Translate

torsdag den 26. maj 2022

Dronningebilleder | Mary Queen of Scots (2018)


OFRE FOR HISTORIEN
Maria Stuart og Elizabeth I 

Af BO GREEN JENSEN

FOR lige at repetere historien, som er fortalt og fortolket utallige gange: Maria Stuart af Skotland (1542-1587) og dronning Elizabeth I af England (1533-1603) var kusiner.
   Katolikken Maria blev gift med den franske kronprins og var i et lille år dronning af Frankrig. Hun vendte hjem som enke i 1561 og giftede sig med sin fætter, Lord Darnley. Parrets søn, James, blev senere konge af både Skotland og af England. Det er efter ham, at vi har Kong James-bibelen. Han sponsorerede også Shakespeares teater.
   Protestanten Elizabeth var datter af Henrik VIII og Anne Boleyn (som Henrik lod henrette, da datteren var to et halvt år). I 1542, samme år som Maria blev født, overtog hun tronen efter sin far. Som dronning Elizabeth regerede hun England i 45 år.


DEN britiske udgave af Reformationen var fuld af royale og politiske intriger. Marias mand blev myrdet i 1567. Hun giftede sig med Jarlen af Bothwell, som formentlig stod bag drabet. Efter folkelig modstand blev hun sat i fængsel, abdicerede og overgav tronen til sin søn. Jarlen af Bothwell flygtede til Danmark og endte sine dage på Dragsholm Slot.
   Maria tog til England og bad sin kusine om hjælp. Elizabeth var fast besluttet på at undgå en religionskrig. Hun så Maria som en mulig rival, der kunne gøre krav på den engelske trone. Kusinen blev sat i husarrest og tilbragte de sidste 17 år af sit liv på forskellige slotte i England.


DER er delte meninger om, hvem der skrev de belastende breve, som implicerede Mary i et katolsk statskup. Måske var de forfalskninger; måske blev linier føjet til. De gjorde deres virkning. Elizabeth ville én gang for alle have fred og dømte sin kusine til døden. Maria blev halshugget på slottet Fotheringay. Det skete den 8. februar 1587.*
   Hun bedyrede til det sidste sin uskyld og citeres ofte for en uudgrundelig linie, som mange digtere har brugt: »I min slutning er min begyndelse.« Faktisk var det et motto, som hendes mor, Maria af Guise, lod brodere i sit våben: En ma fin est mon commencement.**
   Forholdet mellem de to kvinder er blevet set som et billede på mange slags dualisme: mellem sanselighed og askese, følelse og fornuft, sjælfuldhed og kynisme. Mary blev den romantiske martyr, Elizabeth en rationel magtfigur. Begge blev de ofre for historien.



DEN
 debuterende instruktør Josie Rourke – som til hverdag er leder af Donmar Warehouse i London og har mange teaterforestillinger bag sig – gør konflikten til et nyfeministisk lærestykke. Kvinderne er styret af maskuline kræfter. Den religiøse faktor nedtones, mens magtbegæret er helt skruet op. Henrettelsen på Fotheringay har en højtidelig, næsten rituel kvalitet.***

   

DE to dronninger bliver spillet af irske Saoirse Ronan og australske Margot Robbie. Ronan er god til at vise Marys grundlæggende varme. Robbie kan ikke helt matche Cate Blanchetts fremstilling i Shekhar Kapurs to film om Elizabeth (1998) og Elizabeth – The Golden Age (2007).
   Mændene er et mørkt, forvirrende mylder af kavalerer, ambassadører, gejstlige nøglepersoner og militære rådgivere. Der er en stemning af moderne kommandocentral i de skotske og engelske scener.
   Filmen begynder ved henrettelsen på Fotheringay, bryder så af og klipper tilbage til stranden, hvor Mary »kom hjem« fra Frankrig i 1561. Det lange forløb gennemspilles. Til slut bliver øksen hævet, mens Mary taler til sin søn i voice over: »I min slutning er min begyndelse. Jeg vil se på dig fra himlen, når din krone en dag forener to kongeriger – og vi vil omsider have fred.«


UNÆGTELIGT har filmen gode ideer og alle de bedste hensigter. Den er skrevet af Beau Willimon, som var medforfatter på Nexflix-udgaven af House of Cards (2013-2018) og stod for manuskriptet til George Clooneys The Ides of March (2011, da. Kamæleonen). Han forstår sig på spin og politiske rænker. Kilden er John Guys My Heart is My Own: The Life of Mary Queen of Scots (2004), en af adskillige nye biografier, som vil revidere offerbilledet af Maria.
   Rourkes teaterbaggrund fornægter sig ikke. Hun klipper stramt mellem hoffet i Skotland og hoffet i England. De to kvinder optræder aldrig alene. I Skotland er der mørkt og råt, men Mary lader kavalererne synge. I England bliver Elizabeth iscenesat som nationalsymbol. Hun har dårlig hud, er ubeslutsom og kasserer konstant sine fine broderier.


   
ALLE drab foregår i det åbne, så de sammensvorne ikke kan nægte bagefter. Det er vigtigt, at hver gennemfører et stød. Indtrykket er som af stammer, der fører en primitiv krig. De skotske landskabsbilleder er smukke, men føjer absolut intet til filmen.
   Endelig mødes de to kusiner og fører en lang dialog. Det er filmens største fiktion. Mary og Elizabeth havde en omfattende korrespondance, som er bevaret. Den består mest af bønner fra Mary og undvigende reaktioner fra Elizabeth. De to kvinder mødtes aldrig i virkeligheden.
   Det er ikke den værste rekonstruktion, men lidenskaben, som må have været der, mangler. Maria Stuart er blevet stærkt spillet af bl.a. Katharine Hepburn (1936), Vanessa Redgrave (1971) og Samantha Morton (2007). Saoirse Ronan slutter sig til processionen.




*) Der er talrige fremstillinger i alle medier. Det første klip i filmhistorien er foretaget i The Execution of Mary Stuart, som Alfred Clark instruerede for Thomas Edison i 1895. Filmen, som varer 18 sekunder, viser kort og godt henrettelsen. Mary/Maria bliver spillet af Robert L. Thomae. Da øksen falder, sættes filmen i stå, og skuespillerens hoved erstattes med en attrap. Clark splejser negativerne sammen, og effekten mere end overbeviser.
   Hvor historien for alvor blev levende for mig, var i Simon Schamas fremragende dokumentarserie A History of Britain (BBC 2000-2002). I episode syv, som hedder »The Body of a Queen«,  står Schama ved resterne af Fotheringay og taler om Elizabeths tvivl og bevæggrunde. Han siger, at hun bagefter var »in deep denial of what she had done«. Betoningen er et skuespil værdig. A History of Britain er stor formidling i den bedste tradition fra Kenneth Clark (Civilisation), Alistair Cooke (America), Jacob Bronowski (The Ascent of Man) og David Attenborough (Life on Earth).

**) Komponisten Robert White skriver i februar 1569 til Sir William Cecil, Elizabeths nærmeste rådgiver: »In looking upon her cloth of estate, I noted this sentence embroidered: 'En ma fin est mon commencement', which is a riddle I understand not.« T.S. Eliot gjorde mottoet til sit eget (og Englands) i digtet »East Coker« (1940), den anden af krigsårenes Four Quartets, som blev samlet i 1943: 
»In my beginning is my end. In succession/ Houses rise and fall, crumble, are extended,/ Are removed, destroyed, restored, or in their place/ Is an open field, or a factory, or a by-pass.« Digtet er i fem dele og slutter: »Old men ought to be explorers/ Here or there does not matter/ We must be still and still moving/ Into another intensity/ For a further union, a deeper communion/ Through the dark cold and the empty desolation,/ The wave cry, the wind cry, the vast waters/ Of the petrel and the porpoise. In my end is my beginning.« Den amerikansk fødte digters familie kom fra East Coker til Amerika i 1660. Eliot – og siden 2013 også hans anden hustru, Valerie Eliot – er begravet i St. Michael's Church i East Coker.  

***) Navnet på slottet har særlig betydning for fans af sangskriveren Sandy Denny (1947-1978). Denny bliver husket som stemmen i Fairport Convention, fordi hun sang på tre af bandets vigtigste albums –
What We Did On Our Holidays, Unhalfbricking og Liege & Lief (alle fra 1969). Indtrykket forstærkes, fordi hun vendte tilbage på Rising for the Moon (1975).
   Faktisk var Denny kun to år i Fairport. I 1971 kom den første af solopladerne, hun brændte mest for: The North Star Grassman and the Ravens. Siden fulgte Sandy (1972), Like an Old-Fashioned Waltz (1974) og Rendezvous (1977). Ingen af dem med særlig succes. 
   Mellem Fairport og solokarrieren dannede hun bandet Fotheringay sammen med sin mand, Trevor Lucas. De fik kun udsendt et enkelt album, Fotheringay, i 1970. I 2008 udkom et skrinlagt Fotheringay 2 sammen med demoer og koncertoptagelser. Siden 2015 er Fotheringay tilbage med tre af de overlevende medlemmer.
   Fotheringay tog sit navn fra sangen om Mary, som Denny skrev til Fairport-albummet What We Did on Our Holidays:

How often she has gazed from castle windows o’er,
And watched the daylight passing within her captive wall,
With no-one to heed her call.

The evening hour is fading within the dwindling sun,
And in a lonely moment those embers will be gone
And the last of the young birds flown.

Her days of precious freedom, forfeited long before,
To live such fruitless years behind a guarded door,
But those days will last no more.

Tomorrow at this hour she will be far away,
Much farther than these islands, or the lonely Fotheringay.

Fotheringay fik lov at forfalde og blev revet ned i 1630. Kun rester af murværket står tilbage. 

Mary Queen of Scots (Maria Stuart – Dronning af Skotland). Instr.: Josie Rourke. Manus: Beau Willimon. Foto: John Mathieson. 124 min. UK-USA 2018. Dansk premiere:14.03.2019. 


Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BBC/ Hannibal Records/ East Coker Society/ History Today/ WikiWand/ National Museum of Scotland
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 26.02.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.03.2019.

onsdag den 25. maj 2022

Dronningebilleder | Margrete den Første | Queen of the North (2021)


SOM FRØ I VINDEN
Den store danske dronningeskildring

Af BO GREEN JENSEN

HUN var den stærke danske dronning, som samlede Norden i Kalmarunionen, indgik en alliance med England og fik rigerne til at stå sammen mod Tyske Orden. Kroningsbrevet er beseglet af 67 stormænd fra Danmark, Norge og Sverige i 1397. Skønt det skete for 600 år siden, er den første Margretes regeringsarbejde en forudsætning for den anden Margrethes dispositioner.
   Faktisk var Margrete Valdemarsdatter, som blev født i 1353 og døde i 1412, aldrig en officielt kåret dronning. Hun var rigets formynder og regerede via sin adoptivsøn, Erik (som egentlig hed Bugislav) af Pommern. Margrete kom til magten i 1387, da hendes biologiske søn, Oluf, døde som teenager. Margrethe 2. valgte at anerkende sin forgænger. Margrete 1. ville nikke og rose »vores« Margrethe for klædelig kløgt.


