Klassiske karakterer: Fortællingen om Ferdinand 1936-2017

PÅ EN Ø I HISTORIEN

Det handler om at sige nej til at slås

Af BO GREEN JENSEN

FOR de fleste voksne er Tyren Ferdinand en tegnefilm på otte minutter. Den passede så fint ind i Walt Disneys Juleshow – »Fra alle os til alle Jer« – at den fik lov at blive siddende virkelig længe. I mere end 50 år, faktisk. Disneys klassiske kortfilm er tegnet i 1938. Bogen, som den bygger på, blev skrevet bare to år før.

   Den handler kort fortalt om en tyr, der nægter at brøle og stange. Ferdinand vil hellere sidde i fred og snuse til blomsterne på marken. Han vil ikke slås med de andre tyre og dø i den arena, hvor matadoren altid vinder, når der er tyrefægtning.

   Men en dag sætter Ferdinand sig på en bi. Da den stikker ham, gør det så ondt, at han pludselig både brøler og stanger. Ferdinand har altid siddet under det samme træ og set ud på landskabet. Han begyndte som kalv. Nu vejer han 900 kilo. Det gør virkelig indtryk, da han går amok.

SÅ Ferdinand bliver set af de mænd, som udvælger tyre. Talentspejderne kører ham til Madrid og sender ham ind til matadoren. Men nu er Ferdinand igen blevet blid. Han sætter sig i sandet og snuser til sin blomst. Publikum raser. Picadorerne prøver at tirre ham, matadoren tigger om at blive stanget. Lige meget hjælper det. Til sidst må mændene køre Ferdinand hjem. Her sidder han atter under sit træ. »He is very happy,« står der til slut.

   Det er en enkel historie, som siger, at fred er bedre end krig. Og måske at passiv modstand er mere effektiv. Hvis du siger nej til at slås, må fjenden føre krig alene. Der er ikke nogen kamp, som den stærkeste kan vinde.

AMERIKANEREN Munro Leaf (1905-1976) havde været på rejse i Spanien. Han skrev The Story of Ferdinand (da. Historien om Ferdinand eller bare Tyren Ferdinand) på en eftermiddag, da hans ven, tegneren Robert Lawson (1892-1957), skulle bruge en tekst, han kunne illustrere.*

   Bogen blev en stor succes – og den passede fint til en håndtegnet film på otte minutter. I den computeranimerede biograffilm fra Blue Sky Studios er historien pustet op og strakt over næsten to timer. Det er gjort ved at fylde detaljer i mikset.**

   Ferdinand vokser op blandt andre tyre. Hans far skal møde matadoren og kommer aldrig tilbage. Ferdinand havner hos pigen Nina og hendes far. Det er på blomstermarkedet i landsbyen, at han sætter sig på en bi. Han kommer hjem til gården og bliver set af matadoren, mens de øvrige tyre, Valiente, Guapo, Bones og Angus, bliver valgt fra.

   Kasserede tyre skal slagtes. Sådan er verden bare indrettet. Men Ferdinand og hans venner gør oprør. De vil ikke bøje hovedet og lystre traditionen. Der er stadig den store finale, hvor Ferdinand nægter at kæmpe. Denne gang gør han det meget bevidst.

   Foruden flere tyre møder du tre arrogante raceheste, tre anarkistiske pindsvin, hunden Paco og geden Lupe, som bliver Ferdinands træner. Der er mange karakterer, faktisk også én eller to, du godt kunne undvære.

MEN sjælen i teksten er den samme. Der er en dansekonkurrence mellem tyre og heste. Der er en fin sekvens i landsbyen, hvor Ferdinand gemmer sig i en forretning, som sælger kopper og tallerkener. På engelsk siger man, når nogen er klodset, at det er som at se »a bull in a china shop«, en tyr i en porcelænsbutik. Her kan du studere fænomenet.

   I dag er de fleste imod tyrefægtning, der bliver betragtet som dyrplageri. Sådan var det ikke i 1936, men bogen blev forbudt i flere lande, fordi den talte om at undgå krig. I USA var der delte meninger: nogle så den som kommunistisk reklame, andre som pacifistisk propaganda. De tyske nazister brændte Historien om Ferdinand på bålet. I Spanien var den forbudt indtil 1975, da diktatoren Francisco Franco døde.

