Katrine Brocks: Den store stilhed | The Great Silence (2022)

BESINDELSESDAGE
Hver eneste fordom bliver gjort til skamme

Af BO GREEN JENSEN

DET er endelig blevet tiden for Silje. Efter oplæring i klostret, hvor Søstrene af Det Evige Lys lever enkelt og stille, skal novicen bekræfte sit kald. Nu er der bare de sidste »besindelsesdage«. Så kan hun give sig hen til afsavnet. Der vil være indre fred og fast struktur. Hun får endda en ny identitet. Efter 29 år som Silje, skal hun genfødes som søster Alma.

   Katrine Brocks’ fine debutfilm signalerer adskillige ting med sin titel. Det er noget med nonner og åndelighed, og som tilskuer tror man måske, at der venter en æstetisk oplevelse af de store. Det gør der, men ikke i »udsøgt« forstand. Virkeligheden trænger sig på fra første scene. Klostret bliver renoveret efter en fugtskade, og alt foregår i konstant byggestøj.

   Der er grænser for verdensfjernheden. Håndværkerne bliver betalt i kontanter. Priorinden Miriam (Karen-Lise Mynster), som holder sammen på den smuldrende orden med de yderste led på sine fingre, ville ønske, at arbejdet ikke skulle aflønnes sort. Men ellers passer pengene ikke.

   

DET fremgår, at de penge stammer fra arven efter Siljes far. Den unge kvinde, som spilles med absolut indlevelse af norske Kristine Kujath Thorp, har en historie med klostret, men hun ønsker ikke at dvæle ved fortiden. Heller ikke Miriam vil rippe op i noget. Det er kun søster Dorothea (Petrine Agger), som borer i stoffet ved hver lejlighed. Silje selv vil realisere idealet. Hun glæder sig usigeligt til at synke ind i den store stilhed.

   Somme tider ser filmen på livet i klostret sammen med Silje. I andre afsnit kaster den et mere objektivt blik. Det bliver klart, at alting ikke er så mildt og blidt, som Silje foregiver. Vi ser, at hun er selvskader. Når hun står med strygejernet, kan hun pludselig brænde en streg i sin hud. Hendes arme er tatoveret med ar.

   Nu er selvtugt et stort tema i klostergenren, især når den dyrkes af kyniske sjæle. Man tænker da, om det skal være sådan en film. Eller muligvis noget med misbrug og barndom. Tonen er for resten ikke uden humor. De kan alle le med Miriam, da hun har købt høreværn, som bliver omdelt. »Alle« er bare seks nonner og en syvende søster, som er dement og bliver plejet af Silje. Guds lille flok bliver mindre hver dag.

DET lykkes at holde facaden. Så ankommer Siljes fortabte bror Erik. Han bliver spillet af Elliott Crosset Hove med mange nuancer af spydig og overbærende skepsis, fornøjet forundring, svigtet og knust kærlighed. Når han ringede, har hun lagt på. Erik er netop ude af rehab. Mor Miriam lader ham blive. Silje kan næsten ikke være i sig selv for vrede og frustration.

   Erik er en forstyrrende faktor. Søster Martha (Diêm Camille) begynder at spørge interesseret til hans fortid. »Man skulle tro, at du var vild med ham,« bider Silje. Men Den store stilhed handler heller ikke om seksuel fortrængning. Det er hverken Michael Powells Black Narcissus (1947) eller Paul Verhoevens Benedetta (2021). Der er ingen eksorcismer i syne. Faktisk bruger Brocks ikke én af klosterfilmens fortærskede troper.*

   Vi vil se, hvad skete for Erik og Silje. Den store stilhed er god til at vise troens farver, men det er ikke en film om troens væsen. Det handler om soning og tilgivelse. Erik vil ses og anerkendes igen af sin søster. Hvis de kan stå ved hinanden, kan de hjælpe hinanden. Processen virker både i verdslig og religiøs sammenhæng.

INSTRUKTØREN kommer selv, har jeg læst mig til, fra en kristen baggrund. Hun kender miljøet, som filmen skildrer med antropologisk omhu. Men Den store stilhed er ingen annonce for tro. Fotografen Mia Mai Dengsøe Graabæk stiller skarpt på et krucifiks, som hænger i kirkerummet, hvor nonnerne synger. På den flimrende baggrund bliver virkningen som i et stereogram. Filmen skildrer troen som et fiksérbillede: Man ser motivet tydeligt – eller fanger det slet ikke.