HISTORIKEREN Vivian Etting, der er forfatter til storværket En regent og hendes samtid (1986, rev. 1997, 2009, 2021), som jeg har mine grundoplysninger fra, har skrevet den artikel om Margrete, som man finder på lex.dk. Hun formulerer for så vidt præmissen for filmen, der har ventet på at få premiere, mens COVID-19 tvang riget og resten af verden i knæ:
   »Som person er Margrete 1. blevet vurderet meget forskelligt. I ældre historieskrivning blev hun stærkt idealiseret som den uselviske unge dronning, der efter sin søns død overtog regeringen for at lede landet. Nu er dette billede veget for en erkendelse af, at Margrete i høj grad agerede på baggrund af stærke personlige magtambitioner.«
   Charlotte Sieling har arbejdet længe og grundigt med storfilmen om den første Margrete. Når hun taler om forproduktionen, bliver det betonet, at hun og produceren Lars Bredo Rahbek »fra begyndelsen« vidste, at det ikke skulle være en »fødsel til død«-livsfortælling. Hvorfor bliver aldrig uddybet. Var det for dyrt, for besværligt, véd vi for lidt?*


BESKRIVELSEN af livet ved hoffet giver afgjort appetit på mere. Da Erik (Morten Hee Andersen) ved sin forlovelsesfest lægger an på tjenestepigen Astrid (Agnes Rase), spørger han, hvor hun kommer fra og formulerer en vidtløftig scorereplik, som dialogen vender tilbage til, med stadig mere alvor, da himlen bliver mørk, og regeringsmagten vakler.
   Erik siger, at fødesteder er uden betydning. Vi er alle Guds mælkebøttefrø, som blæser i vinden, indtil vi lander på en fremmed mark og blomstrer i solen. Astrid giver senere efter for kongen, men hendes loyalitet er hos Margrete, der har reddet hende fra en skæbne som slave hos piraterne på Gotland. Piraterne har heltestatus. De er dronningens guerillahær.
   Dét er den ene grundlære i filmen: at skæbnen er foranderlig; at vi navigerer mellem klipper, stiger og falder på livets trappe. Den anden er en erkendelse af, at man må gøre det nødvendige. Hele filmen er et nærbillede af, hvordan Margrete må gøre sig hård, da hun konfronteres med »manden fra Graudenz« (Jakob Oftebro), som måske/måske ikke er sønnen Oluf.



MAN har filmen igennem en lille forhåbning om, at Margrete vil sige fra over realpolitikken, som er inkarneret i biskop Peder Jensen Lodehat (Søren Malling), dronningens ven og rådgiver, der er skildret som en nordisk Macchiavelli. Det gør hun ikke. Hun kommer til fornuft, så den kendte historie kan skrives. Men som menneske er filmens Margrete mest interessant, når hun tvivler på magtapparatet og bryder de faste rutiner.
   Som tilskuer reagerer man spontant på replikken om Guds mælkebøttefrø. Vivian Etting beskriver, hvordan »den lille barnedronning« voksede op på Akershus i Norge. Jeg ville gerne have set en halv time om, hvordan pigen udviklede til matriarken, som Trine Dyrholm fremstiller med en kraft, tyngde og skrøbelighed, der netop er majestætisk.




HELDIGVIS kan forfatterne ikke dy sig for at vise et glimt af Margrete som barn. Filmen udspiller sig over ni dage i 1402, da Tyske Orden saboterer forlovelsesfesten og forhandlingerne med England ved at sende »den falske Oluf« retur. Norges leder, Asle Jonsson (Bjørn Floberg) er ikke i tvivl. Han har set sin konge i levende live, og situationen må genovervejes.
   Biskop Peder vil henrette Oluf. Johan Sparre (Magnus Krepper) smeder rænker. Kong Erik surmuler og prøver at forhandle direkte med gesandten Bourcier (Paul Blackthorn). Denne er imponeret af Margretes person og politiske klarsyn. Han kommer med en klar dagsorden: at sikre britisk arveret.
   Før alt dette ser vi glimt af Margrete, som hun var, før intrigerne og positioneringen tog fart. Margrete var Valdemar Atterdags datter. Vi ser aldrig hendes fars ansigt, men vi ser ham vaske blodet af sine hænder efter slaget ved Visby på Gotland i 1361. Margrete må da være otte år. Pigen holder ringen med seglet, mens hun sidder i sin fars favn og ser direkte på fremtiden og den moderne tilskuer. Kongen ser vi kun bagfra. Han ligner noget fra sagntiden.



BILLEDSIDEN er smukt tilrettelagt af Rasmus Videbæk. Ridderborgene må være skabt med CGI, men det er gjort, så man ikke ser sammenføjningerne. Man hører dem derimod i dialogen. Alle taler moderne dansk. Det er fint, men at bruge vendingen »nyttige idioter« er lige én tak for tidssvarende.
   Universet ligner både fantasy som Game of Thrones, britiske Shakespeare-film og serier som The Tudors, der var sagen i sidste årti. Nærmeste slægtning er dog Shekhar Kapurs to store film, Elizabeth (1998) og Elizabeth: The Golden Age (2007), hvor Cate Blanchett spiller Elizabeth I. Margrete arbejder lige så bevidst med sit image. Der er 200 år mellem de to regenter, men det er det samme politiske teater, de samme personlige tilvalg og afsavn.



