François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005)

ET LIV FØR DØDEN

Sidste dage, første ting

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid senere, end vi tror. Man håber, at man går rundt midt i livet, men sandsynligvis er man nærmere slutningen. Fotografen Romain (Melvil Poupaud) er i trediverne, da han bliver syg. Som praktiserende homoseksuel frygter han, at det er AIDS, skønt han lever i et fast parforhold. Det er det dog ikke. Romain har uhelbredelig cancer. Der er kun få måneder til at tage afsked.

   Le temps qui reste foregår i denne undtagelsestilstand. Hvert individ reagerer forskelligt på døden. Romain lukker fuldstændig af. Han forlader sin kæreste, kvitter sit arbejde, rejser for ikke at komme tilbage. Kun sin bedstemor vil han tale med om det hele. Han føler, at hun vil forstå ham, fordi hun »selv snart skal dø«. Han tager heller ikke fejl. Det er scenerne mellem Poupaud og den 78-årige Jeanne Moreau (1928-2017), som man husker, når resten er kommet på afstand.*

UDEN ydre falbelader gennemlever Romain de obligatoriske stadier: vrede, afvisning, købslåen, fortvivlelse og accept. François Ozon er god til at finde visuelle metaforer for processen, som foregår i den døende. Samtidig er hele filmen farvet af instruktørens syn på, hvordan det bør være: man må når som helst kunne slippe det hele. Det gælder måske ikke om at føle så lidt som muligt, men det gælder om ikke at vise det.

   Filmen er skudt i inderligt bredformat. Der er ingen forsonende galgenhumor. Når livet truer med at slå smilerynker i dødsmasken, tager Ozon det i opløbet og konsoliderer filmens stoisk rituelle kvalitet. Det er mere imponerende end engagerende gjort.

   Heldigvis har tilfældet en sen overraskelse til Romain. En servitrice (Valeria Bruni-Tedeschi) finder behag i hans væsen og spørger ud af det blå, om han vil være sæddonor for hende og ægtemanden, som hun i øvrigt er lykkelig med. For Romain kommer henvendelsen som en benådning. Den døende føler sig atter begæret og ser en mulighed for at få andel i fremtiden.

OZON kan som altid bære en film igennem med stil. Det er tydeligt, at han vil skabe noget prunkløst, en demonstrativt moden og sober dødsskildring, der er blottet for sentimentalitet og uden antydning af indbyggede ironier. Les temps qui reste ligger langt fra humoren i 8 femmes, og den fravælger de narrative raffinementer, der gjorde metakrimien Swimming Pool og den kronologisk spejlvendte 5 x 2 mere interessante, end filmene måske strengt taget var.

   Han ser Tid til afsked som anden del af en trilogi om døden. Den første var Sous le sable, hvor Charlotte Rampling havde så svært ved at give slip på sin døde mand, at han blev ved med at være virkelig for hende. Trilogiens sidste film vil skildre et par, som mister sit barn.*

OZONS ambition om at realisere det enkle er indfriet. Le temps qui reste er en visuelt pletfri og til det asketiske gennemført skildring af en mand, som tager afsked med livet. Denne filmskabers force er narrative ornamenter, barok komik, fysisk spænding, konkret erotik, ironisk indsigt og psykologisk dybde.

   Kun det sidste kommer til udtryk i Tid til afsked, som af samme grund virker nøgen og tømt. Patrice Chéreau (1944-2013) kunne i den væsensbeslægtede Son frère (2003) skabe drama ved at fokusere hårdt på en døende krop. Ozon vælger konsekvent at æstetisere og skaber herved en film, som tangerer det banale.

Se også François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: Potiche (2010); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012).

*) Den ikoniske franske skuespillerinde debuterede i Jean Stellis Dernier amour (1949), fik sin første store rolle i Jean Drévilles La reine Margot (1954) den første filmatisering af Alexandre Dumas' roman om Marguerite de Valois, og brød for alvor igennem i to film af Louis Malle: Les amants (1958, da. De elskende) og Ascenseur pour l'échafaud (1958, da. Elevator til skafottet), som alene for Miles Davis' improviserede score er berømt. Hun medvirkede i François Truffauts Les 400 coups (1959, da. Ung flugt) – filmen som startede la nouvelle vague sammen med Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs) – og blev udødeliggjort gennem sin rolle i samme instruktørs Jules et Jim (1962, Jules og Jim), hvor hun synger signatursangen »Le tourbillon«. Alene i 60erne havde Moreau store roller i film af Orson Welles (The Trial, Chimes of Midnight), Michelangelo Antonioni (La Notte), Joseph Losey (Eva), Jacques Demys (La baie des anges/ Englebugten), Marcel Ophüls (Banana Peel), Louis Malle (Le feu follet, Viva Maria!), John Frankenheimer (The Train), Luis Buñuel (Le journal d'une femme chambre/ En kammerpiges dagbog), Jean-Luc Godard (Une femme est une femme, Masculine Féminin), Truffaut (La mariée était en noir/ Bruden var i sort) og Tony Richardson (Mademoiselle). Moreau medvirkede i mere end 150 film. Hun havde sene store roller i Rainer Werner Fassbinders Querelle (1982), Luc Bessons La femme Nikita (1990) og Wim Wenders' Bis ans Ende der Welt (1992, Til verdens ende), men arbejdede til det sidste, også efter Les temps qui reste. Hun skrev og instruerede selv Lumiere (1976), L'Adolescente (1979) og portrætfilmen Lillian Gish (1982) Jeanne Moreau blev 89 år.

** Følelsen bruges både i Ricky (2009), hvor den fantastiske dreng til sidst flyver væk, og i den enkle, realistiske Le refuge (2009), hvor Isabelle Carré isolerer sig på landet for at føde sin døde kærestes barn. Her må hun forholde sig til hans mandlige kæreste, som spilles af Melvil Poupaud fra Les Temps qui reste. Denne har en stærk fysisk lighed med Ozon. Både dette træk og filmens grundstemning føjer Refugiet sammen med Tid til afsked. Faktisk giver det bedre mening at betragte Sous le sable, Les Temps qui reste og Le refuge som en trilogi af prunkløse film om at miste. Ricky og Refugiet fik desværre ikke dansk premiere.

Le temps qui reste (Tid til afsked). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Jeanne Lapoirie. 85 min. Frankrig 2005. Dansk premiere: 27.10.2006

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i DK - i Frankrig på iTunes - i region 1 på dvd

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.10.2006