   Bogen udkom netop som Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) begyndte. Ernest Hemingway var på republikanernes side og aktiv modstander af fascismen. Han skrev om krigen i For Whom the Bell Tolls (1940, da. Hvem ringer klokkerne for). Men han var også vild med tyrefægtning, og han kunne ikke lide fortællingen om Ferdinand. Senere svarede han Munro Leaf i novellen »The Faithful Bull« (1951), der handler om »a bull whose name was not Ferdinand and he cared nothing for flowers. He loved to fight and he fought with all the other bulls of his age, or any age, and he was a champion.«***

   Ferdinand var fra begyndelsen en tekst, som voksne tog til sig. Den ligner på den måde både Le Petit Prince (1943, da. Den lille prins) og Jonathan Livingston Seagull (1970, da. Jonathan Livingston Havmåge). Men Antoine de Saint-Exupéry og Richard Bach vidste begge, at de talte til tiden og evigheden. Det kom fuldkommen bag på Munro Leaf, at hans lille spanske fabel blev set som noget stort og ekstraordinært.

SUCCESEN blev i 1937 forstærket af en offentligt sponsereret teaterforestilling med marionetter, som Leaf selv var med til at skabe. I 1938 fulgte Disneys tegnefilm, som han selv var med til at skabe, skønt Dick Rickard er krediteret for instruktionen, og den primære animator var Milt Kahl. Walt Disney lagde stemme til Ferdinands mor.

   Der var merchandise til børnene i form af spil, samlekort og mekanisk legetøj, men også kostbare Ferdinand-smykker til voksne fans. Fredsforkyndere som Eleanor Roosevelt og Mahatma Gandhi fremhævede Ferdinand som et eksempel. For ministre og generaler at se, var det et farligt eksempel, som der bare kom »tøsedrenge« ud af.

   Englænderen Iris Murdoch (1919-1999), som både skrev fiktion og tekster om filosofiske emner, bliver ofte citeret for sin forklaring på forholdet mellem kunstnere og magthavere: »Tyrants always fear art because tyrants want to mystify while art tends to clarify.« »Tyranner frygter kunsten, fordi de vil mystificere, mens kunsten forsøger at tydeliggøre.«****

   Vist var Leafs bog en politisk tekst, der promoverede pacifismen og opfordrede til civil ulydelighed. For hvad nu, hvis de unge gjorde ligesom Tyren Ferdinand – sagde nej til gamle værdier og nægtede at gå til angreb? Hvis soldaterne bare blev hjemme fra krigen? Charlotte E. Keyes sagde det nok allerbedst: »What if they gave a war and nobody came?«*****

DEN nye film er værd at se. Det er ikke verdens bedste eller mest originale historie, men den er sød og sjov på en hyggelig måde. Jeg så den med min yngste datter, da hun var fem et halvt år. Ava kunne bedst lide slutningen, hvor alle dyrene ender på gården hos Nina.

   Selv kunne jeg bedst lide billedet af Ferdinand under sit træ. Det er tegnet på helt samme måde i alle tre udgaver af historien. Der er snart gået 100 år. Ferdinand vil stadig bare sidde og snuse. Det gør han på sin egen ø i historien. Og under dét træ får krigen ikke en chance.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Pablo Berger: Blancanieves (2012); Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Klassiske karakterer: Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Animation | Den Lille Prins/ Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968.

NOTER

*) Munro Leaf hed egentlig Wilbur Monroe Leaf. Han skrev mange andre bøger for de mindste. Som regel illustrerede han dem selv. Ingen af de 40+ titler fik samme udbredelse som Tyren Ferdinand, kan man læse i diverse opslagsværker. En undtagelse er nu fortællingen om Robert Francis Weatherbee (1935), som ikke er vild med at skulle begynde i skole. I Tage Taanings fine gendigtning hedder historien Anton Hannibald Olsen. Den bog har haft et langt liv i Danmark. Vi læser den stadig hjemme hos mig.

**) I 2017 var Blue Sky stadig en konkurrent til Walt Disney. Studiet var knyttet til 20th Century Fox Animation på samme måde, som Pixar Studios fra 2006 blev affilieret med Disney.  Både Pixar og Blue Sky var født med computeranimationen. Blue Sky havde især succes med de fem film i Ice Age-serien (2002-2016). Robots (2005, da. Robotter), som Chris Wedge og Carlos Saldanha realiserede sammen, var en stærk og markant animationsfilm, der brugte Tom Waits på sit lydspor og tog afsæt i både Isaac Asimov og Troldmanden fra Oz. Dr. Seuss-historien Horton Hears a Who! (2008, da. Horton og støvfolket Hvem), fuglefortællingen Rio (2011) og Epic (2013, da. Skovens hemmelige rige) var mere vakkelvorne. Blue Sky varetog animationen af The Peanuts Movie (2015). Den sidste Blue Sky-titel var Spies in Disguise (2019, da. Spioner på missioner), som fik dansk premiere den 6. februar 2020, umiddelbart før COVID-19-pandemien. Da Disney opkøbte 20th Century Fox i 2019, blev Fox taget ud af firmanavnet. Blue Sky-enheden forsvandt simpelthen. 

***) Ernest Hemingways lille novelle blev skrevet til magasinet Holiday i marts 1951. Den hører sammen med historien om »The Good Lion« (som ligefrem bruger slutlinjen fra Ferdinand: »He is very happy.«) De satiriske fabler blev samlet op i The Complete Short Stories of Ernest Hemingway (1987). Teksterne er ikke med i Noveller (1998), som Poul Borum oversatte kort før sin død. »Den gode løve« og »Den trofaste tyr« kom endelig med i Samlede noveller (2013). Her er fablerne oversat af Mich Vraa.

****) »Tyrants always fear art because tyrants want to mystify while art tends to clarify. The good artist is a vehicle of truth, he formulates ideas which would otherwise remain vague and focuses attention upon facts which can then no longer be ignored. The tyrant persecutes the artist by silencing him or by attempting to degrade or buy him. This has always been so.« Udsagnet er fra »Salvation by Words«, et foredrag, som Iris Murdoch holdt for medlemmer af The American Academy of Arts and Letters ved årsmødet den 17. maj 1972. Murdoch havde udgivet monografien The Sovereignty of Good i 1970 og var i de år mere efterspurgt som filosof end som skønlitterær prosaist. Jeg skylder at takke Maria Popova og websitet The Marginalian for at pege på forbindelsen mellem Murdochs moralske filosofi og Ferdinands »farlige« pacifisme. Talen er trykt i Existentialists And Mystics: Writings on Philosophy and Literature (1999). Den findes også i arkivet hos The New York Review of Books. 

***** Digteren Charlotte E. Keyes (1914-1980) skrev i 1966 et essay, »Suppose They Gave a War and No One Came«, som blev trykt i magasinet McCall's. Hun skrev om sin søn, fredsaktivisten Gene Keyes, der nægtede at tage til Vietnam som soldat og sagde nej til værnepligten. Artiklen blev citeret vidt og bredt, og rubrikken var et slogan for hippiegenerationen. Keyes havde selv inspirationen fra Carl Sandburg (1878-1967). I prosadigtet The People, Yes (1936) ser en pige soldaterne tage afsted:

   »The first world war came and its cost was laid on the people.

       The second world war – the third – what will be the cost.

       And will it repay the people for what they pay?...

       The little girl saw her first troop parade and asked, 

       'What are those?'

       'Soldiers.'

       'What are soldiers?'

       'They are for war. They fight and each tries to kill as many of the other side as he can.'

       The girl held still and studied. 

       'Do you know ... I know something?'

       'Yes, what is it you know?'

       'Sometime they’ll give a war and nobody will come.'«

   Charlotte så citatet i et åbent brev, som James R. Newman skrev til The Washington Post i 1961. Newman var redaktør på tidskriftet Scientific American. I sit brev citerede han Sandburg efter hukommelsen. På samme måde blev Keyes' rubrik varieret, efterhånden som den satte sig i fælleskulturen.  

   Sloganet blev brugt som filmtitel (Hy Averbacks Suppose They Gave a War and Nobody Came, 1970) og sangtitel (Jonna Gault And Her Symphonopop Scene: »What If They Gave A War And No One Came?«, 1968). Især blev det brugt på plakater og mure. Det er skriften på væggen i digtet »Graffiti« (1972), hvor Allen Ginsberg både stiller og besvarer det retoriske spørgsmål: »What if someone gave a war & Nobody came? / Life would ring the bells of Ecstasy and Forever be Itself again.«

   Jeg troede længe, at sloganet kom fra Yoko Ono og John Lennon, der citerer det flere steder. Jeg blev klogere ved at læse den grundige udredning på sitet Quote/Counterquote. 

Ferdinand. Instr.: Carlos Saldanha. Manus: Robert L. Baird, Tim Federle, Brad Copeland etc. Production Designer: Thomas Cardone. 107 min. UK-USA 2017. Danske stemmer. 3D i udvalgte sale. Frarådes under 7 år. Dansk premiere: 14.12.2017.

Ferdinand the Bull (Tyren Ferdinand). Instr.: Dick Rickard. Manus: Vernon Stallings. Art Director: Ken Anderson. 8 min. USA 1938. 

Munro Leaf: The Story of Ferdinand. Drawings by Robert Lawson. 75th Anniversary Edition. 72 s. Viking Books, 2011. 

Munro Leaf: The Story of Ferdinand. Drawings by Robert Lawson. 48 s. Faber and Faber, 2017.

Munro Leaf: Ferdinand. Illustreret af Robert Lawson. Oversat fra engelsk af Ejvind Jensen. 70 s. Forlaget Gad, 1959.

Munro Leaf: Tyren Ferdinand. Illustreret af Robert Lawson. Oversat fra engelsk af Eigil Søholm. 70 s. Forlaget Apostrof, 1988

Fotos: Blue Sky Studios/ Davis Entertainment/  20th Century Fox Animation/ Nordisk Film Distribution// Walt Disney Productions/ 20th Television/ Disney+/ Library of Congress (Federal Theatre Project 1937)/ Google Images/ YouTube [clip + trailer]/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Ferdinand the Bull (1938) streames på DISNEY+

Ferdinand (2017) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies. 

