Oliver Hirschbiegel: Urmageren (2015) [Tysk modstandskamp 1]

MANDEN UDEN EGENSKABER

Håndværkeren som ville ændre historien

Af BO GREEN JENSEN

JOHANN Georg Elser (1903-45) var navnet på den undselige snedker, som i 1939 forsøgte at dræbe Adolf Hitler i Burgerbräukeller i München.

   Her markerede NSDAP årsdagen for det fejlslagne »ølkælderkup«, som havde kostet 16 medlemmer livet i 1923. Føreren talte for partiets veteraner om aftenen den 8. november, og der blev drukket igennem, før man næste dag marcherede ad martyrruten.

   Die Neunte Elfte var en nazistisk tradition og et stort mediestunt. Georg Elser havde tidsindstillet sin bombe, så den gik af midt under Hitlers tale. 3000 partifolk var forsamlet. Elsers erklærede mål var at forhindre en krig, som ville skade nationen i almindelighed og den tyske arbejder i særdeleshed.

HITLER var fløjet til Bayern. Vejret var dårligt, og han var nervøs for ikke at kunne nå tilbage, så programmet blev rykket en halv time frem. Hitler sluttede sin tale kl. 21.07 og tog med toget til Berlin. Bomben eksploderede altså 13 minutter for sent.

   Hitler overlevede på fantastisk vis 20 attentater i perioden 1934-44. Elsers forsøg var det 10. i rækken. Flere har fremsat en teori om, at det var SS, som iscenesatte attentatet, der bekræftede myten om den usårlige leder.

   Elser var en enspænder af samme type som Lee Harvey Oswald. Erindringen om hans attentat blev med tiden fortrængt af de konspirationer, som diverse militærpersoner indgik af mere gennemskuelige grunde. Først i 1990erne blev Georg Elser kanoniseret som en tysk modstandshelt.

FILMEN om Elser er en afmålt hyldest til den jævne tysker, som handlede efter sin overbevisning. Men dengang som nu var der en cifferagtig uudgrundelighed over manden. I de officielle forklaringer blev han fremstillet som en sinke, der lod sig påvirke af kommunistisk propaganda. Endvidere kunne pressen berette, at hans attentat var finansieret af britiske agenter.

   Indadtil var systemet i chok. Efter ordre fra Hitler blev kriminalkommissær Arthur Nebe sat til at lede efterforskningen. Himmler bad for egen regning Gestapo-chefen Heinrich Müller om at komme til bunds i affæren. Han blev rasende, da han læste rapporten: »Hvilken idiot har skrevet det hér?«

ELSER blev afhørt i fem døgn. Også hans familie blev udspurgt. Ekskæresten Elsa Härlen blev besnakket af Martin Borman og Føreren selv. Man var sikker på, at der var medsammensvorne. Trods alt havde Elser stemt kommunistisk. Men han ændrede aldrig sin tørre forklaring, heller ikke under tortur:

   »Jeg tænkte over, hvordan man kunne forbedre arbejdernes vilkår og forhindre en krig. Jeg blev ikke opfordret af nogen ... Jeg konkluderede, at situationen i Tyskland kun kan ændres, hvis man fjerner det nuværende lederskab, jeg mener Hitler, Göring og Goebbels... Det var ikke min hensigt at eliminere nazismen…  Jeg tænkte blot, at en lempelse af de politiske mål kunne afstedkommes ved at fjerne disse tre mænd.«

OLIVER Hirschbiegel (f. 1957) er ikke ekspert i nazismen, men blev det de facto i 2004, da han instruerede Der Untergang. I Elser genskaber han perioden, så den fremstår uden patina. Ingen kan undskylde sig med, at de lever i en fjern tid med andre moralbegreber.

   Manuskriptet holder sig strengt til de foreliggende dokumenter. Der er intet af den romantisering, som var med til at løfte Marc Rothemunds Sophie Scholl (2005), der også var skrevet af Breinersdorfer-parret. Hirschbiegel prøver heller ikke at skabe en kontrafaktisk spænding i stil med de Gaulle-attentatet i Sjakalen.

   Filmen fokuserer på Elsers minutiøse forberedelser. Der er flashbacks til hans formative år, men hvad der driver ham, forbliver en gåde, både for filmen og forhørslederne. Elser er en mand uden egenskaber, der beslutter at gøre en forskel – og for første gang føler fred i sit indre.

