François Ozon: Swimming Pool (2003)

KVINDER I SOLEN
Sanselig hyldest til La Piscine

Af BO GREEN JENSEN

SARAH Morton skriver krimier. Det gør hun med megen succes, og engang har det sikkert været både en udfordring og en fornøjelse at få serien om Inspector Dorwell til at leve og ånde. Det er det ikke mere.

   I det hele taget er Sarah kørt fast i sin neurotisk tilknappede hverdag. Hendes forlægger elsker hende ikke mere, men vil hellere investere sine ressourcer i unge håb som Terry Long. Denne grønskolling drysser salt i såret, da han betror Sarah, at hans gamle mor er vild med Inspektør Dorwell.

  Sarah fnyser og trækker skuldrene op. Hun er vel på alder med Charlotte Rampling, der fremstiller skikkelsen så livagtigt. Det vil sige 58 år. Hun har slet ikke brug for at høre den slags.

I ENGLAND regner det surt og vedvarende, og sådan har Sarah det indvendig. Den første scene i Swimming Pool viser ikke det forventede close-up af Sarah. I stedet fokuserer François Ozon på en læser. En trind hverdagskvinde sidder i toget og gør store øjne, da hun opdager, at passageren overfor er identisk med forfatteren til bogen, som hun selv sidder med. Men Sarah nægter at lade sig genkende. Næsten ondskabsfuldt bider hun læseren af. Hun stiger af og går op for at skælde sin forlægger (Charles Dance) ud. Han parerer imidlertid ved at sende hende til Sydfrankrig, hvor han har et hus med swimming pool. Tag dog ned og kom til hægterne, luk lidt sol ind i den dér vinterdepression.

HJEMME i huset sidder Sarahs gamle far og døser. Han nikker og falder væk uafladeligt. Så hun ser ud på haven, hvor der sagtens kunne stå et par garden gnomes, og gransker den grå regnvejrshimmel. I næste klip krydser hun kanalen, og snart er hun fremme ved huset i Frankrig, hvor lyset og varmen er venlige væsener.

   Hun indretter sig, fouragerer og flanerer i landsbyen, får computeren tilsluttet og kan for første gang i lang tid tage hul på et nyt manuskript med et smil. Det er ganske vist et lille smil, men man ser at det kommer fra hjertet. De gamle muskler kan endnu. Måske er livet slet ikke så dårligt. Da er det, at forlæggerens datter ankommer.

DÉT falder ikke i god jord. Julie (Ludivine Sagnier) er alt, hvad Sarah Morton aldrig bliver igen. I tyverne, slank på de rigtige steder, fuld af fandenivoldsk attitude. Hun spiller høj musik, ryger tjald, drikker sjusser, slæber en ny mand med hjem hver aften og kunne næsten være en karikatur på hedonistisk ungdom uden moralsk retningssans.

   Måske kan man forestille sig, at hun er det. Forholdet mellem skrift og verden er et motiv i filmen, og man kan aldrig med sikkerhed vide, om forfatteren digter videre på virkeligheden. Men ikke ét ord mere om den mulighed. Den er en af mange faktorer, som giver Swimming Pool en dimension af leg. Man må bare have den i baghovedet.

SARAH gør ikke modstand ret længe. I begyndelsen hader hun alt ved Julie, men det er svært at holde følelsen vedlige, især da hun bliver interesseret i den unge kvindes baggrund. Hun indser, at der er mysterier i forlæggerens liv, som hun intet vidste om. Og pigens slubrende livsglæde smitter. Julie får havemanden Marcel til at rense swimmingpoolen, som Sarah havde afskrevet som en kloak af levende bakteriekulturer. Sarah har sendt længselsfulde blikke efter den virile Franck, som serverer på cafeen i landsbyen, men det er Julie som tager ham med hjem. Solen bager, kødet kalder, livet er nu og hér hele tiden. De to kvinder bliver efterhånden veninder og får også en mor-datter relation.

SARAH begynder at skrive om Julie. Med ét er der også et lig, som skal skaffes af vejen. Man fornemmer, at Ozon fabulerer, og det gør han altid bedst i pasticher. I 8 femmes (2002, da. 8 kvinder – og et mord) var det især Douglas Sirk og George Cukor, som lagde grundfarver til.

