Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]

SATANS ÅNDE, SATANS KIRKE
Lars von Triers okkulte kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

LARS von Triers Antichrist havde verdenspremiere på Cannes Festivalen den 17. maj 2009. Som man sikkert har hørt, var modtagelsen blandet. Triers film har altid delt vandene, og her var nogle af hans virkemidler så ekstreme, at man kun kunne have en stærk reaktion.

   Det er sandt, at man hørte latter på de særeste steder, og at dele af publikum buede undervejs, før filmen til slut fik et ordentligt bifald. Det er sandt, at der blev diskuteret lidenskabeligt. Der blev i sin tid også buet, klappet og diskuteret efter Breaking the Waves (1996), som fik Juryens Grand Prix, og Dancer in the Dark, som endelig tog Guldpalmen i 2000.

   Som sådan var alt ved det gamle. Alligevel blev det en mærkelig oplevelse at sidde på tredje række under pressevisningen i Salle Debussy. Allerede ved synet af titelskiltet, et håndmalet lærred i grelle farver, begyndte latteren bagerst i salen.

   Den boblede under prologen og de første afsnit, som ellers er kemisk renset for humor, selv den syrlige sorte, der er et træk i Triers signatur. Reaktionen kulminerede midtvejs, hvor en lemlæstet ræv løfter hovedet og taler med djævelens stemme til Willem Dafoe. Den siger, at kaos hersker – »Chaos reigns«.

KORT sagt skildrer filmen den proces, som et forældrepar (Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg) gennemgår efter tabet af deres søn. Der er langt til den martrede hverdag i Todd Fields In the Bedroom (2001) og Nanni Morettis Sønnens værelse (2001), som begge havde den samme præmis. Der er derimod ikke så langt til følelsen mellem de fortabte forældre i Nicholas Roegs Don't Look Now (1972, da. Rødt chok), som på samme måde mister en datter og kæmper med efterbyrden af skyld. 

   Hos Trier mislykkes sorgarbejdet. Universet går bogstaveligt i stykker, og alle filmens rædsler kan ses som fysiske udtryk for den indre smerte. Psykologien er meget gennemarbejdet. I hjertet af filmen handler det hele om forholdet mellem manden og kvinden.

FILMEN er fortalt i fire kapitler med en prolog og en epilog, der begge ledsages af bristefærdig smuk sorgmusik fra Händels opera Rinaldo. Titlerne er »Grief«, »Pain (Chaos reigns)«, »Despair (Gynocide)» og »The Three Beggars« . Prologen åbner i underskønne, ultralangsomme sort-hvide billeder, der viser parrets samleje i badet, mens deres lille søn lukker sig selv ud af kravlegården og springer ned og dør på gaden i sneen. Han står i døren og ser forældrene elske, men springer af undren og nysgerrighed. På bordet står tre forkrøblede figurer, tre tiggere, hver med et navneskilt monteret: Sorg, Smerte, Fortvivlelse.

   Under begravelsen, som på subtil vis citerer Dreyers Vampyr, får drengens mor et sammenbrud, der ifølge sagkundskaben ikke følger det typiske mønster for sorg. Den mere pragmatisk orienterede far er selv terapeut. Han beslutter at kassere medicinen og overtage behandlingen af sin hustru. Hun vil hele tiden elske for at dulme smerten, men han skubber hende fra sig. Andre gange giver han efter, især når hun bebrejder ham, at han altid har været en fjern mand og far. Antichrist er også en film om dualismen mellem ideal og praksis, om fornuftens fallit i forhold til den rene følelses styrke.

DA behandlingen hjemme ikke fungerer, men egentlig blot gør tingene værre, beslutter Dafoe at tage ud til Eden, huset i skoven, som hustruen forbinder med dyb frygt og angstfremkaldende udsathed. Her skete der noget sommeren før, da hun sammen med sønnen boede i skoven for at skrive sin afhandling om kvindehad og heksejagt gennem tiden. Der er aldrig en forkromet forklaring. Man stykker forhistorien sammen via løsrevne drømmebilleder og spredte informationer i dialogen. Det fremgår, at han først nu opdager, at hun aldrig færdiggjorde projektet, som han så overbærende på.

