Translate

Viser opslag med etiketten Christopher Isherwood. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Christopher Isherwood. Vis alle opslag

onsdag den 1. marts 2023

Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals


JEG ER ET KAMERA
Den bedste moderne filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

BERLIN 1931. I Kit-Kat Klub går ceremonimesteren (Joel Grey) på scenen og beder publikum glemme kulden udenfor. Mens han præsenterer sine korpiger, klippes til Brian Roberts (Michael York), en ung britisk forfatter, som ankommer til byen. I Frøken Schneiders pensionat møder han den amerikanske sangerinde Sally Bowles (Liza Minnelli), der arbejder i Kit-Kat Klub. De forelsker sig, men hun vil også prøve lykken hos aristokraten Maximilian von Heune (Helmut Griem).
   Imens bliver nazisterne for hver dag en større magtfaktor, og i det mindste om ét kan de enes, Brian, Sally og Max: De hader Hitler og alt, hvad han står for. De elsker også hinanden alle tre. Sally bliver gravid og får foretaget en abort. Max bryder forbindelsen. Brian rejser. Nazisterne overtager Tyskland, men i klubben står ceremonimesteren stadig og byder gæsterne willkommen, mens ragnarok rykker nærmere. Af dette hårde stof skabte Bob Fosse i 1972 en af filmhistoriens sidste helt vellykkede musicals.



CABARET har et indviklet ophav. Englænderen Christopher Isherwood (1904-1986) boede i Berlin og så det sidste af Weimar Republikkens tid fra 1929-1932. Han skrev om sine indtryk i romanerne Mr. Norris Changes Trains (1935, da. Mr. Norris skifter tog) og Goodbye to Berlin (1939, da. Farvel til Berlin (1939), som efter krigen blev samlet i et bind med titlen The Berlin Stories (1945).*
    Goodbye to Berlin blev i første omgang til amerikaneren John Van Drutens skuespil I Am a Camera (1951), som fik premiere på Empire Theater i New York. Julie Harris havde rollen som Sally Bowles, og Christopher Isherwood blev spillet af William Prince. Der var endnu ingen Master of Ceremonies (»Emcee«), for man hørte kun om Kit Kat Klub som Sallys arbejdssted.
   Skuespillet bliver i Fraulein Schneiders pensionat, hvor karaktererne kommer og går. Det er i Van Drutens bearbejdelse, at kærligheden mellem Natalia Landauer og Fritz Wendel begynder at få særlig vægt. Aristokraten Maximillian er endnu en eksileret amerikansk rigmand ved navn Clive Mortimer. Der er i sagens natur ingen sange.



VAN Drutens skuespil kom i 1954 til Londons West End. Brødrene John og James Woolf – der havde hver sit produktionsselskab, Romulus Film og Remus Film, og samordnede aktiviteterne i det fællesejede Independent Film Distributors – købte rettighederne på vegne af Remus Film og begyndte at forproducere filmudgaven af I Am a Camera. John Collier skrev manuskriptet. Woolf-brødrene spurgte faktisk Christopher Isherwood, om han selv ville bearbejde romanen, men forfatteren var optaget af et andet projekt.
   I Am a Camera fik premiere i 1955. Henry Cornelius har instrueret, og Julie Harris gentager rollen som Sally Bowles. Laurence Harvey spiller rollen som »herr Issyvoo«, der endnu ikke er skildret som biseksuel. Den britiske filmatisering er på sin måde mere trofast over for ånden i Goodbye to Berlin. Blandt andet begynder den ligesom bogen med den berømte programerklæring: »I am a camera with its shutter open, quite passive, recording, not thinking.« [»Jeg er et kamera med lukkeren åbnet. Det er helt passivt, det ser og bevarer, men det tænker ikke.«]**



