Translate

torsdag den 12. november 2020

Heksen er død: Sylvia Plath 1932-1963


HEKSEN ER DØD
Filmen om Sylvia Plath og Ted Hughes

Af BO GREEN JENSEN

DEN måtte vel komme en skønne dag, filmen om Sylvia Plath (1932-63) og Ted Hughes (1930-98). I digternes egen tid var han altid stjernen. Nu kan man se, at hun sikkert var den vigtigste digter på engelsk efter Anden Verdenskrig.
   Der er ingen ende på mytologien om Sylvia Plath. Et feministisk forbillede, ja, men også en stemme, der taler på vegne af alle, som trodser og gør sig fri, når de ikke mere vil indordne sig. Kvindelige kritikere har ikke eneret på Plath. Hun ville i øvrigt forkaste ideen. Kønnet eksploderer i de sidste forbløffende tekster, hun skrev.
   Plath havde nok fundet læsere med samlingen The Colossus (1960), men det var altid ægtefællens bestræbelser, ikke mindst Hughes’ frygtindgydende stærke debut The Hawk in the Rain (1957), som hendes digte blev holdt op imod. I England var hun hustruen, Mrs. Ted Hughes, oven i købet vulgært amerikansk, som insisterede på at skrive. Men det var ham, de ville høre og se.
   Sylvia kunne forstå attraktionen. Efter parrets første møde var hendes dagbog fyldt med notater om den mørke erobrer, the demon lover, og hun havde selv en ønskedrøm at være den perfekte mor og hustru, som viste hjemmet frem iført småblomstret forklæde. Da Plath anden gang forsøgte at begå selvmord, i sommeren 1952 i New York, var det ikke mindst kønsbestemmelsen, forventningen til kvindetilstanden, som hun reagerede på og imod. Hun havde dog døden i blodet. Første gang hun prøvede at dø, var hun ti år.


PLATH 
var således skruet fast i et klassisk dilemma. Hun skrev, når hun kunne finde tid, passede huset og fødte parrets to børn. Når pengene var små, var det hende som tog forefaldende arbejde, så Ted kunne hellige sig skriften. De boede en tid i Cambridge, ved stranden i Massachusetts, som Plath selv kom fra, og endelig ude på landet i Devon, hvor Plath blev en dygtig biavler. Hendes far, entomologen Otto Plath, som døde da hun var otte år, men rumsterer i så mange af datterens digte, havde skrevet standardværket om bier. I Devon havde dagene fylde, og Plath skrev de naturforklarede digte, som efter hendes død blev samlet i Winter Trees og Crossing the Water (begge 1971).
   Så var det, at Ted gik sin vej. Ikke alene forlod han hende for en anden. Han reagerede også på hele atmosfæren i huset, på Plaths bitterhed og mistænksomhed, på den rolle som han følte hun tilskrev ham i sin personlige mytologi. Sylvias vrede var monumental. Forsmået og kasseret, ja, men har der nogen sinde været en kvinde, som nægtede at blive et offer, var det digteren Sylvia Plath. I digtet »Daddy« skrev hun:

If I've killed one man, I've killed two – 
The vampire who said he was you
And drank my blood for a year,
Seven years, if you want to know.
Daddy, you can lie back now.

There's a stake in your fat black heart
And the villagers never liked you.
They are dancing and stamping on you.
They always knew it was you.
Daddy, daddy, you bastard, I'm through.

(»Hvis jeg dræbte en mand, har jeg også dræbt to – / vampyren, som sagde han var dig/ og drak af mit blod i et år/ eller syv, hvis du virkelig vil vide besked./ Så far, du kan roligt lægge dig ned.// I dit fede, sorte hjerte er en pæl rammet ned/ og landsbyens folk har aldrig kunnet li' dig./ De danser på dig og tramper på dig./ De har altid vidst, det var dig./ Og farmand, dit svin, jeg er færdig med dig.«)*


SELVE ægteskabet holdt i seks år. Digterne mødtes i februar 1956 og skiltes i oktober 1962, da Hughes flyttede sammen med Assia Gutmann, som var gift med deres fælles ven, digteren David Wevill. Plath flyttede fra gården i Devon til en lejlighed i London, hvor hun indrettede sig sammen med datteren Frieda og sønnen Nicholas. 
   Her skrev hun, i rasende fart og helt uden forbehold, de fleste af digtene, som hun bliver husket og læst for. Hun stod op før daggry og arbejdede, indtil børnene skulle vækkes. Det sidste digt, »Edge«, er dateret den 5. februar 1963. Seks dage senere tog hun sit liv og signerede således myten om den feberdrevne »Lady Lazarus«:

Dying
Is an art, like everything else.
I do it exceptionally well.

I do it so it feels like hell.
I do it so it feels real.
I guess you could say I’ve a call.

(»At dø/ er en kunstart, som alt muligt andet./ Jeg gør det usædvanlig godt.// Jeg gør det så det føles som helvede./ Jeg gør det så det føles virkeligt./ Man kunne næsten sige jeg føler et kald.«)
   
Der er dog metode i galskaben. For Lady Lazarus er en hævnende furie, der som fugl Føniks dør for at blive genfødt. Heksen kommer igen og igen:

I am your opus,
I am your valuable,
The pure gold baby

That melts to a shriek.
I turn and burn.
Do not think I underestimate your great concern.

Ash, ash –
You poke and stir.
Flesh, bone, there is nothing there –

A cake of soap,
A wedding ring,
A gold filling.

