Translate

fredag den 29. oktober 2021

David Fincher: Fight Club (1999)


LUD, SVED OG LYSERØD SÆBE
Et frit fald ned i løbsk paranoia

Af BO GREEN JENSEN


I HALEN af denne film er en krølle, som det ville være forkert og faktisk utilgiveligt at rette ud, eftersom hele atmosfæren i Fight Club hviler på et forhold, som man først begriber og accepterer til slut. Det gælder derfor om at holde tungen lige i munden, når man beskriver tematikken og topografien i David Finchers bemærkelsesværdige film. Faktisk må man fortie og fordreje, hvilket dog er helt i filmens ånd. Få fortællere har så effektivt ført os bag lyset, som figuren Edward Norton hér lægger stemme og krop til.
   Norton, der yder en præstation i klasse med hans portræt af den reformerede nynazist i Tony Kayes American History X (1998), spiller et 30-årigt massemenneske, der er så led ved sin automatiserede tilværelse, at han har mistet evnen til at falde i søvn. Hans verden er ordnet i alle detaljer og ser for så vidt rimelig ud.
   Han arbejder som »tilbagekaldelseskoordinator« for en større bilfabrikant og har bogstaveligt indrettet sin 190 kvadratmeter store ungkarlehybel som et IKEA-katalog. Da han mister sit indbo ved en mystisk eksplosionsbrand, går hans ærgrelse mest på besværet med at skulle samle det hele igen. Han var lige ved »at være fuldendt«, han havde tøjet, møblerne, elektronikken. Efter branden er han på bar bund igen.


FØR det når så vidt, må isolationen dog brydes. Første akt beskriver med eksempelløs indlevelse den følelse af uvirkelig distance, som er den kronisk søvnløses grundvilkår, og i tilbageblik kan Norton – hvis fortællerstemme til stadighed guider os rundt i plottets psykologiske labyrinter – se, at hans liv før forvandlingen var blevet »en kopi af en kopi af en kopi«. Finchers forlæg er romanen Fight Club (1996) af Chuck Palahniuk, og filmen følger bogen ret nøje. Romanen er renset for fysiske detaljer, og denne enkelhed er en del af dens styrke. Fincher visualiserer de forhold, som blot er antydet hos Palahniuk, og i denne bogstavelighed har filmen så sin styrke. Den er en hel del bedre og større end bogen.*


NORTONS liv begynder at rykke, da han bliver afhængig af andres lidelser. Hans læge er træt af at høre ham klage og foreslår Norton – der er navnløs i bogen, men bærer navnet Jack i filmen – at opsøge terapeutiske selvhjælpsgrupper, hvis han vil se, hvad virkelig lidelse er.
   Jack føler for første gang fred i sin krop, da han giver slip på selvkontrollen i De Halve Mænds Forening, en støttegruppe for patienter med testikelkræft. Han græder ud i favnen på Robert Paulson (sangeren Meat Loaf), en forhenværende bodybuilder, som har fået kæmpemæssige østrogenbryster efter den hormonbehandling, der følger med operationen. Kønsforvirring er et af mange symptomer på krisen i Fight Club.


INDEN længe er Jack blevet elendighedsjunkie. Under falske navne opsøger han støttegrupper for knogleskørhed, hjerneskader, blodsygdomme, tuberkulose. Han deltager i langstrakte krammeseancer, føler uvægerligt fred og sover som et spædbarn bagefter. Han oplever også, at andre mennesker lytter, når de tror han er dødsmærket ligesom de.
   To år går på den måde. Så bliver han opmærksom på den kæderygende ulykkesfugl Marla Singer (Helena Bonham Carter), der som han selv er en af lidelsens turister. Med hende forrykkes balancen i hans skrøbelige surrogatverden, og han er netop ved at blive virkelig vred, da kaos med stort K ankommer i skikkelse af den karismatiske psykopat Tyler Durden, som Brad Pitt inkarnerer med stil og panache.


TYLER er Jacks komplementære modsætning, hans mørke tvilling, hans Mr. Hyde. Det er Tyler, der beder Jack slå til og lærer ham fryden og glæden ved smerte. Tyler organiserer de underjordiske »kampklubber«
, hvor mænd med dårlige jobs kan afreagere, slå og blive slået, glemme at tænke og leve i stedet.
   Jack flytter ind hos Tyler, da hans eget sted brænder. Marla ringer efter Jack, men det er Tyler, hun går i seng med. Tyler arbejder som tjener og urinerer i suppen. Tyler fremstiller udsøgt lyserød sæbe af menneskefedtet fra affaldsspanden bag den kosmetiske klinik. Tyler laver napalm og nitroglycerin. Tyler mærker Jacks hånd med en kemisk ætsning af lud og spyt. Jack mister både sine tænder og sin forstand, men han har aldrig været så lykkelig.


FØRST da Tyler begynder at mobilisere sin hær, tøver han i springet, som også er et frit fald ned i løbsk, begrundet paranoia. Tyler har en afsindig plan om at gøre sporadisk hærværk til landsdækkende terrorisme, og der er afgjort system i hans galskab.
   Palahniuks roman er i slægt med de filosofisk baserede skildringer af amerikansk anarkisme, som man finder i Paul Austers Leviathan og Philip Roths American Pastorale, men Finchers film har mere til fælles med lærestykker som David Cronenbergs Crash. Den dvæler så længe ved kampene i kælderen, at man må forholde sig til den ritualiserede vold.
   Det er dog filmens første halvdel, den satiriske skildring af moderne følelsesløshed, som rammer målet uden mislyde. Svaret ligger et sted i den erotiske ligning, som bogen lægger frem uden forbehold: »Vi har en slags trekant kørende her. Jeg vil have Tyler. Tyler vil have Marla. Marla vil have mig.«



DAVID Fincher debuterede med bestillingsarbejdet Alien 3 (1992), men trådte i karakter med den mørke, stilskabende Se7en (1995), der var en af årtiets centrale film. Her spillede Kevin Spacey psykopaten, som trak kriminalbetjentene Brad Pitt og Morgan Freeman rundt i hjertets søle, mens han for en navnløs storbys apatiske massemennesker demonstrerede, at de syv dødssynder stadig har relevans.
   Den cerebrale leg mellem jæger og bytte, jeg'et og dets mørke tvilling, blev varieret i den elegante og mildt fortænkte The Game (1997), hvor bundene igen og igen faldt ud af de kinesiske æsker i rigmanden Michael Douglas' tilværelse, der på sin måde var lige så tom og steril som Edward Nortons liv er før forvandlingen i Fight Club.


HER får splittelsen og den psykologiske kispus atter fysiske udtryk. I visuel henseende demonstrerer Fincher også her sin markante måde at se på, og skønt Fight Club ikke matcher Darius Khondjis mørke tableauer fra Se7en, dyrker fotografen Jeff Cronenweth meget virkningsfuldt en mere rastløs, frapperende stil, der holder publikum fast til sidste billede.
   Prologen åbner i fortællerens hjerne, rejser baglæns ud gennem hans mund og pistolløbet med de lyddæmpende huller, som han og Tyler selv har boret i metallet, før kameraet rejser 191 etager ned fra toppen af Parker Morris Building til den varevogn med nitroglycerin, som står i parkeringskælderen. Vi er endnu ved titelsekvensen, rejsen gøres med svimlende stillfotos, og i salen spærrer man øjnene op.


TYLER udfordrer blandt andet tingenes orden ved at klippe pornografiske enkeltbilleder ind i de familiefilm, han kører i sit bijob som operatør. Publikum sidder derfor med sære, sublimativt fremkaldte efterbilleder, når lyset tones op. På samme måde modtager man visuelle forvarsler i Fight Club. Vi har uden at vide det set Tyler Durden fem gange, før han bliver præsenteret.
   Disse glimt er mere end gimmicks. De sætter virkeligheden i anførselstegn, og det er der brug for. Man kan aldrig vide sig sikker, og det er heller ikke meningen. »Jeg ved det, fordi Tyler ved det,« siger Nortons Jack Navnløs til stadighed. Det kan nok få en bjælde eller to til kime, men den forløsende sammenhæng træder først frem til slut, da den fede dame endelig synger.


MED Fight Club har Fincher forvandlet en mådelig bog til en mesterlig film. Han demonstrerer atter sin tæft for at arbejde kompromisløst i kommercielle formater og viser, at Steven Soderbergh og Quentin Tarantino ikke er generationens eneste auteurer i Hollywood ved årtusindeskiftet.
   Brad Pitt leverer fysikken, og som den neurotisk opstemte Marla viser Bonham Carter sin vilje til at bryde ud af den fløjlsbetrukne madonnabås, hvor de mange britiske periodefilm har anbragt hende. Det er dog Nortons film fra ende til anden. Han er en af sin generations store spillere.

Se også David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]; David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]; David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008); David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100].

*) Chuck Palahniuk (f. 1962) har for mange læsere til at kvalificere som kultforfatter, men værket deler vandene på den måde. Han har skrevet ni romaner og ti bind med noveller, essays og artikler. Senest udkom The Invention of Sound (2020), hvor en far leder efter sin forsvundne datter i Hollywood, og Alteration Day (2018), hvor den amerikanske værnepligt bliver genindført, og man stemmer på sociale medier om, hvilke mediefisk, der fortjener at dø. Ved slutningen er USA delt i tre: Blacktopia, Gayasia og Caucasia. Kun Fight Club (1996, da. Kampklubben) og Choke (2001, da. Kvalt) er samlet op af danske forlag. Det for alvor »transgressive« ved Palahniuks bøger er den stædige, makabert kyniske humor, som insisterer jo mere hård handlingen bliver. Palahniuk er blevet kaldt en satirisk profet; hans livssyn beskrives som nihilistisk. Han ser sig selv som romantiker. Tegneserieromanen Fight Club 2: The Tranquility Gambit (2016) er en »meta-sequel« skabt i samarbejde med tegneren Cameron Stewart. Fight Club 3 fulgte i 2020.

Fight Club. Instr.: David Fincher. Manus: Jim Uhls. Foto: Jeff Cronenweth. 139 min. USA 1999. Dansk premiere: 05.11.1999.


Fotos: Fox 2000 Pictures/ 20th Century Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Dark Horse Comics
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, i Tunes, NETFLIX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.1999

Ingen kommentarer:

Send en kommentar