Nora Fingscheidt: Systemsprenger/System Crasher (2019)

DEN VILDE PIGE
Et portræt af den evige undtagelse

Af BO GREEN JENSEN

ADHD og autisme er elastiske begreber, symptomsæt med hver sit vidtfavnende spektrum. Engang sagde man »problembarn« og gav eleven særundervisning. Nu har mange børn diagnoser, og folkeskolen hylder princippet om inklusion. Systemet er trængt på ressourcer, men rigt på professionelt engagement. Vi har næppe nogen sinde været bedre til at se og inddrage de særlige børn.

   Ideen er smuk og fungerer som regel – men ikke altid – i praksis, hvis miljøet omstiller og tilpasser sig. I Nora Fingscheidts Systemsprenger må pædagoger og skole give op over for den vrede naturkraft i en niårig pige, som hverken kan eller vil høre efter og indordne sig. Bernadette – som alle kalder Benni – vil bare være sammen med sin mor, som har parkeret hende i systemet.

   Benni er et af de særlige børn. Hun er ikke et teoretisk eksempel, men uregerlig, spillevende virkelighed. Benni reagerer på modstand ved at skrige og slå, før hun løber sin vej. Hun kan ikke sidde stille og har trommer i sit hoved. Der er ingen social kompetence, men pigen er klog og kan godt være kærlig. Benni er bare blevet afvist så ofte, at hun ikke møder nogen med tillid.

FINGSCHEIDTS hjerteskærende film er et portræt af den evige undtagelse. Benni er, hvad pædagoger kalder en systembryder. Hun sprænger alle rammer. Der er derfor ingen tilbud tilbage. »Min mor hader mig. Jeg må ikke komme hjem, fordi jeg går amok.« Den vilde pige har brugt sine chancer og brændt alle broer.

   I en scene står de afmægtige voksne og betragter den rasende Benni, som går til angreb på vinduet i korridoren. »Bare rolig, det er brudsikkert glas,« siger den ene behandler, som er ekspert i aggression. Men Bennis vrede er så stærk, at hendes spark får det hærdede glas til at slå revner.

FILMEN begynder langt inde i forløbet. Vi kan tænke os til de faser, der er gået forud. Benny er blevet undersøgt på kryds og tværs, alle gode kræfter har forsøgt sig. Somme tider giver Bennys mor efter og prøver at tage hende tilbage. For Benni er tanken blevet både en fantasi og en besættelse. Lederen Frau Bafane har strakt sig langt for at hjælpe den nødstedte pige, for hun holder af Benni. Men Benni er blevet en destruktiv kraft, inkarneret disruption, som ødelægger rutinen for andre.

   Sidste mulige udvej er vrede- og voldsterapeuten Micha, som har ansvaret for at følge Benni til og fra skole. Han tager pigen med på tre ugers »rammefri« ferie i en hytte i skoven, hvor der hverken er internet, tv eller andre mennesker. Benni kan mærke verden, høre sit ekko og være i fred. Her sænker hun nogle af de parader, som ellers er oppe pr. refleks. Vi ser, at Benni kan smile med øjnene. Ellers er grinet som regel en maske.

I EN film med lette løsninger ville pigen nu reagere positivt, komme verden i møde og blive et velfungerende barn. Hun ville i hvert fald tage de første skridt i den rigtige retning. Men kvaliteten i Fingscheidts film er præcis, at den ikke har noget svar på problemet. Benni ødelægger det igen for sig selv. Og hun spørger naturligvis Micha, om han vil være hendes far.

   Det gør sikkert afvisningen værre endnu. Micha føler, at han udvikler »redningsfantasier«, som forstyrrer hans professionelle distance. »Det er din spøg,« siger Frau Bafane, da han forklarer sig. Det er uklart, om hun finder ham sart eller usaglig. Sikkert begge dele. I den sidste ende er kun Frau Bafane med Benni hele vejen. Og det er pigen, som må trøste sin behandler, da hun bryder grædende sammen. Bennis mor tør end ikke se sin datter igen.

   Så de gode kræfter beslutter at eksportere problemet. Det er åbenbart praksis i Tyskland. Alle ser ned i gulvet, da de har fejret Bennis fødselsdag og sagt farvel. Men i lufthavnen springer Benni for livet, og Fingscheidt fryser bevægelsen fast. Billedet krakelerer som glas. Da er der jubel i salen. Benni har gjort det igen. Der er slet ingen grænser. Den vilde natur triumferer.

HELENA ZENGEL ER er selv en naturkraft som Benni. Hun bærer virkelig filmen og bliver hos tilskueren bagefter. Først er man jo tirret og træt som de øvrige voksne. Nora Fingscheidt har lagt en struktur, som tillader publikum at nærme sig langsomt og blive fortrolig med pigen. Det er gjort med stor kærlighed.

   Som Bennis mor er Lisa Hagmeister en studie i svag karakter og dårlig samvittighed. I rollen som Micha står Albrecht Schuch i kulden og ved, at han falder igennem. Gabriela Maria Schmeide har en mormors mine som Frau Bafane, der hverken kan eller vil være professionel og ligeglad.

   Ordet Systemsprenger er skrevet med sprøjtemaling i shocking pink. Som regel er lyserødt den romantiske farve, Barbies favoritkulør, som signalerer sværmeri og pigeting. Hele verden er pretty in pink. Fingscheidt forvandler den til et statement, symbolet på alt, som er positiv trods. Hun gør Benni til heltinden i en punk-farvet fabel, som i sig selv er en slags systembryder.

DET er en skrigende, kværnende, fræsende film, som bider sig fast med det samme og nægter at slippe sit tag i tilskueren, præcis som en vred lille hund. Systembryder var Tysklands Oscar-kandidat og en af de bedste film på Berlinalen i 2019, hvor en front af kvindelige filmskabere markerede sig med en ny realisme. Og ja, det var i verden før COVID-19, men de ting har næppe ændret noget for Benni. Hvad skal der blive af sådan et barn?

   Filmen er vigtig og værd at se for sin egen skyld. Den kan bestemt også bruges i skolesammenhæng. Systembryder er henvendt til alle, der interesserer sig bare en smule for børn.

Systembryder (Systemsprenger). Instr. og manus: Nora Fingscheidt. Foto: Yunus Roy Imer. 125 min. Tyskland 2019. Dansk premiere: 03.09.2020

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Berlinale Wettbewerb/ Angel Films

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.09.2020

George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100]

FØR DEN SIDSTE EKSODUS
Den gamle mand og stjernehavet

Af BO GREEN JENSEN

DEN gamle mand tager ikke med, da basen i Arktis bliver evakueret. Alle andre går ombord i helikopterne, som flyver forskerne tilbage. Det fremgår snart, hvorfor han vægrer sig ved at rejse. Augustine Lofthouse (George Clooney) har kræft. Han overlever kun i kraft af dialyse. Hver gang han tager behandlingen, kan man se, at han tænker, om det er umagen værd.

   Året er 2049. Der er sket et eller andet, som har dræbt de fleste mennesker og gjort Jorden ubeboelig. De evakuerede ved ikke, hvad de tager hjem til. Planeten har længe rakt ud og sonderet. Fra Arktis følger man aktive NASA-missioner. Augustine holder øje med ekspeditionen, som skal vende tilbage fra K-23, en af Jupiters måner, som kan være menneskemoden.

MANDEN går alene omkring på stationen i dage og uger. Sommetider drikker han, somme tider arbejder han. Han prøver at komme i kontakt med Æther, som rumskibet hedder. En dag står der pludselig en ekstra tallerken, da han vil sætte sin egen på bordet i den affolkede kantine.

   Basen er et labyrintisk sted. Er det ham, som er ved at blive gal eller glemsom? Nej, det er en pige, som intet vil sige. Hun tegner en blomst, og han kan se, det er en iris. »Er det dét, du hedder?« spørger han. Iris nikker. De begynder at sidde sammen. Efterhånden er der smil og tavs fortrolighed.

I FORTÆLLINGENS andet spor prøver besætningen på Æther at få kontakt. Humøret er godt. De har været længe væk og glæder sig til at komme hjem. Sullivan (Felicity Jones) venter barn med Adewole (David Oyelowo). Der er også en ældre pilot, en læge og en yngre, kvindelig astronaut. Det er sandt, at man sikkert kan leve på K-23. Men meget skal afvikles og forberedes.

   For Augustine bliver det klart, at han og pigen må forlade trygheden på stationen og prøve at nå til den nordlige base, hvor en større antenne vil gøre det muligt at sende, så Æther kan høre. Han vil sige, at de skal vende fartøjet og tage tilbage til Jupiters måne. Ellers slutter historien om mennesket hér.

ALLE fremtidsfilm handler om samtiden. Al science fiction tager udgangspunkt i vilkår og forhold, vi har lige nu. Formen er en fremskrivning af muligheder, længsler og drømme. The Midnight Sky er ingen undtagelse. Den har sit udspring i en debutroman, Good Morning, Midnight, af Lily Brooks-Dalton. Hun kender i hvert fald sin genre. Og henviser til de rigtige ting.

   Her er tørke, krig og sygdom før den sidste eksodus. Det er ikke nyt, at man forlader Jorden på en mission, der aldrig vil vende tilbage. Men det sker med en ny realisme og alvor. Sikkert fordi tanken ikke mere er ren science fiction.

FILMENS tone er tung og elegisk. Alligevel lykkes det Clooney at skabe lette øjeblikke, som trodser entropien. Augustine og Iris knipser ærter efter hinanden. Da besætningen på Æther må reparere skroget, leverer filmen den klassiske rumvandringstrope: man synger en gammel sjæler i kor. Her er det Neil Diamonds »Sweet Caroline«, som Maya (Tiffany Boone) er for ung til at kende.

   Det er før alle ulykkerne, som rammer med særlig brat voldsomhed, fordi vi har lært karaktererne at kende. Der er svære beslutninger, som skal træffes, og skjulte forbindelser, jeg har undladt at nævne. Det går gradvis op for tilskueren, hvordan relationerne hænger sammen. Fra stadige flashbacks ved publikum, hvorfor K-23 er vigtig for Augustine.

DET lykkes at forene imponerende meget fast stof fra sci-fi og rumfart. Man er strandet som i Gravity, og pigen i kantinen har samme genfærdskvalitet som hustruens dublet i Solaris. Ude på isen, inde i stormen, er pigen og manden som drengen og hans far, der hutler sig frem i The Road. Intet er gyldent og klart som i Star Wars. The Midnight Sky er en realistisk fiktion.

   Den slutter på et bevægende sted, fuldkommen åbent og ærligt. Det er synd, at det ikke er muligt at opleve filmen i biografen. Nordlyset kræver en mørk, stille baggrund. Man taber let tråden hjemme i stuen.

The Midnight Sky var Oscar-nomineret i kategorien Best Visual Effects (Matthew Kasmir, Chris Lawrence, Max Solomon, David Watkins). Prisen gik til Christopher Nolans Tenet.

The Midnight Sky. Instr.: George Clooney. Manus: Mark L. Smith. Foto: Martin Ruhe. 118 min. USA 2020. Dansk premiere: 10.12.2020 (streaming).

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2021

Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]

EN KOSMISK REGNEFEJL

Pete Docters Pixar-film kan noget særligt

Af BO GREEN JENSEN

ANIMATIONSFILMEN Sjæl er Pixar-studiets 23. titel i fuld spillelængde. Den første var John Lasseters prægtige Toy Story, som revolutionerede faget i 1995, da den beviste, at computerskabte billeder havde fremtiden for sig.

   Meget har ændret sig i mellemtiden. For eksempel blev Lasseter fjernet fra Pixar i 2017, da #MeToo-bevægelsen var i zenit, og Sjæl er den første af studiets produktioner, som ikke får biografpremiere. Det skyldes Covid-pandemien, men passer nok moderselskabet udmærket. Pixar, Marvel, 20th Century (Fox) og Lucasfilm er annekteret. Om føje tid ejer Disney alverden.

