Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014)

DEN LANGE WEEKEND
Nu er der kun virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

DET kan godt være farligt at lægge sig syg. Jean-Pierre og Luc Dardenne fortæller i Deux jours, une nuit om fabriksarbejderen Sandra (Marion Cotillard), der er blevet hjemme med en depression. Nu vil firmaet ikke have hende tilbage.

   Fabrikken fremstiller solpaneler. Den kunne lave rullepølser for Sandras skyld. Det er ikke, fordi hun elsker sit job eller forbinder det med nogen særlig værdighed at være i arbejde. Hun skal bare bruge pengene.

   Dardenne-brødrene vil som regel beskrive et alment problem gennem én enkelt skæbne. I de første film fyldte dramaet alt. Konflikterne var konstruktioner, realismen nærmest et stilgreb. Det er ikke sådan mere. Nu er der kun virkeligheden.

   Ejeren og formanden har konstateret, at man kan klare sig med 16 arbejdere i stedet for 17. De ansatte har stemt om retten til bonus eller muligheden for at beholde Sandra. Hun har aldrig været populær. Hun kan tænke sig til resultatet.

SAMTIDIG ser hun, at valget er fremprovokeret. Formanden (Olivier Gourmet, instruktørernes favoritskuespiller) har altid haft et horn i siden på Sandra. For ejeren (Baptiste Sornin) er det uden betydning, om der er 17 ansatte. Egentlig vil han helst hjælpe Sandra.

   Sammen med sin mand, Manu (Fabrizio Rongione, et andet fast ansigt), der er kok, bruger Sandra weekenden på at kontakte kollegerne, så de kan nå at ombestemme sig, før der stemmes igen mandag morgen. De banker på mange slags døre. Somme tider er parrets to børn også med.

   Muligvis vil det ikke lykkes at vende den herskende stemning. Alligevel er forsøget en sejr. Sandra har ligget og kigget på væggen. Somme tider har hun haft lyst til at dø. Nu får hun smag for at se solen skinne. Hun rejser sig selv med kampagnen.

DET er godt tænkt på Dardenne-brødrenes sædvanlige minimalistiske facon. Filmen bruger eksisterende locations og følger almindelige mennesker, der skal lære at være solidariske. Marion Cotillard er stærk og troværdig i rollen som Sandra.

   Afstemningen bliver en thriller, og det er under alle omstændigheder lærerigt at se kollegerne reagere. Nogle bliver rasende, andre trækker på skuldrene. Flere tales på plads af familien. Enkelte går hele vejen med Sandra.

   Slutningen er en humanistisk fanfare. Dardenne-brødrene havde mere visuel intensitet i tidlige film som Rosetta og Le Fils. Til gengæld er der nu flere farver i psykologien. Realismen er blevet en filosofi.

   Deux jours, une nuit er et smukt lærestykke om faglig og menneskelig solidaritet. Det er selvsagt didaktisk filmkunst, men ikke i fingerpegende form. Dardenne-brødrene siger altid store ting i et lille format. De taler her med samme betoning som briten Ken Loach og franskmanden Robert Guédiguian.

   Se filmen som en kommentar til dagens politiske økonomi. Eller bare for menneskets skyld.

Se også Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014]; Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview.

Deux jours, une nuit (To dage, én nat). Instr. og manus: Jean-Pierre og Juc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 95 min. Belgien-Italien-Frankrig 2014. Dansk premiere: 18.09.2014.

Fotos: Les Films du Fleuve/ Archipel 35/ BIM Distribuzione/ Eyeworks/ France 2 Cinéma/ RTBF/ Wild Bunch/ Øst for Paradis Distribution/ The Criterion Collection/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

The Criterion Collection har udgivet filmen på Blu-ray 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2014

Robert Guédiguian: Gloria Mundi (2019)

AL VERDENS HERLIGHED

Robert Guédiguian samler atter familien

Af BO GREEN JENSEN

DET hele er sådan set sagt allerede på filmens plakat og med titlen. Al verdens herlighed kommer til udtryk i blikket og smilet, som mor og barn deler. Det er solen, som smelter en gusten kynisme. Her er et nyt liv, som giver mening til de gamle. Her er grunden til at tåle alle trængsler og blive ved.

