Evig latter: Dirch Passer 1926-1980 og Kjeld Petersen 1920-1962

DEN STORE DANSKER
Dirch Passer med og uden Kjeld Petersen

Af BO GREEN JENSEN

DIRCH Hartvig Passer (1926-1981) var latterorkanen, den geniale komiker, som blæste Danmark omkuld i tre årtier, før han døde, pludseligt og med støvlerne på, da han stod på scenen forklædt som Kim Larsen i årets Tivoli Revy. Han var evindelig som vejret og utrættelig som en tumling, der rejser sig efter slaget hver gang. Dirch var en størrelse, man tog for givet, og han efterlod sig så mange aftryk, at der næppe går en dag, uden at medierne spiller et nummer eller tv viser en film med Dirch Passer. 
   Ved den store mands død var lovordene mange, men der herskede høflig enighed om, at den bedste tid lå et stykke tilbage, i 1960erne, snarere end i 1970erne, hvor revynumrene blev til gentagelser, og hvor en automatisk kvalitet satte ind i stadig mere håbløse filmroller. Måske – sagde man både dengang og nu – fandt Passers kontrollerede fristil sit reneste udtryk på ABC Teatret i 1950erne, da han dannede par med Kjeld Petersen (1920-1962), den tragiske desperado, som ene af alle kunne jamme, sparre og spille lige op med naturfænomenet.

I HVERT fald er det hér, mens en professionelt ubekymret Stig Lommer (Lars Brygmann) holder pressen hen før premieren på ABC-revyen 55, at Martin Zandvliet præsenterer de geniale og komplementære modsætninger, tvillingeparret Kellerdirk Bros, som netop i dén forestilling brillerede med »Tømmerflåden«. Det er filmet fra salen i neutral total og foran et levende publikum. Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe reproducerer hver detalje i den klassiske sketch.
   I samme revy havde Dirch et stort øjeblik med den lyrisk-ironiske vise om »Moder Sol«, der stråler oven over alting, men det er karakteristisk for filmens metode, at den definerer Dirch i forhold til Kjeld og Kjeld i forhold til Dirch. Før titelsekvensen har Zandvliet dog vist, hvordan den distræte weekendfar giver sin datter en forkert gave, et legesæt, hun er vokset fra, på hendes fødselsdag. Begge bliver i karakter og kommunikerer med en fin undertone af sprød ironi. Det er så sikkert ramt, at man giver sig hen til resten af filmen med fuldkommen tillid og uden bekymring.

MARTIN Zandvliet havde erfaring som klipper, da han instruerede Paprika Steen i gennembrudsfilmen Applaus (2009). Det er i høj grad også ved ombrud og fraklip, at det gyldne snit i Dirch er lagt. Der er ingen unødvendige scener. Filmen er kemisk renset for nostalgi, og dét er en væsentlig kvalitet. Zandvliet og Anders August har skrevet manuskriptet, så 1950erne føles som her og nu. Det er ikke Matador eller Krøniken. Der er ingen sentimental patina.
   Som tilskuer tror man på Ranthe og Kaas. Man tror for den sags skyld på Morten Kirkskov som Ove Sprogøe, skønt fysiognomiet slet ikke ligner. Frederik Dessau beskrev engang samspillet mellem Kjeld og Dirch som »et minutiøst gennemarbejdet improvisationsnummer.« Det er præcis den kvalitet, som kommer til udtryk i scenen, hvor Petersen har fulgt Passer hjem til huset, hvor Sitter Horne-Rasmussen (Laura Bro), den første fru Passer, har sat sofaen ud på græsset i trods.
   

MED sofaen som rekvisit improviserer de to mænd en absurd pantomime. For det første udtrykker scenen en sandhed om Kjeld og Dirchs jævnbyrdighed. For det andet er scenen ikke et aftryk af noget, man husker fra film eller scene. »Kellerdirk var baseret på en originalitet, som på én gang var uhyre eksklusiv og ganske almen,« skriver Dessau. Det samme er sofastykket i filmen.
   Dirch satte sjældent ord på sine tanker om faget: »Jeg synes, at der er noget håbløst og ucharmerende ved en skuespiller, som bliver afkrævet en forklaring på, hvordan han bærer sig ad med at lave noget godt og for den sags skyld: også noget dårligt!« Ved vennens død skrev han dog en erindring til bogen Nej Kjeld, le vil de le, og det er lige så stort (1962), som Bent Grasten, Kjeld Petersens bror, redigerede:
   »Vi var meget blufærdige over for hinanden. Vi kunne faktisk ikke tale alvorligt sammen, uden at det måtte føres over i en form for pjat. Jeg sagde engang imellem for sjov, at vi var kede af, at vi ikke kunne få børn, og vi var sådan set revnende ligeglade med, om det kunne misforstås, men på en mærkelig måde var der noget om det.«*
   

DET er netop den tone, som August og Zandvliet anslår i filmen. »Jeg har været hos Kjeld måske to gange og han har været én gang hos mig plus den gang, hvor han ikke kom. Jeg ved ikke om det bl.a. er det, der kan være grunden til, at det var så friskt, når vi var sammen på scenen eller på teatret i det hele taget. Når det var overstået, så var der ligesom ikke mere.«
   Dirch skriver også om, hvorfor samarbejdet hørte op. Det skyldtes ikke, at Kjeld Petersen langsomt drak sig ihjel, men at friskheden var ved at forsvinde: »Den form for fællesskab er kun noget, man oplever én gang i sit liv. Og efterhånden blev det også svært på scenen med vores fælles trang til at lave noget godt. Det blev pludselig svært at variere og finde på. Det vil sige: vi kunne godt finde på, men vi kunne ikke give det den tand til, som kunne give det det.«

