SCENEN er det moderne Hawaii, og Matt King
ligner ikke en aristokrat. Imidlertid er han en prins af en slags. Hans
tipoldefar var Edward King, en juridisk uddannet missionærsøn, som giftede sig
med prinsesse Kekepi, datter af Kalakaua den 5. og sidste led i arvefølgen
efter kong Kamehameha. Siden har familien ejet den sidste private jord på Hawaii:
24 hektar på øen Kauai.
En
ny lov siger, at jorden skal sættes i omløb, og resten af familien vil sælge,
så der endelig bliver råd til at leve den demokratiske drøm. Matt mødes
jævnligt med seks fætre, som har hver sin mening om, hvem der skal købe den
fædrene jord. Selv er han ikke vild med at sælge. Hans hustru ville ikke høre tale om at sælge.
FOR nu må han omtale Joanie i datid. Da The
Descendants begynder, er der gået en måned, siden hustruen kom til skade og
fik et slag, som gør, at hun ligger i koma. »Joanie er stærk, hun skal nok blive
rask,« siger alle, men det er de fraser, man bruger. Matt har en uge til at sige
farvel, før der bliver slukket for Joanies respirator. Han vil derfor opsøge
slægten sammen med sine døtre, Scottie på 10 og Alex på 17, som begge giver ham
det meste af skylden for alt. Han vil også til bunds i historien, som Alex
fortæller. Datteren siger, hendes mor var ham utro.
ALEXANDER Payne (f. 1961) laver film, der er som sædeskildrende
samtidsromaner. Almindelige mænd fortæller om deres liv, som beskrives i
detaljer, mens de forholder sig til en dramatisk forandring. Deres reaktion
siger noget om deres karakter, som på den måde udtrykker tidens moral. Hvis Oscar-vinderen
Sideways (2004) var overvurderet, kan
man sige det modsatte om About Schmidt (2002), hvor Jack Nicholson havde en af sine bedste roller. Paynes mennesker er
fejlbarlige folk med tonsvis af hverdag. Det er amerikansk realisme, når den er
vittigst, ærligst og bedst.
THE Descendants får sit tema og sin atmosfære
fra Hawaii. Øerne er filmet sagligt konstaterende, ofte i regn og en lidt for
stærk sol, så man fornemmer, hvordan stedet er for de fastboende. Ergo er
virkningen større, da Matt viser sine døtre den jord, som arvekrigen omhandler.
Landskabet ligner det første vildnis, en sidste stump autentisk frontier. Nu skal Paradis asfalteres,
hvis køberne får deres vilje. »Det ligger jo alligevel bare dér,« som en af
fætrene siger. »Nu kan alle få
fornøjelse af det.« Han kunne lige så godt sige, at hvalfangst er en god idé.
Landet ligner i øvrigt Barbados eller Påskeøen. Man forstår, hvorfor Matt og
pigerne føler sig hjemme.
DET er i deres universelle historie, at filmen finder sin ro og sit
hjerte, når man har vænnet sig til klip-klapperne og de brogede skjorter. En
hanrej bliver enkemand og ved ikke, hvad han skal stille op med sin vrede.
George Clooney spiller den pressede mand med en overbevisende inkonsekvens.
Snart overfuser han børnene, når de har hakket på ham for længe. Snart er han
stoisk og alfaderlig, mens det egentlig er den ældste datter, som vil have hævn
efter moderens forræderi. Payne er en mesterlig personinstruktør. Det er
skildringen af nuancer og niveauer i de enkelte, indviklede relationer, som gør
hans film til noget mere, end den lyder som i referat.
Nogle
film ser man for at blive taget ud af sig selv og ind i en farvestrålende verden.
Andre ser man for at føle sig genkendt og på den måde måske bekræftet. The Descendants hører til i den sidste
kategori, og det er derfor, at så mange reagerer positivt på det understatede
budskab om, at også disse ting vil passere. Man må bare gøre, hvad man kan,
navigere i kaos og leve ad hoc. Der
er en fantastisk god kemi mellem George Clooney, Shailene Woodley og Amara Miller.
Når de spiser is foran fjernsynet, kan man se, at det er en far og hans piger.
THE Descendants bygger på en roman af
Kaui Hart Hemmings, der er født på Hawaii, men bor i San Francisco. Jeg læste
bogen for at finde de steder, hvor Matt taler om sin familie som et øhav, hvor
han måler historiens tyngde og beskriver efterkommernes vilkår. De er der dog
ikke. Det er den samme slags stemme, som viser tingene frem, men ordene er
nogle andre. Så i romanen er præsentationen af fætrene ikke ledsaget af et:
»Don’t be fooled by appearances. In Hawaii some of the most powerful people are
dressed like bums and stuntmen.«
Man bliver ikke nødvendigvis klogere af at se sig selv i Clooneys
karakter. Alligevel er der noget gribende meningsfuldt ved at vide, at familier
går rundt på den anden side af jorden med de samme problemer og drømme, som man
kender fra sin egen. Bogen var bare én roman mere, men The Descendants bliver en af de særlige film.
