To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]

TILBAGE TIL ABERNES PLANET
En miskendt version af fremtidslegenden

Af BO GREEN JENSEN

CALIMA er abernes navn for de hellige ruiner, som indtager en central position i religionen på deres planet. Stedet er knyttet til myten om Semos, den rebelske Messias-chimpanse, som trak en streg i sandet og én gang for alle gjorde op med abernes forhold til menneskene.

   Vist fortaber historien sig i legendernes tid. Vist betragter de sofistikerede orangutaner og de videnskabeligt orienterede chimpanser Semos-kulten med en overbærenhed, der minder påfaldende om vores egen holdning til kristendommens grundmateriale. Men for de harniskklædte gorillakrigere er troen på Semos en levende kraft.

   Det bliver da også med den, at planetens skæbne står og falder i Tim Burtons med spænding imødesete udgave af 60er-klenodiet Planet of the Apes.

   Der er ingen grund til at røbe den anstrengt overrumplende pointe, som prøver at matche styrken i førsteudgavens slutbillede. Derimod kan man ikke skrive om de justeringer, som er foretaget i forhold til den oprindelige kontekst, hvis man ikke røber lidt om Calima. Filmen selv gør det midtvejs og udløser således spændingen om, hvordan man vil give en forklaring på kloden, som måske/måske ikke er Jorden.*

1. Vejen til Calima

I BEGYNDELSEN af filmen, da astronauten Leo Davidson (Mark Wahlberg) endnu ikke har fulgt chimpansen Perikles gennem det magnetiske stormfelt, som fører ham til Abernes planet, ser vi besætningen arbejde om bord på rumfartøjet Oberon. Demonstrativt rettes blikket mod et skilt med ordene CAUTION LIVE ANIMALS. 

   En god spilletime senere er Davidson blevet anfører for de sidste vilde mennesker på Abernes planet, hvor den fanatiske general Thane (Tim Roth), en kolerisk og stærkt Hitler-lignende chimpanse, kun anerkender udrensning som en løsning på det menneskelige problem. Davidson styrer da mod de signaler, som kommer fra Calima i den forbudte zone.

HVERKEN menneskene, som er med ham, eller forskeraben Ari (Helena Bonham Carter), en særdeles charmerende hun-chimpanse, er trygge ved at træde ind i Calima, men Davidson insisterer, og det lykkes at slippe forbi gorillahæren. Endelig når karavanen da midten af det golde landskab, som en fjern katastrofe har ødelagt.

   Ifølge Davidsons søger befinder man sig nær moderskibet Oberon (filmen er fuld af Shakespeare-henvisninger; forløbet af slaget i slutningen minder i slående grad om Henry V). På en støvet væg af rustent jern står der CA-LI-MA. Davidson stryger støvet væk, læser skiltet og forstår, at han virkelig er tilbage på skibet, men ikke i sin egen tid.

LÆNGE er gode råd dyre. Abehæren er større og stærkere end menneskene, selvom disse jagede kræ (der alle taler lydefrit engelsk, som man nu engang gør det i abernes stat) til lejligheden har retableret de dræbende teknologier, som også hér er artens specialitet. Omsider er der ingen rimelig grund til at håbe og tro, men Davidson kan ikke lade være.

   Det kunne astronauten i den gamle version af fremtidslegenden. I Beneath the Planet of the Apes (1970, da. Flugten på abernes planet), den første film i serien af fortsættelser, trak mennesket Taylor selv i det håndtag, som udløste arsenalet af kernevåben. Han gjorde det endda beslutsomt, i vrængende væmmelse og med en grimasse, som kun Charlton Heston kunne skære.

 

SÅ dyb bliver Davidson aldrig, og så skarp i sin stille kritik af vor samtid er den nye filmudgave slet ikke. Den gamle Planet of the Apes var autentisk science fiction, et fabulerende stykke spekulativ fiktion, som tog sin præmis og dens parametre alvorligt, fordi man ville tale til og om sin egen tid.

   Den nye Planet of the Apes er snarere løssluppen fantasy, et mørkt eventyr om en mulig verden, hvor aber regerer. Til slut skal vi se det store skred, som er sket i balancen mellem de trods alt forbundne virkeligheder, men det virker som en påhægtet gimmick. Derimod løftes noget på plads, og det føles dybt befriende, da profetien om Semos’ genkomst på sæt og vis går i opfyldelse.

2. En bismag af apokalypse

VIL man repetere baggrunden og gense de gamle film i serien, der blev en af 70ernes store biografsucceser, bør man ikke tøve med at anskaffe det boxsæt, som samler hele sagaen under fællestitlen Planet of the Apes – The Evolution. Her findes også en overordnet indføring i tidens tendenser, som de yngste tilskuere – Burtons films primære målgruppe – formentlig kun kender som løse rygter fra skolen, tv og andre film.

   Det er jo ikke tilfældigt, at man i kampåret 1968 fandt det naturligt at skabe så markant en mainstreamfilm som den genuint visionære førsteudgave af Abernes planet. I 60erne tog man nærmest for givet, at Jorden ville gå under en dag. Hvornår var ikke til at sige, men tiårets mange forestillinger om en verden, der lever videre efter atomragnarok, har som regel en tidshorisont, der begynder ved årtusindeskiftet, vi nu har passeret.

   Tiden elskede sine mørke profetier lige så meget, som den frygtede en tredje verdenskrig. Selv de letteste, mest kulørte fremtidsdrømme har en bismag af apokalypse.

FRANKLIN J. Schaffners Planet of the Apes (1968) havde premiere samme år som 2001: A Space Odyssey (da. Rumrejsen år 2001). Stanley Kubricks visionære værk kaster længere skygger, men i første omgang havde Abernes planet større gennemslagskraft. Filmen var en sensation, som mange gik ind og så flere gange, fordi slutbilledet gav dem gåsehud.

