kom dog et andet sted fra. I selvbiografien Batman & Me (1989) peger skaberen på tre inspirationskilder. For det første var der Leonardo da Vincis tegninger til en slags hang glider. For det andet havde Roland Wests filmatisering af Mary Roberts Rhinehart-krimien The Bat Whispers (1931) gjort indtryk på Kane, da han så den som 15-årig. Her lod »Flagermusen« sit symbol projicere på væggen. Heraf det legendariske Bat Signal på himlen over Gotham City. Ærkefjenden The Jokers makabre syresmil var inspireret af Victor Hugos Manden der ler.

DEN primære inspiration var dog Zorro. Kane havde ikke læst Johnston McCulleys føljetonroman The Curse of Capistrano (1919), som faktisk er den californiske rævs fødested, da han første gang tegnede Batman. Han havde imidlertid set Douglas Fairbanks bære kappe og maske, leve et dobbeltliv og kaste sig fra hus til hus i The Mark of Zorro (1920). Det er netop den film, som familien kommer ud fra, da Bruce Waynes forældre bliver skudt ned på gaden i Gotham. For Kane var der slet ingen tvivl om figurens udspring:

   »Jeg var medlem af en klub, som hed The Zorros. Vi bar sorte masker og prøvede at efterligne Fairbanks’ dumdristige akrobatik. Fra Zorros brug af en maske, som skjuler at han er Don Diego, fik jeg ideen til Batmans hemmelige identitet. Ligesom den lapsede og velstående spanske greve kunne Bruce Wayne være en økonomisk uafhængig mand, der foregav at være indolent. Zorro red på en sort hest, der hed Tornado. Han red ind i sin hule og kom ud af bornholmeruret i stuen. Bat-grotten var inspireret af denne hule i Zorro.«

   Siegel og Shuster havde ideen til Clark Kent, Supermans forsigtige alter ego, fra Baronesse Orczys Sir Percival Blakeney i revolutionsromancerne om The Scarlet Pimpernel. Så alt løber sammen i eventyrgenren. Nok er de amerikanske superhelte et moderne svar på Antikkens halvguder, men de vokser ud af samtidens triviallitteratur, og de har deres udspring i biografen, dér hvor skaberne først fandt en flugtvej mellem virkeligheden og drømmen om ære.

OGSÅ på film har figuren haft mange liv og været i stadig forvandling. Den første føljetonudgave er fra 1943. Det er, som kultursociologen Will Brooker bemærker i Batman Unmasked: Analyzing a Cultural Icon (2001), næppe på nogen måde tilfældigt, at superheltene for alvor tager fat på at redde verden, mens Hitler kommer til magten i Europa og Amerika inddrages i krigen.

   Deres indgriben bliver selvsagt aldrig helt troværdig, for man kan ikke forene de to virkeligheder. I prestigeudgivelsen 9-11 (2002), det første af to DC-albums, hvori »The World’s Finest Comic Book Writers & Artists Tell Stories to Remember« på baggrund af 11. september-angrebet, er der en bittersød lille Superman-historie. Helten beskriver alle de ting, som han kan, mens en læsende dreng gør store øjne. »The one thing I can not do is to break away from the fictional pages where I live and breathe, become real during times of crisis and right the wrongs of an unjust world.« Så gør han knæfald for de rigtige helte, som er brandmænd, læger og politifolk.

DET var et tigerspring for Batman og Robin, da Adam West (1928-2017) og Burt Ward forvandlede myten til høj camp og sprang ud af skabet som kryptobøsser i biograffilmen fra 1966.* Først Julie Newmar, så Lee Meriweather og endelig Eartha Kitt gjorde indtryk som Catwoman i tre sæsoner af tv-serien 1966-69. Virkeligheden vendte først tilbage i Tim Burtons to filmatiseringer, Batman (1989) og Batman Returns (1992), som husker humoren samtidig med, at mørket fra Frank Millers version bliver inddraget.

