Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]

DRØMMENES OPRINDELSE
Mesterens hyldest til mediets fædre

Af BO GREEN JENSEN

DER er film, som man ser med begejstring, og ved, at man vil gense med endnu større glæde. Som regel er det en reaktion, man prøver at genopleve. Man husker en ubærlig spænding, et raffineret plottvist, et komisk højdepunkt, en romantisk eller erotisk forløsning. I Martin Scorseses pragtfulde Hugo er det snarere summen af udsøgte detaljer. Det er også en følelse, som bygges op over tid, før den endelig får lov at blomstre en fuld time inde i filmen. Som først og fremmest er en film om film, skønt den forklæder sig som en ny Frændeløs.

   Hugo er et påskeæg med en ægte diamant indeni. Den er længe om at komme til sagen, fordi den bruger tid på at sætte scenen så grundigt. Der er sirlig charme og fin atmosfære i Dante Ferrettis dekoration, som gør det ud for Gare du Montparnasse i 1931. Næsten som figurer af den slags, legetøjsmageren sælger fra sin butik, går travle passagerer rundt mellem faste skikkelser som blomsterpigen (Emily Mortimer), caféindehaversken Madame Emilie (Frances de la Tour), hundeelskeren Monsiur Frick (Richard Griffiths) og antikvarboghandleren Monsieur Labrisse (Christopher Lee).

EN særstilling indtager den standhaftige stationsforstander (Sacha Baron Cohen), som døjer med et stift ben og erindringen om en ulykkelig barndom. Såret fik han i krigen. Han ved, at det aldrig vil læge, og derfor kan han ikke tale naturligt til blomsterpigen. Han sublimerer sin frustration ved at jage Hugo og andre gadebørn med særlig nidkærhed. Han bærer husarblå uniform og er poleret som en tinsoldat. Ved hans side går Maximillian, en vist egentlig ikke så glubsk Dobermann.

   Man ser hele livet komme og gå på en travl togstation. Drysset ud med løs hånd er også profiler af kronologiske markører som guitaristen Django Reinhardt (Emil Lager), forfatteren James Joyce (Robert Gill) og kunstmaleren Salvador Dali (Ben Addis). De bliver dog brugt til endnu mindre end baggrundsfigurerne i Woody Allens Midnight in Paris (2011), som vokser ud af den samme sentimentale bevidsthed.

   Et solstrejf venter flere figurer. Alligevel er stationen blot et mekanisk sætstykke, en sindrig maskine (og netop en kulisse), som holdes i gang af de ure, den 12-årige Hugo vedligeholder. Fra uret i tårnet kan han se Paris, og perspektivet gentager sig: med Eiffel-tårnet som gylden krumtap er byen en lysende evighedsmaskine. Alt i verden har en funktion. Kun forældreløse drenge og skuffede filmskabere er alene.

DET er den gamle mand i legetøjsboden, som skaber historien. Hugo »låner« nu og da løsdele til sine ure og den defekte mekaniske dukke, som drengen har efter sin far. Han reparerer figuren efter anvisninger i sin fars notesbog. Legetøjshandleren foregiver at døse. Hugo nærmer sig af nysgerrighed. Manden griber hans hånd og vil have en forklaring. Der er kontakt. Det varer dog længe, før parret bliver venner.

   Først skal Hugo tro, at bogen er brændt. Han skal møde legetøjsmagerens guddatter, Isabelle, og de skal sammen smelte den gamle mands hjerte. Hugo har altid savnet en nøgle til sin mekaniske mand. Da han ser, hvad Isabelle bærer om halsen, giver han endelig slip på sin hemmelighed og derved også på sin ensomhed.

   Man kan sagtens se, at denne historie er fortalt med flair og en sans for kosmisk ironi. Man kan se, at filmen holder af mennesker. Det er dog også som at betragte en verden i bonsaiformat. En skalamodel med en masse urværker. Så bekender filmen kulør og røber, hvem den gamle mand er.

SOMME tider løber tingene sammen på lykkelig vis, og man taler om synkronisitet. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at Georges Méliès (1861-1938) og hans tid dukker op i så mange forbindelser nu. Brian Selznick skrev og tegnede billedromanen The Invention of Hugo Cabret i 2007. Samme år købte Scorsese filmrettighederne og satte John Logan til at skrive manuskriptet til Hugo, der blev optaget i 2010.*

   Samtidig arbejdede det franske produktionsselskab Lobster Film på at restaurere en farvelagt kopi af Le voyage dans la lune (1902), som dukkede op i Barcelona i 1993, da en privat samler donerede 200 stumfilm til Filmoteca de Catalalunya. Lobster Film, som drives af cineasterne Serge Bromberg og Eric Lange, byttede sig til kopien i 1999 og brugte tre år på at restaurere filmstrimlen billede for billede.