The Descendants. Instr.: Alexander Payne. Manus: Nat Faxon, Jim Rash og Alexander Payne. Foto: Phedon Papamichael. 115 min. USA 2011. Dansk premiere: 16.02.2012 Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Filmaffinity/ Filmgrab [+]
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 03.09.2012
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.02.2012
»Og det blev trygt og varsomt, det at vente/ med Liv som er forfulgt og
angst og delt./ Enhver, der har forsvaret noget, ved det./ Og den, som kæmper,
taber aldrig helt.« (Morten Nielsen, »Samme Motiv«, Krigere uden Vaaben, 1943)
TIL sidst var de to om at gøre
det fornødne. »Flammen« hed egentlig Bent Fauerschou-Hviid (1921-1944), mens
»Citronen« var identisk med Jørgen Haagen Schmidt (1910-1944). De tilhørte
modstandsgruppen Holger Danske, et borgerligt sidestykke til den kommunistiske
BOPA-organisation, og fra august 1943, da frihedskampen for alvor tog fart, til
oktober 1944, da begge mænd blev indhentet af deres myter, foretog de sammen 11
stikkerlikvideringer.
Citronen førte bilen og stod for det praktiske arrangement. Flammen
havde talent for at dræbe og tøvede aldrig i 11. time. »Jeg tror ikke, at
Flammen kendte til frygt,« sagde kollegaen Jørgen Kieler (1919-2017), et andet Holger
Danske-medlem. I live var de to mænd legender. Som døde
helte fik de martyrstatus, og der blev pyntet på deres bedrifter i farverige
vandrehistorier. Det er disse og resterne af en slags sandhed, som Ole
Christian Madsen har forsøgt at koncentrere i Flammen & Citronen.
Madsen har skabt sin film i nært samarbejde med forfatteren (og eksfrontfigur i 90er-bandet The Poets) Lars K.
Andersen. Ideen opstod, da parret formgav tv-føljetonen Edderkoppen (2000). Begge fremstillinger blander autentiske forhold
med fiktive tiltag, så man kan tale om en romantisk metode, der måske kommer
»sandheden« nærmere.
Siden fik Madsen realiseret så forskellige og markante
film som Pizza King (1999), En kærlighedshistorie (2001), Nordkraft (2005) og Prag (2006), mens Andersen blev i besættelsestiden og tog et sejt træk med den lange research. Man må tro, at Madsen og Andersen føler
en vis empati med Flammen og Citronen. De deler i hvert fald en grad af
besathed.
FILMEN forsøger at løse en gåde, for hvilken slags menneske er det i
grunden, som ikke kender til tvivl eller frygt? »Jeg tror, at de var nogle mere
ekstreme mennesker, end vi skildrer dem som,« har Mads Mikkelsen, som spiller
Citronen, udtalt. »Vores handlinger er ekstreme nok, men vi gør dem mere
almindelige og genkendelige for bedre at kunne skabe identifikation hos andre,
hos publikum. Men jeg aner ikke, hvem de var. Vi har valgt at sige, at de var
sådan her for at kunne fortælle historien om, hvad krig gør ved mennesker.«*
Fauerschou-Hviid havde hadet
nationalsocialismen, siden hans far, der drev hotel i Nordsjælland, sendte ham
i tysk tjenerlære. Han blev kun 23 år og fik aldrig for alvor et liv uden for
de illegales kreds. Haagen Schmidt var ti år ældre og havde nået sit absolutte
engagement i etaper. Han var gift og havde både børn og en hverdag, da krigen
begyndte, men efterhånden som undergrundsarbejdet åd ham, blev familielivet sat
over styr.
Citronen begyndte med at sabotere tyske
biler i sin tid som mekaniker hos Citroën. Heraf øgenavnet. Fauerschou-Hviid
fik sit, da han ville farve håret mørkt og ved en fejl blev rød i toppen. »Han
var nærmest hennafarvet,« siger Gunnar Dyrberg (1921-2012), et andet Holger
Danske-medlem, om figuren, som Thure Lindhardt fremstiller i Ole Christian
Madsens film. »Han var ikke så gulerodsfarvet. Men det skal man have lov til.
Det er jo ikke en historisk film. Jeg arbejdede sammen med ham det sidste halve
hår. Vi var en gruppe på fire. Vi var alle sammen født i 1921, undtagen
Citronen. Vi var alle børn.«
FILMEN er solidt forankret i to klare, suverænt handlingsbærende skikkelser.