   Bekræftelsen kommer i sidste øjeblik. For personkredsen i Gloria Mundi er det blevet stadig sværere at holde fast i fællesskabet, som en familie udgør. Engang var der overskud. Matriarken Sylvie var sikkert fagligt engageret, som de gode karakterer i Robert Guédiguians film uvægerligt er. Nu ser hun ned i jorden og nægter at standse rengøringsarbejdet, da forbundet mobiliserer til strejke. Hun har nok i sit eget. Hun vil være i fred og beholde sit job.

   Hjemme i lejligheden går Richard og er bange, fordi alting smuldrer omkring ham. Han og Sylvie har haft et godt ægteskab. Han har næsten glemt, at han ikke er far til begge døtrene, som begår fejl, men er kommet i vej. Nu kommer Daniel ud af fængslet og ringer på efter tyve år. Manden vil være en far for sin datter. Richard mister sit arbejde som buschauffør. Nu har de kun Sylvies penge fra havnen. Hvad skal en gammel mand stille op?

DET er problemerne i segmentet, der har samme alder som filmskaberen. Guédiguian er født i 1953. Faste tilskuere kan se historien for sig, når jeg nævner, at Sylvie, Richard og Daniel bliver spillet af Ariane Ascaride, Jean-Pierre Daroussin og Gérard Meylan. Siden Dernier Été (1981) har de tre båret næsten alle Guédiguians film. Det var Ascaride og Meylan, der forelskede sig i Marius et Jeannette (1997), som blev gennembruddet – også i Danmark.

   Vi befinder os naturligvis i Marseille. Guédiguian er om nogen lokalpatriot. Der har været afstikkere til spænding, erotisk jalousidrama og andre genrer – Le Promeneur du Champ-de-Mars (2005) var en biopic om François Mitterrand – men kernen i værket har været den store livsfrise med hustru og venner.

   I La villa (2017, da. Huset ved havet) kunne Guédiguian lade vennerne tage tilbage til fiskerbyen Méjuan, som de første gang kom til et halvt liv før. I flashbacks kunne han citere Ki lo sa? fra 1985, hvor de tre sad i bilen og sang Bob Dylans »I Want You«. Det var et mageløst filmøjeblik.

I DEN yngre generation er Anaïs Demoustier og Robinson Stévenin blevet børnene, der følger med. I Gloria Mundi er Mathilda (Demoustier) gift med Nicolas (Stévenin), som er Uber-chauffør uden fremdrift. Hun er misundelig på halvsøsteren Aurore (Lola Naymark), som har mere held med den foretagsomme Bruno (Grégoire Leprince-Ringuet).

   Mathilda svigter Nicolas, så det gør ondt. Hun har bestemt ikke brug for at gense sin far. Men ingen ved, hvad de har brug for i Gloria Mundi. Det er svære og nøjsomme tider. Guédiguians perspektiv er det samme som hos briten Ken Loach og de belgiske Dardenne-brødre. Filmskaberne indgår endda i et netværk, som hjælper hinanden med finansiering.

GLORIA Mundi ligger i forlængelse af Kilimanjaros sne fra 2011. Her var Ascaride og Darroussin guldbryllupsparret, som drømte om at rejse, når der blev tid. Tillidsmanden Daroussin lagde sit eget navn i bunken, da der var fyringsrunde på havnen. Og tog konsekvensen uden at blinke. Kolleger og venner samlede ind. Belønningen var et brutalt røveri, der stadig sidder i tilskueren. Trods alt kunne filmen smile til slut.

   Nu er solidariteten tyndslidt. Livsmodet nærmer sig nul, da Gloria kommer. Det smil – og blikket – får så lov at stå, mens de voksne forhold hænger i laser. Heraf også titlens forbehold. Faktisk står der jo [Sic transit] Gloria Mundi. Således forgår verdens herlighed.

JEG så filmen i Venedig i 2019 og talte i januar 2020 – lige før pandemien – med Ariane Ascaride i Paris. Hun og Guédiguian blev gift i 1975.

   »Vi begyndte på den måde, fordi der var en film, som Robert ville lave og som ingen ville producere. Vi var heldige at kunne samle nogle venner og lave de film, simpelt hen fordi vi ville sige noget om verden, vi lever i. Først var vi ikke så mange, men siden blev vi en familie, en flok. Og når vi laver film, er det ikke bare arbejde. Vi taler, vi udveksler synspunkter.

   Jeg havde ikke troet, at vi skulle arbejde sådan i 35 år. I dag er vi blevet en institution. Vi er blevet et begreb, som man henviser til. Jeg elsker at arbejde med andre instruktører og opdage deres verden. Det er som at tage på en rejse. Som at tale et fremmed sprog med accent.«

JANUAR 2020 var en anden tid. Paris var lukket ned, fordi Les Gilles Jaunes demonstrerede hver weekend. Ascaride sagde, at hun og Guédiguian altid har lavet film for mennesker, der ikke går i biografen.

   – Hvad blev der af engagementet?
   »Faktisk er der fagforeninger, som gør sig klar til at demonstrere i gaderne hér, mens vi taler. Først ville De Gule Veste ikke have noget med fagforeningerne at gøre. Nu demonstrerer de hånd i hånd. De vækkede fagforeningerne. De sagde: I ved ikke, hvad der foregår nede på jorden.

   Hvis du vil forstå Guédiguians ideer, må du se hans film i rækkefølge, for de er som en dagbog. Gloria Mundi er et vredt råb. For nu taler de undertrykte undertrykkernes sprog. Det er, hvad der sker, når modkulturen forsvinder. Og den er forsvundet. Det var en gradvis og farlig proces, som fandt sted i det skjulte. Vi så den ikke komme, det var som en tsunami.

   Men der er altid overlevende efter en tsunami. Fascismen tager til i Europa. Der er altid monstre, som vågner, når økonomien er svær. Men i Frankrig er det den 45. strejkedag. I Paris kan folk ikke tage metroen, som de plejer. Man finder ud af det på andre måder. Der er ingen vrede, uanset hvad de siger i tv. Regeringen vil have arbejderne til at kæmpe indbyrdes. Lige nu har de fejlet.«

   – Hvordan er det så at lave film for folk, der ikke ser dem?

   Ascaride kan sagtens smile: »Vi har et familiepublikum, når de bliver sendt i tv. Det er godt nok at tale i ørkenen. Der er altid nogen, som lytter et sted.«

   Jeg synes, du skal se Gloria Mundi. Også (og måske især) hvis du ikke deler den politiske filosofi. For menneskesynet er pragtfuldt. Filmen har ventet et år på at få dansk premiere. Nu er den her endelig og kan få sin tid.

Ariane Ascaride blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 18. januar 2020

Se også Robert Guédiguian: Kilimanjaros sne (2011) og Robert Guédiguian: Huset ved havet (2017).

Gloria Mundi. Instr.: Robert Guédiguian. Manus: Robert Guédiguian og Serge Valletti. Foto: Pierre Milon. 106 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 27.05.2021

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Camera Film/ Unifrance/ La Biennale di Venezia

Filmen streames på Apple TV og YouTube Film

2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 02.06.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.05.2021

Robert Guédiguian: Kilimanjaros sne (2011)

FRANSKE SOCIALISTER

Hjemstavnsdigteren Robert Guédiguian

Af BO GREEN JENSEN

FAKTISK stammer titlen ikke fra Ernest Hemingways berømte novelle. Den er hentet i franskpopsangen »Kilimandjaro«, som crooneren Pascal Danel fik et hit med i sommeren 1967, da Michel (Jean-Pierre Darroussin) og Marie-Claire (Ariane Ascaride) var unge sammen med resten af verden: »Il n’ira pas beaucoup plus loin/ La nuit viendra bientôt/ Il voit là-bas dans le lointain/ Les neiges du Kilimandjaro.«*

   De dansede sammen til sangen og blev et par uden videre drama. Siden har de begge drømt om at rejse til Afrikas grønne bjerge en dag. Han fik job på havnen i Marseille, hvor han engagerede sig i fagforeningsarbejdet. Hun blev hjemmehjælper og er det endnu. De fik to børn, Flo og Gilles, som nu er voksne. Det er i dén grad gået som det skulle, og hele kredsen er med til at fejre parrets 30 års bryllupsdag. Man har samlet ind til gaven, som – naturligvis – er en rejse til Kilimanjaro.