   I den verden drejer hjulene langsomt. Der gik siden syv år med at rejse finansiering til digitaliserede version, som fik (re)premiere på Cannes Festivalen i 2011. Til lejligheden skrev den franske duo Air et nyt score, som er udsendt på cd sammen med en dvd, der indeholder den originale produktion fra Méliès Star Film.**

DET er netop fra Le voyage dans la lune, at Scorsese citerer mest ivrigt. Blandt Méliès’ mange film, er det dén, der bliver husket, ikke så meget for de tumlende gøglerier, men for trickoptagelsen af Manden i Månen, som bliver ramt en plein dans l’oeil af ekspeditionens raket.

   Man ser nu, at raketten var rød. Når vi som skolebørn i 1960erne skulle se scener fra filmkunstens første år, var det et ridset fragment af En Tur til Maanen, som blev vist, før man hastigt skred videre til Charlie Chaplin, Harold Lloyd og de øvrige ursteder, som også besøges kursorisk i Hugo.

   Man kan skrive tykke bøger om Méliès og hans betydning for filmproduktion i mediets første årti, hvor en række forretningsstrukturer blev fastlagt. Det er og bliver dog Manden i Månen – dét at det første bevaringsværdige skud rummer så megen humor og fantastisk overskud – der får pioneren til at stå levende for os.***

   Méliès brugte første gang månens ansigt i La lune à un metre (1898), en film på tre minutter, hvor han selv ses som astronomen, der drømmer. Det surrealistiske trick i Le voyage dans la lune – en for tiden umådeligt lang produktion på 13 minutter og 56 sekunder – blev varieret i Le voyage à travers l’impossible (1904), hvor et tog kører ind gennem solens mund. Også denne film, som varer 26 minutter, var baseret på et værk af Jules Verne, som kan have set Méliès’ film før sin død i 1905.

MÉLIÈS kaldes af og til filmens Jules Verne. Hans signatur blev trickoptagelsen, som lader ting gå op i røg, forsvinde og træde frem igen på magisk vis. Méliès sagde selv, at han fik ideen i 1896, da et kamera satte sig fast. Ting blev tryllet væk fra billedet. Filmhistorikeren David Robinson har dog peget på Edmond Kuhns The Execution of Mary, Queen of Scots (1985), en produktion fra Edison Kinetoscope, som stedet, hvor der første gang bliver klippet med magisk effekt.

   Man kan diskutere, om Méliès faktisk udtænkte de teknikker – dobbelt eksponering, split screen og dissolve – som han hyppigt krediteres for. Der er til gengæld ingen tvivl om, at han skabte filmkunstens første fantastiske historier og grundlagde en vital tradition, som stadig lever i bedste velgående. For Scorsese er dét det centrale:

   »Det utrolige ved Méliès er, at han udforskede og opfandt stort set alt, hvad vi laver i dag. Der går en direkte linje ned gennem science fiction og fantasyfilmene fra 30erne, 40erne og 50erne og op til film af Harryhausen, Spielberg, Lucas og James Cameron. Det er der alt sammen. Méliès gjorde alt det, vi nu gør med computere, green screen og digitalisering. Han gjorde det bare i kameraet og i studiet.«

MÉLIÈS instruerede en forbløffende mængde titler – i alt 555 – i årene 1896-1913. Han drev studiet Star Film sammen med sin bror, Gaston, som i 1910 blev direktør for USA-filialen Star Film Ranch i Texas. Det er sandt, at Méliès begyndte at gentage sig selv, at tiden fik smag for en anden slags film og at nye markedsstrukturer fortrængte de uafhængige producenter. Det var dog Gaston Méliès, som slog de sidste søm i kisten, da han brugte 50.000 dollars på at filme i Stillehavsområdet.

   Historien koncentreres i romantisk form hos Scorsese. Det er sandt, at Méliès solgte legetøj på Gare du Montparnasse, da Star Film var likvideret i 1913. Han brændte dog ikke studiet i Montreuil – det blev inddraget af hæren, der brugte det som krigshospital. Det er sandt, at Jeanne d’Alcy – filmens Mama Jeanne (Helen McCrory) – medvirkede i 13 af hans film. De blev dog først gift i 1926, da Méliès første hustru var død. Jeanne d’Alcy (1865-1956) betragtes som den første franske skuespillerinde.

I FILMEN bliver det et gennembrud for Hugo og Isabelle, da Monsieur Labisse fortæller dem om biblioteket på Det franske Filmakademi. Her finder de en beskrivelse af Méliès’ betydning i en monografi med titlen Inventer le rêve: L’histoire des premiers films af Réne Tabard (Michael Stuhlbarg). Skønt manden og hans bog om drømmens opfindelse virker ægte, er begge skabt til lejligheden.