Som Citronen er Mikkelsen håndværkeren, fortællingens fyrbøder, der kører
Lindhardts dræbende dandy fra sted til sted. Citronen er nusset og sover i
bilen. Flammen har aristokratisk karisma. De to mænd kender kun hinanden. Da
Flammen begynder at ryste på hånden, mens Citronens ægteskab går i stykker – han giver slip på sin kone og sin datter i en hjerteskærende scene, der siger
mere om loyaliteter end megen fædrelandsretorik – bliver venskabet næsten et
kærlighedsforhold. Det er muligvis ikke sådan det var, men sådan kunne det
være.
Der er flere lag og skjulte rum i fortællingens hovedfigurer. Ellers
opererer psykologien i et univers af faste typer med stærke bestemmende træk.
Stine Stengade tillægges megen sensuel uudgrundelighed som den Mata Hari/Jane
Horney-agtige modetegner Ketty Selmer, der påstår at være kurer for
Frihedsrådet, skønt hun bor på Hotel Nordland, der er inficeret af danske og
tyske nazister. Det er til hende, at Flammen skriver sit brev, som indirekte er
den dramatiske krog, der trækker nutidens tilskuer ind og ned i den nære, levende
fortid.
I PERIFERIEN er det forfriskende at se spillere som Peter Mygind og
Flemming Enevold castet mod deres sædvanlige folkekære typer. Mygind er den
iskolde Winther, som hævder at have sine ordrer direkte fra London og plejer
flere interesser i det eksilerede frihedsråd. Enevold er efterretningschefen
Spex, som sandsynligvis angiver Flammen og Citronen, da de bliver for svære at
styre. Som »Ravnen« Frode Jacobsen ses Lars Mikkelsen ganske kort. Vore helte
er på gyngende grund, når de færdes i modstandens magtapparat, hvor værdierne
flyder i ét væk, og alle har dobbelte dagsordener. Mens slutningen nærmer sig,
står det klart, også for mændene selv, at der ikke bliver noget liv efter
krigen. Der er ganske enkelt ikke plads til folk, der har kæmpet så længe og så
kompromisløst.
Over for de glatte figurer i frihedsbevægelsen er flere kollaboratører
og nazistiske myndighedspersoner tegnet med nuancer. Den intellektuelle
redaktør Gilbert (Hans Zischler), hypnotiserer Flammen med Mefistofeles-fristende
veltalenhed, da denne vil likvidere ham. Gestapo-chefen Hoffmann (Christian
Berkel) vil have de to mænds hoveder på et fad, men er den eneste, som viser de
døde helte respekt, da det kommer så vidt. Et andet sted i puslespillet hjælper
Spex den yndige Ketty på toget, da hun har solgt sin kæreste for tyske
blodpenge. Man mere end fornemmer, at forræderiet er udført på bestilling,
orkestreret af Winther og Spex i forening. Det er derfor kun retfærdigt, at
Ketty ikke kan holde op med at græde, da brevet fra Flammen bliver genlæst.
FØRST mod slutningen tipper filmen over i visuel hæmningsløshed. Det er
sikkert sandt, at Haagen Schmidt den 14. oktober 1944 blev omringet af mere end
hundrede tyske soldater fra en nærliggende kaserne. Han døde efter timers ildkamp,
da han vaklede ud af den brændende villa og blev skudt ned på græsplænen.
Episoden ligner allerede i referat den rituelle slutscene i tragiske westerns
og gangsterhistorier. Det burde derfor ikke være nødvendigt at koreografere
Citronens død som en apokalyptisk voldsballet.
Overmagten er arrangeret i en dekorativ halvcirkel, som Jørgen
Johanssons kamera stiliserer endnu mere ved at trække sig ud i en
kranoptagelse. Også Karsten Fundals musik er rigeligt stor. Der mangler kun den
dvælende slow-motion fra Arthur Penns Bonnie
& Clyde (1967) eller massakren på de sidste hårde mænd i Sam Peckinpahs
The Wild Bunch (1969). 60 år efter
besættelsen har Madsen faktisk den samme historiske afstand til stoffet, som
Peckinpah havde i sidstnævnte film. En overgang frygter man næsten, at Madsen
vil lade Flammen & Citronen dø skulder ved skulder som Butch Cassidy og The Sundance Kid (1969) i George Roys Hills
navnkundige løvfaldswestern.
Disse svage steder, hvor filmen ofrer sig for en stil, er dog relativt
få og til at leve med. Modstandsmanden Gunnar Dyrberg, som var rådgiver på et
par af de danske scener, har udtrykt det meget præcist: »Sådan er det vel. Når
man bliver så kendt, må man finde sig i at blive behandlet som Gøngehøvdingen.«
DER er i filmens marv en elegisk
tone, som har at gøre med dens rugende kvalitet. På den givne bagrund kunne man
nok have skabt en mere traditionsforankret fremstilling, som dækkede sig ind i
forhold til virkeligheden og overholdt diverse dokumentariske grundlove. For
Ole Christian Madsen, Lars K. Andersen og produceren Lars Bredo Rahbek, der er
den tredje skabende kraft bag projektet, har tvivlen om den historiske sandhed,
selve uvisheden og relativismen, imidlertid afgørende betydning.
