Translate

Viser opslag med etiketten Brecht. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brecht. Vis alle opslag

onsdag den 1. marts 2023

Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals


JEG ER ET KAMERA
Den bedste moderne filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

BERLIN 1931. I Kit-Kat Klub går ceremonimesteren (Joel Grey) på scenen og beder publikum glemme kulden udenfor. Mens han præsenterer sine korpiger, klippes til Brian Roberts (Michael York), en ung britisk forfatter, som ankommer til byen. I Frøken Schneiders pensionat møder han den amerikanske sangerinde Sally Bowles (Liza Minnelli), der arbejder i Kit-Kat Klub. De forelsker sig, men hun vil også prøve lykken hos aristokraten Maximilian von Heune (Helmut Griem).
   Imens bliver nazisterne for hver dag en større magtfaktor, og i det mindste om ét kan de enes, Brian, Sally og Max: De hader Hitler og alt, hvad han står for. De elsker også hinanden alle tre. Sally bliver gravid og får foretaget en abort. Max bryder forbindelsen. Brian rejser. Nazisterne overtager Tyskland, men i klubben står ceremonimesteren stadig og byder gæsterne willkommen, mens ragnarok rykker nærmere. Af dette hårde stof skabte Bob Fosse i 1972 en af filmhistoriens sidste helt vellykkede musicals.



CABARET har et indviklet ophav. Englænderen Christopher Isherwood (1904-1986) boede i Berlin og så det sidste af Weimar Republikkens tid fra 1929-1932. Han skrev om sine indtryk i romanerne Mr. Norris Changes Trains (1935, da. Mr. Norris skifter tog) og Goodbye to Berlin (1939, da. Farvel til Berlin (1939), som efter krigen blev samlet i et bind med titlen The Berlin Stories (1945).*
    Goodbye to Berlin blev i første omgang til amerikaneren John Van Drutens skuespil I Am a Camera (1951), som fik premiere på Empire Theater i New York. Julie Harris havde rollen som Sally Bowles, og Christopher Isherwood blev spillet af William Prince. Der var endnu ingen Master of Ceremonies (»Emcee«), for man hørte kun om Kit Kat Klub som Sallys arbejdssted.
   Skuespillet bliver i Fraulein Schneiders pensionat, hvor karaktererne kommer og går. Det er i Van Drutens bearbejdelse, at kærligheden mellem Natalia Landauer og Fritz Wendel begynder at få særlig vægt. Aristokraten Maximillian er endnu en eksileret amerikansk rigmand ved navn Clive Mortimer. Der er i sagens natur ingen sange.



VAN Drutens skuespil kom i 1954 til Londons West End. Brødrene John og James Woolf – der havde hver sit produktionsselskab, Romulus Film og Remus Film, og samordnede aktiviteterne i det fællesejede Independent Film Distributors – købte rettighederne på vegne af Remus Film og begyndte at forproducere filmudgaven af I Am a Camera. John Collier skrev manuskriptet. Woolf-brødrene spurgte faktisk Christopher Isherwood, om han selv ville bearbejde romanen, men forfatteren var optaget af et andet projekt.
   I Am a Camera fik premiere i 1955. Henry Cornelius har instrueret, og Julie Harris gentager rollen som Sally Bowles. Laurence Harvey spiller rollen som »herr Issyvoo«, der endnu ikke er skildret som biseksuel. Den britiske filmatisering er på sin måde mere trofast over for ånden i Goodbye to Berlin. Blandt andet begynder den ligesom bogen med den berømte programerklæring: »I am a camera with its shutter open, quite passive, recording, not thinking.« [»Jeg er et kamera med lukkeren åbnet. Det er helt passivt, det ser og bevarer, men det tænker ikke.«]**