DER er dog skyer på himlen, da man når til at feste. Michel har netop mistet sit job, fordi han vil gøre tingene rigtigt. Der skal skæres tyve stillinger. Som tillidsmand sørger han for, at det sker solidarisk. Alle lægger en seddel med deres navn. Michel lægger også sin egen. Da hans navn kommer op, kan han springe det over. Det er, hvad vennen Raoul (Gérard Meylan) forventer. Men Michel hylder socialismens principper. Han går, skønt fundamentet under familiens hverdag rives væk.

ROBERT Guédiguian (f. 1953) laver altid sine film i Marseille. Han bruger byen som en maler eller forfatter, der går ind i det samme univers hver gang. Hustruen Ariane Ascaride (f. 1954) har den kvindelige hovedrolle, og manuskripterne er skrevet i samarbejde med Jean-Louis Melesi (f. 1956). Kun to gange har Guédiguian brudt formatet. Det var i Le Promeneur du champ de mars (2005), en stort anlagt film om François Mitterrand, og i L’Armée du crime (2009), som er en meget kritisk fremstilling af modstandskampen under 2. verdenskrig.

   Resten af Guédiguians værk er en betagende nuanceret hjemstavnssaga, fra lokale produktioner som Derniere été (1981) og Rouge midi (1985) til gennembruddet med den sjælfulde Marius et Jeanette (1997), der som den første af Guédiguians film fik dansk premiere. À la place du coeur (1998) flytter James Baldwins If Beale Street Could Talk fra Harlem til Marseille. Solskinsfarcen A l’Attaque! (2000), den Chabrol-kolde thriller La ville est tranquille (2000), utroskabsdramaet Marie-Jo et sa 2 amours (2002), den feministisk funderede Mon père est ingénieur (2004) og rejsen til rødderne i Le voyage en Armenie (2006) tager alle udgangspunkt i Marseille.

HER er Guédiguian en virtuos og meget original billedskaber. Han er langt mere famlende uden for byen, når han overtager andres historier og vil efterligne fremmede filmsprog, som det sker i skildringen af Mitterrand. Gamle aktivister-krimien Lady Jane (2008) bruger Canned Heat-musik lige så uforglemmeligt som La ville est tranquille blander græsk tragedie med Janis Joplin. Det er stor hjemstavnsdigtning i mange stilarter, men altid med et socialistisk menneskesyn og den samme familie af skuespillere og teknikere foran og bag kameraet.

KILIMANJAROS sne kan derfor også ses som en midaldrende filmskabers status over tiden og dens værdier. Der er ikke længere plads til Michels altruistiske solidaritet, som er inspireret af hans helt Jean Jaurès (1859-1914), Frankrigs svar på Louis Pio, Peter Sabroe og Thorvald Stauning. Til gengæld er det hjertevarmende, da slægt og venner finder pengene til at sende parret afsted. Der er ofte denne tillidserklæring til nærsamfundet i Guédiguians historier – kun borgerskabet er pr. definition hægtet af.

    Den nye tid viser tænder i scenen, hvor maskerede gerningsmænd trænger ind, stjæler pengene og skader familien så brutalt, som blev Paradis bombet af droner. Og filmen bliver endelig fransk Erik Clausen, da Michel og Marie-Claire tager kontakt til de nødstedte tyve. For her kender alle hinanden. Intet menneske er en ø. Alle kar er forbundne. Vi behøver hinanden, som Frank Capra sagde i 1930ernes USA.