Da Lis Bomhoff, kvinden i parret som husede Flammen, besøgte
produktionen og reagerede positivt på levendegørelsen af sin fortid, sagde Lars
Bredo om de gamle frihedskæmpere: »Vi skal beskytte dem, samtidig med at vi
skal passe på, at de ikke tager patent på sandheden. Lis er trådt ind i et rum,
hvor fiktion og virkelighed divergerer. Kan hun acceptere det?« Hér har filmen
sit hjerte: Hvor fiktion og virkelighed divergerer.
I samme ånd mener Madsen, at »virkeligheden har det med at stå og blafre
og være meget utydelig. Det er det, der gør, at den er utømmelig, og det er
det, der gør, at man kan blive ved med at researche, mens fiktionen kræver en
form og en løsning.«
DET får den i Flammen &
Citronen. Af finansieringsmæssige årsager er kun enkelte scener optaget i
Danmark. Resten er skudt on location
i Prag og de tyske Babelsberg-studier, hvor en hel gade blev konstrueret til
formålet. Derfor ligner filmen
1940erne, men den besatte by er tydeligvis ikke København. Der er noget ved
lyset, løvet og arkitekturen, som ikke overbeviser. Vinstuen Commercial Wine,
hvor frihedsfolk gnider kind med nazister og kollaboratører, ligner ikke en
autentisk beværtning, og da Flammen opsøger sin far (Jesper Christensen) på
hotellet i Nordsjælland, føler man sig hensat til et tyrolerlandskab.
I begyndelsen virker denne stedløshed distraherende. Imidlertid opdager
man efterhånden, at den er med til at løfte historien og forstærke præget af
feberdrøm. For så vidt som Flammen &
Citronen har modernistiske kvaliteter, udspringer de af denne topografiske
dissonans. Flere steder, især om dagen i solen, føler man sig hensat til gaden
i Den andalusiske hund. For et dansk
publikum er dette en sidegevinst. I udlandet vil man blot konstatere, at
40ernes København var et sted på linie med Prag og Berlin.
MEGET lykkes i Flammen & Citronen. Historien bliver
levendegjort, og den bliver også konstruktivt kritiseret, efterhånden som
besættelsestidens figurer filtres fri af den kækt forenklede drengebogsmytologi
i Eilstrup og Lindebergs De så det ske
under besættelsen (1969), et billedværk som var standardstof i denne
anmelders ungdom. For Ole Christian Madsen er Flammen & Citronen også en refleksion over danskhedens væsen og
fænomenet fælles identitet. Som han udtrykker det:
»I en krig bliver der begået fejl, og modstandsbevægelsen begik også
fejl. Den store fejl var ikke fejlene, men at der ikke blev talt om dem efter
krigen (...) Det er en forståelig disposition: Det nationale selvværd skulle
opbygges igen, Danmark skulle tage sig godt ud i de allieredes øjne. Men at der
skulle gå 60 år, før der begyndte en ny diskussion, er i virkeligheden dårligt
for det nationale selvværd. Et land har brug for helte, men det har også brug
for at nuancere billedet af sig selv. Besættelsen er et røntgensyn på nationen
Danmark; vi har brug for nuancer og nye vinkler for at udvikle os. Historien om
besættelsen tilhører os alle. Vi har alle brug for at spejle os i den og ret
til at fortælle historien.«
Citronen og Flammen bliver ved med at kæmpe, til midler og mål går i ét.
Da man vil have dem til at kvalificere deres modstand, er de ude af stand til
at nuancere. De vil ikke spille spillet og bliver derved fortabte helte i et
grumset moralsk univers:
»Flammen & Citronen er en
film med en mission. En af de ting, jeg er mest fascineret af, er begrebet 9.
April 1940, og hvad der skete den dag. Tyskerne kom om morgenen og besatte
landet. Der stod en hel befolkning og ventede på instrukser om, hvad de skulle
gøre. Men i stedet for værdier fra regering og konge fik de det modsatte. De
fik besked på at samarbejde og forholde sig i ro. Der er ikke noget mere
demoraliserende og værdiopløsende end at få vide, at man skal samarbejde med
fjenden. På en måde stjal regeringen befolkningens mulighed for at tage
stilling, og derfor var det fuldt ud lige så legitimt at arbejde sammen med
tyskerne, som det var at lade være.«
MADSEN ser i dette forhold forklaringen på, at Danmark i dag er så
etnisk centreret og dårlig til at integrere det fremmede. Det er nu nok at
overfortolke. Filmen handler om to fanatiske mænd, der kæmper til døden for
deres principper. Den véd, at vi siger »modstand« og »frihedskamp«, når vi
deler de illegales værdier. Er det modsatte tilfældet, taler vi om
»ekstremister« og »terror«. »Heltene« er dog de samme mænd.
