Translate

Viser opslag med etiketten Damien Chazelle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Damien Chazelle. Vis alle opslag

mandag den 15. maj 2023

Damien Chazelle: Babylon (2022) [Oscars 2023]


ELEFANTERNE I HOLLYWOOD
Sulten er grænseløs, støjen er stærk

Af BO GREEN JENSEN

DENNE film er som en løbsk centrifuge. Det er derfor vigtigt at tage en dyb indånding, før man kaster sig ind i billedmaskinen. Babylon rammer jorden i høj fart og holder tempoet fra scene ét. Der kommer stille steder, men sanseløsheden bliver ved i tre timer. Det er ikke en film, som man nyder i fred.
   Der er tre centrale karakterer i det panoramiske myldrebillede. Det første ansigt, som filmen stiller skarpt på, tilhører mexicaneren Manuel Torres (Diego Calva), der kom til Californien som dreng. Han arbejder på at migrere socialt og blive til amerikaneren Manny Torres.



SENERE bliver Manny en stor kanon på Kinoscope Pictures. Da er han steget i graderne hos MGM, hvor han arbejder sammen med bl.a. Irving Thalberg (Max Minghella). Lige nu er han slet ikke noget. Kinoscope er filmens fiktive hovedkvarter. Facaden ligner Paramount Pictures.
   I første scene er Manny desperat. Han står i ørkenens snerrende hede og skal fragte en elefant til festen hos Kinoscopes ejer. Vi er endnu i pionertiden. Det er lige før tonefilmen. Til den store lysfest kommer alle, der på nogen måde er noget ved musikken i Hollywood i 1926.
   Elefanten er for tung til den hestetransport, der endelig påtager sig opgaven. Dyret sætter tonen ved at sprede fækalier over kameralinsen. Elefantens afføring falder i store, dampende klumper. Det er filmens første æstetiske statement – og trods alt når transporten sit mål.



TIL FESTEN KOMMER også Jack Conrad, tidens maskuline superstjerne, som bliver værdigt fremstillet af Brad Pitt. Babylon blander historiske skikkelser med fiktive konstruktioner. Jack har karaktertræk fra Douglas Fairbanks (1883-1939) og især fra Clark Gable (1901-1960). Karrierekurven ligner John Gilberts (1897-1936).
   Jack bliver gift og skilt adskillige gange. Han drømmer om at skabe film på niveau med europæisk kultur. Han taler henført om Bauhaus, tysk ekspressionisme og tolvtonemusik af Arnold Schönberg, men da tonefilmen kommer, og faget bliver sværere, står han på mål for den mest demokratiske kunstart. Til festen er han endnu ekspansiv og ubekymret. Det er Jack, der hyrer Manny som problemknusende altmuligmand.
   Imens forsøger stjernefrøet Nellie LaRoy at komme ind. Nellie bliver spillet af Margot Robbie. Hun ligger typemæssigt et sted mellem Jean Harlow (1911-1937) og Clara Bow (1905-1965). Nellie ser frem til at fråse i honning og mammon. Hun vil være gudinden, alle begærer. Manny hjælper Nellie ind i palæet, hvor dansen om Guldkalven er i fuld gang.



FESTEN er et grænseoverskridende spektakel. Alligevel bliver der stille, mens den kinesisk-amerikanske – og lesbisk ciskønnede – Lady Fay Zhu (Li Jun Li) fremfører sangen om »My Friend’s Pussy«. Kvadet kunne være en anakronisme, men blev faktisk skrevet i 1931 af englænderen Harry Roy. Stilen er som Marlene Dietrich (1901-1992), modellen kunne være Anna May Wong (1905-1961). Om dagen er Fay tekstforfatter på Kinoscope. Hun skriver skiltene med dialog.
   Lige nu får hun hver gæst til at drømme. Justin Hurwitz har komponeret et massivt score med slingrende horn og dunkende trommer. Hver karakter bliver fulgt hjem efter festen. Jack Conrad snubler over rækværket og lander i sin swimmingpool. Manny samler beruseren op, men det er Jack, som er frisk næste morgen, da alle møder på drømmefabrikken. Først da, efter 20 minutter, kommer titlen op i versaler: BABYLON står der med røde bogstaver.


HOLLYWOOD har altid holdt af at fortælle sin egen historie. Babylon lægger sig især efter to litterært forankrede film: John Schlesingers The Day of the Locust (1975, da. Katastrofenatten), som brugte Nathanael Wests roman om Græshoppens dag, og Elia Kazans The Last Tycoon (1976, da. Magtens sødme), som var baseret på F. Scott Fitzgeralds sidste (aldrig fuldt færdiggjorte) roman.
   Damien Chazelle fortæller med samme sans for stoffet, som David Fincher gjorde i Mank (2020), der fulgte tilblivelsen af manuskriptet til Citizen Kane (1941, da. Den store mand). Chazelle er mere europæisk orienteret, end man sædvanligvis ser det. Han har naturligvis set den moderne franske (meta)stumfilm The Artist, som Michel Hazanavicius skrev, instruerede og modtog fem overraskende Oscars for i 2011. Som noget nyt erkender han at være inspireret af Tom Tykwers blik på Weimar-tiden i tv-serien Babylon Berlin, der fornyede flere trætte formater ved debuten i 2017.
   Øverst blandt alle kilder står dog Singin’ in the Rain (1952), den klassiske Hollywood om Hollywood-musical, som ligefrem er indlejret i Babylon. Det vender jeg tilbage til.




