To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]

POLITISKE DÆMONER

Suspiria i første og anden udgave

Af BO GREEN JENSEN

I 2010 instruerede Wim Wenders 3D-filmen Pina – et dokumentarisk portræt af koreografen Pina Bausch (1940-2009), som revolutionerede det moderne danseteater med sine minimalistiske og serielle arbejder.

   Hvis det brede publikum ikke så efter, gjorde Wenders’ kolleger i hvert fald. Både danseapokalypsen i Climax (2017) – Gaspar Noés forrykte film havde dansk premiere i november 2018 – og Luca Guadagninos nye version af Suspiria skildrer dynamikken og hierarkiet i et kompagni, der ligner det navnkundige Tanztheater Pina Bausch i Wuppertal.

   Det har altid været gysergenrens styrke, at den kan bruge de psykiske energier, som nærer vores værste mareridt. Den frigør dem, snarere end at fortrænge. Fordi formen gestalter tidens indre dæmoner, kan den sige noget vigtigt, som andre genrer brænder inde med.

   Gruens grundhistorier er som gamle folkeeventyr. De kan fortælles igen på utallige måder og afsløre nye aspekter. Mary Shelleys romantiske fabel om Victor Frankensteins formastelighed har været aktuel i 200 år. Shelleys sammenflikkede skabning vandrer evigt omkring på de hjerteløse vidder sammen med vampyren i Bram Stokers Dracula (1897) og lermanden i den jødiske myte om Golem.

DARIO Argentos gamle Suspiria er et hovedværk i genren giallo (»gul«), som er italienernes svar på noir. Mareridtet forstærkes ved brug af primærfarver, som sættes effektivt op mod hinanden. Plottet er et påskud for æstetikken, men det handler som regel om skrigende kvinder, der tvivler på deres egen fornuft.

   Amerikaneren Suzy rejser til Tyskland for at få balletundervisning. Hun ankommer i tung regn og bliver afvist af en skræmt elev, som næste dag findes død og skamferet. På skolen hersker en trykket, ond stemning. Der drysser maddiker fra loftet, lærerne mumler sammen om natten. Kun Suzy trodser heksene, da det gælder. Hun står i det psykedeliske lys med sin kniv og ligner alle tiders final girl.

   De virkelige stjerner er fotografen Luciano Tovoli og scenografen Giuseppe Basan. Hver indstilling er et orgie af farver. Det okseblodsrøde Haus zum Wahlfisch i Freiburg dublerer som Tanz Akademie. Andre scener er skudt på den agorafobi-inducerende Königsplatz i München. Joan Bennett medvirker i sin sidste filmrolle. Som huslægen ses Udo Kier.

   Klokkespilsmusikken af Goblin er primitiv og effektiv. Det er naturligvis en film af sin tid, men hvor var det en fantastisk tid. Hver effekt måtte skabes i hånden, og rædslerne fik en taktil kvalitet. Suspiria blev nyrestaureret i 2017. Værdierne fremstår moderne og klart.

DEN nye Suspiria er mere end en genindspilning. For eksempel varer den dobbelt så længe og gør en dyd af at knytte an til den historiske virkelighed, som Dario Argentos førsteudgave er ophøjet ligeglad med.

   Argento skabte sin gyser (som hed Chok House ved den danske premiere) i 1977. Guadagninos fortolkning begynder netop i 1977 og bryder handlingen ned i »seks akter og en epilog, som foregår i det delte Berlin«. Det er forfatteren David Lajganich, som har skrabet indholdet ud af det gamle manuskript og skrevet et nyt med hvæssede kanter.

   En jaget kvinde banker på hos psykiateren Josef Klemperer. Han ved ikke, hvad han skal mene om hendes paranoide historier, men han ser, at hendes angst er reel. Imens er byen opskræmt af Rote Armee Fraktion-terror. Andreas Baader og Ulrike Meinhof dør i Stammheim-fængslet. Der er atter dæmoner på gaden i Tyskland.

   Suspiria handler stadig om hekse, som driver et danseakademi og optager en ung amerikansk kvinde som elev. Argentos film havde farver og stil. Guadagnino fylder den nye med hele registret af horror. Der er lemlæstelser, moderne ballet, ond koldkrigsstemning, psykoterapi og til slut en heksesabbat, der overgår det meste, man har set.

   Alle filmens centrale figurer er kvinder, og de vigtigste af dem er hekse. Psykiateren bliver inddraget som det nødvendige vidne. Heksene lokker ham med en kopi af den døde, jødiske hustru. Hun bliver spillet af Jessica Harper, der havde hovedrollen i den originale Suspiria.

GUADAGNINO er en formidabel billedskaber. Han bliver ofte beskyldt for at sætte form over indhold, og han kom tæt på i den (med rette) beundrede filmatisering af Call Me by Your Name (2017), André Acimans homoerotiske sjæler. Men som regel er der tale om en komplet sammensmeltning af form og idé, som overflødiggør videre eksponering.