BOB Fosses film bruger flere elementer fra I Am a Camera, men tager udgangspunkt i teatermusicalen Cabaret, som åbnede på Broadhurst Theatre i New York i 1966. Forlægget var John Van Drutens skuespil, men i Joe Masteroffs manuskript til sceneudgaven bliver dørene til Kit Kat Klub slået op. Her er ceremonimesteren for første gang på scenen. 
   Joel Grey skabte sin signaturrolle i samråd med instruktøren Harold Prince (1928-2019). Julie Andrews sagde ja tak til rollen som Sally Bowles, men blev talt fra det af sin agent, som ville bevare stjernens familievenlige image fra Mary Poppins (1964) og The Sound of Music (1965). Jill Haworth (1945-2011) spillede Sally Bowles. Isherwood-karakteren blev i sceneversionen til en amerikansk forfatter ved navn Clifford Bradshaw.
   Som garant for autenticiteten medvirkede Lotte Lenya (1898-1981) i rollen som Fräulein Schneider. Kurt Weills enke havde selv stået på scenen i Weimar-tidens Berlin, bl.a. da Brecht og Weills Die Dreigroschenoper (da. Laser og pjalter) blev uropført i 1928. Her sang Lenya partiet som »Seeräuberjenny«, dvs. Sørøver-Jenny.



KOMPONISTEN John Kander (f. 1927) og tekstforfatteren Fred Ebb (1928-2004) skrev 20 sange til sceneversionen. Syv af dem indgår i filmen: »Willkommen«, »Two Ladies«, »Tomorrow Belongs to Me«, »Money«, »Married« , »If You Could See Her (The Gorilla Song)« og »Cabaret«. De skrev også flere nye numre, bl.a. »Mein Herr« og »Maybe This Time«, som bærer en pragtfuld montagesekvens. De nye filmsange blev senere passet ind i teaterversionen. Cabaret er på den måde et evigt work-in-progress.
   Bob Fosse, der om nogen kendte forskel på scene- og filmdans, skabte selv en formidabel ny koreografi. Han sørgede også for, at alle sange – med undtagelse af mobiliseringspastichen »Der morgige Tag ist mein/ Tomorrow Belongs To Me« og den lakpladeknitrende »Heirat« – blev fremført fra scenen i Kit-Kat Club. Musikken er gennemført diegetisk.

 

MODSAT de fleste filmmusicals foregår Cabaret ikke i en stiliseret virkelighed, hvor karaktererne fra tid til anden bryder ud i sorgløs sang og dans. Tværtimod tegnes Tyskland under nazisternes magtovertagelse uhyggeligt præcist. Man kan slet ikke undgå at lægge mærke til den generelle forarmelse i Berlin mellem krigene, for hvis klubben afspejler samfundets natside, rummer Fräulein Schneiders pensionat dets grimede dage i koncentrat. Værten, som i begyndelsen kan bede de nazistiske brunskjorter forlade sin klub, bliver straffet midtvejs i filmen. Da rummet for anden gang fryses i det blanke spejlloft over scenen, træder flere hagekorsarmbind frem af det grelle halvmørke.




GENNEM sidehistorien om kærligheden mellem rigmandsdatteren Natalia Landauer (Marisa Berenson) og gigoloen Fritz Wendel (Fritz Wepper) skildres jødeforfølgelsens ouverture meget effektivt, og inde i klubben sætter konferencieren samme tema under belysning, da han frier til en gorilla: »If you could see her through my eyes/ She wouldn’t look Jewish at all.«
   Det var beskrivelsen af antisemitisme og nazisme, som publikum i 1960erne og 70erne tog til sig. Lige så bemærkelsesværdig er skildringen af den trekantede kærlighed mellem Brian, Sally og Maximillian. Før Cabaret er nonbinære forhold og miljøer uvægerligt skildret med kitsch, camp og karikeret komik, hvis de belyses i mainstreamregi.    
   Den geniale figur, som rollelisten blot kalder »Emcee« eller »Master of Ceremonies«, var et element, som Fosse tog med sig fra sceneudgaven. Joel Grey modtog en Oscar for rollen og fik aldrig lov at glemme, hvilken mindeværdig indsats han ydede. Man må tro, at den alsidige skuespiller betragter Cabaret som en tvivlsom velsignelse. Frem til 1990 kunne man se ham i nye opførelser af Kander og Ebbs musical. Han har spillet rollen knap 3000 gange.



