Translate

søndag den 27. marts 2022

Kenneth Branagh: Belfast (2021) [Oscars 2022]


BARNDOMMENS GADE
Erindringens sødme og samtidens gru

Af BO GREEN JENSEN

I 1969 kunne protestanter og katolikker stadig bo dør om dør i samme gade i Ulster. Freden i Nordirland døde det år, da »The Troubles« for alvor tog fart. Urolighederne indvarslede 30 år med borgerkrig og en anspændt hverdag med britiske tropper, der bevarede freden på Vladimir Putin-manér. Der var mordbrande, plyndring og anarki. De nordirske undergrundshære tog form.
   Kenneth Branagh (f. 1960) var dreng i 60ernes Ulster og voksede op i en familie, som ligner den, der bliver skildret i Belfast. Filmen fortæller – i ekspansiv form og med lyriske digressioner – historien om et godt sted, der går i stykker. Drengen Buddy (Jude Hill) på ni er i fokus. Filmen er autofiktiv og erindringsforankret. Den er ikke 1:1-selvbiografisk.
   Verden er skildret i farver, da filmen begynder med droneoptagelser af det moderne Belfast. Fortællingen skifter til sort-hvid, mens blikket rejser tilbage i tiden og dykker ned. Et sæt anførselstegn er markeret. Branagh bruger siden farver, hvor fantasien overdøver virkeligheden.


DET sker især, når Buddy er i biografen med sin familie. Branagh citerer med stor effekt fra One Million Years B.C. (1966, da. Kæmpeøglernes kamp), hvor Raquel Welch bærer urtidsbikini. Han lader hele salen føle suset, da Dick Van Dyke får bilen med farvede finner op at flyve i Chitty Chitty Bang Bang (1968).
   Familien nægter at vælge side. Billy Clanton (Colin Morgan) fra Ulster Voluntary Force har gået i skole med Buddys far (Jamie Dornan) og var allerede dengang en blodtørstig knægt. Han er terrorkampagnens primære drivkraft og vil have Pa til at deltage i udrensningen af kvarterets katolikker.
   Drengen ser sagen i lyset af mytologiske westerns: John Fords The Man Who Shot Liberty Valence (1962, da. Manden der skød Liberty Valance) og Fred Zinnemanns High Noon (1951, da. Sheriffen). Det er signatursangen fra sidstnævnte, »Do Not Forsake Me (Oh My Darlin’)«, som spiller, da det trækker op til et endeligt showdown mellem Billy og Pa.


SÅ meget i Belfast er gjort med henvisninger til tidens popkultur. Nostalgien er lige så stærk for et dansk publikum. Lydsporet er tæppebelagt med sange af Van Morrison, der kommer fra Belfast ligesom Branagh.
   Morrison har skrevet en ny sang (»Down to Joy«) til filmen, men det er især to numre fra Into the Music (1979) – »Bright Side of the Road« og »The Healing Has Begun« – der sætter den samlede stemning. Hele gaden danser til »Caledonia Swing«, da et høstbal bliver improviseret i solen.
   Flere rare klenodier er fremme i scenen, som skildrer drengens glæde ved julen: legetøjsbiler fra Matchbox; en vidunderlig viewmaster med stereobilleder i 3D; de ikoniske dukkefigurer fra Thunderbirds; bordfodbold, som var en nyhed; en førsteudgave af Hallowe’en Party (1969, da. Det forkerte vidne), som var dét års stocking filler fra Agatha Christie.


ALLE citater virker i samklang. De er som smagen og duften af kage hos Proust. Titelsekvensen fra Star Trek og transmissionen af Apollo 11's månelanding kommer ud af den samme magiske kasse, hvor lokalnyhederne viser britiske soldater, der opleves som besættelsestropper.
   Belfast er en filmskabers dannelsesskildring. Den er gjort af samme stof som Alfonso Cuaróns Roma (2018); Pedro Almodóvars Smerte og ære (2019) og Paolo Sorrentinos The Hand of God (2021). Især må Belfast være inspireret af John Boormans Hope and Glory (1987), der lod drengen Billy se blitzen i 40ernes London på samme måde, som Buddy oplever 60ernes Belfast.


DER ER MAGELØS hverdag og praktisk magi. Filmen bliver stort set i barndommens gade. Buddys far arbejder i England og optræder kun, når historien har plads. Det er Buddys mor, som kaster et voksent blik på stedet. Hun spilles med nærvær og dybde af Caitríona Balfe (fra Outlander-serien).
   Som de gode og garvede bedsteforældre er Judi Dench og Ciarán Hinds eminente. Buddys far vil acceptere nederlaget og emigrere til Australien eller Canada. Han synes jo, at klasseløsheden lokker. Buddys Mor græder for alt, som er irsk, og sørger over den knuste hjemstavn. Buddy vokser op og bliver til Branagh, der vil skrive elegien.


BELFAST er Oscar-nomineret i syv kategorier. Det er ikke en subtil film, men den er heller ikke glat og ferm som mange af instruktørens øvrige arbejder. Belfast bærer dedikationen: »For the ones who stayed. For the ones who left. And for all the ones who were lost.«
   »Lost« betyder både at fare vild og gå tabt. Ciáran Hinds synger »How to Handle a Woman« (fra musicalen Camelot) og danser en sjæler med Judi Dench. Så tager han på hospitalet og dør, mens optøjerne eskalerer. Begravelsesceremonien er en enkel og værdig kontrast.
   »The Healing Has Begun« spiller, mens teksterne ruller. Det keltiske hjerte brænder i brystet. Belfast er en meget bevægende film.


Belfast er Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Picture (Branagh, Laura Berwick, Becca Kovacik, Tamar Thomas); Best Director (Branagh); Best Supporting Actor (Ciarán Hinds); Best Supporting Actress (Judi Dench); Best Original Screenplay (Branagh); Best Sound (Denise Yarde, Simon Chase, James Mather, Niv Adiri); Best Original Song (Van Morrison for »Down to Joy«).



Belfast. Instr. & manus: Kenneth Branagh. Foto: Haris Zambarloukos. 98 min. UK 2021. Dansk premiere: 24.03.2022.


Fotos: TKBC/ UIP/ Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen er i biografdistribution
Anmeldelsen stod [let beskåret] i Weekendavisen Kultur 25.03.2022
Indsendt af kl.
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , ,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)