Translate

mandag den 21. november 2022

Ruben Östlund: Force majeure/ Turist (2014)


DEN CIVILISEREDE MAND
Pinlig, morsom, ironisk og dyb

Af BO GREEN JENSEN

PÅ afstand ligner kernefamilien en karikatur af sin tids ideal. Tomas og Ebba (Johannes Kuhnke og Lisa Kongsli) er perfekte forældre til Vera og Harry (Clara og Vincent Wettergren). Forældrene nærmer sig 40, børnene er vel 10 og 12 år.
   Man kan se, at der ingenting mangler. Det er kun på skrømt, at børnene sukker, når Far og Mor insisterer på sne. Alle fire skal jo ud og gribe dagen på de fantastiske løjper ved smukke Les Arcs, hvor det svenske team holder fransk vinterferie.
   Først ligger de bare på sengen og sover i hver sin blå nissemundering. Der er fuldkommen ro og fred for signaler. Alle fire ansigter hviler, og man hører en fælles, tryg sovelyd. Det har været et travlt år, de fortjener det hér. Batterierne skal lades op. De vil alle fire slappe af og komme helt tæt på hinanden.



TÆTTERE på er idyllen lidt anstrengt. Tomas har svært ved at lade telefonen ligge, og Ebba synes, at det alligevel altid er hende, der står med lavpraktikken og hovedansvaret, fuldkommen ligesom hjemme. Børnene er irritable. Det hjælper ikke, at Tomas ryger i smug, når han har lovet hende at holde op.
   På rummet er der begyndende økuller, men ude i sneen poserer familien, og alting ser ud, som det skal. Stemningen skifter dog efter en frokost, hvor Tomas følger sit instinkt og viser, hvem han egentlig er. På Les Arcs justerer man snekvaliteten ved at udløse kontrollerede laviner. Gæsterne vænner sig til lyden af kanoner.
   Familien spiser på restaurantens terrasse, da et sneskred bliver større end ventet, og lavinen kommer tættere på. Panikken er total og akut. Tomas kender proceduren, tager fotos med telefonen og beroliger familien, men da sneen faktisk ser ud til at ramme, løber han væk fra bordet uden at se sig tilbage. Ebba bliver hos børnene.



FAREN er ovre på ingen tid. Tomas slår det hen, men episoden vil ikke forsvinde. For Ebba var der tale om et svigt af dimensioner. Hvor var hendes hulemand, da familien skulle forsvares? Også børnene så, hvad der skete. Deres far blev svag og faldt igennem, da det gjaldt. Betydningen af det skete vokser, og bebrejdelsen bliver skarpere. Tomas hader alt ved emnet. Det vil bare ikke gå væk.
   Atmosfæren nærmer sig skilsmissestemning, da vennen Mats (Kristofer Hivju) kommer på besøg med sit røde vikingeskæg og en 20 år yngre kæreste (Fanny Metelius). De bliver tvangsvidner ved en ægteskabelig høring, der ligner parmiddagen i Hvem er bange for Virginia Woolf? Der er kun et punkt på dagsordenen: Svigtede Tomas, eller svigtede han ikke?
   Manden er selv i vildrede. Fortrængning og benægtelse kæmper med en trang til at bekende sig. Hårdt presset – og konfronteret med en belastende optagelse fra telefonkameraet – indrømmer Tomas, at det ser ud, som om han flygter, hvis man står i den vinkel. Dybest set er svigtets væsen altså et spørgsmål om æstetisk beskæring. Selvbedraget knejser. Da er det, at Ebba næsten har nok.



SVENSKE Ruben Östlund (f. 1974) tager den skandinaviske mand under kærlig behandling i Force majeure. I Cannes blev filmen vist med titlen Turist og kåret som det bedste bidrag i Un Certain Regard-programmet. Den er eksemplarisk fotograferet af Fredrik Wenzel, som får det maksimale ud af Les Arcs. Det centrale forløb omkring sneskreddet er redigeret med en blanding af ironisk klarsyn og episk tumult. Der er megen mørk latter i sneen, skønt flere scener tangerer tragikken.
   Östlund har været en faktor i svensk og skandinavisk film siden 2004, da slutbilledet i Gitarrmongot viste et lykkeligt mongolbarn, som satte en ballon af sammensmeltede affaldssække op over den lille by ved vandet, hvor filmen i stafetform fulgte en kreds af udsatte skæbner og satte særligt fokus på drengen og hans far.
   Östlund brød for alvor igennem i Cannes i 2008, hvor De ufrivillige, et episodisk studie i gruppepres, satte et lærerværelse på den anden ende og lod en buschauffør tage passagerne som gidsler på de glatte vinterveje, fordi ingen ville tilstå et mikroskopisk hærværk på toilettet. Den utrygge humor lå midt mellem Bent Hamer, Roy Andersson og Lars von Triers Idioterne.



ÖSTLUNDS film holder altid distance til deres karakterer og udmærker sig ved skæve vinkler på nære indstillinger og særlige beskæringer på de lange. Kortfilmen Händelse vid bank (2010) følger to vidners divergerende opfattelser af et bankrøveri. Gennem hele filmen zoomes der ind på forskellige detaljer i den samme totalindstilling. Røveriet ses fra den modsattte side af gaden. Også her er effekten vagt humoristisk.
   Smilet er tørret helt af i Play (2011), hvor to 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. I Play blev formen slebet ned til noget ubønhørligt.
   I Force majeure er den lette alvor tilbage. Det samme er flere elementer fra de øvrige film: de divergerende forklaringer; den gale chauffør i en slingrende bus, der synes at køre os alle mod graven; en fælles norm som afholder den enkelte fra at sige fra. Play var mere effektiv, men der er virkelig noget på spil i Force majeure.



FOR Ruben Östlund er filmen »et eksistentielt drama«: »I Force majeure bliver ’Den Civiliserede Mand’ konfronteret med sin ’Natur’. Karaktererne oplever et drama og faderen, Tomas, må se i øjnene, at der er en uciviliseret side af ham, hvor instinkterne er afgørende.«
   Force majeure er i lang tid også en sædekomedie og en social satire, der lader benægteren være pinlig og fornuftstridigt afvisende, uden helt at hænge ham ud. Den bløde mand er hårdt spændt for. Det koster ham adskilligt at erkende sit svigt, tabe ansigt og tage nederlaget på sig.
   Da han gør det, sker det med lettelse, og efter ulvetimen, hvor Tomas erkender, at der er kommet en anden mand frem, som ingen af dem synes om, heller ikke ham selv, bliver filmen endelig næsten en myte, der krystalliserer samtidskulturen.
   For nu kommer landskabet den væltede konge til undsætning. Da familien og de øvrige gæster bliver hentet på hotellet, er buschaufføren en inkompetent amatør. Undervejs eskalerer panikken. Denne gang er det Ebba, som melder sig ud og står af.



ENDELIG kommer gæsterne gående på vejen som overlevende i en katastrofefilm. Beslutsomme blikke, skjorteærmer i frosten, åndeskyer på en baggrund af bjerge. De er begyndt at tale sammen. Tomas går i midten og forrest. Han tager en forbudt cigaret i skjortelommen og tænder den uden at spørge om lov. Da er den civiliserede mand omsider sat fri. Måske for at finde en ny illusion, men ikke for at leve som før.


Force Majeure (Turist). Instr. og manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 118 min. Sverige-Frankrig-Norge-Danmark-Italien 2014. Dansk premiere: 11.12.2014.


Fotos: Plattform Produktion/ Film i Väst/ Rhône-Alpes Cinéma/ Coproduction Office/ Parisienne/ Motlys/ Svenska Filminstitutet/ Eurimages/ Nordisk Film- og TV-Fond/ Det Danske Filminstitut/ CNC - Cinémas du Monde/ BLS Business/ ZDF/Arte/ SVT/ C More/ Damarks Radio/ YLE/ Beofilm/ CNC/ Institut Francais/ MEDIA Programme of the European Union/ Minor Ordningen/ Magnolia Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ Cinématerial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster/ FILMSTRIBEN/ Google Play/ GRAND HJEMMEBIO/ iTunes/ SF Anytime/ YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.12.2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar