DER er to overraskelser i Min nye veninde. Begge ligger forrest i filmen og er med til at formulere den grundlæggende præmis, som man nok har en anelse om allerede, når man ser plakaten for Une nouvelle amie.
Alligevel er der grund til at bringe en spoiler alert: Lad være med at læse, hvis du vil have den fulde virkning.
Det første twist er i åbningssekvensen, som sætter hele den svimlende stemning. En brud bliver sminket og klædt på i dvælende nærbilleder. Håret sættes, strømperne stryges på, der lægges rødt på læber og kinder. Først da summen af fragmenterne vises, forstår man, at kvinden er død.
For Claire (Anaïs Demoustier) er det et chok at miste barndomsveninden Laura, som hun har delt alting fortroligt med, siden pigerne drømte om fremtiden sammen. Laura fik en datter og døde. Claire begriber ikke, at enkemanden David (Romain Duris) kan tage tabet og situationen så roligt.
DAVID takker for al sympatien, men lader samtidig slægt og venner forstå, at han foretrækker at være alene. Livet skal gå videre, og han vil koncentrere sig om at skabe en hverdag for sig selv og Lucie. Svigermor bliver fornærmet, Claire er snarere mistænksom. Hendes egen mand, Gilles, er nærmest ligeglad, han har altid fundet David sær og faktisk feminin.
Claire mandsopdækker David og prøver at gøre sig uundværlig. En dag går hun ind ad den åbne dør, som han måske med vilje ikke har lukket. Hun møder da Virginie, som er den anden og ærligste side af David. Han siger, at Laura kendte hans hemmelighed. Claire har svært ved at tro det. Alligevel bliver hun nysgerrig og lader sig drage dybt ind i legen, som begge finder interessant og faktisk ophidsende.
MIN nye veninde bygger på en novelle af Ruth Rendell (1930-2015), den britiske krimiforfatter, som også skrev under navnet Barbara Vine. Rendell havde altid et særligt tag i franske filmskabere. Claude Chabrol filmatiserede to af hendes bøger, og Claude Miller baserede Alias Betty (2001) på romanen A Tree of Hands. François Ozon ser et forbillede i Chabrol og har samme sans for borgerskabets diskrete og nu og da djævelske charme.*
Filmen følger flere spor. Der er sødme og ægte hengivenhed i skildringen af Claire og Virginie, som finder et slaraffenland sammen. Begge vil have mere og kan inden længe ikke få nok. Så skubber han hende fra sig. Lauras forældre lurer konstant, og der er mere i Gilles, end man troede. Det kan ende godt eller galt.
OZON er en mesterlig iagttager. Han holder karaktererne ud i strakt arm og formår i sine komedier at være morsom, tænksom og skarp på en gang, som det senest var tilfældet i Dans la maison fra 2012. Her er miljøet lige så godt set, men Ozon bruger for megen energi på at iscenesætte Romain Duris som transseksuel. Balancen mellem spænding, humor og erotik er denne gang ikke helt vellykket.
Det hjælper dog, at historien som altid har stil og er helt fri for fordom. Ozon er en af de bedste kvindeskildrere, som fransk film råder over, og det er portrættet af Claire, som løfter Une nouvelle amie. Filmen har ikke dybden fra alvorlige Ozon-historier som 5 x 2, Le refuge og Ung & Smuk, men den siger adskilligt om blikket, som kønnene kaster, og den er fortalt med åbenhed og intelligens.
*) Ruth Rendell: The New Girlfriend and Other Stories. London: Hutchinson, 1985. Novellen blev kåret som Best Short Story of the Year, da Mystery Writers of America uddelte de årlige Edgars i 1984. Claude Chabrol filmatiserede A Judgement in Stone (1977, da. Morder antages) som La Cérémonie (1995, da. Ceremonien) og The Bridesmaid (1989, da. Brudepigen) som La Demoiselle d'honneur (2004,). Jeg mødte Ruth Rendell i 1994, da Barbara Vine-titlen Asta's Book (1993), som foregår i København, udkom på dansk. Interviewet er trykt i Andre stemmer. Forfatterportrætter og værkstedssamtaler. 30 interviews (1995). Det foregik i Klareboderne. Jeg kom ti minutter for sent. Hun var virkelig striks og stram i betrækket.
Une nouvelle amie (Min nye veninde). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Pascal Marti. 108 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 04.06.2015.
