GENERALPRØVE PÅ EN REVOLUTION
Af BO GREEN JENSEN
.jpg)
I DETROIT var sommeren
1967 ikke den magiske »Summer of Love«, som siden er fejret i fælleskulturen. USA’s
femtestørste by, kendt for sine bilfabrikker og sjælfulde sorte musik, var
tværtimod scenen for nogle af de voldsomste konfrontationer mellem politi og
befolkning i nyere tid.
Det begyndte med en razzia på 12th Street
søndag den 23. juli. Bagefter gik tilskuerne ikke hjem i god orden. Først var
der demonstrationer. Så fulgte plyndringer, påsatte brande og åben skudkamp i
gaderne på Near West Side.
Systemet satte ikke bare hårdt mod hårdt.
Ordensmagten gik aktivt til angreb. Detroits politi fik forstærkninger fra
statspolitiet. Byen blev erklæret i undtagelsestilstand, og guvernør George W. Romney
udkommanderede Michigan National Guard. Da urolighederne vedblev, satte
præsident Lyndon B. Johnson to af hærens luftbårne enheder ind.
Efter fire døgn var 2000 bygninger ødelagt. Politiet
foretog 7.200 arrestationer. I alt var der 43 døde og 1.189 tilskadekomne. Hæren,
politiet, hjemmeværnet og brandvæsenet mistede 16 medlemmer. Men de overvejende
hvide betjente dræbte 23 og sårede 696 borgere – som for de flestes vedkommende
var afroamerikanske.
DER var uroligheder
hen over hele USA midt i 1960erne. For samtiden lignede Detroit først en
gentagelse af urolighederne i Watts i Los Angeles i 1965. Heraf myndighedernes reaktion.
Man har siden til hudløshed diskuteret, om opstanden i Detroit havde sit
udspring i racehad eller klasseforskelle. Mange hvide deltog i hærværket og
plyndringerne.
Fordi det var 60erne, blev der sunget om
sagen. Gordon Lightfoots »Black Day in July« (fra
albummet Did She Mention My Name?) beskriver,
hvordan »Motor City madness has touched the countryside«. Her er det ikke et spørgsmål om race, men en krig
mellem fattig og rig: »Why can’t we all be brothers? Why
can’t we live in peace?/ But the hands of the have-nots keep falling out of
reach.«
Den suverænt bedste skildring
af uroen står i Jeffrey Eugenides' roman Middlesex (2002). Mange ser den som slag i en dyne. Andre mener, at protesterne medførte
forandring. Der blev bygget bedre huse. Før havde Ford ikke ansat
afro-amerikanske arbejdere. Disse forhold ændrede sig efter opstanden, som blev
kaldt generalprøven på en revolution.
KATHRYN Bigelows
benhårde film om Detroit begynder med et historisk rids. Det handler ikke om
andet end race, og for hende at se er intet forandret. De første 30 minutter er
en rekonstruktion i fuld størrelse. Politiet har et dårligt ry, som det mere
end lever op til.
En håndfuld karakterer plukkes i mængden: Larry
Reed (Algee Smith) og The Dramatics står klar til at gå på scenen, da koncerten
bliver aflyst. Alligevel synger Larry til de tomme stolerækker. Han har skruet
sig op til store bedrifter. Derfor tager han og hans bror ikke hjem, men checker
ind på det lurvede Algiers Motel, hvor alle slags stoffer og sex er i spil.
En festdeltager skyder for sjov med en startpistol.
Politiet tror, det er snigskytteild. Da har hæren allerede dræbt en 6-årig
pige, som kiggede ud af et vindue. Og Phillip Krauss (Will Poulter), den mest
aggressive af tre betjente, som siden tager flere liv og terroriserer alle de
festende gæster, er blevet indberettet for at skyde en flygtende sort mand i
ryggen.
Krauss medbringer derfor selv falske beviser.
Den opskræmte by er et slaraffenland for psykopater. Alt kan forklares som
selvforsvar – og bliver det, da sagerne kommer for retten.
Panikken eskalerer. Statspolitiet fralægger
sig ansvaret. Krauss og hans fæller går langt over stregen. To hvide studiner bliver
truet på livet, fordi de fester med sorte mænd. Forløbet er autentisk, sådan
mere eller mindre. Det bliver en lang og forfærdelig nat.
DEN bliver desværre
også et sidespor, som afleder opmærksomheden fra den store konfrontation
udenfor.
Der er elementer af et generisk gidseldrama
i Algiers Motel-episoden. Bigelow og manuskriptforfatteren Mark Boal lægger
ikke skjul på, at de vil undersøge raceaspektet. Det er al ære værd, men strategien
reducerer opstanden i Detroit til bagtæppet i et psykologisk teater.
Bigelow er en blændende filmskaber, den
eneste kvinde i Hollywood, som laver spændingsfilm med en politisk dagsorden. Hun
var 15 år og boede i Californien, da tv transmitterede fra borgerkrigen i
Detroit.
Hun er kendt for en klar, kønsneutral
æstetik. Efter genrestykker som Near Dark
(1987), Blue Steel (1989), Point Break (1991) og Strange Days (1995), var det Oscar-vinderen
The Hurt Locker (2008) – med Jeremy Renner
som udbrændt mineekspert – og den mørke Zero Dark Thirty (2012) om jagten på Osama bin Laden, der satte signaturen fast.
Detroit
bliver paradoksalt kritiseret for at insistere på skildringen af racisme. En anmelder
sammenlignede Bigelow med Leni Riefenstahl. En anden kvindelig kritiker skrev,
at hun ikke længere var interesseret i hvide kunstneres skildring af sorte
amerikaneres smerte.
Den samme tankegang siger, at kun kvinder må
skrive om voldtægt, kun soldater kan skrive om krigen. Det er et forstemmende
mistillidsvotum, som underkender værdien af empati.
Indlevelsen redder dog ikke Detroit fra at være en relativt skuffende
film. For overblikket svigter, da Bigelow zoomer ind på Algiers. Detroit begynder storslået, men ender velmenende
ordinært.
Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020).
Detroit. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Barry Ackroyd. 143 min. USA 2017. Dansk premiere: 24.08.2017
Fotos: Annapurna Pictures/ First Light Production/ Page 1/ SF Studios/ Wikimedia Commons
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.08.2017
Ingen kommentarer:
Send en kommentar