Nikolaj Arcel: Bastarden | The Promised Land (2023) [Bodilprisen 2024]

HUNDREDE KILOMETER BORTE
En western fra 1750ernes Jylland

Af BO GREEN JENSEN

BASTARDEN er Ludvig »von« Kahlen, uægte søn af en kokkepige og en herremand. Han har lagt sin plan om at opdyrke heden i Jylland gennem 25 år som lejesoldat i den tyske hær, »Scholtens Geworbne Infanteri«, mens han avancerede fra rekrut til kaptajn. Han er 54 år, da han kommer til Alheden uden anden ballast end sin stolthed, forurettelse og en brændende ambition om selv at blive herremand.

   Antagonisten er Frederik »de« Schinkel, kammerherre, landsdommer og arving til godset ved Hald. Kahlen vil kolonisere landskabet, så han kan sætte et »von« i sit navn. Den privilegerede Frederik har selv sat »de« foran Schinkel. Han betragter heden som sin egen jord og har planer om at udnytte den, når midlerne fra hans formæling med den norske adelsfrøken Edel kommer i hus.

BEGGE mænd har faktisk levet, Ludvig von Kahlen fra 1700 til 1774, Frederik de Schinkel (eller Skinkel) fra 1719 til 1794. Forfatteren Ida Jessen beskriver deres skæbner i romanen Kaptajnen og Ann Barbara fra 2020. Især tager hun afsæt i den historiske uvished, der er et frodigt rum for fantasien. Som Jessen siger i en note til slut:

»Selv om mange af personerne altså har eksisteret i den virkelige verden, findes der så lidt nedtegnet om dem, at der har været rig mulighed for at fabulere, og det har jeg gjort, ligesom jeg visse steder har tilladt mig at flytte datoer og årstal.«

Meget af stoffet har ligget til benet, da Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensen gav sig til at bearbejde romanen. Alligevel er Bastarden en betydelig bedrift. Det litterære liv er oversat til majestætiske billeder. Heden bliver en kolossal metafor. Især de vilde naturscenerier er forløst med visionær styrke:

»Det er oktober. Vinden hyler over heden. Den kommer ude fra havet hundrede kilometer borte og møder ingen modstand, før den rammer kaptajnens hus. Vinden slår mod ruderne, banker ned i skorstenen, river i de tykke egeplanker, der er bragt ud til heden helt fra skovene i Silkeborg. Der bor onde djævle i vinden, den pisker jorden med regn, den hviner og tuder.«*

DEN jyske hede var Danmarks tundra, et uopdyrkeligt steppelandskab, som ikke stod tilbage for ørkener i Asien, Amerika og Australien. Heden lå øde hen i århundreder. Kun vildmænd, lovløse og udstødte færdedes på prærien. Alene af den grund giver det mening at betragte Bastarden som en dansk western.

   I skolen lærte vi om ingeniøren Enrico Dalgas (1828-1894), som grundlagde Hedeselskabet og forvandlede vildmarken til frugtbart agerland. Det blev gjort ved at grave i jorden og rette åerne ud. Nu er heden fredet i klasse A, og i nyere tid har man arbejdet på at udbedre topografien. Kultiveringen af heden var i mange henseender en økologisk katastrofe – som stordriften, der ødelagde den amerikanske landbrugsjord i 1930erne – men i 60erne var det stadig en heltefortælling. Vi lyttede ikke opmærksomt. Det var en fjern og uvedkommende historie om et sted, som vi tog for givet.

   Kahlen ankom 100 år før Dalgas. Hans forsøg på at opdyrke heden – som faktisk bar frugt i ti år, før han opgav – hørte vi aldrig et ord om. Bastarden og hans spejltvilling, den onde Schinkel, lever i en kronologisk parentes, der vil lukke sig om dem og blive til sand. »På hede, der ikke anvendes, dør lyngen i løbet af ca. 25 år og efterfølges af revling og bølget bunke,« kan man læse i Den Store Danske på lex.dk. Sådan er det gået for stræberen Kahlen, som kom til heden og blev et helt menneske.

FILMEN er som skåret eller hugget i granit. Vi ser Kahlen iføre sig den slidte paradeuniform og få foretræde for embedsmændene i Rentekammeret. Han vil allerhelst tale med kongen, men det kan han skyde en hvid pind efter. Frederik den 5. har travlt med sit eget. Vi ser ham fra ryggen én enkelt gang.

   De bløde mænd med silkeveste og pudrede parykker ligner dekadente bureaukrater på et satirisk kobberstik af briten George Cruikshank. Vi er i den danske udgave af tiden, hvor Henry Fielding skrev picareske romaner som The History of Tom Jones, a Foundling (1749). Herhjemme var Ludvig Holberg i gang med at måle klasseforskellen op.