MENS Minnellis showstopper-sange vokser ud af Sallys forhold til Brian og Max, har Greys numre klar adresse til tiden: »Willkommen«, »Money«, »If You Could See Her« m.fl. er satiriske karateslag, som lægger sig i sporet efter Brecht og Weill.
 På scenen i Kit Kat Klub bliver ensemblet som koret i en græsk tragedie. Den kokette dekadence får hedonismen til at fremstå som et kærligt alternativ til nazisternes indskrænkede småborgerlighed. 
   Med sit kalkede ansigt smiler Grey til os. Han vrænger, blinker og grimasserer. Han véd, hvad vi begærer inderst inde. Og til slut lader Fosse ham knække sammen som en marionet, der har trådt sin dans og er færdig. Bag ham er bare mørket. Resten er tavshed, og på cafeerne vil stadig flere stemme i, når en lyshåret dreng trækker op i sine lederhosen og synger, at fremtiden tilhører ham.***
   Fosses film er et manende après nous, le déluge – Efter os kommer syndfloden. Den véd, at vi kender til gruen som fulgte. Isherwoods dagsbogsroman kunne i sagens natur ikke være så sikker, men ved afrejsen føler den skrivende, at »sporvognene, og folk på fortovet, og thevarmer-kuplen på Nollendorfplatz station har noget mærkelig fortroligt over sig, en slående lighed med noget man husker, noget som var godt og normalt engang i fortiden. De er som et vellignende fotografi.«



MINNELLI og York er begge så gode, at man længe forvekslede dem med store skuespillere. Hun synger bedre, end Sally gør i bogen, men er betagende sårbar som kvinden, der bliver fanget mellem klippen og et hårdt sted, da hun tror, at hun »kan styre« både Brian og Max. Der er en klassisk afskedsscene. Sally ser sig ikke tilbage, men vinker med en skødesløs håndbevægelse, da Brian står og ser hende gå. Alene for dén er man Minnelli evigt taknemlig.
   Scenografen Rolf Zehetbauer låner flittigt motiver hos systemkritiske kunstnere som Otto Dix og Georg Grosz, så det smager, lugter og føles som mellemkrigstidens Berlin. Det er fremfor alt i klipningen – Fosse var berygtet for sin maniske omhu – at filmens mange lag arrangeres, så ingen faktor føles tilfældig. Af samme grund kan man ikke kalde Cabaret en spontan film. Så Minnellis ofte overdrevne livfuldhed er for en gangs skyld velanbragt.



KATASTROFEMENNESKET Bob Fosse (1927-1987) var egentlig danser. Han debuterede som instruktør med Sweet Charity (1968), der bygger på Federico Fellinis La notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria). Fosse drev sig selv til det yderste. På den baggrund skabte han sin tredje store filmmusical, All That Jazz (1979, da. Det er showtime!), hvor Jessica Lange spiller Dødens Engel, og Roy Scheider har sit livs rolle som instruktøren.
   Det dokumentariske præg i den sort-hvide Lenny (1974), med Dustin Hoffman som Lenny Bruce, foregriber Martin Scorseses Raging Bull, mens Star 80 (1983), om foldeudpigen Dorothy Strattens død, er en tarvelig film til en tarvelig tid og som sådan bestemt ikke uden evner. I miniserien Fosse/Vernon (2019) bliver Fosse spillet af Sam Rockwell og Gwen Vernon af Michelle Williams. De første tre (af otte) episoder skildrer arbejdet med Cabaret.   
   Cabaret blev restaureret til 25 års jubilæet i 1997 og har været gennem alle formater cirka hvert femte år siden da. Filmen udkom på bluray i 2002. I anledning af 50-året fik den repremiere i amerikanske og britiske biografer i 2022.
   De fleste af spillerne lever endnu. Minnelli (f. 1946) er 76, dvs. 30 år ældre end hendes mor, Judy Garland, blev. Hun havde højt profilerede roller i Stanley Donens svindlerkomedie Lucky Lady (1975), Martin Scorseses musical New York, New York (1977) og Dudley Moore-farcen Arthur (1980), men der kom aldrig siden karakterer, som kunne måle sig med Sally Bowles. Sangkarrieren blev større end filmen. I 1989 nåede hun et nyt publikum med albummet Results, som Neil Tennant og Chris Lowe – dvs. The Pet Shop Boys – formgav og producerede. Minnelli blev sidst set på scenen (i kørestol) ved Oscar-ceremonien i 2022, hvor hun sammen med Lady Gaga motiverede Best Picture-prisen til CODA.



