Alexander Payne: The Descendants (2011)

EFTERKOMMERNE

En sædeskildring fra hverdagens Hawaii

Af BO GREEN JENSEN

SCENEN er det moderne Hawaii, og Matt King ligner ikke en aristokrat. Imidlertid er han en prins af en slags. Hans tipoldefar var Edward King, en juridisk uddannet missionærsøn, som giftede sig med prinsesse Kekepi, datter af Kalakaua den 5. og sidste led i arvefølgen efter kong Kamehameha. Siden har familien ejet den sidste private jord på Hawaii: 24 hektar på øen Kauai.

   En ny lov siger, at jorden skal sættes i omløb, og resten af familien vil sælge, så der endelig bliver råd til at leve den demokratiske drøm. Matt mødes jævnligt med seks fætre, som har hver sin mening om, hvem der skal købe den fædrene jord. Selv er han ikke vild med at sælge. Hans hustru ville ikke høre tale om at sælge.

FOR nu må han omtale Joanie i datid. Da The Descendants begynder, er der gået en måned, siden hustruen kom til skade og fik et slag, som gør, at hun ligger i koma. »Joanie er stærk, hun skal nok blive rask,« siger alle, men det er de fraser, man bruger. Matt har en uge til at sige farvel, før der bliver slukket for Joanies respirator. Han vil derfor opsøge slægten sammen med sine døtre, Scottie på 10 og Alex på 17, som begge giver ham det meste af skylden for alt. Han vil også til bunds i historien, som Alex fortæller. Datteren siger, hendes mor var ham utro.

ALEXANDER Payne (f. 1961) laver film, der er som sædeskildrende samtidsromaner. Almindelige mænd fortæller om deres liv, som beskrives i detaljer, mens de forholder sig til en dramatisk forandring. Deres reaktion siger noget om deres karakter, som på den måde udtrykker tidens moral. Hvis Oscar-vinderen Sideways (2004) var overvurderet, kan man sige det modsatte om About Schmidt (2002), hvor Jack Nicholson havde en af sine bedste roller. Paynes mennesker er fejlbarlige folk med tonsvis af hverdag. Det er amerikansk realisme, når den er vittigst, ærligst og bedst.

THE Descendants får sit tema og sin atmosfære fra Hawaii. Øerne er filmet sagligt konstaterende, ofte i regn og en lidt for stærk sol, så man fornemmer, hvordan stedet er for de fastboende. Ergo er virkningen større, da Matt viser sine døtre den jord, som arvekrigen omhandler. Landskabet ligner det første vildnis, en sidste stump autentisk frontier. Nu skal Paradis asfalteres, hvis køberne får deres vilje. »Det ligger jo alligevel bare dér,« som en af fætrene siger. »Nu kan alle få fornøjelse af det.« Han kunne lige så godt sige, at hvalfangst er en god idé. Landet ligner i øvrigt Barbados eller Påskeøen. Man forstår, hvorfor Matt og pigerne føler sig hjemme.

DET er i deres universelle historie, at filmen finder sin ro og sit hjerte, når man har vænnet sig til klip-klapperne og de brogede skjorter. En hanrej bliver enkemand og ved ikke, hvad han skal stille op med sin vrede. George Clooney spiller den pressede mand med en overbevisende inkonsekvens. Snart overfuser han børnene, når de har hakket på ham for længe. Snart er han stoisk og alfaderlig, mens det egentlig er den ældste datter, som vil have hævn efter moderens forræderi. Payne er en mesterlig personinstruktør. Det er skildringen af nuancer og niveauer i de enkelte, indviklede relationer, som gør hans film til noget mere, end den lyder som i referat.

   Nogle film ser man for at blive taget ud af sig selv og ind i en farvestrålende verden. Andre ser man for at føle sig genkendt og på den måde måske bekræftet. The Descendants hører til i den sidste kategori, og det er derfor, at så mange reagerer positivt på det understatede budskab om, at også disse ting vil passere. Man må bare gøre, hvad man kan, navigere i kaos og leve ad hoc. Der er en fantastisk god kemi mellem George Clooney, Shailene Woodley og Amara Miller. Når de spiser is foran fjernsynet, kan man se, at det er en far og hans piger.

  

THE Descendants bygger på en roman af Kaui Hart Hemmings, der er født på Hawaii, men bor i San Francisco. Jeg læste bogen for at finde de steder, hvor Matt taler om sin familie som et øhav, hvor han måler historiens tyngde og beskriver efterkommernes vilkår. De er der dog ikke. Det er den samme slags stemme, som viser tingene frem, men ordene er nogle andre. Så i romanen er præsentationen af fætrene ikke ledsaget af et: »Don’t be fooled by appearances. In Hawaii some of the most powerful people are dressed like bums and stuntmen.«

   Man bliver ikke nødvendigvis klogere af at se sig selv i Clooneys karakter. Alligevel er der noget gribende meningsfuldt ved at vide, at familier går rundt på den anden side af jorden med de samme problemer og drømme, som man kender fra sin egen. Bogen var bare én roman mere, men The Descendants bliver en af de særlige film.