   Da Tony Richardson filmatiserede Tom Jones – og fik en Oscar for arbejdet i 1963 – brugte han talrige modernistiske stilgreb. Albert Finney brød den fjerde væg, når han talte direkte til publikum. Også Stanley Kubrick holdt ironisk distance, da han instruerede Ryan O’Neal i sin med rette beundrede Barry Lyndon (1975). Sofia Coppola fylder Marie Antoinette (2006) med anakronistiske tricks. Arcel kunne selv være metabevidst i En kongelig affære (2012).

   Der er intet af alt dette i Bastarden. Her bliver det igen et spørgsmål om at komme tæt på og være tilbage. Det er næsten som med heden i Jylland. Verden skal gøres så skæv, som den var. Det gælder om at generobre uskylden og oprindeligheden.

   

KAHLEN fortrækker ikke en mine, da hans projekt bliver latterliggjort. Han spilles af Mads Mikkelsen med autoritet og fuldkommen indlevelse. Der er en antydning af foragt i de dirrende næsefløje. Og aldrig bare skyggen af et smil eller nogen varme i blikket. Nogle af de ting kommer med tiden, ude på heden, da gården Kongenshus er rejst og kan ses på en afstand af 12 kilometer.

   Embedsmændene, der har Søren Malling som en slags talsmand, enes om at give Kahlen grønt lys. Han vil selv jo finansiere projektet med sin pension (hvordan den så skulle række til det), og for så vidt kunne man love ham at blive kejser af Rusland. Det vil alligevel ikke lykkes. Mange har prøvet og fejlet. Det mørke Jylland er stadig en ørken, som den krævende konge gerne ser brugt. Dengang som nu handler alting om penge og status, i hvert fald i den materialistiske verden. Og findes der egentlig andre?

   Ergo får Kahlen sin tilladelse. Filmens første 20 minutter er en montage af berusende scener, hvor manden kæmper alene på heden, hugger, stikker og borer i jorden, mens elementerne raser. Fotografen Rasmus Videbæk har mesterligt omsat naturen fra bogen:

»Ved totiden lægger han magasinet ned i kassen med bøger. Han er for træt til at skrive i logbogen. Han lægger sig på sin lyngseng med støvlerne på og trækker frakken op over sig. Han lukker øjnene og indsnuser lugten af halm, der sidder i hans ærme. Så falder han i søvn. Denne gode nat. Stjernerne over teltet. Den vilde himmel pulserer af lys, Mælkevejen banker af hvidt uroligt lys. Men kaptajnen sover og ser det ikke. Kaptajnen sover.«

Der er præcis den samme følelse i filmen. I Bastarden har stof, forfatter og filmskabere virkelig fundet hinanden. Alting går op i en sanselig ligning.

ANN Barbara Nielsdatter bliver spillet lige så fornemt af Amanda Collin. Collin har en indbygget, hård kvalitet, der kan bruges sympatisk eller lakonisk, ganske som Mikkelsens fine register. Her er hun først og fremmest hans fælle. Kun Ann Barbara ser hele manden. Kun hun kan sige ham imod – og fordi hun gør det sjældent, lytter han.

  Ann Barbara er en fiktiv karakter. Hun kommer ind i kaptajnens liv som hans husholderske. Den svenske præst (Gustav Lindh), som drømmer om at rejse en kirke på heden, er så godt som alene om at se de store muligheder i Kahlens projekt. Han har skjult Ann Barbara og hendes mand, fæstebonden Johannes Eriksen (Morten Hee Andersen), der er flygtet fra despoten på Hald.

   Ann Barbara og Johannes er de eneste, som vil arbejde for Ludvig Kahlen. Det er strafbart at hjælpe flygtende bønder, som under stavnsbåndet er herremandens personlige ejendom. Han kan bruge og tage deres liv som han vil. Det er noget af det bedste ved Bastarden. Filmen gør slaveriet konkret.

JEG har forbehold omkring slutningen. Men Bastarden er et stort epos med mange små sidehistorier og en overordnet ambition, der kan måle sig med Kahlens stræben. Arcel lægger stoffet til rette, så man accepterer at være tilbage i tiden, mens man føler med de stærke karakterer. Man er mere end et publikum. Nogle film betoner distancen. Bastarden vil have os til at leve med – og det lykkes.

   For at nå denne trancelignende tilstand, må man ikke vide for meget på forhånd. Man skal gøre sine erfaringer i samme tempo som kaptajnen og Ann Barbara. Jeg vil ikke ødelægge oplevelsen med en detaljeret synopsis. Det er en gennemført og medrivende film, som virker på snart sagt alle niveauer.

SIMON Bennebjerg giver Frederik Schinkel en påfuglevifte af skabagtige og irriterende manerer, som han nyder at udfordre sine omgivelser med. Frederik er ondskabsfuld og forkælet, men han er også intelligent. Han vil markere sit fællesskab med Kahlen, som en rest af anstændighed i ham respekterer og frygter, men han må samtidig demonstrere den sociale afstand. Schinkel repræsenterer et moderne, absurd verdenssyn og fører lange monologer om kaos og Gud i naturen, som Kahlen aldrig byder ind i.