FILMENS hjerte ligger i årene 1955-58, da dansen er helt ubesværet. Kjeld dør samme aften, som genforeningsrevyen Holder De af Brahms, Passer og Petersen er blevet opført for første og eneste gang. Dirch er blevet mødt med utidig latter, da Stig Lommer mod bedre vidende lader ham spille Lennie i John Steinbecks Mus og mænd. Dirch får lov at være seriøs, fordi han har accepteret, at Lommer fyrer den ustabile Kjeld Petersen. De finder også alle tre sammen om at udvikle sketchen »Skolekammerater«, som her er anbragt i en kreativ kronologi.

EFTER Kjelds død får Dirch karakter af langstrakt, elegisk udtoning. Judy Gringer (Silja Eriksen Jensen) bliver erstattet med Hanne Pedersen (Laura Christensen), før den trætte mand finder sammen med suffløsen Bente Askjær (Malou Leth Reymann), der er to år ældre end hans første datter. Flere glansnumre rekonstrueres, bl.a. »Sonny Boy« og »Hvem har du kysset i din gadedør?« fra Cirkusrevyen 1967, hvor undertegnede 11 år gammel så Dirch Passer optræde live.

»HOPPEGYNGEN« (1974) bliver et billede på kunstnerens situation. I begyndelsen jubler publikum ukritisk, når bare man kan slå en prut, men til sidst gider Far og Mor knap nok kigge, når man kommer ind til bordet og viser pølserne frem. Den russiske klovns fonetiske tryllenummer (1969) er sublim, destilleret nonsens. Nikolaj Lie Kaas er mand for det hele. Kun »Mudderkliren« er savnet for alvor.

PASSERS hjerte er slidt, da han dør. Netop som mørket er faldet, træder Bente Askjær ind og siger til Dirch, hvad Dirch sagde til Gitte Hænning i Han, hun, Dirch og Dario (1962): »Hør, det’ da dumt, det med dig. Du går rundt, sær og sur, som en kanin i et bur.« »Lille frøken Himmelblå« er Zandvliets nik til de 100 film, som også var kolossens liv. Sangen afvikles i en fantastisk finale, hvor alle figurerne lever igen.
   Sekvensen er inspireret af Bob Fosses All That Jazz (1979, da. Det er showtime) på samme måde, som Passer havde planket »Fingernummeret« (Cirkusrevyen 1974) fra amerikaneren Art Metrano. Det er dog stort og smukt alligevel, og det både forankrer og forløser resterne af et kaotisk liv, som lægen og sygeplejerskerne kører bort. Det er en meget mindeværdig slutscene.

ZANDVLIETS film vil virke forskelligt på unge og ældre. Folk over 40 kan huske Dirch Passer og måden, som Danmark så ud på. Personligt savner jeg sødmen fra de første årtiers filmroller, da Passer endnu var køn og kunne synge: sporvognskonduktøren i Ved Kongelunden (1953), den forelskede bager i trilogien om Poeten og Lillemor (1959-61), viceværten i Det støver-serien (1961-63), Leopold i Sommer i Tyrol (1964). De film er danske som kaffe og kringle. Jeg savner ikke Lenin, din gavtyv! (1972) og Piger til søs (1977).

VED at gøre Passer til en distinkt karakter, lykkes det Zandvliet at skabe en præcis og bevægende anti-komedie, der finder ind til mennesket bag fænomenet. Det er Lars Ranthes film i lige så høj grad, som det er Nikolaj Lie Kaas’. Den kunne sagtens hedde Kellerdirk Bros, for det er de to sammen, der giver den struktur og prægnans.
   På en måde mangler noget af tiden, på en anden bliver den grebet i struben. Efter teksterne ser man et foto fra 1975. Dirch står med den 5-årige Nikolaj Lie Kaas i sin favn. Da er man endelig helt grædefærdig. For hvor er det en pragtfuld og svimlende film om altid at skulle være sjov på kommando. Der er masser af Passer i filmen om Dirch.

Se også Evig Latter: Stan Laurel 1890-1965 og Oliver Hardy 1892-1957; Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig Latter]; Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig Latter]; Evig Latter: Jacques Tati 1907-1982; Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984; Besværgende latter: Komikeren Roberto Benigni.

*) Nej Kjeld, le vil de le, og det er lige så stort. En bog om Kjeld Petersen. Red. Bent Grasten. 100 s. Forlaget Arena, 1962. Foruden Dirch Passers tekst ('Kjeld') og Frederik Dessaus essay 'Kellerdirk' indgår Birgitte Reimer: 'En medspiller', Erik Ulrichsen: 'Kjeld Petersen og dansk film', Sam Besekow: 'Netop denne skæbne' og Klaus Rifbjerg: 'Et digt'. Sidstnævnte er i tre akter med en epilog og rammer Kellerdirks absurde ækvilibrisme ret godt: 'Barcarole og chachacha/ et pludseligt lys af misforståelser/ de uudryddelige og så den/ mærkelige påtrodsfølelse'. Og uforligneligheden: 'Svindlen i andres kort/ indløses kun med ægte/ mønt/ faldet tabet styrtet.' Og endelig vejs ende i epilogen: 'spejlglassets hårdhed fattet/ uflytteligt forstøvet/ gestaltet kødelig/ leende rå gråd'.

