Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023]

I VORES TID
Før og efter Roe vs. Wade

Af BO GREEN JENSEN

ET lysægte øjebliksbillede af, hvor svært det var for amerikanske kvinder at få foretaget en abort, før højesteret legaliserede indgrebet i sin historiske Roe vs. Wade-dom fra 1973. Efter 1967 og The Summer of Love fulgte et voldsomt og volatilt år. King og Kennedy blev myrdet. Demokraternes partikonvent udartede i Chicago. De store byer brændte i sommeren 1968.

   Joy (Elizabeth Banks) mærker intensiteten, da hun og ægtefællen Will (Chris Messina) er gæster ved en reception. I prologen til Call Jane trækker hun frisk luft, da demonstranterne råber: »The whole world is watching!« Studenter får tæsk af unge betjente. Joy og Will har teenagedatteren Charlotte (Grace Edwards). Hun kunne være blandt demonstranterne. Det mener Will nu ikke. »Hvorfor ikke?« »Fordi hun er vores datter,« siger han.

SENERE redigerer hun talen, som Will skal holde næste dag. De mødtes på jurastudiet, og Joy ved lige så meget om advokatfaget. Kvinden går hjemme, mens manden arbejder. Det er bare sådan, det er. Hun har aldrig været utilfreds. Men selv i forstæderne er en forandring på vej. Joy og naboen Lana (Kate Mara) læser Diary of a Mad Housewife (1967). Mens maden simrer, danser Joy til The Velvet Underground-albummet White Light, White Heat, som var nyt i 1968. Det er ærlig talt ikke sandsynligt, at Charlotte ville købe den plade. Men »Sister Ray« er effektiv anti-hippie-musik, og lige hér fungerer bedraget.

SAGEN er, at Joy og Will venter en efternøler. Familien glæder sig til at blive fire. Hun er ikke en typisk abortsøger, men da Joy falder om med en livstruende hjerte/lunge-tilstand, er hun lige så håbløst stillet. Hun og Will er med til bestyrelsesmødet på hospitalet, hvor kæderygende læger siger nej til at foretage en abort. Hun søger illegal bistand. Efter et skræmmende besøg i Wicker Park, ser hun en flyer ved busstoppestedet. Det er da, at hun ringer til Virginia (Sigourney Weaver) og de øvrige kvinder fra netværket Jane.

JANE Kollektivet fandtes og var aktivt fra 1970 til Roe vs. Wade-dommen. Grundlæggeren Heather Booth formidlede kontakten til læger, som foretog indgrebet for store summer. En blandet kreds engagerede sig. Nogle havde privilegerede liv. Andre kom fra udsatte grupper. Alle fandt et helle og en ny kønsbevidsthed i organisationen.

   Joy fortæller Will og Charlotte, at hun begyndte at bløde efter et fald. Phyllis Nagy viser os trappen, hvor Joy overvejer at springe. Call Jane er måske nok en glansløs rekonstruktion, der navigerer på tv-niveau. Men filmen er god til at skildre Joys forskudte, forvrængede synsvinkel. Nagy har sans for at se mere end klicheer. Der er ingen sentimental nostalgi.

JOY kan tale med de skrækslagne kvinder. Hun kan ikke sige nej, når Virginia ringer. Hun studerer teknikken, som aspiranten Dean (Cory Michael Smith) benytter. Hun presser ham til at lære fra sig. Så kan kollektivet arbejde helt uafhængigt. Joy får svært ved at engagere sig hjemme. Det er klart, at der venter en større afregning.

   Det er godt at se Sigourney Weaver i en rigtig hovedrolle, men det er Banks, som sætter fortællingen fast. Call Jane supplerer tre andre film, som man skal se, hvis man drøfter abort: Mike Leighs empatiske Vera Drake (2004), Cristian Mungius skræmmende 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007) og Audrey Diwans filmatisering af Annie Ernaux’ L'événement (2021, da. Hændelsen), som kaster det samme kølige blik.

DER er ingenting at sige tak for. Nancy Sinatra synger »In Our Time«, og også denne film bruger musikken fra Hair. Det var sådan, det var; det er sådan, det er. Call Jane er både en brugsfilm og en revisionistisk kritik af Mad Men-epoken. Vi troede, at alting blev bedre med tiden. Nu bliver fremskridtet rullet tilbage. Call Jane er et godt og stærkt vidnesbyrd.

Se også Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004); Abort på film | Cristian Mungiu: 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007); Abort på film | L'événement/ The Happening/ Hændelsen (2021).

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022].

Call Jane. Instr.: Phyllis Nagy. Manus: Hayley Schore, Roshan Sethi. Foto: Greta Zozula. 121 min. USA 2022. Dansk premiere: 10.11.2022.