   Værst er vel en djævel, som ved, hvad han gør. Schinkel får sine fæstebønder tortureret. Da han har lyst til at dræbe sin forlovede, myrder han kammerpigen i stedet. Han gør det uden at blinke. Vi ser, hvad han gør ved Johannes. Eller vi tror, at vi ser torturen med kogende vand. Faktisk er scenen et skoleeksempel på, hvordan man lader fantasien arbejde. Det er næsten som brusersekevensen i Alfred Hitchcocks legendariske Psycho (1960). Der er intet smeltende kød.

DET er med skildringen af barnet, sigøjnerpigen Anmai Mus, at Bastarden træder i fuld karakter som et romantisk kunstværk. Anmai Mus er et livstykke, som inkarnerer naturen. Kaptajnen møder hende første gang, da han forsvarer sig mod taterne, der som de eneste trives på heden, hvor de kan være i fred. De har intet til overs for normaliteten. I en western ville de være den oprindelige befolkning.

   Da Schinkel driver arbejdsstyrken på flugt, vender Kahlen sig til taterne og får overbevist lederen Hector (Magnus Krepper) ved at give ham sin dyrebare medalje og en væsentlig andel af høsten. Det er længe en hemmelighed, hvad Kahlen planlægger at dyrke på heden. Jeg vil derfor ikke røbe den hér.

   Da Kahlen har bragt Anmai Mus sikkert tilbage, lægger hun en stav for hans fødder. Hector forklarer, at hvis han tager den op, bliver han en del af hendes stamme eller klan. Så Kahlen lader staven ligge. Han vil for det første holde sig fri af følelser. For det andet synes han (som alle andre), at han er hævet over romaerne. Staven fungerer i filmen som Tjekhovs gevær. Eller Hedda Gablers pistoler. Det er den dramaturgiske regel, som siger, at hvis man i første akt ser et våben på væggen, vil det med sikkerhed blive affyret til slut. Staven bliver kastet og samlet op flere gange.

PÅ heden bliver Kahlen omsider en god mand. Eller han realiserer sit potentiale for godhed. Det sker i små ryk, og der er mange mellemregninger, men der kommer en vidunderlig tid, hvor alt ved tilværelsen lykkes. Kahlen, Ann Barbara og Anmai Mus bliver en lille familie i vinden. Ludvig lærer sin datter at regne og skrive. Da han bliver udnævnt til landmåler, er hun hans lærling. Han glemmer frøken Edel (Kristine Kujath Thorp), indtil luksuskvinden er der igen. Kahlen nyder dagene. Som selvsagt ikke varer evigt, men det bliver nuet blot sødere af.

   Melina Hagberg er mageløs som pigen, der kalder ham »Bette Far« på sit syngende sprog. Kahlen står meget igennem og modstår mange fristelser for at realisere sin drøm. Han undlader ofte at reagere, fordi det tjener ham bedre at lade Schinkel rase efter behag. På denne tid anfægter man ikke hierarkiet.

   Der kommer et turning point, som står mejslet, da lykken atter vender for Kahlen, og han forpasser sin chance. Kolonisterne – som er tyske migranter – kræver, at det hedenske heksebarn bliver fjernet. Han raser i afmagt og vælger forkert. Ann Barbara er målløs. Kahlen svigter kærligheden – og bruger resten af livet på atter at gøre det godt.

   Sådan viser man, at der findes karma i verden – og sådan skriver man et stærkt manuskript.

MADS Mikkelsen er en formidabel håndværker. Man har ikke følelsen af at se på en stjerne, som spiller stort skuespil. Man ser karakteren, som han tager på sig. Ludvig Kahlen er en af de typer, han tolker allerbedst: manden, der ikke vil give sig og rejser sig uanset, hvilke slag der kommer. Han er som One-Eye i Valhalla Rising, (2009), Lukas i Jagten (2012), Jon Jensen i The Salvation (2014), Overgaard i Arctic (2018), Tonny i Pusher II (2004).

   Mikkelsen spillede Michael Kohlhaas i Arnaud des Pallières 2013-filmatisering af historien bag Heinrich von Kleists novelle. Kohlhaas er manden, der ikke vil svigte sine principper og fører krig mod herremanden for princippet og to oksers skyld. Han betaler samtidig prisen for hævngerrighed, for aldrig at kunne hvile eller bøje af. Hans sejr giver derfor ingen katarsis.

   Figuren er brugt på film mange gange, blandt andet i westernregi. John Cusack spillede Kohlhaas i Jon Badhams The Jack Bull (1999). Det er den arketypiske grundhistorie om små folk, der trodser den store betvinger. Den lovløse outsider bliver oprørsleder. Det er den slags mand, Mikkelsen er i Bastarden.

   Især er det den samme konflikt mellem kvægfarmere, der vil fortrænge små gårdmænd, mens den første befolkning fordrives af alle, og lejede revolvermænd køres ind for knuse modstanden. Konflikten har båret 100 westerns fra Shane (1953) til Once Upon a Time in the West (1968) og Heaven's Gate (1980). Som nævnt bliver Bastarden kaldt en dansk western. Det er den både i kraft af sit landskab og den tidløse Kahlen, som på én gang er menneske og mytologi.