Herr God, Herr Lucifer
Beware
Beware.

Out of the ash
I rise with my red hair
And I eat men like air.

(»Jeg er Deres opus,/ Jeg er Deres værdigenstand,/ en baby af det pureste guld// Der smelter til et skrig./ Jeg drejer og jeg brænder./ Tro ikke at jeg underkender Deres store omsorg.// Aske, aske – / De roder og rager./ Kød, knogle, der er ingenting – // En kage af sæbe,/ en giftering,/ en guldplombe.// Herr Gud, Herr Lucifer/ Pas på/ Pas på.// Jeg rejser mig af asken/ med mit røde hår/ og æder mænd som de går og står.«)


DA de efterladte tekster i samlingen
Ariel (1965) udkom, begyndte en veritabel kanonisering. Opdagelsen af Plath faldt sammen med feminismens første storhedstid, og flere ideologiske fraktioner gjorde krav på »deres« Sankt Sylvia. Alt hvad Plath havde efterladt kom på tryk, inklusive breve og dagbøger. Tusindvis af læsere reagerede på styrken i de sidste digte, mens en lang række biografier endevendte forholdet mellem Plath og Hughes.
   Hughes blev i regelen tildelt rollen som skurken, der svigtede så grusomt, at han lige så godt kunne have dræbt sin kone. Nu er den historiske afstand blevet så stor, at vreden er aftaget lidt. Kort før sin død, i 1998, brød Hughes omsider tavsheden og offentliggjorde digtkredsen Birthday Letters (da. Fødselsdagsbreve), der giver hans version. Ellers gjorde han gennem alle årene sin pligt som boets litterære eksekutor.
   Hughes redigerede Sylvias digte, noveller, breve og dagbøger (og blev naturligvis beskyldt for at fordreje). Han fik tålmodigt udbedret skaden, når radikale Plath-læsere havde skrabet navnet Hughes af hendes gravsten. Han opdrog Frieda og Nicholas og levede med at være Plath-forskningens hadobjekt nummer 1. Ad åre blev han poet laureat, dvs. britisk hofdigter. Han må afgjort have tænkt sit om hele affæren. Da Assia Gutmann tog sit liv i 1969, kopierede hun Sylvias selvmord. Begge kvinder valgte døden ved gas.**



DET kan ikke være let at filmatisere to liv, der er aflæst så flittigt. Visse situationer – det første møde, brylluppet, en strandtur, bierne i Devon, stilheden i den sidste isvinter – er endevendt i mange biografier og skrevet om af både Plath og Hughes i flere omgange. Christine Jeffs vælger derfor at skildre begivenhederne nøgternt, med en udvendig neutral optik som lægger distance til, snarere end solidariserer sig med den febrilske Plath. Ted er en sjuft, men Jeffs dømmer ham ikke. Alligevel er vi på Sylvias side.
   Der er en gabende tomhed i midten af filmen. Plath og Hughes var begge skabende mennesker, der definerede hele eksistensen som et spørgsmål om at skrive. Man må læse Plath – og høre hendes stemme – for at begribe hvor enestående en digter hun var. Der er bogstavelig talt aldrig skrevet noget, som matcher vreden og fråden og styrken i »Daddy«.


IMIDLERTID citerer filmen kun Plath og Hughes i fragmenter. Der er lange sekvenser fra Cambridge, hvor Hughes går på podiet og taler om William Butler Yeats, ligesom Plath ved en løssluppen sammenkomst reciterer det meste af Chaucers »The Wife of Bath«. Men vi hører stort set intet til Plaths roman, The Bell Jar (1963, da. Glasklokken), som hun skrev under navnet Victoria Lucas, og den sidste tids altafgørende digte er reduceret til en grødet montage, som hun fremmumler for vennen og kritikeren Alfred Alvarez, der i filmen spilles af Jared Harris.
   Der kunne ligge en strategi bag denne eksponeringsform, men det er ikke tilfældet. I årevis var det Teds søster, Olwyn Hughes, som saboterede arbejdet for biografer, der ville skrive om svigerinden. Man fik kun lov at citere, hvis boet godkendte manuskriptet. Nu har Frieda Hughes, som var tre år, da moderen døde, overtaget funktionen. For det første måtte filmen ikke citere. For det andet tog Frieda Hughes afstand fra projektet og offentliggjorde et digt, der anklagede Jeffs for at dræbe Plath endnu en gang.


FILMEN klarer sig med nød og næppe uden digtene. Det er dog svært at leve sig ind i det hele, hvis man møder uden baggrund. Da må Sylvia uvægerligt fremstå som den »tv-film med litterære prætentioner«, jeg så den afskrevet som på en fanside. Man kan sige, at Ted og Sylvia også var repræsentative skæbner i og for deres tid, men det giver ikke megen mening. En film som denne bør sende publikum hjem med en trang til høre mere. Nu går man ud med en følelse af closure. Sygehistorien er fortalt til ende. Heksen er endelig død og begravet.
   Møder man velforberedt, og er man én af de mange studerende, som i tidens løb har taget parti, fungerer filmen som en slags cifferskrift. Hver scene har mindst tre undertekster, som hver især klikker fodnoter til andre sekundære kilder frem. Således isolerer filmen faktisk det øjeblik, som Hughes beskriver i Fødselsdagsbreve, hvor det går op for ham, at han i hendes forestilling er ved at blive ét med Otto Plath og alle andre fascistiske farmænd:

So I had no idea I had stepped
Into the telescopic sights
Of the paparazzo sniper
Nested in your brown iris.
Perhaps you had no idea either,
So far off, half a mile maybe,
Looking towards me. Watching me
Pin the sea's edge down.
No idea
How that double image,
Your eye's inbuilt double exposure
Which was the projection
of your two-way heart's diplopic error,
The body of the ghost and me the blurred see-through
Came into single focus,
Sharp-edged, stark as a target,
Set up like a decoy
Against the freezing sea
From which your dead father had just crawled.