   Det er derimod ikke fri fantasi, at Méliès blev hyldet ved et gallarrangement i 1929. Da han i 1931 blev tildelt Legion d’honneur, var det Louis Lumière, som motiverede medaljen. I 1932 flyttede Papa Georges og Mama Jeanne til en æresbolig i La Maison du Retrait du Cinéma i Orly. Her døde han i januar 1938, efter sigende med ordene: »Le, kære venner. Le med mig, le for mig. For jeg drømmer jeres drømme.« Den gamle tryllekunstner er begravet på Père Lachaise-kirkegården.

DET er, da Hugo når historien om Méliès, at den for alvor bliver bevægende magisk. Genremæssigt går øvelsen ud på at skabe en film, der kan samle familien og henrykke både store og små. Det falder ikke uden videre naturligt for manden bag hårdkogte highlights som Taxi Driver, Goodfellas og The Departed. Skønt Scorsese gør et agtværdigt forsøg på at skildre to (gammel)kloge børn, er det slet ikke sikkert, at nudanske børn vil dele Isabelles eksalterede appetit på litterære eventyr. Endvidere spiller Chloë Grace Moretz (i 2011 helt ung og bedst kendt som Hit-Girl fra Matthew Vaughns Kick-Ass) meget ujævnt.

   Asa Butterfield er bedre til at formidle Hugos rastløse søgen, som længe er et monomant projekt. Hugo nedstammer fra Oliver Twist og David Copperfield. Han er også en slags selvportræt af filmkunstneren som ung hvalp. Drengen skal løse et mysterium, mens hans eget liv tager form, og han er nødt til at tænke og handle i én flydende bevægelse, hvis stationsforstanderen – fortællingens svar på den fæle hundefanger, som man altid kun ser benene af i animationsfilm – ikke skal tage ham.

DEN mekaniske mand, der kan tegne og skrive, må sælges alene på Hugos fascination. Det ligner et postulat ganske længe. Drengen taler til dukken, og der er uudgrundelige reaktionsbilleder af et forfinet metalansigt. Man forstår, at dukken udgør Hugos eneste konkrete bevis for sin fars liv, men det er egentlig ikke noget, man føler. Jude Law fungerer i flashback fortrinligt som den dedikerede alenefar, der gav sønnen indsigt i urværker og en fornemmelse for det sindriges metafysik.

   3D-effekterne fra stationen bliver monotone og Modern Times-agtige. Der slides også rigeligt på sammenligningen mellem drengen, der hænger i tårnuret, og Harold Lloyd i den klassiske farce Safety Last (1923). Da en drømmesekvens rekonstruerer den spektakulære togulykke, som virkelig fandt sted på Gare du Montparnasse i 1895 – et løbsk tog kom ud gennem glasfacaden i første sals højde – er man dog næsten lige så anfægtet som det panikslagne publikum, der dukker sig for toget i brødrene Lumières L’Arrivée d’un train á la Ciotat (1895), som Scorsese genskaber i 3D.

   Hugo vågner af mareridtet – og er midt i en anden mærkelig drøm. Man forstår, at manden bag Shutter Island (2010) har tænkt sig at blive ved formen, skønt indholdet nu er et andet.

I DEN første time er Hugo en yndig effektfilm, der arbejder hårdt på at blive eventyrlig. Det sker, da robotten tegner månens ansigt og signerer tegningen Georges Méliès. Nu har børnene et mysterium at opklare, og billedmageren Scorsese har en historie, han brænder for at fortælle: filmmediets skabelsesberetning. Da Méliès får et navn, og hans kulde bliver forklaret, er virkningen meget bevægende. Filmen har et stort aktiv i Ben Kingsley, som til og med ligner den historiske Méliès.

   Der er kun varme og vemod forbundet med scenerne fra Méliès’ glaspalads, hvor han og Madame Jeanne skaber alle de magiske urværker. Da Kingsley tager ordet for selv at fortælle historien og bogstaveligt bliver den yngre Méliès, er der fri bane hele vejen til havet. Filmen balancerer perfekt som fortælling, og scenerne synes virkelig at ånde i sig selv. Især indspilningen af Vingt mille lieues sous les mers (1907) bliver et sætstykke, et glansnummer og et genuint poetisk øjeblik.

DET er ikke tilfældigt, at Scorsese begyndte på Hugo samtidig med, at Michel Hazanavicius fik ideen til The Artist (2011), som hylder stumfilmen lidt længere fremme. For det første har dvd, blu-ray og streaming skabt en ny interesse for de ældste film, der aldrig har set bedre ud og får karakter af et nyt kontinent, hvis man aldrig har oplevet andet end flimrende farcer med Charlie Chaplin og The Keystone Cops.