DET er den første danske film, som Arcel har skrevet med andre end Rasmus Heisterberg (der blev sin egen instruktør med I blodet). Anders Thomas Jensen er snedkeren, der kan rette en hvilken som helst vinkel, og han gør det igen i Bastarden. For resten har filmen heddet forskelligt. Kongens land var i lang tid en udmærket titel. På engelsk hedder filmen nu The Promised Land.

   Bastarden fortjener sin Oscar-indstilling, og Arcel er tilbage på sporet fra En kongelig affære. I Hollywood brugte han lang tid på at instruere The Dark Tower (2017). Få kunne lide resultatet, men oplevelsen var sikkert både lukrativ og lærerig. I hvert fald er der slet intet fedt på Bastarden, og Kongenshus står i den samme slags waste land som tårnet i Stephen Kings fortælling. Det er levende, dugfrisk historie. Det er sagnstof og virkelighed på én gang.

DER skal herfra kun lyde et velment tillykke. Og måske en lille opfordring til på et tidspunkt at træde tilbage fra genrestykket igen. Arcel kan sine genrer: krimi, fantasy, ædel historie. Men Sandheden om mænd (2010) var hans mest personlige arbejde, og filmen sagde nogle vigtige ting. Der er ingen grund til at afskrive samtiden helt.

   Der er derimod grund til at gå i biografen. Bastarden er en af de helt store film, som giver mediet nyt liv i usikre tider.

Bastarden var nomineret i 7 kategorier, da Bodil-priserne blev uddelt for 77. gang den 16. marts 2024. Den vandt for Bedste danske film, Bedste fotograf (Rasmus Videbæk), Bedste mandlige hovedrolle (Mads Mikkelsen) og Bedste scenografi (Jette Lehmann). Ved Robert-uddelingen i februar var filmen nomineret i 15 kategorier. Den vandt for Bedste film, Bedste fotograf, Bedste mandlige hovedrolle, Bedste mandlige birolle (Simon Bennebjerg), Bedste adapterede manuskript (Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel), Bedste scenografi, Bedste kostumer (Kicki Ilander), Bedste make-up (Sabine Schumann) og Bedste visuelle effekter (Nina Strøm, Alexander Schepelern). Endvidere modtog Bastarden Nordisk Film Biografers publikumspris. Bodilpriserne uddeles af Danske Filmkritikere, Robertpriserne af Danmarks Film Akademi. 

*) Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara. 508 s. Gyldendal, 2020. Lydbogsudgaven er indtalt af Jens Albinus og har fået legendarisk status allerede. Også her er en stemme, som finder det rigtige stof.

Bastarden. Instruktion: Nikolaj Arcel. Manus: Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel. Foto: Rasmus Videbæk. 127 min. Danmark-Sverige-Norge-Tyskland 2023. Dansk premiere: 05.10. 2023.

Fotos: Zentropa Entertaiments (stillfotos Henrik Ohsten; poster art Danni Riddertoft)/ TrustNordisk/ Det Danske Filminstitut/ Den Vestdanske Filmpulje/ Eurimages/ Hedeselskabet af 1969/ TV2 Danmark/ SFI/ SVT/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Czech Film Fund/ Mitteldeutsche Medienförderung/ MOIN Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ DFFF/ Plaion Pictures/ Magnolia Pictures (YouTube trailer)/ Forlaget Gyldendal.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy + er stadig i biografdistribution

Teksten lagt på POV.International 06.10.2023.

Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002)

UD AF MØRKET

I flugt mellem livet og døden

Af BO GREEN JENSEN

»KÆRLIGHED er stadig den bedste kur for modløshed«. »Når det gælder om at finde vej ud af mørket, kan ingen medicin konkurrere med varme, hverdag og meningsfuldt nærvær«. Banale udsagn som disse tangerer vel tautologier. Dog insisterer de på at blive sagt, når man lige har set Lone Scherfigs film om en selvmorder, der kommer på bedre tanker, i høj grad på trods af sig selv.

   Wilbur (Jamie Sives) prøver allerede i titelsekvensen at tage sit liv med tabletter, gas og andre forhåndenværende midler. Målbevidst finkæmmer han lejligheden, koncentreret og med et intenst pokerfjæs. Alle verdens tårer kunne falde fra himlen over Glasgow. Det ville ikke rage Wilbur en fjer. Tvangsbetonet adfærd, kaldes det rituelle sygdomsmønster, som han følger. Wilbur Wants to Kill Himself, hedder filmen.*

VI befinder os i Skotland, hvor solen aldrig skinner, og det bliver hurtigt klart, at Wilbur gør dette når som helst han har lejlighed til at forsøge. De andre patienter i samtalegruppen på hospitalet er trætte af Wilbur, fordi han ikke tager depressionen alvorligt. Lægen Horst (Mads Mikkelsen) har afskrevet ham. Sygeplejersken Moira (Julia Davis) vil gerne have galgenhumoristen med hjem i seng. Dog skal Wilbur ikke nyde noget med hensyn til nære relationer. Wilbur ønsker bare at dø. Han har prøvet så længe nogen kan huske.

   Dét er udgangspunktet i Lone Scherfigs Wilbur begår selvmord, hendes første film efter verdenssuccesen Italiensk for begyndere (2000). Den er optaget i Glasgow og befolket med skotske og britiske spillere. Alligevel fornemmer man den umiskendeligt danske tone i manuskriptet, som Scherfig har skrevet sammen med Anders Thomas Jensen. Denne viser sine bedste sider, når han arbejder med kvindelige instruktører. Efter Wilbur og Susanne Biers Elsker dig for evigt kan ingen råbe »Tarantino-plagiat« efter Jensen. Han er virkelig vokset med disse to film.

WILBUR går sine egne veje, men fastholder dog relationen til sin lillebror, Harbour (Adrian Rawlins), en lys fatalist som slet ikke deler Wilburs akutte desperation. Ved filmens begyndelse er faderen endelig død, og de voksne drenge skal sammen overtage antikvariatet, som har kørt skævt i en menneskealder. Egentlig er der kun gæld tilbage. Broderen er mildt bekymret. Wilbur er fuldkommen ligeglad. De flytter sammen i bagbutikken, hvor Harbour systematisk har fjernet alt, som en kompulsiv selvmorder kunne bruge.

   Begyndelsen er grimet, skæv, meget stilrent turneret og en lille smule trættende, lidt som tonen i Knud Leif Thomsens antikke Selvmordsskolen (1964), en Jacques Tati-agtig farce med Jørgen Ryg, hvis nogen husker så langt tilbage. Men netop som det næsten er blevet for mørkt, ankommer varmen i skikkelse af den kejtede, livsbekræftende Alice (Shirley Henderson). Hun gør rent på hospitalet, er alene med datteren Mary (Lisa McKinley) og kan ikke finde ud af nogen ting. Ganske hurtigt, og på datterens anbefaling, finder hun sammen med den mindst lige så kejtede Harbour.

DE fire karakterer bliver efterhånden en lille familie, og alle i salen genkender gradvis konturerne af den personkreds, som Lone Scherfig kaldte »uafhentede enere« i forbindelse med Italiensk for begyndere. Wilbur, der arbejder som pædagog og i øvrigt er fremragende til sit arbejde, vil i begyndelsen ikke være ved, at han er anfægtet af både Alice og Mary. Så bliver Harbour uhelbredeligt syg, og Wilbur får en hustru og en datter til låns. En dag, hvor han af vane vil dræbe sig selv snarest muligt, indser han, at trangen er væk. Hans bror skal dø, der er denne familie. Han ville ikke have troet det, men med ét har selvmordskandidaten fået noget at leve for.

DET er en ganske lille historie, men at følge den føles umådeligt tilfredsstillende. Scherfig er god til det lave og nære, og i de skotske spillere har hun det optimale materiale. Især Jamie Sives, der udtrykker lakonisk afmålt nærvær på samme måde som amerikaneren Robert Downey Jr., er eminent i den svære rolle som Wilbur. Denne kunne let være blevet et karikeret postulat. Shirley Henderson er uimodståelig. Som datteren er Lisa McKinley god til at arrangere sine voksne i de rigtige konstellationer.

   Historien er tragisk. Imidlertid spiller den som en komedie, fordi Scherfig så behændigt blander sorgen med situationskomik. En børnefødselsdag i forretningen udarter til sublim komik. Al kærligheden i filmen føles ægte, jordnær og uafviselig. Som personinstruktør tilhører Scherfig skaren af Mike Leighs disciple, men Wilbur Wants to Kill Himself er en bedre film end lærerens [i 2002] aktuelle All or Nothing.

WILBUR Wants to Kill Himself lover godt for den kommende bølge af engelsksprogede danske produktioner, der bl.a. omfatter Thomas Vinterbergs It’s All About Love og Nicolas Winding Refns Fear X. Egentlig kunne Wilburs Glasgow lige så godt ligge i Lyngby, hvor regnlyset i Italiensk for begyndere blev til. For det handler dybest set ikke om sproget. Det handler om mennesker alle vegne, og om dem ved Lone Scherfig mere end de fleste.

*) Teksten står som skrevet for 20 år siden. Der er derfor ingen bagklogskab. Og heller ikke helt det sprog for tvangstanker, selvskade og OCD, som siden er blevet fintunet. Wilbur fik ikke et stort efterliv. Det er svært at finde billeder. I den anglofone sfære bliver filmen primært set af én grund: Mads Mikkelsen medvirker som dr. Horst. Det var stjernens store år i medicin. Han var samtidig den hudløst utro læge i Elsker dig for evigt, som i udlandet bliver kaldt Open Hearts. Måske får hele hospitalsgenren en opblomstring, når der i 2022 er premiere på tv-serien The Shift (da. Dag & Nat), som Lone Scherfig og Ole Christian Madsen har udviklet på vegne af Creative Alliance. Imens er Lars von Trier stærkt på vej med Riget Exodus, en egentlig uventet opfølger til Riget (1994) og Riget II (1997), der i sin tid gjorde auteuren til en slags dansk folkehelt. The Kingdom: Exodus skal streames på Viaplay og siden vises på DRTV. Det er den første af karrierens bebudede trilogier, som filmskaberen faktisk færdiggør.