I did not feel
How, as your lenses tightened,
He slid into me.***

(»Så jeg havde ingen anelse om, [at] jeg var trådt/ ind i kikkertsigtet/ hos den paparazzosnigskytte/ der havde slået sig ned i din brune iris./ Måske anede du det heller ikke,/ så langt borte, måske en halv mile,/ hvorfra du kiggede mod mig. Så på at jeg/ holdt havkanten fast./ Ingen anelse/ om at det dobbelte billede,/ dit øjes indbyggede dobbelteksponering/ som var projektionen/ af dit tosporede hjertes diplopiske fejl,/ spøgelsets krop og mig den slørede gennemsigtige/ kom i samme fokus,/ skarpkantet, tydeligt aftegnet som en målskive,/ sat op som en lokkefugl/ foran det iskolde hav/ hvorfra din døde far lige var kommet kravlende.// Jeg mærkede ikke/ at han, da du drejede linsen,/ gled ind i mig.«)


DET ville have løftet filmen betydeligt, hvis Jeffs kunne have afspillet Teds version eller bare markeret styrken i Plath.
   Når det er sagt, skal Sylvia roses for sin biografiske takt og sin afvisning af melodramaet. Tidsbilledet hverken idylliserer eller dæmoniserer de nøjsomme 1950ere. Det bliver aldrig nødvendigt for Jeffs at demonstrere, hvor svært en kvindelig kunstner var stillet i mændenes verden. Gwyneth Paltrow er køn og farlig som Plath. Daniel Craig fremstiller Hughes som indbegrebet af 50eres vrede unge mænd, og det giver en lille krølle på fremstillingen, at Sylvias mor, Aurelia Schober Plath, spilles af Paltrows egen mor, Blythe Danner.
   Plaths læsere skal naturligvis se Sylvia, som er et velkomment eksempel på, at den noble og lødige filmbiografi stadig kan drejes. Også enhver som er blevet forladt, eller selv har forladt, vil dog sætte sig i de elskendes sted. Bagefter må man til digtene. Sædvanligvis er had og vrede golde negationer, som intet konstruktivt kaster af sig, men i tilfældet Plath var de grobund for nogle af de største digte, der er skrevet på det engelske sprog.


*) Der er mange oversættelser af Ariel-digtene i omløb. Jeg har brugt de gendigtninger, som Uffe Harder foretog, da Thomas Bredsdorff skrev Den bratte forvandling: Om digteren Sylvia Plath til forlaget Gads biografiske serie i 1987. Harder reproducerer så vidt muligt Plaths metrik - »Farmand« er skrevet i rimede mareridtsstrofer, som en stadig mere makaber børnesang - og han rammer den snerrende grundtone.
   Den bratte forvandling var et pionerarbejde. Kildematerialet er mere omfattende nu, hvor alt er offentliggjort, også breve og dagbøger i uforkortet/uredigeret form. Men bogen kan stadig måle sig med de bedste biografier og kritiske læsninger, som udkommer i den engelsktalende verden.
   I 2004 udkom Ariel: The Restored Version. A Facsimile of Plath's Manuscript, Reinstating Her Original Selection and Arrangement. Frieda Hughes har skrevet et eksemplarisk forord, som deler sol og vind lige mellem forældrene: »This new, restored edition is my mother in that moment. It is the basis for the published Ariel, edited by my father. Each version has its own significance though the two histories are one.« Det faktiske redaktionsarbejde er udført af David Semanki på vegne af forlaget Faber & Faber.
   Peter Laugesen foretog en forbilledlig oversættelse af manuskriptversionen til forlaget Basilisk, der udgav Ariel: den oprindelige udgave som nr. 63 i sin Babel-serie i 2017. Den er bestemt læseværdig og brugbar. Alligevel kan udgivelsen virke kuriøs, eftersom der aldrig er kommet en autoriseret dansk udgave af den originale Ariel-samling. Manuskriptudgaven tilbyder interessante fraklip, tilføjelser og variationer, men forudsætter at der findes en definitiv, autoriseret version, som læseren er bekendt med. Det ville være godt at have en dansk udgave af de samlede digte. Sylvia Plath: The Collected Poems er en overskuelig bog på 350 sider.

**) Assia Esther Gutmann Wevill (1927-1969) bliver ikke venligt behandlet i litteraturen om Sylvia Plath. Assia blev født i Berlin. Hun var datter af en lettisk-jødisk læge og en kristen tysk mor. Familien var blandt de første, som emigrerede til Israel. Her mødte hun officeren John Steele i 1947. De var gift i to år og boede i London. Hun studerede i Canada, på University of British Columbia i Vancouver, hvor hun mødte økonomen Richard Lipsey. De var gift på fjerde år, da hun mødte digteren David Wevill på båden til England. David og Assia blev gift i 1960. Hun skrev digte, som blev trykt i litterære magasiner, men levede af sit arbejde som tekstforfatter på et reklamebureau. Hun indledte sit forhold til Ted Hughes i 1962. Deres datter, Shura, blev født i 1965. Assia ville gerne giftes med Ted, men han indledte i stedet (endnu) flere nye forhold. Assia tog sit liv den 23. marts 1969. Hun blev fundet sammen med Shura. Yehuda Koren og Eilat Negev har skrevet biografien A Lover of Unreason: The Life and Tragic Death of Assia Wevill (280 s. London: Robson Books, 2006). Det er hjerteskærende læsning. Hughes' digtsamling Crow (1970), et hovedværk og en af hans mørkeste bøger, er tilegnet mindet om Assia og Shura. I Christine Jeffs' film bliver hun spillet af Amira Casar. 

