Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020)

FRED I VOR TID
Diplomaten der gik sine egne veje

Af BO GREEN JENSEN

HENRIK Kauffmann (1888-1963) var ambassadøren, som repræsenterede Danmark i USA under og (længe) efter 2. verdenskrig. Han kom til Washington efter udstationeringer i New York, Berlin, Rom, Peking (kombineret med Tokyo og senere Bangkok) og hele syv år i Oslo.

   I diplomatiske cirkler svømmede han som en fisk. Mere kompliceret var forholdet til den prosaiske virkelighed, hvor situationer ikke altid kunne løses i høj fart med panache og et flot pennestrøg. Han havde flanørens ekspansive facon. Og mente, at han var i sin gode ret til at overhøre politikerne hjemme, fordi han vidste bedre og kendte til spillet.

   Da Tyskland besatte Danmark, handlede Kauffmann resolut. Han og Povl Bang-Jensen, som varetog det juridiske rugbrødsarbejde, besluttede at gå enegang og erklære sig ude af stand til at modtage ordrer fra »den ufrie danske regering«. Det er formuleringen i Dansk Biografisk Leksikon, hvor jeg har læst op på sandhedsværdien i Christina Rosendahls helteportræt.

   Filmen om Vores mand i Amerika synes ofte for enkel og eventyrlig til at være helt sand. Man tænker, at der må have været flere forhindringer. Ulrich Thomsen fremstiller Kauffmann som en Indiana Jones med slips. Christina Rosendahl har sin primære kilde i Bo Lidegaards bøger om fribytteren, I Kongens Navn (2013) og Uden mandat (2020).

DET synes faktisk at passe alt sammen. Måske ikke lige det indtryk, som filmen giver af præsident Roosevelt som en husven, der er besnakkelig, fordi han kendte admiralen, som var far til Kauffmanns hustru, Charlotte McDougall (1900-1963), og søsteren Zilla, som var Kauffmanns elskerinde. Måske heller ikke scenen, hvor Kauffmann spiser natmad med F.D.R. og Winston Churchill, som må fejre, at nu går USA i krig. Men resten ser i store træk rigtigt ud.

   Det er en fantastisk historie om en sammensat mand, der er lige dele helt og anti-helt. Hans hustru er med ham det meste af vejen. Det er Charlotte, som opfordrer Henrik til at føre stødet igennem og satse, da Tyskland indtager Danmark uden nævneværdig modstand. Har han ikke altid sagt, at diplomati består af 50% information og 50% hasardspil? Jo. Godt. Så er det nu, at du og Povl skal gøre jeres indsats.

   Indsatsen er smuk behændighedskunst. Kauffmann erklærer sig som det frie Danmarks sande gesandt og ignorerer så vidt muligt alle instrukser og henvendelser fra København, hvor regeringen og embedsværket raser.

   USA vælger at anerkende Kauffmann. Det er diplomaten Berle, som afviser Henrik, indtil han leverer sit slagtilbud. USA må have baser på Grønland. Og modsat de grønlandske landsformænd, kan Henrik garantere en uopsigelig kontrakt om brugsret til Grønland.

ROSENDAHL fremstiller Kauffmann som en begavet jonglør. Ulrich Thomsen er mere end på hjemmebane i rollen. Også Mikkel Boe Følsgaard fylder i landskabet som den kompromisløse Povl Bang-Jensen. Han har sin modpol i Einar Blechingberg (et fiktivt amalgam, formoder jeg), som er misundelig og venter på chancen til at vippe det gyldne tandem af pinden.

   Historien var på Kauffmanns side, og det var heldigvis den gode side. Landsforræderen så rigtigt, da han overskred sine beføjelser. Han hjalp os med at redde ansigt; han solgte Grønland dyrt og godt. Instruktøren siger, at hun håber, vi alle vil følge Kauffmanns eksempel, når frie værdier er truet.