BOMBEN var skam virkningsfuld. Otte døde, og 63 blev såret, da loftet og en mur styrtede sammen. Arthur Nebe fra Kriminalpolitiet skal privat have udtrykt sympati for terroristen, som gjorde modstand og vidste, hvad der ventede.

   I filmen er man slået af den relative grundighed og ægte nysgerrighed, som myndighederne lægger i efterforskningen. Christian Friedel holder kortene helt ind til kroppen i rollen som Elser. Burghart Klaussner og Johann von Bülov er et good cop/bad cop-team som forhørslederne Nebe og Müller.

   Elser blev anbragt i koncentrationslejren i Sachsenhausen. Han blev senere overført til lejren i Dachau. Her blev han henrettet den 9. april 1945.

   Urmageren er en solid og anstændig rekonstruktion, som gør alt for at ikke at blive et melodrama. Alligevel kan man savne lidt af det heroiske schwung, som Klaus Maria Brandauer tilføjede fortællingen, da han instruerede sig selv som Elser i Syv minutter (1989).*

*) Urmageren 'udkom' (som man siger i streamingtider, når en film har premiere) i 80-året for Anden Verdenskrigs slutning og blev lanceret som en 'stor' film i alle territorier. Herhjemme gik den i 98 biografer, og Biografklub Danmark havde filmen i sit program. Elser blev dog ikke rigtigt stor nogle steder. Det kan skyldes en træthed over for emnet; en historisk afstand, som på det tidpunkt forekom magelig, og filmens fravalg af melodramatiske trick. Men det hjalp bestemt heller ikke, at den internationale 'branding' var så diffus. På Berlinalen blev filmen vist (allerede i februar 2015) med titlen Elser - Es muss sein! I USA var titlen 13 Minutes. I Storbritannien hed filmen Elser: The Plot to Assassinate Adolf Hitler og kunne forveksles med en dokumentar. I Frankrig satsede man på Elser, un héros ordinaire. Sverige, Norge og Finland holdt fast i Elser, den officielle internationale titel var 13 Minutes. Kun i Danmark blev titlen Urmageren anvendt. Man gentog på den måde alle fejlene fra distributionen af Klaus Maria Brandauers Georg Elser - Einer aus Deutschland, som blot brugte tidsrammen 7 Minutes. Brandauers film var en østrigsk-tysk co-produktion, som i tyske territorier kun fik tv-premiere.   

Urmageren (Elser). Instr.: Oliver Hirschbiegel. Manus: Fred & Léonie-Claire Breinersdorfer. Foto: Judith Kaufmann. 114 min. Tyskland 2015. Dansk premiere: 16.06.2016.

Foto: Lucky Bird Pictures/ FilmAffinity/ CineMaterial/ SF Studios/ Wikimedia Commons/ Internationale Filmfestspiele Berlin (Hirschbiegel portrait)/ Constantin Film (Der Untergang Lobby Card), YouTube (StudioCanal UK trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 23.11.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.06.2016

Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]

SOMMERFUGLE I MAVEN

Nazismen set med børneøjne

Af BO GREEN JENSEN

  

PRÆMISSEN er skæv som en cykel, der slingrer. Det er 1944 i Tyskland, og krigslykken er vendt for længe siden. Stadig ældre mænd bliver indkaldt. Hitlerjugend træner små drenge op som soldater, mens Den Røde Hær nærmer sig østfra. Nedtællingen til der Untergang er begyndt.

   Midt i kaos har Jojo sin barndom. Johannes Betzler er ti år og brænder for sagen. Han er opfostret med nazistiske værdier. Han har lært, at den ariske race er skabelsens konger. Jøder har horn og hænger fra loftet som flagermus, når de sover. De er i lag med kommunisterne, som er næsten værre skadedyr. Der er mange dæmoner, som truer en tysker. Jojo vil dræbe og dø for sit land.

PROBLEMET er, at Jojo ikke altid har magt, som han har agt. For egentlig er han bare en god dreng, der savner sin far og sin søster, som døde. Han får sit øgenavn af tropsføreren, da han ikke kan bringe det over sit hjerte at vride halsen om på en kanin. Jojo bliver grundigt kanøflet. Hans far er deserteret. Han er alene med sin mor, som har klare kommunistiske tilbøjeligheder.