   Ole Sønnichsen har skrevet standardbiografien Dirch Passer (Gyldendal, 2009) og suppleret den med informative tekster i albummet Dirch Passer - et liv i billeder (Gyldendal, 2012). Tættere på emnet selv og tiden er Malin Lindgrens Kære Dirch (Borgens Forlag, 1981). Alle tre bøger er varmt anbefalet. I Den store Dirch Passer Boks (4CD, Universal 2009) findes de fleste store monologer, Kellerdirk-sketches, filmsange og revytekster. Boksen streames på bl.a. Spotify. Alle de film, som jeg nævner, kan købes, lejes eller lånes. Det gælder også for Martin Zandvliets Dirch.

                                                                                                          

Dirch. Intr.: Martin P. Zandvliet. Manus: Anders F. August og Martin P. Zandvliet. Foto: Jesper Tøffner. 116 min. Danmark 2011. Dansk premiere 25.08.2011.

Foto: Bjørn Bertheussen/ Jesper Tøffner/ Nordisk Film Distribution

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, NETFLIX, NORDISK FILM+, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Nordisk Film 06.12.2011
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.08.2011

David Robert Mitchell: Under the Silver Lake (2018) [Noir 100]

DELTE DRØMME OG VANDREHISTORIER
Et metamysterium i neo-noir

Af BO GREEN JENSEN

SILVER Lake Reservoir i Los Angeles er en mytologisk location. Allerede navnet fortæller historier. Der er faktisk to kolossale bassiner. Det største er opkaldt efter politikeren Herman Silver, som anlagde søen i 1906. Det mindste hedder Ivanhoe efter ridderromanen af Sir Walter Scott. Kun Ivanhoe er stadig en aktiv del af vandforsyningen. 
   Kvarteret grænser op til Hollywood med de gamle filmstudier. Sunset Boulevard snor sig det sidste stykke gennem Silver Lake mod Chinatown. Der er stille, tilgroede gader med gamle, forbløffende huse. Det er sådan et sted, hvor turister får udleveret et kort over stjernernes hjem.
    Billy Wilders Sunset Boulevard (1950), Roman Polanskis Chinatown (1974), Robert Altmans The Player (1992), David Lynchs Mulholland Drive (2001) og David Cronenbergs Maps to the Stars (2014) er netop de store – og vildt forpligtende – forbilleder for den okkulte popfabel, som David Robert Mitchell konstruerer i metamysteriet Under the Silver Lake. 
   Hvad Paul Thomas Anderson gjorde for Gordita Beach i sin psykedeliske filmudgave af Thomas Pynchons Inherent Vice (2014), ganger Mitchell med to eller tre. Herefter sætter han trumf på. Hippietidslegenden hos Pynchon var henlagt til en fiktiv udgave af Venice Beach. Hos Mitchell er der ingen »naturlige mangler«. Silver Lake er for real hele vejen.

EN kvinde forsvinder. Det er altid en solid begyndelse på en eksistentiel skattejagt. Sam (Andrew Garfield) er en ærketypisk døgenigt, en slacker fra 90erne, der har nået sin udløbsdato og øver sig på en livsstil, der ligner den fredelige fatalisme i brødrenes Coens The Big Lebowski. 
   Sam bor alene i et malerisk forfaldent kompleks, hvor han er måneder bagud med lejen. Hans mor ringer op og taler i timer om sine yndlingsfilm med Janet Gaynor. Sam lyver om, hvor godt det går. Han undgår at tænke på fremtiden ved at overvåge sine kvindelige naboer og onanere til gamle numre af Playboy. 
   Eller nej. Som sin helt går filmen op i detaljer, og det er i særdeleshed ét gammelt nummer af Playboy – fra juli 1970, da Janet Wolf var månedens Playmate – der taler til Sam. Don Ornitz fotograferede Wolf under vand. Senere bliver en anden kvinde skudt og daler ned gennem vandet i reservoiret i nøjagtigt samme position.

UNDER the Silver Lake er altid fetichistisk specifik med hensyn til sine objekter og spor. Der er muligvis tale om trivielle skatte fra den efemere popkultur, men de er udvalgt med autistisk tunnelsyn. For eksempel knækker Sam koden ved hjælp af det armbånd, som lå i en gammel morgenmadspakke, og kortet til pc-spillet The Legend of Zelda, som var trykt i første nummer af fanmagasinet Nintendo Power.
   Sam har studeret naboen Sarah (Riley Keogh). Hun ved, at han betragter hende. I kompleksets swimmingpool genskaber hun Marilyn Monroes badescene i Something’s Got to Give (1962). Mitchell kopierer George Cukors lyssætning fra filmen, som aldrig blev færdig.
   Sam og Sarah er tilsyneladende to alen af et stykke. De har god sex sammen i hendes lejlighed, hvor tv’et viser Tre piger søger en millionær (1953) med Monroe, Betty Grable og Lauren Bacall. På kaminhylden står tre Barbie-dukker, selvsagt vintage, som forestiller de tre divaer.
   Filmen tager sig god tid til at skildre Sams verden før syndefaldet. Den er ikke noget dårligt sted. Holder man skyklapperne tæt ind til tindingen, er der løvfuld skygge, masser af fritid, imødekommende kvinder og nærende hverdagsmysterier, som gør livet tilpas interessant.
   Så sætter mørket sin vilje igennem, og verden bliver aldrig den samme.

DET er en af de historier, hvor nogen eller noget sender protagonisten skjulte beskeder. Der er en virkelighed bag virkeligheden, og helten må ind i labyrinten, ned i kaninhullet, om bag døren i den grønne væg for at finde nøglen til mysteriet eller det næste spor i den kosmiske rebus, hvis læsning eller afkodning antager en skattejagts eventyrlige kvaliteter.
   Stilen er selvsagt neo-noir, en incestuøs og parasitær æstetik, der er bygget af henvisninger til noget ægte. Fordi jægeren er en udvalgt person, som må tvivle – men samtidig stole – på sin fornuft, får fortællingen paranoide kvaliteter. Og måske er der virkelig et komplot, et lag af dybere indsigt under overfladen af trivielle og banale fænomener.
   Sandheden er jo derude, som Fox Mulder sagde i The X-Files, der var bygget af de samme delte drømme og vandrehistorier. I hvert fald kan det være stor underholdning for fanboys, som ikke tænder på sport. Og der er god plads til kvinder i klassen, selv om de fleste nørder er mænd.

NÆSTE dag er Sarah væk, og hendes lejlighed er tom. Sam begynder at lede. Han træder i karakter som metafysisk privatdetektiv. Vi er i det samme revir og den samme mentalitet, hvor Sam Spade, Philip Marlowe, Lew Archer og andre gode gumshoes søgte en sandhed, der ofte viste sig at være illusorisk. Der var sager, som ikke kunne opklares helt. 
   Det bliver en jagt, der forløber på flere niveauer og fører vidt omkring i kvarterets historie. Sam bliver optaget af at læse tegneserien »Under the Silver Lake« i et håndlavet magasin, som behandler bydelens begravede mysterier. Forfatteren Milo (Patrick Fischler) har samlet arkana fra Hollywood hele sit liv. Kenneth Angers kultbøger om Hollywood Babylon er naturligvis urstedet i den lokale undergrundsgenre.*

FØR Milo bliver dræbt af Uglekvinden fra Organisationen, peger han Sam i retning af De Hjemløses Konge (David Yow) og Sangskriveren (Jeremy Bobb). Et særligt tegn går igen, og i alle labyrintens spejle får Sam et glimt af it-milliardæren Jeremy Sevence (Chris Gann), en holistisk hipster, som både holder harem og nærer et dødskompleks af de store.
   Nu kører toget, så skinnerne knager. I eskalerende paranoia samler Sam et viltert bevismateriale. Alle spor peger i retning ad et hemmeligt gravkammer under Silver Lake. Hvis der også var aliens og nazister, ville konspirationsudstyret være komplet.

JEG håber, jeg har givet en fornemmelse af filmens særegne styrke og betydelige svaghed. For den er både begavet og studentikos. Hvis man reagerer på de okkulte signaler, giver det mening at tyde mysteriet. Ellers er alt irriterende krims-krams. Det er som Kim Novaks frisure i Alfred Hitchcocks Vertigo. Spiralen er enten et kosmisk-sublimativt ciffer eller bare en måde, som håret er sat på.
   Filmen begynder forførende godt og er fuld af taktil og konkret atmosfære. Men den taber højde, efterhånden som gåderne akkumulerer, og den inderste sandhed kan ikke helt bære de mange lag af esoterisk indpakning.
   For mig knækker filmen i mødet med Sangskriveren, et vrængende orakel, som angiveligt har skrevet alle evergreens om kærlighed, længsel og romantik i Den Store Amerikanske Sangbog. Sam knuser hans hoved med den selvsamme Fender Rhodes-guitar, som Kurt Cobain brugte, når han spillede »Smells Like Teen Spirit«. Mordet er et rituelt gudedrab af den slags, som indebærer, at dræberen selv bliver præst.
   David Robert Mitchell dekonstruede teenageromantikken i The Myth of the American Sleepover (2010), som også gik i danske biografer, og fik mange fans i kraft af It Follows (2014), som gav horrorgenren en seksuel tydelighed, der var ny. Under the Silver Lake er betagende tænkt. Forhåbentlig drukner han ikke i søen.