   Burtons film forekom stilfulde, da man så dem for 30 år siden. De er forbavsende svære at gense i dag, hvor alt ligner skalamodeller af plastic og tvivlsomme påskud for seksuel fetichisme. Warner fortsatte serien i Joel Schumachers Batman Forever (1995) og Batman and Robin (1997). Det blev værre og værre. I 90erne så man Michael Keaton, Val Kilmer og George Clooney som Batman. Før sin død røbede Kane, at han satte mest pris på Kilmers fremstilling. De års bedste Batman-film var i virkeligheden Batman: The Animated Series (1992-95). Herhjemme blev serien sendt på TV2.

PÅ denne baggrund kan man spørge, hvad vi skal med en ny Batman-film. Til og med er der tale om endnu en tolkning af figurens traumatiske genesis: drengen der mister sine forældre, det frustrerede savn, manden der træder i karakter som maskeret vigilante, problemerne med at være sådan et væsen, dobbeltlivet som playboy og natdyr, den etiske kløft mellem hævn og retfærdighed.

   Med sin målbevidst realistiske fortælling leverer englænderen Christopher Nolan (Memento, Insomnia) dog en væsentlig videreførsel af myten. For første gang er der ingen smilerynker, og man kan se, at slagene virkelig gør ondt. Christian Bale er en udmærket inkarnation af figuren, og han er ikke mindst i stand til at gøre den unge Bruce Waynes dilemma konkret i de første 70 minutter af filmen, hvor Batman endnu ikke har fundet sit mytologiske dyr. Han vælger flagermusen, fordi det var dyret han frygtede mest. Heldigvis var der ingen rotter i brønden, hvor helten landede, da han var dreng.

MICHAEL Caine er overraskende ukrukket i rollen som butleren Alfred, der stilfærdigt bliver en fadererstatning. Morgan Freeman forsyner vor mand med de seneste versioner af flagermusrustningen, Batmobilen og andet afgørende tilbehør. Det hele ligner en slags virkelighed, også huset med grotten og byen, der sædvanen tro næsten styrter i grus.

   Som læremesteren Ra’s Al Ghul, der vender tilbage som en stærk fjende, er Liam Neeson svær at skelne fra sin rollen som Jedi-ridderen Qui-Gon Jinn i Star Wars: The Phantom Menace. Fugleskræmslet med mareridtsmasken er skræmmende livagtigt. Katie Holmes leverer en romantik, som sammen med eksplosionerne i den automatiske slutning nok er filmens svageste faktor.

   Gary Oldman giver en sober, støvet fremstilling af kommissær Gordon, den sidste ærlige strisser i byen, der ved filmens begyndelse er lige så korrupt som Sin City. Til slut kan han tænde Bat-signalet, som duver forjættende på den gnidrede nathimmel. En gal skurk har efterladt et spillekort ved sit seneste gerningssted. Der er selvsagt tale om Jokerens kort, for naturligvis er de næste film i Nolans trilogi, The Dark Knight (2008) og The Dark Knight Rises (2012), på vej allerede.

FØRSTE gang jeg mødte Batman var på forsiden af det første danske blad, som udkom i 1966. Helten bliver forvist fra Gotham City, Robin står og kaster sten efter ham. Der kom andre superhelte, som jeg fik et trofast forhold til, men det var altid noget særligt med Batman. Man lever videre med fiktionen som voksen, eller man slipper den og lader vågen fryse til. Om man kan lide denne film hænger nok sammen med, hvilket tegn man selv bærer inde under skjorten. For mig var det altid en sort flagermus.