   I Swimming Pool bliver både Buñuel, Chabrol og Hitchcock hilst på og drejet en halv omgang, men især er filmen en blanding af hyldest til og riff på motiver og sanselig livsfarve i La Piscine (1969), Jacques Derays stadig mere ikoniske St. Tropez-thriller med Romy Schneider og Alain Delon i deres zenit, både som par i virkeligheden og fiktive konstruktioner i filmen. Også Plein de soleil (1960, da. Kun solen var vidne), René Cléments Patricia Highsmith-filmatisering med Delon som Tom Ripley, sætter et aftryk.

   Det er meget underfundigt, ekstremt elegant og særdeles underholdende. Det er endelig også en anelse skuffende, fordi filmen som thriller bygger op til så meget, som den tøver med at levere til slut.

LIGESOM i Ozons Sous le sable (2000, da. Under sandet) fremstiller Charlotte Rampling sin midaldrende kvindefigur med bemærkelsesværdig indlevelse. Filmen har nogle af sine bedste øjeblikke i begyndelsen, mens Sarah modstræbende kapitulerer og giver sig hen til solen og sanseligheden. Umiddelbart efter ankomsten drikker hun te på bistroen og fylder køleskabet med fornuftige surmælksprodukter. Går det højt, kan hun skeje ud med en melon, og i huset begynder hun straks på en feriekrimi om Kommissær Dorwell. Dorwell on Holiday hedder Word-filen på hendes laptop. Da hun senere fortæller Julie og Franck om bogen, er titlen ændret til Dorwell Wears a Kilt, Dorwell bærer kilt. De ler, og hun føler sig flov og absurd.

   Hun overrasker dog både sig selv og Julie. Snart står den på whisky, yppigt fedende kager, sjove cigarettter, foie gras og hvidløgspølse. Hun springer ud seksuelt, som en ørkenblomst der har ventet på regn, og i flere afgørende øjeblikke får hun brug for sin kriminelle ekspertise. Yorick le Saux’ billeder er sitrende fulde af autentisk hed-brun-krop-ved-blåt-bassin atmosfære, og efterhånden nedtones Ludivine Sagniers påtaget vulgære manér til en rådvild ung kvindes udsathed. Der er også en underfundig slutning, som giver filmen en ny dimension. Se selv, hvad der muligvis er på spil. Filmen er under alle omstændigheder en effektiv kur mod vintertristesse.

SAMTIDIG er det finurligheden, der vrider hele filmen en anelse skæv og reducerer værket til en stiløvelse. Også Sous le Sable var et solidarisk portræt af en moden kvinde, der fik sin virkelighedsopfattelse lidt justeret. Der var lette øjeblikke i Under sandet, men sagens kerne – kvindens savn – var hård og konkret. Med Swimming Pool befæster François Ozon sin position som en af tidens mest elegante europæiske filmskabere. Man venter dog stadig på værket, som skaber og siger noget virkelig vigtigt.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]; François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2022); François Ozon: Peter von Kant (2022).

Swimming Pool. Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuéle Bernheim, François Ozon. Foto: Yorick le Saux. 103 min. Frankrig-UK 2003. Dansk premiere: 25.12.2003.

Fotos: Fidélité/ Focus Features/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance/ IMDB/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Store, Apple TV, Amazon Prime | Paramount+, Rakuten TV, YouTube Film 

2K Blu-ray fra StudioCanal [ArtHaus] 14.03.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2003

Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673

INTEGRITET OG BEGÆR

En biografisk fantasi om Molière

Af BO GREEN JENSEN

PARIS I JANUAR 2008: Der er meget, vi ikke ved om Molière. Det står dog fast, at han hed Jean-Baptiste Poquelin, blev født i 1622, gik i jesuitisk skole og opgav at studere jura, da han sluttede sig til familien Béjarts teaterkompagni, fast besluttet på at blive tragisk skuespiller og digter. I 1643 tog han navnet Molière og dannede truppen l'Illustre Théâtre sammen med Madeleine Béjart (1618-1672).

