Om de færdige værker og to fuldendte
Af BO GREEN JENSEN
Af BO GREEN JENSEN
Herefter var 2020 et aflyst år, som vi næppe får trang til at dvæle ved, når sundhedskrisen er ovre. Mange Fellini–fejringer måtte opgives. I begyndelsen af året nåede BFI, det britiske filminstitut, at vise det samlede oeuvre. Ved slutningen [24.11.2020] udgav The Criterion Collection 14 restaurerede hovedværker i bluray-bokssættet Essential Fellini.
Jeg
troede, at jeg satte mig for at skrive en respektfuld gennemgang af det
egentlig ikke så stormfulde levned. Som ung kom Federico til Rom, blev tegneserieskaber
og radioforfatter, skrev film for bl.a. Roberto Rossellini (Rom, åben by
og Paisà) og giftede sig i 1943 med Giulietta Masina, som han delte hele
livet med – de døde begge i 1993.
Herefter kunne man/vi/jeg nok en gang se på de cirka 20 – eller 20½ – spillefilm og semi-dokumentariske tv-arbejder, som Fellini fik realiseret på 40 år.
FOR i kronologisk forstand ser det smukt og velordnet ud. Luci del varietà (Pigen fra varieteen), som Fellini instruerede sammen med Alberto Lattuada, og som til og med handler om rejsende artister, havde premiere i 1950. La voce della luna, »Månens stemme«, som Roberto Benigni medvirkede i, fik premiere i 1990, men nåede aldrig til Danmark, fordi sen-80erne var en merkantilistisk tid, som ikke gik op i at huske og hylde.
Herefter kunne man/vi/jeg nok en gang se på de cirka 20 – eller 20½ – spillefilm og semi-dokumentariske tv-arbejder, som Fellini fik realiseret på 40 år.
FOR i kronologisk forstand ser det smukt og velordnet ud. Luci del varietà (Pigen fra varieteen), som Fellini instruerede sammen med Alberto Lattuada, og som til og med handler om rejsende artister, havde premiere i 1950. La voce della luna, »Månens stemme«, som Roberto Benigni medvirkede i, fik premiere i 1990, men nåede aldrig til Danmark, fordi sen-80erne var en merkantilistisk tid, som ikke gik op i at huske og hylde.
Mellem disse
titler kom først to film mere i »den karakterbårne trilogi« - det er Den
hvide sheik (1951), hvor affiniteten for fantasi og eskapisme bliver klar,
og den socialrealistiske Dagdriverne (1953). Så fulgte et opgør med neorealismen
i »den metafysiske trilogi« – gennembrudsfilmen La Strada (1954), Krapyl
(1955) og Gadepigen Cabiria (1957), som i parentes bemærket var forlægget
for musicalen Sweet Charity.
HELE verden åbnede sig for Fellini med Det søde liv (1960) og metafilmen 8½ (1963), men det blev samtidig kritisk praksis at se ham som mindre solid og
gedigen end generationsfæller som Pier Paolo Pasolini og Michelangelo Antonioni,
som dog begge nød godt af interessen for den nyskabende italienske bølge.
Til
gengæld fik Fellini det brede publikum – og beholdt det – i, hvad man har kaldt den
sene »karnevalsperiode«, hvor cirkus, frodige kvinder og psykologisk selvanalyse
bliver sagen: Juliette (1965), Satyricon (1969), Klovnerne
(1970), Roma (1971), Amarcord (1973), Casanova (1977), Orkesterprøven
(1978) og Kvindebyen (1980) var kulturbegivenheder i samtiden.
De sene og mere milde arbejder – Og skibet sejler (1983), Ginger og Fred (med Masina og Marcello
Mastroianni, filmskaberens alter ego, som aldrende dansepar) og den opsummerende
Intervista (1987), hvor filmskaberen genoplever sin ungdom – blev set som
skrøbelige tilføjelser.
FELLINI havde fire gange modtaget en Oscar for den
bedste ikke-amerikanske film: for La Strada, Det søde liv, 8½
og Amarcord, hans hyldest til hjemstavnen (og hans erindring om den fascistiske
fortid), som konkurrerer med 8½ om at være bedst af dem alle, synes jeg.
Nu var Fellini hverken farlig eller arrogant mere. Han fik en æres-Oscar for
sit livsværk i 1993 og døde den 31. oktober, 73 år gammel.
Filmskaberen
fik en statsmandsbegravelse. Jeg skrev nekrologen til Weekendavisen. Det var ugens
store nyhed og avisens plakat. Jeg har genlæst teksten, og den kunne stå, som
den blev trykt. Fellini skabte sit eget univers og forskansede sig. I Intervista
bliver han spurgt, hvad filmbyen Cinecittà betyder for ham. Han svarer: »Et
fort. Eller et alibi – ja, snarere et alibi.« Filmene er en verden for sig, og
den har ikke ændret sig.
Senere
havde jeg lejlighed til at revurdere, da jeg tog 8½ med i en bog om Verdens 25 bedste film, som kom ved årtusindeskiftet. Det er værket, som det stadig
lever i sin egen egn. Hvis man slet ikke kender landskabet og har mod på at på
opdagelse, vil jeg sige: Begynd med Amarcord, for den er let at træde
ind i og giver tiden og baggrunden.
Find
endelig ind til de berusende billeder i Roma eller Casanova, som
er fantastisk misantropiske film, der praktisk talt snerrer. Bliv vred
på det sårede handyr (Mastroianni) i Kvindebyen; slut af med
nostalgien og bekræftelsen i Intervista. Det er en selvbiografisk
opdagelsesrejse til sindets og kønnets yderste fibre. I hvert fald ti af de 20
film er klenodier.
Tusindvis
af kritikere har foretaget denne gennemgang med små variationer. Det er, hvad man
gør ved et 100-år. Så for ikke at gentage, vil jeg i stedet skrive om to film, Fellini
ikke fik lavet. Også dét er en måde at fejre ham på.
FILMHISTORIEN er fuld af projekter, som aldrig blev
realiseret. Fellini tegnede sig for flere. Især ét bliver ofte fremhævet. Det
er Il Viaggio di G. Mastorna, som i 1965 skulle være filmen, der fulgte
efter 8½.
Forlægget
var en novelle af Dino Buzzati (1906-72), som Fellini havde læst i ugebladet Omnibus,
da han gik i gymnasiet: en cellist er ombord på et fly, som nødlander på torvet
i en fremmed by under en snestorm. Passagererne går omkring i de stille gader,
indtil de bliver samlet op af en bus, som kører dem til et afsides hotel. Her sætter
man sig foran et lærred, som viser afgørende scener fra Mastornas liv.
Musikeren
indser efterhånden, at han døde i flystyrtet, og at hotellet udgør et Limbo.
Herfra giver han sig til at udforske efterlivet – til musik af Nino Rota og i karakteristiske
Fellini-tableauer – som en stewardesse guider ham rundt i (som Vergil fører
Dante omkring i Den guddommelige komedie). Filmens motto skulle være et råd,
som Fellinis psykiater, jungianeren Ernst Bernard, havde givet ham før sin død:
»Sørg for at være ved fuld bevidsthed, når du dør.«
Il
Viaggio di G. Mastorna var langt i produktionen, som blev finansieret af
Dino De Laurentiis. Blandt andet var en kopi af katedralen i Köln og en gade
med falske facader opført i Laziali uden for Rom. Rollen som Mastorna lå lige til
Mastroianni, som havde vænnet sig til at være Mesterens skygge og så frem til samarbejdet.
Men Fellini blev ved med at nøle. Han var notorisk overtroisk og havde fået
dårlige varsler om, at det ville medføre døden, hvis han iscenesatte sin egen
død. I 11. time meddelte han De Laurentiis, at han alligevel ikke ville lave Mastorna.
ET juridisk
efterspil fulgte. De Laurentiis fik en del af indtægterne fra filmen, som
Fellini lavede i stedet for. Værdier blev beslaglagt. Der blev dog også fred
igen, og i 1967 var Mastorna tilbage på arbejdsbordet. Nu blev
Fellini faktisk syg og måtte holde pause. De Laurentiis sendte Paul Newman på
sygebesøg. Han så stadig en stor
produktion i Mastorna.
Fellini opgav aldrig Mastorna. Da
han arbejdede sammen med Alberto Grimaldi – Sergio Leones producer – på Satyricon,
fik han Grimaldi til at købe rettighederne tilbage. I 1992 var Fellini medforfatter,
da tegneserieskaberen Milo Manara udførte sin version af Mastorna til
magasinet Il Grifo. For så vidt som Fellini har et efterliv, er det netop i seriernes
verden, som han oprindelig kom fra. Sylvain Chomet (Trillingerne fra Belleville, Illusionisten)
har i årevis arbejdet på filmen La Mille Miglia, som bygger på Fellinis
manuskript.
De bedste
ideer fra Mastorna brugte Fellini i Roma, Kvindebyen, Amarcord
og Intervista. I stedet blev Juliette – hans første film i farver
– en sjælden lejlighed til at se en næsten feministisk side af instruktøren. Og
processen omkring ikke-filmen blev råmaterialet for tv-dokumentaren En
instruktørs notesbog (1969).
DERFOR er det et andet urealiseret projekt, som for
alvor taler til fantasien. I 1968, da Satyricon (som for Fellini var en
film til ungdomsoprørerne) var i produktion, fik han besøg i Cinecittà af
Ingmar Bergman og Liv Ulmann. De kom godt ud af det med hinanden – Bergman og
Fellini sørgede altid for at sætte hinanden på lister med vigtige filmskabere – og gik
lange ture sammen i Rom.
Senere på
året kom en henvendelse fra den amerikanske producer Martin Poll. Han foreslog
en antologifilm, som skulle hedde Three Stories of Women og bestå af tre
episoder, der var skrevet og instrueret af Akira Kurosawa, Ingmar Bergman og
Fellini.
De var
alle tre begejstrerede for projektet. Kurosawa – som på det tidspunkt havde lavet
Rødskæg (1965) og var på vej til at lave Byen uden årstider
(1970) – faldt fra, fordi han blev hyret til at skrive de japanske sekvenser i Pearl
Harbor-filmen Tora! Tora! Tora! (1970). Men Bergman og Fellini holdt
pressemøde sammen den 5. januar 1969.
DE er filmet, mens de taler med store ord og gensidig varme om projektet Love Duet – en tofløjet film om to kvinder. Bergmans historie skulle optages i Stockholm, Fellinis selvsagt i Cinecittà. Projektet indgår i begge mænds planer en tid. Der er dog ingen tegn på, at Fellini nåede frem til faktisk at arbejde med sin del af filmen. Men det gjorde Bergman: I 2002, da han donerede sine papirer til fonden, som var indstiftet i hans navn, kom et færdigt manuskript for dagens lys.
64
minutter med Rebecka handler om en lærer på en skole for døve børn. Hun opdager,
at hun er gravid. Manuskriptet følger hende over nogle bestemmende dage: Hun besøger
en sexklub, er indblandet i en bilulykke, får taget mål til en kjole.
Rollen som
Rebecka var tiltænkt Katharine Ross fra The Graduate (Fagre voksne
verden). I 2016 blev det stort annonceret, at Suzanne Osten (som havde en
lang og traumatisk historie med Bergman) skulle instruere filmen for SVT i Bergmans
100-år i 2018. Det er uvist, hvad der sker med manuskriptet. Osten er blevet 77 år. »Wow, Så Bergman var altså feminist i 64 minutter,« sagde hun, da hun
påtog sig opgaven.
ANTOLOGIFILM bliver sjældent mindeværdige. Fellini kaldte 8½ for 8½, fordi han
regnede sine bidrag til L'amore in città (1953) og Boccaccio ’70
(1962) for cirka en halv film tilsammen. Men Love Duet kunne have været
undtagelsen fra denne regel.