Fotos: Mandarin Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Unifrance/ Camera Film
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime
2K Blu-ray fra Cohen Media Group 26.01.2016
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.06.2015
PARIS I JANUAR 2008: Der er meget, vi ikke ved om Molière. Det står dog fast, at han hed Jean-Baptiste Poquelin, blev født i 1622, gik i jesuitisk skole og opgav at studere jura, da han sluttede sig til familien Béjarts teaterkompagni, fast besluttet på at blive tragisk skuespiller og digter. I 1643 tog han navnet Molière og dannede truppen l'Illustre Théâtre sammen med Madeleine Béjart (1618-1672).
Efter 13 års turnévirksomhed vendte l'Illustre Théâtre hjem til Paris. Da var Molière berømt og berygtet for sine skarpe komedier. Kongen bestilte en farce hos forfatteren, som fra 1661 fik sit eget teater, Théâtre du Palais-Royal, stillet til rådighed. Året efter giftede han sig med Armande Béjart, som enten var datter af eller søster til ungdomskæresten Madéleine.
Meget er uklart. Molières liv var en forvekslingskomedie, men han døde med støvlerne på. I 1673 fik han et ildebefindende under opførelsen af Le malade imaginaire (da. Den indbildt Syge). Han døde få timer senere, til det sidste foragtet af kirken, som han havde udfordret i sine stykker.
FILMSKABEREN Laurent Tirard bruger det første af de 13 »tabte« år i provinsen som udgangspunkt for en biografisk fantasi om digteren. Molière (Romain Duris) vil være tragiker, men har naturlig flair for komedien og gør lykke ved at klovne, da fogeden vil lukke det gældsplagede teater.
Den unge mand flygter fra sine kreditorer og tager imod et tilbud om at undervise den rige købmand Jourdain (Fabrice Luchini), som naragtigt begærer Célimène (Ludivine Sagnier), en skøn men hjerteløs adelsfrøken, imens hans hustru Elmire (Laura Morante) vansmægter.
Molière indlejres i husstanden som præsten Tartuffe, der skal styre moralen hos familiens ældste datter (Fanny Valette). Molière skriver vers på vegne af Jourdain og underviser ham i at deklamere. Det er imidlertid Elmire, som reagerer på teksternes patos. Senere er det også Elmire, som vinder ham for komedien.
Der er lige så mange rænker som i et skuespil af Molière. Faktisk er filmen i vid udstrækning skruet sammen af scener fra fire af digterens stykker: Le Bourgeois gentilhomme (1670, da. Den adelsgale Borger), Tartuffe, ou L'imposteur (1664, da. Tartuffe eller Den Skinhellige), Le Misanthrope (1666, da. Misantropen) og Les Femmes savantes (1672, da. De lærde Damer).
TIRARDS film ligner med vilje ikke Ariane Mnouchkine og Théâtre du Soleils monumentale Molière (1978), en fire timer lang, favnende hyldest til teatrets kollektive væsen, som var pensum for 70ernes frankofile cineaster. Derimod er han klart inspireret af John Maddens Shakespeare in Love (1998). Molière er dog ikke så selvtilfreds og finurlig som den britiske verdenssucces, der havde manuskript af Tom Stoppard. Hos Tirard er det ingen dramatisk naturlov, at »strangely enough, it all turns out well.«
TVÆRTIMOD føres også smerten igennem i den bittersøde epilog. På ét niveau skildrer filmen, hvordan den hovmodige kunstner må lære at slippe tragedien og give sig komedien i vold. Konkret er det dog forholdet mellem Molière og Elmire, som styrer de mange kapricer.
Det lykkes at gøre Jourdain og Molière til ligeværdige parter, mens intrigens sindrige maskinerier køres i stilling. Moliére er både et bjergtagende kostumedrama, som genrens elskere vil nyde, og et moderne blik på indsigten bag ironien, ikke ulig Patrice Lecontes Ridicule (1996).
LAURENT Tirard er en venlig mand med stirrende øjne og lang svanehals. Han er svær at aldersbestemme, men svarer roligt på flydende engelsk. Han forsøger ikke at sælge sin film. Dét arbejde er gjort allerede. I Frankrig har Molière solgt to millioner billetter. Filmen var nomineret til fire af årets César-priser og distribueres over hele verden. Ikke mindst i Rusland og Latinamerika har den været en overvældende succes.
– Det er ikke verdens mest originale spørgsmål, men hvorfor ville du lave en film om Molière?