   Efter 13 års turnévirksomhed vendte l'Illustre Théâtre hjem til Paris. Da var Molière berømt og berygtet for sine skarpe komedier. Kongen bestilte en farce hos forfatteren, som fra 1661 fik sit eget teater, Théâtre du Palais-Royal, stillet til rådighed. Året efter giftede han sig med Armande Béjart, som enten var datter af eller søster til ungdomskæresten Madéleine.

   Meget er uklart. Molières liv var en forvekslingskomedie, men han døde med støvlerne på. I 1673 fik han et ildebefindende under opførelsen af Le malade imaginaire (da. Den indbildt Syge). Han døde få timer senere, til det sidste foragtet af kirken, som han havde udfordret i sine stykker.

FILMSKABEREN Laurent Tirard bruger det første af de 13 »tabte« år i provinsen som udgangspunkt for en biografisk fantasi om digteren. Molière (Romain Duris) vil være tragiker, men har naturlig flair for komedien og gør lykke ved at klovne, da fogeden vil lukke det gældsplagede teater.

   Den unge mand flygter fra sine kreditorer og tager imod et tilbud om at undervise den rige købmand Jourdain (Fabrice Luchini), som naragtigt begærer Célimène (Ludivine Sagnier), en skøn men hjerteløs adelsfrøken, imens hans hustru Elmire (Laura Morante) vansmægter.

   Molière indlejres i husstanden som præsten Tartuffe, der skal styre moralen hos familiens ældste datter (Fanny Valette). Molière skriver vers på vegne af Jourdain og underviser ham i at deklamere. Det er imidlertid Elmire, som reagerer på teksternes patos. Senere er det også Elmire, som vinder ham for komedien.

   Der er lige så mange rænker som i et skuespil af Molière. Faktisk er filmen i vid udstrækning skruet sammen af scener fra fire af digterens stykker: Le Bourgeois gentilhomme (1670, da. Den adelsgale Borger), Tartuffe, ou L'imposteur (1664, da. Tartuffe eller Den Skinhellige), Le Misanthrope (1666, da. Misantropen) og Les Femmes savantes (1672, da. De lærde Damer).

TIRARDS film ligner med vilje ikke Ariane Mnouchkine og Théâtre du Soleils monumentale Molière (1978), en fire timer lang, favnende hyldest til teatrets kollektive væsen, som var pensum for 70ernes frankofile cineaster. Derimod er han klart inspireret af John Maddens Shakespeare in Love (1998). Molière er dog ikke så selvtilfreds og finurlig som den britiske verdenssucces, der havde manuskript af Tom Stoppard. Hos Tirard er det ingen dramatisk naturlov, at »strangely enough, it all turns out well.«

TVÆRTIMOD føres også smerten igennem i den bittersøde epilog. På ét niveau skildrer filmen, hvordan den hovmodige kunstner må lære at slippe tragedien og give sig komedien i vold. Konkret er det dog forholdet mellem Molière og Elmire, som styrer de mange kapricer.

   Det lykkes at gøre Jourdain og Molière til ligeværdige parter, mens intrigens sindrige maskinerier køres i stilling. Moliére er både et bjergtagende kostumedrama, som genrens elskere vil nyde, og et moderne blik på indsigten bag ironien, ikke ulig Patrice Lecontes Ridicule (1996).

LAURENT Tirard er en venlig mand med stirrende øjne og lang svanehals. Han er svær at aldersbestemme, men svarer roligt på flydende engelsk. Han forsøger ikke at sælge sin film. Dét arbejde er gjort allerede. I Frankrig har Molière solgt to millioner billetter. Filmen var nomineret til fire af årets César-priser og distribueres over hele verden. Ikke mindst i Rusland og Latinamerika har den været en overvældende succes.

   – Det er ikke verdens mest originale spørgsmål, men hvorfor ville du lave en film om Molière?

   »Det hele begyndte med skuespillene. Man tror som regel, at det var mennesket, manden Molière, jeg var interesseret i, men faktisk var det hans arbejder. Som alle franskmænd har jeg læst Molière i skolen, da jeg var alt for ung til at forstå og værdsætte dybden i teksterne. Mange år senere læste jeg stykkerne igen. Det skete helt tilfældigt. Jeg havde set en anden fransk film, som gav mig lyst til at vide mere –«

   – Ariane Mnouchkines film?

