Paolo Sorrentino: Il Divo (2008)

DEN EVIGE ANDREOTTI
Nærbillede af det politiske dyr

Af BO GREEN JENSEN

CANNES Festivalen 2008 blev en sejr for den nye italienske filmkunst, som igen var ved at nå niveauet fra 1960ernes og 70ernes guldalder. Ganske vist gik Guldpalmen til en fransk film – Laurent Cantets Entre les murs (da. Klassen) – men to italienske film tog de næststørste priser. Matteo Garrone fik årets Grand Prix for sin hårdkogt realistiske Gomorra, et fletværk af fortællinger fra Camorra-klanernes Napoli, mens Paolo Sorrentino modtog le Prix du Jury for sin ekstravagante Il Divo, der var en af årets store positive overraskelser.

   Il Divo er et stærkt karikeret portræt af Giulio Andreotti (1919-2013), der i en menneskealder fungerede som Italiens premierminister. Syv gange dannede Andreotti regering på vegne af partiet Kristne Demokrater. Uanset hvordan det politiske vejrlig så ud, var den evige Andreotti en faktor.

   Ifølge filmen herskede han ved en blanding af terror, intriger og afpresning, som ikke adskilte sig fra Il Camorras. Det migræneplagede magtmenneske var en opportunist i særklasse. Han var uden politiske idealer, men ville sælge sin sjæl for at regere. Mafiaen støttede hans kandidatur, og besværlig modstand blev skaffet af vejen ved vold, hvis parlamentarismens værktøjer ikke slog til.

SORRENTINOS film går stik modsat den brutale realisme i Gomorra. Il Divo er en politisk kunstfilm, der benytter alle de æstetiske virkemidler fra tidens pop cinema. Som satire er filmen langt mere effektiv end Nanni Morettis Il Caimano (2007), der på samme måde angreb Silvio Berlusconi, i øvrigt et af Andreottis store fjendebilleder.*

   Her er tredimensionelle titler, som vendes og drejes inde i billedet, fræsende radiohits, spraglede eksplosioner og ikonografiske slowmotion-sekvenser i stilen fra Tarantinos Reservoir Dogs, når Andreotti og hans ministre møder på arbejde. Trods hovedpersonens bizarre natur lykkes det Sorrentino at skabe empati og formidle en paradoksal sympati for den kronisk søvnløse enspænder, et mix af suveræn majestæt og grå eminence, der lever en stor del af livet om natten, når han endelig kan gå i fred.**

HER er også indklip med Aldo Moro, partifællen og kollegaen/konkurrenten, der i 1978 tages som gidsel og myrdes af De Røde Brigader. Det er en af de eneste sager, som giver Andreotti samvittighedsnag. Ellers er han af væsen en fisk, der ikke lader sig bevæge af noget. Toni Servillo spiller ham fremragende. Han er skiftevis hård og fortabt som den ensomme ministerpræsident.

   Il Divo siger utvivlsomt endnu mere til Sorrentinos landsmænd, men har rigeligt på hjerte som det er. Andreotti var 90 år, da filmen fik premiere. Veteranen fungerede stadig i politiske sammenhænge, skønt han var blevet dømt og frikendt og dømt igen i en række parodiske korruptionssager.

ANDREOTTI så Il Divo, før filmen blev offentliggjort. Han havde ingen kommentarer til sit portræt, men skal have sukket og spurgt, om man dog ikke kunne have ventet i fem år med at lave den. I Cannes sagde Sergio Castellitto på juryens vegne, at han betragter Gomorra og Il Divo som tematiske tvillinger. Skønt formsproget er vidt forskelligt, taler begge film om de skjulte magtstrukturer, som arbejder under overfladen i vestlige demokratier. Det er muligvis sådan i Italien. Forhåbentlig gælder det ikke i samme grad for Danmarks vedkommende.

PAOLO Sorrentino (f. 1970) har fra begyndelsen været en skarp billedmager, som især holder at udforske afhængighed og ubehag, aldrig mere isnende end i La conseguenze dell'amore (2004), om en forretningsmand der vasker mafiapenge og i praksis er spærret inde på sit schweiziske luksushotel, eller anfægtende end i den stiliserede L'amico di famiglia (2006), hvor en fysisk og psykisk forkrøblet ågerkarl terroriserer sine omgivelser.

   I Il Divo rammer han målet præcist og sætter sit fingeraftryk mellem offerets øjne. Det er en formidabel og frapperende film, som man kan se flere gange uden helt at blive færdig. Vejen er banet for This Must Be the Place (2011), Sorrentinos første engelsksprogede film, og det for alvor modne arbejde i La grande bellezza (2013) og Youth (2015). 

Se også Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

*) Sorrentino nåede til at tegne portrættet af Berlusconi i sin ottende film, den to-delte Loro (da. Silvio og de andre) fra 2018. Det er også her Toni Servillo, som fremstiller det politiske dyr. Servillo har således både spillet Andreotti og hans ærkemodstander. I Nanni Morettis Il Caimano har Sorrentino selv en lille rolle. Mange af de Fellini-inspirerede ideer om Vatikanets pragt og dekadence er videreført og forstørret i de to miniserier, The Young Pope (2016) og The New Pope (2019-2020), som Sorrentino skrev og instruerede for HBO i Italien. 

**) Totalbilledet af en gruppe karakterer, der nærmer sig eller passerer kameraet, som et hold og typisk i slowmotion, er blevet en trope; en streng, som bare skal strejfes for at antyde hele akkorden. Måske var det Sam Peckinpah, der brugte tricket første gang i The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande). Mest ikonisk er det anvendt i Philip Kaufmans The Right Stuff (1983, da. Mænd af rette støbning) om de første amerikanske astronauter. Jeg nævner Tarantinos Reservoir Dogs (1992, da. Håndlangerne), men kunne have fremhævet Michael Bays Armageddon (1998) eller Pixar-filmen Monsters, Inc. (2001) af Pete Docter. Thomas Vinterberg bruger stilgrebet både i Kollektivet (2016) og (i slingrende ironisk form) i Druk (2020). Den kritiske term for sekvensen er »Power Walk«. 

 Il Divo (Il divo: La straordinaria vita di Giulio Andreotti). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 110 min. Italien 2008. Dansk premiere: 14.08.2009.

Fotos: Indigo Film/ Curzon Artificial Eye/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Cinematrailersnet [MPI English Language Trailer via YouTube]

Filmen streames på MUBI

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.08.2009