*) Der er en støt nostalgisk længsel efter bronzealderstilen fra slut-60erne og start-70erne. I 2013 skabte forfatteren Jeff Parker (med vekslende tegnere) serien Batman '66 som en direkte videreførsel af universet fra tv-serien med Adam West og Burt Ward. Til og med december 2016 udkom 30 hæfter, som er samlet med diverse ekstramateriale i den herlige Batman '66 Omnibus (2018). Herefter følger en række enkeltstående miniserier med ekstrem high concept-faktor og stor kærlighed til perioden: Batman '66 Meets the Green Hornet (2015), Batman '66 Meets the Man from U.N.C.L.E. (2016), Batman '66 Meets Steed & Mrs. Peel (2017) [dvs. britiske The Avengers], Batman '66 Meets Wonder Woman '77 (2017) [hvor Lynda Carters tv-inkarnation af Wonder Woman er i spil] og Archie Meets Batman '66 (2019). Serien er en af de bedste og mest distinkte fornyelser af universet, som ellers tenderer mod okkulte excesser og gotiske krummelurer. Animationsfilmen The Return of the Caped Crusaders (2016), som Adam West, Burt Ward og Julie Newmar lagde stemmer til, indgår i den synergiske strategi. I 2017 fulgte fortsættelsen Batman vs. Two-Face, igen med West, Ward og Newmar, samt William Shatner som Harvey Dent. Adam West var 88, da han døde den 9. juni, 2017. Filmen er forsynet med dedikationen "In Loving Memory of Adam West (1928-2017). Rest Well, Bright Knight."    

Se også poster om Joker (2019) og Frank Miller. Læs mere om Nolans Insomnia (2002), The Prestige (2006), Inception (2010) og Interstellar (2014)

Batman Begins. Instr.: Christopher Nolan. Manus: David S. Goyer, Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 137 min. UK-USA 2005. Dansk premiere: 22.07.2005

Fotos: Warner Bros./ DC Comics/ Cinematerial/ Filmaffinity/ [Filmgrab]

Filmen streames (køb eller leje) på YouTube

Ajourført udgave af teksten fra Weekendavisen Kultur 23.07.2005

Christopher Nolan: Insomnia (2002)

OVER STREGEN

Den som synder sover ikke 

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER i Alaska, midnatssol og søvnløshed. Til en lille by helt oppe nordpå ankommer to af de skarpeste detektiver fra Drabsafdelingen i Los Angeles. Officielt er kriminalassistenterne Dormer (Al Pacino) og Eckhart (Martin Donovan) sendt til Nightmute for at hjælpe den lokale politistyrke med efterforskningen af mordet på en ung kvinde. Uofficielt skal de ligge lavt, mens Afdelingen for Interne Anliggender, forhadt som altid i filmens verden, går Dormers metoder efter i sømmene. Dormer er en legende. Politikvinden Ellie (Hilary Swank) kan ikke komme sig over, at stjernen hun skrev sit speciale om er i byen. Andre lokale betjente skumler. Som om de ikke var dygtige nok.

   Will Dormer er tilsyneladende en træt mand, som forsøger at holde fast i resterne af sin integritet, mens han udfører sit arbejde så grundigt og uangribeligt som muligt. Han er en af de martrede stoikere, som Pacino har spillet så ofte og godt, at man uvægerligt fatter sympati for hans person og nærer tillid til hans dømmekraft og metoder. Det gør Ellie, og det gør publikum. Men hvad er det egentlig for nogle sære indklip, der synes at bunde i hans erindring?

DE gør sig gældende straks i titelsekvensen. Tekstilfibre gennemblødes i ekstreme nærbilleder. En hånd med en kirurgisk handske gnider i noget stof, enten masturbatorisk eller bare meget ivrigt. Man kan ikke se hvem hånden tilhører. Længe ved vi ikke helt, hvad der knytter sig til disse fragmenter, men de sikrer allerede fra begyndelsens bjergtagende billeder af indflyvningen over fjorden ved Nightmute, at man ikke føler sig sikker på noget, hverken stedet, Dormer eller sagerne, som han enten flygter fra eller skal opklare her. Virkeligheden i Imsomnia ligger aldrig helt fast, skønt fortællestilen på realistisk vis egentlig er bred, klar og lys.

I æstetisk henseende er Christopher Nolans Insomnia en uafbrudt glæde at følge. Moralsk er den derimod rendyrket horror. For måske er det ikke kun solen, der afholder Dormer fra at sove. Eckhart betror ham, at det kan blive nødvendigt at handle med Interne Affærer, så alle Dormers sager bliver åbnet igen. Dormer har sine grunde til at have gjort nogle ting, som ikke var efter bogen – han er dybest set et retskaffent menneske – men når først man træder forkert, er der ingen ende på de historier, man må skrive for sin egen og de andres skyld.