Fotos: Ingenious Media/ RB Entertainment/ Redline Entertainment/ Our Turn Productions/ FirstGen Content/ LB Entertainment/ Synthetic Cinema International/ Unburdened Entertainment/ UIP/Mis.Label/ Roadside Flix (YouTube trailer)/  Wikipedia [WomenArtistsUpdate: October 2021 Women's March in Washington]

Filmen streames på Apple TV+, Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 10.11.2022 [ikke bragt i den trykte udgave]

Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]

VARME OG SELVVÆRD

Fire piger bliver til unge kvinder

Af BO GREEN JENSEN

SÅ hvordan er det nu, at man bliver voksen? På dansk har vi aldrig fået et dækkende navn for coming-of-age genren, skildringen af de afgørende år, hvor individet passerer fra barndom til ungdom og videre, mens karakteren tager form. Vi har for den sags skyld aldrig fundet ud af, om pubertetshistorien henvender sig til børn eller voksne. Af samme grund er begge grupper tilbøjelige til at vælge den fra.

   Céline Sciammas Bande de filles er først og fremmest en solidarisk skildring af den 15-årige Mariemes verden. Den afrikansk-franske teenager fungerer som en mor for sine to yngre søstre i en familie, hvor storebror giver ordrer, og Mor konstant er på arbejde. Der er ingen far i sigte. Virkeligheden er bloklandet i les banlieues, de parisiske forstæder. Altså et ghettoliv af den slags, som man lever i mange europæiske satellitbyer.

MAN kan nok så meget være et nummer i statistikken, men for den enkelte er der intet sædvanligt over en opvækst. Det er dér, at det store livsdrama begynder, og for hver af os er der kun én vigtig film. Det spiller i og for sig ingen rolle, om man er rig eller fattig. Kun varme og selvværd er gangbar valuta.

   Marieme er blid med sine søstre og sød med den generte dreng, som hun gerne vil være kæreste med. Ellers er hun en tiger, der bider fra sig. Hun spiller american football og slås i skolegården. Da hun falder, bliver hun samlet op af tre piger, som anføres af den tjekkede Lady (Assa Sylla). Hvis hun gør sig fortjent til at være i klubben, får hun en halskæde med navnet Vic (for Victory) i.

PIGERNE pjækker, turer rundt og tager stoffer, afprøver alt, hvad der kan prøves af. Det er meget som i Catherine Hardwickes Thirteen (2003) eller Christian E Christiansens danske Råzone (2006). Modsat punktøserne i Lukas Moodyssons Vi er de bedste (2013) kan pigerne ikke selv skabe musikken. De må mime i blåt lys til Rihanna-sangen »Diamonds«.

   Der er dog en pris for at passe ind. Af og til dæmrer det også for Marieme, at bandelivet er en foreløbig ting og at der muligvis findes andre værdier. En ung mor kommer hen og hilser med sin baby på ryggen, da pigerne spiser junkfood. »Det var den fjerde fra før,« siger Lady.

   Marieme er altså med på et afbud. Måske bliver hun selv lagt tilbage i kurven, hvis der kommer en mere glamourøs kandidat.

BANDES de filles blev nomineret til årets Lux Prize – Europaparlamentets filmpris – sammen med Pawel Pawlikowskis Ida (2013) og den slovenske Klassefjenden. Det er den mest ordinære film af de tre, men Sciammas sikre beskæring af motivet er et væsentligt aktiv. Det samme er Karidja Touré i den krævende rolle som Marieme.

   Pigernes verden er skildret med absolut indlevelse. Sciamma taler ikke ned til aldersgruppen, og hun falder ikke for fristelsen til at praktisere social antropologi. Som filmskaber finpudser hun erfaringen fra Les pieuvres (2007, int. Water Lilies) og Tomboy (2011) og er således klar til at skabe de mesterlige, anelsesfulde kvindebilleder i Portrait de la jeune femme en feu (2019, da. Portræt af en kvinde i flammer) og Petite maman (2021).

 

KARIDJA Touré, Marietou Touré, Assa Sylla og Lindsay Karamoh var inddraget i den kreative proces og skabte karaktererne i samarbejde med Sciamma. Bande de filles er en ungdomsfilm med alt, hvad det indebærer. Det bliver anstrengende, når den ligner en blanding af musikvideo og reklamespot, men æstetikken er pigernes egen. De vil skinne som diamanter på himlen, og dét kan man ikke fortænke dem i.

Se også Céline Sciamma: Petite maman (2021); Céline Sciamma: Portræt af en kvinde i flammer (2019); Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020].

Se også The Hours (2002) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag] og Suffragette (2015) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag] fra IWD 2020 og 2021.

Girlhood (Bande de filles). Instr. og manus: Céline Sciamma. Foto: Crystel Fournier. 112 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 04.12.2014.

Fotos: Hold up Films/ Lilies Films/ Arte France Cinema/ CNC/ Canal+/ Reel Pictures/ CineMaterial/ Filmgrab

Filmen streanes på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.12.2014