***) Digtet hedder »Black Coat« og står i Ted Hughes: Birthday Letters (London: Faber & Faber, 1998), ss. 102-3. Gyldendal udgav Fødselsdagsbreve i 1999. Alt for tidligt afdøde Pia Juul (1962-2020) har oversat »Sort frakke«.

Sylvia. Instr.: Christine Jeffs. Manus: John Brownlow. Foto: John Toon. 115 min. UK 2004. Dansk premiere: 30.07.2004.

    

Fotos: BBC Films/ Focus Features/ CineMaterial/  MovieStillsDB/ Faber and Faber/ Estate of Sylvia Plath/ Forlaget Gad/ Robson Books/ SF Studios/ YouTube (Original US Theatrical Trailer)
Filmen streames p.t (juni 2025) ikke i Skandinavien - i UK og EU på AMAZON PRIME og Amazon Store
Ingen BD-udgivelse - DVD fra Metro-Goldwyn-Mayer (UK) 26.07.2004 | DVD fra SF Studios (DK) 09.11.2004
Første udgave af teksten i Weekendavisen Kultur 31.07.2004 - opdateret og revideret i oktober 2020

søndag den 8. november 2020

Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020



MORRICONES TROMPET
Ennio Morricone 1928-2020

Af BO GREEN JENSEN

ENNIO Morricone døde den 6. juli i år
. Han blev 91. Det er naturligvis ikke tragisk, når en gammel kunstner forsvinder efter et langt, virksomt liv og en enestående karriere, som hele verden fulgte og gav ham megen ære for. Men det er trist. Og i Morricones tilfælde særligt vemodigt, fordi han var der i hele den lange eftermiddag, man kunne kalde filmmediets bronzealder.
   Han kom efter kæmperne og pionererne. Han skrev grammatikken til flere nye undergenrer. Han forarbejdede grundstoffet og forvaltede en arv, som han gav videre til modernister og post-modernister med glæde.
   Morricone var en myreflittig kunstner og det modsatte af en musikalsk mistrop. Han skrev til alle, der ville have og kunne bruge hans svimlende kompositioner, fra Paul Anka og Demis Roussos til Roger Waters og The Pet Shop Boys, fra Françoise Hardy til Dulce Pontes; fra børnekor til kammermusik; fra ikoniske scores i panoramisk format til klaustrofobisk atmosfære i den italienske undergrund.


ENNIO Morricone blev født i Trastevere i Rom. Der var fem børn i familien, som kom til hovedstaden fra Arpino ved Frosinone i Lazio-regionen. Hans mor drev en syforretning. Hans far var trompetist i et danseorkester, der optrådte på restauranter og klubber. Han lærte Ennio at læse noder og inspirerede ham til at vælge trompeten som sit instrument, da han i 1940 blev optaget på Accademia Nazionale di Santa Cecilia, det italienske musikkonservatorium.
   Vi skylder derfor Mario Morricone adskilligt. Det er slagtøj, kor og dyreskrig, klokkespil og The Ventures-guitar, der skaber den mytologiske klang på de scores, som Morricone skrev til italienske westerns (af barndomsvennen Sergio Leone, ja, men også til Sergio Corbucci og Sergio Solima m.fl.) i 1960erne. Men det er frem for alt trompeten, der løfter den op og gør karaktererne monumentale.
   »L’estasi dell’oro« (»The Ecstasy of Gold«) fra slutningen af Il bueno, il cattivo, il brutto (1966, da. Den gode, den onde og den grusomme) er et af alle tiders store filmøjeblikke. Eli Wallach løber i cirkel mellem gravene på kirkegården. Clint Eastwood står og venter. Bag Wallach bliver stenenes flimren en skærm, mens trompeten og stemmen hæver sig op.
   Det var aldrig for handlingen, at vi som drenge så The Good, the Bad and the Ugly i sløjfe. Det var for atmosfæren, mytologien, karakterernes mejslede manierismer og den visuelle poesi. Sergio Leone og fotografen Tonio Delli Colli satte scenen, som Eastwood, Wallach og Lee van Cleef poserede på, men hele illusionen ville falde til jorden uden Morricones musik. Han gav den drama, nerve og stor relevans. Til og med er cirklen filmet oppefra, fra en guddommeligt udeltagende kran, der er Leones vinkel på tilværelsen. Skitsen er leveret i For a Few Dollars More. »Guldets ekstase« skriver den ren.
   Morricone bliver altid krediteret for westernmusikken alene. Han var selv den første til at fremhæve skolekammeraten Alessandro Alessandroni, som arrangerede musikken og fremførte den sammen med stemmerne i koret Cantori Moderni. Det er Alessandroni, som fløjter og spiller guitar på det ikoniske tema fra Den gode, den onde og den grusomme. Han og Morricone skabte soundtracks sammen i tyve år.