BOB Fosses film bruger flere elementer fra I Am a Camera, men tager udgangspunkt i teatermusicalen Cabaret, som åbnede på Broadhurst Theatre i New York i 1966. Forlægget var John Van Drutens skuespil, men i Joe Masteroffs manuskript til sceneudgaven bliver dørene til Kit Kat Klub slået op. Her er ceremonimesteren for første gang på scenen. 
   Joel Grey skabte sin signaturrolle i samråd med instruktøren Harold Prince (1928-2019). Julie Andrews sagde ja tak til rollen som Sally Bowles, men blev talt fra det af sin agent, som ville bevare stjernens familievenlige image fra Mary Poppins (1964) og The Sound of Music (1965). Jill Haworth (1945-2011) spillede Sally Bowles. Isherwood-karakteren blev i sceneversionen til en amerikansk forfatter ved navn Clifford Bradshaw.
   Som garant for autenticiteten medvirkede Lotte Lenya (1898-1981) i rollen som Fräulein Schneider. Kurt Weills enke havde selv stået på scenen i Weimar-tidens Berlin, bl.a. da Brecht og Weills Die Dreigroschenoper (da. Laser og pjalter) blev uropført i 1928. Her sang Lenya partiet som »Seeräuberjenny«, dvs. Sørøver-Jenny.



KOMPONISTEN John Kander (f. 1927) og tekstforfatteren Fred Ebb (1928-2004) skrev 20 sange til sceneversionen. Syv af dem indgår i filmen: »Willkommen«, »Two Ladies«, »Tomorrow Belongs to Me«, »Money«, »Married« , »If You Could See Her (The Gorilla Song)« og »Cabaret«. De skrev også flere nye numre, bl.a. »Mein Herr« og »Maybe This Time«, som bærer en pragtfuld montagesekvens. De nye filmsange blev senere passet ind i teaterversionen. Cabaret er på den måde et evigt work-in-progress.
   Bob Fosse, der om nogen kendte forskel på scene- og filmdans, skabte selv en formidabel ny koreografi. Han sørgede også for, at alle sange – med undtagelse af mobiliseringspastichen »Der morgige Tag ist mein/ Tomorrow Belongs To Me« og den lakpladeknitrende »Heirat« – blev fremført fra scenen i Kit-Kat Club. Musikken er gennemført diegetisk.

 

MODSAT de fleste filmmusicals foregår Cabaret ikke i en stiliseret virkelighed, hvor karaktererne fra tid til anden bryder ud i sorgløs sang og dans. Tværtimod tegnes Tyskland under nazisternes magtovertagelse uhyggeligt præcist. Man kan slet ikke undgå at lægge mærke til den generelle forarmelse i Berlin mellem krigene, for hvis klubben afspejler samfundets natside, rummer Fräulein Schneiders pensionat dets grimede dage i koncentrat. Værten, som i begyndelsen kan bede de nazistiske brunskjorter forlade sin klub, bliver straffet midtvejs i filmen. Da rummet for anden gang fryses i det blanke spejlloft over scenen, træder flere hagekorsarmbind frem af det grelle halvmørke.




GENNEM sidehistorien om kærligheden mellem rigmandsdatteren Natalia Landauer (Marisa Berenson) og gigoloen Fritz Wendel (Fritz Wepper) skildres jødeforfølgelsens ouverture meget effektivt, og inde i klubben sætter konferencieren samme tema under belysning, da han frier til en gorilla: »If you could see her through my eyes/ She wouldn’t look Jewish at all.«
   Det var beskrivelsen af antisemitisme og nazisme, som publikum i 1960erne og 70erne tog til sig. Lige så bemærkelsesværdig er skildringen af den trekantede kærlighed mellem Brian, Sally og Maximillian. Før Cabaret er nonbinære forhold og miljøer uvægerligt skildret med kitsch, camp og karikeret komik, hvis de belyses i mainstreamregi.    
   Den geniale figur, som rollelisten blot kalder »Emcee« eller »Master of Ceremonies«, var et element, som Fosse tog med sig fra sceneudgaven. Joel Grey modtog en Oscar for rollen og fik aldrig lov at glemme, hvilken mindeværdig indsats han ydede. Man må tro, at den alsidige skuespiller betragter Cabaret som en tvivlsom velsignelse. Frem til 1990 kunne man se ham i nye opførelser af Kander og Ebbs musical. Han har spillet rollen knap 3000 gange.