Første del af teksten trykt i Weekendavisen Faktisk 15.12.2017.

La French | The Connection | Den franske forbindelse (2014)

EN SNOR MED MANGE KNUDER
Den franske forbindelse set fra Marseille

Af BO GREEN JENSEN

DET går op og ned her i verden. Jean Dujardin (f. 1972) fik i 2012 en Oscar for sin rolle i The Artist. Filmen, som Michel Hazanavicius havde skabt, var både (næsten) stum og i sort-hvid, foregik i 1920ernes Hollywood og fortalte historien om, hvordan hele liv blev lagt i grus, da tonefilmen ankom i 1927.

   Der var fine hilsener til førsteudgaven af A Star is Born (1937) og Singin’ in the Rain, (1952), som er Hollywoods egne versioner af historien. Dujardin, der har en vis fysisk lighed med Gene Kelly, var perfekt som idolet George Valentin, der bliver kasseret og glemt og forsumper, mens hans protegé og kæreste, danseren Peppy Miller, gør karriere.

   The Artist var et kulturfænomen i tre eller fire minutter. Dujardin blev spået et stort gennembrud og en international karriere, som han mærkværdigvis aldrig fik. Han havde små roller i George Clooneys The Monuments Men (2014) og Martin Scorseses The Wolf of Wall Street (2013) men det blev Dujardins portugisiske medspiller, Bérénice Bejo, som for alvor havde glæde af The Artist.

DET skal siges, at filmen kom som en overraskelse i Frankrig. Her var Dujardin kendt som surferen Brice Agostini i Brice de Nice (2005), en komisk karakter, han havde udviklet i standup-sammenhæng, og for sin rolle som superagenten OSS 117 i to Slå først, Frede!-agtige spionkomedier. Første gang, Dujardin viste mørkere stof, var i Guillaume Cantets Les petits mouchoirs (2011), som i Danmark hed Små hvide løgne.

   Dujardin tog hjem for efterhånden at forsvinde i generiske titler som Brice 3 (2016), Little White Lies 2 (2019) og OSS 117: From Africa with Love (2021). Der har alt for sjældent været lysægte film som Roman Polanskis J'Accuse (2019, da. Officer og spion), hvor han spiller efterretningsofficeren Picquart, der nægter at deltage i justitsmordet på Alfred Dreyfus.

   På vej tilbage til farcehåndværket gør Dujardin en sidste stor, dramatisk gestus i La French. Han er fremragende som Pierre Michel, en ubestikkelig dommer, der med alle midler bekæmper intern korruption og er hovedanvarslig for afsløringen af »den franske forbindelse«, som i 1970ernes Marseille distribuerer heroin til hele verden.

FILMEN er autentisk baseret. Den korsikansk-fransk-amerikanske trekantshandel med tyrkisk heroin var i Frankrig kendt som »la filière corse«, indtil amerikanerne begyndte at tale om The French Connection. Det var i dén film fra 1971, at William Friedkin castede Gene Hackman som narkostrisseren Jimmy »Popeye« Doyle. Siden blev historien endnu bedre i French Connection II (1975), som John Frankenheimer instruerede i samme hårdkogte ånd.

   Cirka samtidig blev dommeren Pierre Michel forfremmet fra en stilling i Metz, hvor han havde fungeret i sager, der involverede mindreårige, til en mere magtfuld position ved retten i Marseille. Her havde Gaëtan »Tany« Zampa i 20 år drevet sin gangsterforretning under relativt rolige forhold. De lokale betalte beskyttelsespenge, men hovedindtægten kom fra narkoeksporten til USA.

   Pierre Michel (1943-1981) og Gaëtan Zampa (1933-1984) er historiske karakterer, og filmen forpligter sig på at skildre den franske side af narkoopgøret med rimelig akkuratesse. Det samme gjorde Philip Lefebvres Le Juge allerede i 1984, hvor Jacques Perrin havde rollen som dommeren, men dengang var der ændret lidt i navne og nærmere forhold.

AFFÆREN var en snor med mange knuder. Narkonetværket havde rødder i konstellationer fra 2. verdenskrig. Startkapitalen kom fra midler, som korsikaneren Paul Carbone havde tilegnet sig, mens han arbejdede for Carlingue, det franske Gestapo. I den første efterkrigstid kunne handlen foregå frit, fordi CIA og det franske efterretningsvæsen holdt hånden over den korsikanske mafia, der til gengæld forhindrede franske kommunister i at overtage havnen i Marseille.