MORRICONE tog eksamen i trompet i 1946, i orkestrering – med speciale i fanfare – i 1954 og i komposition i 1956. Han glemte aldrig sin lærer på konservatoriet, Goffredo Petrassi, som er hyldet i mange sammenhænge. Især efter 2000 blev Morricone en rejsende kunstner, som dirigerede sin egen musik og turnede med fuldt orkester. Han nåede til København i 2018.
   Nogle af koncerterne er foreviget i bokssæt, hvor man både kan se dirigenten og høre musikken. Det bedste sted at opleve værket i fuld skala er sikkert Ennio Morricone in Venice, som fastholder to kolossale koncerter, han gav med fuldt orkester på Piazza San Marco i september 2007. Men den fineste fastholdte optræden findes på Cinema Concerto – Ennio Morricone at Santa Cecilia fra 1998.
   Over tre aftener i november dirigerer mesteren orkester og kor på sin gamle skole i hjertet af Rom. Det begynder med kærlighedstemaet fra Giuseppe Tornatores nostalgiske Cinema Paradiso og slutter med »On Earth As It Is In Heaven« fra Roland Joffés svulstigt sakrale The Mission, men på vejen er der humoristiske og henrivende indstik, som ikke bliver hentet frem andre steder. For eksempel musikken fra Elio Petris La classe operaia vava in Paradiso (Arbejderklassen kommer i Paradis) fra 1971.



MORRICONE var umådeligt produktiv. Alene i 1972 skrev han musik til 23 italienske film, inklusive Pier Paolo Pasolinis udgave af Canterbury-fortællingerne (han skrev også score til Decameron, Tusind og en nat OG var konsulent på klavermusikken til Salò eller de 120 dage i Sodoma).
   Alligevel kunne han aflevere Mesteren og Margerita til Aleksandar Petrovic og Bluebeard til Edward Dmytryk (De husker ikke Blåskæg? Richard Burton havde titelrollen, og Raquel Welch var den vigtigste hustru – #MeToo kunne have en 70er-fest, hvis man interesserede sig for filmhistorie). Han føjede tre stykker mere til sin klassiske liste, og året efter var lige sådan.
   Mest interessant fra sådan et år er måske hans sountrack til Sergio Selimas Il diavolo nel cervello (Devil in the Brain), en psykologisk-politisk thriller med Stefania Sandrelli og Keir Duella fra den mest nervøse terrortid i Italien. Her kan Morricone levere lige så effektivt på neurose, dissonans og fortrængning, som han siden gør på patos og positiv nostalgi i de amerikanske soundtracks.
   Så for nu at give bare et indtryk af dybden og breden. Skal man vælge ti klassiske steder, hvor Morricone satte sin musikalske signatur, kunne det være: The Good, the Bad, and the Ugly, Once Upon a Time in the West, Once upon in America, Days of Heaven, 1900, The Untouchables, The Mission, Cinema Paradiso, Malena og The Hateful Eight.
   Man kunne samtidig lave fantomlisten med skyggesteder, som er overset: A Fistful of Dynamite (Leones sidste western), Fuglen med krystalfjerpragten (Dario Argento), Fateless (Lajos Koltai), Una pura formalità (Giuseppe Tornatore), Lolita (Adrian Lyne), Peur sur la ville (Henry Vermeuil), Slaget om Algier (Gilles Pontecorvo), Nostromo (Alastair Reid), Mission to Mars (Brian De Palma), The Legend of 1900 (Tornatore) og La Luna (Bernardo Bertolucci).
   Det overrasker altid, hvor labyrintisk værklisten er.



FILMMUSIKKEN fylder mest, men Morricone havde flere parallelle liv som komponist. Han skrev og spillede jazz (af den skarpe, moderne slags) hele livet. Han skrev hits i schlagergenren (f.eks. »Se telefonando«) til udvalgte artister. Han skrev musik til ni sæsoner af tv-serien La piovra (1985-2001). Han skrev jingles til Lancias bilreklamer. Men især var han optaget af selv at komponere.

   Morricone skrev efter sigende sit første stykke musik (for trompet), da han var seks. Den første (halv)voksne komposition, Il Mattino (for stemme og klaver) skrev han som 16-årig i 1946. Det sidste registrerede værk er Missa Papae Francisci – en messe for dobbelt kor, orkester og orgel, som blev opført i 2015. På vejen er der 15 klaverkoncerter, 30 symfoniske kompositioner, en opera (Partenope fra 1996) og adskillige korværker.
   Morricone var i tyve år medlem af kollektivet Il Gruppo, som arbejdede med en »ny konsonans« i musikken. Han taler selv om at skabe »absolut musik« i samtalebogen Ennio Morricone In His Own Words, som Alessandro De Rosa redigerede i 2016. De orkestrale stykker ligner sjældent hans filmmusik. Det er ofte en abstrakt musik. Jeg skal ikke gøre mig klog på det hele, men jeg anskaffede på et tidspunkt Chamber Music (1988), som samler syv centrale værker, bl.a. Sestetto (1955) til Distanze (1953).