MENS Minnellis showstopper-sange vokser ud af Sallys forhold til Brian og Max, har Greys numre klar adresse til tiden: »Willkommen«, »Money«, »If You Could See Her« m.fl. er satiriske karateslag, som lægger sig i sporet efter Brecht og Weill.
 På scenen i Kit Kat Klub bliver ensemblet som koret i en græsk tragedie. Den kokette dekadence får hedonismen til at fremstå som et kærligt alternativ til nazisternes indskrænkede småborgerlighed. 
   Med sit kalkede ansigt smiler Grey til os. Han vrænger, blinker og grimasserer. Han véd, hvad vi begærer inderst inde. Og til slut lader Fosse ham knække sammen som en marionet, der har trådt sin dans og er færdig. Bag ham er bare mørket. Resten er tavshed, og på cafeerne vil stadig flere stemme i, når en lyshåret dreng trækker op i sine lederhosen og synger, at fremtiden tilhører ham.***
   Fosses film er et manende après nous, le déluge – Efter os kommer syndfloden. Den véd, at vi kender til gruen som fulgte. Isherwoods dagsbogsroman kunne i sagens natur ikke være så sikker, men ved afrejsen føler den skrivende, at »sporvognene, og folk på fortovet, og thevarmer-kuplen på Nollendorfplatz station har noget mærkelig fortroligt over sig, en slående lighed med noget man husker, noget som var godt og normalt engang i fortiden. De er som et vellignende fotografi.«



MINNELLI og York er begge så gode, at man længe forvekslede dem med store skuespillere. Hun synger bedre, end Sally gør i bogen, men er betagende sårbar som kvinden, der bliver fanget mellem klippen og et hårdt sted, da hun tror, at hun »kan styre« både Brian og Max. Der er en klassisk afskedsscene. Sally ser sig ikke tilbage, men vinker med en skødesløs håndbevægelse, da Brian står og ser hende gå. Alene for dén er man Minnelli evigt taknemlig.
   Scenografen Rolf Zehetbauer låner flittigt motiver hos systemkritiske kunstnere som Otto Dix og Georg Grosz, så det smager, lugter og føles som mellemkrigstidens Berlin. Det er fremfor alt i klipningen – Fosse var berygtet for sin maniske omhu – at filmens mange lag arrangeres, så ingen faktor føles tilfældig. Af samme grund kan man ikke kalde Cabaret en spontan film. Så Minnellis ofte overdrevne livfuldhed er for en gangs skyld velanbragt.



KATASTROFEMENNESKET Bob Fosse (1927-1987) var egentlig danser. Han debuterede som instruktør med Sweet Charity (1968), der bygger på Federico Fellinis La notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria). Fosse drev sig selv til det yderste. På den baggrund skabte han sin tredje store filmmusical, All That Jazz (1979, da. Det er showtime!), hvor Jessica Lange spiller Dødens Engel, og Roy Scheider har sit livs rolle som instruktøren.
   Det dokumentariske præg i den sort-hvide Lenny (1974), med Dustin Hoffman som Lenny Bruce, foregriber Martin Scorseses Raging Bull, mens Star 80 (1983), om foldeudpigen Dorothy Strattens død, er en tarvelig film til en tarvelig tid og som sådan bestemt ikke uden evner. I miniserien Fosse/Vernon (2019) bliver Fosse spillet af Sam Rockwell og Gwen Vernon af Michelle Williams. De første tre (af otte) episoder skildrer arbejdet med Cabaret.   
   Cabaret blev restaureret til 25 års jubilæet i 1997 og har været gennem alle formater cirka hvert femte år siden da. Filmen udkom på bluray i 2002. I anledning af 50-året fik den repremiere i amerikanske og britiske biografer i 2022.
   De fleste af spillerne lever endnu. Minnelli (f. 1946) er 76, dvs. 30 år ældre end hendes mor, Judy Garland, blev. Hun havde højt profilerede roller i Stanley Donens svindlerkomedie Lucky Lady (1975), Martin Scorseses musical New York, New York (1977) og Dudley Moore-farcen Arthur (1980), men der kom aldrig siden karakterer, som kunne måle sig med Sally Bowles. Sangkarrieren blev større end filmen. I 1989 nåede hun et nyt publikum med albummet Results, som Neil Tennant og Chris Lowe – dvs. The Pet Shop Boys – formgav og producerede. Minnelli blev sidst set på scenen (i kørestol) ved Oscar-ceremonien i 2022, hvor hun sammen med Lady Gaga motiverede Best Picture-prisen til CODA.