   Guadagnino har castet og virkelig brugt Tilda Swinton i fire af sine seks spillefilm. Hun var en version af sig selv i The Protagonists (1999), det borgerlige moderdyr i I Am Love (2009) og rocksstjernen uden stemme i A Bigger Splash (2012). Det er kun i Melissa P. (2005) og Call Me by Your Name, at hun ikke medvirker.

   I Suspiria spiller Swinton tre roller – de sidste to under dæknavnet Lutz Ebersdorf. Hun er nem nok at kende som Madame Blanc, filmens Pina Bausch-figur, der har skrevet forestillingen Volk og instruerer sin amerikanske elev i »at brække næsen på al skønhed« for at nå ind til en sandhed. Swinton spiller også Helena Markos, den hæslige heksemor, som er ældre end tiden. Det er dog som Josef Klemperer, den mandlige psykiater, at hun virkelig satser og eksperimenterer.

   Måske er det ren gimmick-casting. Alligevel føjer det noget til den bærende matriarkalske fundats i Guadagninos version af heksehistorien. Alt i filmen foregår på feministiske præmisser. Som en af heksene hvæser, da den gamle mand bliver lokket i fælden: »Du havde rigelig tid til at få din kone ud af Berlin – og når kvinder fortæller dig sandheden, kalder du det for tvangstanker!«

DEN visuelle ondskab er modbydelig og konkret. Først danser Susie (Dakota Johnson) en kollega ihjel. Mens Susie viser Madame Blanc, hvad hun kan, bliver danseren, som hun erstatter, kastet rundt som en levende dukke i spejlsalen over øvelokalet. Kroppen bliver knækket og mast til en rædselsfuld klump, mens den styres af Susies bevægelser.

   Tre timer senere er den store heksesabbat ikke en klaustrofobisk affære som hos Argento. Her er der en kolossal kælder, et stort ritual og mere eksploderende blod, end man har set siden Francis Ford Coppolas udgave af Dracula (1992). Der er en overvældende gru i sceneriet, som mest af alt ligner levendegjorte malerier af Francis Bacon.

   Suspiria har en anden slutning hos Guadagnino. Jeg vil nøjes med at sige, at novicens nye funktion overrasker. Og at fiktionen bliver føjet sammen med verdenshistorien.

   Thom Yorke (fra Radiohead) har skrevet det atmosfæriske score, som ikke kan konkurrere med Goblins gamle musik. Ellers er der sammenfald mellem regning og facit. Suspiria forløser tidens politiske og seksuelle dæmoner i en blodig og gennemført ond åbenbaring.

   Guadagninos næste projekt er en film baseret på Bob Dylan-albummet Blood on the Tracks. Jeg tænker, at Tilda Swinton igen skal spille flere kønsroller.

Suspiria (Chok House). Instr.: Dario Argento. Manus: Dario Argento og Daria Nicoldi. Foto: Luciano Tovoli. 101 min. Italien 1977. Dansk premiere: 13.02.1981; repremiere 31.10.2017

Suspiria. Instr.: Luca Guadagnino. Manus: David Lajganich. Foto: Sayombhu Mukdeeprom. 152 min. Italien-USA 2018. Dansk premiere: 15.11.2018.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Scanbox Entertainment/ Miracle Film/ La Biennale di Venezia
Suspiria  (1977) streames på GRAND HJEMMEBIO – udkom senest på (regionsfri) 4K Blu-ray fra Synapse Films i 2019

Suspriria (2018) streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Weekendavisen Kultur 01.10.2017 + 16.11.2018

Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007)

KOMMERCIEL GRAMMATIK
Version 2.0 af studiet i sadisme for begyndere

Af BO GREEN JENSEN

TI ÅR efter den tysksprogede førsteudgave af Funny Games, en af flere chokeffekter på Cannes Festivalen i 1997, har Michael Haneke genindspillet sin kontroversielle voldsfilm om filmvold. Funny Games er mediekritisk analyse forklædt som en øvelse i voyeuristisk sadisme. Den originale film var en intenst ubehagelig oplevelse, som med streng konsekvens afleverede flere relevante pointer og fremviste Hanekes faste kæpheste.
   Det samme gælder den engelsksprogede genindspilning, som kopierer den første film scene for scene. Gentagelsen har dog ikke samme præg af nødvendighed. Siden har Haneke sagt vigtigere ting om beslægtede emner i mere subtilt chokerende arbejder som Elfriede Jelinek-filmatiseringen La Pianiste (2001, da. Pianistinden) og den eminente Caché (2005, da. Skjult).

OGSÅ i den nye version ankommer en selvtilstrækkelig kernefamilie, bestående af Far (Tim Roth), Mor (Naomi Watts), Søn (Devon Gearheart) og Hund (schäferhunden er nu en retriever), til sommerhuset og indretter sig. En tennisklædt ung mand banker på og er skiftevis høflig og uforskammet. Da hans ven støder til, bliver stemningen åbenlyst truende.
   Bløde Peter (Brady Corbet) og Skarpe Paul (Michael Pitt) leger snart kat-og-mus med familien. Far bankes ned med en golfkølle, Søn likvideres i tv-stuen. Skal Mor da være the final girl, som overlever ifølge genrekontrakten? Nej, for her dræbes alle håb systematisk, når publikum har leget med tanken. Nådesstødet kommer i signaturscenen, hvor salen griber sig selv i at juble, da Mor skyder Peter rent gennem brystet. Paul finder fjernbetjeningen og kører filmen tilbage til stedet, hvor tingene begyndte at gå skævt.