RIP Kenneth Anger 1927-2023

* Undergrundskunstneren Kenneth Anger (f. 1927) blev en kultfigur i kraft af den okkult-esoteriske homoerotik i  Fireworks (1947), Scorpio Rising (1963), Invocation of my Demon Brother (1969) og Lucifer Rising (1970-80). I 1959 samlede han en bunke sladder- og vandrehistorier om den mørke side af Hollywood fra stumfilmens storhedstid til stjernesystemets udtoning. Bogen udkom i Frankrig og i en amerikansk piratudgave 1965. Der var forventning i luften, da Straight Arrow Books og Dell Publishing i 1975 udgav det rigt illustrerede skandalekompendium som mass market paperback. Jeg gik i 3.g. og kan sige, at vi åd den bog. Cirka samtidig kunne Filmmuseet på Christianshavn (nu Cinemateket i Filmhuset) præsentere en sjælden kopi af Scorpio Rising, som alle ved musikken fik set. Filmen viser grynede billeder af feticistisk klædte bikers, der åbenlyst nyder at vise sig frem. Kameraet kæler for blanke støvler, bugnende jeans og jakker med nitter og kæde, mens klassisk 50er-pop med Rick Nelson, Bobby Vinton, Elvis Presley og The Crystals m.fl. spiller i baggrunden. Det er ret ubehjælpsomt. Men Hollywood Babylon er en potent affære, der beskriver Fatty Arbuckles voldtægtssag, iscenesættelsen af Lupe Velez' selvmord, Jayne Mansfields halshugning i en trafikulykke og andre bizarre episoder i indgående detaljer. Mange af historierne er fri fantasi eller netop sejlivede rygter, delte drømme og vandrehistorier, som Anger skriver fast med hallucinatorisk autoritet. Han taler henført om Hollywoods purpurperiode. Fortsættelsen Hollywood Babylon II (1984) har slet ikke samme forførende tone, skønt forsiden med Elizabeth Taylor som opsvulmet bulimiker og binge-victim er lovende/tarvelig nok. Uanset sandhedsværdien har Anger et omfattende kendskab til det gamle Los Angeles. Anger har hele sit liv koketteret med at være fan og discipel af okkultisten Aleister Crowley. Hans vigtigste ni film er samlet som The Magick Lantern Cycle (2009), en sekvens som tager sin titel, inspiration og stavemåde fra Crowley.  Anger lever stadig, er 92 og bliver altid fejret på en filmfestival eller et kunstakademi et sted. Arbejdet ligger tættere på installation end på Hollywood-film. Han besøgte København i 2008 og blev hyldet af fans som Lars Movin og Nicolas Winding Refn ved et arrangement på Statens Museum for Kunst.

Under the Silver Lake. Instr. og manus: David Robert Mitchell. Foto: Mike Gioulakis. 139 min. USA 2018. Dansk premiere 03.01.2019

Fotos: Festival de Cannes/ UIP/ A24/ Lionsgate Films/ Wikimedia Commons/ CineMaterial/ MoviestillsDB, YouTube (A24 Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 18.06.2019 
Artiklen stod i Weeklendavisen Kultur 04.01.2019

Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]

DEN NYE EVA
Alex Garlands moderne Pygmalion-myte 

Af BO GREEN JENSEN

HVIS maskinen får liv, er den så en maskine? Bliver mennesket til Gud, hvis det selv skaber liv? Og hvis det skabte liv kan tænke selv, er det så stadig »kunstigt«, eller kan man tale om en ny og ligeværdig livsform?
   Disse spørgsmål er nogle af de ældste, som bliver stillet i fabler og myter, fra den romerske Pygmalion-fortælling til jødedommens Golem-sagn og Mary Shelleys Frankenstein (1818), der ikke for ingenting bærer undertitlen Den moderne Prometheus. Prometheus var manden, der stjal gudernes ild.
   I science fiction var hovedsagen længe robotter. Siden kunstig intelligens blev en realitet, er det igen de ældste myter, som bliver brugt til at vende problemet: fra computeren HAL i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968) og replikanterne i Blade Runner (1982) til Pinocchio-figuren i Steven Spielbergs A.I. – Artificial Intelligence (2001) og kvindestemmen i Spike Jonzes Her (2013).

DENNE fortale er specielt relevant i forhold til Ex Machina. Filmen signalerer allerede med sin titel, at den vil belyse et skabelsestema, og den debuterende instruktør, englænderen Alex Garland, har som forfatter gjort »høj« science fiction til sit hjerte- og kerneområde.

   Garland debuterede som 26-årig med romanen The Beach (1996), der blev en verdenssucces. Tre europæere finder i Thailand den mystiske strand, som er helt uberørt, og hvor man udleve en utopi. Det kan man så alligevel ikke, men de smukke unge mennesker gør et bravt forsøg. Bogen blev sammenlignet med Fluernes Herre, en Mørkets hjerte med sex og ecstasy i.

   Romanerne The Tessaract (1998) og The Coma (2004) fik ikke samme gennemslagskraft, men Stranden har bevaret sin status som kultbog, også selv om Danny Boyles filmudgave fra 2000 blev en mere poleret affære med Leonardo DiCaprio, Virginie Ledoyen og Guillaume Canet i de tre hovedroller.
   Forfatteren fandt en åndsfælle i Danny Boyle. I 2005 skrev han zombie/epidemi-filmen 28 Days Later til Boyle, og i 2007 var det Garland, der leverede manuskriptet til Sunshine, en stilfuld rumrejse i Kubrick-traditionen.
   Garland bearbejdede Kazuo Ishiguros roman Slip mig aldrig – en dystopi om klonede børnehjemsbørn, der opdrættes som organdonorer. Mark Romaneks fornemme film fra 2010 fik ikke dansk biografpremiere, skønt de bærende roller blev spillet af Carey Mulligan og Keira Knightley. Herhjemme har publikum altid haft en tonedøv holdning til god science fiction. 
   Sunshine og Never Let Me Go var kultiverede fremtidsfabler. Garland gik hele genrevejen med manuskriptet til Dredd (2012). Den hyperbrutale Judge Dredd er en kulørt karakter fra universet i 2000 A.D., et britisk ugemagasin, som siden 1977 har konkurreret med amerikanske superheltepublikationer.
   Alex Garland er med andre ord velbevandret i sci-fi. Med Ex Machina tager han endelig genren i fuld besiddelse.

VI er vel i nutiden om et par år. Caleb (Domhnall Gleeson) arbejder for et Apple-lignende firma, der designer hverdagens software. Caleb vinder konkurrencen, hvor en programmør som præmie får lejlighed til at tilbringe en uge med Nathan (Oscar Isaac), den sagnomspundne CEO og grundlægger.
   Caleb bliver fløjet til Nathans facilitet, en labyrintisk luksusbunker i et paradisisk vulkanlandskab, som skiftevis ligner Island og Hawaii (faktisk er filmen optaget i Norge). Her går den excentriske superyuppie alene og udvikler generationer af androider. Den seneste skabning er Ava (Alicia Vikander), en syntetisk kvinde med udsøgte træk og masser af kunstig intelligens.

Det viser sig, at Caleb er nøje udvalgt. Han og Ava skal udføre Turing Testen – matematikeren Alan Turings (The Imitation Game) metode til at afgøre, hvornår en computer udviser intelligens. Nathan har gjort maskinen så smuk, at Caleb ikke kan undgå at føle begær. Måske kan han også blive forelsket.
   Efter en høflig ouverture bliver Caleb og Nathan begavede fjender. Caleb er tynd og forsigtig. Nathan praler, drikker vodka som vand og dyrker fitness. Skaberen leger med sine kreationer. Det booster hans ego gevaldigt, da Caleb sammenligner ham med en gud.
   Caleb udspørger Ava i nummererede seancer, der fungerer som kapitler i filmen. Hun bruger alle tricks for at overbevise Caleb, forføre og gøre ham til sin befrier. Nathan følger udviklingen nøje.
   Som situationen udarter, inddrages tjenestepigen Kyoko (Sunuyo Mizono), der bliver behandlet som en blanding af hund og sexslave. Caleb og Ava udvirker en flugtplan. Som naturligvis ikke går efter planen. Endelig er spørgsmålet, om Ava udnytter Caleb. Filmen giver et eftertrykkeligt svar.

ÆSTETISK er Ex Machina en nydelse. Rob Hardy belyser scenerne i stilen fra Stanley Kubrick, og CGI-teknologien er nu så intelligent, at Vikander mere end overbeviser som den sanselige cyborg. Caleb og Nathan, det romantiske ciffer og den kammeratlige fascist, har efternavnene Smith og Bateman. De er ikke grebet ud af luften, men henviser til George Orwells 1984 og Bret Easton Ellis' American Psycho.
   For en sikkerheds skyld er skabelsesmyten støbt ind i en bibelsk struktur på syv dage. Et lille minus er forudsigeligheden. Typerne ligger for fast til at leve som andet end kropsliggjorte principper. Men filmen er fantastisk smuk, og de erkendelsesmæssige spørgsmål bliver grundigt belyst og halvvejs besvaret.
   Alex Garland var Oscar-indstillet for sit manuskript. Han fulgte Ex Machina op med Annihilation (2018), en fremragende filmatisering af den første roman i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi, som i Danmark er udkommet på Rosinante. Annihilation fik ikke rigtigt noget liv i biografen, men fandt et stort publikum på Netflix, hvor den stadig kan ses.

Ex Machina. Instr. & manus: Alex Garland. Foto: Rob Hardy. 108 min. UK 2014. Dansk premiere: 04.02.2016.

Foto: DNA Films/ UIP/ DFI Cinemateket/ CineMaterial/ Filmaffinity/ YouTube (Universal Pictures Trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Fikm

4K UHD + Blu-ray fra Universal Studios, 2022 
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 05.02.16

Apocalypse Now – Final Cut (1979/2019)

PSYKEDELISKE SOLDATER
Coppolas hovedværk 40 år efter

Af BO GREEN JENSEN

DU kender nok handlingen i store træk: Kaptajn Willard er tilbage i Vietnam i 1969 og bliver sendt på en særlig fortrolig mission. Han skal sejle ad floden, rejse ind i mørkets hjerte og uskadeliggøre den mystiske Kurtz, en højt dekoreret elitesoldat, der har forskanset sig i junglen og praktiserer unævnelige riter.
   Willard rejser gennem krigens landskab, møder mangfoldige typer og når til templet, hvor Kurtz holder hof som en blanding af konge og guddom. Her er stammefolk og hippier. De taler dybt i mørkets hjerte. Willard fuldfører missionen. Kurtz tager imod ham. Så sætter sindet og sanserne ud i en stor sammensmeltning af napalm og kød. Junglebrynet brænder, da båden med Willard sejler tilbage.