   Netop om skyld, moral og personligt ansvar handler denne ualmindeligt vellykkede thriller. Det er år og dag siden, at noget så helstøbt er kommet ud af et stort amerikansk studie. Sidst det skete var i 1997, da Curtis Hanson filmatiserede James Ellroys L.A. Confidential. Nolans film har dog også adskilligt til fælles med The Pledge (2001, da. Løftet), Sean Penns film efter Friedrich Dürrenmatts roman. Måske står den moralske krimi virkelig over for en renæssance. Det ville ikke være den værste tendens.

DET er svært at skrive om Insomnia uden at røbe for mange af de prosaiske detaljer, der gør opklaringsarbejdet så spændende at følge. Samtidig kan man ikke få øjnene fra Pacino, som heller ikke selv kan sige, om det er et vådeskud og en slags hændeligt uheld, der tidligt i filmen tager livet af Eckhart. Sikkert er imidlertid, at der knyttes en skæbnesvanger forbindelse, da manden som myrdede den unge kvinde første gang ringer til Dormer. Denne ligger vågen i det kroniske dagslys. Morderen havde det lige sådan, da han første gang kom til Alaska. Han nærer dyb respekt for Dormers erhverv. Han ville jo selv være kriminalbetjent. Det er derfor, han skriver romaner om en politidetektiv.

   Man må ikke røbe for meget, men også i dén henseende udgør Insomnia en stor og indviklet undtagelse. For det første får man sit virkelige thrill ved at følge furerne i Pacinos ansigt, se hvornår Dormer krakelerer, følge med i hvor langt han vil gå og overveje, om han er skyldig. For det andet vil mange skandinaviske tilskuere se Insomnia med en fornemmelse af udsøgt déjàvu. Nok er handlingen forskudt til Alaska, og visse detaljer i rammen er justeret, men ellers følger filmen scene for scene sit norske forlæg, Erik Skjoldbjærgs sylespidse skæbnefortælling Insomnia – den som synder sover ikke (1997), som Skjoldbjærg skrev sammen med Nikolaj Frobenius.*

  

BÅDE skikkelserne og den moralske konflikt reproduceres trofast hos Nolan. I den norske Insomnia var Stellan Skarsgaard den kompromitterede opdager, som kom flyvende fra Sverige for at opklare mordet på en ung kvinde. Forfatteren Walter Finch, som muligvis er gerningsmanden, blev i norsk regi spillet excentrisk og engleblidt af Bjørn Floberg. Hos Nolan gør Robin Williams noget lignende, men han lægger lidt mere pervers fornuft og psykopatisk tyngde i karakterens eksplosive psykologi. Finch kan ikke lade være med at betragte det hele på afstand, samtidig med at han opsøger Dormer. For forfatteren er der både et spil og et plot i forløbet, og han ynder at se sig selv som en joker.

   Vi er og bliver i fortællingens vold og på Dormers side, mens han betror sig til kvinden på hotellet, der hos Nolan bliver fremstillet af Maura Tierney. Maria Bonnevie spillede kvinden på norsk, hvor karakteren var en hovedrolle. Hos Nolan overtager politikvinden Ellie en del af Bonnevies funktioner. Nogle ting stod skarpere hos Skjoldbjærg, der i parentes bemærket er meget tilfreds med den amerikanske genindspilning. På filmfestivalen i Haugesund kunne man se de to film back to back og høre Skjoldbjærg og Frobenius fortælle om processen. Det er synd, at Ole Bornedals Nattevagten ikke blev en så vellykket Nightwatch. Egentlig er det den samme historie om en lillebitte nordisk film, der vælter verden med én god idé.