DET
 er en kølig og konkret musik, der minder mest om de isnende soundtracks til Dario Argentos giallo-gysere. Andet er i den sakrale genre. Dybest set er det sikkert i jazz, at tonerne kommer fra hjertet. Hør f.eks. albummet Focus (2003), hvor han optræder sammen med Dulce Pontes. Man har fornemmelsen af en sensibilitet, der ligger på linie med Michel Legrands.
   Som privatperson var han diskret og usynlig. Der er ingen sladderhistorier om Morricone. Han blev gift med Maria Travia i 1956, og parret fik fire børn. Andrea er musiker, Giovanni blev filminstruktør. Om faget og fremtiden siger han i 2016:
   »Det er andre tider nu. Der er ikke noget arbejde, og amatører bliver bedt om at lave soundtracks med en synthesizer. Min søn er dygtig, men han arbejder ikke så meget, som jeg gjorde, for der er ingen jobs at få. I dag er det svært for en komponist at skrive original musik, medmindre det er en film af en betydningsfuld instruktør, som ikke vil tåle den slags fra sin producer.«



ET særligt bånd bestod mellem Morricone og Giuseppe Tornatore. Malena fra 2000 må være arien, og Morricone komponerede et af sine mest elskede scores til Cinema Paradiso (da. Mine nætter i Paradis), som i 1988 blev den sicilianske instruktørs gennembrud.
   Tornatore er født i 1956, Paradiso var bare hans film nummer to. De fulgte siden hinanden i 12 spillefilm, store som små. Tornatore havde netop færdiggjort en portrætfilm, da komponisten døde. The Glance of Music får italiensk premiere den 28. august og skal åbne filmfestivalen i Venedig.*
   Det er måske i Tornatores film, at Morricones kunst finder sin fornemste udtryk. Her er den kontinuitet og forankring, som kan forsvinde i strømmen af internationale bestillingsarbejder. The Legend of 1900 (1998, da. Legenden om pianisten på havet) var en kommerciel fiasko, som knækkede Tornatore, men Morricone komponerede et af sine rigeste scores til hittebarnet på narreskibet, der sejler gennem det 20. århundrede. Roger Waters skrev teksten til »Lost Boys Calling« og synger den til de sidste credits. Det er et stort – og stort set upåagtet – øjeblik på begge kunstneres værklister.



SAMARBEJDET mellem Morricone og Tornatore ligner samarbejdet mellem Nino Rota og Federico Fellini. I 2009 skabte Tornatore hjemstavnsskildringen Baaria, som i mange henseender er hans Amarcord. Filmen kom ikke til Danmark. Det er måske det eneste score fra de sidste ti år, hvor Morricone ikke går på gentrådte stier. Her lever alle de unge instinkter igen, og der er brug for det fulde register.
   Enhver filmkomponist bliver med tiden bedt om at kannibalisere sig selv. Det er sikkert svært at undgå. Bestillingen går ud på at levere mere af det samme – eller i det mindste noget, der lyder som det, der fik fimskaberne til at kontakte komponisten. Nino Rota tog konsekvensen, da Francis Ford Coppola bad ham skrive musik til The Godfather. Rota brugte sit tema fra Fortunella (1958) – som Fellini havde skrevet til Eduardo de Filippo – og forvandlede »Melodia per Fortunella« til »Love Theme from The Godfather«.
   Også Morricone lod sig geninspirere af egne bedrifter. Især blev de obskure scores fra glemte italienske genrefilm en blanding af lager og vakkelvorn hovedstol. Man kan høre nogle af dem på kompilationer som Morricone Kill (2005), Morricone Giallo (2007) og Morricone in the Brain (2007).
   Især Quentin Tarantino, Morricones amerikanske fan nr. 1, har haft glæde af at grave i mesterens gamle arbejder. Derfor var det passende, at Morricone fik sin eneste »ægte« Oscar (der var en pris for karrieren i 2007) for musikken til The Hateful Eight (2015). Tonen er både rustik og elegisk, men her er essensen al alle de klassiske westerns.



SANGENE er strøet med løs hånd gennem værket. Især er soundtracket til Sacco e Vanzetti (1971), Giuliano Montaldos biopic om de italienske anarkister, Bartolomeo Vanzetti og Nicolo Sacco, som blev henrettet i USA i 1927, et skrin af betydning. Joan Baez synger »Here’s to you« og tre versioner af »The Ballad of Sacco and Vanzetti«. Scott Walker fik lavet en coverversion. Filmen er glemt, men trompetmusikken lever. Der er mange af de film i rejsebagagen.
   Hans musik er solgt i 70 mio. eksemplarer. Når alt er sagt og gjort, tror jeg nok, at min favorit blandt Morricones bedrifter er musikken, som han skrev til Terrence Malicks Days of Heaven (da. Himlen på jorden) fra 1978. Magasinet Film Score Monthly udgav i 2011 det komplette materiale. Her kan man følge Morricones arbejdsproces. Her er alle cues og fraklip, inklusive en række variationer over temaet, der i filmen bliver et høstmotiv. I syntesen af Malicks kornbilleder og den bristende skønhed i Morricones syndefaldsmusik er den samme kvalitet af trance som i »The Ecstasy of Gold« 12 år før.


DET er et sjældent helstøbt score. Og bemærkelsesværdigt, fordi en stor del er skrevet oven på »Aquarium« fra Le carnaval des animaux. Saint-Säens’ musik åbner filmen, og Morricone bearbejder den, så værket er mere palimpsest end original. Det er den musik, som bliver spillet i Cannes før hver forestilling. Derfor lyden af film i tredje potens: intet stærkere koncentrat noget sted.
   Det skulle da være i Cinema Paradiso, hvor al sentimentaliteten i Morricone investeres i montagen af filmkys til slut. De bedste film registrerer, hvad vi ikke selv kan se, når vi oplever dem i deres tid. De lagrer et aftryk af mentaliteten. Det samme gjorde Morricones musik. Han var her i 91 år, og han ændrede filmkunsten. Der bliver god plads til nye statuer, når historien er fuldt revideret. Lad os rejse én af Morricone i bronze.