   Dommeren har selv en fortid som ludoman. Han lever i øvrigt stille og roligt med hustruen Jacqueline (Céline Sallet) og parrets to døtre. Zampa elsker hustruen Christiane (Mélanie Doutey), der er aktiv i Azur-kystens jetset. Han løber ture med sin teenagesøn og prøver at skåne sin datter. Zampa ser ikke sig selv som forbryder, snarere som en forretningsmand af iværksættertypen.

DET er Zampa, som bliver spillet af Gilles Lellouche, der flytter sig mest. Først ligner han en tegneseriegangster, til slut er han næsten en tragisk figur. Michel bliver chikaneret af korrupte kolleger og embedsmænd. Zampa er presset på det amerikanske marked, hvor konkurrencen fra Asien trykker priserne ned, og i sit eget bagland, hvor løse kanoner som psykopaten Le Fou (Benoît Magimel) gør det svært at drive anstændig forretning.

   De to mænd kommer tæt på hinanden, og hos Zampa opstår en vis respekt for den eneste, som tør sige nej. Michel er urokkelig i sin foragt. For en tid lader han sagen ligge, da den er ved at ødelægge hans ægteskab. Så kommer François Mitterrand til magten, og en lille paladsrevolution gør det muligt for dommeren at etablere sin task force. Der er dog flere bagmænd på podiet, da ministeren takker for kampen til slut.

DET er Patrick Schmitts periodedesign, der gør La French til noget særligt. Som mange yngre instruktører er Cédric Jimenez forelsket i 1970erne, og sjældent har en film set 40 år tilbage med mere længsel. Kærligheden gælder også tidens film. Gangsterne beundrer Jean-Paul Belmondo, og Jimenez citerer The Godfather.

   Flere bipersoner bliver vækket af virkeligheden i scener, der genskaber den akutte kokainparanoia i Martin Scorseses Goodfellas (1990). Jimenez henter dog mere hos Michael Mann, som i Heat fra 1995 gjorde meget ud af at sidestille forbrydernes og politifolkenes sociale liv og familierutiner. Midtvejs mødtes den livstrætte tyv (Robert De Niro) og den ubestikkelige kriminalbetjent (Al Pacino) på fælles grund og lige fod.

   Jimenez og partneren Audrey Diwan, som har skrevet manuskriptet sammen, lader dommeren og gangsteren have en lignende scene, hvor de taler ganske ærligt. Det er beretningen om et forudsigeligt dødsfald, og gradvis skifter tonen fra dynamisk action til myte og melankoli. Mod slutningen er Zampa humaniseret i en grad, som gør det svært kun at se ham med kulde og foragt.

MUSIKKEN i filmen er vigtig. Guillaume Roussel har skrevet et stemningsfuld score, der indlejrer radiosange fra tiden, så man fornemmer, at årene går. »These Boots Are Made for Walking« – Nancy Sinatras signatursang, som i Frankrig var et 1965-hit for Eileen – bliver til »Ces bottes sont faites pour marcher« i en rekonstruktion ved Yéyévollegaz og Delphine Gardin. Også Lykke Li har leveret neo-nostalgisk lounge til lydsporet, hvor bl.a. Serge Gainsbourg (»Comic Strip«) og Mike Bryant (»C'est comme ça que je t'aime«) fungerer som kronologiske markører.

   Da Zampa i 1980 åbner natklubben Krypton til ære for sin hustru, bliver der spillet »Call Me« med Blondie. Siden standser han musikken, da dj’en spiller »Cambodia« med Kim Wilde. Pierre Michel tager på ferie med sin familie og er eftertænksom, mens Lou Reed og The Velvet Underground spiller »I'm Set Free«. Zampa kapitulerer til tonerne af Max Richters »This Bitter Earth/ On the Nature of Daylight« i arrangementet fra The Blue Notebooks (2004).

LA French er en stor billedoplevelse med et persongalleri som hos Balzac. Stærkest står portrættet af tiden. Som thriller er filmen for løs – og muligvis for ambitiøs – men efter stribevis af amerikanske 70er-historier kommer den franske synsvinkel som en frisk sommervind.

Se også Michel Hazanavicius: The Artist (2011); Abort på film | L'événement/ Happening/ Hændelsen (2021).

La French (Den franske forbindelse). Instr.: Cédric Jimenez. Manus: Audrey Diwan & Cédric Jimenez. Foto: Laurent Tangy. 135 min. Belgien-Frankrig 2014. Dansk premiere: 24.09.2015.

Fotos: Gaumont/ Légende Films/ France 2 Cinéma/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Scope Pictures/ RTBF/ La Wallonie/ Région Provence-Alpes-Cóte d'Azur/ Centre national du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Gaumont Distribution/ Madman Entertaiment (trailer)/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Variety/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.09.2015

Maurice Sendak | Spike Jonze: Where the Wild Things Are (2009)

VILDE KRABATER

Maurice Sendaks klassiker

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste familiefilm falder i sukkerfælden og taler til genkendelsens glæde. Hvis de er store og amerikanske, er de som regel også konventionelt fortalt. Tre-fire formler varieres, ikke nødvendigvis på grund af idéforladthed, men fordi de er effektive, og fordi børn bliver utålmodige, hvis det hele er for mærkeligt at se på.