HOS Skjoldbjærg stod midnatssolen skarpere, og verden virkede lidt mere udsat. I samme ånd var det lettere at se forskel på rigtigt og forkert. Skarsgaards opdagerskikkelse, Jonas Engström, var mere kynisk end Pacinos kvæstede humanist. Nøglescenerne er dog de samme: blodet på stoffet, uvirkeligheden i tågen hvor makkeren omkommer, opgøret med den afsindige forfatter, der hos Skjoldbjærg ikke skrev krimier, men digte om skæbne og ansvar. Englænderen Nolan vakte opsigt med den fragmentarisk opklippede Memento (2000), en thriller om en mand uden korttidshukommelse og i stilistisk henseende en af de mest konsekvente spændingsfilm fra de senere år. Dybden i Hilary Seitz’ manuskript kommer dog fra Skjolbjærg og Frobenius.

   Der er mere fysisk spænding i Nolans Insomnia, bl.a. en original scene mellem jæger og bytte. Pacino forfølger Williams, som skyder genvej over vandet ved at træde på de flydende træstammer. Hos Nolan kommer man virkelig til at leve på stedet. Ugerningerne bliver konkrete, og det samme gør Pacinos træthed. Han ligner virkelig en mand, der kunne sove i tusinde år, om det skulle være. Ikke for intet hedder han Dormer efter det latinske dormire.

   De bedste steder i filmen kommer direkte ud af Pacinos karakter. Dormer taler i telefonen om sin foragt for skrankepaverne i Interne Affærer. Eller han decimerer Walter Finch, som tror at han nu har guddommelig indsigt, med en velrettet konstatering af, at for ham, Dormer, er forbryderens psyke lige så fascinerende og særlig som et stoppet toilet er for en blikkenslager. Pacino er suveræn i disse scener. Dormer er hans bedste rolle siden Michael Manns Heat. Han er simpelt hen denne retskafne strømer, der krydsede kridtstregen og mistede evnen til at navigere moralsk.

   Er der retfærdighed til, får han fred før det slutter, men man kan aldrig være sikker på Insomnia. De må selv se denne prægtige film, som i ét hug rehabiliterer den lødige thriller, der prioriterer moralske anfægtelser og hård kugleregn lige højt.

Læs videre om Nolans The Prestige (2006), Inception (2010) og Interstellar (2014)

Insomnia. Instr.: Erik Skjoldbjærg. Manus: Nikolaj Frobenius & Erik Skjoldbjærg. Foto: Erling Thurmann-Andersen. 96 min. Norge 1997.

   Den norske originaludgave af Insomnia kom aldrig i dansk biografdistribution, men den blev vist på Natfilm Festivalen og fik et langt liv på dvd. Filmen blev udtaget til La Semaine de la Critique (International Critics' Week), Cannes Festivalens Kritikeruge, som først blev virkelig for danske journalister i 2003, da Christopher Boes Reconstruction blev vist og valgt som bedste film. Mange store navne er brudt igennem i Kritikerugen, hvor kriteriet er, at der skal være tale om den første eller anden film fra en instruktør. Gaspar Noé (Seul contre tous), Kevin Smith (Clerks), Francois Ozon (Sitcom), Alejandro Gonzalez Inárritu (Amores perros) og Julie Bertuccelli (Da Otar rejste) blev opdaget i Semaine de la Critique. I 2010 var Janus Metz' Nato-i-Afghanistan-dokumentar Armadillo den store film. Den norske Insomnia indgår i The Criterion Collection og er i kritiske cirkler højere agtet end Nolans inspirerede kalkering. 

Insomnia. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Hillary Seitz. Foto: Wally Pfister. 118 min. USA 2002. 15.11.2002.

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.11.2002

Christopher Nolan: Inception (2010)

EN DRØM I EN DRØM

Christopher Nolans betagende mind games

Af BO GREEN JENSEN

KONSTRUEREDE verdener i flere lag; drømme som griber ind i hinanden; kronologiske spor, der skal mødes, hvis karaktererne vil tilbage. Christopher Nolans Inception rammer jorden i høj fart og fortsætter i den hurtige bane. Fra første færd er erkendelsen sat i anførselstegn. Allerede Edgar Allan Poe spurgte, om livet blot er en drøm i en drøm, »a dream within a dream«. Det er selve præmissen hos Nolan. Hele Inception udspiller sig i et skrøbeligt system af sammenstyrtende virkeligheder.