Se også Alexander Payne: About Schmidt (2002); Alexander Payne: Downsizing (2017).

The Descendants. Instr.: Alexander Payne. Manus: Nat Faxon, Jim Rash og Alexander Payne. Foto: Phedon Papamichael. 115 min. USA 2011. Dansk premiere: 16.02.2012

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Filmaffinity/ Filmgrab [+]

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 03.09.2012

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.02.2012

Alexander Payne: About Schmidt (2002)

CITIZEN SCHMIDT

Jack Nicholsons sidste kraftpræstation

Af BO GREEN JENSEN

MAN kan leve et helt liv uden at indse, hvor meget man savner og længes. Warren Schmidt (Jack Nicholson) har troet sig stort set tilfreds gennem 42 års ægteskab og en karriere som forsikringsmand i Omaha, Nebraska, hvor himlen hænger lavt over jorden. På ingen tid ramler hans verden nu sammen. Først bliver han pensioneret, er ikke længere velkommen på kontoret og føler sig fremmed hjemme hos hustruen Helen. Dernæst dør Helen fra ham, og så er der slet ingenting.

   Schmidt er på én gang i chok og frit fald. Han begynder at gøre atypiske ting. For eksempel skriver han lange breve om sit liv og sine tanker, som er gennemført middelmådige, men af den grund ikke mindre dybfølte. Modtageren er adoptivbarnet Ndugu i Tanzania, som Warren har anskaffet via en nødhjælpsannonce i tv. Og i Colorado skal hans voksne datter (Hope Davis) giftes med en godmodig nørd (Dermot Mulroney), hvis hedonistiske hippieforældre (Kathy Bates og Howard Hessemann) er lige så excentriske som Warren er bornert og tilknappet.

SCHMIDT og Helen planlagde at køre landet tyndt i en Winnebago, en husvogn i herrestørrelse, der er mere som en lystyacht på hjul. Nu sætter Schmidt alene ud på sin rejse. Han når frem til Denver, giver sin datter til nørden og holder den forventede tale, skønt han hellere ville have sagt sin mening om de rædsomme mennesker, der har ødelagt hans datter. Han får hekseskud på komisk vis og gør store øjne, da Kathy Bates kravler ned til ham i boblebadet.

   Men på trods af sig selv, og i kraft af alt dette, bliver Schmidt på sin måde et mere helt menneske. Han er lykkelig, da vi forlader ham på hjemvejen, henreven i en banal åbenbaring om hverdagens storhed. Den kommer til ham i hjertet af Midtvesten, ved monumentet over de første pionerer, som rejste tværs over landet i prærievogne.

SCHMIDT er grådkvalt, og det lange brev til Ndugu sætter nye rekorder i rørstrømsk patos. Det er svært at blive klog på, hvad Alexander Payne egentlig mener om sin hovedperson. Sommetider er han komisk, småtskåren, ubehagelig og selvtilfreds, ejer ikke skyggen af situationsfornemmelse. Andre gange er han sårbar og gribende nøgen i sin famlen efter en mening med livet. Paynes speciale er syrligt misantropiske komedier som Citizen Ruth (1996) og Election (1999). Her har han bearbejdet en roman af Louis Begley ved at skrive den sammen med to af sine egne novellefilmsideer.

ER filmen ubeslutsom, har titelrolleindehaveren til gengæld ingen anfægtelser. Jack Nicholson stiller sig solidarisk med Schmidt og giver den bornerte dødbider alt hvad han kan. Warren Schmidt blinker aldrig til tilskueren eller røber sig via Nicholson’ske manierismer. Det er en præstation på højde med den pensionerede kommissær i Sean Penns Friedrich Dürrenmatt-filmatisering The Pledge (2001). Hvis man frygter en gentagelse af feelgood-faktoren i James L. Brooks’ As Good As It Gets (1997), venter der en glædelig overraskelse.

ABOUT Schmidt er en tæt og tænksom lille film, som holder hvad den lover og kommer hele vejen rundt om sit emne, den amerikanske småborger Warren Schmidt. Han nedstammer i lige linje fra litterære artsfæller som Sinclair Lewis’ gennemsnitsmand George F. Babbitt, der var ejendomsmægler i Minnesota, og Harry »Rabbit« Angstrom, Toyota-sælgeren fra New England, som gennem 40 år udtrykker tidsånden i John Updikes romaner. En fremragende filmatisering for voksne og en rigtig god gammelmandsrolle til Jack Nicholson.

Se også Alexander Payne: The Descendants (2011); Alexander Payne: Downsizing (2017).