   Han er den stærke, hun er den svage, men i skoven begynder forholdet at vende. Gainsbourgs karakter bliver spydig, næsten hånlig i sin forudanelse om, hvordan det vil gå, når manden bliver rystet i sin selvtilfredse tro på fornuften. Han har mareridt og halvdrømme, står pludselig stille i lysningen og ser en dådyrhun med et dødt kid hængende ud af livmoderen. Hustruen insisterer på at elske hårdt og begynder selv at støde fingrene op, da han ikke vil hjælpe hende. Da de har samleje mellem et egetræs rødder, kan kun filmens tilskuer se, at der ligger døde hvide kroppe overalt.

HERFRA accelererer panikken, og kaos konsoliderer sin magt. Det er ikke en film for de sarte, og man skal standse læsningen hér, hvis man tilhører typen, som nødigt vil vide for meget på forhånd. For det er på sin plads at fremhæve graden af udpenslethed. Seksuelle lemlæstelser vises i ultranær, skræmmende livagtigt.

   Man kan ikke ryste det af sig som den sadistiske vold i en gængs gyserfilm, når Gainsbourg i sin psykotiske besættelse knuser Dafoes kønsdele med en brændeknude. Når en erigeret penis sprøjter blod; når et skinneben bores igennem, så akslen af et slibehjul kan føres ind, boltes fast og tynge ham ned. Når en kvinde klipper sin clitoris af. Disse billeder går i kroppen med en før-sproglig styrke, der ligger hinsides gængse normer for moral og æstetik.

DET er ikke mindst fotografens fortjeneste, at filmen virker så enkel og umiddelbar, skønt perspektiv og tematik med vilje er eksponeret diffust. Anthony Dod Mantle (f. 1955) har skabt noget enestående sammen med Trier og klipperen Anders Refn (der til lejligheden assisteres af Åsa Mossberg). Dod Mantle modtog en Oscar for sit arbejde på Danny Boyles Slumdog Millionaire (2008), der er filmet i hans sædvanlige rastløse, febrile stil med håndholdt kamera, hurtige klip og mange skæve vinkler, der sammen med højnede eller dæmpede farver forstærker præget af virkelighed som æstetisk konstruktion.

   I Antichrist rettes snart sagt alle strømme den modsatte vej. Hvert afsnit har sin egen stil, rytme, lyssætning og farveskala, og filmen glider umærkeligt også fra genre til genre. Prolog og epilog er begge spændt helt op æstetisk, begyndelsen i sort-hvid hypertid, slutningen i ekspressionistiske totalbilleder, der næsten har stumfilmens svulmende operastyrke. Musik og vision hænger lykkeligt sammen. Der er i sjælden grad tale om art cinema.

SCENERNE fra parrets liv i byen har en tæt, fortrolig hverdagsrealisme i sig. Første del af mareridtet i skoven intensiveres efter klassisk Cabin Fever-model med snigende paranoia og eskalerende hysteri. I anden del, efter de frapperende lemlæstelser, er der derimod en klaustrofobisk, kammerspilsagtig intentisitet i scenerne med den kastrerede mand, som prøver at kravle væk med sit knuste ben, og den rasende furie, som nu er indbegrebet af alle misogyne mareridt om hævnende hekse og aggressive amazoner. Her tager filmen farve efter Rob Reiners effektive filmatisering af Stephen Kings Misery (1990) og knytter også en mentalitetshistorisk forbindelse til slavebillederne i Dogville (2003) og Manderlay (2005).

   Anthony Dod Mantle vælger i alle tilfælde og stemninger den rigtige optik, det optimale perspektiv og den korrekte kromatiske skala, som tjener filmen og Triers historie. Han gør sin tekniske formåen til fortællingens fødselshjælper, underlægger sig instruktørens overordnede hensigt og arbejder i fuldkommen overensstemmelse med klip og dramatisk psykologi. Herved bliver en stærk film til et regulært mesterværk. Med Antichrist skaber Trier noget stort og foruroligende, uden at kende sin egen hensigt til bunds. Det er derfor, at alle tilskuere taler om, hvordan denne film går i kroppen på én og bliver siddende i hovedet bagefter.

ANTICHRIST er en romantisk gyser. Romantikken dyrkede det ekstreme og det sublime, det himmelske lys og det dybeste mørke, som to sider af den samme absolutte fordring om hengivelse og forløsning i en besjælet natur, der var større end alle menneskets planer. Det samme gør Triers film, som dyrker angsten og skønheden med lige stor lidenskab.

   Filmen er også en personlig eksorcisme, en version af alkymisternes nigredo, som er det nulpunkt af mørke og gold negation, der skal gennemgås, før en forvandling kan finde sted.