   Det er en farlig tid at leve i. Jojo har derfor en fantasiven, der giver ham gode råd og bakker op, når det kniber. Vennen hedder Adolf og er en alternativ udgave af Adolf Hitler. Han er legesyg og trættekær, blød som et æg under skallen og først til at flygte, så snart det bliver farligt. Det er Føreren, som en dreng på ti år kunne se ham.

   Adolf er dog altid klar med paroler om jøder og kommunister. Han har vilde ideer og giver Jojo dårlige råd. Det er Adolf, der får Jojo til at gribe en håndgranat under træningen. De løber sammen gennem skoven, nej de svæver i en sejrsrus. Men granaten rammer et træ og rikochetterer. Sådan får Jojo sit døde ben og arret, der dækker hans ansigt. Det er slut med at være i træning til fronten.

FØRST nu kommer titelsekvensen. Det er ti minutter inde i filmen, som ikke ligner andre krigstidsfilm. The Beatles synger »Komm gibt mir deine Hand« - altså »I Want To Hold Your Hand« på tysk – mens citater fra Leni Riefenstahls Viljens triumf flettes sammen med billeder af et land i opløsning.

DA filmen slutter, er det med »Helden«, David Bowies tyske udgave af »Heroes«, på lydsporet. Undervejs høres klassiske stykker af Strauss (»Frühlingsstimmen«) og Gounod (Faust), men det er Arthur Lee og Love, som synger »Everybody’s Gotta Live«, mens Det Tredje Rige går under. Det er filmens strategi at sætte et filter af kulturelle klicheer. Kun de onde karakterer taler med accent. Alle andre taler almindeligt engelsk.

   Scenografien er gennemført realistisk. Det ligner virkelig år nul i Tyskland, da byen bliver skudt i stykker til slut, og fordi man tror på den rationerede hverdag, kan fantasien gribe bogstaveligt ind. Da Jojo forelsker sig i den jødiske pige, Elsa, som hans mor har givet husly, får han sommerfugle i maven. Han står midt på gulvet i stuen og har en hel sværm af dem flagrende under brunskjorten. Det er et fantastisk røntgenbillede.

INSTRUKTØREN Taika Waititi, som selv spiller Adolf, er newzealænder med maori-baggrund og rødder i russisk immigrantkultur. Hitler ville hade ham af princip. Waititi lagde verden for sine fødder med Hunt for the Wilderpeople (2016), en grænse- og genreoverskridende skrøne. Han har siden instrueret Marvel-filmen Thor: Ragnarok (2017), som var en kassesucces. Det må være derfor, at Fox Searchlight Pictures, som er arthouse-afdelingen i det nu Disney-ejede selskab, har ladet ham satse hele butikken på et eventyr om en dreng, der har Føreren som fantasiven.

   Jojo Rabbit er viklet ind i vittigheder og fyldt med æstetiske raffinementer. Men i sit hjerte er filmen enkel og alvorlig. Jojos mor viser ham fem hængte landsforrædere på torvet i byen (der aldrig får navn, men kunne være Wien – som i romanen Caging Skies af Christine Neunes, Waititi har bearbejdet). Det er vigtigt for hende, at han ser dem. Jojo spørger, hvad de gjorde. »Hvad de kunne«, svarer hun.

FORDI alt er set fra Jojos vinkel, bliver rammen kun klar efterhånden. Det står værre til, end han gør sig begreb om. Hans mor er politisk aktiv, men vægrer sig ved at indvie drengen, der er hjernevasket af skole og partisystem. Da Jojo opdager Elsa, slår de en handel af. Hun skal røbe jødernes hemmeligheder, så han kan rapportere til Hitlerjugend. Til gengæld vil han lade nåde gå for ret og tie stille.

   Filmen ender ikke godt. Den ender som Tyskland i ruinerne, og vi får pladsen med de hængte dissidenter at se flere gange. Der er velkendte sko på de dinglende fødder, men der er også håb for fremtiden. Adolf får, hvad han fortjener, og de bedste karakterer foretager en indre rejse. Det er helt efter bogen – og dét har man brug for i den forvrængede verden, hvor Jojo er blevet en 10-årig Hamlet.