MICHAEL York (f. 1942) er 80 år nu. Det er et mysterium, at han ikke fik en mere distinkt karriere. Der fulgte ti år med hovedroller i store produktioner som den musikalske genindspilning af Lost Horizon (1973, da. Tabte horisonter), som Burt Bacharach og Hal David skrev gode sange til; Graham Greene-filmatiseringen England Made Me (1973); Richard Lesters to-delte take på Alexandre Dumas i The Three Musketeers (1973) og The Four Musketeers: Millady's Revenge (1974); Sidney Lumets version af Agatha Christies Murder on the Orient Express (1974, da. Mordet i Orient-ekspressen). Michael Andersons alt for sjældent sete Conduct Unbecoming (1975, da. Regimentets ære) var en fremragende »MeToo-før-MeToo«-skildring af historisk kvindehad i militæret. 
   Samme Anderson instruerede York i scifi-nyklassikeren Logan's Run (1976, da. Flugten fra fremtiden). Don Taylors take på H.G. Wells' The Island of Dr. Moreau, med Burt Lancaster som Moreau, må ikke forveksles med John Frankenheimers spektakulære flop fra 1996, der havde Marlon Brando i rollen. York bistod Marty Feldman i The Last Remake of Beau Geste (1977, da. Hvem pukler kamelerne for?), et spoof på nostalgiske imperietidsfilm, som komikeren selv instruerede i ånden fra Mel Brooks og Gene Wilder. Endelig var The Riddle of the Sands (1979, da. Gådefuld sejlads) en stemningsfuld antieffektfilm efter Erskine Childers' spionfortælling om forspillet til Første Verdenskrig.
    Alle er husket, flere er kult, hvis man har den rigtige alder. Efter 1980 gik det støt ned ad bakke i tvivlsomme internationale koproduktioner. Der var ingen sen renæssance på teatret. På tv blev York en slags special effect i romantiske serier. Det er lige før, at rollen som Basil Exposition i Mike Myers' robuste agentparodier om Austin Powers er hans mest markante i nyere tid.



JOEL Grey (f. 1932), som i skrivende stund er 90 år, spillede sidste gang Emcee i en stor Cabaret-genopsætning i 1987. Han har haft mange andre roller på scenen, men få i film, som var mindeværdige. En undtagelse er Philip Haas' filmatisering af The Music of Chance (1993, da. Tilfældets musik). Grey er perfekt til rollen som Willy Stone, der danner par med Charles Durnings tunge Bill Flower i Paul Austers absurdistiske skæbnefortælling.



*) For Isherwood, Stephen Spender, W.H. Auden og andre LGBTQ+-personer i 20ernes britiske queer-undergrund var hovedattraktionen ved Weimar Tyskland den frie kønsmoral og hedonistiske tidsånd. Om dét skrev han langt senere i selvbiografien Christopher and His Kind (1976, da. Christopher og hans kreds:1929-1939).


**) Christopher Isherwoods bog er citeret efter H.C. Branners 1939-oversættelse, som er brugt i alle danske udgaver frem til 2019. Da blev romanen nyoversat af Brian Dan Christensen og udgivet på Forlaget Turbine. 1955-filmen blev i alle territorier lanceret som en pikant komedie med dristigt frisprog. I Danmark distribuerede ASA »det straalende - og ikke helt artige lystspil« med titlen Jomfru i faareklæder. I Frankrig kunne publikum købe billetter til Une fille comme ça. Den politiske baggrund er knap nok antydet, salgsargumentet er Sally Bowles-karakterens frejdige promiskuøsitet. Det er en bemærkelsesværdig skæv lancering. 1950erne havde berøringsangst over for alt, som var relateret til Tyskland.