Også denne vinkel er indføjet i filmens billede af de danske martyrer.
Overhovedet hviler den kulørte overbygning på et solidt fundament. Edderkoppen anvendte samme æstetik og
metode, men havde ikke den idemæssige tyngde, der gør Flammen & Citronen så helstøbt og sikker. Det er den dyreste
danske produktion nogen sinde, og økonomien kan kun balancere, hvis resten af
verden er interesseret. Under alle omstændigheder er resultatet rigeligt umagen
og ressourcerne værd. Ole Christian Madsens besættelsesdrama kombinerer romantisk
metode og historisk revisionisme i en stilmæssigt gennemført storfilm. Det har
ingen for alvor haft held med før nu.
*) Fænomenet Christian Monggaard, dansk filmkritiks svar på Charles Foster Kane, skrev en bog i forbindelse med premieren. Flammen & Citronen – Bag kameraet på Ole Christian Madsens besættelsesdrama (82 s., Ill) var vedlagt Filmmagasinet Ekko #40 marts-april 2008. Her har jeg fundet de udtalelser, som er citeret i anmeldelsen. Bogen kan stadig købes på tidsskriftets website. Den koster 50 kroner og er det virkelig værd.
Flammen & Citronen (Flame & Citron). Instr.: Ole Christian Madsen. Manus: Lars K. Andersen, Ole Christian Madsen. Foto: Jørgen Johansson. 130 min. Tyskland-Tjekkiet-DK 2008. Dansk premiere: 28.03.2008.
Fotos: Nimbus Film Productions [Still photographer Erik Aavatsmark]/ Wüste Filmproduktion/ Wüste Film Ost/ Studio Babelsberg/ DFI/ YouTube
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Sandrew Metronome [Eksklusiv 2-disc Steelbook] 03.09.2008
2K Blu-ray fra Metrodome Video (UK) 29.06.2009
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.03.2008
I EFTERÅRET 1943 stod nationen sammen om at
redde de danske jøder fra den tyske besættelsesmagt. Modstandsfolk og fiskere fik
sejlet de jagede landsmænd over fra Dragør, Gilleleje, Snekkersten og andre sjællandske
kystbyer. Så godt som alle – flere end 7.000 – kom til Sverige og kunne efter krigen vende hjem til
huse og lejligheder, der stod pristine tilbage. Det var et stort og stolt
øjeblik.
Sådan cirka lyder den officielle version af historien, som især de
ældste af os er opdraget med. Selv er jeg født ti år efter krigen. Min mor kom
fra Bornholm, som blev bombet og besat af russiske styrker, der først tog hjem i
april 1946. Min far var underkvartermester i flåden, som blev interneret i august 1943. Han kom aldrig helt over oplevelsen. Hans bror,
som senere blev min stedfar, var kommunist og gravede tørv det meste af krigen.
De
kunne sikkert have nuanceret historien, men de gjorde det aldrig. Det blev højest
til satiriske bemærkninger om, hvordan alle med ét var modstandshelte. Vi
hørte røverhistorier om streng rationering, hvordan man drak løbesod og røg halm.
Min fætter fik en lussing, fordi han ikke kunne lide bananer, da der endelig
kom en båd med bananer.* Men ingen i hele fælleskulturen satte spørgsmålstegn
ved det forkromede nationalsagn om fiskernes redningsaktion.
REVISIONISMEN kom efterhånden. »Forklaringerne på, at jødernes redning i oktober 1943
overhovedet var mulig og blev en sådan succes, er mange og sammenvævede,«
skriver historikerne Claus Bundgaard Christensen, Joachim Lund, Niels Wium
Olesen og Jakob Sørensen i oversigtsværket Danmark
besat fra 2005. »Forklaringer får gerne relativeringens funktion.
Absolutte, sort-hvide fortællinger bliver grumsede, gråtoner opstår og
forvirrer billedet.«
Det er netop, hvad der på frodig vis sker i nyere danske spillefilm om
besættelsestiden. Ole Christian Madsen undersøgte sabotørernes motiver i Flammen & Citronenfra 2008. Anne Grethe
Bjarup Riis knæsatte myten om samme i Hvidsten
Gruppen fra 2012. Siden er i hurtig takt kommet Roni Ezras 9. april, Martin Zandvliets fremragende Under sandet og her altså Fuglene over sundet, som ser nærmere på
den store redningsaktion.
SAGEN er, at fiskerne tog penge for at sejle
jøderne over. Det er sådan set en ærlig sag. Vi hørte bare aldrig om det i skolen, hvor patriotisme og næstekærlighed var i fokus. Flere tog endda mange
penge. Den 2. oktober 1943 blev 11 voksne og to børn sejlet fra Munkerup til
Höganäs for 53.500 kr. Det svarer til 4.000 kr. pr. person – eller 400.000 kr.
i nutidspenge.