   

ROMAN Davis og Thomasin McKenzie overbeviser som drengen og den unge kvinde, der mødes i sandhed. Scarlett Johansson giver Jojos mor en tragisk værdighed, men den stærkeste karakter bliver spillet af Sam Rockwell. Han er den excentriske kaptajn Klenzendorf, som træner drengene til krig. Han ligner først en kvæstet kyniker, der drukner sine sorger. Men han handler for det gode på et afgørende tidspunkt, da hele verden hænger på en fiktiv fødselsdato.

   Klenzendorf er endnu en af de kompromitterede rollemodeller, som Rockwell har spillet så godt og så ofte, fra astronauten i Moon (2009) og badelandsbestyreren i The Way Way Back (2013) til sheriffen, som vælger side i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (2017). Jojo Rabbit kan ses alene for Rockwell. Man får derimod nok af den komiske Hitler.

 

DET er ikke første gang, at Hitler bliver til forvandlet til komediestof. Charles Chaplin og Ernst Lubitsch var tidligt ude med Den store diktator (1940) og At være eller ikke være (1942). Det kan næsten kun gøres i høj farceform – og det skal helst være ofrenes børn, der fortæller.

   David Wnendts filmatisering af Timur Vermes’ satiriske roman Er ist wieder da (2015) lod Hitler komme tilbage og være et spejl for moderne fadæser. I Danmark fik filmen kun netpremiere, og det kan man sagtens forstå. Både bogen og filmen giver en sær eftersmag på de steder, hvor de flirter med næsten at give Hitler ret.

   Det bedste og mægtigste foreksempel er Mel Brooks’ The Producers (1967, da. Forår for Hitler), hvor Zero Mostel og Gene Wilder for forsikringspenges skyld skal lave en teaterforestilling, som med garanti bliver en fiasko. Musicalen Springtime for Hitler er fuld af dansende stormtropper og nazister i kåd forårsstemning. Forestillingen bliver – naturligvis – en meget ubekvem succes.

JEG havde Fox og Disney mistænkt for at tænke i lignende baner, da jeg kun havde hørt om grundideen i Jojo. De skal sikkert bruge en film, der går dårligt af regnskabstekniske grunde. De vil skabe et underskud, der kan afskrives og modregnes gevinsten på de store popcornfilm.

   Nu er Jojo Rabbit blandt de ni titler, som konkurrerer om at blive årets Oscar-vinder. Filmen er et veludført jonglørnummer, der formår at holde alle bolde i luften: fjollet farce (når alle heiler evindeligt), dyb komedie, dunkelt drama og noget ægte historisk. Der er mange trick og gimmicks, som lykkes på én gang, når svikmøllen drejer.

  Men der er mere i Jojo Rabbit. Filmen skildrer en karakter, som tager form. Den handler om at miste alt og rejse sig i tomheden. Den taler for alle sårede krigsbørn, og det gør den helt uden løjer og pynt. Waititi har en særlig tilgang til stoffet. Han tager ikke historiske hensyn, der er ingen nedarvet fordom. Der er bare Jojo og Elsa. I de bedste scener bliver filmen til magisk realisme. Og er da en lykkelig dannelsesskildring.

Jojo Rabbit er blandt de ni film, som er nomineret i Best Picture-kategorien ved den 92. Oscar-uddeling, som finder sted i aften. Flere kandidater er anmeldt på bloggen: The Irishman (Martin Scorsese), Joker (Todd Phillips), Marriage Story (Noah Baumbach), Once Upon a Time in Hollywood (Quentin Tarantino), Parasite (Bong Joon-ho), 1917 (Sam Mendes) og Ford v Ferrari/ Le Mans '66 (James Mangold).

Jojo Rabbit. Instr. & manus: Taika Waititi. Foto: Mihai Malaimare Jr. 108 min. New Zealand-Tjekkiet-USA 2019. Dansk premiere: 16.01.2020.

Fotos Searchlight Pictures/ TSG Entertainment/ Defender Films/ Piki Films/ Czech Anglo Films/ Disney+/ CineMaterial (Poster Art)/ Nordisk Film Distribution

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.01.2020.