»Det hele begyndte med skuespillene. Man tror som regel, at det var mennesket, manden Molière, jeg var interesseret i, men faktisk var det hans arbejder. Som alle franskmænd har jeg læst Molière i skolen, da jeg var alt for ung til at forstå og værdsætte dybden i teksterne. Mange år senere læste jeg stykkerne igen. Det skete helt tilfældigt. Jeg havde set en anden fransk film, som gav mig lyst til at vide mere –«
– Ariane Mnouchkines film?
»Nej, Mnouchkines Molière så jeg, da jeg var ganske ung, og den var jeg fuldkommen overvældet af. Dette var en ny komedie, ikke en decideret Moliére-filmatisering, som jeg så for fem-seks år siden. Jeg morede mig meget og blev ved med at vende tilbage til den. En af mine venner sagde: De har jo det hele fra Molière. Jeg sagde: Molière? Virkelig? For jeg havde dette billede af Molière som en kedelig klassisk forfatter. Så jeg tænkte: Okay, måske har jeg ikke læst Molière korrekt. Jeg gik tilbage til Molière, og jeg indså, at jeg havde taget fuldstændig fejl. Molière var forbløffende, på én gang aktuel og evig. Han var min samtidige.«
»DET stof, som jeg ville bearbejde i dag, havde Moliere behandlet for 350 år siden. Så jeg læste alle skuespillene, og der var mange elementer, skikkelser og situationer, som jeg ønskede at bruge. Jeg besluttede, at jeg ville lave en film, der var som et skuespil af Moliere, som på en måde gav essensen af Molière, med alle disse karakterer og scener, som jeg holdt af. Jeg overvejede, hvordan jeg kunne bringe det hele sammen. Der var nødt til at være en forbindelse. Det oplagte link var forfatteren selv. Molière skulle selv være en karakter.
Jeg måtte vide mere, så jeg gik tilbage til biografierne. På den måde opdagede jeg en masse ting, som jeg ikke kendte til, f.eks. at han i virkeligheden ville være tragisk skuespiller, at han egenhændigt opfandt en ny slags komedie, og at han forsvandt i en årrække, da han var ung. Jeg ville bruge den periode, hvor man ikke ved noget om, hvor han var, og så kunne filmen blive en slags metafor for kunstnerisk skaben. Jeg ville skildre, hvordan han gik fra at være en dårlig tragiker til en god komiker. Hvordan tingene samlede sig for ham.«
– VED man noget om den periode?
»Nej. De fleste historikere siger, at han næppe for alvor forsvandt. Han gemte sig sikkert et sted i Paris, fordi han skyldte mange mennesker penge. Men der er ingen skrevne vidnesbyrd om de år, så vi havde dramatisk frihed til at gøre, hvad vi ville.«
– Mnouchkines film var mere teatralsk orienteret. Er den en klassiker i Frankrig?
»Ja. Mange så den, da de var meget unge. Den udkom på dvd i fjor. I dag ville det være meget svært at lave den slags film om Molière, den kendte historie. Det er på grund af den film. Den tegner et stærkt og godt portræt af Mòliere. Ganske overraskende var Mnouchkine mere intereseret i mennesket, end hun var i hans værker. Der er næsten intet i filmen om hans arbejder, så jeg følte, at jeg kunne lave en film, der tog udgangspunkt i hans værker, uden at gå Mnouchkine i bedene.«
– Hendes film er en hyldest til det kollektive teater –
»Det er meget en film om, hvad det ville sige at være del af en teatertrup i Frankrig i 1600-tallet. At turnere og arbejde sammen, at leve som en stor familie. Ariane Mnouchkine ejer selv et teaterkompagni, Théâtre du Soleil. Hun kommer fra den baggrund, og jeg tror nok, at filmen også handlede om hende selv. Hun brugte Molière til at fortælle om, hvad det indebærer at lede en teatergruppe.«
– DIN »Molière« er blevet sammenlignet med »Shakespeare in Love«. Var den film en inspirationskilde?
»Naturligvis. Da ideen til filmen endelig blev klar for mig, indså jeg, at en af de ting, jeg ville opnå, var det som Tom Stoppard og John Madden gør i Shakespeare in Love. For mig, og for mange franskmænd, som ikke kendte Shakespeare særlig godt, fangede den film essensen af, hvad hans stykker går ud på. Jeg følte, at filmen havde åbnet en dør til, hvad Shakespeare vil sige, og jeg ville vide mere. Det første jeg gjorde, da jeg havde set Shakespeare in Love, var at gå ud og købe Romeo og Julie. Jeg ville læse flere skuespil og se flere forestillinger.