   Nathaniel Hawthorne (1804-1864) skrev engang, at tro er som billedvinduet i en kirke. Set indefra er farverne stærke. Set udefra er det bare mat glas. Silje og Erik står på hver sin side af ruden. Det morer og skræmmer ham, at hun vil »giftes med Jesus«. Hun overvejer vel, om hendes fravalg af verdslighed er en flugt. Så kan de nå at se hinanden, før Siljes besindelsestid er forbi?**

DET er en fornem debut fra en filmskaber, som tydeligvis kan noget særligt med farver, stilhed og dyb eftertanke. Den store stilhed fik premiere på filmfestivalen i San Sebastian. Her blev Tea Lindeburgs Du som er i himlen vist i 2021, så Brocks’ værk blev set som mere godt stof fra en spirende skole.

   To krusninger gør ingen bølge, men tilføjer man Lisa Jespersens Hvor kragerne vender (2021) og Marianne Blichers Miss Viborg (2022), begynder modtagelsen at give mening. Der er virkelig noget andet i luften.

Se også Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/ Om guder og mænd (2010).

Den store stilhed var Bodil-nomineret i 6 kategorier og Robert-nomineret i 7. Det blev imidlertid Bastarden, som ryddede begge prishylder, da priserne for 2023 blev fordelt. Elliott Crosset Hove modtog en Bodil for Bedste mandlige birolle. Katrine Brocks blev præmieret for bedste instruktørdebut på Chicago International Film Festival og ved de Nordiske Filmdage i Lübeck. Oskar Arnfreds produktionsdesign var en skarp konkurrent til Henning Bahs Prisen for bedste scenografi ved Bodiluddelingen den 16. marts 2024. 

*) Der er til gengæld en film, som er i familie med Cæcilia Holbek Triers oversete Nonnebørn fra 1997. Michael Powell og Emeric Pressburgers klassiske Black Narcissus, som bygger på en bog af Rumer Godden, blev i 2020 nyfortolket i en britisk-amerikansk miniserie, som er mere end bemærkelsesværdig. Gemma Arterton spillede rollen som Sister Clodagh, der i førsteudgaven blev fremstillet af Deborah Kerr. Charlotte Bruus Christensen var både instruktør og fotograf på Black Narcissus, som er forsvundet fra europæiske platforme – den lå på Disney+ – i fem minutter , men streames på Amazon, Apple TV, Google Play og Vudu i region A.

**) Forfatteren til The Scarlet Letter (1850), The House of the Seven Gables (1851) og The Blithedale Romance (1852) gør sig disse tanker i The Marble Faun; or, the Romance of Monte Beni (1860). »All this,« thought the sculptor, »is a most forcible emblem of the different aspect of religious truth and sacred story, as viewed from the warm interior of belief, or from its cold and dreary outside. Christian faith is a grand cathedral, with divinely pictured windows. Standing without, you see no glory, nor can possibly imagine any; standing within, every ray of light reveals a harmony of unspeakable splendors.« I kapitel 33, »Pictured Windows«, fører amerikaneren Kenyon og italieneren Donatello en samtale om tro og arkitektur, mens de går omkring i en gotisk katedral.  Hans-Jørgen Birkmose gjorde et beundringsværdigt arbejde, da han nyoversatte Det skarlagensrøde bogstav (2021), Huset med de syv gavle (2016), Blithedale (2018) og et fyldigt bind – Præstens sorte slør og andre fortællinger (2014) – med vigtige noveller. Alle titlerne udkom på forlaget Klim. Han nåede desværre ikke til Marmorfaunen, som aldrig er oversat, skønt teksten formulerer en række af forfatterskabets centrale motiver og så at sige runder det af. Romanen åbner »Innocents Abroad«-temaet, som senere er knæsat hos Mark Twain og Henry James. Sidstnævnte skrev om forbilledet i monografien Hawthorne (1879). 

Den store stilhed. Instr.: Katrine Brocks. Manus: Marianne Lentz, Katrine Brocks. Foto: Mia Mai Dengsøe Graabæk. 95 min. Danmark-Norge 2022. Dansk premiere: 12.01.2023.

Fotos: Monolit Film [Mia Mai Dengsøe Graabæk]/ New Danish Screen/ TrustNordisk/ Scanbox Entertainment/ Library of America/ YouTube [trailer]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime og VIAPLAY

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 12.01.2023.