Se også Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019).

Wilbur Wants to Kill Himself (Wilbur begår selvmord). Instr.: Lone Scherfig. Manus: Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen. Foto: Jørgen Johansson. 105 min. DK-UK-Sverige-Frankrig 2002. Dansk premiere: 08.11.2002.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Wilbur Ltd./ Scottish Screen/ Sigma Films/ TV2/ Glasgow Film Office/ SVT/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ DFI/

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, NORDISK Film+, SF Anytime, YouTube Film

Ingen BD-udgivelse – DVD fra Icon Film Distribution (UK) 11.02.2008 + DVD fra Nordisk Film (i serien Dansk Filmskat) 14.01.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.11.2002

Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]

EN ROBINSON I SNEEN

Mads Mikkelsen som stoisk overlever

Af BO GREEN JENSEN

EN pilot er strandet i den arktiske ismark. Han bruger sit knækkede fly som et helle og har indrettet sig i en nøjagtig rutine. Han jager, sætter fælder og håber at fange en fisk. Han fantaserer om mad og om at blive fundet. Der er kun de basale behov. Han bygger et nødsignal, et SOS som kan læses fra luften, hvis der en dag skulle komme et fly.

   Arctic er en robinsonade, som holder sig strengt og stoisk til sagen: overleverens minimalistiske livsform. Der er ingen forsøg på at blødgøre emnet med de excentriske ornamenter, som Robert Zemeckis brugte i Cast Away (2000), hvor Tom Hanks bevarede fornuften ved at tale til en volley ball, som han kaldte Wilson. Ej heller efterdødsfantasier af typen, som James Franco havde i Danny Boyles 127 Hours (2010).

   Da piloten forlader sit fly, bliver hans rejse en kædereaktion af fra asken til ilden-oplevelser, der kan minde om en slow motion-udgave af Leonardo DiCaprios bane i The Revenant (2015). Allermest ligner manden måske de strandede astronauter i Moon (2009) og The Martian (2015).

   

DA hjælpen når frem, bliver problemet fordoblet. Helikopteren kredser forgæves og styrter. Det lykkes manden at redde en kvinde, som han samvittighedsfuldt tager sig af. Hun er bevidstløs det meste af tiden, men opgaven giver ham formål og fokus. Robinson finder sin Fredag sådan.

   Mads Mikkelsen er alene på lærredet i størstedelen af tiden. Han leverer en udsat figur, der fungerer både fysisk og mentalt. Sammenbidt og dog til at læse. Hver handling er beskrevet så grundigt, at vi forstår, hvor stor triumfen er, når det lykkes at spise varm fisk eller gå et ekstra stykke vej.

   Der er et møde med en isbjørn. Der er et vendepunkt, hvor manden sætter usikkert håb over statisk rutine. Men brasilianske Joe Penna har instrueret, så rejsen aldrig bliver åbenlyst metaforisk. Der er kun det konkrete nu. Det er mere interessant end at se de iscenesatte overlevere i reality-serier som Alene i vildmarken.

DET er en film med sin egen økonomi og logik. Man lever sig ind og bliver inspireret. Det er i høj grad Mikkelsens fortjeneste. I udenlandske roller bliver han somme tider svigtet af sproget. Det er der ingen risiko for i Arctic. Der er kun manden, som bakser på isen.

   Man kunne vise Arctic sammen med Jaume Collet-Seras The Shallows (2016). Her er Blake Lively alene på en klippe i vandet. Hun forsvarer sig mod en hvid kæmpehaj, som bliver ved med at komme. Heller ikke her er der symboler. Eller også er alting symboler. Kvinden vil satse og svømme mod land. De to film er fuldendte spejlbilleder.

Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016).

Arctic. Instr.: Joe Penna. Manus: Ryan Morrison og Joe Penna. Foto: Tómas Örn Tómasson. 97 min. Island 2018. Dansk premiere: 31.01.2019.

Fotos: Armory Films/ Pegasus Pictures/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Paramount, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 01.02.2019 

Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009)

DEN TAVSE KRIGER

En martret maskulinitets æstetik

Af BO GREEN JENSEN

»JEG betragter kunst som en voldshandling. Den eneste forskel på tingene er, at vold ødelægger i virkeligheden, hvorimod kunst inspirerer.« I 2010 er Nicolas Winding Refn kun 40 år, men han taler allerede som en dansk version af Sam Peckinpah. Den sårede hvide hanelefant går afsides for at æde sit bytte. Han har dog ikke tænkt sig at dø foreløbig. Så meget rogue male er Winding endnu ikke blevet.

   Det er let at få øje på volden og dyrkelsen af kvæstelser som maskulin forløsning i Refns uegale, men langt fra usammenhængende filmværk. Snarere er det dog brugen af farve, som gør ham speciel. Valhalla Rising er fuld af sekvenser, hvor lærredet fyldes af mættet rød farve, mens lydsiden rumler som pumpende blod. De fandtes magen til i den anderledes kølige Fear X (2003), som Refn skrev sammen med Hugh Selby Jr. og optog i USA. David Lynch laver sandt nok noget der ligner, men Refn er blevet sin egen mand nu. Han er om nogen ekspressionisten i dansk film. Hvis Pusher II (2006) var den store lakmusprøve, er Valhalla Rising rendyrket stil.

DET er en enkel og evig historie, som Refn har skrevet sammen med den norske forfatter Roy Jacobsen. Valhalla Rising kunne være hugget i granit. I overgangen mellem vikingetid og middelalder, da en frisk kristendom fortrænger troen på de gamle guder, bliver krigeren One-Eye (Mads Mikkelsen) holdt i bur og byttet rundt blandt dekadente høvdinger, som lever i noget, der ligner skotsk højland. One-Eye taber aldrig en tvekamp. Han bider og kvæler og knuser sin modstander. Første scene sætter tonen og demonstrerer, hvor farlig og følelsesløs manden er.

DA det lykkes One-Eye at dræbe sine vogtere, skåner han drengen (Maarten Stevenson), som siden bliver hans væbner. Han slår følge med fanatiske kristne, der vil til Det Hellige Land for at rejse et Nyt Jerusalem. Fordi One-Eye aldrig taler, kender tilskueren ikke hans motiver. Efter uger på et vindløst hav, bliver saltvand til ferskvand som ved et mirakel, og mændene befinder sig med ét i Eldorado.

   Den nye verden ligner Amerika, men er ikke et ædelt Valhalla. Drømmen om rigdom og ære tager livet af mændene efter tur. På et tidspunkt bygger One-Eye sin egen grav af stablede sten. Han går de indfødte i møde for at ofre sig, så drengen kan rejse hjem. For første gang synes en frisk vind at blæse, da drengen ser ud over havet. Manden er vendt tilbage til søen, han sikkert kom op af i tidernes morgen.

REFN siger selv, at Valhalla Rising koncentrerer hans kærlighed til tre genrer: samuraifilm, sci-fi og spaghetti-westerns. I samme ånd repræsenterer One-Eye indbegrebet af den ærketypiske ener. Han er »en helt af mytiske proportioner, den tavse kriger som står alene (…) Han er alt. Han kommer af intet og bliver til intet. One Eye er fusionen af alle de mytologiske filmskikkelser, som jeg voksede op med.«

   Så store disse ord nu er, giver hensigtserklæringen fuldkommen mening. Filmen står og falder med One-Eyes kompromisløshed, der er hinsides både moral og etik. Han er Manden uden Navn; Den Fremmede på Vejen; Ridderen i Ødemarken; Den sidste Samurai. I Mads Mikkelsens arrede skikkelse bærer han filmen, uden at sige et eneste ord og uden at fortrække en mine. Han ligner måske en Jesus-figur, men egentlig er drengen, menneskesønnen som han beskytter, den eneste mulige Kristus. Man kan faktisk ikke mindes en film, der er sluppet så godt fra at tale rent sagasprog.

DET siger vel sig selv, at det har omkostninger. Man skal ikke vente sig vikingeskibe eller historisk akkuratesse. Universet er helt mytologisk. I højlandsafsnittene trækkes der på en keltisk/angelsaksisk grundforestilling om levende guder med mennesketræk og besjælet, skønt udeltagende natur. Midt i en vindløs atlantisk passage, er man også på vej over Styx. Indianerne er som stammefolk langs floden i Mørkets hjerte. Overhovedet ligner Valhalla Rising momentvis en krydsning af John Boormans Deliverance, Coppolas Apocalypse Now og Werner Herzogs Aguirre, den gale erobrer.

   Det er en verden uden kvinder. Kun drengen bevidner, at forplantning finder sted. One-Eye er helt uden ophav. Han kommer af intet og bliver til intet – her noget, der minder om Excalibur-legenden og Artus-digtningens Lady of the Lake.

   Filmen er foruroligende smuk. Der er en indædt stædighed på spil, sammenbidt, blodindsmurt, foroverbøjet – som det boksende handyr, der tålte hvad som helst i den britiske Bronson (2008), Refns forrige film. Det er en martret maskulin æstetik, der tangerer den samme spartanske fascisme, som Frank Miller og Zack Snyder flirtede med i 300. Det er ikke en film for de sarte, og den er ikke politisk korrekt noget sted. Men Valhalla Rising skaber måske den flotteste fysiske action, man har set i nogen dansk film.

Se også Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]; Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100].