   For det andet er det ikke (kun) nostalgi, som driver værket hos filmskaberne. Der er nok en skildring af, hvor kunstarten kom fra, men også en overvejelse om, hvor den skal hen. Mediet gør sig tanker om sin herkomst og sin fremtid i en verden, der har sagt farvel til den fysiske filmstrimmel. Det kan man kun blive klogere af.

   Disse film vil skildre drømmenes oprindelse. De bruger hele paletten af tricks til at genskabe mediets første historie. The Artist vil røre ved følelsesdybden og kvaliteten af uskyld i det klassiske melodrama, som skrev sin tekst i skuespillernes ansigter. Hugo vil vise tilskueren den glæde og benovelse, som filmens første publikum følte ved at se skygger kravle hen over væggen. Følelsen lykkes for Hazanavicius, magien lykkes for Scorsese. The Artist og Hugo er store film. Ser man dem begge, ved man det meste.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

*) The Invention of Hugo Cabret (2007) var den første af Brian Selznicks enestående billedromaner, der bryder med de gængse rammer for graphic novels, billedbøger og tegneserier. Bøgerne kombinerer tekst, der står for sig, med sort-hvide håndtegninger, typisk udført i blyant eller kul. Der er cirka 700 sider i hver bog. Forlaget Sesam udgav Opfindelsen af Hugo Cabret: en roman i ord og billeder i to bind i 2007. Titlen er senere overtaget af forlaget Carlsen. Hverken Wonderstruck (2011) eller The Marvels (2015) findes i danske udgaver. Brian Selznick har selv skrevet The Hugo Movie Companion (2011) og en tilsvarende Wonderstruck Movie Scrapbook (2017), som hører sammen med Todd Haynes' filmatisering. Alle bøgerne er udkommet på Scholastic Books, som bl.a. udgiver Harry Potter-serien i USA. I 2018 illustrerede og designede Selznick et boxsæt med de syv romaner i anledning af 20-året for udgivelsen af Harry Potter and the Sorcerer's Stone (1998, da. Harry Potter og de vises sten). Se hjemmesiden thebrianselznick.com

**) Virgin/EMI har udgivet det nykomponerede score med Air (Jean-Benoit Dunckel + Nicolas Godin). Serge Bromberg og Éric Langes håndkolorerede og restaurerede version af Le voyage dans la lune indgår i Deluxe Edition. Lobster Films' særudgave blev vist på Cannes Festivalen 2011 og havde fransk biografpremiere den 8. december 2011. En Tur til Maanen blev første gang vist i Danmark den 19. marts 1906. Georges Méliès og Star Films producerede 558 titler. Henved 200 er bevaret. De er udgivet både på dvd og blu-ray. Georges Méliès: First Wizard of Cinema (1896-1913) er et 5-disc sæt med en spilletid på 13 timer. Der er 173 film i udgivelsen fra amerikanske Flicker Alley. Flere af de senere, lange titler er blevet farverestaureret efter samme retningslinier som Le voyage dans la lune. Det gælder f.eks. Le royaume des Fées (1903, da. Paa Havsens Bund eller Feernes Kongerige), som havde dansk premiere den 12. april 1905. En håndfuld af de mest karakteristiske Méliès-titler kan ses på Arte's franske hjemmeside.

***) Der er skrevet adskillige bøger om Georges Méliès. I maj 2021 har det nyistandsatte La Cinemathéque française i rue Bercy i Paris netop åbnet Musée Méliès – La magie du cinéma, en stor særudstilling, som vises til og med december 2025. I forbindelse med udstillingen har Laurent Mannoni skrevet billedværket Méliès, la Magie du cinéma (Coédition Flammarion/ La Cinémathéque française, 2020), der fungerer som udstillingskatalog. Værket afløser Méliès, magie et cinéma fra 2002, som Mannoni skrev sammen med Jacques Malthéte. Martin Scorsese har skrevet forordet. Se mere på hjemmesiden cinematheque.fr

Hugo. Instr.: Martin Scorsese. Manus: John Logan. Foto: Robert Richardson. 126 min. USA 2011. 3D i udvalgte sale. Dansk premiere: 15.03.2012.

Le voyage dans la lune (En Tur til Maanen). Instr. og manus: Georges Méliès. Foto: Théophile Michault, Lucien Tainguy. 13 min. Frankrig 1902. Dansk premiere: 19.03.1906.

Fotos: Paramount Pictures/ UIP/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Lobster Film/ Scholastic Books

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy. YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray + Blu-ray 3D fra Arrow Academy 18.07.2023

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.03.2012 [og voksede med tiden i foredragsform]