***) Jeg så Cabaret adskillige gange i 1972-73, da filmen var ny. Jeg var 16-17 år, og der var en håndfuld favoritter, mine venner og jeg så igen og igen. A Clockwork Orange, Slaughterhouse Five, Blazing Saddles og Don't Look Now var andre normative oplevelser, som måtte gentages jævnligt. Det kunne kun lade sig gøre i biografen, for end ikke video var udbredt endnu.
   I 1973 gik jeg i 2.g. på Christianhavns Gymnasium. Vi havde mediekundskab som pensum på forsøgsbasis og arbejdede blandt andet med at analysere nyhedsstrømmen på alle platforme over et døgn. Som noget nyt (og meget kostbart) kunne vi optage og afspille tv-nyheder. Det foregik på kraftige spolebånd, der var anbragt oven på hinanden i en tung, men dog transportabel maskine.
   Jeg blev samfundssproglig student i 1975. Da var krigen mellem de konkurrerende systemer, VHS og Betamax, så småt ved at tage fart. Som bekendt blev VHS-kassetter det dominerende format. Det var stadig dyre sager, men snart kunne det lade sig gøre at leje. Det gjorde man hos D.E.R. (Domestic Electric Rentals), som var en stor kæde i de næste ti år (og levede, tror jeg, frem til årtusindeskiftet). Min første hustru og jeg fik en videobåndoptager i 1976. Flere af båndene eksisterer og har ikke tabt kvalitet. Det grønlige skær var de født med.
   Digitale formater og streaming var årtier ude i fremtiden. Vi så Cabaret i biograferne Roxy og Rialto på Frederiksberg. Det var en rejse hver gang, for vi boede i Kastrup-Tårnby på Amager (og så naturligvis også filmen i Kastrup Bio). Hvad jeg vil frem til, er den særlige krølle på mobiIiseringssangen, som drengen fra Hitler Jugend synger i scenen, hvor Brian og Max sidder i traktørstedets biergarten efter deres udflugt. 
   I kopien, som blev vist i danske biografer, kunne man høre skuespilleren Oliver Colignon synge »Der morgige Tag ist mein« på tysk. Min ven Jesper og jeg (som ofte så filmen sammen) blev derfor skuffede, da vi splejsede til (og i en årrække skiftedes til at have råderet over) LP'en med filmens soundtrack. Her (og på senere OST-udgivelser) er det Mark Lamberts stemme, som synger »Tomorrow Belongs to Me« med engelsk tekst. Samme lydspor findes på samtlige dvd- og blurayudgivelser. Jeg tænker stadig på, om vi så en særlig europæisk kopi. I hvert fald gav sproget scenen ekstra prægnans, selv om lyden ikke passede til mundens bevægelser.

  
I Amazon Studios-serien The Man in the High Castle (2015-19), som bygger på Philip K. Dicks roman om en kontrafaktisk verden, hvor aksemagterne vandt 2. verdenskrig, og USA er opdelt i en japansk og tysk zone med et terrain vague i midten, fungerer »Tomorrow Belongs to Me« som en blanding af temasang og nationalhymne. Det nye arrangement er udført af Dominic Lewis. Sangen har altid været det mest kontroversielle nummer i Cabaret. Flere kritikere fandt det fantastisk, at et jødisk sangskriverpar ville skabe så formfuldendt nazistisk propaganda. Reaktionen var en inspirationskilde for Mel Brooks, da han skrev »Springtime for Hitler«  til The Producers (da. Forår for Hitler) i 1967. 
   
Cabaret. Instr.: Bob Fosse. Manus: Jay Presson Allen. Foto: Geoffrey Unsworth. 124 min. USA 1972. Dansk premiere: 27.10.1972.


Fotos: ABC Pictures Corp. & Allied Artists Pictures Corporation/ Cinematerial/ MoviestillsDB/ Filmgrab/ Penguin Viking/ Sony Music/ Wikipedia
Filmen streames ikke p.t. -  er udsendt på Blu-ray i mange formater 
Ajourført version af teksten i Verdens 25 bedste film (Munksgaard Rosinante, 1998) 