DAMIEN Chazelle er født i 1985. Han kender den kollektive kulturarv, men er vokset op på østkysten i universitetsbyen Princeton, New Jersey, hvor begge hans forældre underviser, og har læst filmvidenskab på Harvard i Massachusetts. Han har nok en mere romantisk og mytologisk benovet tilgang til Hollywoods barndom end stedfødte krønikeskrivere som Paul Thomas Anderson og Quentin Tarantino. Han har i hvert fald sine egne ideer.
   Chazelles wunderkind-status blev konsolideret med La La Land (2016) – en håndlavet musical for dagens små stjerner. Allerførst blev han musikuddannet på Princeton High School. Han elsker den rå, synkoperede  jazz, som han og Justin Hurwitz brugte klirrende syndfloder af i Whiplash (2014). Efter La La Land fulgte First Man (2019) – en biopic om astronauten Neil Armstrong.
   Som æstetisk strateg ligner han Darren Aronofsky. Hver film åbner med et sætstykke, der ryster tilskueren, så tavlen er visket ren. Orgiet fungerer netop sådan. Her er hedonisme i metermål, faglig kynisme, knuste og realiserede drømme. Babylon blander alt i en gryde.


DET er i sidesporene, at Chazelle er bedst. Manny Torres producerer korte koncertfilm – jazz shorts var videoclips for deres tid – med trompetisten Sidney Palmer (Jovan Adepo), som er afrikansk-amerikansk. Chazelle har lejlighed til at markere historien om det parallelle Black Hollywood, en skyggetradition med sit eget genreregister (og store produktioner som Cabin in the Sky), der sjældent kommer med i filmhistorien.
   I sydstater med apartheidlovgivning kunne hvid, brun og sort hud ikke optræde i samme billede. Sidney Palmer må – med skam og sved emmende ud af hver pore – lade sig sminke med kul, fordi han ikke er sort nok til sydstatsmarkedet. Modellen kunne være Duke Ellington (1899-1974), Sidney Easton (1895-1971) eller endda Louis Armstrong (1901-1971). Chazelle husker siden Sidneys synsvinkel i selskabsscenerne, hvor filmfolkene bliver vist frem for de rige gæster hos William Randolph Hearst (1863-1951) og Marion Davies (1897-1961).  
   Nellie LaRoy får sit gennembrud i en lille rolle hos instruktøren Ruth Adler (Olivia Hamilton)  og stjæler i forbifarten billedet fra stjernen Constance Moore (Samara Weaving), der har lagt sig ud med systemet ved at blive sin egen producer. Adler er betaget af Nellie, fordi hun kan græde på stikord og skrue op eller ned for mængden af tårer. Adler kunne være baseret på Dorothy Arzner (1897-1979), Lois Weber (1879-1939) eller Alice Guy-Blaché (1873-1968). Chazelle får demonstreret, at de kvindelige instruktører endnu ikke var skrevet ud af historien.


DA tonefilmen kommer, bliver der brug for Nellies medfødte professionalisme. Ruth Adler er stadig instruktør, men nu er det produceren, der bestemmer, og kravene til lydteknik har kvalt bevægelsesfriheden. Chazelle har en lang, enerverende scene, hvor Nellie igen og igen må komme ind, sætte sin kuffert det rigtige sted og arbejde på betoningen af en lille replik. Der går hele tiden noget galt. Til slut falder lydteknikeren ud af sin boks med maskiner og er død af et hedeslag, simpelt hen. Ved eftertanke er det en af de bedste scener i Babylon. Nu er alle gået på kompromis, og arbejdet er blevet benhårdt – men virkeligheden kommer i kassen.
   Babylon er klippet meget ujævnt. Chazelle fravælger det episke sug for en synkoperet rytme, der minder om billedtakten i Whiplash. Så når han standser og bliver stille, gør det indtryk. Det sker især i Jack Conrads synsvinkel, hvor nogle af scenerne bliver rene epifanier.
   I bakkerne bag Kinoscope er en tysk auteur (baseret på Erich von Stroheim) i færd med at optage en slagscene. Der er 1000 statister og mange problemer. Manny redder dagen ved at skaffe et nyt kamera, da samtlige ni, som var til rådighed, er blevet ødelagt. Han når frem til filmsettet, mens solen synker, og kærlighedsscenen får særlig fylde. Lyset er stille og gyldent. Vi deler da Jacks ærefrygt. Her bliver der virkelig skabt film for the ages.



