Translate

torsdag den 27. maj 2021

Todd Haynes/Patricia Highsmith: Carol (2015) [Bogen og filmen]


PRISEN PÅ SALT
Kønnets undren i Eisenhower-tiden

Af BO GREEN JENSEN

FORELSKELSEN er en svimlende blanding af rus og betingelsesløs hengivelse. Verden forvandles af blikket, den kaster. Film- og litteraturteori elsker at tale om begær, objekt/subjekt osv. som intellektuelle konstruktioner. Men i nogle fiktioner bliver ordet til kød. Så falder det abstrakte sprog fra hinanden.

   I 1952 arbejder den unge Therese Belivet (Rooney Mara) som juleassistance i stormagasinet Bloomingdale’s på Manhattan. Hun er ellers fotograf. Hun går stilfærdigt ud med Richard (Jake Lacy), der ser hende som hustrumateriale. Det er USA lige før Eisenhower-tiden. Kønsrollerne er ikke til forhandling.
   Therese er ansat i legetøjsafdelingen. Det er hårdt, utaknemligt arbejde, hvor man bliver stiv i ansigtet af at smile og får ømme fødder af at stå. Lindringen kommer, da Carol Aird (Cate Blanchett), en moden kvinde, som er indbegrebet af elegance, beder om hjælp med at vælge en dukke til sin datter.

SÅDAN begynder et kærlighedsforhold, som ændrer tilværelsen for begge kvinder. Todd Haynes’ film ser Carol med Thereses øjne, men lader gradvis positionerne skifte. Der er aldrig en fuldendt balance.
   Først er det alt eller intet for Therese. Carol griber snarere chancen for en distraktion. Hun er ved at blive skilt fra Harge (Kyle Chandler), som er såret og forvirret, fordi Carol var ham utro med Abby (Sarah Poulson). Meget er oppe i luften, da krigen om forældremyndigheden over parrets datter begynder.
   Kvinderne bliver indhentet af de juridiske realiter, da de sætter ud på et næsten Nabokovsk road movie-togt. Hvis de elskende på noget tidspunkt har et lykkeligt, ligeværdigt øjeblik sammen, er det hér i motellernes Amerika, hvor alder, køn og klasse har mindre betydning.


FILMEN bygger på romanen The Price of Salt, som Patricia Highsmith (1921-1995) skrev i 1951. Hun havde job hos Bloomingdale’s i julen 1948. Hun blev selv betaget af en kunde, men fik kun lejlighed til at leve forelskelsen ud i sin fantasi.
   Da bogen udkom, stod der Claire Morgan på omslaget. Highsmith sagde senere, at det ikke var på grund af romanens lesbiske tema. Hun havde netop udgivet Strangers on a Train (1950, da. Farligt møde), som Alfred Hitchcocks filmatisering gjorde til en succes. Den unge forfatter blev rådet fra at skrive en anden slags bog så hurtigt efter.
   Prisen på salt blev diskret markedsført som »en moderne roman om to kvinder«. Den lidt mere lurvede billigbogsudgave solgte over én million eksemplarer. Hver uge kom der flere fanbreve. Da var Highsmith videre med The Blunderer (1954) og på vej mod The Talented Mr. Ripley (1955, da.Tom Ripleys talent).
   Den oprindelige titel var ifølge Highsmith en bibelhenvisning. I Første Mosebog er det den pris, som Lots hustru betaler for at se sig tilbage, da familien forlader Sodoma og Gomorra: »Men Lots hustru så sig tilbage, og hun blev til en saltstøtte.« Det kan sikkert bredes mere ud. Prisen på salt er vel prisen på tårer.
   I 1990 blev bogen genoptrykt – også på dansk – under Highsmiths eget navn og med titlen Carol. Hun gav selv et bud på dens succes. Som regel havde homoerotiske kærlighedshistorier en moraliserende slutning, hvor den forbudte elskov blev straffet. Carol slutter åbent og er en realistisk udviklingsroman. Der er ingen opbyggelig dobbeltmoral.


TODD Haynes er en meget præcis instruktør, som ofte får tingene sagt ved at genbruge stilgreb fra sine forbilleder. Carol er tematisk tæt på Far from Heaven (2002), som var en hyldest til Douglas Sirk, 50er-melodramaets mester. Æstetisk er den forbundet med miniserien Mildred Pierce (2011).
   Haynes castede Cate Blanchett som Bob Dylan i 60er-afsnittet af I'm Not There (2007), der stadig er hans bedste film. Som Carol koncentrerer hun alt, hvad den unge Therese begærer: erfaring, problemer, sanselighed. Hun er også god som den ydmyge kvinde, der spørger, om de skal ses igen.
   Har filmen én reference, er det William Wylers The Children's Hour (1961, da. Sladder), hvor Shirley MacLaine og Audrey Hepburn var lesbiske lærerinder. Carol kopierer ramme for ramme centrale scener, hvor kvinderne næsten kysser hinanden. Sex er ikke hovedsagen, men i Carol bliver kærlighedens utopi realiseret.


TYVE år efter Safe (1995) og Velvet Goldmine (1998) er Haynes fortsat en af tidens originale filmskabere. I radikale LGBT-kredse bliver han somme tider beskyldt for at gå »fjendens« ærinde. Det er lidt, som når marxister kalder socialisten Ken Loach for en klasseforræder. Teoretisk baseret kritik har svært ved at se det enkelte udtryk.
   Carol er en gribende skildring af et kærlighedsforhold og et antropologisk tilbageblik på en tid med andre konventioner. Filmen bruger Blanchett som blikfang, men det er Rooney Mara, der giver den sødme og fornemmelsen af en fremtid, som er (lidt) mindre hadefuld og indskrænket.



Carol. Instr.: Todd Haynes. Manus: Phillys Nagy. Foto: Edward Lachman. 118 min. UK-Frankrig-Australien-USA 2015. Dansk premiere: 10.03.2016

Patricia Highsmith: Carol. Oversat efter »The Price of Salt/ Carol« (1952) af Birthe Lundsgaard. 316 s. Gyldendal, 1992.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ W.W. Norton & Company/ Gyldendal
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Studio Canal (region B) 21.03.2016
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.03.2016

onsdag den 26. maj 2021

Todd Haynes: Far from Heaven (2002)


PROBLEMER I PARADIS
Todd Haynes hylder Douglas Sirk

Af BO GREEN JENSEN

DER er smukt i Connecticut om efteråret. Luften er klar, og farverne i løvet brænder, mens pittoreske egern piler rundt og fouragerer før vinteren. Især når man ser det på afstand og lidt oppefra, må hjertet undertrykke et suk. De store huse i ajourført kolonitidsstil. Kvinder der klæder sig så gennemført, at tørklædet matcher med lyset. De friserede haver, som gartneren plejer. I hvert fald ligner det lykken på film. Det var for at fastholde svimlende panoramaer som dette, at man udviklede technicolor-teknikken.
   Her lever familien Whitaker så fuldendt, at det næsten tager vejret fra én. Han (Dennis Quaid) er salgschef i den lokale afdeling af Megatech, som producerer tv-apparater. Hun (Julianne Moore) er den hjemmeløbende hustru, som holder balancen med ynde og flair, skønt hun jonglerer med mange umage bolde. To selviske børn og en omfattende husholdning, som hun lykkeligvis assisteres i af en trofast sort tjenestepige. Der er også sociale funktioner, kvidrende venindefrokoster, evige velgørenhedsarrangementer. Cathy Whitaker klager imidlertid ikke. Livet er godt i Amerika nu.



NÅ ja, og så er de aftener, hvor hun må hente Frank hos politiet, fordi han igen har drukket sig mod til, før han jagede unge mænd inde i byen. Der er nætterne, hvor han slet ikke kommer, og hun må dække over hans fravær med søde historier for børnenes skyld. Set udefra har de alt og er lykkelige, Mr. & Mrs. Megatech 1958. Men indenfor er der stille. Hun og Frank har ingenting sammen mere. Hvad de lever bag facaden er ikke et liv, men en efterligning. Og netop i 50er-melodramaet Imitation of Life (da. Lad andre kun dømme), en af Lana Turners bedste film, tager Todd Haynes’ Far From Heaven sit afsæt.

 

FAR from Heaven ville ingenting være uden de stadige henvisninger til Douglas Sirk (1897-1987). Han var den eneste instruktør, der kunne tvinge en gedigen dramatisk præstation ud af 50er-idolet Rock Hudson, og han er et af de bedste argumenter for den forkætrede, men fortsat vitale auteur-teori. Især i Frankrig, hvor Sirk har guddommelig status, taler kritikerne indforstået om de »syv store melodramaer«, der kom fra hans hånd i 50erne.
   I 1950ernes amerikanske filmindustri kunne de kontraktansatte instruktører ikke selv vælge deres projekter. Studiet stak dem et manuskript, som de måtte realisere til tiden og for de afmålte midler. Derfor, siger teorien, skal man ikke se på filmenes indhold, hvis man vil studere en filmskabers strategier. Man skal knække koderne nede i teksten og finde de gennemgående træk. På den teknisk fuldkomne overflade er Sirks film sentimentale kærlighedshistorier. Imidlertid er de ladet med motiver, som kommer frem når man kradser i den kunstfærdige fernis. 


DIRK hed egentlig Hans Detlef Sierck og havde en omfattende europæisk produktion bag sig, da han i 1937 forlod nazismens Tyskland til fordel for konsumerismens USA. I Hollywood gav han sig, i lighed med eksilerede fæller som Billy Wilder, Fritz Lang, Robert Siodmak, Fred Zinnemann og Edgar C. Ulmer, til at lave hårde, beskedent budgetterede thrillers i genren, vi siden har dyrket som film noir. Sleep, My Love (1948, da. ...før det dages) er Sirks hovedværk i denne sammenhæng. Han instruerede også westerns, komedier og musicals, men fandt sin sande form i 1953, da han instruerede Rock Hudson og Jane Wyman i melodramaet Magnificent Obsession (da. Den store læge).
   Filmen er fra samme år, hvor Sirk signerede Taza, Son of Cochise (da. Indianernes sidste kamp) og Sign of the Pagan (da. Attila, hunnernes hersker). Mens disse for længst er lykkeligt glemt, har Magnificent Obsession fået kanonisk status. Sirk introducerer her sin kønne, gennemført kunstige studiestil, hvori hvert element er stramt kontrolleret. De farvekodede kompositioner og erotisk suggestive kærlighedsscener camouflerer sig som banal romantik, men man kan læse dem som en samtidskritik. 


HUDSON blev Sirks signaturspiller. Han medvirkede, ofte sammen med Jane Wyman, i flere af hovedværkerne, som bl.a. omfatter All That Heaven Allows (1956, da. Med kærlighedens ret), Written on the Wind (1957, da. Dårskabens timer), Interlude (1957, da. September-intermezzo), A Time to Love and a Time to Die (1958, da. Først elske, siden dø).
   Det er dog Lana Turner, som bærer klassikeren Imitation of Life (1959), Sirks sidste amerikanske film, der sammen med All that Heaven Allows betragtes som hans magnum opus. Her balancerer formen, farverne og tematikken optimalt og så underdrejet, at man kan blinke med øjnene og tro sig hensat til en animeret ugebladsnovelle.

 

SIRKS subtile symbolsprog, gennemførte billedkompositioner og indlejrede emotionelle koder, der ofte tackler svære og i 50erne tabubelagte emner som homoerotiske relationer og racemæssige modsætninger, har inspireret en lang række yngre filmskabere, fra Rainer Werner Fassbinder til François Ozon, der bevidst drejer dele af 8 femmes (2002, da. Otte kvinder – og et mord) som en hommage til mesteren, og spanieren Pedro Almodóvar, der dekonstruerer melodramaet helt i Sirks ånd, men en anelse mere snurrigt og direkte.


SIRK var tavs i 60erne. I 70erne vendte han hjem til Tyskland, underviste og instruerede også to glemte film, Sprich zur mir wie der Regen (1975) og Sylvesternacht (1978), før han trak sig helt tilbage. Det er All that Heaven Allows og Imitation of Life, som Todd Haynes skriver ovenpå i Far From Heaven.
   En pastiche er en selvbevidst stilefterligning. Ordet er afledt af pasticchio, som er italiensk for dej. Man skærer flere figurer i den samme kagedej. En palimpsest er derimod et skrifttegn, som man kradser farven ud af og fylder igen, nu med nyt meningsindhold. Far from Heaven er både en pastiche, en palimpsest og noget mere: en levende film i sin helt egen ret. 

  
FOR i 2002 kan Todd Haynes sætte ord og ansigter på nogle af de forbudte besættelser, der bobler under overfladen i Sirks 50er-film. Allerede første gang vi ser Cathy Whitaker hente Frank i detentionen, kan vi lugte den giftige cocktail af fortrængt begær og ulmende selvhad, som driver manden med det grå jakkesæt. Hun holder krampagtigt fast i forstadsidyllen, men ingen er i tvivl om, hvor det bærer hen, da hun falder i snak med den følsomme gartner Raymond Deagan (Dennis Haysbert), som hun opdager, at hun kan tale med om ting, hun ellers ikke har noget sted at gå hen med.
   En tid lang er Far from Heaven en social komedie, der forklæder sig som en pastiche på Sirk. Produktionsdesigneren Mark Friedberg har anbragt hvert røde og gule ahornblad med optimal dekorativ effekt i den brændende smukke Indian Summer, som indvarsler efteråret i Hartford. Da lokalavisen besøger Mrs. Megatech, poserer Julianne Moore i et sætstykke, der koncentrerer vores drømme om 1950ernes rum.



SAMTIDIG er det grotesk og grinagtigt, når Dennis Quaid som Mr. Megatech går til psykiater for at blive kureret for sin »sygdom«; når han drikker sig brovtende skamløs til festen; når han kommer længere og længere ud i fantastiske forklaringer om, hvorfor han ikke nåede hjem. Han slingrer gennem huset og slår fra sig, men Mrs. Megatech nægter til det sidste at forholde sig til virkeligheden.
  Det komiske spor drives rent gennem filmen, også i Miami-afsnittet, hvor den angiveligt kurerede Frank og Cathy er på nye hvedebrødsdage sammen. Frank sender flere signaler til mænd end sædvanligt og er for alvor på vej ud af skabet. Samtidig synes alle kræfter at drive Cathy i armene på Raymond Deagan. Både hver for sig og sammen har parret forskrevet sig socialt. De er nu personer uden agt, udstødte som man ikke inviterer i den selvtilfredse lille by, der er nødt til at holde på formerne, hvis bladene stadig skal ligge og brænde, så billedet ligner lykken på afstand. Dog går det ikke præcis efter planen. 


HAYNES dekonstruerer nemlig også sin egen ironiske gestus. I 11. time, da filmens metatekstuelle præg kunne udarte og begrænse Far from Heaven til gold parodi, sætter karaktererne deres vilje igennem og begynder at leve på lærredet. Man har fra begyndelsen dyb sympati for Julianne Moores karakter. I slutningen har man også noget at have den i. Raymond Deagan træder tilbage, ud af Onkel Tom-karikaturen og ind i værdig alenefars rolle.
   Selv Frank bliver både en oprigtig elsker og en nuanceret karakter. Det ligner 1950erne, fra de sirligt svungne fortekster til de sidste brusende takter af Elmer Bernsteins svulmende score og naturligvis skiltet »The End«, som vi alle kan savne i filmene nu. Men styrken i Far from Heaven ligger i, at den sætter sig ud over tiden og bliver andet og mere end pastiche, bliver en film i sin egen ret, som forholder sig til vore følelser nu. 


TODD Haynes har tidligere sammenkædet tre tekster af Jean Genet, den homoerotiske helgenskikkelse, i debutfilmen Poison (1991) og skabt en præcis satire over tidens mani for at beskytte sig, Safe (1995), ligeledes med Julianne Moore. Hans gennembrudsfilm, også i Danmark, var dog Velvet Goldmine (1998), en fantasi over glamrockens storhedstid i 70erne, da David Bowie begyndte at udleve sin beundring for amerikanerne Lou Reed og Iggy Pop.
   Både i Patricia Highsmith-filmatiseringen Carol (2015), hvor Rooney Mara og Cate Blanchett indleder et forhold, og i HBO-miniserien Mildred Pierce (2011), hvor Kate Winslet spiller titelrollen i en mindre teatralsk stil, end Joan Crawford gjorde i Michael Curtiz-versionen fra 1945, vender Haynes tilbage til kønnet og tiden. Men det er kun i Far from Heaven, at han lader scenografen Mark Friedberg lægge sig tæt på en Sirk'sk æstetik. 
   Med Far From Heaven skabte Haynes en film, som både æstetisk og følelsesmæssigt kommer helt ud af skabet. Den begynder som en perfekt efterligning og bliver noget langt mere levende. Filmen er i øvrigt produceret con amore af Steven Soderbergh og George Clooney. Se den både for farverne og følelsen. All that Heaven Allows møder Imitation of Life. Denne film rummer alt, hvad hjertet begærer. 



Far from Heaven. Instr. og manus: Todd Haynes. Foto: Edward Lachmann. 107 min. USA 2002. Dansk premiere: 24.01.2003

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Wikimedia
Far from Heaven streames ikke i Skandinavien - i øvrige Europa på Amazon Store
2K Blu-ray fra Kino Lorber 19.03.2019
Tre af Douglas Sirks film - Magnificent Obsession (1954), All That Heaven Allows (1955), Written on the Wind (1956) er udgivet på 2K Blu-ray fra The Criterion Collection i 2019
2K Blu-ray 14-disc bokssæt Douglas Sirk, les années Universal 1951-1959 fra Elephant Films (Frankrig) 28.09.2021
Weekendavisen Kultur 24.01.2003

tirsdag den 25. maj 2021

Todd Haynes: Velvet Goldmine (1998)


STORHED OG FALD
En hyldest til glamrockens guder

Af BO GREEN JENSEN

DER skete noget stort og usædvanligt, da David Bowie i 1972 udsendte konceptalbummet The Rise and Fall of Ziggy Stardust and The Spiders From Mars. Faktisk var det begyndt med singlen »Starman«, hvor én teenager hvisker til en anden om den salige lyd fra de fjerne stjerner, som man kan fange i radioen inde på værelset. Ziggy Stardust er nemlig, hvis man folder sangkredsens aldrig helt klare storyline ud, historien om en rockgud, som lander i London og har fem år til at gennemføre sin mission: at blive musikkens Messias.
   Samtidig lancerede Bowie sig selv i rollen som Ziggy Stardust og legede i sceneshows og tv-optrædener med en sammensmeltning af maske og ansigt, som fik vidtrækkende konsekvenser for musikscenens selvforståelse og sangerens videre karriere. Ziggy Stardust var en logisk videreudvikling af motiver fra The Man Who Sold the World og Hunky Dory, men pludselig syntes en hel generation at selvantænde. Publikum var der, og signalet til den strømning, som man siden – med en alt for begrænsende frase – har kaldt glamrock var givet. Amerikanske stamfædre som Iggy Pop og Lou Reed fik en renæssance, mens en lille hær af glitterkloner fulgte Bowies eksempel.


OFFENTLIGHEDEN var næsten lige så pirret og forarget, som den havde været over The Beatles og The Stones, for denne gang var der ikke blot tale om ydre ting som hår og tøjmode. Seksuel ambivalens og i særdeles trangen til at eksperimentere var en central del af glam-fænomenet. Pludselig skulle forældre ikke blot acceptere, at drenge lignede piger og omvendt. De skulle affinde sig med, at alle børnene lignede anorektiske rockvrag fra det ydre rum. Strømningen skar sig stærke spor, også herhjemme, hvor eksempelvis Michael Strunges første digte næppe var blevet skrevet uden inspirationen fra Bowie, som snart fik nok af denne maske og bevægede sig videre til andre og lejlighedsvis bedre ting.
   Amerikaneren Todd Haynes (Safe) var kun ti år, da glamrockbølgen kulminerede. Måske er det derfor, han husker den i det særlige skær af eventyr og legende, som udgør klangbunden i Velvet Goldmine, hans bizarre og ekstravagante fantasi over Ziggy Stardust-sagnet, som i det mindste må være 90ernes mest radikale musikfilm. Den er muligvis også mere end dét, men var man selv 17 år og en indædt discipel af Bowies svaneguder og supermænd, da bølgen knækkede i 1973, er det næsten umuligt at adskille Haynes' fiktion fra de historiske versioner, denne 70er-rockens Fantasia tager udgangspunkt i. Det er næppe heller meningen.



SELVE historien er mærkelig gnidret og vag. I 1984 får journalisten Arthur Stuart (Christian Bale) til opgave at finde ud af, hvad der egentlig blev af rockstjernen Brian Slade (Jonathan Rhys Meyers). Slades kometagtige karriere døde sammen med hele glam-fænomenet, da han 11 år tidligere fingerede sin egen død under en tv-transmitteret koncert, som skulle have markeret den officielle afsked med sang- og scenefiguren Maxwell Demon, et alias Slade havde benyttet så længe, at han var begyndt at forveksle sig selv med dæmonen.
   Arthur, som i sin tid bar The Ballad of Maxwell Demon hjem fra pladebutikken med skinnende øjne og fik sin seksuelle identitet bestemt og bekræftet af Brian Slades sange, er i mellemtiden blevet en stilfærdig enspænder, som arbejder i USA. Her opsøger han kronvidnerne i identitetsmysteriet: den første manager, Cecil (Michael Feast), som Slade vragede til fordel for den skamløst aggressive Jerry Divine (Eddie Izzard); den amerikanske kone, Mandy (Toni Collette), som Slade vragede til fordel for katastrofemennesket Curt Wild (Ewan McGregor); og endelig Curt Wild selv, der på dette tidspunkt har rettet sig lidt og rækker Arthur den mystiske talisman, som rettelig burde være filmens macguffin.



FOR der er en anden og større cirkel, som fortællingens gud på koncentrisk vis har slået om filmen. I prologen ser vi et rumskib lande i sneen i Dublin i 1854, hvor de fremmede efterlader et spædbarn på trappestenen hos Sir William og Sperenza, dvs. Oscar Wildes forældre. Drengen Oscar får læreren til at hæve øjenbrynene, da han erklærer sin ambition om at blive »a teenage pop idol«. Siden hører vi ikke mere til ham, men da Jack Fairy 100 år senere får bank i skolegården, finder hans fingre i jorden den broche, som stjernebarnets tæppe var knyttet sammen med. Jack Fairy (Micko Westmoreland) bliver en skyggefigur, som gør hele rejsen med. Han ligner mest af alt Bono fra U2, men synger overvejende sange, som Brian Eno fremførte sammen med Bryan Ferry i Roxy Music.

 

FILMENS musikalske soundtrack er endnu en desorienterende faktor. Da Bowie selv – som den eneste af de adspurgte – afslog at stille sine sange til rådighed for Velvet Goldmine, måtte Haynes tænke både alternativt og kreativt.* Brian Slades repertoire er derfor stykket sammen af nyskrevne Bowie-pasticher som »The Whole Shebang« (fra Grant Lee Buffalo-albummet Jubilee) og »The Ballad of Maxwell Demon« (ved coverbandet Shudder to Think, der tager en særdeles overbevisende tværsum af Bowie mellem Hunky Dory og Ziggy Stardust), men genbruger Marc Bolans programsang »20th Century Boy« (versioneret af Placebo) og store Steve Harley-hymner som »Sebastian« og »Tumbling Down« (ved coverbandet Venus in Furs).
   Curt Wild-figuren er baseret på Iggy Pop, som Bowie også i virkeligheden samlede op fra gulvet på sit hotel og hjalp med at genrejse karrieren (på The Idiot, Lust for Life og The Stooges-albummet Raw Power), men han producerede samtidig Lou Reeds soloalbum Transformer, der var en hjørnesten i glamrockbølgen, og Velvet Goldmine ekstrapolerer til stadighed omkring det berømte foto af Reed og Bowie, som tungekysser i en restaurant. Brian Slade knæler på scenen og fellaterer Curt Wilds rytmeguitar, men posituren kopierer det klassiske foto af Bowie og guitaristen Mick Ronson. Curt Wild og Jack Fairy rejser væk og indspiller »deres Berlin-album«, men i virkeligheden var det Bowie og Eno, som gik i Hansa-studiet ved Muren og lavede Heroes.
   For at fuldstændiggøre forvirringen er Ewan McGregor i rollen som Curt Wild hverken forsynet med Reeds eller Iggy Pops træk, skønt hans sceneshow kopierer sidstnævnte i tiden med The Stooges. Han er sminket, så han ligner Kurt Cobain (1967-1994) fra Nirvana, en anakronisme som enten er klodset og utilsigtet eller et udslag af den hæmningsløse opportunisme, som filmen næppe vil sige sig fri for. Den afblegede familierocker Tommy Stone, som Brian Slade er blevet til midt i 80erne, har mere tilfælles med Tommy Steele end med Young Americans- og Let's Dance-versionen af »The Thin White Duke«, som Bowie erobrede USA med. Haynes går således efter overensstemmelser, som han i samme åndedrag bruger til at sløre helhedsbilledet.



D.A. Pennebakers dokumentariske snapshot af Ziggy Stardust and The Spiders From Mars (filmet i 1973, men først udsendt i 1982) har været en vigtig visuel reference, ligesom orgiescenerne fra Nicolas Roegs Performance (1970) må have ligget ved tegnebordet, men allermest omhu har Haynes lagt i den sætstykkeagtige musikvideo til »The Ballad of Maxwell Demon«, som Velvet Goldmine afspiller midtvejs. »I was trying to keep it cheap, amateurish and hokey,« sagde Haynes ved verdenspremieren i Cannes. Han lagde heller ikke skjul, at strukturen i filmen er lånt med tak fra Citizen Kane.
   Det er tydeligvis Bowies egen »Life On Mars«-video, som har leveret inspiration, men i de dekadente operetteafsnit bliver det klart, at Haynes mest af alt står i gæld til Ken Russell, overdrivelsens opulente mester, som i øvrigt havde sine største og bedste år i de glamourøse 70ere. Wagner'sk videokitsch som Lisztomania (1975), filmen hvor Roger Daltrey spiller Franz Liszt, var i sig selv en London-rejse værd dengang. I dag er den svær, for ikke at sige umulig, at forholde sig til.



EN lignende følelse vil mange sikkert gå ud med, når de forlader biografen efter sansebombardementet i Velvet Goldmine. I parentes bemærket mener filmen det alvorligt, når den (med et citat fra Ziggy Stardust-coveret) insisterer på at blive afspillet at maximum volume. Det blev den ikke ved pressevisningen forleden, og af samme grund forekom lydsiden tynd. Da Haynes præsenterede sin film i Cannes, var der ikke sat filter på lyden, der fik lov at fremstå som den store og mægtige bund i hele det dekadente spektakel, som i hvert fald de der husker 70erne vil have godt at se og forlyste sig med.
   Vist er udgangspunktet i snæver forstand historien om David Bowies første ægteskab og en fantasi over hans mest slidstærke persona, men der er også mere på spil. Filmen tager grundlæggende fejl, når den sætter et totalt lighedstegn mellem den androgyne erotik og glamrock-moden, som blot var et af den britiske 70er-scenes mange ansigter. Der var meget mere i Bowie og det bedste af resten af bølgen, men på filmens egne præmisser giver det mening at fokusere på seksualiteten. Arthur er aldrig lykkeligere, end da han står og hopper henne ved forældrenes fjernsyn og jubler: »Det er mig det dér, det er, Far og Mor!« Hele eftertiden har stort set været en nedtur af kompromisser for ham.



DE bedste øjeblikke i filmen, dér hvor den tættest på at forløse sin ikke uanselige ambition, er i enkelte scener og billeder, typisk koncert- og erindringssekvenser, som uden for historiens rammer forstørrer og fryser de genuint ekstravagante og dekadente visioner, der var lige så centrale for 70ernes glamrock som for Todd Haynes' bolsjefarvede drøm om at genskabe den.
   Det er de svævende fjer i begyndelsens attentatscene, baseret på Bowies i sig selv legendariske afskedskoncert på Hammersmith Odeon den 3. juli 1973, hvor han officielt aflivede sit Ziggy Stardust-persona. Det er glimmer, som ligner tung sne i den gotiske Death of Glam-finale, eller den teatralske vejen-gennem-skoven kulisse, som Haynes lader Jack Fairy-figuren gå ad som dreng.
   Måske er han ikke alene. Bowie selv er i hvert fald aldrig kravlet helt ud af skyggen, som Ziggy Stardust og Aladdin Sane stadig kaster. Og den sidste sang på The Rise and Fall of Ziggy Stardust and The Spiders From Mars var som bekendt et rock-and-roll selvmord: »Time takes a cigarette/ Puts it in your mouth/ You pull on your finger/ Then another finger/ Then the cigarette/ The wall-to-wall is calling/ It lingers, so you forget/ You're a rock and roll suicide...« (»Rock 'N' Roll Suicide«, 1972).




*) Bowie læste manuskriptet og syntes, at Ziggy Stardust-figuren blev karikeret. Han kunne dog ikke forhindre Haynes i at bruge sangtitlen »
Velvet Goldmine« (amerikansk ophavsret er meget omfattende, men gælder notorisk ikke for navne og titler). »Velvet Goldmine« blev skrevet til Ziggy Stardust, men kom ikke med på albummet, da udgiveren RCA fandt sangen for seksuelt eksplicit. Den lå på b-siden sammen med »Changes«, da RCA relancerede »Space Oddity« på en maxi-single i 1975. Den er samlet op på kompilationerne Rare (1982) og The Best of David Bowie 1969/1974 (1997) samt flere jubilæumsudgaver af The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. Den definitive udgave findes på bonusdiscen Re:Call 1 i Five Years (1969-1973) fra 2015. Five Years var første udgivelse i rækken af kronologiske boxsæt med samlede værker, som blev påbegyndt allerede før Bowies død i januar 2016. Sangen er sanselig, varm og direkte. Musikken minder mere om cabaret og Hunky Dory end om sci-fi rock og Ziggy Stardust. 

Velvet Goldmine. Instr. og manus: Todd Haynes. Foto: Maryse Alberts. 124 min. UK-USA 1998. Dansk premiere: 20.11.1998


Fotos: Channel Four Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film[+]grab
Velvet Goldmine streames på Filmstriben
2K Blu-ray fra Lionsgate Films 11.02.2014
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.11.1998

mandag den 24. maj 2021

Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]



ALIAS DYLAN
Forvandlingsfiguren er 80 år i dag

Af BO GREEN JENSEN

ALIAS hedder den skikkelse, som Bob Dylan (f. 24.05.1941) fremstiller i periferien af Sam Peckinpahs apokalyptiske western, Pat Garrett and Billy the Kid (1973). Til den film skrev han sit eneste regulære score og også et par sange, bl.a. balladen »Knocking On Heaven’s Door«, der har fået evergreen-status, skønt den lyder som noget, der er skrevet meget hurtigt. Det er den sikkert også. De fleste af Dylans to tusinde sange er skrevet på enkelte timer og dage, hvor andre sangskrivere bruger hele måneder og halve år. For Dylan synes der aldrig at være et valg. »The only thing I knew how to do, was to keep on keeping on, like a bird that flew/ Tangled up in blue,« lyder en af hans bedste og enkleste linier.
   I Peckinpahs film er Alias en iagttager, svær at blive klog på og svær at få øjenkontakt med, som slår følge med Kris Kristoffersons Billy the Kid, mens James Coburn som den reformerede Pat Garrett forbereder sig på at gøre det nødvendige og likvidere sin gode ven fra gamle dage. Alias vælger endelig side, da han kaster en kniv i halsen på en af Billys modstandere. Det sker i en mesterlig scene, hvor alle står stille i solen og ser hinanden i øjnene som rigtige mænd.


Dylan, der elsker westernmytologien, fik meget ud af at medvirke i Pat Garrett and Billy the Kid. Flere albums fra perioden, bl.a. hovedværket Blood on the Tracks (1975), Desire (1976) og hele Rolling Thunder Revue-turneen, tog afsæt i tusmørkeudgaven af det velkendte legendariske landskab. Alias-figuren blev føjet til for at skabe en niche til Dylan, men den sagde noget væsentligt om sangskriveren, netop ved ikke at ville eller være nogen eller noget bestemt. Blot en sum af rygter, en serie af drømme, et foreløbigt mønster.
   I samme ånd har amerikaneren Todd Haynes (f. 1961 og altså ikke et historisk vidne) skabt en mærkelig film, der dekonstruerer Dylans myte ved at følge den ad forskellige spor og vælge en ny maske for hver historie. I’m Not There, i hvilken bl.a. Heath Ledger (!), Richard Gere (!!) og Cate Blanchett (!!!) har lejlighed til at spille Dylan, er faktisk tæt på at være lige så skæv, sær, løs og forvokset som Dylans egne filmprojekter, Renaldo & Clara (1978) og Masked and Anonymous (2003). Den er muligvis mere sjælden end køn, men den er altid værd at se på og aldrig fuldkommen uinteressant.


MAN frustreres, hvis man forsøger at finde bogstavelig mening i I’m Not There. Filmen er præcis lige så svær at få hold på som sprogmaskinen, der arbejder i »Visions of Johanna«, »Shelter From The Storm«, »A Simple Twist of Fate« eller »Highlands«. Billeder avler billeder, fragmenter af handling antyder en historie. I drift giver de mening, men vil man fastholde dem, bliver de til røg. Identitet er en relativ størrelse, tiden flyder i mange retninger. Gevinsten ved denne forvandlingskugleæstetik er selvsagt ikke ét, men mange lag betydning. Alt er nyttige fiktioner, der er filtret ind i blåt og besidder meningsfuld uudgrundelighed.



FILMEN sammenfletter seks af de inkarnationer, som Dylan gennemlevede i 60erne og 70erne, før han i 80erne og 90erne fik lov at træde ned fra profetens podium og blive den mere jordnære, støt arbejdende sangskriver og rugbrødsmusiker, som 80 år nede ad vejen stadig er ude på The Never Ending Tour. Hver maske følger et fiktivt spor, som bygger på faktuelle detaljer i Dylans historie. Der er aldrig tale om en egentlig biografisk fremstilling. I’m Not There er, som det hedder, »inspired by the songs and many lives of Bob Dylan«.
   Det er i lige så høj grad de distinkte mytologier, som løber på langs og på tværs af Dylans sangværk, uden nogen sinde at blive mejslet i sten eller bøjet i neon, der giver filmen dens fylde. Det er altid én af Dylans mulige historier, vi ser, aldrig selve historien eller personen. Til gengæld skabes en række narrative mønstre på baggrund af bestemte spor i sangene, og disse mytologiske fakta følger Todd Haynes med ufravigelig loyalitet.



DE tidligste inkarnationer tager afsæt i Dylans egne helte fra begyndelsen. I 1959 hopper en dreng på et godstog og imponerer de aldrende homeless brothers med sin flair for at fortælle tall tales og spille autentisk blues på guitaren, som ligger i en kasse med påskriften: This Machine Kills Fascists. Hittebarnet kalder sig Woody Guthrie og er en karismatisk sort dreng på 11 år. Han er også en omvandrende anakronisme. Woody (Marcus Carl Franklin) synger »Tombstone Blues« på verandaen sammen med Richie Havens, indtil en sort sydstatsmama råder ham til at finde sin egen tid at synge om. Han drukner næsten i floden, men bliver slugt af en hval og reddet af gudfrygtige borgere, for hvem han synger »When the Ship Comes In«. Så løber han væk og besøger den rigtige Woody Guthrie, som ligger for døden.



DYLAN er også Arthur Rimbaud (Ben Whishaw), der piller ved cigaretpakken og forklarer sig kryptisk for en fordømmende HUAC-komite, der stiller spørgsmål om, hvor han var, før han vendte tilbage til landet. Og i de spæde 60eres inderlige folk revival er han protestsangeren Jack (Christian Bale), der vækker tiden med indædte »finger-pointing songs« på to album, der deler coveræstetik med The Freewheelin’ Bob Dylan (1963) og The Times They Are a-Changin’ (1964). Jack forsvinder sporløst, men dukker op ved årtusindeskiftet i et tv-portræt af den genfødte kristne Pastor John fra Pinsemenigheden.



DA Dylan holdt op med at skrive protestsange og skandaliserede folkscenen ved at sætte strøm til musikken, diskuterede man ivrigt, om oraklet havde »solgt ud«. Her bliver han i én version af historien Jude Quinn (Cate Blanchett), dvs. Dylan i Blonde On Blonde-perioden, sangeren der tager til England og møder både The Beatles og Allen Ginsberg i en gennemført pastiche på D.A. Pennebakers dokumentarfilm Don’t Look Back (1967). Til koncerterne råber man Judas, og Jude Quinn ryger 80 cigaretter om dagen, mens en faretruende tv-kommentator (Bruce Greenwood) er opsat på at »afsløre« idolet.




DEN tilbagelænede Dylan, som undgik profetrollen ved at drive ind i countryblues på John Wesley Harding (1967) Nashville Skyline (1969) og New Morning (1970), er repræsenteret ved skuespilleren Robbie (Heath Ledger), der bliver stjerne ved at spille den forsvundne Jack i et Hollywooddrama fra fra 1965. Robbie gifter sig og får to piger med den franske billedkunstner Claire (Charlotte Gainsbourg), der er filmens version af Sara Lowndes Dylan.



DEN sidste version af Dylan er Billy the Kid (Richard Gere), men ikke den fredløse William Bonney, som døde for Pat Garretts hånd. Her er han den aldrende outlaw, som undslap legenden ved at dukke sig for en kugle og forsvinde. Siden har han levet i en hytte og tager kun ind til guldgraverbyen Riddle, når han skal købe forsyninger. Riddle er som 1880ernes Deadwood eller Tombstone. Woody fra den første historie nævner faktisk Riddle. Billy tager til byen, fordi hans hund stikker af. En veritabel epidemi af selvmord og tvangsauktioner bryder ud, da myndighederne gør alvor af en gammel plan om at føre en motorvej gennem dalen.



RIDDLE-afsnittet er fyldt med bizarre karnevalsfigurer og synes at tage en tværsum af alle de hjemmeavlede apokalypser, som Dylan og The Band dyrkede sammen på The Basement Tapes (1975). Da et The Band-agtigt band (Jim James og Calexico) spiller »Going to Acapulco« ved begravelsen af en jomfruselvmorder, kommer en giraf til syne bag en barak. Pat Garrett er gammel, men genkender Billy. Han spilles af den samme Bruce Greenwood, der som »Mr. Jones« gjorde alt for at miskreditere sangeren i afsnittet om Jude Quinn.
   Filmen rummer meget af denne slags inter-inter-tekstualitet, som man elsker eller hader. Riddle-afsnittet vinder meget ved at være skudt på rigtig film i stolt technicolor, så man synes, man ser på en klassisk western. Det er filmen smukkeste afsnit. Det er også dét, der ligner Dylans egen æstetik allermest.


DET kan en passant bemærkes, at Dylan har velsignet projektet, skønt han og Haynes aldrig har mødt hinanden. Kontakten blev formidlet af Dylans ældste søn, som er filminstruktør. Jesse Dylan rådede Haynes til at skrive sin idé ned på ét ark papir, så enkelt som muligt. Haynes formulerede et papir med overskriften: »I’m Not There: Suppositions on a Film Concerning Dylan.«. Præmissen var denne:
   »Hvis der fandtes en film, som formidlede oplevelsen af et kreativt liv i hele dets bredde og al dets flygtighed, en film der åbnede emnet, i stedet for lukke det til ved at gentage alt, hvad vi tror, at vi véd, når vi kommer ind, så kunne denne film aldrig holdes inden for rammerne af en fastlagt fortællings regelrette kurve.«



HAYNES er en ækvilibristisk filmskaber, hvis styrke og svaghed har været hans forkærlighed for pastiche. Da Julianne Moore blev tryghedsnarkoman og hysterisk helsefanatiker i Safe (1995), lignede filmen lind 70er-paranoia à la salig Ira Levin. I Velvet Goldmine (1998) brugte Haynes David Bowie og Iggy Pop på samme måde, som Dylan granskes i I’m Not There. Far From Heaven (2002) var derimod en til sidste detalje fuldendt pastiche på et melodrama i Douglas Sirks ånd. Atter trak Julianne Moore det tunge læs. I I’m Not There har hun rollen som Joan Baez-skikkelsen Alice Fabian.


I I’m Not There holdes hver historie i en distinkt fortællestil. Mange helte hyldes, for Haynes dyrker filmcitatet lige ivrigt som franskmanden Francois Ozon (8 kvinder) og australieren Baz Luhrmann (Moulin Rouge!). Alle scener udgør et ekko af biografiske anekdoter: Pete Seeger vil kappe elkablet ved Newport Folk Festival; Dylan skriver romanen Tarantula på amfetamin. Her dør Dylan faktisk i en motorcykelulykke. I en drøm er han tøjret til et klokketårn, meget som de vægtløse ugandere i Thomas Vinterbergs It’s All About Love. Da Quinn sætter strøm til »Maggies’ Farm«, er han og bandet i et Godard-agtigt indklip forsynet med maskinpistoler, der rettes mod folkscenens publikum.



NOGLE kritikere, især dem med selvfølelse, kan slet ikke have den slags pjank. Puritanske dylanologer vil utvivlsomt irriteres over de friheder, som Haynes tager sig med musikken. For denne anmelder, som især holder af Dylans 70er-arbejder og har fulgt ham gennem fem årtier, er filmen netop seværdig i kraft af det ekstravagante præg.
   Nogle manierismer irriterer, men Haynes har virkelig fat i det flygtige væsen, som udgør én side af Dylans geni. Han siger »I’m not there« på samme måde, som Rimbaud siger »Je est un autre«. Dylan er en skikkelse formet af hvepse. Som manden på gaden i Terry Gilliams Brazil: vinden dækker ham med blade og aviser. Da man piller dem af efter stormen, er der ingen form under konturen.
   I’m Not There er mærkelig, syret og selvfed. Den er også både smuk og banal, satirisk og politisk, hård og patetisk. Fremfor er den inspireret og besidder ægte risikovilje. Til syvende og sidst lander projektet, fordi det er en film i Dylans ånd, som realiserer præmissen i Haynes’ synopsis: at åbne emnet og brede det ud, snarere end lukke det til med forklaring.



I’m Not There. Instr.: Todd Haynes. Manus: Oren Moverman, Todd Haynes. Foto: Edward Lachman. 135 min. UK-Frankrig-Tyskland-Canada-USA 2007. Dansk premiere: 23.11.2007.



Fotos: Killer Films/ John Wells Productions/ John Goldwyn Productions/ Endgame Entertainment/ The Weinstein Company/ Celluloid Dreams/ Dreamachinr/ Film & Entertainment VIP Medienfonds 4 GmbH & Co. KG/ Grey Water Park Productions/ Rising Star/ Wells Productions/  Celluloid Dreams/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store
2K Blu-ray fra Paramount Pictures (UK) 26.10.2009
Teksten sætter af i en anmeldelse fra Weekendavisen Kultur 23.11.2007 - siden brugt og bearbejdet i en zillion foredrag og biografintroduktioner