lørdag den 1. januar 2022

Som Spartacus: Dalton Trumbo 1905-1976


RØDE KANALER
Forfatteren Dalton Trumbo 1905-1976

Af BO GREEN JENSEN

FØRST en personlig erindring. I 1975, da små biografer med flere sale var en nyhed i Danmark, så jeg i ABCinema – som lå ved Rådhuspladsen, hvor Gloria ligger i dag –
 en mærkelig film, som jeg ikke kunne glemme. Jeg så den faktisk flere gange. Det var længe, før film kunne købes og streames.
   Filmen hed Johnny Got His Gun og handlede om en soldat, der var sprængt i stykker af krigen og reduceret til en torso. Hans lemmer var væk og det meste af hans ansigt. Han kunne se lidt med det ene øje, og filmen blev i hans perspektiv, et blåt slør med konturer af læger, som diskuterede, om de skulle slukke for ilten. Han lå for sig selv bag et forhæng. Som noget verden smed væk.
   Tilbageblik viste soldaten (Timothy Bottoms) som ung. Man så alle de ting, som han havde mistet: solskin, stemmer, kærlighed. Kameraet undgik kroppen uden lemmer. Man så kun, hvad Joe kunne se. I sin fantasi kunne han tale til Jesus, der blev spillet af Donald Sutherland, men han fik ikke noget svar.
   Johnny Got His Gun er en af de mørkeste film nogen sinde og stadig et af de mest radikale forsøg på at skildre en isoleret bevidsthed. Først 30 år senere gjorde Julian Schnabel noget lignende i Le scaphandre et le papillon (2007, da. Dykkerklokken og sommerfuglen).



SOM 19-årig filmfan kunne jeg læse mig til, at filmen var skrevet og instrueret af Dalton Trumbo. Dét i sig selv blev af tiden betragtet som en lille sensation. For Trumbo havde ti år før stået øverst på Hollywoods blacklist.
   Jeg havde hørt om den sorte liste. Nu blev den virkelig for mig. Jeg læste om House Un-American Activities Committee, den forhadte HUAC-komité, som udspurgte mistænkte kommunister; om »The Hollywood Ten«, som trodsede den, og om heksejægeren Joseph McCarthy. Jeg indså, sikkert for første gang, at det eskapistiske slaraffenland og den politiske virkelighed hørte sammen.
   Man hørte sjældent klar snak om Listen. Den var nærmest et mytologisk begreb. Første gang Hollywood selv brugte stoffet, var da Martin Ritt instruerede Zero Mostel og Woody Allen i The Front, (1976, da. Stråmanden), en mørk komedie om stråmanden, der lægger navn til et manuskript af en bandlyst forfatter.
   Det var allerede i 1971, at Dalton Trumbo skrev og instruerede Johnny Got His Gun, som blev vist på dét års Cannes Festival. Men det tog fire år at få filmen til Danmark.



NU har alt sin faste plads i historien. De fleste hovedpersoner er døde. Der er helte og skurke, klare linjer og rene hænder. Fred Zinnemanns Julia (1977) og Warren Beattys Reds (1981) banede vejen ved atter at skildre amerikanske kommunister sympatisk.
   Irwin Winklers Guilty by Suspicion (1991, da. Blacklistet) var den første storfilm om Sortlisten. Siden har der været så mange, f.eks. George Clooneys Good Night, and Good Luck (2004), at stoffet kan virke slidt og fortærsket. I brødrene Coens Hail, Caesar! (2016. da. Hil Cæsar!) er det hele blevet til mørkt farcestof – for øvrigt med Clooney som den frejdigt indbildske stjerne, der bliver bortført af kommunistiske manuskriptforfattere.
   Dalton Trumbo var en af de ti, som sagde nej til at vidne og udtale sig. De henviste til første paragraf i den amerikanske forfatning. De tabte sagen ved Højesteret, og Trumbo afsonede 11 måneder i et fængsel i Kentucky. Her mødte han den første formand for HUAC, som sad inde for skattesvindel. Sådan går det op og ned her i verden.*
   Trumbo sagde senere, at dommen var retfærdig. Han blev dømt for at udvise foragt for retten, og han følte kun foragt for denne standret.
   Det var en kendt sag, at Trumbo var kommunist. Han var medlem af partiet og agiterede åbent ved faglige konflikter. Man var vant til at tone talerne ned i hans manuskripter. Men han var en af de bedste i branchen, modtog i 1940 en Oscar for Kitty Foyle og fulgte succesen op med bl.a. The Remarkable Andrew (1942), der var baseret på hans egen roman, Tender Comrade (1943) med Ginger Rogers, A Guy Named Joe (1943, da. Flyvere dør aldrig), som 46 år senere blev til Steven Spielbergs Always, og Thirty Seconds over Tokyo (1944, da. 30 sekunder over Tokyo), som ingen kunne kalde uamerikansk.
   I 1947 havde Trumbo netop skrevet kontrakt for tre år med Louis B. Mayer, da kommunistjagten tog sin begyndelse. Her begynder Jay Roachs film om den ressourcestærke ener, som fik alt taget fra sig, men havde held og stædighed nok til at vinde det meste tilbage.