   Inception var noget så relativt sjældent som en Hollywood-produceret auteurfilm til 200 mio. dollars. Der var kun gået 12 år, siden Nolan hjemme i London realiserede hjertebarnet Following (1998) for 100.000 britiske pund. I begge komplekse scenarier optræder drømmetyven Dom Cobb. I Following blev han spillet af Alex Haw og var en uudgrundelig sidefigur. I Inception, hvor man bogstaveligt rammer bunden af sindet, bliver skikkelsen fremstillet af Leonardo DiCaprio.

AT Nolan på kort tid var nået så langt, skyldtes for det første kultfilmen Memento (2000), som han baserede på en novelle af sin lillebror, Jonathan Nolan. Også i genrelandskabet er der langt mellem originale ideer. Måske var det ikke første gang, at der blev fortalt om en mand med beskadiget korttidshukommelse, som må tage fotos af enhver, han møder, fordi han ikke ved, om de er venner eller fjender. Men i Memento blev det gjort med absolut indlevelse. Filmens visuelle æstetik blev stilskabende, og Memento er stadig et must for kommende filmskabere.

   For det andet så Nolan rigtigt, da han i 2002 sagde ja til at instruere den amerikanske genindspilning af Erik Skjoldbjærgs Insomnia (1997). Den norske noir-krimi om en søvnløs politimand, der må arbejde nord for polarcirklen, hvor dagslyset ikke forsvinder, når det er sommer, blev en lille skandinavisk succes med Stellan Skarsgaard som kommissæren. I Nolans version blev figuren spillet af Al Pacino, mens Robin Williams både brugte og brød med sin type som morderen.

I Nolans sted ville mange have valgt at gå videre med egne ideer. Han var allerede da ved at bygge den verden, hvor Inception udspiller sig. Imidlertid kunne han som dedikeret seriefan ikke modstå fristelsen, da Warner-studiet spurgte, om han ville genstarte Batman-legenden i en voksen, mørk, realistisk version. Batman Begins (2005) og især The Dark Knight (2008) blev to af årtiets bedste amerikanske film. Nolan-brødrene skrev The Dark Knight sammen og var i gang med The Dark Knight Rises (2012), da Inception fik premiere. 

   Inception skrev Nolan alene. Det ontologiske spor i produktionen – altså de film, der undersøger ideer om flydende tid, vendt entropi og tilværelsen som et palindrom, der læses ens, uanset hvor man begynder og slutter – synes at være hans personlige besættelse. Også hyperthrilleren Tenet (2020) har Nolan skrevet alene. Og vist er Dunkirk (2017) forankret i faktisk historie, men krigsfilmen bruger den samme kronologiske struktur. Der er tre lag af tid, men de er ikke stakket op lineært. Snarere er de bøjet til koncentriske cirkler, der kværner om et enkelt punkt, som er nuet eller midten af palindromet, om man vil.
   Mellem Batman-filmene skabte Nolan den raffinerede thriller The Prestige (2006) med Guy Pearce og Christian Bale som rivaliserende tryllekunstnere, Scarlett Johansson som kvinden i midten, Michael Caine som den gamle fortæller og David Bowie som den excentriske (og autentiske) fysiker Nikola Tesla. Fordi de store film blev succeser, fik Nolan frie hænder til at være så svær, det skulle være, i den mindre erkendelsesfabel. Samme gynger-og-karussellen-princip gør sig gældende i Inception. Blot har Nolan her fået hele legetøjsbutikken og alle pengene til sin rådighed.

DER er ingen grund til at røbe for meget, men det handler især om, hvordan ideer tager form, hvordan underbevidstheden arbejder og hvordan den fysiske verden ser ud. Mellem sci-fi, psykologisk thriller og futuristisk neo-noir fortæller Inception om Cobb (DiCapprio) og Arthur (Joseph Gordon-Levitt), der opererer som en blanding af klatretyve og industrispioner i udvalgte individers bevidsthed.

   På Mission Impossible-vis er et hold specialister tilknyttet.* Ariadne (Ellen Page) bliver arkitekten, der skal designe de verdener, hvor drømmerne mødes. Her er Escher-agtige huse og Piranesi-inspirerede trapper. På vegne af finansmanden Seito (Ken Watanabe) skal Cobb anbringe en særlig idé i stormogulen Robert Fischers (Cillian Murphys) bevidsthed, så han må tro, at han selv er kommet på tanken.