CHAZELLE lader sig generelt inspirere af mange kolleger og forgængere. Man kan altid diskutere, hvor grænsen går mellem hyldest, lån og rent tyveri – hvad Thomas Vinterberg i anden sammenhæng og uden sammenligning har kaldt »at planke en scene«. Chazelle hylder mange og planker mindst to.
   Det berusede selskab kører ud i ørkenen, hvor Nellie vil se sin far kæmpe med en klapperslange. Da han dejser omkuld, tager hun selv fat i slangen og bliver bidt. Det giver Fay Zhu mulighed for at redde hendes liv og dele et første dybt kys. Hele stemningen, »nu skal vi se, nu er det tid«, er løftet direkte fra Paul Thomas Andersons Licorice Pizza (2021) – hvor Sean Penn i rollen som William Holden skal gentage et stunt fra The Bridges at Toko-Ri (1954) – og i en større omskrivning fra fødselsdagsfesten i Orson Welles' legendarisk ufuldendte The Other Side of the Wind (1976), der omsider blev færdiggjort i 2018.
   I tredje akt af Babylon stiger Manny og narkohandleren The Count (Rory Scovel) ned i Los Angeles’ underverden sammen med gangsteren James McKay (Tobey Maguire), som de mod bedre vidende prøver at narre med rekvisitpenge, da Manny skal indfri Nellies spillegæld. McKay-karakteren er sært karikeret, men besøget i byens kloakker gør indtryk. Man spiller på alt, dyrker SM til døden og begejstres over en Hades-figur, der spiser levende rotter. Atmosfæren i det betændelsesrøde klubmiljø er planket fra Gaspar Noés Irréversible (2002).



FILMEN har sit hjerte – et af dem i hvert fald – i scenen, hvor Jack Conrad konfronterer journalisten Elinor St. John (Jean Smart) med en giftig »nu-skrider-det-for-ham« artikel, som hun har skrevet i Photoplay. Han er ærlig og siger, at de altid har talt venligt sammen uden at være venner. Han vil ikke have hævn. Han vil bare have en forklaring.
   Historiske Hollywoodskildringer plejer at have en version af Hedda Hopper (1885-1966) og Louella Parsons (1881-1972), som var de førende filmjournalister i mellemkrigsperioden. Her er vi længere tilbage, måske ved en skribent som forfatteren Adela Rogers St. John (1894-1988), eller fremme ved korrespondenter som britiske Sheilah Graham (1904-1988), der blev F. Scott Fitzgeralds sidste samleverske.
   Elinor St. John er i billedet fra begyndelsen. I en af de første scener sukker hun livstræt og siger: »Jeg kendte Proust, skal I vide«. Med åbenlys kulturforagt. Men i sit arbejdsværelse ser hun op og svarer Conrad i en stor monolog om, hvordan enkelte stjerner kommer og går, men ideen om Hollywood og magien ved film lever videre.
   Om 50 eller 100 år, når de begge er borte, vil nogen et sted se Jack Conrads film, og for en stund vil han og dét, som han var og forsøgte og lykkedes med, leve igen. Det hele giver da en vis form for mening. De er både mindre og større end kontinuiteten.
   Lige nu er hans øjeblik gået. Det var ikke noget, han gjorde forkert. Det er bare sådan. Han skal lade være med at stritte imod, men acceptere sin skæbne og en sen karriere med mindre og mere tvivlsomme roller. Hvilket han gør for en tid. Jacks karakter og livsbane er en af de bedste handlingsbrikker i Babylon. Jeg skal ikke røbe, hvad der sker og hvad han gør, men denne formiddag vender han sig i døren og siger et sjældent: »Tak for det«.

 

BABYLON begynder i 1926 og følger Manny, Nellie og Jack gennem de bestemmende år, hvor Hollywood vokser og udvikler en anstændighed. Ved slutningen i 1932 er ingen af dem tilbage i byen, men filmen lever videre, som Elinor St. John har sagt. Industrien forsøger at blive respektabel. Det var i 1934, at den såkaldte »Hayes Code« – branchens egen bornerte censurinstans, som bedømte manuskripter frem til 1954 – blev implementeret. 
   Chazelle beskriver et »Pre-Code Hollywood«, hvor film kunne være særdeles eksplicitte. Her får man dog indtryk af, at der kun blev lavet spekulationsfilm. Til festen i begyndelsen arbejder Chazelle ihærdigt på at bryde tabuer ned. Her er fri sex, kokain som slik og metervis af hedonisme. En svært overvægtig mandlig stjerne, komikeren Orville Pickwick (Troy Metcalf), får et golden shower af ensemblespilleren Jane Thornton (Phoebe Tonkin), der skal medvirke i Ruth Adlers film næste dag. Hun overdoserer sit stimulansindtag, og liget må skaffes af vejen. Da slipper Manny elefanten løs, så kaos kan camouflere dødsfaldet.