   Trier har fortalt, at han skrev manuskriptet, mens han gennemlevede en depression. Antichrist er tilegnet erindringen om den russiske filmskaber Andrej Tarkovskij (1932-1986), instruktørens erklærede helt fra begyndelsen, men han taler andetsteds både om Edgar Allan Poe og August Strindberg som åndelige faddere.

   Strindberg brugte de alkymistiske begreber i drømmespillene fra sin Inferno-periode. Også for ham var dobbeltheden af kvindefrygt og kvindetilbedelse central. Poe skrev om at længes efter det frie fald ned i afgrunden, efter suget ind i hvirvlen, efter sublim himmelsk fred.

DISSE kvaliteter er alle til stede i Antichrist, der er en kunstfilm forklædt som et stift genrestykke. Den er for det første en spøgelseshistorie om et sørgende forældrepar, der kun har hinanden at holde fast i, mens de prøver at kæmpe sig vej ud af sorgen. Det er som nævnt det samme traume, der forbinder Julie Christie og Donald Sutherland, da de møder døden i Venedig i Nicholas Roegs filmatisering af Daphne du Mauriers Don’t Look Now.

   For det andet skifter filmen farve og bliver til rendyrket horror. Det bløde gys i en spøgelsesfortælling er som regel forankret i virkeligheden, og der findes en forklaring til slut. Horror foregår i en verden, som enten ringeagter mennesket eller aktivt ikke vil os det godt.

   I filmens tredje del, som har titel efter den sidste af de tre figurer, »Despair«, begynder universet bogstaveligt at gå op i limningen. Der er vendt op og ned på alle værdier, og det er dét som kvinden mener, da hun siger, at naturen er Satans kirke, lige som det er Satans ånde, der blæser vinduet op og trænger ind.

DA denne ånde har taget bo i Gainsbourg, bliver hun i første omgang klar, stærk og frygtløs. Dafoe tror ikke på denne forandring. Så overfalder hun ham korporligt. Han finder hendes optegnelser fra hekseprojektet og ser, hvordan notaterne blev stadig mere usammenhængende.

   Stadig falder agern ned på bliktaget, stadig ligger lyden af ondskab og rumler i bunden, meget som i David Lynchs film. Filmene ligner ikke hinanden, men havde Lynch taget historien i Don’t Look Now og overført den til rammen fra The Blair Witch Project (1999), ville resultatet ligne Antichrist.

   Efter de første lemlæstelser følger en lang sekvens, hvor Dafoe kravler væk fra Eden, bogstavelig talt med en klods om benet, og gemmer sig i en hule ved egetræet, mens hans hustru kalder og raser. Filmen synes bevidst at changere og gå fra den ene slags narrativt lys til det andet, mens modbydeligheden intensiveres. Samtidig findes der hele tiden erindringsklip og drømmescener; stærke, smukke og slående billeder, som står uden for fortællingens fremdrift.

UNIK bliver filmen for alvor i sin visionære epilog, hvor en lægt Dafoe vender tilbage til det lille hus i de store skove. Som vandringsmanden på et romantisk maleri arbejder han sig op ad skråningen mod bjergets top. Det er uklart, om han ænser den skare af ansigtsløse kvindelige genfærd, som bestiger Bloksbjerg sammen med ham.

   Associationen, som man får, er måske den særeste i filmen. Jo, man kan ane Tarkovskij, men også »Ave Maria«-sekvensen fra Disneys Fantasia (1940). Atter citeres Händels Rinaldo. Porten til Helvede lukkes igen, og den romantiske apoteose sker fyldest.

   Antichrist skal ses flere gange, og filmen er mange ting på én gang. Som romantisk horror story er den vild, hysterisk, betagende smuk og grænseoverskridende udpenslet i sine få, men effektfulde chokscener. Som en fabel om kønnenes forhold har den mindst syv lag og tre dobbelte bunde.

   Den okkulte faktor peger tilbage mod værker som Epidemic (1987) og Riget (1994-1997), men det er hekseaspektet, kvinden som hundyr, kælling og martyr, der knytter den tættest til Triers øvrige film. Også Charlotte Gainsbourgs karakter er en version af Guldhår, en kusine til Bess fra Breaking the Waves, Selma fra Dancer in the Dark og Grace i Dogville og Manderlay.

FILMEN er et eventyr om fortrængning; om sorgen, kønnet og angsten i skoven, der ligger både i virkeligheden og i underbevidstheden. Man har Antichrist siddende i sig bagefter, for det gode såvel som det ondes skyld. Dafoe og Gainsbourg giver sig selv helt og fuldt, som filmen overhovedet gør det. I æstetisk henseende er det Triers smukkeste og størst tænkte film siden Europa (1991). For dét kan Dod Mantle tage en stor del af æren.

   Det bliver aldrig klart, om Gainsbourgs forvandling er et udslag af psykose eller del af en satanisk besættelse. En pointe kunne være, at der ingen forskel findes, blot to forskellige virkeligheder.

Se også Satans kvinder: Akelarre/Coven (2020); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]; Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996); Paul Verhoeven: Benedetta (2021) + Ken Russell: The Devils (1971). 

Se også Lars von Trier: Riget/ The Kingdom [Horror 100]; Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2019]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013); Lars von Trier: The House That Jack Built (2018).

Antichrist. Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 104 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Italien-Polen-Tyskland 2009. Dansk premiere: 20.05.2009.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Slot Machine/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ DR/ Lucky Red/ Arte/ Film i Väst/ SVT/ Canal+/ CNC/ DFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Nordisk Film/ TrustNordisk/ CineMaterial/ Criterion Collection/ Film-grab.com (framegrabs)/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Antichrist er udgivet på dvd og Blu-ray hos Artificial Eye (UK) og The Criterion Collection (US)

Teksten stod som anmeldelse (med rubrikken Satans ånde) i Weekendavisen Kultur 21.05.2009 og er senere trykt som essay (med titlen Kaos hersker) i antologien Fotografens øje: Dansk filmfotografi gennem 100 år. Red. Dirk Brüel, Andreas Fischer Hansen og Jan Weincke. 360 s. Lindhardt og Ringhof, 2009.

To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015)

FJERNT FRA VERDENS VRIMMEL
To film efter Thomas Hardys roman 

Af BO GREEN JENSEN

THOMAS Hardy (1840-1928) skrev på tyve år ti romaner, som udspiller sig i en fiktiv version af Dorset, Devon og Somerset i det sydvestlige England, hvor han selv var født og vokset op. Han kaldte egnen for Wessex og skabte ad åre en fælles baggrund for bøgernes realistiske skildring af en stor og som regel romantisk historie.
   Når der står Casterbridge hos Hardy, skal man forestille sig Dorchester, hvor forfatteren selv havde adresse. Man kan finde alle stederne, hvor Hardys hjertescener udspiller sig, inklusive den afskærmede »fordybning mellem bregnerne«, hvor Frank Troy og Batsheba Everdene mødes i Far from the Madding Crowd (1874, da. Fjernt fra verdens vrimmel). Topografien er altid autentisk. Derfor er Wessex i dag et yndet rejsemål for litterære turister.
   Hardy skrev sin prosa til magasiner og aviser, ofte på mål og bestilling. Han gjorde det for at finansiere arbejdet med sine digte, som han nørklede med i årtier, før han sendte dem til tryk. Det er dog ikke ensbetydende med, at romanerne og novellerne i Wessex Tales (1888) og Life’s Little Ironies (1894) blev rystet ud af ærmet. Hardy var en grundig mand, som så på verden med kulsorte øjne. Hans livssyn er knusende tragisk. Alligevel har bøgerne været i tryk lige siden, han skrev dem.
   

THOMAS Vinterberg har instrueret (endnu) en filmatisering af Far from the Madding Crowd. Også dét er gjort på mål og bestilling, men alligevel er der tale om grundigt og ordentligt hjertearbejde. Hovedparten af Vinterbergs film er realistiske historier. Undtagelserne er to fabler, It’s All about Love (2003), som var dystopisk sci-fi med samtidsadresse, og Dear Wendy (2004), som var en slags syndefaldsmyte om våben, forklædt som teenagewestern og skrevet af dogmebroderen Lars von Trier.
   Med Submarino (2010) og Jagten (2012) fandt Vinterberg på den svære måde en ny modenhed og vendte tilbage efter nogle usikre år med En mand kommer hjem (2008) og diverse forefaldende arbejde. Alle Vinterbergs film har en dansk signatur og en personlig tone. Far from the Madding Crowd er britisk arvesølv.
   Øvelsen skal demonstrere, at Vinterberg kan lave ægte periodefilm og i en vis forstand overskride sin grænse. Han er i denne film helt og holdent fortællingens tjener. Roman Polanski gjorde noget lignende, da han filmatiserede Hardys Tess of the d’Urbervilles i 1979. Det er ikke just et eksempel, der skræmmer.

HARDY fortæller som altid om stor kærlighed og en lunefuld skæbne. Batsheba Everdene (Carey Mulligan) inkarnerer begge dele. Hun er viljestærk og handlekraftig. Hun siger nej til fåreavleren Gabriel Oak (Matthias Schoenaerts), mens han endnu er den økonomisk stærke i forholdet. Hun charmerer naboen William Boldwood (Michael Sheen) med et ubetænksomt gækkebrev, som slår manden mentalt ud af kurs.
   Batsheba er altid hensynsfuld, når hun forklarer sine bejlere, hvorfor kærligheden ikke er en god idé. Hun bliver dog selv kørt over af skæbnen, da hun falder for soldaten Frank Troy, som kun er interesseret i fem minutter og behandler hende (og alle andre, for den sags skyld) fuldkommen hensynsløst. Ikke fordi han er grusom som sådan, men fordi det ligger i hans natur.

DENNE natur er hos Hardy et bæst, som kun bliver værre med tiden. De første af hans bøger er relativt lyse i mælet. De har kønne titler som Under the Greenwood Tree (1872) og A Pair of Blue Eyes (1873). Fjernt fra verdens vrimmel tager sin billedskabende titel fra et digt af Thomas Gray: »Far From the madding crowd's ignoble strife/ Their sober wishes never learn'd to stray;/ Along the cool sequester'd vale of life/ They kept the noiseless tenor of their way.«
   I senere karakterstykker som Tess of the d’Urbervilles (1891) og Jude the Obscure (1895) er positivismen forvandlet til determinisme. Hardy står under den tomme himmel og ryster sin knyttede hånd i protest. Til gengæld elsker han jorden, som brave bønder dyrker i pagt med de skiftende årstider. Hardy var en stor fan af landmandslivet. Han så industrialiseringen som begyndelsen på menneskets slutning.
   Bøgernes mænd er som hugget i sten. Michael Henchard sælger sin kone og sin datter til en sømand i The Mayor of Casterbridge (1886). Jude Fawleys forstyrrede søn tager sit eget og sine søskendes liv – »Fordi vi er for mange« – i Jude the Obscure, hvor også klassekamp og systemkritik er blevet en del af Hardys register.
   Den tragiske Tess Durbeyfield er vel Hardys største kvindefigur. Til gengæld har Batsheba inspireret en lang række fiktive søstre, fra Scarlett O’Hara i Gone with the Wind til Katniss Everdene i The Hunger Games, fordi hun er ressourcestærk og ingenting fortryder. Hun lærer også af sine fejl. Batsheba træffer omsider det rigtige valg.
   

HISTORIEN har en forpligtende stamtavle. Den første stumfilm blev indspillet i 1909. En lang version med Florence Turner fik premiere i 1915. Filmen er gået tabt, men lanceringen overlever. Man ser, at det hen over 100 år uvægerligt er scenen, hvor Batsheba og Troy mødes i »the hollow amid the ferns«, der tænder publikums fantasi.
   Bogen er overført til scenen i mange omgange. I 1882 var Hardy selv medforfatter på den første teaterudgave. Far from the Madding Crowd findes også som ballet (1996), musical (2000) og opera (2006). Den mest trofaste dramatisering er tv-udgaven fra 1998, en miniserie i dobbelt spillefilmslængde med Paloma Baeza, Nathaniel Parker og Jonathan Firth (Colins lillebror) som Frank Troy.
  

DOG skal Vinterbergs film især konkurrere med erindringen om John Schlesingers på alle måder velskabte helaftensfilm fra 1967. Julie Christie var muligvis for moden og moderne i rollen som Batsheba, men Alan Bates var en bundsolid Gabriel Oak, og som soldaten havde Terence Stamp en panache, der er væk i den nye version. Peter Finch havde rollen som Boldwood. Aristokraten er altid en skyggefigur.
    Romanen var kongenialt bearbejdet af Frederic Raphael, og Nicolas Roegs billedside var decideret spektakulær. Kort efter blev Roeg selv instruktør af Performance, Walkabout, Don’t Look Now, The Man who Fell to Earth og Bad Timing. Man kan se, hvor han kommer fra i Far from the Madding Crowd, der også giver sangene fra Hardys bog betydelig plads. Filmen er stadig en svimlende oplevelse. 

  

VINTERBERG lægger alt dette væk og begynder fra bunden et helt andet sted. Det bør publikum også gøre. Manuskriptforfatteren er David Nicholls (som skrev romanforlægget for Lone Scherfigs One Day/ Samme tid næste år), og Charlotte Bruus Christensens mørkere, blødere billedside lægger sig efter jordfarverne i Dorset, som man også ser i Polanskis Tess, der var fotograferet af Ghislain Cloquet og Geoffrey Unsworth.

   Vinterberg gør en dyd af at respektere traditionen. Alligevel er det i kraft af sin moderne sensibilitet, at filmen skiller sig positivt ud. Carey Mulligan er lige så meget en type af sin tid, som Julie Christie var i 1967. Stoikeren Gabriel har alle dage koncentreret de bedste af jordens kvaliteter. Karakteren er lidt af et egetræ selv.
   Mest interessant er derfor soldaten, som spilles af Tom Sturridge med nærmest neurotisk forurettelse og det, som amerikanere kalder a sense of entitlement. Frank Troy skal fra Hardys hånd være en charmerende sjuft, der lever i nuet (»He was a man to whom memories were an incumbrance, and anticipations a superfluity.«)

TROY forfører Batsheba med sin fægtekunst. Scenen, hvor de mødes ved solnedgang, og han drejer cirkler om hende med sin parringsdans, er et højdepunkt i alle versioner af historien. Hos Hardy beder hun selv om at se kunststykket, som der går rygter om på egnen. Hun bygger forventningen op i et helt kapitel og er moden til at plukke, da de mødes. Han spidder larven på hendes kjole og skærer en lok af hendes hår med et stød, som kunne være drevet igennem. 
   Hos Schlesinger bliver episoden i sig selv et ækvilibristisk sætstykke. Der zoomes og blændes over, mens Christies karakter får åndenød og ser kavaleri, der stormer fremad i fuld uniform. Terence Stamps elegante forfører er filmet fra mange vinkler, mens han trækker sig væk, bøjer sig frem, presser på og driver stødet ind. Han betoner, at han ikke kan præstere, hvis hun er bange. Det er så tæt på et samleje med fuld penetration, som filmkunsten kommer på denne side af Hitchcocks dampende lokomotiver, der forsvinder ind i en dragende tunnel.
   Hos Vinterberg kommer opvisningen ud af det blå. Den har samme effekt, at tryllebinde Batsheba, men hun er uforberedt på demonstrationen. Der er ingen stor musik og ingen dvælende gylden montage. Der er slet ingen indklip af angribende kavalerister. Tværtimod afvikles scenen med kejtet håndgribelighed. Troy bakser med sit våben. Atmosfæren er erotisk, men også mere solidarisk. Både manden og kvinden anstrenger sig.

DET er denne empatiske kvalitet, der får den nye filmatisering til at leve, som regel efter Mindre er Mere-princippet. Gabriel er skildret uden de teatralske reaktionsbilleder, som Schlesinger-filmen er fuld af. Da hans får drives ud over klippen, er det mere forfærdende end nogensinde. Det er også mere virkeligt.
   Far from the Madding Crowd er tæt på at være en lydefri film. Det lykkes at levendegøre passionen, snarere end at forklare den. Hardy forklarer i øvrigt selv frejdigt løs og analyserer på sine karakterer, meget som en victoriansk dukkemester. I Vinterbergs hænder bliver Far from the Madding Crowd en moderne fortælling, som respekterer sit klassiske forlæg, men taler til tiden og mennesker nu.

Se også Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Thomas Vinterberg: Kollektivet (2016); Thomas Vinterberg: Kursk (2018); Thomas Vinterberg: Druk/ Another Round (2020) [Oscars 2021] + Dear Wendy: Et interview med Thomas Vinterberg [2005].

Far from the Madding Crowd. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: David Nicholls. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 119 min. Dansk premiere: 23.04.2015.

Fotos: MGM/ Studiocanal/ Amazon Studios MGM, (Fox) Searchlight Pictures/  DISNEY+/ Filmcompagniet/ SF Studios/ CineMaterial, MovieStillsDB, Wikimedia 

Far from the Madding Crowd (2015) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 31.08.2015

Far from the Madding Crowd (1967) streames på Amazon Prime | STUDIOCANAL PRESENTS, Amazon Store, Apple TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Archive Collection [region A + B] 10.02.2015

2K Blu-ray fra Studio Canal Vintage Classics [region B] 01.06.2015 
Artiklen stod (let forkortet) i Weekendavisen Kultur 24.04.2015