SCENEN virker stadig, men det er karakteristisk for den nye version, at Haneke udpensler mere. Michael Pitt forklarer, at han leder efter fjernbetjeningen. I den gamle film greb Arno Frisch den uden videre og spolede båndet tilbage. Det kommer ikke bag på tilskueren, at han medvirker i en metafiktion. De unge mænd forstår vort behov for at trække pinen i langdrag og henvender sig til publikum i asides, som inddrager tilskueren. Haneke vil demonstrere, at vi som mediebrugere følger en bestemt rituel liturgi og er afhængige af vort adrenalinfix.

DER er tale om en tro kopi, og så man ikke den østrigske original, kan man nok have udbytte af genindspilningen. Watts og Roth gør det udmærket i Susanne Lothars og Ulrich Mühes sted, mens Pitt og Corbet kopierer typologien hos Arno Frisch og Frank Giering. Amerikaniseringen af den borgerlige selvtilfredshed er gennemført. Haneke lader dog fortsat tysk primalpunk tage livet af Händel, Mascagni og Mozart, da man hygger sig med en operaquiz i familiens firehjulstrækker. Der må findes en mere effektiv amerikansk musik til formålet.
   Det er en syg film, som vil inkarnere der Zeitgeist. Det gjorde den mere spektakulært i 1997, før torturporno som Saw-serien og Hostel-filmene blev mainstream i teenagesegmentet.

DER er en grundlæggende skævhed ved Hanekes eksponering af sit tema. Horrorfans er sjældent psykopater. De ser ikke smerten og lidelsen som realistiske elementer, men som rekvisitter og metaforer, effekter i et stilapparat. Hanekes mediekritik i Benny’s Video (1992) havde mere bid og relevans. En teenagedreng dræbte sin kæreste, da hun ikke ville som kvinder på film, og Far og Mor hjalp til med at rydde op efter drabet. Her havde Haneke kraft bag sine stød. I Funny Games bliver han ét med det sprog, som han vil kritisere.
   Haneke ønsker, at vi tager de sadistiske lege alvorligt, men det er næppe muligt på grund af metatekstualiteten. Tilbage står en ekstrem stiløvelse, der vil gøre os til medsammensvorne, men spørgsmålet er, om vi er det. Argumentet fremlægges overbevisende, men konklusion virker fortænkt. Det ville være interessant at se, om en ægte Hollywood-film kunne fastholde Hanekes ubønhørlige præmis. Funny Games U.S. er en uafhængig, international samproduktion, som næppe får bred amerikansk distribution.* Altså mere et emne for Smagsdommerne, som vil nyde at gyse anstændigt, da operahyggen sprænges i luften.

Se også Michael Haneke: Funny Games (1997); Michael Haneke: Code inconnu (2000) [Moderne mestre]; Michael Haneke: La Pianiste (2001) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Ulvetider (2003) + Et møde med filmskaberen; Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Det hvide bånd (2009) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Happy End (2017) [Moderne mestre] + Mørke pletter: En samtale med Michael Haneke [Moderne mestre] [2006] + Ætsende østriger: Et interview med Michael Haneke [Moderne mestre] [2012].

*) I et interview fra december 2012 siger Haneke om den amerikanske genindspilning: »Forfærdeligt. Den værste oplevelse i mit professionelle liv. For jeg undervurderede måden, de laver film på, hvor lang tid det tager. Det er så tungt og klodset, at man bliver skør. Jeg lavede originalen på seks uger, og det var let at nå det hele på seks uger. I Amerika havde jeg otte uger, og det var en kamp til stregen at nå det. Så det var en dårlig oplevelse, ikke på grund af stedet og menneskene, men fordi der ikke var penge nok i produktionen. Det opdagede jeg hen ad vejen. Producerne var ikke professionelle. Jeg synes ikke, filmen er dårlig, men den krævede kræfter at lave.« 

Funny Games (Funny Games U.S.) Instr. & manus: Michael Haneke. Foto: Darius Khondji. 113 min. Østrig-Frankrig-Tyskland-Italien-UK-USA 2007. Dansk premiere: 04.04.2008.

Fotos: Celluloid Dreams/ Halcyon Pictures/  Tartan Films/ X-Filme Creative Pool/ Lucky Red/ Kinematograf/ Belladonna Productions/  Serenity Films/ Warner Independent Pictures/ Wega Film/ Nordisk Film/ Cinematerial/ Filmaffinity/ FilmGrab [+]

Filmen streames ikke i DK - i UK og EU bl.a..på Amazon Store, Apple TV, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON 29.06.2015

2K Blu-ray fra TF1 i boxset Le Cinéma de Michael Haneke 1989-2012 | 12 Films | 04.12.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.04.2008