I VIRKELIGHEDEN døde Virginia Rappe (1891-1921) fire dage efter festen på St. Francis Hotel i San Francisco, hvor Roscoe »Fatty« Arbuckle (1887-1933) angiveligt voldtog hende. Rappe blev efter sigende misbrugt med en colaflaske, som der sad en rusten kapsel på. Dødsårsagen var urinforgiftning. Episoden kunne ikke ties ihjel. Arbuckle blev sigtet, først for mord, siden for uagtsomt manddrab. Han blev frikendt efter tre indviklede retssager.
   Medierne svælgede i hver detalje. William Randolph Hearsts aviser førte an i kampen for den offentlige moral, mens politikere og jurister profilerede sig. Fotoet af den ødelagte hotelsuite gik verden rundt.  Arbuckle fik aldrig sin karriere tilbage og var effektivt »aflyst«, som krænkere bliver i dag. Han blev muligvis udnyttet. Branchen statuerede et eksempel. Det ændrer ikke på, at Virginia Rappe døde som følge af orgiet i suite 1221.


JACK forstår for alvor, at tiden er gået, da han sniger sig til en visning, hvor han spiller romantisk helt i en krigsfilm. Han siger: »Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig,« til sin medspiller. Det samme gør Gene Kelly som Don Lockwood i Singin’ in the Rain. Og publikum griner på samme hjerteløse måde.
   Motivet bliver forløst i epilogen. En af karaktererne lever stadig i 1952 og ser undrende, med smil gennem tårer og omvendt, hvordan det hele bliver levende igen, da han går ind til Stanley Donens og Gene Kellys metamusical, som var ny i biograferne netop det år. Chazelle citerer fra Singin’ in the Rain i flere minutter. Man begynder næsten at følge med.
   Da spiller Chazelle temakortet. Han viser et svimlende sammenklip af hele den kommende filmhistorie. Det visuelle foreksempel må være billedtunnelen i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968, da. Rumrejsen år 2001), intet mindre. Chazelle citerer fra Georges Méliès til Jean-Luc Godard og The Matrix. Salen i 1952 bliver et øjeblik den evige biograf. Karakteren, hvis liv tog en uventet drejning, ser på lærredet: De var der, og de gjorde det. Der var virkelig et sted, som hed Hollywood i begyndelsen.




CHAZELLE har flere af sine historier fra Kenneth Angers Hollywood Babylon (1975) og Hollywood Babylon II (1984), som med rette nyder kultstatus, skønt meget i bøgerne er usandt eller vildt overdrevet. Anger dyrker og elsker tarveligheden. Dén gør Chazelle meget ud af til slut.
   På vej hjem fra biografen husker jeg en anden side af Babylon-motivet. I 1916 indspillede D.W. Griffith sin monumentale Intolerance, som folder temaet ud i fire historiske perioder, der er omhyggeligt rekonstrueret: oldtidens Mesopotamien, Israel på Kristus' tid, blodbadet på Bartholomæusnatten i Frankrig og moderne amerikansk tid, hvor kriminelle og politiske kræfter bliver belyst. 
   Griffith, som skabte The Birth of a Nation (1915) og etablerede United Artists-studiet sammen med Charles Chaplin, Douglas Fairbanks og Mary Pickford, er for tiden sendt til revurdering, fordi hans film udtrykker oplagt racisme. I En Nations fødsel fremstår Ku-Klux-Klan som helte, der redder de hvide heltinder fra frigivne slaver og tarvelige carpetbaggers. Det er virkelig svært materiale. Men man kan ikke tage visionen fra ham. Intolerance har en spilletid på knap fire timer. Babylons hængende haver og porte blev genrejst til lejligheden.
   I Good Morning, Babylon (da. Godmorgen Babylon) fra 1987 lader Paolo og Vittorio Taviani to toscanske håndværkere emigrere til USA og blive ansat hos Griffith, der spilles af Charles Dance. De arbejder stille og roligt i solen. De falder til, får kærester og har den bedste tid i deres liv, som senere møder mange udfordringer. Både hos Griffith og brødrene Taviani optræder der elefanter.



MIN pointe er, at der også var en anden side af tilværelsen i 1920ernes Hollywood. Der var en by, hvor man gjorde arbejdet grundigt, havde enkle relationer og jævne gøremål, uden hverken at feste hysterisk hver aften eller leve med uafbrudt blik for historien. Der var en håndgribelig verden i absolut nutid. Også dét perspektiv hører med.
   Fornemmelsen for den stille hverdag går tabt i Chazelles hyperfart. Til gengæld giver han stedet liv og formulerer næsten et æstetisk program. Den nye faktor i filmen er ikke skandalerne og hedonismen. Ej heller ærefrygt og kynisme. Det er diversiteten i historien. Babylon husker alle grupper og får hele demografien med i billedet, uden at blive fingerpegende tydelig eller skematisk repræsentativ. Det er ikke som i 80er-scifi, hvor kommandobroen på rumskibet blev bemandet efter en etnisk tjekliste. Babylon er en hel hjemstavnsskildring.
   Filmen er ujævn og trods alt for lang. Du har muligvis hørt, at den er dårlig. Det er sandt, at den kræver en indsats. Som sagt er det ikke en film, som man nyder. Omkostningerne er på niveau med prisen for avancerede kampfly, og investeringen kommer ikke hjem foreløbig.