TRUMBO er en af de første, som bliver bekymret, da J. Parnell Thomas træder til som formand for HUAC. Forfatterne holder krisemøde hos skuespilleren Edward G. Robinson (Michael Stuhlbarg), som er en fellow traveler.
   Det er senere Robinson, som angiver sine venner. Han bliver presset af sladderjournalisten Hedda Hopper (Helen Mirren) og nationalhelten John Wayne (David James Elliott), som er de toneangivende medlemmer af MPA. Akronymet står for Motion Picture Alliance for the Preservation of American Ideals. Det var branchens eget forsøg på at komme HUAC i møde.
   MPA truede altid med boykot, hvis den-og-den kendte »forræder« ikke blev taget af filmen. På højden af det hele, i sommeren 1950, udkom pamfletten Red Channels, som navngav 151 »røde fascister og sympatisører«. Både HUAC og MPA havde folkelig opbakning. Kommunismen blev set som en sygdom.**



DER kastes cola på Trumbo i biografen, naboer fylder familiens swimmingpool med døde dyr. Kolleger som Arlen Hird (Louis C.K.) mister alt. Trumbo flytter med hustruen Cleo (Diane Lane) og tre børn til Mexico. Han skriver under pseudonym. Alligevel er det svært at få opgaver – selv til mindsteløn og uden kreditering. Listen stod i årevis.
   Filmens helte er de producenter, som trodser branchens selvcensur og ansætter Trumbo og hans kolleger. Det er i første omgang King Brothers Productions. Frank, Maurice og Herman King laver billige westerns og gangsterfilm, der er immune for truslen om boykot.
   Da Frank King får besøg af MPA, reagerer han ved at true igen med et boldtræ og erklærer, at han er i branchen »for the money and pussy«. Hopper og resten af hylekoret kan tage deres intimideringstaktik og putte den et vist sted hen. John Goodman er alle pengene værd som Frank King.



KING-brødrene lavede B-film om rummænd, der gjorde jordiske piger gravide. Men også krejlere kan drømme stort. Det var Frank King, som producerede The Brave One (1956), en mexicansk fortælling om en dreng, der prøver at redde en tyr fra arenaen. Trumbo havde gået med ideen gennem alle blacklist-årene. Filmen fik også dansk premiere med titlen Min bedste ven, Gitano.
   Trumbo skrev The Brave One under navnet Robert Rich. Tre år før havde han skrevet Roman Holiday (da. Prinsessen holder fridag) til William Wyler, som både producerede (for Paramount) og instruerede Audrey Hepburn og Gregory Peck i filmen. Trumbo fik kollegaen Ian McClellan Hunter (Alan Tudyk) til at sætte sit navn på manuskriptet, og ingen anede uråd, da Hunter modtog en Oscar for arbejdet.
   Da Trumbo fik en Oscar for The Brave One, vidste filmbyen godt, hvem forfatteren var. Kirk Douglas producerede Spartacus (1960) med sig selv i hovedrollen. Han lagde ikke skjul på, at det var Trumbo, som havde skrevet manuskriptet. Da Hedda Hopper truede ham, stod han fast.



SAMTIDIG havde Otto Preminger læst Leon Uris’ Exodus (1958) og mente, at Trumbo var manden, der kunne skabe orden i den viltre bestseller om staten Israels grundlæggelse. I Jay Roachs fremstilling konkurrerer Kirk Douglas (Dean O’Gorman) og Preminger (Christian Berkel) aktivt om Trumbos skrivetid. De passerer hinanden i døren til kontoret, hvor Trumbo holder rygsmerterne nede med whisky og benzedrin.
   Helt så tæt var løbet næppe, men det er sandt, at Douglas trodsede studiechefen og satte Trumbos navn på Spartacus, som Stanley Kubrick instruerede, da Preminger havde fortalt The New York Times, at Trumbo var forfatter på Exodus.