Rundt om Schmidt (About Schmidt). Instr.: Alexander Payne. Manus: Louis Begley, Alexander Payne og Jim Taylor. Foto: James Glennon. 125 min. USA 2002. Dansk premiere: 03.01.2003

Fotos: New Line Cinema/ Avery Pix/ SF Studios/ Warner Home Video/ CineMaterial/ FilmGrab [+] / FilmAffinity

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. (regionsfri) 03.02.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.01.2003

Alexander Payne: Downsizing (2017)

ET LIV I BESKÅRET FORMAT 

En lille fabel om store problemer

Af BO GREEN JENSEN

HVIS mennesker var mindre, kunne kloden bedre bære dem. Det er den relativt enkle præmis for satiren i Alexander Paynes robuste fabel om, hvordan livet ville være, hvis man boede i et ægte Lilliput.

   Analogien lyder letkøbt, men faktisk er der ikke så langt til Gullivers rejser. Paynes film sammenføjer en imponerende bred vifte af temaer og tonearter. Der er nok en stor bekymring, men der er især et skarpt blik for menneskers adfærd. Det er hvad-nu-hvis fiktion i en gammeldags magasinnovelle, som Kurt Vonnegut eller Philip K. Dick kunne have skrevet, før de blev psykedeliske mestre.

   Payne plejer at lave intime historier – About Schmidt (2002), Sideways (2004), The Descendants (2011), Nebraska (2013) – der zoomer ind på den enkelte karakter og finder et stort drama i ordinære hverdagsliv.

   Her åbner han ude i makroperspektiv, skønt filmen drejer sig om minimering. To norske forskere (Rolf Lassgård og Søren Pilmark) udvikler en teknik, der reducerer cellers størrelse. Man er pludselig på højde med en tændstik, og de formindskede mennesker lovpriser tilstanden.

  

DET ligner en kur for planetens problemer, men løsningen medfører nye konflikter. Små folk kan leve i luksus, men det skævvrider økonomien. Snart spørger de store artseksemplarer, om minimennesker bør have fuld stemmeret.

   Downsizing er nemlig også en fabel om identitetspolitik. Matt Damon spiller fysioterapeuten Paul Sefranek fra Omaha, der vælger at blive lille. Det handler lidt om at begynde igen og meget om økonomien.

   Audrey, hans hustru, bliver spillet af Kristen Wiig. Hun tøver gevaldigt og springer i målet. Så den forvandlede Paul vågner alene. Audrey beder ham lade være med at skælde ud, da de taler på tværs af den irreversible proces. For hun kan bare ikke bære mere skyld.

PARRET bliver skilt, og Paul indretter sig. Gradvis bliver den blå himmel mørk. Der er intet at lave i minisamfundet, hvor tiden står stille og verden er ren. Flygtninge standses ved grænsen. Det er byen fra The Truman Show i beskåret format. Fascismen lurer lige om hjørnet.

   Paul engagerer sig i humanitært arbejde og finder sammen med en tvangsminimeret aktivist fra Vietnam. Hun hedder Ngoc Lan, og hun giver ham retning. De besøger den oprindelige norske koloni og møder det første menneske, som er født i formindsket tilstand.

   Netop da når planeten the tipping point – et vendepunkt, hvor analysemodellerne opgiver. Herfra er der ingen vej tilbage. Jorden kan ikke blive bæredygtig igen.

PÅ film bliver science fiction ofte en meget bogstavelig form. Den er dystopisk, visionær eller dramatisk. Downsizing har en forfriskende lavpraktisk tilgang til stoffet. Tonen er mere som tv i en klassisk episode af The Twilight Zone eller Black Mirror.

   Logistikken i formindskelsesprocessen er gennemarbejdet. For eksempel er det nødvendigt at fjerne proteser og tandfyldninger. Ellers eksploderer den skrumpede biologi. Også infrastrukturen overbeviser. Der er tænkt over arkitektur og transport.

   Til gengæld er satiren en trættende affære. Scenerne fra Norge er lige dele nisseøl og LSD. Downsizing har mange kvaliteter, men den ved ikke, hvor den vil hen med det hele, og filmen savner den psykologiske dybde, som ellers er Paynes adelsmærke.

   Filmen rejser fra støjende hverdag til stille apokalypse. Alligevel er der mere i sagen. I det mindste er Downsizing gennemført sær. Det er derfor, du vil huske den, når mere stilrene fremtidsfabler er glemt.

Se også Alexander Payne: About Schmidt (2002); Alexander Payne: The Descendants (2011). 

Downsizing. Instr.: Alexander Payne. Manus: Alexander Payne og Jim Taylor. Foto: Phedon Papamichael. 135 min. USA 2017. Dansk premiere: 18.01.2018

Foto: Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ YouTube 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 20.03.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.01.2018