   Scenen er drømmerens drømme, men i hver af dem optræder kvinden Mal (Marion Cotillard) på afgørende, ofte illusionsbrydende steder. Under drømmen viser Cobb Ariadne den by, som han og hustruen skabte sammen og delte gennem et menneskeliv. Da han ville vågne og rejse tilbage, havde hun låst sit totem inde og glemt, hvad virkeligheden var. En idé havde taget form i hendes sind. Hele verdener må gå til grunde, hvis det skal lykkes Cobb at nå sine børn. De leger i sandet på bunden af drømmen, men han når aldrig at se deres ansigter, før de vender sig væk.

IMENS knyttes tidslag og foreløbige verdener sammen i de delte drømme. Hans Zimmers score pumper sædvanen tro, og det lykkes i suveræn grad Nolan at gøre filmens fysiske spænding konkret. Særlig helstøbt er finalen, hvor tre niveauer af drøm skal konvergere. Holdet bruger »The Kick«, dvs. det ryk som man føler, også i drømme, når noget bliver farligt, til at vågne. Her er »Skubbet« virkeligt hver gang.

   Det kunstfærdige trick ville næppe fungere, hvis man ikke fik lejlighed til at engagere sig i Cobbs karakter og føle for hans smerte. Inception er dog ikke for et publikum, som sværger til romantik eller action, der bare skal suge i maven. Men kunne man lide f.eks. Memento, Terry Gilliams The Fisher King (1991) og 12 Monkeys (1995), David Finchers The Game (1997), søskendeparret Wachowskis trilogi om The Matrix (1999-2003) og Martin Scorseses Shutter Island (2010), vil det hele give mening.** Man vil føle sig hjemme og næsten forløst.

   Det handler dybest set ikke om plot, men om en særlig måde at se på og følelsen af at leve i drømme. Filmen rejser i mørke for lysets skyld og lader bestemmende ting finde sted i det ubevidste. I dén forstand er Inception en klassisk eventyrfortælling. Den er bygget af fantasi og erindring.

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]; Christopher Nolan: Tenet (2020); Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024].

*) Christopher Nolan er selverklæret fan af spiongenren. I forbindelse med 2020-premieren på Tenet har han ikke lagt skjul på sin kærlighed til James Bond-filmene. Han hylder dem som et inspirationssted, men understreger samtidig, at han ikke genså 007-film, mens Tenet blev til, for hans egen vision skulle stå så rent som muligt. Måske har Nolan tænkt, at der ikke kunne ske så meget ved at slappe af med et let Matthew Vaughn-genrestykke. Eller læse en god britisk tegneserie af Mark Millar og Dave Gibbons. I hvert fald synes tøjstilen i den cerebrale palindromthriller mere inspireret af Kingsman:The Secret Service (2014) og Kingsman:The Golden Circle (2017) end af de skiftende moder i 007-universet.  

**) Søstrene Lana og Lilly Wachowski var brødre, da Matrix-trilogien blev produceret. Larry Wachowski skiftede køn i 2008, Lilly Wachowski i 2016. De arbejdede sammen på Speed Racer (2008), Cloud Atlas (2012), Jupiter Ascending (2015) og Netflix-serien Sense8 (2015-2018), men Lana Wachowski har færdiggjort tilføjelsen The Matrix Resurrections alene. Filmen var under optagelse, men blev sat på pause af COVID19-pandemien. Der var streaming-premiere i julen 2021 og regulær premiere i januar 2022, da biograferne genåbnede i det små. Christopher Nolan sagde nej til at gøre det samme med Tenet.   

Inception. Instr. og manus: Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 148 min. USA 2010. Dansk premiere: 29.07.2010

Foto: Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffimity/ MoviestillsDB/ [FilmGrab]
Filmen streames bl.a. på Netflix, Blockbuster, Viaplay og SF Anytime
Ajourtført udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 30.07.2010