   Det er da også en mageløs slutning. I to timer har vi fulgt astronauten George Taylor (Heston), der nødlander på en planet, hvor aber har taget menneskets plads. Han er blevet ydmyget og eksperimenteret med, men har også fundet venner i chimpanserne Dr. Zira (Kim Hunter) og Cornelius (Roddy McDowall), der begge forsker i menneskets væsen.

   Sammen med Nova (Linda Harrison) – en kvinde uden sprog var stadig det seksuelle ideal – rider Taylor langs stranden, kun iført riffel, lændeklæde og Hestons signatursmil. Da ser han en kæmpemæssig figur, som er halvvejs begravet i sandet. Han falder på knæ og forbander sine artsfæller, som »virkelig gjorde det denne gang.« Endelig zoomes der ud, så også publikum kan se figuren. Det er den amerikanske Frihedsgudinde.

DET er svært at sige, hvorfor øjeblikket virker så stærkt. Abernes planet bygger på franskmanden Pierre Boulles roman La planète des singes (1963). Denne er ikke så bogstavelig som filmen, har ikke nogen trickslutning og interesserer sig mest for at spejle menneskets verden i abernes samfund.

   Rod Serling, som skabte tv-serien The Twilight Zone (1959-65), bearbejdede i flere omgange Boulles bog, før Michael Wilson skrev det endelige manuskript. Serling genbrugte da pointen fra Twilight Zone-episoden »I Shot an Arrow in the Air« (1960), hvor amerikanske astronauter i et afsvedent kraterlandskab ser to forvitrede vejskilte og begriber, at de er strandet på Jorden i fremtiden.

EFFEKTEN er langt stærkere i filmen, men uden Serlings inspirerede genbrug ville der næppe være produceret fire sequels, to tv-serier (den ene animeret) og diverse andre fortsættelser til Planet of the Apes. Hovedsagen i sagaen er dog ikke, hvad menneskene har gjort ved hinanden. Det er forholdet mellem de herskende aber og de sidste mennesker. Og hvordan ville abernes verden se ud? Orangutanger tænker og regerer; gorillaer kæmper og kontrollerer; chimpanser forsker og føler. Vel er præmissen original, men magtfordelingen i abesamfundet er forudsigelig og ordinær.

I DET store hele står de gamle film flot. Man rådede ikke over digitale teknikker. Alt er derfor gjort med pap, sminke, gummi og plast. Slutningen viser et glasmaleri, og John Chambers’ abe-makeup er ikke så imponerende, som man husker den. Alligevel fungerer illusionen. Man vænner sig til at være på abernes planet, og man begynder at føle med Zira og Cornelius, som sammen med sønnen Caesar bliver gennemgående skikkelser.

 ANDRE elementer røber filmenes tilblivelsestid. Der blev zoomet utrolig meget i 60ernes og 70ernes actionfilm. Det er derfor en næsten psykedelisk oplevelse at jage gennem terrænet. I dag er virkningen lige så svær at abstrahere fra som de dobbelte skygger, man dengang kastede i interiørscener.

   Ted Post instruerede den første forsættelse, Beneath the Planet of the Apes (da. Flugten på abernes planet), i 1969. Den er mørkere, men også mere latterlig end originalen. Filmen følger de astronauter, som skal finde Taylor og hans besætning. Nogle af de sidste mennesker har dannet en kult, som dyrker Bomben og holder til i resterne af New York Citys undergrundsbane. Det ville være perspektivrigt, hvis alting ikke var udført så kitschet.

SIDEN faldt niveauet støt, og der gik næsten soap opera i den fortsatte historie. Bedst er Escape from the Planet of the Apes (1971, da. Truslen fra abernes planet), hvor Zira og Cornelius rejser tilbage til USA i 1970erne. Don Taylor instruerede dette kapitel, der har Sal Mineo og Ricardo Montalban som gæstestjerner.

   Både fjerde og femte afsnit, Conquest of the Planet of the Apes (1972, da. Oprør på abernes planet) og Battle for the Planet of the Apes (1973, da. Kampen om abernes planet) blev instrueret af veteranen J. Lee Thompson. De er kun af interesse for den, som har set de første tre kapitler og længes meget stærkt efter mere.

DET flotte boxsæt blev udsendt i en såkaldt Limited Edition på 100.000 eksemplarer. Man er sikkert ikke løbet helt tør endnu. Den sjette disc indeholder dokumentaren Behind the Planet of the Apes. Det er produceret i 1998, umiddelbart før skuespilleren Roddy McDowalls død. McDowall medvirkede i fire af de fem biograffilm og var også hovednavnet i tv-serien, som levede i to sæsoner fra 1974-76. Han er derfor den oplagte turguide. Dokumentaren varer to timer og koncentrerer sig fornuftigvis om den første film.

3. Forstemmende futilitet

ALTSÅ hverken en helt ny fortælling eller en ordinær genindspilning, men en gendigtning, en såkaldt »re-imagining« af den første film om menneskets skæbne i fremtidens mørke på Abernes planet. Dét er konceptet, som ligger til grund for Tim Burtons store modernisering.

   Når der er tænkt så meget over en dækkende betegnelse, har det vel at gøre med »Adel forpligter«-princippet. Richard Zanuck, der som nybagt studiechef hos 20th Century Fox gav grønt lys for Schaffners original, har også produceret versionen, som beviser, hvad Poul Nesgaard har sagt mange gange: at mennesket er en efterabe.

   Burtons film er en mærkelig størrelse, men ikke på den frodige måde, som vi ellers forbinder med instruktøren af Batman, Edward Scissorhands, Ed Wood og Sleepy Hollow.