Shakespeare in Love havde den virkning, og det samme gælder Baz Luhrmanns udgave af Romeo og Julie. Kenneth Branagh gjorde det også med film som Henry V, Much Ado About Nothing og Hamlet. Det var ikke som en lærer, der ville tvangsfodre mig med Shakespeare som pligtstof. De film underviste mig på en måde, som var legesyg og morsom, og det er altid lettere at lære noget, når stoffet præsenteres sådan. Shakespeare in Love var virkelig en model for måden, man kunne gøre Molière tilgængelig og tidssvarende på.«
– TOM Stoppard skrev og instruerede selv en filmudgave af »Rosencrantz and Guildenstern Are Dead«. Den dekonstruerer »Hamlet« og ser forløbet fra to bipersoners synsvinkel. Det er lidt på samme måde, at din film knytter an til Molières komedier. Du sagde, at du var mere interesseret i værkerne end i manden. Gik du bevidst efter at skabe en historie, som kunne belyse nogle centrale yndlingssteder hos Molière?
»Helt sikkert. De stykker, jeg holder mest af, er Den adelsgale Borger, Tartuffe, Misantropen og De lærde Damer. Men mere end stykkerne tror jeg, at det var temaer, som jeg kunne finde i alle hans stykker, i bestemte scener, som jeg syntes om. I Le Bourgeois gentilhomme er det forholdet mellem penge og kunst, den magtfulde mands fascination af kunst og kunstnerens fascination af magt, skønt han siger, at han afskyer og føler sig hævet over den. Konflikten mellem integritet og begær er central. Kunstneren siger: Jeg er en mand, der lever af tanker og følelser. Men samtidig ønsker han, at han havde den magt og de penge.
Den konflikt er kropsliggjort i forholdet mellem Molière og Monsieur Jourdain. Begge parter kan lære noget af hinanden. Kunstneren siger, at han er ren i sin tanke, men han udretter ingenting. Den rige mand virker simpel og smådum, han er ikke særligt følsom, men han bevæger sig fremad. Han ændrer og han skaber ting. Uden ham ville samfundet stå stille. Nu bevæger det sig, somme tider på en klodset måde, men ikke desto mindre. Sammen kan de få samfundet til at bevæge sig fremad på en konstruktiv måde.«
– INGEN af personerne bliver latterliggjort. Jourdain er et udmærket menneske. Han har bare glemt at lægge mærke til sin kone. Kun Ludivine Sagniers karakter er grusom og overfladisk –
»Jeg tror dog, at hun vil lære noget af sin ydmygende oplevelse med Jourdain. Hun opfører sig måske nok, som om hun kun er dum og overfladisk, men samtidig ser vi, at hun er klog. Hun er bare blevet vildledt, så hun spilder sin intelligens på overflødige ting.«
– Var Romain Duris dit første valg som Moliere? Man plejer at se ham som spraglet type i film af Tony Gatlif og Jacques Audiard. Molière må være hans første klassiske rolle...
»Jeg tænker aldrig på bestemte skuespillere, mens jeg skriver. Romain var egentlig et mærkeligt valg, for han har ingen formel teateruddannelse, og han har et meget moderne image. Men det var sikkert grunden til, at jeg valgte ham. Med sit moderne nærvær kunne han give et helt andet perspektiv på Molière.
Jeg ville have en skuespiller, som signalerede til publikum, at dette ikke var en klassisk Molière. Det var ikke den Molière, som vi hørte om i skolen, men en anden og mere moderne Molière. Og også en meget sexet Molière. For i bund og grund er filmen en kærlighedshistorie. Det er dybest set dét, der holder den sammen.«
Laurent Tirard blev interviewet på Hotel Grand i Paris mandag den 14. januar 2008
Molière. Instr. Laurent Tirard. Manus: Laurent Tirard og Grègoire Vigneron. Foto: Gilles Henry. 120 min. Frankrig 2007. Dansk premiere: 07.03.2008.