BAGEFTER har man en mørk, fortumlet historie i baghovedet og en idé om, hvordan de historiske alliancer blev skabt. Men det er enkelte scener, der sætter sig bedst og vil blive der længst: barnet med seglet på Gotland; dronningen og ambassadøren, der beundrer jagtfalkens kredsen; den 7-årige prinsesse Filippa, Eriks tilkommende, som fremsiger en lang lovprisning på fransk – som ingen forstår – og bliver rost for sit fine lille digt.
   Især det sidste er et rent og tidløst filmøjeblik, som ingen anden kunstform kunne forløse. Jeg regner med, at hele Danmark skal se Margrete den Første, så jeg undlader at gå i flere detaljer. Charlotte Sieling har skabt en moderne dronningeskildring, der taler til unge som ældre. Hun har gjort historien levende, og dét i sig selv er en mægtig bedrift.


*) Mikkel Leth Jespersens Dronningen griber magten (Aarhus Universitetsforlag, 2022) er en kortfattet, dugfrisk indføring i serien 100 danmarkshistorier, hvor 100 emner fra 100 udvalgte år præsenteres i bøger på 100 sider. Jeg er selv en tilfreds og trofast modtager. Serien kommer vidt omkring i mentalitetshistorien og er altid ført helt op til deadline. Bøgerne udkommer også i podcastformat.







Margrete den Første var Bodil-nomineret i 7 kategorier og Robert-nomineret i 13. Filmen fik Bodil-priser for bedste manus, foto og scenografi. Ved Robert-uddelingen modtog Margrete trofæer for bedste mandlige birolle, bedste kostumer og scenografi. Bodil-priserne [Bodil Awards] uddeles af Danske Filmkritikere. Robert-priserne [Danish Film Awards] uddeles af Det Danske Filmakademi. Filmens internationale titel er Margrete: Queen of the North. Interessen har hidtil været behersket.


Margrete den Første. Instr.: Charlotte Sieling. Manus: Sieling, Maya Ilsøe, Jesper Fink. Foto: Rasmus Videbæk. 120 min. DK-Sverige-Norge-Island-Tjekkiet 2021. Dansk premiere: 16.09.2021.


Fotos: SF Studios/ Filmkameratene A/S/ Truenorth Productions/ Sirena Film/ Film i Väst/ DFI/ TV2 Danmark/ SFI/ Norsk Filminstitutt/ Icelandic Film Center/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Eurimages/ Czech Film Fund/ Polish Film Institute/ Dronning Margrete og Prins Henriks Fond/ Carlsbergfondet/ A.P. Møller Fonden/ MEDIA/ Nationalmuseet/ Danmarkshistorien.dk/ Gyldendal/ Lex.dk/ Aarhus Universitetsforlag
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film.
2K Blu-ray fra SF Studios 07.03.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.09.2021. 

tirsdag den 24. maj 2022

Claudia Llosa: La teta asustada/ Faustas perler (2009)




EFTER ALLE TRAUMERNE
En lutrende havfruesang fra Peru

Af BO GREEN JENSEN

DENNE farvestærke film fra Peru tog hovedprisen på Berlinalen i 2009.
 La teta asustada havde i dén grad forudsætningerne for at behage Tilda Swintons jury: en varm hverdagsfilm med et klart politisk budskab, som kom fra et land, der havde brug for at markere sig kulturelt.
   Dermed ikke være sagt, at Claudia Llosas film var en mindreværdig vinder. Det var bare ikke den, som fyldte mest på festivalen. Guldbjørnen gjorde en forskel. Filmen kunne virkelig bruge sin pris, og det holder juryer af. 
   La teta asustada følger i samtlige scener Fausta (Magaly Solier), en ung inkakvinde, som bor i en bjergby uden for Lima, hvor familien driver en bryllupsforretning med catering, stemningsmusik, fotografering osv. Man må op og ned ad en kilometerlang trappe for at komme til og fra byen. Man graver et hul i jorden og forer det med en blå presenning. Vips er der glæde i byen, for nu har man fået en swimmingpool, som alle kan boltre sig i.


»LA teta asustada« betyder »det skrækslagne bryst«.Titlen henviser til langtidsvirkningerne af et traume, som var udbredt blandt kvinder, der blev udsat for seksuelle overgreb under 1980ernes borgerkrig mellem regeringshæren og guerillabevægelser som Den Lysende Sti.
   Kvinderne giver sygdommen videre til deres døtre gennem modermælken, heraf den engelske titel The Milk of Sorrow. Pigerne har frygten i systemet fra begyndelsen. Fausta har ligefrem sat en kartoffel op i sin skede, som en blanding af skjold og symbol på sin goldhed. Nu og da klipper hun spirerne af.


ALT dette er forhistorie. I første scene synges replikkerne mellem Fausta og hendes døende mor, og generelt formidler musik det meste af baggrunden. Der er klassiske klange i filmen, men Selma Mutal har skrevet det bærende score. Llosa har selv skrevet sangteksterne.
   I den konkrete nutid skal Faustas kusine giftes, hvilket skaber megen koloristisk virak, da det ved peruanske bryllupper gælder om at have det længste brudeslør og den største lyserøde kage med levende duer.
   Fausta vil give sin mor en værdig begravelse. Skønt Magaly Solier aldrig smiler i rollen som Fausta, er filmen ikke uden forsonende humor. »Her er mit kort,« siger bedemanden og viser Fausta sit visitkort. Så tilføjer han: »Du kan desværre ikke få det. Det er det sidste, jeg har.«


MENS moderens balsamerede lig bliver lagt under sengen, tager Fausta arbejde i huset hos en kvindelig pianist (Susi Sanchez), der tilhører den spanske overklasse. Fausta siger så lidt som muligt og prøver at glide i ét med tapetet, men pianisten hører en af de sange, et sørgmodigt kvad om havfruers længsel, som den unge kvinde nynner for sig selv. Hun vil bruge temaet ved sin årlige koncert og lover Fausta en perle, hvis hun vil gentage sangen. Samtidig opstår en stille romantisk forbindelse mellem Fausta og pianistens gartner.