Standardtaksten var 1.000 kr. pr. mand. Ikke desto mindre blev det gjort. Fiskerne risikerede livet, politiet så
væk, modstandsfolk satte trafikken i system. Der er ingen grund til helt at aflive
myten. Det var et stort og stolt
øjeblik.
Fuglene over sundet koncentrerer sig om
begivenhederne i Gilleleje, hvor meget af mange grunde gik galt. Natten til den
7. oktober blev 107 jøder arresteret, fordi Gestapochefen i Helsingør gik mere
nidkært til værks end de aldrende østrigere, som ellers var stationeret på
egnen. Gilleleje repræsenterer i filmen alle aspekter af den danske holdning til det
jødiske mindretal.
FLUGTEN er anskueliggjort gennem jazzguitaristen Arne Itkin (David Dencik), hans hustru Miriam (Danica Curcic) og deres søn på 5 år. Først tager Arne
ikke sagen alvorligt. Så prøver han og Miriam ellers alt, hvad der kan gå galt.
De møder andre familier, som er desperate, fordi fiskerne ikke vil give kredit.
Jeg skal ikke røbe mere, men der er ingen enkel Hollywood-slutning.
Nicolo
Donato baserer sin film på historiske kilder, men især på de sobre historier,
som hans stedfarfar, skibsmægleren N.B. Lund Ferdinandsen, fortalte ham, når de
fiskede sammen. Filmen er dedikeret til den retskafne bedstefar, som bliver
spillet med autoritet af Jacob Cedergren.
Han
og hustruen Katrine (Laura Bro) er de gode danskere – den bedste del af myten,
som filmen aldrig rører ved. Også byens politichef (Morten Suurballe) er en
klarsynet mand med sunde værdier. Pastor Kjeldgaard (Lars Brygmann) er derimod
en idealistisk fantast, som insisterer på at samle de flygtende jøder på loftet
i kirken. 85 blev taget af Gestapo på én gang.
VÆRST er svoger Kaj (Nicolas Bro), som inkarnerer den grådige skipper. De
danske nazister er værre end de tyske soldater. En særligt fæl undermåler
bliver ligefrem til en djævel med dødningehoved. Til gengæld er det en tysker,
der i første omgang lader familien gå. »Absolutte, sort-hvide fortællinger
bliver grumsede, gråtoner opstår og forvirrer billedet.« Dét er hele filmens
ærinde.
Det er lærerigt og instruktivt. Ingen kan være i tvivl om de gode
hensigter, og da oktobernatten først strammer til, bliver det også en spændende
film. Men karaktererne er typer, og det moralske register er meget firkantet.
Ligesom i Donatos Broderskab (2009) –
om danske nynazister – bliver budskabet spillet på messingtrompet.
DET er i sagens natur ikke en film, man bliver glad af. Snarere eftertænksom og
fortrøstningsfuld. Stærkest står en lakonisk replik, som politimesteren
leverer, da pengespørgsmålet bliver rejst: »Nå ja, hvis det er dét, der
skal til, så må det vel være sådan.« Svagest er Jesper Mechlenburgs
svulstige temasang, som sender publikum ud i Titanic-stemning.
*) Tiden er sikkert blevet så fjern, at henvisningen kræver forklaring. Holger 'Fællessanger' Hansen fremførte »Når der kommer en båd med bananer« i Ib Schønbergs sommerrevy Cirkus Ib (Fælledrevyen) i juni 1945. Schønberg indspillede også selv sangen, og det er den version, som lever videre. Sangen har musik af Erik Christiansen og tekst af Anker Hansen. Den blev stadig ønsket hver uge i radioprogrammet Giro 413, da jeg voksede op i 60erne:»Vinteren har været lang/ Mørk og kold endnu en gang/ Uden smil og uden sang/ Uden bægerklang/ Ingen sko og ingen hat/ Kort for dit og kort for dat/ Ikke spor af kærlighed/ Og De ved besked/ Men når der kommer en båd med bananer/ Så har vi glemt alle sorger og savn/ Og den kan komme langt før end vi aner/ og lægge til i en ventende havn/ Den vil vi hilse med flag og med faner/ Vi går og længes hver dag i vor by/ For når der kommer en båd med bananer/ Så har vi solskin og sommer på ny.«
Fuglene over sundet (Across the Waters). Instr.: Nicolo Donato. Manus: Per Daumiller, Nicolo Donato. Foto: Aske Alexander Foss. 90 min. Danmark 2016. Dansk premiere: 27.10.2016.
Foto: Christian Geisnæs | SF Studios/ Det Danske Filminstitut (DFI)/ Norsk Rikskringkasting (NRK)/ Svenska Filminstitutet (SFI), TV2 Danmark/ Subotica/ CineMaterial/ MovieStillsDB .