   Det er hér, at jeg har et lille problem med filmen. Tænk hvis én, som holdt med de forkerte, havde handlet så kavaleragtigt. Og når Donald Trump taler om at »bære Grønland«, dvs. løfte byrden ved at være en kolonimagt, selv om det hedder noget andet nu, er hans ejermanér vel en konsekvens af handlen, som Kauffmann og USA indgik.

CHRISTINA Rosendahl ved alt dette. Hun siger, at hun stødte på historien og blev forbløffet, da hun lavede sin research til Idealisten (2015). I den film beskrev hun, hvordan DR-journalisten Poul Brink blev ved at bore i sagen om amerikanske kernevåben på basen ved Thule. Og ingen ville svare ham.

   Idealisten var en konspirationsthriller med intens atmosfære. Vores mand i Amerika bruger en helt anden palet. Det lykkes at skabe et billede af den solbeskinnede sorgløshed i Washingtons diplomatiske boble. Krigen er noget, der bliver talt om i radioen. Danmark er trange kontorer set i Vilhelm Hammershøi-lys. I USA er der velstand, blå swimmingpool og parketgulve, som Kauffmann kan bede Bang-Jensen tegne et verdenskort på.

   Der er en stemning af fransk Indokina eller Afrika i afhændelsestiden. En lille overmodenhed. Og altid en svag svimmelhed. Det er på sin plads at fremhæve fotografen Louise McLaughlin og scenografen Rie Lykke. Det lykkes dem at skabe fornemmelsen af en stor periodefilm.

ROSENDAHL vælger at gå ind i Charlotte Kauffmanns vinkel og dele hendes blik på sin mand og sin tid. Som Denise Gough fremstiller karakteren, ved Charlotte godt, at hendes jalousi over Henriks forhold til søsteren (som spilles af Zoë Tapper) ikke fører til noget godt. Men hun oplever det som et forræderi. Da hun ødelægger en reception ved at drikke for meget og være bitter, skærer han igennem. Han siger, at deres – hendes – lykke betyder meget lidt. De fleste film ville give ham ret. Det får han ikke ubetinget hér.

   Rosendahl fremhæver parrets dødsmåde som den lille dør, der blev hendes personlige vej ind i mysteriet. Begge ægtefæller døde på Skodsborg Badesanatorium den 5. juni 1963. Hvordan er ingen hemmelighed. Filmen lægger det frem i prologen og vender tilbage til slut. Jeg vil dog ikke røbe, hvad der skete. Det er filmens stærkeste scener.

DER er meget at sætte pris på i den historiske fremstilling. Der er også en lille tendens til at (melo)dramatisere storpolitikken i retning af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden), The Winds of War (1983, da. Krigens vinde), Pearl Harbor (2000) osv. Det er interessant at sammenligne Anders Refns De forbandede år (2020) med Vores Mand i Amerika. De overlapper i tidsbilledet, men er modsætninger i menneskesynet.

   Rosendahl tror på Indiana Jones. Hendes Kauffmann ser ned på de danskere, som lever i og med kompromiset. Det kan han kun, fordi han sidder i netop dén privilegerede situation. Filmen er fuld af beundring for manden. Den har en forklaring på identitetsmysteriet. Det er ikke hele den historiske sandhed. Men værd at se – og mere til – er Vores mand i Amerika så absolut.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Vores mand i Amerika. Instr.: Christina Rosendahl. Manus: Kristian Bang Foss, Dunja Gry Jensen, Christina Rosendahl. Foto: Louise McLaughlin. 110 min. Danmark 2020. Dansk premiere: 13.08.2020.

Fotos: Nimbus Film [still photographers Katalin Vermes/ Nelly Kiss]/ Rosendahl Film/ MAAN Rental/ Copenhagen Film Fund/ Det Danske Filminstitut/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Danmarks Radio/ TV4/ Hungarian Film Incentives/ SF Studios International Sales/ REinvent Studios International Sales/ CineMaterial (Poster Art)/ Samuel Goldwyn Films (YouTube Trailer)/ 
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

Vores mand i Amerika udkom på Blu-Ray fra SF Studios (07.12.2020) 

Første udgave af teksten Weekendavisen Kultur 14.08.2020