ER Babylon da Chazelles Heaven's Gate? Måske på sæt og vis. Michael Ciminos legendariske western-fadæse havde den samme episke bestræbelse, de samme forjættende sætstykker, det samme gargantuanske budget. Den blev banket ned ved premieren og tvang studiet (som ironisk nok var United Artists) til at begære konkurs. Men filmen fik sit efterliv, er en certificeret magnificent obsession og står sig, uanset hvad benægtere mener og siger.
   Babylon er hverken perfekt eller katastrofal. Først og fremmest har filmen kant og vision. Den er interessant, og den er anbefalet. Jeg skal i hvert fald se den igen.

Babylon var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Production Design (Florencia Martin, Anthony Carlino), Costume Design (Mary Zophres) og Original Score (Justin Hurwitz).

Se også Damien Chazelle: Whiplash (2014); Damien Chazelle: La La Land (2016); Damien Chazelle: First Man (2018). 

Babylon. Instr. & manus: Damien Chazelle. Foto: Linus Sandgren. 189 min. USA 2022. Dansk premiere: 19.01.2023.


Foto: Paramount Pictures Corporation/ C2 Motion Picture Group/ Marc Platt Productions/ Material Pictures/ Organism Pictures/ Wild Chickens Productions/ UIP.dk/ Filmtre/ Rai 1/ MK2 Productions/ Artificial Eye [Good Morning, Babylon/Taviani stills]/ CineMaterial/ MovieStillsDB 
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movie
Babylon udkom på BD og Blu-ray 4K UHD fra Paramount Pictures 03.04.2023
Anmeldelsen indlæst (i kortere form) og lagt på Weekendavisen.dk 19.01.2023 

onsdag den 27. januar 2021

Damien Chazelle: First Man (2018)


SOM MÅNEN KASTER SKYGGE
Astronauten Neil Armstrong 1930-2012

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er en ren tour de force, mejslet med omhu og akkuratesse. Den sætter scenen nøjagtigt, samtidig med, at den desorienterer.
   Tilskueren kastes hovedkulds ud i et vidtåbent rum, hvor sanserne prøver at navigere. Der er ingen pejlemærker. Der er allerhøjst fornemmelsen af en horisont. Støjen er aggressiv og intens. Selve luften brøler i den kværnende turbine.
   Vi deler oplevelsen med piloten i et cockpit. Han trykker febrilsk på forskellige kontakter, men instrumenterne vil ikke reagere. »You’re bouncing off the atmosphere, Neil,« siger stemmen fra kontrolcentret. »Du preller af mod atmosfæren.« Og det gør flyet virkelig igen og igen.
   First Man suger effektivt publikum ind. Alle i salen får svedige hænder. Hvis året er 1961, må det være overlydsflyet X-15, som piloten prøver at lande. Projekt Mercurys raketfly var en forløber for Gemini-serien, som igen var en skitse til Apollo-programmet.


I SOMMEREN 2021 er der gået 52 år, siden Neil Armstrong og Buzz Aldrin tog de første skridt på Jordens måne. Apollo 11-missionens tredje deltager, Michael Collins, blev ombord på kommandofartøjet, mens Armstrong og Aldrin satte landingsmodulet Eagle ned på den kridtørkenagtige overflade.
   Først sagde Armstrong: »Ørnen er landet«. Lidt senere: »Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden.« Efter to en halv time i Stilhedens Hav begyndte Apollo 11 rejsen tilbage.
   Missionen markerede slutningen på rumkapløbet, som var en af de mest overvågede fronter i propagandakrigen mellem supermagterne. Sovjetunionen havde ført siden opsendelsen af Sputnik 1 (1957), Sputnik 2 med »rumhunden« Laika ombord (1957) og kosmonauten Jurij Gagarins første supersoniske jordomflyvning (1961). Men USA vandt finalen.
   Det havde kostet adskillige menneskeliv og mange millioner dollars. Det triumferende Moonshot var Vestens stolteste øjeblik. Alligevel sad flere tilbage med en følelse som i sangen af Leonard Cohen: »It’s like our visit to the moon or to that other star/ I guess you go for nothing if you really want to go that far.«