GUÉDIGUIAN og Ascaride har rod i 1968. Les Neiges du Kilimandjaro er på den konto en ufortrøden hyldest til værdierne fra dengang. Altså en politisk film. Man kan næppe sige politisk korrekt, for socialismen ifølge Guédiguian går stik imod de toneangivende nyliberalister, der ikke kan få det darwinistisk nok. Han er mere en stemme på linje med englænderen Ken Loach, der også nægter at lade sig ryste i troen. De pakker af og til kortene tæt. Til gengæld er det guld værd, når humanister forkynder deres budskab og siger, at vi må nære omsorg for hinanden. Kilimanjaros sne er en smuk lille film om det hele, men især om værdien af solidaritet.

GUÉDIGUIAN og Melesi krediterer som inspirationskilde Victor Hugos »Les pauvres gens«, en tekst fra digtkredsen La Légende des siècles (1859-83, da. Århundredernes legende). Her finder man sandt nok konturerne af fortællingen om et ældre par, der tager sig af de yngre i i byen, hvor alle lever af fiskeri. Det er dog snarere som en patetisk gestus, at ånden fra Jean Valjean slår igennem. På sin haveterrasse indser Michel, at han er blevet en overkomplet. Marie-Claire modtager beskeden om hans fyring uden frygt. De går sammen til angreb på den sociale berøringsangst, og der er ægte fællesskab og kærlighed i scenen, hvor man fejrer familien på havnen.

GUÉDIGUIANS tre nøglespillere – Ascaride, Darroussin og Meylan – arbejder minimalistisk med deres karakterer. Resultatet er en dejlig, åbenlyst agiterende film, der kan ses som en vellykket blanding af modent manifest og overlagt anakronisme. Man får altid lyst til at se Marseille, når man er i selskab med Guédiguian. Denne gang vil man også til Kilimanjaro: »Voilà sans doute à quoi il pense/ Il va mourir bientot/ Elles n’ont jamais été si blanches/ Les neiges du Kilimandjaro.«

Se også Robert Guédiguian: La Villa | Huset ved havet (2017); Robert Guédiguian: Gloria Mundi (2019).

*) Pascal Danel: 'Kilimandjaro' (1967). Single fra albummet med samme titel. Danel er født i 1944 og stadig aktiv på franske scener. Hans andet store 60er-hit var 'La plage aux romantiques' (1966). 

Kilimanjaros sne (Les Neiges du Kilimandjaro). Instr.: Robert Guédiguian. Manus: Jean-Louis Melesi og Robert Guédiguian. Foto: Pierre Milon. 90 min. Frankrig 2011. Dansk premiere: 14.06.2012.

Foto: Agat Film & Cie/ Camera Film / Unifrance/ Diahana/ Télérama

Kilimanjaros sne streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 28.01.2019
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.06.2012

Robert Guédiguian: La Villa | Huset ved havet (2017)

SKUFFEDE IDEALISTER

Robert Guédiguian gør status på vegne af sin generation

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er der en far, som falder om. Gamle Maurice dør ikke af det slagtilfælde, som rammer ham i scene ét, men patriarken forsvinder ind i sig selv. Børnene samles i huset, som de var med til at bygge 40 år før, da kroppene var stærke og farverne var friske. For ikke at tale om viljen til forandring, som driver værket hos filmskaberen Robert Guédiguian.

   Maurice drev restauranten Mangetout så længe, han kunne. Så overtog sønnen Armand (Gérard Meylan). Det er også Armand, der har plejet den skrantende far. Nu skal forretningen afvikles, og hans søskende vender tilbage. De er alle tre i tresserne nu.

SKUESPILLEREN Angelè (Ariane Ascaride) har ikke været hjemme i tyve år. Der skete noget tragisk, som hun ikke kunne tilgive. Vi forstår, at hun har haft en lang teaterkarriere. Men rollerne er ved at tynde ud. Hun kommer kun, fordi det er nødvendigt.

   Forfatteren Joseph (Jean-Pierre Darroussin) har undervist og skrevet politisk kritik i ånden fra 70erne. Han hader alt ved tiden nu og betragter den som en primitiv tegneserie, men han er ikke uden selvironi. Kæresten Bérangère (Anais Demoustier) er langt yngre. Hun trives i nuet og er ved at blive træt af Josephs vemodige jeremiader. Han ved det, og han dyrker allerede smerten, som han vil føle, når hun går om lidt.

