MESTERFOTOGRAFEN. Filmfotografen Vilmos Zsigmond
(1930-2016) definerede 1970ernes New Hollywood sammen med kollegerne Laszlo
Kovacs (1933-2007), Gordon Willis (1931-2014) og Haskell Wexler (1922-2015).
Det er instruktørerne,
der bliver fremhævet, når man taler om generationen, som fik mulighed for at
skabe en ny slags film i Hollywood, da studiesystemet brød sammen. Men Spielberg,
Coppola, De Palma, Rafelson, Pakula, Penn osv. var kunstnere med ideen til et
maleri. Fotograferne gav det liv.
Zsigmond og
Kovacs var nye kandidater fra Filmskolen i Budapest, da USSR invaderede Ungarn
i 1956. De filmede de sovjetiske tanks med et kamera, som var gemt i en pose.
Så tog de til USA for at få politisk asyl og finde arbejde.
Dette var længe før
fremmedhadet og flygtningekrisen, vi kender i dag. Ord som asylsøger, migrant
og indvandrer var ikke suspekte størrelser dengang. Selv Danmark havde overskud,
da ungarske familier kom til landet.
I Hollywood blev
Zsigmond fotograf på billige, men ofte teknisk ambitiøse genrefilm af grindhouse-typen.
I 15 år var han fotograf på produktioner som Wild Guitar, The Sadist, Psycho à Go-Go
og The Name of the Game is Kill!
Zsigmond fik sin
chance, da Robert Altman – en veteran fra tv-industrien – havde fået SIN store
chance og scoret en vinder. M*A*S*H* (1970) var et megahit for Altman, som før
havde instrueret episoder af U.S. Marshall, Lawman og Bonanza.
I nogle år kunne
Altman vælge og vrage, og han fandt en visionær fælle i Zsigmond, da han reviderede
westerngenren i McCabe and Mrs. Miller (1971) og ajourførte Raymond Chandlers
Philip Marlowe for et moderne Los Angeles i The Long Goodbye (1973). Zsigmond var
også fotograf på Altmans Images.
Han havde nu et kolossalt
årti. Zsigmond var DP for Steven Spielberg på The Sugarland Express og Close
Encounters of the Third Kind; for Brian De Palma på Obsession og Blow Out, for
Michael Cimino på The Deer Hunter og Heaven’s Gate. Andre signaturarbejder er John
Boormans Deliverance og William Richerts Winter Kills.
Zsigmond modtog
en Oscar for Close Encounters. Han fik mesterstatus inden for faget og føjede mest
markant Woody Allen (Melinda and Melinda, Cassandra's Dream og You Will Meet a Tall, Dark Stranger) til listen af samarbejdspartnere. Han var tilknyttet flere projekter, da han døde 1. januar.
Han talte og underviste
med samme kritiske lidenskab, som lydmanden Walter Murch, en anden af New
Hollywoods nøglepersoner, fortsat udviser i sin disciplin. For Zsigmond døde originaliteten
med den analoge teknologi. Til Kaleem Aftab fra Filmmaker udtalte han i 2014:
”I dag er en svær
tid på grund af digitalbilleder. Det er en ny stil, men mange filmskabere savner
visuelle ideer. Jeg ved ikke hvorfor. Du tænder kameraet, billedet er der
allerede, og det er dét, de vil optage, uden tanke eller fornemmelse for, hvad
scenen handler om, om det er lyst eller mørkt.
Hvis du ikke
sætter lys, kan du kun bearbejde billedet bagefter. Og at have kunstnerisk færdighed
i efterproduktionen, er ikke det samme som at gøre det i virkeligheden, mens man
optager det.
Man må gøre sig
klart, hvad historien handler om. Ellers kan man bare lave
gennemsnitsfilm, der ser gennemsnitsagtige ud, og det er ikke, hvad jeg ønsker
at se. Jeg tror på en klassisk kamerakunst. Jeg vil arbejde for den tradition,
så længe det er muligt, og lære de studerende, at selv med et digitalkamera og korrekt
eksponering, må man bruge lyset til at fortælle historien.”
Der er gode links,
instruktive klip og mere fyldig baggrund om mesterfotografen i David Hudsons
Keyframe-nekrolog på streamingtjenesten Fandors site. I sig selv en fornem webtekst, som jeg anbefaler og lægger et link til.