FILMENS højdepunkt kommer, da Fausta synger for pianisten. For det første er havfruesangen rystende smuk, for det andet koncentrerer Solier al bevægelsen i Faustas ansigt i denne ene scene. Koncerten er en stor succes i Limas dyre kredse, men da Fausta drister sig til at tage medansvar for den, forsvinder pianistens velvilje.
   Fausta bliver sat af på gaden. Hun hævner sig ved at hente resten af perlerne. Da hun falder besvimet om, sørger gartneren for, at hun kommer på hospitalet. Bagefter er noget vågnet i Fausta. Hun trækker vejret friere og tager del i bryllupsfesten. I sidste scene er familien på vej til havet for at begrave moderens lig.
   Faustas perler vælter måske ikke verden, men havfruesangen er stærk og distinkt. Snart sagt alle på produktionen var kvinder. Briten Natasha Brier har tilrettelagt billedsiden, som lader klare farver stå i kontrast til den hvide og grå udpinthed. Sindet og kønnet bliver atter frugtbart. I 2009 var filmen eksotisk. I 2022 har den nyklassisk status. 


Faustas perler (La teta asustada). Instr. og manus: Claudia Llosa. Foto: Natasha Brier. Spanien-Peru 2009. 95 min. Dansk premiere: 20.05.2010.


Fotos: Vela Producciones/ Institut Català de les Indústries Culturals/ Ministerio de Cultura/ Oberón Cinematográfica/ Trigon Film/ Olive Films/ Dogwoof Pictures/ 
Filmen streames p.t. ikke i Europa - i USA på The Criterion Channel
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.05.2010

mandag den 23. maj 2022

Bogen og filmen: Mothering Sunday/Helligdag (2021)


ALLE DE UNGE MÆND
Eva Husson filmatiserer Graham Swift

Af BO GREEN JENSEN

HELLIGDAGEN »Mothering Sunday« var forløberen for den moderne Mors Dag. I gode britiske husholdninger fik tjenestepigerne fri, så de kunne besøge deres familier. Forfatteren Jane Fairchild har en særlig grund til at huske Mothering Sunday i 1924. Det var den dag, hun begyndte at skrive for livet.

   Den unge Jane (Odessa Young) har ingen at tage hjem til, da herskabet giver hende fri. Hun kom til huset som forældreløs teenager. Mr. Niven (Colin Firth) taler om, hvad han ville lave, hvis han ikke skulle til forlovelsesfrokost. Mrs. Niven (Olivia Colman) tager senere Janes hånd og siger, at hun skal betragte det som en gave at være alene. Så har hun ingen at miste.


DER hersker en knuget stemning i huset. Nabosønnen Paul (Josh O’Connor) skal giftes med Emma (Emma D’Arcy) fra den tredje familie i vennekredsen, som engang gjorde alle ting sammen. Paul havde brødre. Familien Niven havde sønner. Alle de unge mænd døde i krigen. England sørger stadig væk.
   Da bilerne kører til klubben, mødes Paul og Jane en sidste gang. De har elsket at gå i seng med hinanden, siden hun kom til landsbyen. Vi er blandt det højere borgerskab i en fattigfin udgave af Downtown Abbey. Ingen udfordrer klassesystemet. Det har aldrig været på tale, at det »skulle være dem«. Men dagen er en undtagelse. Jane bliver kvinden, som mange år efter modtager Nobelprisen for sin beretning. Hun spilles da af 85-årige Glenda Jackson.


DER er i alle Graham Swifts bøger en umiskendelig tone af stor og nøje afstemt melankoli. En bristefærdighed, om man vil, og et særligt talent for at indlejre typiske træk ved almen historie i enkelte skæbner. Det gælder fra læreren, der taler til sin klasse i Waterland (1983, da. Vandlandet) og frem. I Mothering Sunday: A Romance (2016) er Swift i sit element. Teksten pendler mellem nu og da i erindringens takt.
   Eva Hussons film følger denne rytme. Der klippes konstant i flitrende glimt, snarere end i udstrakte flashbacks. Skønt formen anstrenger, fastholder den. I første scene begynder en samtale, som først bliver gjort færdig til slut.
   Instruktøren er fransk. Husson har udviklet sig, siden hun skuffede med Girls of the Sun i Cannes i 2018. Man ville så gerne give hovedprisen til en kvindelig instruktør, men kunne ikke forsvare at kåre filmen om kvindelige partisaner i krigen mod Islamisk Stat.*
   Alice Birch, som skrev den benhårde Lady Macbeth (2016), har bearbejdet Swifts roman og tilføjet en ny midterdel.