FILMEN First Man beskriver – ikke kort, men til gengæld ret godt –
 Neil Armstrongs vej til Apollo-programmet. Der er tre effektfulde sætstykker: begyndelsen i raketflyet og den nervepirrende Gemini 8-flyvning i 1966, hvor det lykkedes at sammenkoble to fartøjer, men hvor missionen alligevel måtte opgives på grund af tekniske fejl; endelig den forløsende månelanding, hvor fortællingens strømme konvergerer.
   First Man vælger i alle scener at give en fysisk, konkret og subjektiv vinkel på situationer, som kunne være mere neutralt eksponeret. Filmen deler astronautens tunnelsyn. Armstrong er både motiveret og defineret af det personlige tab, som han og hustruen Janet lider i starten. Parrets datter dør af kræft, og Armstrong flygter ind i sit arbejde.
   Astronauternes venskab og rivalisering er en kontrast til de store rumøjeblikke. Filmen registrerer samtidens kritik af ressourceforbruget – forfatteren Kurt Vonnegut optræder uventet kritisk i et arkivklip, og sorte demonstranter synger om, hvordan »Whitey on the Moon« blot er endnu en racistisk markering. Denne mediestøj når knapt astronauterne. Den er noget, som ledelsen og PR-folk tager sig af.

FIRST Man skal stå distancen over for især to forgængere: Philip Kaufmans The Right Stuff (1983, da. Mænd af rette støbning), som ramte den kliniske tone i Tom Wolfes bog om udvælgelsen af de første Project Mercury-piloter, og Ron Howards Apollo 13 (1995), som gjorde den eneste fejlslagne Apollo-mission til en langstrakt øvelse i varm patriotisme.
   Filmen er mere end kompetent instrueret af Damien Chazelle, som hidtil har været et navn, man forbinder med dans og musik. Han instruerede Whiplash (2014), og han genrejste den amerikanske filmmusical med La La Land (2016), der kunne fremstå som noget afgørende nyt, fordi Chazelle kender, behersker og holder af traditionen.
   Her arbejder han for første gang efter et manuskript, som han ikke selv har skrevet, og han forholder sig til en tid, som han ikke selv har levet i. Chazelle er født i 1985, da Apollo-programmet var lukket for længst, og rumrejserne havde mistet den romantiske aura, som konkurrerede med kritikken af NASA’s overforbrug.


RYAN Gosling fungerer udmærket som Armstrong. Claire Foy (fra The Crown) gør Janet Armstrong til en stærk karakter, der ikke uden videre vil spille rollen som passiv mønsterhustru. Hun tager hen til NASA og kræver en forklaring, da kontrolcentret lukker for lyden fra Gemini 8. Corey Stoll er forfriskende direkte som den frejdigt ambitiøse Buzz Aldrin.
   Chazelle kan sin filmhistorie og låner træk fra flere forbilleder. Blandt andet får Armstrong en Rosebud-erindring. Astronauten taler aldrig om sin døde datter, men han har hendes perlearmbånd i lommen, og det bliver endelig lagt på plads. Det er detaljen, som fastholder den humane synsvinkel midt i en grundlæggende inhuman proces.*
   Flere scener har en slående lighed med Christopher Nolans Dunkirk (2017). Der er den samme oplevelse af at være midt i et kværnende maskineri og gøre det nødvendige. Der er hverken overblik eller moral.


CHAZELLE har sit eget take på det hele. Hans musikalske præferencer kommer til udtryk i sjælere som Meredith Willsons »I Am the Moon« og Harry Revels »Lunar Rhapsody«. Det er musikken, som binder ægtefællerne sammen. Vi får aldrig deres historie. Vi hører den i de knasende sange.
   Egentlig skulle Clint Eastwood have instrueret. First Man var da blevet en helt anden film. Alle, som oplevede månelandingen live, har en vis portion nostalgi investeret. Fordi Chazelle er født længe efter det hele, kan han bedre sortere i stoffet og vurdere, hvad der har relevans.
   Mens historien sker, er der kun vilkårlig bevægelse. Perspektivet kommer med eftertiden, når månen kaster skygger, og vejen gennem skoven kan ses. Der vil da være krummer og småsten, som glimter. Måske var missionen ikke så skæv.



*Josh Singers manuskript bygger på First Man: The Life of Neil A. Armstrong (New York: Simon and Schuster, 2005), den autoriserede biografi, som James R. Hansen var adskillige år om at skrive, fordi Armstrong kun traf hurtige beslutninger, når han var ude i rummet. Armstrong nåede at godkende filmprojektet, før han døde i 2012. Både Hansen og Armstrongs to (nu midaldrende) sønner var rådgivere på filmen. Mark og Rick Armstrong siger, at adskillige scener i den kom fra dem. Især 
»The Talk« – den obligatoriske køkkensamtale, hvor Neil Armstrong fortæller hver søn om risici ved missionen, der venter – var selvoplevet. Også den bevægende detalje om Karen Armstrong, som fik en hjernesvulst og døde, er autentisk. Fotoet viser den virkelige Armstrong, som trækker datterens kælk gennem sneen i 1961. Det ligger som alt muligt andet på nettet. Jeg ved ikke, hvem der har taget eller lagt det op. Men tre år efter er det stadig Rosebud-detaljen, jeg husker fra filmen. Og så den fantastiske åbningsscene. 

First Man. Instr.: Damien Chazelle. Manus: Josh Singer. Foto: Linus Sandgren. 141 min. USA 2018. Dansk premiere: 25.10.2018.


Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ UIP DK
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Google Play, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy 
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 26.10.2018

tirsdag den 26. januar 2021

Damien Chazelle: La La Land (2016) | Musicals


EN GENRE ER (GEN)FØDT
Der er langt mellem lysægte filmmusicals

Af BO GREEN JENSEN

DET er med musicals som med westerns. Engang var de klassiske genrer med et stort og medlevende publikum. Så støvede billedet til. Over tid blev de gamle formater uforståelige. Det var næsten som et sprog, der gik tabt.
   Westerns overlevede som revisionistisk historieskrivning. Musicals blev til filmet teater. Genren kom aldrig rigtigt igen efter 1967, da det begyndte at blive komisk, hvis karaktererne i en film gav sig til at synge og danse.
   Ud af det blå kommer så pludselig en film, der gør fem årtiers skepsis til skamme. Damien Chazels La La Land har bogstaveligt taget verden med storm. Efter mange falske forårstegn er musicals blevet sagen igen.


DET er kort fortalt historien om tilflytteren Mia (Emma Stone), som vil være skuespillerinde og går til alle slags auditions. Der er et sjovt sammenklip af eksempler. Mens hun venter med vigende entusiasme, arbejder hun som barista i kaffeshoppen hos Warner Brothers. Hendes inderste ambition er dog at skrive og opføre en monolog om at komme fra Boulder City, Nevada, til Drømmefabrikken i Englenes By.
   Andetsteds i »La La Land« – et kælenavn for Los Angeles – prøver jazzpianisten Sebastian (Ryan Gosling) stadig at få tilværelsen til at give mening. Han vil genåbne en legendarisk natklub, spille sin egen musik og præsentere koryfæer på scenen. Imens tjener han penge som hyggepianist, men bliver ofte fyret, fordi han ikke holder sig til det tandløse lounge-repertoire.
   Mia og Sebastian mødes som vrede bilister. Mens miljøerne bliver vist frem, er de meget som Don Lockwood og Kathy Selden – Gene Kelly og Debbie Reynolds – i Singin’ in the Rain (1952). De løber på hinanden, reviderer et negativt førstehåndsindtryk og når til at udforske byen som par.



SEBASTIAN skraber bunden i et partyband, der spiller 80ermusik. Han møder sin gamle ven, afroamerikaneren Keith (John Legend), der har succes med at spille fusionsmusik. Mia er forfærdet over den koncert, som hun overværer. Kritikere af La La Land – de findes skam – beskylder med nogen ret filmen for snobbisme: Kun det gamle er godt, og kun jazz er helt værdig musik.
   Så langt er La La Land en tidløs dreng-møder-pige historie. Det kommer heller ikke som en overraskelse, at Sebastian henter Mia i Boulder, da hun slikker sårene efter sit stykkes fiasko. På den måde bliver hun alligevel castet i rollen, som ændrer alt for dem begge.
   Det moderne twist kommer i sidste akt. Sebastian får sin jazzklub, og Mia får både en filmkarriere og en familie. Til gengæld giver de slip på hinanden. Spørgsmålet er altså, om man kan forene kunsten og livet. Det er det ofte hos Damien Chazelle. I hans film er der ingen genvej til det sublime.


DET usædvanlige er ikke, at La La Land er en musical. De kommer dog fra tid til anden: Moulin Rouge! (2001), Chicago (2003), Rent (2005), Mamma Mia! (2008), Nine (2009), Les Misérables (2012), Into the Woods (2014).
   Det særlige er, at der er tale om en original filmmusical. Den er ikke overført fra teatret, og det er ikke en jukeboxforestilling, der skærer genvej ved at bruge sange, som publikum kender på forhånd. Musikken er skrevet fra bunden, og koreografien er tænkt, ikke for et scenerum, men for et kamera.
   I Amerika er det ikke gjort, siden Martin Scorsese formgav New York, New York! (1977) som en selvbevidst hommage til genren, og Bob Fosse lavede All That Jazz (1979, da. Det er showtime!) som et (selv)portræt af den døende kunstner. Francis Ford Coppolas One from the Heart (1981) var vildt esoterisk, da den kom ud.
   Der er til gengæld europæiske eksempler. Christophe Honorés Chansons d’amour (2007) var særskilt vellykket. Simon Stahos Magi i luften (2011) sank som en sten. Lars von Triers Dancer in the Dark (2000) er en nyklassiker.