 

APOCALYPSE Now har i 40 år været filmen, som aldrig bliver færdig. Det hænger i nogen grad sammen med tiden og det kaos, som den blev til i. Francis Ford Coppola begyndte på forarbejdet i 1975, da han læste John Milius’ manuskript, som i førsteudgaven hed The Psychedelic Soldier.
   Egentlig skulle George Lucas instruere. Han og Coppola havde stiftet produktionsselskabet Zoetrope sammen. Coppola var i vælten efter The Godfather-filmene og havde andre projekter. Lucas ville lave en anden slags krigsfilm, hurtig og håndholdt i cinema verité-stil. Formatet skulle være 16 mm, der blev blæst op. Så kunne det gøres billigt og let.
   Det var slet ikke sådan, Coppola så det. Han kunne høre helikopterne spille Wagner, før Colonel Kilgore kastede napalm over de vietnamesiske landsbyer. De ting stod allerede i Milius’ manuskript. Heldigvis fik Lucas mulighed for at begynde på Stars Wars. Så måtte Coppola selv instruere.
   Coppola har aldrig tøvet med at anerkende andres bidrag. For eksempel siger han, at det ikke er instruktøren, der skaber en god og troværdig figur. Det er skuespilleren, der får kontakt med sin karakter. Instruktøren kommer bare med stikord og faciliterer processen.
   Martin Sheen fik et hjerteslag under optagelserne af Apocalypse Now. Som Willard bærer han filmen, mens publikum gyser før mødet med Marlon Brando. Rollen blev tilbudt Jack Nicholson, Steve McQueen og Clint Eastwood. Men ingen kunne se i øjnene at tilbringe flere måneder i junglen. Nu kan man slet ikke tænke sig andre end Sheen i den rolle.

   
DA Apocalypse Now Final Cut blev vist på årets Tribeca Film Festival i New York, blev Coppola interviewet på scenen af sin kollega og fan, Steven Soderbergh. Den 80-årige filmskaber gentog, at alle de gode replikker i filmen – »Jeg elsker duften af napalm om morgenen«, »Charlie don’t surf!« osv. – kom fra Milius’ manuskript.
   Det var også Milius, som ellers går for at være en forstokket læderhals, der fandt på at bruge Mørkets hjerte (1899), Joseph Conrads korte roman eller lange novelle fra Belgisk Congo, som en nøgle til Vietnam-krigen. En engelsklærer havde sagt, at der »aldrig vil blive lavet en fyldestgørende filmatisering af Joseph Conrads Heart of Darkness.«
    Det er en sandhed med modifikationer. Orson Welles var langt med at overføre sin radioudgave af Mørkets hjerte til billedmediet, og Nicholas Roeg instruerede i 1993 en tv-film efter Conrads tekst, med Tim Roth som Marlow og John Malkovich som Kurtz. Den blegner i forhold til Coppolas film, som især er et flammende riff på romanen, men Benedict Fitzgeralds manuskript er mere end en blodfattig illustration.

APOCALYPSE blev optaget på Filippinerne i 1976 og -77. Der er skrevet adskillige bøger. Eleanor Coppola førte den dagbog, som blev til Notes (1979) og fastholdt sin mands fortvivlelse i de optagelser, som blev til dokumentaren Hearts of Darkness: A Filmmaker’s Apocalypse (1991). 
   Det amerikanske forsvarsministerium nægtede at assistere produktionen. Derfor måtte det blive Filippinerne, hvor militæret var bevæbnet med amerikansk materiel, som skulle holde partisanerne nede. Filmen om krigen i Vietnam blev lavet midt i en borgerkrig. Der var 30 helikoptere på sættet. Som Coppola siger, var der ingen digitale tricks til rådighed i 1977. Der er ingen effekter. Alle eksplosionerne er for real.

COPPOLA satte sig i bundløs gæld for at gennemføre filmen. Han brugte tre milioner dollars på at have Marlon Brando til rådighed i tre uger. Den levende legende havde ikke tabt sig som lovet, da han ankom. De sad i fem dage og talte. Så kom Brando ud af sin trailer med kronraget hoved og gav sit særlige take på den skræmmende Kurtz.
   Brando – som Coppola kalder en sød, mild og meget interessant mand – sagde til instruktøren, at han nok havde malet sig op i et hjørne. Hele rejsen på floden var blevet så sær og surrealistisk, at filmen ikke kunne slutte med den Navarones kanoner-eksplosion som Coppola havde tænkt sig. Det var nødt til at ende i Mørkets Hjerte, hvor Kurtz læser T.S. Eliots »De hule mænd« og fremstammer sidste linie i digtet, som Eliot selv havde hentet hos Conrad: »The horror! The horror!«

   
EFTER optagelserne sad Coppola længe med materialet. Den autentiske førsteudgave af filmen er et råt sammenklip, som varer 289 minutter. En piratkopi har cirkuleret, men er aldrig udgivet. Det er så også alt, hvad der mangler. Hver skitse, hver filmstump, hvert foto og arbejdspapir er bevaret og offentliggjort.
   Coppola fik endelig en distributionsaftale, men han og United Artists kunne ikke enes om filmen, der var for lang og for løs. Imens gik der rygter i pressen, og projektet blev afskrevet som en katastrofe. Han besluttede derfor at vise værket frem, skønt det ikke var færdigt. Så kunne journalisterne i det mindste få konkrete fejl at skrive om.
   I maj 1979 blev filmen lanceret i Cannes med betegnelsen »a work in progress«. Fem år før havde Coppola modtaget Guldpalmen for The Conversation (da. Aflytningen). Han kunne derfor få sin film med i hovedkonkurrencen. Den blev vist i flere kopier, som varierede lidt fra hinanden. Apocalypse Now delte Guldpalmen med Volker Schlöndorffs filmatisering af Bliktrommen.