   
FILMEN bliver tung, så snart den forklarer, men i billederne kommer alt til sin ret. Lanceringen fremhæver de erotiske scener, hvor både manden og kvinden er nøgne. Det er en praktisk og naturlig nøgenhed. Han skaffer hende et pessar. Da han er borte, gør hun fingrene våde og lugter hans sæd.
   Helligdag er en god film, hvis man holder af britisk tristesse. Som et sted mellem Atonement (2007, da. Soning) og The Remains of the Day (1993, da. Resten af dagen). Moderniteten betones af nye musikvalg. Max Richter »gen-komponerer« Vivaldi; Nils Frahm yder minimalisme. Der er sammenbidt sorgarbejde og masser af stiff upper lip. Men også to kærester frosset i tiden. Et fint stemningsstykke til elskende nu.

RIP Glenda Jackson 1936-2023

*) Cannes 12.05.2018: »Festivalen havde satset alle jetoner på at gøre gallavisningen af Eva Hussons Les filles du soleil til en feministisk markering. Før visningen stod branchens stærke kvinder i formation på les marches, bl.a. Salma Hayek, Uma Thurman og Patty Jenkins. Der var politiske nøglefigurer som Marlene Schiappa, den franske minister for ligestilling, og Melissa Silverstein, der er en af chefstrategerne bag #MeToo. Cate Blanchett holdt en forkromet tale, som alle bakkede op om. Den højtidelige gestus var især et stort eksempel på, hvordan man sparker åbne døre ind.
   Mislyden satte først ind, da alle havde set Solens døtre. Filmen følger en særenhed af kurdiske partisaner, som prøver at tage deres by tilbage under krigen mod Islamisk Stat. Alle er kvinder, som beslutter at gøre modstand, da det lykkes dem at flygte fra IS, der mishandler og misbruger dem som (sex)slaver. Delingens leder er Bahar (Golshifteh Farahani), som har mistet sin mand og sin søn. Tiden er 2014. De kurdiske styrker venter på støtte fra den vestlige koalitionshær.
   Bahars historie fortælles i flashbacks, mens hun briefer en fransk journalist, Mathilde (Emmanuelle Bercot), der har sin egen traumatiske baggrund. Kvinderne taler, mens de gør sig klar til at indtage Bahars gamle skole. Vejen går gennem et mineret tunnelsystem. De mandlige kurdiske tropper vil ikke hjælpe, før der er støtte fra luften. Kvindekrigerne har fordel, fordi IS faktisk frygter dem. Bliver man skudt af en kvinde, bliver man ikke martyr og kommer ikke i Paradis.
   Solens døtre – der har danskeren Mattias Troelstrup som fotograf – er ikke dårlig. Den er bare meget velmenende og forenkler alle sider af konflikten. Musikken (af Morgan Kirby), som isoleret set er god nok, bliver lagt på i så massive doser, at publikum ikke har chance for selv at føle noget, før stemningen bliver dikteret. Bercots karakter er baseret på amerikaneren Marie Colvin, der mistede sit øje og senere sit liv i Homs. Hun er et overflødigt identifikationspunkt. Bahar tænker tilbage uden at meddele sig.
   Til slut bliver byen generobret. Bercot rejser hjem til sin datter og skriver artiklen, som hun læser højt under slutteksterne. Den er mildest talt ikke neutral i sit ordvalg.
   Efter gallavisningen var der jubel og stående bifald. Det er der som regel. Efter pressevisningen blev der både hujet og klappet. Der var bred enighed om, at Les filles du soleil ikke hører hjemme i hovedkonkurrencen. I hvert fald er det en ordinær film, som trækker gennemsnittet ned. Døm selv, når der er dansk premiere.«


Mothering Sunday (Helligdag). Instr.: Eva Husson. Manus: Alice Birch. Foto: Jamie Ramsay. 104 min. UK-Tyskland 2021. Dansk premiere: 28.04.2022.

Graham Swift: Helligdag –
 en romance. Oversat efter Mothering Sunday: A Romance (2016) af Claus Bech. 188 s. Gyldendal, 2017. 

Graham Swift: Mothering Sunday. A Romance. 132 s. London: Scribner, 2016.


Fotos: Film4/ BFI/ LipSync Productions/ Number 9 Films/ ZDF/ Arte/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ Scribner/ Simon & Schuster

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
2K Blu-ray fra Lionsgate Films 31.01.2022
Festvalreportage i Weekendavisen Kultur 18.05.2018 + filmanmeldelse Weekendavisen Kultur 29.04.2022.

søndag den 22. maj 2022

Lisa Rovner: Sisters with Transistors (2020) [Future is Female]



EN HÅNDLAVET MYSTIK
Elektroniske heltinder fra den analoge pionertid

Af BO GREEN JENSEN

MELLEM udbredelsen af båndoptageren og opfindelsen af den personlige computer. Cirka dér ligger den lange, rige periode, hvor elektronisk musik var en overvejende analog proces, en kreativ alliance mellem menneske og maskine, der gik ind i samarbejdet på lige vilkår.
   »Maskinen var levende. Den var varm, og den kommunikerede. Den var sentitiv,« siger Suzanne Ciani i begyndelsen af Sisters with Transistors. »Man kunne ændre en lille del bare en smule, og et helt nyt udtryk ville åbne sig.« Ciani taler både off screen i 2018 og direkte til kameraet fra et galleri i San Francisco i 1974, hvor hun skal opføre et værk, der er skrevet for synthesizer.
   Det er en afvæbnende begyndelse. Det er så ungt, energisk og optimistisk, at man som tilskuer bare vil rejse tilbage og hjælpe Ciani med at betjene de store apparater. Der er tunge mikrofoner, levende feedback, tusind knapper, glødende rør og sammenfiltrede ledninger. Det er dér, det moderne begynder.


SÅ spoler Lisa Rovner filmen 20 og 30 år længere tilbage, til Coventry i England og The BBC Radiophonic Workshop i London, hvor pionerer som Delia Derbyshire (1937-2001) og Daphne Oram (1925-2003) begyndte at udforske og arrangere virkelighedens klangflader. Oram udviklede Oramics, som var et grafisk noteringssystem for elektronmusik, der ikke kunne skrives med noder.
   Begge kvinder skrev banebrydende kompositioner, men er i dag især kendt for deres ukrediterede bidrag til tv og film: Delia Derbyshire for temaet til Doctor Who; Oram for sit score til Quatermass and the Pit (1967), kultserien The Stone Tape (1972) og The Innocents (1961), dvs. Jack Claytons filmatisering af Skruen strammes.


ROVNER beskriver elektronisk musik som et felt, hvor kvinder satte dagsordenen og havde en mulighed for at udfolde sig, som de ikke fik i den traditionelle musiks patriarkater.
   Man kan diskutere præmissen – der var flere mænd i faget, end Rovner giver udtryk for – men ikke fundamentet. Sisters with Transistors kortlægger ni elektriske liv: Clara Rockmore (1911-1998), som mestrede thereminen; Derbyshire og Oram; Éliane Radigue (f. 1932), Bebe Barron (1925-2008), Pauline Oliveros (1932-2016), Maryanne Amacher (1938-2009), Laurie Spiegel (f. 1945) og Suzanne Ciani (f. 1946).
   Der er få biografiske oplysninger – vægten er alene på musikken. Flere af komponisterne fik tragiske liv. Delia Derbyshire var 64, da hun døde, så godt som glemt og kronisk alkoholiseret. Hun efterlod stakke af notesbøger og 107 timers optagelser med musik, som aldrig er offentliggjort. Der er skrevet biografier og skuespil om hendes liv, men selve værket ligger hen.*


DET er et gennemgående tema, at de elektroniske komponister havde svært ved at få deres værker anerkendt som musik. Bebe Barron og hendes mand, Hugo Barron, komponerede i fællesskab. I 1955 skrev parret musik til Forbidden Planet (1956, da. Kampen på dødskloden), som er en sci-fi udgave af Stormen. De leverede det første score, der var skrevet for synthesizer. De blev imidlertid ikke kredideret for musik, men for »elektroniske tonaliteter«.



I 1968 udgav Wendy Carlos albummet Switched-On Bach, som arrangerede 12 Bach-kompositioner for moog synthesizer. Pladen var et stort kommercielt hit, som solgte 9.000 eksemplarer om dagen, da det gik vildest for sig. Som Suzanne Ciani ser det, var det den forkerte succes på det forkerte tidspunkt. Musikken var ved at gøre nye erkendelser. Det sidste, der var brug for, var en banalisering af regressiv klassicisme.
   Bemærkningen giver Rovner anledning til at inddrage den transkønnede musikskaber, som for alvor steg i status, da Stanley Kubrick brugte Carlos som arrangør og komponist på lydsporet til A Clockwork Orange i 1971. Da hed Carlos stadig Walter. Navnet blev ændret efter en kønsskifteoperation i 1972. Wendy Carlos lever stadig – hun er 81 år – men udtaler sig ikke i filmen.



DET gør flere endnu levende pionerer og heltinder. En sidste mosaik af små scener er optaget i 2018. Laurie Spiegel går ned på gaden i New York og fodrer duerne. Éliane Radigue får tårer i øjnene ved endelig at høre sin musik blive opført og respekteret. Der er stadig mest kant og vrede i Ciani, som åbnede hele kæden af stemmer i San Francisco i 1974.
   Sisters with Transistors følger to hovedspor og ni markante pionerer gennem et halvt århundrede. Det kan undre, at Lisa Rovner ikke inddrager Else Marie Pade (1924-2016), det store danske navn i konkret musik, der gjorde de samme erfaringer og erkendelser på samme tid som Delia Derbyshire.**
   I montageværket En dag på Dyrehavsbakken (1955) brugte Pade fundne og konkrete hverdagslyde på samme måde, som Daphne Oram gjorde i Private Dreams and Public Nightmares (1957), der behandles indgående i filmen. Både for Pade og Éliane Radigue var Pierre Schaeffers A la Recherche d’une musique concrete (1952) bestemmende læsning.


PIONERERNE i 1960ernes alternative amerikanske miljøer – Pauline Oliveros og Maryanne Amacher – er friere i formen og tættere på den sammensmeltning af avantgarde, videnskab, pop og minimalistisk kompositionsmusik, der fra 70erne og frem bløder over i ambiance og art rock og bliver populært gennem kunstnere som Brian Eno og Laurie Anderson.
   Det giver filmen et ekstra løft, at netop Anderson – i gudmoderlig modus – har indtalt den sparsomme, men velfungerende kommentar, der knytter stumperne sammen (teksten er skrevet af Sophia Al-Maria):
   »Dette er historien om kvinder, som hører musik i deres hoveder. Der er radikale lyde, hvor der bare var stilhed engang, drømme som bliver muliggjort af teknologi. Historien om kvinder har været en historie om stilhed – og om at bryde gennem stilheden – med smuk støj.«


KONKRET musik er støjen af virkelighed, som får struktur og bliver bearbejdet, så nye lag og erkendelser træder frem. Laurie Spiegel udviklede et pc-program, som hun markedsførte i 1985, da de første Mac-computere kom på markedet. Hendes tidlige kompositioner var skrevet på kort, som hun stak huller i. Hun siger, at hun længtes efter en digital præcision.
   Spiegel og Ciani er de første, der bryder med den organiske æstetik, som ellers driver pionererne. De fravælger fejlen som kreativ mulighed.
   Ud af dét er der kommet frugtbare værker, men en del af den håndlavede mystik er forsvundet. Hos skikkelser som Oliveros og Amacher har både kunstnerne og deres publikum en følelse af at være lige ved at nå en form for »deep listening«, der er tæt forbundet med virkeligheden.