   Samtidig er børn anarkistiske væsener, som kan åbne sig for hvad som helst, hvis stoffet interesserer. Det kan derfor undre, at der ikke eksperimenteres mere med form, stil og indhold. Og der er grund til at slå gevaldigt på tromme for den originale filmatisering af Maurice Sendaks klassiske billedbog Where The Wild Things Are (1963, da. Villy Vilddyr eller Landet med de vilde krabater), som amerikaneren Spike Jonze (Being John Malkovich, Adaptation) har realiseret i ånden fra fællerne Michel Gondry og Charlie Kaufman.*

SENDAKS banebrydende bog var i samtiden både beundret og forkætret, fordi den gav krop til drengen Max’ aggressioner og angstfulde længsler. Han hærger i hjemmet og får af sin mor at vide, at han er »en vild krabat«. Efterfølgende forvandles hans værelse til landet med de vilde krabater – lådne bøhmænd og monsterpiger med distinkte personligheder og karakteristiske Sendak’ske træk – hvor han tilbringer en farlig og eventyrlig tid, før han vender hjem til sagosuppen.

JONZE viser Max’ verden frem i håndholdt stil med skarpe hjørner og moderne musik af Karen O. Især er Daniel Johnstons »Worried Shoes« inciterende fortolket. Carter Burwell bidrager med skæringen »Lost Fur«, der er mere som soundtracks er flest.**

   Max har bygget en iglo, som hans søster og hendes venner ødelægger. Drengen afreagerer og er overladt til sig selv, mens hans mor arbejder ved sin computer. Senere kommer han til at bide i vildskab. Der falder da en vis ro over scenerne i ørkenen, hvor Max møder Carol, Alexander, Judith, Ira, Bull, Douglas og KW. De vil bygge den perfekte by, og Carol stamper sten ud af bjerget. Max vender endelig hjem til sin mor, der ser forelsket på ham og tilgiver alt.

FILMENS billede af en barndom er levende og autentisk. Jonze har bearbejdet Sendaks forlæg sammen med Dave Eggers (forfatter til romanerne Et hjertegribende værk af overvældende genialitet og I skal føle vores hastighed). Tom Hanks har produceret filmen sammen med bl.a. den [i 2009] 82-årige Sendak, som altid har sagt, at han havde Max fra sig selv og krabaterne fra ældre slægtninge, der sagde ting som: »Du er så nuttet, at jeg kunne spise dig.« Og lød som om de mente det.***

KRABATERNE er skabt med en blanding af gammeldags sminke, animatronics og CGI. Det ser meget overbevisende ud. Den korte tekst strækkes rigelig langt, men sange og bevægelse glider sammen i et visuelt digt. Kapaciteter som James Gandolfini og Forest Whitaker har leveret de karismatiske stemmer. Det siger meget om markedets ånd, at filmen sendes ud i én kopi. Det er virkelig værd at lægge vejen om Grand, hvis man vil udfordres på sin eventyrlyst.

Se også Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Todd Haynes/Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Animation | Henry Selick/Neil Gaiman: Coraline (2009); Benh Zeitlin: Beasts of the Southern Wild (2012); Benh Zeitlin: Wendy (2020); Joe Kelly | Anders Walter: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]; Ane Riel | Daniel Borgman: Harpiks/ Resin (2019) [Bogen og filmen]; Céline Sciamma: Petite Maman (2021).

*) Bogen er oversat til dansk i flere omgange. Leif Panduro (1923-1977), den store sædeskildrer i sin generation af danske modernister, gendigtede teksten i Villy Vilddyr (Forlaget Carlsen, 1967). Det lå vel i opdraget, at han skulle gøre det frit. Anine Rud nyoversatte til anden udgave, Landet med de vilde krabater, som Carlsen udgav i 1972. Sendak havde i mellemtiden modtaget H.C. Andersen-medaljen 1970 for sine illustrationer, og værket var kanoniseret på forpligtende vis. »Den ligger tættere på den eng. tekst, hvilket dels er en svaghed, det virker et par steder lidt pedantisk; dels en styrke, idet den tager gentagelserne med; gentagelser, som er vigtige for ethvert eventyrs form, og som Panduro har taget let på i sin oversættelse,« skriver Jette Andersen i sin eksemplariske lektørudtalelse, der er typisk for den højere standard, som bibliotekernes interne anmeldelser havde for 50 år siden. »Panduros oversættelse er ret typisk for en voksen forfatter. Han bruger mange flere ord end nødvendigt, for at være sikker på, at den barnlige tilhører nu har forstået det, mens Anine Ruds mindre ordforråd ligger ret tæt på barnets. Alt i alt er det dog kun nuanceforskelle.« JA konkluderer: »Der er ingen grund til at kassere Villy Vilddyr til fordel for Landet med de vilde krabater, de kan udmærket stå side om side.« Tredjeudgaven fra forlaget Høst udkom i 2001 og indgik i klassikerserien Spiren. Nanna Gyldenkærne har moderniseret Panduros tekst i ånden fra Anine Ruds version. 