Valhalla Rising. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Roy Jacobsen og Nicolas Winding Refn. Foto: Morten Søborg. 100 min. UK-Frankrig-Danmark 2009. Dansk premiere: 31.03.2010

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ BBC Films/ Anobium.lit (on set photo)

Filmen streames på SF Anytime og MUBI

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 26.10.2010

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 31.03.2010

Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018)

VERSIONER AF VINCENT
Van Gogh ved evighedens port

Af BO GREEN JENSEN

VINCENT van Gogh er i bedste forstand en moderne og levende klassiker. Når værkerne bliver vist, er der spontan kontakt og en ny dialog. Den forrevne personlige myte om geniet, som først blev værdsat efter sin død og var for følsom til denne verden, passer perfekt i mekaniske tider.

   Julian Schnabel er selv billedkunstner. I debutfilmen Basquiat (1996) beskrev han sin døde ven og kollega, gadekunstneren Jean Michel Basquiat, med troværdighed og indlevelse. Formen var dengang bred og kaotisk. I sin film om van Gogh tør han godt være stille.

   Willem Dafoe har en af sit livs store roller som Vincent. Schnabel skildrer ham som en nøjsom mand, der egentlig blot vil have fred til at male. Når det lykkes ham at holde lyset fast, er han tilfreds. Andre dage driller motivet. Ofte står han ved staffeliet og føler sig som en idiot.

   Van Gogh døde netop, som filmkunsten blev født. Han begyndte at male i 1881 og skabte på ni år 2100 værker, heraf 860 oliemalerier, før han døde i juli 1890. Han kom hjem med alvorlige skudsår. Skød han selv, og var det med vilje? To dage senere døde han, 37 år gammel.

DET er den mindst komplicerede van Gogh, siden Kirk Douglas spillede rollen i Vincente Minnellis Lust for Life (1956). Schnabel fokuserer på Vincents forhold til Theo (Rupert Friend), som selv kunne male, men blev sin brors gallerist. Stammefællen Paul Gauguin (Oscar Isaac) er som altid tegnet med hård konsekvens. Vi forstår stadig ikke for alvor, hvad der ødelagde det koloristiske venskab.

   Dafoe er ingen frejdig solstråle, men han er ikke mørk og rugende, som Tim Roth var i Robert Altmans Vincent & Theo (1990), eller kølig og klar som i Maurice Pialats Van Gogh (1991), hvor Jacques Dutronc havde rollen. Van Gogh ifølge Schnabel er faktisk en meget elskelig mand.

PÅ sin måde bliver filmen en antologi over alle versioner af Vincent. Der er næsten naive forsøg på at skildre, hvordan den nøgne kunstner ser. Et væltet kamera viser et par udslidte støvler på stengulvet. Der er jublende scener i kornet, hvor Vincent smelter sammen med naturen. Der er lavpraktisk vrede, når borgerne hvisker, og drengene kaster med sten.

   Flere gode navne medvirker i små roller. Mads Mikkelsen stjæler billedet i en scene, som vil blive husket. Han er præst på sanatoriet, hvor Vincent har været indlagt. Han prøver at tale fornuft med patienten og spørger til fremtidsplanerne. For Vincent må for pokker kunne se, at de ubehjælpsomme malerier er grimme. Mikkelsen taler direkte til kameraet i tæt beskæring. Han fortrækker ikke en mine.

I 2017 blev kunstnerens sidste tid til en animationsfilm i fuld spillelængde. Verden var forvandlet til malerier i van Goghs stil. Kobiela & Welchmans Loving Vincent var en ødsel og udmattende billedfest. Ved evighedens port er en generobring.* Vi er tilbage ved mennesket og det enkelte værk. Der er ikke nogen stil endnu. Blot en kunstner, som arbejder på at blive født.

*) Der er stærkt delte meninger om begge film. Den amerikanske kunstner og kritiker Eric Wayne leverer en knusende nedvurdering af Schnabels film på sin blog Art & Crit. Især er Waynes bevisførelse en læsning værd i sig selv. Den danske forfatter og kritiker Henrik Wivel, min gamle kulturredaktør på Weekendavisen, er mindre vild, men lige så hård ved Loving Vincent – som Wayne anbefaler – i sin anmeldelse på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Jeg kan sagtens se rimeligheden i begges voldsomme udfald. Også urimeligheden. Loving Vincent og At Eternity's Gate er idiosynkratiske kuriosa. Begge har en idé, som de fører igennem; begge er ujævne og mere sjældne end kønne. Men værd at gå på opdagelse i og film, som belønner den åbne tilskuer. 

Van Gogh – ved evighedens port (At Eternity’s Gate). Instr.: Julian Schnabel. Manus: Jean-Claude Carrière, Louise Kugelberg, Julian Schnabel. Foto: Benoît Delhomme. 111 min. Schweiz-Irland-UK-Frankrig-USA 2018. 07.03.2019

Fotos: CBS Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Venice Film Festival-Biennale di Venezia 2018/ Van Gogh Museum Amsterdam

Filmen streames [i maj 2025] på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye CURZON (UK) 20.05.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.03.2019