   Huset ligger i Méjean, et fiskerleje på kysten ved Marseillles. De elsker alle tre byen, hvor de havde en fyrstelig opvækst. Nu bliver jorden opkøbt af nyrige liberalister. En yacht er inde at vende i havnen. De fremmede ser kun en kulisse for byggerier, der skal gøre dem rigere endnu.

SCENEN er sat for et stort snakkestykke om tidsånd, personlige opgør og fælles forsoning. Huset ved havet er en af de film, som unge mennesker sjældent vil se. Forældregenerationen analyserer sig selv og diskuterer, hvor engagementet blev af. Karaktererne udveksler ægte erfaring.
   Tonen er sober og realistisk. Skal man have indvende noget, kunne kritikken gælde de konstruktioner, som manuskriptet trods alt griber til En ung fiskerknøs (Robinson Stévenin) gør stormkur til Angéle. Naboerne er for stolte til at tage imod hjælp fra deres søn, som er læge og tilser Maurice. Han falder i dyb snak med Josephs unge kæreste og ser ikke ouverturen til den teatralske udvej, som forældrene vælger.

   Endnu mere gemacht er den handling, som for alvor ryster de tre søskende sammen. Militæret finkæmmer kysten for flygtninge, der er svømmet i land. Angèle, Joseph og Armand hjælper migranternes børn og føler hjertet slå hurtigt igen. Følelsen er sympatisk, men sekvensen virker meget utroværdig.

   Der er derimod intet af udsætte på de erindringsglimt, som sætter stemningen og forklarer relationerne. Filmen kommer til live, da de tre med ét er unge mennesker igen. De kører hurtigt med vinden i håret. Radioen spiller Dylans »I Want You«, og bilen standser ved havnen i Méjean. Her er fundamentet. Det er en stærk kontrast til stemningen nu.

FILMEN fortæller jo – på sæt og vis – Guédiguians egen historie. Han er født i 1953. Hans far var værftsarbejder i Marseille. Han mødte Ascaride på universitetet i Aix-en-Provence. De blev gift i 1975, og hun har spillet hovedrollen i 15 af hans 20 film – næsten altid som kvinden mellem eller ved siden af Meylan og Darroussin, når de kæmpede den gode kamp.

   Mange husker Meylan og Ascaride som parret i Marius og Jeannette (1997). Eller Ascaride, der svigter Darroussin for Meylan i Marie-Jo og hendes to elskere (2002). Og Darroussin og Ascaride som aldrende socialister i les Neiges du Kilimandjaro (2011, da. Kilimanjaros sne).

GUÉDIGUIAN har holdt ved sit ensemble. Her viser han karakterernes ungdom ved at citere en scene fra Ki lo sa? (1985). Jeg har set det nostalgiske stilgreb beskrevet som en doven og ufilmisk løsning. Jeg er slet ikke enig. Nostalgi betyder hjemve. Dét er, hvad denne film handler om. Der er hverken bitterhed eller resignation. Men der er hjemve.

   Huset ved havet er en lille film om, hvad der blev af det hele. Har man fulgt Guédiguian, er den usigeligt bevægende. Der er en ærlighed og en skrøbelighed, som løfter sædeskildringen. Guédiguian er som filmskaber i familie med briten Ken Loach og de belgiske Dardenne-brødre. De kæmper, til de segner. Over tid er det blevet til prægtige værker.

Se også Robert Guédiguian: Kilimanjaros sne (2011); Robert Guédiguian: Gloria Mundi (2019).

Huset ved havet (La villa). Instr.: Robert Guédiguian. Manus: Robert.Guédiguian og Serge Valletti. Foto: Bernard Sasia. 107 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 28.06.2018

Fotos: Agat Films & Cie/ France 3 Cinéma, Canal+/ France Télévisions/ Ciné+/ Cinémage 11/ Cinéventure 2/ Indéfilms 5/ Région Provence-Alpes-Côte d'Azur/ Centre national du cinéma et de l'image animée (CNC)/ MK2 International/ Camera Film/

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 28.01.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.06.2018