HELDIGVIS kan Pixar-film stadig noget særligt – især når de er instrueret af Pete Docter. Docter gjorde sig først bemærket med Monsters, Inc. (2001), hvor uhyrerne var bange for børn, ikke omvendt. Det var dog med Op! (2009), at han for alvor lagde afstand til feltet. En enkemand nægter at sælge huset, hvor han og hustruen havde deres liv. Ved hjælp af balloner flyver han væk. For første gang er alderdom skildret realistisk i en animationsfilm.

   Kronstykket var Inside Out/Inderst inde (2015), som modtog en Oscar. Filmen udspiller sig i sindets maskinrum, hvor kropsliggjorte karakteregenskaber – Glæde, Triste, Frygt, Vrede og Afsky – arbejder på at vedligeholde en personlighed (som tilhører den 11-årige Riley, der har en svær tid). Ideen med at gestalte de menneskelige temperamenter kunne være hentet fra Antikken. Det samme gælder sjælenes ophav, hvor alting begynder før livet i Soul.

FOR newyorkeren Joe Gardner har der aldrig været andet end musik – og musikken var altid frit flydende jazz. Han var og er en stor pianist, men der kom ikke rigtigt en chance. Årene gik, og hyren skulle hjem. Han turde aldrig satse for alvor. Imens blev han en god musiklærer.

   Filmen begynder samme dag, som lykken smiler. En gammel elev husker Joe, da Dorothea Williams, en feteret saxofonist, skal bruge en pianist til sit band. Hun er skeptisk, men bliver overbevist, da hun – og vi – ser, hvordan Joes bevidsthed ånder i musikken. Joe danser hjem gennem byen. Han ser ikke det åbne dæksel i vejen – og falder ned i hullet for at dø.

»DET kan ikke være rigtigt!« råber vi med pianisten. Så han løber den modsatte vej på transportbåndet, som fører op til det øverste lys i »Det Store Hinsides«. Han falder af og lander i »Det Store Inden«, hvor livet begynder. Først ligner alle sjæle hinanden. Så træner de med en håndplukket mentor og finder hver sin bestemmelse.

   Joe Gardner bliver forvekslet med en svensk børnepsykolog. Han får til opgave at tage sig af sjæl 22, der har tirret mentorer fra Abraham Lincoln til Moder Teresa. 22 kan ikke se sin særlige ting. Hun vil ikke livet, Joe vil ikke andet. De bliver sammen sendt tilbage og får forbyttet deres kroppe. Imens prøver himlens sjæleoptæller at korrigere den kosmiske regnefejl.

DET er fascinerende at følge, hvordan ideer fra platonisme og kristendom bliver filtreret. Det har altid været Docters force, at han gør den filosofiske tyngde så let. Jeg ved ikke, om Sjæl kan bære lige så mange gensyn som Op! og Inderst inde, men det er en fremragende før- og efterlivsfabel.

   Sjæl er samtidig en hyldest til jazz. Docters film er vaccineret mod identitetspolitiske anklager om kulturel appropriation, fordi afro-amerikaneren Kemp Powers er medforfatter. Powers har bl.a. skrevet One Night in Miami (2020), hvor han forestiller sig et møde mellem Malcolm X, Jim Brown, Sam Cooke og Muhammad Ali i 1964. Trent Reznor og Atticus Ross har skrevet det bærende score, men John Batiste har komponeret og arrangeret jazz-sekvenserne.

   Det burde ikke være nødvendigt at redegøre for filmskabernes etniske baggrund. Men tiden kræver korrekte papirer. Først ligner alle sjæle hinanden. Mon ikke det også gælder til sidst?

Soul var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Animated Feature (Pete Docter, Dana Murray), Best Original Score (John Batiste, Trent Reznor, Atticus Ross) og Best Sound (David Parker, Coya Elliott, Ren Klyce). Filmen vandt i de to første kategorier.

Soul (Sjæl). Instr.: Pete Docter. Manus: Mike Jones, Kemp Powers, Pete Docter. Foto: Katt Aspbury, Ian Megibben. 100 min. USA 2020. Dansk premiere: 25.12.2020 (streaming).

Fotos: Pixar Animation Studios/ Walt Disney Studios/  Hollywood Reporter (Pete Docter Cartoon)/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Disney+

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2021

One Night in Miami (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 17]

FREMTIDEN BEGYNDER I MIAMI

Identitetspolitik i teaterformat

Af BO GREEN JENSEN

DET meste skete virkelig. Den 24. februar 1964 blev den 22-årige Cassius Clay verdensmester i professionel sværvægtsboksning, da han besejrede Sonny Liston ved en kamp i Miami Beach. Liston opgav i syvende omgang. De ældste af os husker skandalestemningen omkring revanchekampen i maj 1965. Her blev Liston knockoutet i første omgang, og hele verden følte sig snydt.

   Clay havde da taget navnet Muhammad Ali og bekendt sig til Nation of Islam. Det skete dagen efter den første kamp, da han stod frem sammen med aktivisten og borgerrettighedsforkæmperen Malcolm Little, som var bokserens ven og rådgiver. Kort efter etablerede Malcolm sin egen Muslim Mosque. Det er stadig uklart, hvem der skød ham i februar 1965. Malcolm X blev 39 år.

CLAY/LISTON-kampen var vigtig for hele nationen, men måske især for de afrikansk-amerikanske tilskuere og tv-seere, som for en aften havde styrken og stjerneværdien i noget, som var blevet »deres sport«, skønt investorerne var hvide. Det er sandt, at fire af fremtidens rollemodeller mødtes på Clays hotel for at fejre sejren og spise vaniljeis sammen. Fotografen Bob Gomel fra LIFE Magazine tog fotos af mændenes træf.

   Malcolm X og Muhammad Ali fik selskab af sanger-sangskriveren Sam Cooke (1931-1964) og NFL-footballspilleren Jim Brown, som var ved at forlade sin klub, Cleveland Browns, til fordel for en filmkarriere. Man kunne – og har – skrevet bøger om hver af de fire mænds store bedrifter. Kun Jim Brown lever stadig (og er kontroversiel i #MeToo-sammenhæng). Han er 84 år – og kom tilbage til sporten, da filmkarrieren ebbede ud i 70rnes slutning.

   Jeg kunne fylde mange sider med kontekst. Det korte af det lange er, at bokseren, partisanen, sangeren og atleten mødes på Hamilton House i Miami for at tale om sorte amerikaneres fremtid og virkelighed. One Night in Miami bygger på Kemp Powers’ skuespil fra 2013. Powers har selv bearbejdet sin tekst til Regina Kings fornemme filmatisering.

FØR samtalerne på hotellet begynder, har filmen en prolog, som indrammer mødet og forankrer mændenes baggrund. I vignetform fokuseres på karakteristiske situationer, hvor racismen i alle aspekter af tiden bliver klar.

   Sam Cooke (Leslie Odom Jr.) har R&B-hits som »You Send Me«, men må ikke sidde sammen med det hvide orkester på scenen i natklubben Copacabana. Gæsterne siver og fingerer fysisk væmmelse, da han lader fløjlsstemmen fremføre »Tammy«, Debbie Reynolds’ signatursang.

   Jim Brown (Aldis Hodge) besøger en gammel ven af familien i Georgia og bliver entusiastisk modtaget. De har en lang lemonadesnak på verandaen. Noget skal ordnes inde i huset, og Brown tilbyder at hjælpe. Vennen (Beau Bridges) vifter ham af med et »You know we don’t allow ******s in the house«. Det er ikke ondt ment. Det er bare konstaterende.

FOR Malcolm X (Kingsley Breen-Adir) er vreden større og problemerne mere konkrete. Han frygter for sin hustru og sin datters liv. Han skygges af FBI-typer, men er mere nervøs for Nation of Islam, som han har udfordret. Han ved, at han udfærdiger et testamente, da han mødes med en journalist, som skal skrive hans historie. The Autobiography of Malcolm X (1965) blev fortalt til Alex Haley, som siden skrev Roots (1976, da. Rødder), der var en milepæl i kulturens selvforståelse og et tidligt eksempel på anvendt identitetspolitik.

   Heller ikke Clay/Ali (Eli Goree) er kommet let til sejren i Miami, skønt han ikke forsømmer nogen lejlighed til at fortælle verden, at han er »The Greatest«. Vi ser ham kravle rundt på gulvet i ringen og være i svære problemer. Hans selvforelskelse er et show. Han falder i staver ved spejlet, og de andre spørger, om der er noget i vejen. Nej. Han synes bare ikke, at nogen fortjener at være så smuk.

SAM Cooke ejede musikselskabet SAR Records. Han fortæller Malcolm X om The Valentinos, som var Cookes svar på den britiske invasion fra The Beatles. Cooke gav The Rolling Stones lov til at indspille en Valentinos-sang, »It’s All Over Now«. Med Stones blev sangen nummer ét. Komponisten rasede over forskelsbehandling og kulturelt tyveri – indtil han fik den første royaltycheck. Så sagde han, at Stones kunne bruge »any damn song of mine«.

SAMTALERNE intensiveres. Clay/Ali er for det meste værten, der glatter ud og er afklaret omkring sin fremtid. Han vil bare være bedst og størst. Han vil også gerne inspirere andre unge mænd og kvinder med ikke-hvid hud.

   Jim Brown er en lakonisk fåmælt iagttager af typen, som han spillede i 100 Rifles (1969) og andre westerns med, hvad Cooke kalder »a token negro« på rollelisten. Men i 1964 har han lige fået 27.000 dollars for at spille buffalo soldier i Rio Conchos. Det må Ali pifte anerkendende ad.

DET store drama findes i tredje akt, hvor Malcolm X og Sam Cooke råber højt og taler ud. Cooke forklarer, hvorfor det er vigtigt at have succes med ufarlige kærlighedssange og bo på Fontainebleau i stedet for på væggelusmotellet med Black Muslims-livvagter ved døren.

   Malcolm X håner ham for en sang, der gentager »I Love You« i refrænet. Han spiller Bob Dylans »Blowin’ in the Wind« og spørger, hvordan det kan være, at »a white kid from Minnesota« kan tale om sorte brødres situation med mere vægt end soulsangeren. Men han husker samtidig, hvordan Cooke kunne vende stemningen, da en koncert i Boston blev saboteret af rivalen Jackie Robinson.

   Begge ser værdien i empowerment og dét at have kontrol. Cooke siger, at penge er frihed. Malcolm X siger, at tro og politisk engagement er vejen til forandring. Den ene kommer tidens Amerika i møde. Den anden vil kæmpe betingelsesløst. Kemp Powers lader de to mænd tale, indtil de forstår hinanden.

COOKE optræder i Johnny Carsons tv-show med »A Change is Gonna Come«. Jeg er ikke sikker på, at teksten giver Malcolm X tilstrækkelig ære. Som den eneste sagde han tiden imod og var militant og kompromisløs. Det er hans uigendrivelige dialektik, som fører direkte til Black Lives Matter.

   Kemp Powers – som også har skrevet animationsfilmen Soul/Sjæl – er god til at bruge tiden uden at belære eller blive nostalgisk. Regina King har instrueret tv, men One Night in Miami er hendes første biograffilm. Du kender måske HBO-serien Watchmen. Det er King, som spiller selvtægtskvinden Sister Night. Her bliver den samme kamp ført med helt andre midler.

TIL SLUT ligger fremtiden åben som en flækket kokosnød. Saften flyder ud, og de fire mænd går hver sin vej. Sam Cookes første radikale sang får lov at blive stående. Der kommer en forandring, men den er ikke gennemført endnu.

   2020 var et godt år for revisionismen. Efter Steve McQeens britiske Small Axe Anthology og Netflix-filmen Ma Rainey's Black Bottom kommer denne film lige til tiden. Et identitetspolitisk lærestykke med underholdningsværdi. Vist er det filmet teater, men One Night in Miami er potent historieskrivning. Og dertil en retorisk bedrift.

One Night in Miami var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Supporting Actor (Leslie Odom Jr.), Best Adapted Screenplay (Kemp Powers) og Best Original Song (»Speak Now« – Sam Ashworth og Leslie Odom Jr.) 

One Night in Miami. Instr.: Regina King. Manus: Kemp Powers. Foto: Tami Reiker. 114 min. USA 2020. Dansk premiere: 15.01.2021 (streaming)

Fotos: Amazon Studios/ ABKCO Pictures/ Bob Gomel (1964 reportage)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.01.2021

Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 16]

INDEN MUSIKKEN BLIVER STJÅLET
August Wilsons blueshistorie er afro-amerikansk arvesølv

Af BO GREEN JENSEN

VI skriver 1927 i Chicago, da blueslegenden Gertrude »Ma« Rainey kommer op fra Columbus i Georgia. Hun skal skære to nye hits, som kan sælge i Forbudstidens jazzforelskede USA. Racismen i tiden er ram. Allerede i første scene må den evigt udglattende manager (Jeremy Shamos) bestikke en skeptisk gadebetjent, som ikke vil tro på, at Ma ejer bilen, der bliver parkeret.

   Ma Rainey (1882-1939) var veninde med Bessie Smith. Hun blev kaldt »Mother of the Blues« og kan høres på 94 klassiske indspilninger. En af dem er sandt nok »Black Bottom Dance«. Her har hun sat sit Georgia Jazz Band stævne ved studiet, som ejes af den foretagsomme Mel Sturdyvant (Jonny Coyne). Det er ikke muligt at skrive om filmen, uden at oplyse hudfarver. Alle kunstnerne er afrikansk-amerikanske. Forretningsfolket er hvide, jødiske mænd.

   Musikerne har allerede forberedt sig i en time. Cutler (Colman Domingo) spiller guitar og trombone og arrangerer. Slow Drag (Michael Potts) siger ikke meget og spiller bas. Aristokraten er pianisten Toledo (Glynn Turman), som øser af sin livsvisdom. Kun trompetisten Levee Green (Chadwick Boseman) giver ikke en bønne for traditionen. Ved døren står Mas veninde (Taylour Paige) og gør sig til for rebellen. Sturdyvant har lovet at købe Levees kompositioner. Ma Rainey kan rende og hoppe for hans skyld.

DER er tre tætte akter i filmen, som hurtigt røber sin herkomst. Ma Rainey’s Black Bottom var det andet af ti skuespil i en serie, som dramatikeren August Wilson (1945-2005) skrev mellem 1982 og 2005. Fordi ni af dem udspiller sig i Pittsburghs Hill District, taler man om en Pittsburgh Cyklus.

   Skuespilleren Denzel Washington, som har produceret Ma Rainey’s Black Bottom, instruerede selv Fences (2016). Han vil have Wilson ud til et bredt publikum. I hvert fald nåede Fences til Danmark, og Ma Rainey’s Black Bottom kan ses verden over på Netflix.

   Det er filmet teater, når det er bedst. Man kan godt blive irriteret på Levee Green i den første lange fællessnak, når han skal føre sig frem. Man forstår, hvorfor Cutler bliver træt. Men teksten får liv i en lang monolog, hvor Levee beskriver, hvad hvide mænd gjorde ved hans mor. I stykket eksponeres Amerikas rædsler. Alt imens der er liv i musikken.

MA Rainey ankommer som et levende sætstykke. Hun insisterer på at lade sin stammende nevø præsentere »Black Bottom Dance«, skønt mange optagelser må kasseres. Hun vil have kold cola, før hun gør noget som helst. Hun ved, hvad hun er værd. Og får sin vilje uanset.

   Endelig kommer knivene frem i en tragisk finale, hvor stoikerne får ret, og Levee på den hårde måde lærer, hvordan verden er indrettet. Ma Rainey’s Black Bottom er lille som film, men teksten knejser som tidløst teater. Man kan sige meget om Netflix, men streamingtjenesten kender sin besøgstid. Black Lives Matter har sit øjeblik nu, med eller uden Trump, #MeToo og Covid-19.

DE fleste kender sikkert »Black Bottom« fra en nedvandet, hvid sammenhæng. Jeg tror, jeg hørte sangen første gang i Judy Garlands »Born in a Trunk«-medley, som næsten er en film for sig i George Cukors 1954-version af A Star is Born. Eller også var det Spike Jones’ parodi fra 1950. »Black Bottom» er noget, man danser i F. Scott Fitzgeralds noveller. Og jeg kender kun navnet Ma Rainey, fordi Bob Dylan lader hende følges med Beethoven i et vers fra den prægtige »Tombstone Blues«.

   Netop dét er den større pointe, som Wilson giver sit skuespil. Ma Rainey vægrer sig ved at underskrive de nødvendige papirer, da optagelserne er i kassen. Hun ved, at hun mister musikken ved at overdrage sin ophavsret. De hvide gør kun, hvad man siger, så længe de har brug for én. Bagefter skræver de over én, knapper sig til og går som efter et bordelbesøg, uden at se sig tilbage. Hun udnytter situationen i studiet, så længe hun kan. Hun sørger for at få sin vilje og sætter krusedullen på kontrakten.

   Hendes manager ser sig ikke tilbage. I næste billede står studieejeren og øver med et hvidt, Benny Goodman/Glenn Miller-agtigt orkester, der i høflig udgave indspiller én af de sange, han stjal fra Levee Green. Det kunne lige så godt være Bing Crosby, der sang.

   Ma Rainey ved, at musikken bliver stjålet. Vi har nu begrebet »kulturel appropriation«. Hvidvaskning hed noget andet på Ma Raineys tid, men August Wilson kendte mekanismen, da han skrev sine ti skuespil.

VIOLA Davis er olm og edderspændt i rollen som Ma Rainey. Hun fyrer Levee med et fingerknips, men ved, at hun har tabt status, da han går sin vej uden at blinke. Alligevel blinker Levee i enrum. Han bruger sin vrede på at bryde døren op ud til gården – som viser sig at være en tilmuret skakt. Han bliver trods alt tørret af »The Man«. Og må lade nogen undgælde.

   Især skal filmen ses for Chadwick Bosemans fremstilling af Levee Green. Boseman døde i 2020. Han blev kun 43 år. Boseman blev en rollemodel for generationer, da han i 2018 spillede superhelten Black Panther i Marvel-filmen af samme navn. Filmens succes kan knapt overvurderes. Black Panther blev til mellem to store bølger af Black Lives Matter-protest. Det var for en gangs ikke en offerhistorie. Her var en hel afrikansk-amerikansk mytologi. Alt var elegant og attråværdigt. Friheden kom af sig selv og var til uden grænser.

   Boseman kan også ses som den døde sergent, der optræder i Spike Lees Da 5 Bloods (2020), hvor veteranerne vender tilbage til Vietnam. Han vidste, at han var uhelbredeligt syg, da han indspillede Ma Rainey’s Black Bottom. Det var vigtigt for ham at gøre arbejdet færdigt, og det er i høj grad blevet hans film. Den tilegnes ham i en skærmtekst til slut.

FRA August Wilsons hånd er Levee summen af alle unge mænd, som troede, at de kunne læse systemet og blev knust under hjulene i processen. Det betyder ikke, at deres oprør er forgæves. Men det skal rettes mod fjenden, ikke mod brødre. Boseman gør en træt grimasse, da han trækker sin kniv. Hans nederlag er større end Ma Raineys. Og den tragiske faktor for enden af en rig komedie om stjålen kultur.

Ma Rainey's Black Bottom var Oscar-nomineret i 5 kategorier: Best Actor (Chadwick Boseman), Best Actress (Viola Davis), Best Production Design (Mark Ricker), Best Makeup and Hairstyling (Sergio Lopes-Rivera etc.), Best Costume Design (Ann Roth). Filmen vandt i de to sidstnævnte kategorier.

Ma Rainey’s Black Bottom. Instr.: George C. Wolfe. Manus: Ruben Santiago-Hudson. Foto: Tobias Schiessler. 94 min. USA 2020. Dansk premiere: 18.12.2020.

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.01.2021

Florian Zeller: The Father (2020) [Oscars 2021]

EN KÆDE AF SMÅ LABYRINTER
En fornem skildring af tid og demens

Af BO GREEN JENSEN

EN gammel mand går omkring i sin lejlighed i London. Han ligner en bedstefar, som kan være stolt. Han nyder nok sit otium, tænker tilskueren, da Anthony første gang træder frem. Så begynder fejlene. Der mangler et maleri over pejsen. Hans datter siger, at der aldrig har hængt noget billede. Han forveksler hendes stue med sin gamle lejlighed. I øvrigt må de tale alvorligt.

   Anthony hører ikke rigtigt efter. Hvorfor lyver Anne for ham? Han kan jo se omridset efter billedet, der er fjernet. Han kan altid mærke, når de ikke taler sandt. Og han er sikker på, at plejeren tog hans ur. Man kan ikke regne med nogen, når man bliver gammel. Et let bytte. Det er, hvad man bliver til sidst.

   Demens – og de mange nuancer i spektret – er sjældent skildret indefra på film. Det er mærkeligt, for mediet kan beskrive en flydende virkelighed, uden først at formidle vildfarelsen sprogligt. Filmen kan simpelt hen vise, hvad øjnene ser og lade skredet i sanserne blive konkret. Anthony går vild i tiden med absolut nøgternhed og realisme. Der er ikke pyntet på noget i The Father, som bliver i lejligheden og lader et langt liv forsvinde i småt aftenlys.

FLORIAN Zeller har lavet The Father, fordi han ville se Anthony Hopkins i titelrollen. Zeller er fransk og fik Le Père opført på Théâtre Hébertot allerede i 2012, hvor Robert Hirsch og Isabelle Gélinas var far og datter. Philippe Le Guay instruerede den franske filmatisering, Floride (2015), med Jean Rochefort og Sandrine Kiberlain. Skuespillet er opført i 45 lande. Det nåede Folketeatret i 2016, hvor Ole Thestrup og Anette Støvelbæk havde de centrale roller.

   Det er vigtigt for Zeller, at der er overensstemmelse mellem krop og karakter. Robert Hirsch var 88, da han spillede rollen på scenen; Jean Rochefort var 81, da Floride blev optaget. Man kan derfor gå ud fra, at Anthony i The Father er 83 år, for den alder har Anthony Hopkins p.t.

   Han har ikke i årevis været så velanbragt i en filmrolle. Hopkins er især god til at skildre vreden, som vælder op, når den gamle mand føler sig truet. Anthony raser i selvforsvar og lever i desorientering. Han står i køkkenet i sin lejlighed og tømmer poser efter et indkøb. Der er skiftevis rodet og ryddet i rummet. I stuen sidder en fremmed, ganske ubehagelig mand, som påstår at være hans svigersøn, skønt Anthony ved, at datteren ikke er gift.

ANTHONY nægter at forlade lejligheden, men er faktisk flyttet ind hos Anne og Paul for flere år siden. Han må af og til erkende diskrepansen. Så ruller han raseriet tilbage og mumler bare et svagt »Oh, I see.« Men han forstår ikke, hvad det går ud på. Anne taler om at flytte til Paris. »Ups,« siger Anthony og holder sig for munden, da han kommer til at røbe det for Paul. Der er meget, som Anthony ikke begriber. Kun når han lytter til opera, har han fred.

   Så bliver han pludselig slået og spurgt, hvor længe han har tænkt sig at blive og forgifte tilværelsen for sine omgivelser. Det er lussingerne, som Paul giver Tony, der udløser ægtefællernes brud. Man afkoder kronologien med hans ustabile bevidsthed som filter. En kæde af små labyrinter er foldet ind i hinanden. Der er sikre detaljer. Der er steder, som man skal holde sig fra. Fortiden bliver til fremtid og nutid. Man fornemmer en gradvis forværring. Det er næsten ikke til at bære, da den gamle mand græder og kalder på sin mor.

OLIVIA Colman spiller Anne, den tålmodige datter, som trods alt ikke var Anthonys favorit. Det var søsteren, som kunne male og le. Hun ankommer i skikkelse af hjemmeplejeren Laura (Imogen Poots). Anthony flirter og klovner. Han bilder hende ind, at han var stepdanser. Faktisk var han ingeniør og efter alt at dømme følelseskold. Nu er han næmest som flydende voks.

   Når han føler sig tryg, kan han være skarp og præcis. Laura bruger børnesprog, da han skal tage sin medicin. Anthony spørger, om hun er nonne? Nej. Hvorfor taler hun så til ham, som om han er retarderet? Hun siger undskyld. Men et øjeblik efter er han som retarderet.

   Zellers tekst forstærker forvirringen ved at blande personer fra plejehjemmet med personer fra familien. Somme tider er Anne gift med Rufus Sewell, der spiller Paul. Det er ham, der slår Anthony i sin afmagt. Men i stuen sidder Mark Gatiss og læser avis. Han ringer efter Anne. Hun bliver nu spillet af Olivia Williams og har samme ansigt som plejersken i værelset med udsigt til en have. Her er der endelig en anelse om fred. Anne er i Paris, siger kvinden. Hun kommer nok i weekenden. Så kan de spadsere i solen.

DE SAMME SITUATIONER bliver vendt med små variationer. Konturerne af et forløb træder frem. Det er meget raffineret sat sammen. Som en mordgåde uden forklaring. Der er ikke længere en fast bund af sandhed i historien.

   The Father føjer sig smukt til en lille familie af film med beslægtede protagonister: Julie Christie, der forsvinder fra sin mand og blomstrer op på plejehjemmet i Sarah Polleys Away from Her (2006); Ghita Nørby, der gør det samme i Michael Noers Nøgle hus spejl (2015). Julianne Moore, som mister sit sprog i Richard Glatzers Still Alice (2014); Jean-Paul Trintignant, der hjælper Emmanuelle Riva til at dø med værdighed i Michael Hanekes Amour (2012). Erik Clausen, der frygter for sin forstand i Mennesker bliver spist (2015); Helen Mirren, der tager Donald Sutherland med på den sidste tur i The Leisure Seeker (2017).

   Der er andre, men ikke så mange andre film om demens. Skildringer af mennesker, som ikke er her mere.

   The Father er nænsomt omplantet til britiske forhold af Christopher Hampton. Zellers film er nomineret til seks Oscars. Den er klassisk, for så vidt som emnet er evigt. Flere af de andre kandidater kunne kun være lavet i år. Det er både en mild og en meget stærk film. Et kolossalt memento mori. Der er dansk biografpremiere den 10. juni.

The Father er Oscar-nomineret i 6 kategorier: Best Picture, Best Actor (Anthony Hopkins), Best Supporting Actress (Olivia Colman), Best Adapted Screenplay (Christopher Hampton, Florian Zeller), Best Production Design (Peter Francis, Cathy Featherstone), Best Film Editing (Yorgos Lamprinos)

The Father. Instr.: Florian Zeller. Manus: Christopher Hampton, Florian Zeller. Foto: Ben Smithard. 97 min. UK-Frankrig 2020. Dansk premiere: 10.06.2021.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Angel Films/ Biografklub Danmark/ Gaumont/ Théâtre Hébertot
Filmen får dansk biografpremiere 10.06.2021

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.04.2021

Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 15]

EN SORT PANTERS ENDELIGT
Nye grundfortællinger om 1968

Af BO GREEN JENSEN

FRED Hampton (1948-1969) blev leder af De Sorte Panteres Illinois-afdeling, da Black Panther Party etablerede sig i Chicago i 1968. Det skete efter det demokratiske partikonvent, som i august samme år havde udløst kaos og borgerkrigslignende tilstande. Hver etnisk gruppe blev radikaliseret. Den hvide kunne bevare magten, så længe splittelsen vedblev i det revolutionære miljø.

   Hampton var kun 20 år, men havde allerede lang erfaring fra sit arbejde i NAACP (National Association for the Advancement of Colored People), som var en mere moderat og i systemets øjne derfor mindre farlig organisation. Han havde flair for at tale og bringe modsætninger sammen. I Chicago begyndte han at samle militante grupper fra hele det ideologiske spektrum.

   The Young Lords var puertoricanske – i Shaka Kings film om Hampton bliver de kaldt The Crowns – og mødte i udgangspunktet Hampton med skepsis. Den unge formand fik dem overtalt. Selv de hvide racister, som mødtes under Dixie-flaget i karreerne på South Side, blev spurgt, om de ville samarbejde. Hampton kaldte det revolutionære forbund for »Regnbuekoalitionen«. Bevægelsen døde, men navnet hænger ved. Efterfølgende har flere politiske ledere talt om en regnbuekoalition.

HAMPTON havde lyttet til Eldridge Cleaver og Bobby Seale. Hans tanker tog form gennem målbevidst læsning af Lenin, Che Guevara og Mao Zedong. Alligevel – eller netop derfor – så han USA i 1968 med samme blik som borgerrettighedsforkæmpernes primære modstander, FBI-direktøren J. Edgar Hoover (1895-1972), der efter 50 år i embedet havde nået sin mest paranoide og megalomane Napoleon-periode.

   Systemet kunne leve med sabotage. Den sociale modstand kunne endda være nyttig, fordi den sikrede forbundspolitiets bevillinger og råderum. Men Hoover frygtede »a black Messiah«, en skikkelse der samlede fronterne og fik dem til at rejse sig mod imperiet, ganske som den bibelske messias. Derfor blev Malcolm X og Martin Luther King særligt nidkært mandsopdækket. Og derfor blev Fred Hampton dræbt den 4. december 1969, da FBI trængte ind i hans lejlighed og skød, indtil alle lå stille.

   Det er ikke en konspirationsteori. Bureauet stod ved sin handling og betegnede den som nødvendig magtudøvelse. I dag ville man tale om en anti-terroraktion. Der var ni andre i lejligheden, bl.a. Hamptons højgravide hustru, Deborah Johnson, som siden tog navnet Akua Njeri. Hun fødte parrets søn, Fred Hampton Jr., to uger senere. Et andet partimedlem døde. De øvrige overlevede og blev sigtet for at modsætte sig arrestation og for mordforsøg. FBI løsnede 99 skud under aktionen. De Sorte Pantere løsnede ét.

»DET er vigtigt at få politikken på plads,« siger Shaka King, som har instrueret Judas and the Black Messiah og skrevet filmen sammen med Will Berson. De bruger lang tid på at tegne baggrunden op. I populærkulturen har perioden – cirka fra »The Summer of Love« i 1967 til Watergate 1972 – været omgærdet af nostalgisk erindring, selv når tilbageblikket var kritisk.

   Er der noget, som har ændret sig med Black Lives Matter, er det vægten i fremstillingen af historien. Hoover fik skurkerollen i 1980erne, da FBI’s arkiver blev åbnet, og man indså graden af hans magtmisbrug. Korruption er et tema fra Forbudstiden og frem, og i hvert fald siden 70erne er CIA og FBI skildret som kompromitterede størrelser.

   Det har dog altid været en hvid fortælling. I de seneste år lægges accenten tillige på etnicitet. Det fremgår, at systemet førte en skjult krig mod sine fjender – og fjenderne var alle, som ville ændre status quo. Både Aaron Sorkins The Trial of the Chicago 7 og Judas and the Black Messiah er blandt årets Oscar-kandidater. Også Ma Rainey's Black Bottom og One Night in Miami er repræsenteret. Det er et andet mediebillede nu.

   Sorkins humanistiske retssalsdrama er næsten høfligt i forhold til tonen i Kings skarpe læsning. Men begge film tager udgangspunkt i Chicago 1968. Og begge ser, hvordan historien, som »vi« lærte om og kendte den, er forandret.

DER er mere end en martyrskildring i filmen. Daniel Kaluuya spiller Fred Hampton, som er en relativt ukompliceret »Black Messiah«. Han handler, som han prædiker, og hans eneste brist er at sætte sagen over familien. Shaka King får Kristus-analogien til at stemme, fordi han lægger perspektivet hos William O’Neal, der fungerede som en Judas i forhold til den sorte Messias.

   Når O’Neal begik røverier, udgav han sig for at være FBI-officer. Han blev arresteret og fik valget mellem at gå i fængsel eller infilterere Black Panthers som muldvarp. Som afrikansk amerikaner kunne O’Neal komme tæt på Fred Hampton. Filmen lader ham tvivle og have alle dobbeltagentens anfægtelser, men der er aldrig tvivl om, at forræderen leverer.

   Der findes tv-optagelser med den virkelige O'Neal, som fortalte om sin rolle i mordet på Hampton i PBS-dokumentaren »Eyes on the Prize 2« i 1989. O’Neal døde i en trafikulykke i 1990. Filmen rekonstruerer programmet og antyder, at O’Neal begik selvmord, fordi han ikke kunne leve med sin skyld. Det står for Kings egen regning. O’Neal havde for meget alkohol i blodet, da han kørte galt, men det forpinte Judas-billede passer perfekt.

LAKEITH Stanfield spiller O’Neal så mange nuancer, at skikkelsen aldrig bliver entydig. Jesse Plemons er den hvide FBI-officer, som kontrollerer og overtaler O’Neal. Han bliver selv kontrolleret og overtalt af J. Edgar Hoover, der spilles med overbevisning af Martin Sheen. Dominique Fishback har rollen som Deborah Johnson, der lader os se den bløde side af Fred Hampton.

   Kritikere vil hævde, at filmen romantiserer Black Panther Party og fortegner ved at fremstille medlemmerne som idealister, der er villige til at skyde igen. Et fysisk højdepunkt tidligt i filmen er et skudopgør mellem Panterne og politiet. Da partiets hovedkvarter er ødelagt, kommer The Crowns som de første og spørger, om Panterne behøver hjælp. På den måde er politiet med til at styrke regnbuekoalitionen.

BLACK Panther Party blev opløst i 1982. Programmet var fuldt af paroler, men voldsretorikken blev sjældent realiseret. BPP drev folkekøkken blandt nødlidende i kvarteret og slog hårdt ned på narkohandel. Når Kings film skal bruge autentiske billeder, citerer den fra Agnès Vardas kortfilm Black Panthers (1968). Den kan De selv se på streamingtjenesten MUBI.

   Svageste punkt er den fysiske lighed. Både Kaluuya og Stanfield er ti år for gamle til deres roller. Fred Hampton var 21 år, da han døde; O’Neal var 19, da han forrådte ham. Men der skal ikke herske tvivl om filmens betydning og risikovilje. Det er effektiv systemkritik og nye nuancer i billedet af tiden, der til stadighed forandrer sig, fordi historien ikke er skrevet i sten.

Judas and the Black Messiah er Oscar-nomineret til 6 priser i 5 kategorier: Best Picture, Best Supporting Actor (Daniel Kaluuya + Lakeith Stanfield), Best Original Screenplay (Will Berson & Shaka King/ story by Berson, King, Keith & Kenny Lucas), Best Cinematography (Sean Bobbitt), Best Original Song (»Fight for You« - H.E.R.) 

Judas and the Black Messiah. Instr.: Shaka King. Manus: Will Berson, Shaka King. Foto: Sean Bobbitt. 126 min. USA 2021. Dansk premiere: 16.04.2021

Fotos: Bron Studios/ HBO Max/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Parris Whittingham - GQ Magazine (Shaka King Portrait)

Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.03.2021