Molière. Instr. og manus: Ariane Mnouchkine. Foto: Bernard Zitzermann. 260 min. Frankrig 1978. Dansk premiere: 24.09.1979
Fotos: Fidélité Productions/ Miracle Film Distribution/ Les Films 13 (Mnouchkine)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BGJ Laurent Tirards Molière streames i Frankrig på Netflix og iTunes - begge film findes på dvd og blu-ray
TUSINDKUNSTNEREN Boris Vian (1920-59) var en ener: forfatter, kritiker, skønånd; ingeniør med diplom, (selv)ironisk eksistentialist og helt sikkert surrealist af en slags. Han skrev digte, sange, film og teater. Vian kunne også spille jazz og skrive krimier efter den hårde amerikanske model. Det skete under pseudonymet Vernon Sullivan. Under eget navn skrev han tre romaner, som har bevaret deres kultstatus. Den første var L'écume des jours (1947), som på dansk hedder Dagenes skum.
Michel Gondrys filmatisering fik herhjemme titlen En nuance af blå. Det må være, fordi den amerikanske version hedder Mood Indigo, ikke The Spray of Days eller Froth on the Daydream, som er romanens engelske titler. Mood Indigo henviser til Duke Ellingtons musik, som for Vian var en guddommelig kraft. I bogens forord hedder det:
»Der findes kun to ting: elskov med kønne piger på alle mulige faconer og New Orleans musik – eller Duke Ellingtons. Det øvrige burde forsvinde, for det øvrige er grimt. Og de følgende siders bevisførelse får al sin vægt fra den kendsgerning, at historien er sand helt igennem, da jeg har opdigtet den fra ende til anden. Dens konkrete udførelse består hovedsagelig i en nedfældning af virkeligheden under en skæv og overophedet synsvinkel på et forvredent plan, der bølger sig uregelmæssigt. Som man ser, er det en fremgangsmåde, man kan være bekendt, om nogen.«*
ROMANEN begynder besnærende let. Den fortæller svimmelt om dandyen Colin, der har ansat kokken Nicolas, som kan tilberede fantastiske retter (ålepostej eller vestindisk kødpølse i moskusaromatiseret portvin). Nicolas kærtegner køkkenets mus og oplærer på en time sin herre (han insisterer på De og tredje person, for man kan kun være dus, når man har jaget piger sammen) i at danse buglemi. Dansen bygger på sindrige fysiske principper af samme beskaffenhed som Vians æstetik.
Colin selv er ikke uden talenter. Han har opfundet en pianococktail, der blander drinks, mens man spiller:
Til hver tangent svarer en alkohol, en likør eller et krydderi. Til fortepedalen svarer pisket æg og til pianopedalen is. Sodavandet er en trille i de høje toner. Kvantiteterne står i ligefremt forhold til varigheden: til en fire og tresindstyvendedels node svarer en sekstendedels portion, til en fjerdedels node svarer én portion, til hele noder fire portioner. Når man spiller en langsom melodi fungerer et reguleringssystem, så portionerne ikke forøges - hvilket ville give for rigeligt med cocktail - men kun alkoholprocenten.
COLINS ven Chick (Gad Elmaleh) er forelsket i Alise (Aïssa Maïga). Han bruger sine penge - og siden også Colins - på at købe sjældne udgaver af Jean-Sol Partres værker. Parodien på Jean-Paul Sartre er præcis og ganske ondskabsfuld.
Colin vil også være forelsket. Det bliver han, da han møder Chloë, og de danser buglemi - eller Glopåmig - til Duke Ellingtons Chloë. Men farven skifter med lykken, da Chloë får en mislyd i brystet. Hun har en åkande i lungen - tal så om les fleurs du mal - som den blaserte doktor Skaftesluger behandler. Også musen i køkkenet sørger, mens Chloë begraves i blomster, der skal dræbe den parasitære åkande.
NU er historien slet ikke let. Chick bliver ruineret af Partre. Colin må søge arbejde for at betale Chloës medicin. Lejligheden gror til og bliver mindre. Colin får job på et gartneri, hvor gendarmernes våben dyrkes i jorden. Det er endnu et absurd system, som Vian gør sig umage med. Kun jordvarme giver den rigtige form. Arbejderen skal ligge nøgen på højen, men Colin kan ikke gøre det rigtigt. De forkrøblede falliske våben peger i retning ad William Burroughs, som man ellers ikke forbinder med Vian.
Virkeligheden bliver totalitær. Få har elsket som Colin og Chloë, men der er ingen kur for hendes sygdom. Alise tager en skrækkelig hævn over Partre. Colin affyrer de skæve våben mod søens åkander. Verden er endelig helt uden farve. Glæden fra første kapitel er væk.