*) The Glance of Music (Lo sguardo della Musica). Instr. og manus: Giuseppe Tornatore. Foto: Giancarlo Leggeri, Fabio Zamarion. 90 min. Italien 2020.
   Filmen følger Morricone i de sidste fire år af hans liv og indeholder udsagn fra kolleger (John Williams, Hans Zimmer, Mychael Danna, Quincy Jones), gamle venner (Alessandro Alessandroni, Clint Eastwood), levende og døde instruktører (Oliver Stone, Bernardo Bertolucci, Barry Levinson, Dario Argento, Lina Wertmüller, Liliana Cavani, Marco Bellocchio, Wong Kar-wai), celebre samarbejdspartnere (Joan Baez, Dulce Pontes, James Hetfield) og hengivne fans som Bruce Springsteen. Quentin Tarantino og Tornatore selv figurerer i samtlige kategorier.
   Covid19-pandemien kæntrede mange planer, også den for lanceringen af filmen. Den italienske premiere er indtil videre sat til 11. maj 2021. 


Fotos: CineMaterial/ Google/ YouTube/ MovieStillsDB/ FilmGrab [+]/ Decca/ Cherry Red Records
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.07.2020

onsdag den 4. november 2020

Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]



LIV PÅ MARS
Ridley Scotts knastørre robinsonade

Af BO GREEN JENSEN

ASTRONAUTEN Mark Watney bliver efterladt på Mars, da en ørkenstorm tvinger besætningen på Ares III til at afblæse NASA-missionen. Kommandør Melissa Lewis (Jessica Chastain) tager beslutningen. Sigtbarheden er nede i nul, og der er grund til at afskrive Watney som død. Besætningen letter og påbegynder den lange hjemrejse.
   Mark vågner efter stormen, finder hjem til habitatet og har held med at operere sig selv. Han overvejer sin situation og begynder at regne på, hvad der skal til. Ares IV kommer om fire år. Heldigvis er Mark botaniker. »Not real science,« driller de andre – men en nyttig disciplin, hvis man skal overleve i 900 soldøgn.
   The Martian er en ode til videnskabelig udholdenhed. Hver løsning medfører nye problemer. Til gengæld har marsmanden tonsvis af tid. Han lægger daglige updates i logbogen og lytter til de gamle discosange på spillelisten i Lewis’ computer.
   Det lykkes Mark at modne jord i habitatet. Han planter kartofler fra posen med Thanksgivingmad og gøder mulden med ekskrementer. Han laver vand ved at opvarme brint. Der er setbacks og små sejre. Han installerer solpaneler i Rover-køretøjet, så han kan foretage dagslange rejser.



NEDE på jorden har NASA konstateret, at Watney er i live – dog først efter at have givet ham en heltebegravelse. Satellitten kan se ham bevæge sig rundt. Direktøren (Jeff Daniels) må hele tiden afveje økonomi og logistik i et regnskab, der svarer til Marks. Ingen er nærige eller nedrige. The Martian er en film uden skurke.
   Det lykkes Mark at finde Pathfinder-modulet, som har ligget på Mars siden 1997. Nu kommunikerer han og NASA efter stavepladeprincippet. En nødmission hastes igennem, men sikkerheden er sat over styr. Først da det kinesiske rumagentur træder til, bliver en bæredygtig plan sat i værk.
   Imens har besætningen på Ares III hørt om Mark. De vender om for at samle den sidste mand op, skønt rejsetiden forlænges et år, men kan de ramme de rigtige koordinater? Meget forklares i midten af filmen. Det lønner sig i en tætklippet slutning, hvor alle i salen forstår, hvad det gælder.
   The Martian må være det tørreste scifi-drama i nyere tid. Her er hverken visioner eller hallucinationer, ingen fremmede livsformer, ingen dystopisk back story, ingen kampe i rummet og intet komplot. Filmen bygger på en bog af Andy Weir. Han kunne ikke få den antaget og begyndte at lægge uddrag på nettet. De var så populære, at romanen blev samlet op.



SIR Ridley Scott er i sit element. Tidligt i karrieren skabte han to af genrens bestemmende værker: den klaustrofobiske Alien (1979) og den dystopiske Blade Runner (1982). Prometheus fra 2012 var et stort set mislykket forsøg på at gå hele den mørke, metafysiske vej. The Martian er derimod sprød og robust.
   Matt Damon har et ærligt ansigt og spiller ofte en jævn hverdagshelt. Her har han titelrollen i en rumudgave af Castaway. Han spiller den lige så godt som Tom Hanks.
   The Martian er en robinsonade. Modne læsere husker måske Byron Haskins Robinson Crusoe on Mars (1964), hvor Adam West var den strandede astronaut. I Douglas Trumbulls Silent Running (1974) var Bruce Dern en botaniker i rummet. I Duncan Jones’ Moon (2009) var Sam Rockwell alene med kopier af sig selv. Her var psykologien og de eksistentielle overvejelser, som Scott ikke interesserer sig for.
   »I rummet kan ingen høre dig skrige,« lød sloganet for Alien i 1979. Der er ingen, der skriger i The Martian. Det kunne de ikke drømme om. Her handler det om at smøge ærmerne op, være gode kolleger og regne sig ud af alle problemer.
   Det er en meget seværdig og veludført film. Hvor højt, man vil sætte den, afhænger af, om man er til hård eller blød science fiction. Det er forfriskende, at The Martian ikke flirter med en ambition om at overgå Stanley Kubricks 2001. Alligevel kan man savne mystikken, som findes både i rummet og i sindet.