**) Også musikken besidder en håndlavet, hjemmebagt kvalitet, der er med til at gøre de mindste ting store og fastholde skovdrømmens taktilitet. Soundtrackalbummet med Karen O and the Kids blev skabt i ånden fra Langley Schools Music Project, et canadisk sidestykke til børnene fra Vesterbro Ungdomsgård. Albummet Innocence & Despair (2001), hvor kor med STORT orkester synger boomerhits fra 1960'erne og 70'erne – »Space Oddity«, »Desperado«, »Venus and Mars«, »Good Vibrations« – har kultstatus blandt millennials. Faktisk stammer optagelserne fra 1976-77, da musiklæreren Hans Fenger arbejdede med elever fra fire folkeskoler i Langley-distriktet. To lokale udgivelser blev glemt og genopdaget. Det er stadig stort og gribende udført. Bar/None Records genudgav Innocence & Despair på cd og vinyl i 2018.  

*) Maurice Sendak døde i sit hjem i Danbury, Connecticut, den 8. maj 2012. Han blev 83 år. Hans sidste udgivelser var Bumble-Ardy (2011) og My Brother's Book (2013). Den første, billedbogen Kenny's Window, udkom i 1956. Sendak, som skrev 18 bøger og illustrerede mange flere, fik aldrig selv børn. Gennem 50 år levede han sammen med psykoanalytikeren Eugene Glynn, som arbejdede for The Jewish Board of Family and Children’s Services i New York. Ved Glynns død i 2007 donerede Sendak 1 mio. dollars til JBFCS.

Where The Wild Things Are (Villy Vilddyr – og landet med de vilde krabater). Instr.: Spike Jonze. Manus: Spike Jonze, Dave Eggers. Foto: Lance Acord. 101 min. Tyskland-USA-Australien 2009. Dansk premiere: 08.04.2010.

Fotos: Warner Bros/ Legendary Entertainment/ Village Roadshow Pictures/ Playtone/ Wild Things Productions/ Warner Home Video/ KLG Film Invest GmbH/ The Maurice Sendak Foundation/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 09.04.2010.

Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]

ÅNDEN I MASKINEN

Først havde AI varme i stemmen

Af BO GREEN JENSEN

LOS Angeles om ti år, sådan cirka. Det er lige om lidt set fra 2013, da man endnu kunne tænke utopisk om nettet. Hvis filmen blev fortalt i 2023, ville det stadig være lige om lidt. I sci-fi er nærmeste fremtid altid et nu med forstærkede farver. 

   Den følsomt fraseparerede Theodore Twombly (Joaquin Phoenix) skriver breve på bestilling – varme, personlige henvendelser fra folk, han ikke kender, til folk, han ikke kender – for websitet BeautifulHandwrittenLetters. Han er, kan man sige, en futuristisk festsangskriver. Det var ikke ambitionen, han begyndte med at nære.

   Theodore går hver aften alene hjem til lejligheden i Wiltshire Tower. Her spiller han spil i 3D, sludrer med naboparret (Amy Adams og Matt Letscher), hænger ud med kammeraten Paul (Chris Pratt) og tænker på sin tid med Cat (Rooney Mara), som han blev voksen sammen med og har svært ved at give slip på.

   Theodores liv får ny mening, da han installerer et styresystem, OS1, som ordner, hvad styresystemer nu ordner, men dertil kan tænke, tale og udvikle sig. Skal programmet være et Ham eller Hende? Theodor, der har en vis erfaring med kælne kvindestemmer i chatrooms, vælger en Hende. Scarlett Johansson leverer stemmen til Samantha, som man i sagens natur aldrig ser, da hun er et digitalt gestalt.*

DET bedste ved den post-humane fabel er et gennemført produktionsdesign. Her er en fremtidshistorie, men der er ingen af de sædvanlige troper, man finder i dystopisk science fiction: ingen totalitær samfundsorden, ingen militante dissidenter.

   Der er byen, som vi kender den, blot skrevet frem til en tid, hvor teknologien er lidt mere lækker. Varme farver dominerer i lyse, veldisponerede rum. Man går i strik og bærer briller. Alle er hooket op på en platform. Altså livet som nu, bare blødere.