DET sker i symbiosen af krop, sind og maskine. Den nye indsigt er snublende nær – men når ikke at blive realiseret, før anelsen i det analoge forsvinder med konsekvensen i det digitale univers. Algoritmerne tager over. De sindrige, ydmyge arbejdsprocesser er i dag erstattet af filtre, man slår til og fra.
   Sisters with Transistors er en smuk film, som citerer fra mange andre kilder og værker. Man får lyst til at rejse længere ind i musikken – »into the mystic«, som Van Morrison ville sige. Han er dog ikke citeret i Rovners film, hvor mænd generelt har kønnet imod sig.


*) Det er der efterhånden rådet bod på. Da kunstnerens efterladte effekter (267 spolebånd og kassevis af arbejdspapirer) blev doneret til Manchester University, besluttede man at skabe en åben resurse, som kombinerer museum og forskningscenter. The Delia Derbyshire Archive på John Rylands Library åbnede i 2007 og har siden positioneret sig stærkt. Den årlige Delia Derbyshire Day (23. november) bliver markeret med seminarer, koncerter, udgivelser og events. Under COVID-19-pandemien blev den digitale udgave af DD Day et internationalt tilløbsstykke. 
   Silva Screen udgav bokssættet Inventions for Radio – en kronjuvel fra arkivet, med værkerne »The Dreams«, »Amor Dei«, »The After-Life« og »The Evening of Certain Lives«  – på vinyl i 2023 og på cd til Record Store Day 2024. Hovedparten af Derbyshires arbejde er skabt til produktioner, som krediterer forfattere og instruktører. Det var således kun Berry Bermange, som fandt og monterede stemmerne, der blev nævnt i introen til de oprindelige BBC-programmer.


For skuespilleren Caroline Catz (kendt for rollen som læreren Louisa, der danner par med lægen Martin Clunes i 18 sæsoner af ITV-serien Doc Martin 2004-2022) har Derbyshire været en livslang passion. Hun prøvede i årevis at finde finansiering til en portrætfilm, som blander arkivklip og dramatisering. Det lykkedes i 2017, da kortfilmen Delia Derbyshire: The Myths and the Legendary Tapes fik premiere på London Film Festival. I 2020 blev dokumentaren forstørret til fuld featurelængde.
   Catz spiller selv Derbyshire i de fiktive afsnit. Lydsiden er tilrettelagt af Cosey Fanni Tutti (fra industrialbandet Throbbing Gristle), som har udgivet sine Original Soundtrack Recordings i 2022. Cosey Fanni Tutti (som blev døbt Christine Newby i 1951) er også forfatter til Re-Sisters: The Lives and Recordings of Delia Derbyshire, Margaret Kempe and Cosey Fanni Tutti (Faber, 2023).
   Både Catz og Cosey har optrådt på Delia Derbyshire Day, som er et pilgrimsmål for Doctor Who-fans. Som Hans Sydow i Danmark brugte inspirationen fra Else Marie Pade i ny kontekst, fungerer DD for britiske avantgardister. Fanboy-duoen Garry Hughes og Harvey Jones står bag udgivelser som Delia Derbyshire Appreciation Society (2017) og Wow and Flutter (2019). Allerbedst opleves musikken rent på skæringer som »Lure of the Space Goddess (Full Broadcast Version)«, »Falling, From The Dreams (Workshop Mix)«) og »Pot au Feu« (1964 Workshop Mix).

**) Troels Donnerborgs biografi Klangen af en stjerne (Byens Forlag, 2009) fortæller »Historien om vidunderbarnet, Else Marie Pade, der voksede sig stærk i nazisternes fængsel og blev Danmarks første elektroniske komponist«. Donnerborg forankrer motivet smukt i sin tid og giver i forbifarten et (selv)portræt af den kritikergeneration, som i 00erne genopdagede Pade. Foreningen af Danske Musikkritikere (som blev stiftet i 2003 og desværre måtte afvikle sig selv i 2021) gav i 2003 Årets Steppeulv (en af dem, i kategorien ’Årets Idé’) til Hans Sydow for albummet Syv cirkler og fem remix, der bygger videre på Pades pionerværk fra 1958-59. Fordi Pade selv kom til ceremonien og blev hyldet for sit livsværk, er Steppeulv-prisen blevet opfattet som en ærespris til komponisten. Hans Sydow har redigeret Livet i et glasperlespil (2005), en blanding af festskrift og kritisk antologi, hvor Pade selv fortæller, og 15 kolleger bidrager med entusiastiske værklæsninger. Andrea Bak har skrevet Else Marie Pade (Gyldendal, 2009), som er en regelret biografi.   



Sisters with Transistors. Instr. og manus: Lisa Rovner. Foto: Bill Kirstein. 89 min. Frankrig-UK 2020. Dansk premiere: 19.04.2021 [CPH:DOX].


Fotos: Willow Glen Films/ Anna Lena Films/ Metrograph Pictures/ Filmaffinity/ CPH:DOX/ Sisterswithtransistors.com/ BBC
Filmen streames ikke i DK - i UK på Amazon Instant, iTunes og You Tube Movies - i Sverige på SVT Play
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2021.