   »Gentænkningen« giver kun mening, hvis man kender den første filmatisering af Boulles satiriske dystopi. Omvendt er det ingen ubetinget fordel at have denne baggrund. Alt for megen mental energi brændes af på at reflektere over sammenfald og forskelle mellem de to film. Uvisheden om planetens skæbne, som burde være hovedsagen, bliver noget rent formelt, mens den egentlige spænding knytter sig til, hvordan Burton og de tre krediterede manuskriptforfattere vil bære sig ad med at skrive en slutning, der kan måle sig med fremtidschokket i den gamle film, som endnu er pletfri efter 33 år.

SNART sagt ingen sammenligning falder ud til den nye films fordel. Vist kan teknikken mere, og vist er Rick Bakers abe-makeup mere livagtig, men i de fleste andre forhold falder Burtons film igennem. Der skabes aldrig et overbevisende billede af hverdagen i abernes samfundsorden. De sidste mennesker er rene karikaturer, fra Kris Kristoffersons grånende Karubi til Estella Warrens smægtende Daena, der i bedste B-filmstil bærer læbestift, lændeklæde og bobbet blond hår. Tim Roths hysteriske despot er imponerende, men også umådeligt anstrengende, og helt ude på det campede overdrev spiller Charlton Heston hans døende far.

KUN Michael Clarke Duncans ærefrygtindgydende krigergorilla Attar og Helena Bonham Carters nænsomme, nysgerrige Ari gør indtryk, man vil bære med sig. Ligesom i de gamle film fremlægges en række etniske analogier. Vores racisme bliver set i et spejl, kan man sige.

   Hos Burton fornemmer man tydeligt, at de brave gorillaer er afrikansk-amerikanske. En tid lang synes filmen at lege med en mulig romance mellem Davidson og Ari. Allerede englænderen Poul Dehn lod en hybrid af abe og menneske komme til verden i sit første manuskript til Flugten på Abernes Planet, men studiet nedlagde veto.

   Så ikke meget har ændret sig. I 1968 frygtede man Bomben. I 2001 synes etnisk udrensning at være det store tema, som nærer vor angst. Planet of the Apes er Tim Burtons mest ansigtsløse arbejde til dato, men rent formalistisk, som en gennemført mainstream-stiløvelse, fungerer filmen til husbehov. Vist er der gode detaljer. Vist gør man sig tanker på vejen til Calima, men i det lange løb føles projektet mest af alt som et futilt supplement.

Se også Oprindelsen | Rise of the Planet of the Apes (2011) [Sci-Fi 100]; Revolutionen | Dawn of the Planet of the Apes (2014) [Sci-Fi 100]; Medskabninger | James Marsh: Project NIM (2011).

*) I Pierre Boulles roman bliver der leget mere med tiden og de store overraskelser, som forrykker og korrigerer perspektivet. Et ungt par holder ferie i rummet og læser fortællerens beretning om planeten, hvor forholdet mellem aber og mennesker er vendt.

   Ved slutningen vender fortælleren tilbage til Jorden sammen med kvinden Nova, som i mellemtiden har født deres søn. De lander i Paris, hvor Eiffeltårnet stadig står. En lastbil standser og samler dem op. Fortælleren får et chok, som ligner overraskelsen i Schaffners film, da han ser, at chaufføren er en gorilla.

   Men hvem er det egentlig, som læser i bogen med journalistens historie? Hos Boulle har parret svært ved at tage fortællingen alvorligt. En verden, hvor mennesker tænker som aber og kan skrive og selv regne tingene ud? Den må du længere ud på landet med, mener både Jinn og Phillys, som er forelskede chimpanser. 

   The Folio Society genudgav Planet of the Apes i 2020. Biologen og antropologen Frans de Wall har skrevet et forord, som tager præmissen alvorligt. David De Las Heras, den spanske kunstner og illustrator, har formgivet bogen og skabt syv nye grafiske arbejder. Oversættelsen er Xan Fieldings version fra 1964. I førsteudgaven fra 1963 var den engelske titel Monkey Planet.

Planet of the Apes. Instr.: Tim Burton. Manus: William Broyles Jr., Lawrence Konner, Mark Rosenthal. Foto: Philippe Rousselot. 119 min. USA 2001. Dansk premiere: 24.08.2001.

Planet of the Apes (Abernes planet). Instr. Franklin J. Schaffner. Manus: Michael Wilson, Rod Serling. Foto: Leon Shamroy. 112 min. USA 1968. Dansk premiere: 23.05.1968.

Planet of the Apes - The Evolution (1967-73). Instr.: Franklin J. Schaffner, Ted Post, Don Taylor, J. Lee Thompson. 6 disc-boxsæt. 20th Century Fox Home Entertainment.

Pierre Boulle: Planet of the Apes. Oversat efter »La Planète de singes« (1963) af Xan Fielding. Introduced by Frans de Waal. 172 s. London: The Folio Society, 2020

Fotos: 20th Century Fox/ Twentieth Century Studios/ CBS/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Facsimile Dust Jackets, LLC/ The Folio Society

Planet of the Apes (2001) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 06.06.2007

Planet of the Apes (1968) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+,Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray Planet of the Apes 5-Film Collection | 1968-1973 | 5 Mvies, 7 Cuts | fra 20th Century Fox 11.10.2011

Teksten stod [med rubrikken »Vejen til Calima«] i Weekendavisen Kultur 24.08.2001.

Orson Welles: Touch of Evil (1958/1998)

SE HVOR JEG KAN

Orson Welles brillerer og irriterer

Af BO GREEN JENSEN

MED sin overvældende og ekstreme fremstilling af den korrupte kriminalkommissær Hank Quinlan, omdrejningspunktet i Touch of Evil (1958, da. Politiets blinde øje), skabte Orson Welles et af filmhistoriens mest uforglemmelige hellige monstre.

   Denne groteske mand formelig emmer af ondskab. Selvhadet koger ud af hver pore, men lige så stærk er overlevelsesdriften, der nægter at svigte ham, skønt han i årevis har misbrugt sin integritet og sin svære fysik. Han kan ikke lade være med at blive ved, og der er næppe tvivl om, at Welles så et vrængbillede af sig selv i figuren. Nok har han gjort Quinlan så hæslig som muligt, men filmen levner ham langt mere dybde og perverteret værdighed end romanen, som Touch of Evil er baseret på.*

     
WELLES var 42 år, da producenten Alfred Zugsmith på vegne af Universal Pictures gav ham chancen for at instruere sin første amerikanske studiefilm siden The Lady from Shanghai, (1947), som han ti år tidligere havde skræddersyet til sig selv og sin daværende hustru, Rita Hayworth. Allerede inden Kvinden fra Shanghai var det blevet svært for den gargantuanske auteur at finde arbejde i Hollywood.

   Historien om den skadefryd, hvormed en etableret filmindustri kanøflede vidunderbarnet, som før han var fyldt 30 år havde skabt Citizen Kane (1941, da. Den store mand) og The Magnificent Ambersons (1942, da. Familien Amberson), er dog ikke helt martyrskildringen, som Welles holdt af at præsentere. Welles betragtede sig selv som en undtagelse fra alle regler og var skiftevis ulidelig og spændende at arbejde sammen med. Mange gned sig i hænderne, da den store mand ikke længere sad i held.

WELLES var aldrig uvirksom længe ad gangen. Hans nomadeår i Europa er et svimlende patchwork af luftkasteller og kun halvt færdiggjorte projekter, forpassede chancer og »jig-saw productions«, som filmhistorien endnu hvisker om med henført beklagelse.
   Hans praksis havde mange facetter. Når filmsiden svigtede, var der altid teatret, som han angreb med alt fra ekstravagante Shakespeare-tolkninger og en sceneudgave af Moby-Dick til en musical baseret på Jorden rundt i 80 dage, som Cole Porter skrev musik til. Eller radioen, som han havde en livslang affære med, og udførte nogle af sine bedste arbejder for. Efterhånden som tv-mediet vandt indpas, gjorde han også hoserne grønne på dén front.

   Welles lå således ikke på den lade side i årene mellem Kvinden fra Shanghai og Politiets blinde øje. I filmregi instruerede han Othello (1952) og den tvivlsomme Mr. Arkadin (1955), som blev taget fra ham før tid af den franske producer og distribueret i flere halvfærdige versioner. I 1955 påbegyndte han Don Quixote, endnu et af mange evigt tabte Welles-arbejder, med sig selv som Quixote og Akim Tamiroff som Sancho Panza.
   Derfor spiller Tamiroff den lille, men vigtige rolle som »Onkel« Joe Grandi i Touch of Evil. I teatersammenhæng måtte selv Welles dog erkende, at slaget var tabt, da en forstuvet ankel i 1956 tvang ham til at spille King Lear fra en kørestol. Da chancen for at instruere Touch of Evil bød sig til, greb Welles den med grådig iver. Den store mand var tilbage i byen. Nu skulle han virkelig vise dem.

DET er ingen nyhed, at der foreligger et såkaldt »director's cut« af Touch of Evil. Ved sin premiere varede filmen 89 minutter, og det var denne korte version, som Welles’ og hans disciples vrede i mange år var rettet mod. I 1981 henvendte Robert Epstein fra filmskolen på UCLA i Californien sig imidlertid til Universal og rekvirerede en kopi. Han kørte den for sine studerende og opdagede, at filmen var vokset med et kvarter og indeholdt flere forsvundne scener, der rundt omkring i litteraturen om Welles blev beskrevet som stumper af den hellige gral. Universal reagerede prompte og gjorde den lange version til den officielle. Sådan stod sagen også, da Welles døde i 1985.

   Den fornemt istandsatte udgave, som fik repremiere i 1999, før den udkom på dvd og (lidt senere) blu-ray, baserer sig på denne lidt længere version. Den var egentlig programsat som kronstykket i kavalkaden, der hyldede Welles på Cannes Festivalen i 1998. Imidlertid nedlagde Welles’ datter fogedforbud, og premieren måtte udsættes. For det eksemplariske konserveringsarbejde står filmhistorikerne Rick Schmidlin og Jonathan Rosenbaum, samt ikke mindst klipperen Walter Murch, der har løst de praktiske problemer og ført den store saks. Resultatet er en sprød kopi med optimal kontrast og detaljer i filmens sort-hvide verden, som for længst var blevet til gnidrede gråzoner i de verserende kopier.

  
FILMEN er angiveligt klippet nøjagtigt, som Welles ville have det. Schmidlin og Rosenbaum henviser til et 58 sider langt memo, som Welles forelagde Universal, da studiets direktør Edward Muhl lod Ernest Nims klippe filmen færdig i sommeren 1958.
   Det lyder umiddelbart ikke sandsynligt. Welles sendte i første omgang ni sider til Muhl, der havde sine grunde til at handle, som han gjorde. Welles havde slidt tre klippere op, da han i juli 1958 tog på ferie i Mexico. Siden sagde han i regelen, at Touch of Evil blev taget fra ham. Det er ikke tilfældet. Nims fulgte hovedparten af Welles’ anvisninger, hvilket affødte flere memoer. Det samlede sidetal når muligvis op på 58.

   Sandheden er snarere, at Welles ikke kunne bestemme sig for, hvordan den færdige film skulle se ud. Den mest iøjnefaldende forskel på den gamle og den nye version er nemlig ikke længden. De nyindsatte scener føjer kun lidt til helheden og er i øvrigt – endnu et paradoksalt kuriosum i den sværm af myter, som omgærder Politiets blinde øje – ikke instrueret af Welles. Da Nims var færdig med klippearbejdet, følte studiet stadig, at der var huller i det tågede plot. Derfor skrev Franklin Coen fire nye scener, som Harry Keller instruerede.

   Ifølge Frank Brady, der kortlægger forløbet i sin biografi Citizen Welles (1989), blev Keller bedt om at »duplikere Orson Welles’ stil«, så vidt det var muligt. Det er da også betegnende, at Welles aldrig fralagde sig ansvaret. Hans indvendinger gik primært på kronologien og filmens tempo. Åbningsscenen, hvori en bombe springer ved grænseovergangen, var optaget i en af de lange ubrudte kameragange, som Martin Scorsese siden har taget patent på. Denne virkning blev saboteret, da studiet klippede filmens credits ind i scenen. Derfor er filmens titelsekvens nu anbragt efter det sidste skud.

TILBAGE står en manieret og meget ujævn film, der kun pletvis lever op til sin myte. Den imponerer i kraft af sin stil, men har af samme grund svært ved at overbevise som episk fiktion, fordi den til stadighed gør formen og fortællemåden til sin hovedsag. I biografien Rosebud: The Story of Orson Welles (1996) skriver filmhistorikeren David Thomson meget rammende om Welles, at han i og for sig intet følte for film noir-genren: »Han interesserede sig kun for at dekonstruere atmosfæren.«

   Thomson fremsætter kommentaren i forbindelse med The Lady from Shanghai, men den kunne også gælde Touch of Evil, der allerede ved premieren føltes overspændt og lidt anakronistisk. Noir-genren havde sin storhedstid i 40erne, begyndende med John Hustons The Maltese Falcon (1941, da. Ridderfalken) og Billy Wilders Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed). Den sidste ægte noir-krimi var Robert Aldrichs Kiss Me Deadly (da. Kys mig til døde) fra 1955.
   Adskillige noir-film var i æstetisk henseende inspireret af de nyskabelser, som Welles havde tilført mediet i Citizen Kane, men hans egne eksperimenter i genren føles halvhjertede og lidt skamfulde. Kvinden fra Shanghai er en parentes, Politiets blinde øje en stilfuld efterdønning.

ALLIGEVEL – og det må skrives med stort – er Touch of Evil en formidabel film på sine egne præmisser. Welles havde fundet projektet hos Zugsmith, da han medvirkede i Jack Arnolds Man in the Shadow (1957, da. Lovløst tyranni), der somme tider ses med titlerne Seeds of Wrath og Pay the Devil.

   Forlægget var Whit Mastersons roman Badge of Evil (1956), som manuskriptforfatteren Paul Monash allerede havde bearbejdet. Der er flere versioner af, hvordan Welles kom til at instruere – han selv, Zugsmith og Charlton Heston havde hver sit bud på forløbet – men det står fast, at Welles forbeholdt sig retten til at skrive et nyt manuskript, der i princippet så stort på romanen.

   Welles tog, hvad han kunne bruge hos Masterson og Monash, men krængede samtidig vrangen ud på romanen, efterjusterede personer og steder, samt føjede flere elementer til tematikken i den kulørte historie. I romanen er Hank Quinlan ikke så grotesk, som Welles har gjort ham i filmen. Det var Welles’ idé at gøre Hestons figur, Quinlans retskafne modstander Mike Vargas, til en mexicaner, der har giftet sig med en amerikaner. I romanen er det omvendt. Det var også Welles, som henlagde handlingen til en mexicansk-amerikansk grænseby. Touch of Evil blev i øvrigt optaget i Venice, Californien.

MARLENE Dietrich-figuren Tanya, der i sin tid har haft et forhold til Quinlan, men ender med at formulere hans dødsdom (»Your future’s all used up«), skrive hans gravskrift (»He was some kind of a man«) og fremsige filmens morale (»What does it matter what you say about people?«), var helt og holdent Welles’ kreation, og denne er nu som før mindeværdig.

   Ikke alle den store mands indfald var dog lige konstruktive. Man ser man næppe noget sted værre overspil end det, som Dennis Weaver præsterer i rollen som den konfuse, kønsforskrækkede natportier. Welles havde set den kommende marshall McCloud i tv-serien Gunsmoke og bad ham løbe linen ud i Touch of Evil. Formentlig så han et shakespearsk comic relief i figuren. I så fald så han forkert.**

JANET Leigh er endnu mere blank og blond, end hun to år senere fremstod i Alfred Hitchcocks Psycho. Scenerne omkring voldtægten på Motel Mirador foregriber i øvrigt atmosfæren i Psycho. Også hvad angår graden af misogyni i de ubehagelige kvindebilleder, synes Welles og Hitchcock at være på bølgelængde.
   Welles har forstærket den racistiske spænding mellem amerikanere og mexicanere. I dét forhold var han på mexicanernes side, og skønt filmen formelt set føler med Susie Vargas, får hun egentlig løn som forskyldt. »Lead on, Pancho,« er den dumsmarte bemærkning, hun undgælder for resten af filmen. Kameraet kredser om hendes skræmte øjne og pansrede barm med dybfølt og åbenlys skadefryd.

   Som den ubestikkelige Vargas er Heston atter usmidig og grimasserende mandig, men ligesom Quinlans legendariske »intuition«, fungerer figuren mod alle odds. Quinlans overordnede virker mildt imbecile, men Joseph Calleia udviser overraskende ømhed, en sjælden faktor i filmen, da han som kollegaen Menzies indser, hvad Quinlan har gjort ham til, og sørgmodigt beslutter at forråde manden, som har reddet hans liv.

   I andre småroller medvirker tre af Welles’ celebre venner: Joseph Cotten, Keenan Wynn og Mercedes McCambridge. Albert Zugfield ville ikke stå tilbage og insisterede derfor på en rolle til sin veninde, den ungarske sexbombe Zsa Zsa Gabor.

ROLLELISTEN er således et sammenrend af stærke spillere, der ikke nødvendigvis klæder hinanden. I samme ånd er filmen en parade af tableauer og sætstykker, snarere end en tæt, rolig strøm.

   Konstruktionens bærende søjle er Welles’ egen grand guignol-præstation som ondskabens groteske indbegreb. Hank Quinlan har i mange år hjulpet skæbnen, når det krævede falske beviser at underbygge hans intuition. Han skelner ikke længere mellem rigtigt og forkert, men kan dog endnu i klare stunder se forskel. Blandt andet derfor lever han ikke godt med sig selv.

   Welles ligner sin rolle i uhyggelig grad. Han vejede 150 kilo, da filmen blev indspillet, men føjede yderligere register til sit korpus med en pude på maven og en pukkel på ryggen. Det er dog ansigtet og øjnene, der for alvor overbeviser; munden som ånder os varmt ind i ansigtet.

   Figuren er også i dansk sammenhæng blevet et fabelvæsen i sin egen ret. Quinlan kunne ses på fri fod og slap line i Ole Bornedals tv-føljeton Charlot & Charlotte (1996), hvor Tommy Kenter lagde krop til Orson-figuren. Overhovedet kaster Touch of Evil lange skygger. Lars von Triers Forbrydelsens element (1984) står i gæld til både Tarkovskij og Welles.***

DEN æstetiske helstøbthed imponerer, men i længden trætter Welles’ insisterende ekvilibrisme. Filmen fremstår som et kæmpemæssigt Se Hvor Jeg Kan, og efterhånden irriterer det, når Welles skyder endnu en scene helt nede fra jorden, så selv banale udvekslinger føles som dæmoniske trusler.
   Welles overdriver sine virkemidler for rigtigt at gnide ondskaben ind. Så Touch of Evil bliver en film, der ser ned på sit publikum. Kun begyndelsen og slutningen anvender kranoptagelser. Ellers ligger vi på knæ i Quinlans verden og betragter egentlig alting som børn.

Se også David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]; Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008) og Orson Welles: Citizen Kane (1941)

*) Touch of Evil er baseret på Whit Mastersons Badge of Evil (1956). Varemærket Whit Masterson var et alias for barndomsvennerne Robert Allison Wade (1920-2012) og H. Bill Miller (1920-1961), der arbejdede i tandem efter Ellery Queen-modellen. De skrev 33 bøger sammen og brugte også pseudonymerne Wade Miller, Will Deamer og Dale Wilmer. Adskillige af Wade og Millers bøger blev filmatiseret. Interessant er ikke mindst Kitten with a Whip (1959), som i 1964 blev til filmen af samme navn med Ann-Margret og John Forsythe. Da den fik dansk premiere i 1965, blev titlen ændret til Farlig sex. Wade og Miller bidrog også til tv-serien Alfred Hitchcock Presents.

**) I Despite the System: Orson Welles vs. the Hollywood Studios (2005) citerer Clinton Heylin et memo fra Welles, som anfægter beskæringen af Weavers scene. Han gik ikke efter comic relief. Ideen var, at Weaver gradvis afslørede sig som en forstyrret person. 

***) Ole Bornedals Charlot & Charlotte (1996) var »en tv-serie road movie i 4 dele«, som blev sendt på DR1 fra 1.-22. september 1996. DR2 var netop lanceret den 30. august, så det var vigtigt for moderkanalen at markere, hvem der kunne trække seerne til.

   Usikre Charlotte (Helle Dolleris) møder den film noir-sofistikerede Charlot (Ellen Hillingsøe) i lufthavnen, og de kører sammen over Danmark i en åben Mercedes. Imens er en transkønnet seriemorder (Preben Kristensen) på færde, og kvinderne får selskab af bl.a andre den nobelt demente Birksted (Ove Sprogøe), som flygter fra plejehjemmet. Serien har vilde og voldsomme optrin, men formulerer samtidig den »hyldest til livet, kærligheden og til Danmark«, som sikkert har været opgaven. Charlot & Charlotte holder sig godt ved et gensyn. En filmguide ville give den et stort T for tidskolorit. 

   Føljetonen er fuld af selvbevidste genrehenvisninger. I episode 2, »Nu forlader I mig«, spørger journalisterne, om de kan skrive, at kvinderne er »Danmarks svar på Thelma & Louise«? Ridley Scotts feministiske fabel (som Callie Khouri skrev manuskript til) med Geena Davis og Susan Sarandon var filmen, der efter 80ernes trumpistiske misogyni så småt vendte strømmen i kvindernes retning.

   Inspektør Orson (Tommy Kenter) optræder ved Lillebælt og demonstrerer alle kommissær Quinlans manierismer. Da han går over jernbanebroen sammen med Charlot og Charlotte, træder han hen til rækværket og står med sin fedora og stokken og ser ud over vandet, der lyser under sommerens måne. Hans monolog er en af de mange oaser, som Bornedal turnerer med flair:

   »Smukke Bælt. Dit store, bevidstløse dyr. Kan I lugte det? Prøv. Det lugter af alle nattens hemmeligheder. Alle rædslerne, al skønheden. Ved I, hvad det er, der løber dernede i bæltet? Det er alle børnenes tårer, samlet sammen gennem årtusinder. De løber ud i verdenshavene og herind i bæltet igen. Evig og altid. Hvis man lytter efter, helt, helt, stille, så kan man høre dem græde. Prøv. Kom. Prøv. Kan det blive smukkere?«

Politiets blinde øje (Touch of Evil - Director's Cut). Instr. og manus: Orson Welles. Foto: Russell Metty. 95 min./ 111 min. USA 1958, 1998. Dansk premiere: 23.01.1959/ 23.07.1999

Fotos: Universal/ Filmaffinity/ Filmgrab [+]/ CineMaterial/ Festival de Cannes. Det er ikke produceren Louis Dolivet, der udsendte Mr. Arkadin uden Welles' samtykke, som man ser på fotoet fra Cannes 1958. Den ældre herre til venstre er Abel Gance (1889-1981), som i 1927 skabte systemet Polyvision for at optage sin helaftensfilm om Napoleon. Både Gance og Welles drømte stort og forgæves. Napoleon var tænkt som det første af seks lige så monumentale epos, men kun etteren blev realiseret.

Filmen streames på Blockbuster og iTunes. Den restaurerede udgave findes på blu-ray, men kun med en del af de features, som var planlagt. En dokumentar i spillefilmslængde, Restoring Evil, blev produceret, men Welles' datter, Beatrive Welles, nedlagde forbud mod udgivelsen.  

En del af teksten stod (med rubrikken 'På knæ i Quinlans verden') i Weekendavisen Kultur 23.07.1999. Andet er fra en dvd-anmeldelse skrevet til filmsitet Scope i 2000. De blev redigeret sammen til et Welles-portræt i Engle og Djævle, et labyrintisk opsamlingsværk fra 2005, som jeg ikke viste min forlægger. Bogen indeholdt 100 portrætter. Den ville have været på 1000 sider. 

Richard Matheson: I Am Legend (1954) [Sci-Fi 100]

DEN IMMUNE MAND

Koldkrigsromanen i tre filmudgaver 

Af BO GREEN JENSEN

BYEN er stille og øde om dagen, når den sidste mand jager sin føde og finder måder at få tiden til at gå på. Det er ikke bomber, som har lagt gaderne øde, men en virus som dræbte alt menneskeliv. Den immune mand er dog ikke alene. Efter solnedgang kommer natvæsenerne. De truer og trygler som pibende dyr. De banker på hans dør og vil ind. Neville er nødt til holde sig vågen. Hvis han falder i søvn, bliver han en af dem.

   Richard Mathesons første roman, I Am Legend (1954, da. Jeg er den sidste) hører til de kanoniske skrifter i krydsfeltet mellem horror og sci-fi. Den har aldrig været i restordre, og skønt forfatterens navn især er forbundet med The Shrinking Man (1956, da. Edderkoppen), som i Jack Arnolds klassiske filmudgave blev til The Incredible Shrinking Man (1957, da. Manden, der blev mindre), er det i stigende grad for I Am Legend, at han bliver læst.

PRÆMISSEN er skræmmende enkel. Det er den sidste mands beretning om sin sidste tid på Jorden. Året er 1978. Efter epidemien tre år før er menneskene døde eller muteret til sløve liggnaskere, der kombinerer træk fra vampyrer og zombier. Tilstanden smitter ved bid. De tåler ikke sollys. Neville barrikaderer sit hus og hører hver nat vampyrerne kalde. Få bøger har bedre beskrevet, hvor svært det kan være at holde sig vågen.*

   Om dagen kører Neville rundt og samler forsyninger. Han dræber de vampyrer, han finder, og får stadig sværere ved at håndtere sin situation. Blodfolkets leder er Cortman, hans gamle ven med Oliver Hardy-fysik. Neville er ensom. Han knytter sig til en hund, som imidlertid bliver inficeret. Han er skeptisk, da kvinden Ruth lader sig redde. Hun er inficeret, men har stadig sin personlighed, og han åbner sig for hende mod bedre vidende.

   Kvinden viser sig at være udsendt af de nye mennesker, som har absorberet den vampyriske virus og tilpasset sig en verden i mørke. De skaber orden med totalitære metoder og har Neville øverst på dødslisten. For den nye race er Neville en legende. De frygter den ensomme jæger, som lever om dagen og dræber i flæng. Bogens slutning er kulsort. Den nye art henretter Neville, som får lov at bevare en vis værdighed, da han tager afsked med Ruth. Romanens sidste ord er selve titlen: »I am legend.«

MAN kan og har fortolket meget på fortællingens koldkrigsmotiver, angsten for en ødelagt verden, smitsom kommunisme, de frie landes udsathed. Historien er dog større og mindre tidsbestemt. Den er filmatiseret flere gange, først i 1964, med Vincent Price i rollen som The Last Man on Earth, en billig men effektiv produktion, som er trofast mod ånden i bogen. Den kan ses på websitet Internet Archive, til og med lovligt, da ingen har fornyet ophavsretten.

   Her, som i bogen, er handlingen henlagt til en lille by i Californien. Den anden filmatisering, Boris Sagals The Omega Man (1971) med Charlton Heston som Neville, flytter scenen til Los Angeles og konstruerer en post-apokalyptisk samfundsorden. Sagal gør sig tanker om tidens sociale opløsning. En albinokult er som muterede hippier; epidemien følger en krig mellem Sovjetunionen og Kina, hvor biokemiske våben blev anvendt. Neville er her en amerikansk officer, som når at give sig selv en prøvevaccine, da symptomerne begynder.**

FRANCIS Lawrences 2007-filmudgave, den første med romanens titel, låner træk fra alle de nævnte steder. Forskeren Neville (Will Smith) er alene på Manhattan med sin schæferhund Samantha. New York ligner sig selv og alligevel ikke. Byen er ved at gro til, som mayafolkets pyramider. Plakater reklamerer for musicals som Wicked og Hairspray. Alt kan lade sig gøre digitalt. Der løber hjorte rundt mellem de tærede biler.

   Epidemien ramte i 2009. En muteret mæslingevirus blev forvekslet med en kur mod cancer. Lægen (Emma Thompson) talte på tv om de tusindvis af kræfttilfælde, som vaccinen havde kureret. Tre år senere er jorden affolket. Den tiendedel af befolkningen, der ikke faldt bort, er forvandlet til Nosferatu-agtige liggnaskere, der bevæger sig med rovdyrhast og dræber uden hæmninger.

   Den første time af filmen er meget vellykket. Manden og hunden har en troværdig rutine. De spiser sammen i huset, hvor Neville boede med sin familie, og ser gamle tv-aviser for hyggen. Hver nat forsegles huset hermetisk. Her kender fjenden ikke Nevilles sted. I kælderen eksperimenterer han med vacciner, der kan stabilisere og vende vampyrtilstanden. De fleste forsøgsdyr er rotter, men han har høje håb for sit eksperiment med en kvindelig vampyr, der er bedøvet og forsvarligt fikseret.

FRANCIS Lawrence lader Neville gøre tingene så langsomt, at hver rutine bliver meget specifik. Han forlener også New York med en stilhed, som er rungende stor og håndgribelig. Der er plads til poetiske afsnit. En liflig middagssol lyser på havnen, hvor Neville sætter sig for at blive kontaktet af eventuelle overlevende. En aften bliver Sam bidt af inficerede hunde. Neville må aflive dyret, der har været hans eneste ven i tre år. Her skildrer filmen en virkelig smerte, som Will Smith formidler udmærket. Så langt giver den nye film mening.

   Herefter glipper koncentrationen. Det skyldes ikke så meget de gruopvækkende kampe mellem Neville og vampyrerne, der efter en tid bliver ret monotone. Snarere træder filmen forkert, da den begynder at dreje bogens rejse ind i mørket, mod sikker udslettelse, i retning ad en heroisk fabel med kristen adresse. Også her er der en kvinde (Alice Braga), som bryder Nevilles isolation. Der er også en dreng, og i nogle scener fungerer de tre som en familie.

   Anna er på vej til de overlevendes koloni i Vermont. Neville tror ikke på sådan et sted, men da vampyrerne finder hans lejlighed, konfronterer han dem i kælderen, så kvinden og drengen kan flygte. Han ofrer sig i en eksplosion, netop som det fremgår, at vaccinen er virksom. Der er et enestående billede af kvindevampyren, som er på vej til at blive et menneske igen. Neville tager blodsugerne med sig i døden. Imens bliver kvinden og drengen lukket ind i kolonien. På lydsporet taler Anna om Neville, der gav sit liv og kurerede verden på den-og-den dag i 2012. Det er derfor, at »his legend lives on«.***

RICHARD Matheson døde i 2013. Han blev 87 år. Foruden The Shrinking Man (og adskillige episoder af antologiserien The Twilight Zone) skrev han forlægget for Duel (1971), Steven Spielbergs profetiske tv-fabel om vejraseri, og romanen Bid Time Return (1975), der blev til Jeannot Szwarcs genuint bevægende Somewhere in Time (1980). Christopher Reeve rejser tilbage til 1912 og forelsker sig i Jane Seymour. Deres kærlighed lever, men kort og forgæves.

   Kun i efterdødsfablen What Dreams May Come (1978) præsterer Matheson en lykkelig slutning. Romanen er filmatiseret af Vincent Ward, som lader Robin Williams rejse gennem bjergtagende landskaber, alle set i hustruens yndlingsmalerier, for at blive genforenet med Annabella Sciorra.

   Matheson fik sine penge, når I Am Legend blev filmatiseret, men havde ikke høje tanker om hverken The Last Man on Earth eller The Omega Man. Han har næppe heller jublet over den sakrale og specifikt amerikanske kristuslegende, som hans bedste værk blev til i Francis Lawrences effektfulde filmatisering. Se den for den første time med manden, hunden og byen. Her skaber filmen et sted, som er stærkt og konkret.

Se også Døden og tiden: Richard Matheson 1926-2013.

*) Bogen taler specifikt om vampyrer og gør brug af diverse mytologi og folklore. Filmatiseringerne er mere vage med hensyn til artsbestemmelsen. I The Last Man on Earth hænger der hvidløgsranker ved vinduerne. Natvæsenerne i The Omega Man kan ikke tåle sollys, men tilstanden er en viral følgevirkning af kemisk krigsførelse. I I Am Legend bliver virus på ironisk vis forvekslet med en vaccine.

   Det er i alle fremstillinger en pointe, at natvæserne udgør det nye normale. Neville er det sidste menneske. Men vampyrerne er en ny art med deres egen historie og spirende civilisation. Den ene livsform er ikke automatisk bedre end den anden.   

**) Variationerne i Nevilles psykologi siger noget om, hvordan tidens normative humanitet ser sig selv. I 1964 er Vincent Price fuld af undren og elegisk melankoli. I 1971 er Charlton Heston praktisk orienteret, hårdkogt og anti-nostalgisk, endda humoristisk. I 2007 er Will Smith eftertænksom og empatisk på en måde, som foregriber 10ernes og 20ernes identitetspolitiske årvågenhed (woke-idealet). Romanens Neville har lidt af alle muligheder.   

***) En alternativ slutning blev filmet og findes på BD-udgaven. Her overlever Neville og slutter sig til kvinden og drengen i kolonien. Testpublikummet foretrak slutningen, hvor Neville dør.

I Am Legend. Instr.: Francis Lawrence. Manus: Mark Protosevich, Akiva Goldsman. Foto: Andrew Lesnie. 101 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007

The Omega Man. Instr.: Boris Sagal. Manus: John William Corrington, Joyce Hooper Corrington. Foto: Russell Metty. 98 min. USA 1971. Dansk premiere: 17.01.1972.

The Last Man on Earth (L'ultimo uomo della terra). Instr.: Ubaldo Ragona/ Sidney Salkow. Manus: William F. Leicester, Richard Matheson, Ubaldo Ragona, Furio M. Monetti. Foto: Franco Delli Colli. 86 min. Italien-USA 1964.

Fotos: Warner Bros./ CineMaterial/ Berkley Books (de ikoniske 70er-forsider er tegnet af Murray Tinkelman)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 06.12.2016
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.12.2007