SÅ i 1961 havde Trumbo sit navn på to Oscar-nominerede storfilm. MPA satte alt ind på at få biografejere og publikum til at boykotte Spartacus. Det lykkedes ikke. Listen faldt for åben skærm, da den nyvalgte John F. Kennedy gik i biografen. Bagefter sagde han til pressen, at Spartacus var »a fine film«.
   Jay Roach fanger Hedda Hoppers ansigt, mens hun ser Kennedy tale på en tv-skærm. Helen Mirren har det ikke let som filmens grove pulverheks, der kalder jøder for kikes og smisker og truer. Hendes nederlag er bøjet i neon.
   Bryan Cranston spiller Trumbo med en doven elegance, der godt kan være trættende. Arlen Hird spørger på et tidspunkt, om det er nødvendigt at tale i sætninger, som man kan hugge i sten. Men filmen får afleveret sit budskab: at tanken er fri og at Hollywoods Berufsverbot var en skændsel. Man bryder ikke nogen lov ved at være kommunist.
   Det er i dagens USA stadig – eller atter – et kontroversielt udgangspunkt. Flere anmeldere gik i rette med filmens ideologi, for Trumbo var jo rød, ikke sandt? Så forstemmende ny-mccarthyismen nu er, gør den samtidig Trumbo stærkt relevant. Filmen sparker ikke åbne døre ind. Figurerne får med grovfilen, flere forhold er skåret i pap. Det kan åbenbart være nødvendigt.



FILMEN slutter med Trumbos rehabilitering. En skærmtekst oplyser, at han døde i 1976 og blev 70 år. Cleo Fincher Trumbo var 93, da hun døde i 2009. Der står også, at han instruerede Johnny Got His Gun efter sin egen roman fra 1939.
   Efter mange år fik jeg endelig fat i en fransk dvd med titlen Johnny s'en va-t-en guerre og kunne gense filmen, der gjorde indtryk. Det er stadig en af de definitive antikrigsfilm, men den handler især om at insistere på livet. Der er ingen oratoriske fanfarer, bare en overvældende stemning.***
   Trumbo lod sig ikke kue. Til sidst var han næsten en ny Spartacus.



*) Dalton Trumbo skrev romanen i 1938 og modtog en af de første National Book Award-priser (for årets mest originale bog). Johnny Got His Gun blev bragt som føljeton i The Daily Worker, der var den officielle partiavis, i 1940. Trumbo fik et indviklet forhold til bogen i 1942, da Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen. De amerikanske kommunister havde agiteret for, at USA holdt sig ude af krigen. Nu støttede man krigen mod Tyskland. Romanen er genudgivet af Penguin i serien Modern Classics. I Cannes 1971 modtog filmen Juryens Grand Prix og blev kåret som årets bedste film af kritikersammenslutningen FIPRESCI. 

**) Bemærk, at det er Bertolt Brecht, som sidder bag Dalton og Cleo Trumbo på pressefotoet fra 1947. Det har altid undret mig, at flere ikke fulgte Brechts eksempel under HUAC-høringerne. De amerikanske vidner gennemgik mange samvittighedskvaler og havde dybe etiske overvejelser, før de enten nægtede at udtale sig eller endte med at angive fæller. Marxisten Brecht gik frejdigt og frivilligt i vidneskranken. Han sagde, at han aldrig havde været til kommunistiske møder eller tilhørt nogen version af partiet. Han gav sprogforbistring meget af skylden for måden, hans værker blev læst på. Desværre kunne han ikke hjælpe kommissionen. Vidneudsagnet blev ført til bogs, og Brecht rejste hjem til Europa, hvor han i 1949 fik sit eget spillehus i den nyoprettede stat DDR.

***) 
Johnny Got his Gun fik en chance mere, da James Hetfield og Lars Ulrich fra bandet Metallica brugte Trumbos bog som inspiration for sangen »One«  og citerede filmen i videoclippet til skæringen, som findes på albummet ...And Justice for All (1988). 





Trumbo. Instr.: Jay Roach. Manus: John McNamara. Foto: Jim Denault. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 11.02.2016.



Fotos: Bleecker Street Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment/AP/ YouTube (Bleecker Street/eOne official trailer)
Trumbo streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment (DK) 07.07.2016
Johnny Got His Gun streames på Apple TV, FlixOlé, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Imprint (Australien) 06.04.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 12.02.2016