The Martian. Instr.: Ridley Scott. Manus: Drew Goddard. Foto: Darius Wolszki. 141 min. USA 2015. Dansk premiere: 08.10.2015.


Fotos: Twentieth Century Fox (20th Century Studios)/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (køb eller leje) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, RAkuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Fiilm
4K UHD + 2K Blu-ray fra 2oth Century Fox [Extended Edition, 1 movie, 2 cuts] 07.06.2016  
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 09.10.2015

søndag den 1. november 2020

Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]

 
HJEM TIL JORDEN
Pixars bevægende robinsonade
 
Af BO GREEN JENSEN

PÅ en ødelagt Jord kører industrirobotten WALL-E omkring og samler affald. Den sorterer det, beholder de mest interessante effekter og bygger vaklende tårne af resten.
   Det har den gjort i 700 år, mens resterne af menneskeheden er på krydstogt i rummet på ubestemt tid. Stadig mere fede og formløse sidder de og slikker syntetisk sol på Lido-dækket, mens maskinerne sørger for softdrinks og holder fartøjet Axiom vedlige.
   Axiom var det sidste rumskib, som selskabet Buy n Large sendte afsted. WALL-E er tæret og ramponeret, men hans solcelle genoplades ved daggry. Han kan arbejde til evig tid, hvis det skal være.
   Engang var WALL-E en standardmodel – navnet er et akronym for »Waste Allocation Load Lifter-Earth-class« (Watthoved Affalds Ladnings Løftnings Element). Nu er han den sidste af sin slags. Himlen anes kun i glimt. Man ser, at alt blev forsøgt, før menneskene rejste. I affaldsdyngerne står både vindmøller og atomreaktorer.
   WALL-E er en nysgerrig rustbunke, der med tiden har udviklet en sentimental karakter. Hans længsel er aldrig mere akut, end når han svømmer hen til musicalen Hello, Dolly (1969), som er lagret på et videobånd. To numre, »Put On Your Sunday Clothes« og »It Only Takes a Moment«, har magisk betydning for WALL-E. I det første ser man et fællesskab danse. I det andet ser man et par holde hænder.



ROBOTTENS verden ændrer sig, da et fartøj lander med en EVA (»Extraterrestrial Vegetation Evaluator«) ombord. EVA er en knivskarp, supersonisk sonde af seneste menneskefrembragte slags. Hun kan vælte fem tankskibe med en skudsalve fra sin snehvide fiberglasfinne.
   WALL-E er forelsket, og ved standhaftighed lykkes det ham at etablere en forbindelse. Imidlertid går EVA i direktiv-modus og lukker ned, da de finder en spirende plante i asken. Et skib flyver EVA tilbage til Axiom. WALL-E er med som blind passager. Nu skal de sovende mennesker vågne. I henhold til en gammel plan for genkolonisering har skibets maskiner en stående ordre om at vende hjem til Jorden, når fotosyntese atter er mulig.
   Der er dog også en kontraordre, som får Axioms autopilot til at opføre sig som computeren HAL i 2001: A Space Odyssey. Sammen med E.T., Star Wars, Alien, This Island Earth og 10-12 andre sci-fi-klassikere, udgør Stanley Kubricks fabel den tematiske klangbund for WALL-E. Andrew Stantons ambitiøse animationsfilm er den seneste i en lang række grænseafsøgende familiefortællinger fra Pixar-studiet. Han opsummerer præmissen således: »Hvad nu hvis menneskeheden forlod Jorden og glemte at slukke den sidste robot?« Der har næppe nogen sinde været en familiefilm med så mørkt et tema og så store ideer.



FILMENS første time er regulært mageløs. Der er en detaljeret lydside, men ingen egentlig dialog og ikke andre skikkelser end to knitrende robotter og en sejlivet kakerlak. WALL-E’s rutiner er slapstick-vignetter i klasse med Charlie Chaplins. Den manende økologiske lignelse er dyb og alvorlig som i en fabel for voksne. Meget må forklares for de mindste, men det vil være gode og frugtbare samtaler.
   På Axiom er stilen rundere og handlingsgangen mere grotesk. Endelig bliver filmen patetisk og meget motivtung. Man har forstået det bærende budskab, længe før Peter Gabriel begynder at synge »Down to Earth«, om den ødelagte hjemplanet, sammen med Sowetos børnekor.
   Men WALL-E er en charmetrold, og der er et overskud af ideer i eksponeringen af hans ensomme tilstand. Hele salen – eller stuen – holder vejret sammen med EVA, da WALL-E har fået slettet sit væsen, sin erindring, alt der gør ham til en følsom og intelligent maskine. Der er ingen falsk humor i WALL-E. Selv kærligheden holder stand. Det er sikkert og meget bevægende gjort.





WALL-E. Instr.: Andrew Stanton. Manus: Andrew Stanton & Jim Reardon. 98 min. USA 2008. Dansk premiere: 29.09.2008.


Fotos: Disney/ Pixar/ CineMaterial/ FilmAffinity/ Criterion Collection/ Art of the Title (WALL-E End Credits) YouTube (clips + trailer)
Filmen streames (august 2025) på Apple TV+, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Disney Pixar Classics 04.02.2008
4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1161) 22.11.2022
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 29.08.2008