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, FILMSTRIBEN, MAX, NETFLIX, NORDISK FILM+, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Svensk Filmindustri 02.03.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 28.10.2016.
PRÆMISSEN er skæv som en cykel, der slingrer.
Det er 1944 i Tyskland, og krigslykken er vendt for længe siden. Stadig ældre
mænd bliver indkaldt. Hitlerjugend træner små drenge op som soldater, mens Den
Røde Hær nærmer sig østfra. Nedtællingen til der Untergang er begyndt.
Midt i kaos har Jojo sin barndom. Johannes Betzler er ti år og brænder for
sagen. Han er opfostret med nazistiske værdier. Han har lært, at den ariske race
er skabelsens konger. Jøder har horn og hænger fra loftet som flagermus, når de
sover. De er i lag med kommunisterne, som er næsten værre skadedyr. Der er
mange dæmoner, som truer en tysker. Jojo vil dræbe og dø for sit land.
PROBLEMET er, at Jojo ikke altid har magt, som han har agt. For egentlig
er han bare en god dreng, der savner sin far og sin søster, som døde. Han får
sit øgenavn af tropsføreren, da han ikke kan bringe det over sit hjerte at vride
halsen om på en kanin. Jojo bliver grundigt kanøflet. Hans far er deserteret. Han
er alene med sin mor, som har klare kommunistiske tilbøjeligheder.
Det er en farlig tid at leve i. Jojo har derfor en fantasiven, der giver
ham gode råd og bakker op, når det kniber. Vennen hedder Adolf og er en alternativ
udgave af Adolf Hitler. Han er legesyg og trættekær, blød som et æg under
skallen og først til at flygte, så snart det bliver farligt. Det er Føreren,
som en dreng på ti år kunne se ham.
Adolf er dog altid klar med paroler om jøder og kommunister. Han har vilde
ideer og giver Jojo dårlige råd. Det er Adolf, der får Jojo til at gribe en
håndgranat under træningen. De løber sammen gennem skoven, nej de svæver
i en sejrsrus. Men granaten rammer et træ og rikochetterer. Sådan får Jojo sit døde
ben og arret, der dækker hans ansigt. Det er slut med at være i træning til fronten.
FØRST nu kommer titelsekvensen. Det
er ti minutter inde i filmen, som ikke ligner andre krigstidsfilm. The Beatles
synger »Komm gibt mir deine Hand« - altså »I Want To Hold Your Hand« på tysk –
mens citater fra Leni Riefenstahls Viljens triumf flettes sammen med
billeder af et land i opløsning.
DA filmen slutter, er det med »Helden«, David Bowies tyske udgave af
»Heroes«, på lydsporet. Undervejs høres klassiske stykker af Strauss (»Frühlingsstimmen«)
og Gounod (Faust), men det er Arthur Lee og Love, som synger »Everybody’s
Gotta Live«, mens Det Tredje Rige går under. Det er filmens strategi at sætte et
filter af kulturelle klicheer. Kun de onde karakterer taler med accent. Alle
andre taler almindeligt engelsk.
Scenografien er gennemført realistisk. Det ligner virkelig år nul i
Tyskland, da byen bliver skudt i stykker til slut, og fordi man tror på den rationerede
hverdag, kan fantasien gribe bogstaveligt ind. Da Jojo forelsker sig i den
jødiske pige, Elsa, som hans mor har givet husly, får han sommerfugle i maven. Han
står midt på gulvet i stuen og har en hel sværm af dem flagrende under brunskjorten.
Det er et fantastisk røntgenbillede.
INSTRUKTØREN Taika Waititi, som
selv spiller Adolf, er newzealænder med maori-baggrund og rødder i russisk
immigrantkultur. Hitler ville hade ham af princip. Waititi lagde verden for sine
fødder med Hunt for the Wilderpeople (2016), en grænse- og genreoverskridende
skrøne. Han har siden instrueret Marvel-filmen Thor: Ragnarok (2017),
som var en kassesucces. Det må være derfor, at Fox Searchlight Pictures, som er
arthouse-afdelingen i det nu Disney-ejede selskab, har ladet ham satse hele
butikken på et eventyr om en dreng, der har Føreren som fantasiven.
Jojo Rabbit er viklet ind i vittigheder og fyldt med æstetiske raffinementer.
Men i sit hjerte er filmen enkel og alvorlig. Jojos mor viser ham fem hængte
landsforrædere på torvet i byen (der aldrig får navn, men kunne være Wien – som
i romanen Caging Skies af Christine Neunes, Waititi har bearbejdet). Det
er vigtigt for hende, at han ser dem. Jojo spørger, hvad de gjorde. »Hvad de
kunne«, svarer hun.
FORDI alt er set fra Jojos vinkel,
bliver rammen kun klar efterhånden. Det står værre til, end han gør sig begreb
om. Hans mor er politisk aktiv, men vægrer sig ved at indvie drengen, der er
hjernevasket af skole og partisystem. Da Jojo opdager Elsa, slår de en handel
af. Hun skal røbe jødernes hemmeligheder, så han kan rapportere til
Hitlerjugend. Til gengæld vil han lade nåde gå for ret og tie stille.
Filmen ender ikke godt. Den ender som Tyskland i ruinerne, og vi får
pladsen med de hængte dissidenter at se flere gange. Der er velkendte sko på de
dinglende fødder, men der er også håb for fremtiden. Adolf får, hvad han
fortjener, og de bedste karakterer foretager en indre rejse. Det er helt efter
bogen – og dét har man brug for i den forvrængede verden, hvor Jojo er blevet en
10-årig Hamlet.
ROMAN Davis og Thomasin McKenzie overbeviser som drengen og den unge
kvinde, der mødes i sandhed. Scarlett Johansson giver Jojos mor en tragisk
værdighed, men den stærkeste karakter bliver spillet af Sam Rockwell. Han er den
excentriske kaptajn Klenzendorf, som træner drengene til krig. Han ligner først
en kvæstet kyniker, der drukner sine sorger. Men han handler for det gode på et
afgørende tidspunkt, da hele verden hænger på en fiktiv fødselsdato.
Klenzendorf er endnu en af de kompromitterede rollemodeller, som Rockwell
har spillet så godt og så ofte, fra astronauten i Moon (2009) og badelandsbestyreren i The Way Way Back (2013) til sheriffen, som vælger side i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri
(2017). Jojo Rabbit kan ses alene for Rockwell. Man får derimod nok af
den komiske Hitler.
DET er ikke første gang, at Hitler bliver
til forvandlet til komediestof. Charles Chaplin og Ernst Lubitsch var tidligt
ude med Den store diktator (1940) og At være eller ikke være
(1942). Det kan næsten kun gøres i høj farceform – og det skal helst være
ofrenes børn, der fortæller.
David Wnendts filmatisering af Timur Vermes’ satiriske roman Er ist
wieder da (2015) lod Hitler komme tilbage og være et spejl for moderne
fadæser. I Danmark fik filmen kun netpremiere, og det kan man sagtens forstå. Både
bogen og filmen giver en sær eftersmag på de steder, hvor de flirter med næsten
at give Hitler ret.
Det bedste og mægtigste foreksempel er Mel Brooks’ The Producers
(1967, da. Forår for Hitler), hvor Zero Mostel og Gene Wilder for forsikringspenges
skyld skal lave en teaterforestilling, som med garanti bliver en fiasko. Musicalen
Springtime for Hitler er fuld af dansende stormtropper og nazister i kåd
forårsstemning. Forestillingen bliver – naturligvis – en meget ubekvem succes.
JEG havde Fox og Disney mistænkt for at tænke i lignende baner, da jeg
kun havde hørt om grundideen i Jojo. De skal sikkert bruge en
film, der går dårligt af regnskabstekniske grunde. De vil skabe et underskud,
der kan afskrives og modregnes gevinsten på de store popcornfilm.
Nu er Jojo Rabbit blandt de ni titler, som konkurrerer om at
blive årets Oscar-vinder. Filmen er et veludført jonglørnummer, der formår at
holde alle bolde i luften: fjollet farce (når alle heiler evindeligt), dyb
komedie, dunkelt drama og noget ægte historisk. Der er mange trick og gimmicks,
som lykkes på én gang, når svikmøllen drejer.
Men der er mere i Jojo Rabbit. Filmen skildrer en karakter, som tager
form. Den handler om at miste alt og rejse sig i tomheden. Den taler for alle
sårede krigsbørn, og det gør den helt uden løjer og pynt. Waititi har en særlig
tilgang til stoffet. Han tager ikke historiske hensyn, der er ingen nedarvet
fordom. Der er bare Jojo og Elsa. I de bedste scener bliver filmen til magisk
realisme. Og er da en lykkelig dannelsesskildring.
Jojo Rabbit er blandt de ni film, som er nomineret i Best Picture-kategorien ved den 92. Oscar-uddeling, som finder sted i aften. Flere kandidater er anmeldt på bloggen: The Irishman (Martin Scorsese), Joker (Todd Phillips), Marriage Story (Noah Baumbach), Once Upon a Time in Hollywood (Quentin Tarantino), Parasite (Bong Joon-ho), 1917(Sam Mendes) og Ford v Ferrari/ Le Mans '66 (James Mangold).
Jojo Rabbit. Instr. & manus: Taika Waititi. Foto: Mihai Malaimare Jr. 108 min. New Zealand-Tjekkiet-USA 2019. Dansk premiere: 16.01.2020.
Fotos Searchlight Pictures/ TSG Entertainment/ Defender Films/ Piki Films/ Czech Anglo Films/ Disney+/ CineMaterial (Poster Art)/ Nordisk Film Distribution
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.01.2020.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