   »Nej, Mnouchkines Molière så jeg, da jeg var ganske ung, og den var jeg fuldkommen overvældet af. Dette var en ny komedie, ikke en decideret Moliére-filmatisering, som jeg så for fem-seks år siden. Jeg morede mig meget og blev ved med at vende tilbage til den. En af mine venner sagde: De har jo det hele fra Molière. Jeg sagde: Molière? Virkelig? For jeg havde dette billede af Molière som en kedelig klassisk forfatter. Så jeg tænkte: Okay, måske har jeg ikke læst Molière korrekt. Jeg gik tilbage til Molière, og jeg indså, at jeg havde taget fuldstændig fejl. Molière var forbløffende, på én gang aktuel og evig. Han var min samtidige.«

»DET stof, som jeg ville bearbejde i dag, havde Moliere behandlet for 350 år siden. Så jeg læste alle skuespillene, og der var mange elementer, skikkelser og situationer, som jeg ønskede at bruge. Jeg besluttede, at jeg ville lave en film, der var som et skuespil af Moliere, som på en måde gav essensen af Molière, med alle disse karakterer og scener, som jeg holdt af. Jeg overvejede, hvordan jeg kunne bringe det hele sammen. Der var nødt til at være en forbindelse. Det oplagte link var forfatteren selv. Molière skulle selv være en karakter.

   Jeg måtte vide mere, så jeg gik tilbage til biografierne. På den måde opdagede jeg en masse ting, som jeg ikke kendte til, f.eks. at han i virkeligheden ville være tragisk skuespiller, at han egenhændigt opfandt en ny slags komedie, og at han forsvandt i en årrække, da han var ung. Jeg ville bruge den periode, hvor man ikke ved noget om, hvor han var, og så kunne filmen blive en slags metafor for kunstnerisk skaben. Jeg ville skildre, hvordan han gik fra at være en dårlig tragiker til en god komiker. Hvordan tingene samlede sig for ham.«

– VED man noget om den periode?

   »Nej. De fleste historikere siger, at han næppe for alvor forsvandt. Han gemte sig sikkert et sted i Paris, fordi han skyldte mange mennesker penge. Men der er ingen skrevne vidnesbyrd om de år, så vi havde dramatisk frihed til at gøre, hvad vi ville.«

   – Mnouchkines film var mere teatralsk orienteret. Er den en klassiker i Frankrig?

   »Ja. Mange så den, da de var meget unge. Den udkom på dvd i fjor. I dag ville det være meget svært at lave den slags film om Molière, den kendte historie. Det er på grund af den film. Den tegner et stærkt og godt portræt af Mòliere. Ganske overraskende var Mnouchkine mere intereseret i mennesket, end hun var i hans værker. Der er næsten intet i filmen om hans arbejder, så jeg følte, at jeg kunne lave en film, der tog udgangspunkt i hans værker, uden at gå Mnouchkine i bedene.«

   – Hendes film er en hyldest til det kollektive teater –

   »Det er meget en film om, hvad det ville sige at være del af en teatertrup i Frankrig i 1600-tallet. At turnere og arbejde sammen, at leve som en stor familie. Ariane Mnouchkine ejer selv et teaterkompagni, Théâtre du Soleil. Hun kommer fra den baggrund, og jeg tror nok, at filmen også handlede om hende selv. Hun brugte Molière til at fortælle om, hvad det indebærer at lede en teatergruppe.«

– DIN »Molière« er blevet sammenlignet med »Shakespeare in Love«. Var den film en inspirationskilde?

   »Naturligvis. Da ideen til filmen endelig blev klar for mig, indså jeg, at en af de ting, jeg ville opnå, var det som Tom Stoppard og John Madden gør i Shakespeare in Love. For mig, og for mange franskmænd, som ikke kendte Shakespeare særlig godt, fangede den film essensen af, hvad hans stykker går ud på. Jeg følte, at filmen havde åbnet en dør til, hvad Shakespeare vil sige, og jeg ville vide mere. Det første jeg gjorde, da jeg havde set Shakespeare in Love, var at gå ud og købe Romeo og Julie. Jeg ville læse flere skuespil og se flere forestillinger.