LA LA Land åbner spektakulært med en kilometerlang bilkø på Los Angeles Freeway og mere end 100 dansere, der stiger ud og synger »Another Day of Sun«. Her ligger stilen ikke milevidt fra den fysiske akrobatik i Fame (1980).

   Siden bliver formen ét langt riff på Singin’ on the Rain, genrens kronjuvel. De fortrolige danse er hentet i førkrigsfilm med Fred Astaire og Ginger Rogers, der bare gav sig til at steppe, som var dét den naturligste ting. Sætstykket er »City of Stars«, der bliver sunget og danset i flere versioner, men den fineste tråd er vignetten »Planetarium«, som følger med Mia og Sebastian på date.
   I biografen ser de Nicholas Rays Rebel without a Cause – filmen der gjorde James Dean til James Dean – og bagefter slentrer de hjem. Nøglescenen i Rebel udspiller sig ved Griffith Observatory på Mount Hollywood. Netop hér giver Stone og Gosling sig til at steppe og danse soft shoe. Dét er ikke næppe gjort for alvor i nogen film på denne side af 1950.


DER er meget, som lykkes i La La Land, fordi det er gjort uden selvironi. Man kan se, at parret anstrenger sig. Stone og Gosling er ikke billedskønne idoler. De ligner faktisk forelskede mennesker med alt, hvad det indebærer.
   For La La Land er ikke en opportunistisk idé, der blev undfanget på et bestyrelsesmøde. Det er ikke en kalkuleret film på den måde. Instruktøren følte sig længe som en stolt, misforstået anakronisme, fordi han havde den samme hang til gammelt stof som Sebastian.
   Chazelle var først en jazzforelsket trommeslager, der trænede under en benhård lærer på Princeton High School. Det blev inspirationen for den nervekrig mellem mester og lærling, som gjorde Chazelles forrige film, Whiplash (2014) til et intenst psykologisk drama – en slags jazz noir.
   Elskelige J.K. Simmons, der spillede den dæmoniske lærer i Whiplash, er med igen i La La Land. Her som den uimponerede natklubejer, der fyrer Sebastian, fordi han improviserer med breaks og synkoper.
   Endnu før da var Chazelle betaget af de musicals, han så som barn, først og fremmest to af Jacques Demy, Les parapluies de Cherbourg (1964) og Les Demoiselles de Rochefort (1967), som hans franskfødte mor viste ham.
   Pigen med paraplyerne var nyskabende, fordi al dialogen blev sunget til Michel Legrands gennemkomponerede score. Pigerne fra Rochefort brugte hele den lille by som location og hentede Gene Kelly ind som special effect. Der var altså allerede et element af pastiche og hommage.
   På Harvards filmskole mødte Chazelle komponisten Justin Hurwitz. De udviklede en afgangsfilm, der i 2009 blev til Guy and Madeleine on a Park Bench. Det er en musical om en jazztrompetist, der skal vælge mellem kunsten og sin kæreste. Den blev skudt i 16 mm sort-hvid og er umådeligt ambitiøs. Filmen rummer både Whiplash og La La Land i miniature.
   Chazelles debut blev vist på Tribeca og turnerede siden i festivalkredsløbet. En kritiker skrev, at det var den film, som John Cassavetes ville have lavet, hvis han var ansat på MGM i den klassiske musicaltid. La La Land er mere glatsleben, men ligner både i anslag og tematik.


JEG så første gang La La Land ved verdenspremieren på Venice Film Festival i 2016. Den åbnede festivalen og blev afgjort positivt modtaget. Her var en film, som hyldede princippet om, at »everything old is new again«. Overvejelsen gik mere på, om tiden mon var moden til at tro på musicals igen.
   Siden blev Chazelles film et certificeret kulturfænomen, Oscar-nomineret i 14 (!) kategorier (den vandt i seks, men fik – heldigvis – ikke Best Feature-trofæet, som Barry Jenkins modtog for Moonlight) og belæsset med en zillion andre priser. Der er solgt billetter for 450 mio. dollars.
   Der følger altid en modreaktion. Man synes pludselig, at filmen kommer for let til det hele. Jeg skal ikke pudse min glorie. Jeg har sagt til ganske mange, at jo, La La Land er da en god film, men den var nu også heldig med sin timing.
   Nu og her vil jeg gerne lovprise filmen. Den kommer fra hjertet og gør sine ting med en integritet, der svarer til Sebastians ubestikkelighed. Måske er Chazelle hverken Vincente Minnelli eller Bob Fosse, men han har genrejst en genre med stor kærlighed og givet det gamle stof en ny følsomhed.



La La Land. Instr. og manus: Damien Chazelle. Foto: Linus Sandgren. Musik: Justin Hurwitz. 128 min. USA 2016. Dansk premiere: 24.02.2017.




Fotos: Summit Entertainment/ Black Label Media/ TIK Films/ Impostor Pictures/ Gilbert Films/ Marc Platt Productions/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Lionsgate Films
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films 15.05.2017 
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.02.2017