I hvert
fald gav den Fellini en god anekdote, som han fortalte i flere interviews. I Cinecittà
blev svenskeren optaget af at studere noget i et svømmebassin (Cinecittà er et
kolossalt studiekompleks på 40 hektar: Fellinis foretrukne studie var Teatro 5,
»la casa di Fellini«).
Bergman
stod som tryllebundet. Fellini så, at han studerede nogle simrende haletudser i
vandet. Bergman pegede »med sin meget lange finger på et hjørne af svømmebassinet.
Under den regnkrusede overflade svirrede en uendelighed af små organismer, som
et sumerisk alfabet, omkring i bakterisk aktivitet. Bergman satte sig på hug og
begyndte at tale til haletudserne med et lykkeligt smil på sit ansigt.«
Jeg har
anekdoten fra Derek Malcolm (kritiker på The Guardian gennem 30 år, nu
freelancer på The Huffington Post). Han skriver om 8½ og konkluderer:
»Begge instruktører var tilbøjelige til at betragte mennesker som haletudser,
men hvor Bergman trak sig helt ud af ligningen, gjorde Fellini det ikke, i
hvert fald i 8½. Derfor er 8½ bedre end Stilheden.«
FELLINIS første kærlighed var tegneserier, cirkus
og biografen. Han forblev tro imod dem i en grad, der får nogle kritikere til
at afskrive ham som en overfladisk tableau-tilrettelægger, der varierer og gentager
sig selv. 8½ er dog stadig nr. 3 på listen over evige film i den afstemning,
som tidsskriftet Sight & Sound afholder hvert tiende år.
Fellini
så sig aldrig tilbage, og han savnede ikke neorealismen. Fra og med 8½
er han (med taknemlighed) en filmskaber, som har mulighed for at bygge sine
drømme i fuld skala. Det er det, han gør, og det er dét, han ved, at han kan.
Han koketterer med sin mangel på intellektuel ballast, og det bliver set som en
brist. Men Fellini tillader sig at stole på sandheden i det indre liv, han
gestalter. Det er billedmagien, han tror på.
Det er og
bliver disse fantastiske landskaber – og dét, at de er genskabt – som udtrykker
Fellinis særlige ting. I Casanova er Venedig bygget i Cinecittà, for
Fellini ville ikke ud, hvis han kunne undgå det. Det er ikke til at sige, hvad
han ville mene om computerskabte billeder. De ville næppe sige ham noget, for
taktiliteten er en pointe. Der skal stå en halvfærdig affyringsrampe i 8½.
Der skal stå en kopi af katedralen i Köln i Laziali.
TIL slut
i Intervista lader Fellini både filmen og metafilmen få et ekstra lag,
da indianerne fra Cinecittà – »en ædel race, men ikke til at stole på,« har vi
hørt Fascistlederen i studiets blå sporvogn sige på vej til optagelsen – gå til
angreb på filmholdet, som venter på opholdsvejr. Endelig tager alle hjem. Det
er mageløst. Det er hverdag på Planet Fellini.
Fellini
sagde selv, at det var forkert at se filmene som selvbiografi: »For mig er det
snarere, som om jeg har opfundet næsten det hele: barndom, karakter, nostalgiske
længsler, drømme og minder, simpelt hen for glæden ved at kunne genfortælle
dem.«
Han skriver
endelig om sin metier: »Filmkunsten handler ikke om at aflevere budskaber, men
om at stille spørgsmål. Dens endelige mål er sokratisk i sit væsen. Jeg tror,
det giver sig selv, at fremtidens filmskabere vil bygge videre på det, som Bunuel,
Kubrick, Bergman og Kurosawa har givet os.«
Han døde
for 27 år siden. Filmene lever og inspirerer. Fellini er selvsagt det femte navn
i den håndfuld.
Se også Federico Fellini: Casanova (1976); Store instruktører: Federico Fellini 1920-1993; Den definitive metafilm: Federico Fellinis 8½ (1962); Fellini på Broadway: Nine (2009).
Fotos: CineMaterial/ Filmgrab [+]/ Casterman/ Aurum/ SKIRA/ The Cinema Archives/ Rimini Today
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 08.04.2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar