François Ozon: Swimming Pool (2003)

KVINDER I SOLEN
Sanselig hyldest til La Piscine

Af BO GREEN JENSEN

SARAH Morton skriver krimier. Det gør hun med megen succes, og engang har det sikkert været både en udfordring og en fornøjelse at få serien om Inspector Dorwell til at leve og ånde. Det er det ikke mere.

   I det hele taget er Sarah kørt fast i sin neurotisk tilknappede hverdag. Hendes forlægger elsker hende ikke mere, men vil hellere investere sine ressourcer i unge håb som Terry Long. Denne grønskolling drysser salt i såret, da han betror Sarah, at hans gamle mor er vild med Inspektør Dorwell.

  Sarah fnyser og trækker skuldrene op. Hun er vel på alder med Charlotte Rampling, der fremstiller skikkelsen så livagtigt. Det vil sige 58 år. Hun har slet ikke brug for at høre den slags.

I ENGLAND regner det surt og vedvarende, og sådan har Sarah det indvendig. Den første scene i Swimming Pool viser ikke det forventede close-up af Sarah. I stedet fokuserer François Ozon på en læser. En trind hverdagskvinde sidder i toget og gør store øjne, da hun opdager, at passageren overfor er identisk med forfatteren til bogen, som hun selv sidder med. Men Sarah nægter at lade sig genkende. Næsten ondskabsfuldt bider hun læseren af. Hun stiger af og går op for at skælde sin forlægger (Charles Dance) ud. Han parerer imidlertid ved at sende hende til Sydfrankrig, hvor han har et hus med swimming pool. Tag dog ned og kom til hægterne, luk lidt sol ind i den dér vinterdepression.

HJEMME i huset sidder Sarahs gamle far og døser. Han nikker og falder væk uafladeligt. Så hun ser ud på haven, hvor der sagtens kunne stå et par garden gnomes, og gransker den grå regnvejrshimmel. I næste klip krydser hun kanalen, og snart er hun fremme ved huset i Frankrig, hvor lyset og varmen er venlige væsener.

   Hun indretter sig, fouragerer og flanerer i landsbyen, får computeren tilsluttet og kan for første gang i lang tid tage hul på et nyt manuskript med et smil. Det er ganske vist et lille smil, men man ser at det kommer fra hjertet. De gamle muskler kan endnu. Måske er livet slet ikke så dårligt. Da er det, at forlæggerens datter ankommer.

DÉT falder ikke i god jord. Julie (Ludivine Sagnier) er alt, hvad Sarah Morton aldrig bliver igen. I tyverne, slank på de rigtige steder, fuld af fandenivoldsk attitude. Hun spiller høj musik, ryger tjald, drikker sjusser, slæber en ny mand med hjem hver aften og kunne næsten være en karikatur på hedonistisk ungdom uden moralsk retningssans.

   Måske kan man forestille sig, at hun er det. Forholdet mellem skrift og verden er et motiv i filmen, og man kan aldrig med sikkerhed vide, om forfatteren digter videre på virkeligheden. Men ikke ét ord mere om den mulighed. Den er en af mange faktorer, som giver Swimming Pool en dimension af leg. Man må bare have den i baghovedet.

SARAH gør ikke modstand ret længe. I begyndelsen hader hun alt ved Julie, men det er svært at holde følelsen vedlige, især da hun bliver interesseret i den unge kvindes baggrund. Hun indser, at der er mysterier i forlæggerens liv, som hun intet vidste om. Og pigens slubrende livsglæde smitter. Julie får havemanden Marcel til at rense swimmingpoolen, som Sarah havde afskrevet som en kloak af levende bakteriekulturer. Sarah har sendt længselsfulde blikke efter den virile Franck, som serverer på cafeen i landsbyen, men det er Julie som tager ham med hjem. Solen bager, kødet kalder, livet er nu og hér hele tiden. De to kvinder bliver efterhånden veninder og får også en mor-datter relation.

SARAH begynder at skrive om Julie. Med ét er der også et lig, som skal skaffes af vejen. Man fornemmer, at Ozon fabulerer, og det gør han altid bedst i pasticher. I 8 femmes (2002, da. 8 kvinder – og et mord) var det især Douglas Sirk og George Cukor, som lagde grundfarver til.

   I Swimming Pool bliver både Buñuel, Chabrol og Hitchcock hilst på og drejet en halv omgang, men især er filmen en blanding af hyldest til og riff på motiver og sanselig livsfarve i La Piscine (1969), Jacques Derays stadig mere ikoniske St. Tropez-thriller med Romy Schneider og Alain Delon i deres zenit, både som par i virkeligheden og fiktive konstruktioner i filmen. Også Plein de soleil (1960, da. Kun solen var vidne), René Cléments Patricia Highsmith-filmatisering med Delon som Tom Ripley, sætter et aftryk.

   Det er meget underfundigt, ekstremt elegant og særdeles underholdende. Det er endelig også en anelse skuffende, fordi filmen som thriller bygger op til så meget, som den tøver med at levere til slut.

LIGESOM i Ozons Sous le sable (2000, da. Under sandet) fremstiller Charlotte Rampling sin midaldrende kvindefigur med bemærkelsesværdig indlevelse. Filmen har nogle af sine bedste øjeblikke i begyndelsen, mens Sarah modstræbende kapitulerer og giver sig hen til solen og sanseligheden. Umiddelbart efter ankomsten drikker hun te på bistroen og fylder køleskabet med fornuftige surmælksprodukter. Går det højt, kan hun skeje ud med en melon, og i huset begynder hun straks på en feriekrimi om Kommissær Dorwell. Dorwell on Holiday hedder Word-filen på hendes laptop. Da hun senere fortæller Julie og Franck om bogen, er titlen ændret til Dorwell Wears a Kilt, Dorwell bærer kilt. De ler, og hun føler sig flov og absurd.

   Hun overrasker dog både sig selv og Julie. Snart står den på whisky, yppigt fedende kager, sjove cigarettter, foie gras og hvidløgspølse. Hun springer ud seksuelt, som en ørkenblomst der har ventet på regn, og i flere afgørende øjeblikke får hun brug for sin kriminelle ekspertise. Yorick le Saux’ billeder er sitrende fulde af autentisk hed-brun-krop-ved-blåt-bassin atmosfære, og efterhånden nedtones Ludivine Sagniers påtaget vulgære manér til en rådvild ung kvindes udsathed. Der er også en underfundig slutning, som giver filmen en ny dimension. Se selv, hvad der muligvis er på spil. Filmen er under alle omstændigheder en effektiv kur mod vintertristesse.

SAMTIDIG er det finurligheden, der vrider hele filmen en anelse skæv og reducerer værket til en stiløvelse. Også Sous le Sable var et solidarisk portræt af en moden kvinde, der fik sin virkelighedsopfattelse lidt justeret. Der var lette øjeblikke i Under sandet, men sagens kerne – kvindens savn – var hård og konkret. Med Swimming Pool befæster François Ozon sin position som en af tidens mest elegante europæiske filmskabere. Man venter dog stadig på værket, som skaber og siger noget virkelig vigtigt.

Se også François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018) og François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2003) + Luca Guadagnino: A Bigger Splash (2015)

Swimming Pool. Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuéle Bernheim, François Ozon. Foto: Yorick le Saux. 103 min. Frankrig-UK 2003. Dansk premiere: 25.12.2003.

Fotos: Fidélité/ Focus Features/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance/ IMDB/ MovieStillsDB

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2003