MICHAEL York (f. 1942) er 80 år nu. Det er et mysterium, at han ikke fik en mere distinkt karriere. Der fulgte ti år med hovedroller i store produktioner som den musikalske genindspilning af Lost Horizon (1973, da. Tabte horisonter), som Burt Bacharach og Hal David skrev gode sange til; Graham Greene-filmatiseringen England Made Me (1973); Richard Lesters to-delte take på Alexandre Dumas i The Three Musketeers (1973) og The Four Musketeers: Millady's Revenge (1974); Sidney Lumets version af Agatha Christies Murder on the Orient Express (1974, da. Mordet i Orient-ekspressen). Michael Andersons alt for sjældent sete Conduct Unbecoming (1975, da. Regimentets ære) var en fremragende »MeToo-før-MeToo«-skildring af historisk kvindehad i militæret. 
   Samme Anderson instruerede York i scifi-nyklassikeren Logan's Run (1976, da. Flugten fra fremtiden). Don Taylors take på H.G. Wells' The Island of Dr. Moreau, med Burt Lancaster som Moreau, må ikke forveksles med John Frankenheimers spektakulære flop fra 1996, der havde Marlon Brando i rollen. York bistod Marty Feldman i The Last Remake of Beau Geste (1977, da. Hvem pukler kamelerne for?), et spoof på nostalgiske imperietidsfilm, som komikeren selv instruerede i ånden fra Mel Brooks og Gene Wilder. Endelig var The Riddle of the Sands (1979, da. Gådefuld sejlads) en stemningsfuld antieffektfilm efter Erskine Childers' spionfortælling om forspillet til Første Verdenskrig.
    Alle er husket, flere er kult, hvis man har den rigtige alder. Efter 1980 gik det støt ned ad bakke i tvivlsomme internationale koproduktioner. Der var ingen sen renæssance på teatret. På tv blev York en slags special effect i romantiske serier. Det er lige før, at rollen som Basil Exposition i Mike Myers' robuste agentparodier om Austin Powers er hans mest markante i nyere tid.



JOEL Grey (f. 1932), som i skrivende stund er 90 år, spillede sidste gang Emcee i en stor Cabaret-genopsætning i 1987. Han har haft mange andre roller på scenen, men få i film, som var mindeværdige. En undtagelse er Philip Haas' filmatisering af The Music of Chance (1993, da. Tilfældets musik). Grey er perfekt til rollen som Willy Stone, der danner par med Charles Durnings tunge Bill Flower i Paul Austers absurdistiske skæbnefortælling.



*) For Isherwood, Stephen Spender, W.H. Auden og andre LGBTQ+-personer i 20ernes britiske queer-undergrund var hovedattraktionen ved Weimar Tyskland den frie kønsmoral og hedonistiske tidsånd. Om dét skrev han langt senere i selvbiografien Christopher and His Kind (1976, da. Christopher og hans kreds:1929-1939).


**) Christopher Isherwoods bog er citeret efter H.C. Branners 1939-oversættelse, som er brugt i alle danske udgaver frem til 2019. Da blev romanen nyoversat af Brian Dan Christensen og udgivet på Forlaget Turbine. 1955-filmen blev i alle territorier lanceret som en pikant komedie med dristigt frisprog. I Danmark distribuerede ASA »det straalende - og ikke helt artige lystspil« med titlen Jomfru i faareklæder. I Frankrig kunne publikum købe billetter til Une fille comme ça. Den politiske baggrund er knap nok antydet, salgsargumentet er Sally Bowles-karakterens frejdige promiskuøsitet. Det er en bemærkelsesværdig skæv lancering. 1950erne havde berøringsangst over for alt, som var relateret til Tyskland.