DA filmen fik ordinær premiere, var der både 35 og 70 mm-kopier. Coppola havde klippet filmen ned til 153 minutter, ikke af lyst, men for at komme distributører og biografer i møde. Jeg så selv Dommedag nu første gang i Tivoli Bio den 26. oktober 1979. Det blev virkelig en af de oplevelser, som sendte mig ind i kritikerfaget.
   Jeg var ikke mindst fascineret af titelsekvensen, hvor lærredet viser billeder af brændende palmer, mens »The End« med The Doors bliver et musikalsk tema. Men da jeg genså filmen i en anden biograf, sad palmerne ikke før, men efter filmen.
   Oprindelig, siger Coppola, var der ingen titelsekvens. Han filmede de brændende træer, fordi myndighederne havde krævet, at holdet ryddede op efter sig, når produktionen var afviklet. Så hele lejren blev brændt, simpelt hen. Coppola brugte palmerne illustrativt, som en grafisk baggrund, der udtrykte atmosfæren i filmen, men publikum troede, at de hørte med til historien. Derfor eksperimenterede han med omrokeringer. Som sagt var der aldrig én version af den film.

DET er der nu, og den kan ses i 14 danske biografer. Der har været flere mellemstationer. På bluray-udgaven af Final Cut viser en af de små film i ekstramaterialet, hvordan farverne og lyden er forbedret gennem 40 år med diverse formater: vhs/betamax, laserdisc, dvd full screen og widescreen; HD 2K, 4K osv. Som Coppola siger før filmen: den er smukkere end nogen sinde.
   Men teknikken er noget kosmetisk. De afgørende ændringer har med indholdet og visionen at gøre. I 2001 præsenterede Coppola sammen med lyddesigneren Walter Murch en nyredigeret udgave, som hed Apocalypse Now Redux. Jeg skrev en fuld broadsheet-side i avisen, og Informations Christian Monggaard og jeg var til kaffe med Coppola og kritikeren Robert Ebert, der talte om den nye kopi i den amerikanske pavillon i Cannes. Det var umådelig stort, syntes vi. Coppola gjorde meget ud af, at han havde klippet filmen om i en masterkopi. Han kunne ikke vende processen og gå tilbage. Fremover var dette filmen.

APOCALYPSE Now Redux varer 202 minutter og har genindsat alle de scener, som blev taget ud i 1979. Der er flere scener med Willard og Kurtz. Især er der et langt besøg på en fransk plantage. Familien er blevet tilbage efter krigen i Indokina. Vi forstår, at filmen både var tænkt som en rejse ind i sindet, en psykedelisk fremstilling af USAs krig og en rejse gennem Vietnams historie. 
   Længere nede ad floden møder Willard og besætningen på patruljebåden igen de Playboy-piger, som stripper for tropperne forrest i filmen. Gensynet udspiller sig i en halvforladt lejr, hvor ingen har kommandoen mere. Det er noget af det smukkeste og særeste i Redux.
   Slutningen med Kurtz’ offerdød og Willard, der udfører ritualet fra The Golden Bough, er mere udpenslet. Her har Coppola malet sig helt op i krogen, som Brando talte om, da han ankom. Den visuelle løsning er en blanding af indisk rebtrick og høj himmelflugt.

I The Final Cut har Coppola igen fjernet 20 minutter, så spilletiden er nede på tre timer. Nu er der skåret markant i den franske afdeling. Slutningen står, som den plejer, men Coppola har fjernet gensynet med de vildfarne playmates. Det er sikkert gjort for at tækkes tidsånden, men man savner den bedrøvede lyst, som de unge soldater og kvinderne deler. De er alle sammen 19 år og skræmt fra vid og sans af det hele.
   Det kan være, at scenen vender tilbage. Også i 2001 sagde Coppola, at nu var filmen færdig. Han bliver sikkert ved med at fifle og pirke. Det er, som Ridley Scott har det med Blade Runner, der foreligger i talrige udgaver. Det flygtige væsen passer perfekt til den opblødte stemning i junglen. Apocalypse Now er, uanset hvad Milius’ lærer sagde, en fremragende filmatisering af Mørkets hjerte.
   Hvis du aldrig har set Apocalypse Now, er det nu, der skal handles. Et værk, som aldrig falmer, og en gylden fortælling om mørket i verden. Det er stadig den største antikrigsfilm.

*) Apocalypse Now Final Cut udkom (16.09.19) på dvd, blu-ray og UltraHD/4K i et bokssæt fra Lionsgate/ Studiocanal. Biografudgaven fra 1979 og Apocalypse Now Redux fra 2001 er med i boksen, som erstatter Apocalypse Now – The Complete Dossier fra 2010. Endvidere indgår Eleanor Coppolas Hearts of Darkness: A Filmmaker's Apocalypse og en række andre dokumentarer. Et highlight er Dutch Angle: Chas Gerretsen & Apocalypse Now, en dokumentar i spillefilmslængde om den hollandske fotograf, som er modellen for Dennis Hopper-figuren i filmen. På movie-censorship.com findes en frame-by-frame sammenligning af forskelle mellem Redux og Final Cut.

Apocalypse Now – The Final Cut. Instr.: Francis Ford Coppola. Manus: John Milus, Michael Herr, Francis Ford Coppola. Foto: Vittorio Storaro. 183 min. USA 1979/2019. Dansk premiere: 28.11.2019.

Foto: American Zoetrope/ StudioCanal/ Another World Entertainment

Filmen streames på Blockbuster og iTunes

Artiklen stod let forkortet i Weekendavisen Kultur 29.11.2019.