   I Samantha finder Theodor endelig en kvinde, som forstår ham, deler hans stemninger og er der for ham hele tiden. De forelsker sig og har en slags sex. Først går Theodor stille med, at hans nye kæreste er et operativsystem, men fænomenet viser sig at være udbredt. Samantha og Theodor har kronede dage. I en særlig fin sekvens er de på juleferie sammen. Da det kommer til stykket, gør skilsmissen slet ikke ondt.

   Det gør derimod de skiftende vilkår i relationen til Samantha. Også Amy gennemlever en krise i sit virtuelle kærlighedsforhold. Samantha holder af Theodore, men de kunstige intelligenser arbejder på at blive en ny livsform. Brian Cox lægger stemme til filosoffen Alan Watts (1915-1973), den store popularisator af tao og zen, som er et orakel for de levende systemer.

   OS-energierne migrerer og er videre. Det er svært for drømmerne at vågne, men efter abstinenserne er der måske en ny erkendelse i slutbilledet, hvor Theodore og Amy sidder sammen på taget og ser solen stå op. Der er i hvert fald en ny dybde i virkeligheden.**

SPIKE Jonze har både skrevet og instrueret den bemærkelsesværdige film. Jeg er naturligvis ikke den første, som bemærker, at Samantha nedstammer fra computeren HAL 9000, som Douglas Raine gav stemme i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968). AI var en trope i sci-fi fra begyndelsen, men der findes få »bløde« film om kunstig intelligens. Hende er absolut en af de bedste.

   Programmøren har skrevet Samantha, så hun udvikler sig hele tiden. Det samme gælder de øvrige OS1-bevidstheder. Som tingene udarter, må man formode, at der i version 2.0 af styresystemet vil være en mindre selvstændig ånd i maskinen.

FILMENS bedrift er at overbevise om kærligheden mellem manden, der er i sin krop hele tiden, og kvinden i computeren, som egentlig ikke er til. Spike Jonze har skabt en moderne kærlighedsfilm, der er på fuld højde med de krøllede meta-historier i Being John Malkovich (1999) og Adaptation (2002, da. Orkidé-tyven).

   Set på ti års afstand, kan benovelsen synes naiv, men den er ægte. Det bliver måske en ny undergenre: blødt hverdagsliv med private problemer og bittersød AI-nostalgi. Canadiske Arcade Fire har skrevet det sprøde, flydende score. Joaquin Phoenix synger sjælfuld duet med Karen O. Døde helte og levende venner som tegneren Maurice Sendak (1928-2012) og forfatteren Dave Eggers bliver husket og takket. Hende holder uanset. Det er det nye New Hollywood, når det er bedst.

Filmen var Oscar-nomineret i 5 kategorier, herunder Best Motion Picture of the Year. Spike Jonze vandt i kategorien Best Writing, Original Screenplay.

   

Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100];  Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + Philip K. Dick 1928-1982; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 

*) Samantha kunne være inspireret af Siri, den »intelligente personlige assistent«, som blev udviklet på SRI International i Californien og patenteret i februar 2010. Apple købte teknologien og lancerede den som en integreret app i iPhone 4S, der blev præsenteret den 4. oktober 2011. Som der står på Wikipedia, blev nyheden umiddelbart overskygget af Steve Jobs' død den følgende dag. Susan Bennett, som er »voice actor« og sangerinde, havde indtalt grundstoffet til stemmen allerede i 2005, uden at vide, hvad formålet var. Siri har udviklet sig, og iPhone er nu i version 15. Det er dog stadig op ad bakke, hvis man vil føre en samtale. Chatbots simulerer og imiterer. Det er stadig grøn kode og algoritmer, der skrives af mennesker som Theodor Twombly. Men man må medgive, at talrækkerne kommunikerer.

**) Her er filmen tættest på regulær utopisk/dystopisk sci-fi. I første sammenklip var der flere sidehistorier, og Jonze gjorde mere ud af at beskrive den praktiske hverdag. Der var dybere spil, meta-fiktion og tv-nyheder, eksponering i næsten fuld skala. Steven Soderbergh hjalp med at klippe filmen ned fra en spilletid på 150 min til de nuværende 126. Flere karakterer blev redigeret ud. Det er ikke til at vide, om noget umisteligt blev fjernet, men umiddelbart virker det ikke sådan. Filmen har sin styrke i antydninger og markeringer. Tematikken bliver ikke forklaret ihjel. Netop i kraft af sit løse greb om kontekst bliver Hende for alvor troværdig og ny. 

Her (Hende). Instr. & manus: Spike Jonze. Foto: Hoyt van Hoytema. 120 min. USA 2013. Dansk premiere: 27.02.2014.

Fotos: Annapurna Pictures/ Stage 6 Films/ Warner Bros./ Sony Pictures Releasing/UIP/ CineMateial/ FilmAffinity 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Version 1.0 af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 28.02.2014.