***) Jeg så Cabaret adskillige gange i 1972-73, da filmen var ny. Jeg var 16-17 år, og der var en håndfuld favoritter, mine venner og jeg så igen og igen. A Clockwork Orange, Slaughterhouse Five, Blazing Saddles og Don't Look Now var andre normative oplevelser, som måtte gentages jævnligt. Det kunne kun lade sig gøre i biografen, for end ikke video var udbredt endnu.
   I 1973 gik jeg i 2.g. på Christianhavns Gymnasium. Vi havde mediekundskab som pensum på forsøgsbasis og arbejdede blandt andet med at analysere nyhedsstrømmen på alle platforme over et døgn. Som noget nyt (og meget kostbart) kunne vi optage og afspille tv-nyheder. Det foregik på kraftige spolebånd, der var anbragt oven på hinanden i en tung, men dog transportabel maskine.
   Jeg blev samfundssproglig student i 1975. Da var krigen mellem de konkurrerende systemer, VHS og Betamax, så småt ved at tage fart. Som bekendt blev VHS-kassetter det dominerende format. Det var stadig dyre sager, men snart kunne det lade sig gøre at leje. Det gjorde man hos D.E.R. (Domestic Electric Rentals), som var en stor kæde i de næste ti år (og levede, tror jeg, frem til årtusindeskiftet). Min første hustru og jeg fik en videobåndoptager i 1976. Flere af båndene eksisterer og har ikke tabt kvalitet. Det grønlige skær var de født med.
   Digitale formater og streaming var årtier ude i fremtiden. Vi så Cabaret i biograferne Roxy og Rialto på Frederiksberg. Det var en rejse hver gang, for vi boede i Kastrup-Tårnby på Amager (og så naturligvis også filmen i Kastrup Bio). Hvad jeg vil frem til, er den særlige krølle på mobiIiseringssangen, som drengen fra Hitler Jugend synger i scenen, hvor Brian og Max sidder i traktørstedets biergarten efter deres udflugt. 
   I kopien, som blev vist i danske biografer, kunne man høre skuespilleren Oliver Colignon synge »Der morgige Tag ist mein« på tysk. Min ven Jesper og jeg (som ofte så filmen sammen) blev derfor skuffede, da vi splejsede til (og i en årrække skiftedes til at have råderet over) LP'en med filmens soundtrack. Her (og på senere OST-udgivelser) er det Mark Lamberts stemme, som synger »Tomorrow Belongs to Me« med engelsk tekst. Samme lydspor findes på samtlige dvd- og blurayudgivelser. Jeg tænker stadig på, om vi så en særlig europæisk kopi. I hvert fald gav sproget scenen ekstra prægnans, selv om lyden ikke passede til mundens bevægelser.

  
I Amazon Studios-serien The Man in the High Castle (2015-19), som bygger på Philip K. Dicks roman om en kontrafaktisk verden, hvor aksemagterne vandt 2. verdenskrig, og USA er opdelt i en japansk og tysk zone med et terrain vague i midten, fungerer »Tomorrow Belongs to Me« som en blanding af temasang og nationalhymne. Det nye arrangement er udført af Dominic Lewis. Sangen har altid været det mest kontroversielle nummer i Cabaret. Flere kritikere fandt det fantastisk, at et jødisk sangskriverpar ville skabe så formfuldendt nazistisk propaganda. Reaktionen var en inspirationskilde for Mel Brooks, da han skrev »Springtime for Hitler«  til The Producers (da. Forår for Hitler) i 1967. 
   
Cabaret. Instr.: Bob Fosse. Manus: Jay Presson Allen. Foto: Geoffrey Unsworth. 124 min. USA 1972. Dansk premiere: 27.10.1972.