MAN glæder sig til at se Gondry sætte billeder på Vians fantasi. Hvis nogen kan, må det være instruktøren bag værker som Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004) og The Science of Sleep (2006). Gondry har den samme sødme og uskyld, som ikke bliver mindre, fordi mørket i verden er tiltagende.
Protestsangeren Phil Ochs fik skyld for at svigte, da han begyndte at spille en anden musik. Han skrev et svar til stemmerne, som sagde: »You must protest, it is your diamond duty.« Det lød: »But in such an ugly time, the true protest is beauty.« Vian kunne have svaret det samme. Trods alt skrev han også balladen om »Le Déserteur«.
Forventningen stiger endnu nogle grader, fordi Colin og Chloë bliver spillet af Romain Duris og Audrey Tautou. Omar Sy (fra De urørlige) er Nicolas. Partre fremstilles af Philippe Torreton – og filmen trækker alt, hvad den kan ud af Sartre-karikaturen. Historien skrives på en fabrik, hvor samlebåndet kører skrivemaskiner forbi de smilende sekretærer. Colin og Chloë flyver væk i en bil, der ligner en sky. Disse ideer er Gondrys egne. Man tænker, at det ser lovende ud.
DERFOR er skuffelsen større, da de første mange scener – romanens energiske sætstykker – bliver til selvoverbydende grimasseren. Gondry tager teksten bogstaveligt og illustrerer den i forholdet 1:1. Det gælder maden i køkkenet, musen i væggen, klaveret med drinks og Duke Ellington-dansen. Det ligner en film af Terry Gilliam, når Gilliam er værst. Begyndelsen er ikke det oplagte stof, som den ligner.
Heldigvis finder filmen sit fodslag, da Colin og Chloë møder hinanden. Det er romantik, som romantik skal være, og da Chloës sygdom sætter ind, er tonen endelig nænsom og mørk. De sidste tanker om filosofiens fallit og fascismen fungerer faktisk ikke i bogen. Det gør de hos Gondry, som lader glæden dø ved at filme verden i sort-hvid. Alise tager hævn med en hjertetang, som stammer fra en anden bog af Vian. Man kunne tude over slutningen – som ikke skal røbes – hvis prologen ikke var så hysterisk, at chokket stadig sidder i kroppen.
MUSIKSIDEN er formidabelt opfindsom. Paul McCartney har doneret samtlige baslinjer, og Duke Ellington bliver brugt med manér. De obskøne ornamenter er helt i bogens ånd, der reproduceres ned til detaljer som musen med blødende poter, der vil skrabe mørket af ruderne inde hos Chloë. Her forbinder Nicolas dens poter. Hvor ser man ellers den slags? En nuance af blå er et kærligt misfoster med mange ideer. Det er ikke helt den film, man har håbet, men varmen i stoffet er virkelig nok.
Filmen deler sit publikum skarpt, og der er sikkert flest af nej-sigerne. På det amerikanske marked, hvor Mood Indigo er uden distributør, har man lanceret den i en kortere form, der fjerner 40 forrykte minutter. Det må dog ødelægge balancen. Jeg var overvældet på flere måder. Det er en krævende film med adskillige knaster. Jeg tror nok, at jeg gerne vil se den igen. Om ikke andet for Partre, musen og Chloë.
*) Dagenes skum er citeret efter den første danske udgave [Boris Vian: Dagenes skum. Oversat efter »L'écume des jours« (1947) af Jacques-Louis Ratel og Elsebeth Juncker. 159 s. København: Hans Reitzels Forlag, 1966]. Ratel/Juncker-versionen blev i 1985 genudgivet i forlagets Fremads serie 12/20, som jeg havde fornøjelsen af at redigere. Der findes en nyere udgave [Boris Vian: Dagenes skum. Oversat efter »L'écume des jours« (1947) af Lone Teglskov.199 s. København: Løvens Forlag, 2012], som sikkert er mere mundret. Den indgår i serien »Glemte mesterværker« sammen med Fjodor Dostojevskijs Foma, Flakkende fugle af Rabindranath Tagore og Jules Vernes En verdensomsejling under havet (i uforkortet version).
En nuance af blå (L'Écume des jours). Instr.: Michel Gondry. Manus: Luc Bossi og Michel Gondry. Foto: Christophe Beaucarne. 125 min. Frankrig 2013. Dansk premiere: 07.11.2013.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