   Shakespeare in Love havde den virkning, og det samme gælder Baz Luhrmanns udgave af Romeo og Julie. Kenneth Branagh gjorde det også med film som Henry V, Much Ado About Nothing og Hamlet. Det var ikke som en lærer, der ville tvangsfodre mig med Shakespeare som pligtstof. De film underviste mig på en måde, som var legesyg og morsom, og det er altid lettere at lære noget, når stoffet præsenteres sådan. Shakespeare in Love var virkelig en model for måden, man kunne gøre Molière tilgængelig og tidssvarende på.«

– TOM Stoppard skrev og instruerede selv en filmudgave af »Rosencrantz and Guildenstern Are Dead«. Den dekonstruerer »Hamlet« og ser forløbet fra to bipersoners synsvinkel. Det er lidt på samme måde, at din film knytter an til Molières komedier. Du sagde, at du var mere interesseret i værkerne end i manden. Gik du bevidst efter at skabe en historie, som kunne belyse nogle centrale yndlingssteder hos Molière?

   »Helt sikkert. De stykker, jeg holder mest af, er Den adelsgale Borger, Tartuffe, Misantropen og De lærde Damer. Men mere end stykkerne tror jeg, at det var temaer, som jeg kunne finde i alle hans stykker, i bestemte scener, som jeg syntes om. I Le Bourgeois gentilhomme er det forholdet mellem penge og kunst, den magtfulde mands fascination af kunst og kunstnerens fascination af magt, skønt han siger, at han afskyer og føler sig hævet over den. Konflikten mellem integritet og begær er central. Kunstneren siger: Jeg er en mand, der lever af tanker og følelser. Men samtidig ønsker han, at han havde den magt og de penge.

   Den konflikt er kropsliggjort i forholdet mellem Molière og Monsieur Jourdain. Begge parter kan lære noget af hinanden. Kunstneren siger, at han er ren i sin tanke, men han udretter ingenting. Den rige mand virker simpel og smådum, han er ikke særligt følsom, men han bevæger sig fremad. Han ændrer og han skaber ting. Uden ham ville samfundet stå stille. Nu bevæger det sig, somme tider på en klodset måde, men ikke desto mindre. Sammen kan de få samfundet til at bevæge sig fremad på en konstruktiv måde.«

– INGEN af personerne bliver latterliggjort. Jourdain er et udmærket menneske. Han har bare glemt at lægge mærke til sin kone. Kun Ludivine Sagniers karakter er grusom og overfladisk –

   »Jeg tror dog, at hun vil lære noget af sin ydmygende oplevelse med Jourdain. Hun opfører sig måske nok, som om hun kun er dum og overfladisk, men samtidig ser vi, at hun er klog. Hun er bare blevet vildledt, så hun spilder sin intelligens på overflødige ting.«

   – Var Romain Duris dit første valg som Moliere? Man plejer at se ham som spraglet type i film af Tony Gatlif og Jacques Audiard. Molière må være hans første klassiske rolle...

   »Jeg tænker aldrig på bestemte skuespillere, mens jeg skriver. Romain var egentlig et mærkeligt valg, for han har ingen formel teateruddannelse, og han har et meget moderne image. Men det var sikkert grunden til, at jeg valgte ham. Med sit moderne nærvær kunne han give et helt andet perspektiv på Molière.

   Jeg ville have en skuespiller, som signalerede til publikum, at dette ikke var en klassisk Molière. Det var ikke den Molière, som vi hørte om i skolen, men en anden og mere moderne Molière. Og også en meget sexet Molière. For i bund og grund er filmen en kærlighedshistorie. Det er dybest set dét, der holder den sammen.«

Laurent Tirard blev interviewet på Hotel Grand i Paris mandag den 14. januar 2008

Molière. Instr. Laurent Tirard. Manus: Laurent Tirard og Grègoire Vigneron. Foto: Gilles Henry. 120 min. Frankrig 2007. Dansk premiere: 07.03.2008.

Molière. Instr. og manus: Ariane Mnouchkine. Foto: Bernard Zitzermann. 260 min. Frankrig 1978. Dansk premiere: 24.09.1979

Fotos: Fidélité Productions/ Miracle Film Distribution/ Les Films 13 (Mnouchkine)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BGJ
Laurent Tirards Molière streames i Frankrig på Netflix og iTunes - begge film findes på dvd og blu-ray

Weekendavisen Kultur 07.03.2008