Fotos: ABC Pictures Corp. & Allied Artists Pictures Corporation/ Cinematerial/ MoviestillsDB/ Filmgrab/ Penguin Viking/ Sony Music/ Wikipedia
Filmen streames ikke p.t. -  er udsendt på Blu-ray i mange formater 
Ajourført version af teksten i Verdens 25 bedste film (Munksgaard Rosinante, 1998) 

torsdag den 28. januar 2021

Tom Ford | Christopher Isherwood: A Single Man (2009) [Bogen og filmen]


ENLIG HERRE, ENE MAND
Christopher Isherwoods sorgarbejde

Af BO GREEN JENSEN
HVER morgen vågner han tidligt, som sorgramte mennesker nu engang gør. Han er mere følelsesløs end fortvivlet. Som regel har han drømt om ulykken, der tog hans kæreste fra ham. Ved viljens magt tager manden sig sammen, går ud og står ret under bruseren, friserer og barberer sig, finder manchetskjorten, binder slipset –
 altid i en windsorknude – og tager brillerne på. Da er visiret på plads. Han er atter forklædt som George Falconer, der bor i en forstad til Los Angeles og underviser i litteratur.
   Denne konstruktion, professor Falconer, er en gåde for mennesket George. Han har levet lykkeligt med Jim, for denne skildring gælder mænds kærlighed, skønt følelsen ikke er kønsspecifik.
   George ved, hvad det kræver at tilhøre »den usynlige slags«, og han er omhyggelig med sin forklædning. Han er i sin tid flygtet fra London, ganske som forfatteren Christopher Isherwood (1904-1986), der i 1929 tog til Berlin og skrev bl.a. Goodbye to Berlin, forlægget for Cabaret, før han i 1939 kom til Hollywood sammen med W.H. Auden. Isherwood blev amerikansk statsborger i 1946 og slog sig ned i Santa Monica. Han vendte aldrig tilbage til England.
   A Single Man (1964, da. Enlig herre) var en af de første mainstreamromaner med homoerotisk motiv.* Den vakte opsigt i samtiden og var et bannerskrift for aktivisterne i Gay Liberation Movement. Den blev siden overskygget af værker – bl.a. Christopher and His Kind (1976, da. Christopher og hans kreds), Isherwoods egen erindringsbog – som var mere direkte i deres kritik af den heteroseksuelle monokultur. Romanen har dog dedikerede fans. Til disse hører modeskaberen Tom Ford, der debuterer som instruktør med en overraskende helstøbt filmatisering af A Single Man.




DET er helt og holdent Georges historie (både bog og film er jeg-fortalte). I filmen har Ford tilsat ekstra spænding ved at lade dette være dagen, da George planlægger at tage sit liv. Han lægger derfor en revolver i mappen, før han forlader huset i solen, og han møder alle sin verdens bipersoner med en hemmelig viden om at tage afsked.
   Der er en distinkt elegisk grundtone i filmen, snart ironisk og galgenhumoristisk, snart så romantisk-patetisk, at man kunne se Tom Fords version af A Single Man som LGBT-kulturens svar på Love Story (1970). Det gjorde flere ved premieren. Erich Segal, som skrev det ikoniske drama om sorg og katarsis, var netop død i 2010. Så tanken lå tættere på.**
   Præmissen er altså den samme som i Simon Stahos Dag og Nat (2004). En bitter mand kører rundt og tager afsked. Dog har skæbnen planer med George. Netop som han mener, at han ikke mere har grund til at leve, bliver han forelsket i den 30 år yngre Kenny (Nicholas Hoult). Isherwood fandt sammen med fotografen Don Bachardy, som bare var 18 år, da de mødtes. I A Single Man overvejer George for første gang at give slip på erindringen om Jim.



FORD satser hele filmen på George, der fremstilles indfølt og fejlfrit af Colin Firth. Man føler aldrig, at skuespilleren anstrenger sig for at være en anden. Han er George Falconer med alt, hvad det indebærer. Der er lagt megen vægt på hans besøg hos veninden Charley (Julianne Moore), som stadig mener, at hun og George kunne have fået et »rigtigt« forhold. Ellers er filmen forankret i mænd-med-mænds seksualitet. Ikke siden Jonathan Demmes AIDS-requiem Philadelphia (1993) er den martrede homoseksualitet i dén grad blevet heroiseret.




FILMEN foregår i 1962 og er forelsket i tiden på samme måde som Sam Mendes’ Revolutionary Road (2008) og Matthew Weiners fine tv-serie Mad Men (2007-2015). Fords kritikere har antydet, at han alene vælger perioden for at kunne iscenesætte hver detalje i George Falconers univers.
   Fetichismen er sandt nok en faktor. Det bliver tydeligt i scenen, hvor George har en blid dialog med den prostituerede Carlos (John Kortajarena) på parkeringspladsen bag den liquor store, hvor han henter gin og cigaretter før sit besøg hos Charley. Mændene sidder i solnedgangen og deler en cigaret. Bag dem ses Janet Leighs panikslagne øjne på en vægstor plakat for Alfred Hitchcocks Psycho. Det sitrer i cineasten, og det er en effektiv ramme om scenen. Det er også rendyrket reklamefilmsæstetik.



DER er dog andet og mere på spil. For det første er det en pointe, at George lever i Californiens gyldne storhedstid. For det andet har verden netop holdt vejret under Cubakrisen. En kollega fortæller George om det beskyttelsesrum, han har indrettet, og i et komisk indklip poserer kernefamilien à la American Gothic. I sin sorg og illusionsløshed er George stærkere end sine medmennesker. Som den eneste frygter han ikke det atomare ragnarok. Og netop som han atter kan frygte, har skæbnen også en bonus til ham.
   A Single Man er stærk, stilfuld og meget bevægende realiseret. 49-årige Colin Firth skaber sin karrieres bedste karakter og lægger afstand til signaturrollen som Mr. Darcy, der (for) længe har sat ham i bås. Filmen gør indtryk hinsides sin tematisering af køn og seksualitet. Den handler om livskraft; om sorgens væsen; om at stå ved, hvem man er; om at forlade og om at åbne sig for livet. En stor historie småt forklædt. Som den sorgramte George Falconer, der civiliserer sig foran spejlet.



*) Romanen udkom på Grafisk Forlag i 1964 i Georgjeddes oversættelse. Forlaget Turbine har genudgivet den i 2020, nu i Juliane Wammens oversættelse og med titlen Ene mand. 

**) Erich Segal (1937-2010) var en alsidig mand. Han var professor i græsk og latin, skrev adskillige akademiske værker om litteratur i Antikken (især den romerske komedie) og underviste på Harvard, Yale og Princeton. Samtidig havde han sans for sin tid og var heldig med hensyn til timing. Segal var medforfatter på manuskriptet til Yellow Submarine (1968), animationsfilmen som levendegør Beatles-sange, og han skrev romanen Love Story med en klar intention om at demonstrere den lutrende sorg i katharsis-begrebet. Hans agent kunne se en film i manuskriptet, så bogen og filmen udkom tæt på hinanden. Love Story var et kulturfænomen. Man skal næsten have været der for at begribe, hvor meget filmen fyldte i tiden. Også fortsættelsen Oliver's Story (1977) blev til efter tie-in princippet, og Ryan O'Neal repeterede sin rolle som Oliver Barrett IV. Segal skrev seks romaner mere. Den bedste er The Class (1985), som følger fem medlemmer af årgang 1958 på Harvard University.         

***) David Hockney: Don Bachardy and Christopher Isherwood, 1968. Acryl på lærred. 212 x 303,5 cm. Privateje. Calvin Brodie har fotograferet parret, der betragter sig selv. Bachardy og Isherwood mødtes i 1953 og levede sammen til Isherwoods død i 1986. Don Bachardy (f. 1934) bor stadig i huset i Santa Monica. Han blev 90 år i maj 2024.

A Single Man. Instr.: Tom Ford. Manus: David Scearce og Tom Ford. Foto: Eduard Grau. 100 min. USA 2009. Dansk premiere: 04.03.2010.


Fotos: Fade to Black Productions/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Lionsgate Films 12.10.2021
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.03.2010