Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013)

MED FARVEKRIDT OG KULBLYANT
En anden slags animationsfilm fra Brasilien

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste animationsfilm gør alt for at sælge historien. De bruger stærke farver, buldrende lyd og tekniske tricks som 3D. De vil være sjove og spændende, helst på én gang og uafbrudt. Der må også godt være en sang, man kan huske.

   Drengen og verden er slet ikke sådan en film. Vist er der stærke farver og skarpe streger, men de er sat med farvekridt og kulblyant. Der bliver også brugt akvarel og collage. Universet ligner børnetegninger, der er levende og forvandler sig hele tiden.

   Drengens ansigt er egentlig bare en cirkel med tre hår på toppen og streger som øjne. Han har en rødstribet t-shirt og to stankelben. Han er fantastisk udtryksfuld, selv om han ingenting siger, og kan på mange måder minde om Steen fra tegneserien om Steen & Stoffer – altså Calvin fra Bill Watersons Calvin & Hobbes – hvor fantasien også spiller en væsentlig rolle.

FILMEN prøver ikke at være sjov hele tiden. Den begynder med drengen på det hvide papir og fortsætter med at befolke hans verden. Der er en mor og en far og et hus på landet. Drengen finder et kalejdoskop, som han gemmer, da han bliver kaldt ind. Han markerer stedet med en farvet sten, som ligner et æg.

   Drengen græder, da hans far tager til byen for at finde arbejde. Drengen og verden er tegnet af brasilianeren Alê Abreu, og byerne er kæmpestore steder med slumkvarterer og mørke fabrikker, hvor folk skal være glade for at få arbejde. Måske er der sådan i brasilianske byer som Rio de Janeiro og Saõ Paulo.

DRENGEN leder efter sin far og kommer stadig længere væk hjemmefra, mens verden bliver større og mere fantastisk. Der er bomuldsmarker og frodige skove. Der er nok at være bange for, men man kan også finde smukke ting.

   En dag bliver drengen selv en mand med det hvide spøgelsesansigt, som alle voksne har i filmen. Han ender ved stedet med stenen, hvor verden begyndte mange år før. Så kan han huske sin far og sin mor. De griner alle tre lykkeligt sammen.

DU skal forberede dig på at se en anderledes film, håndtegnet og gammeldags, men alligevel supermoderne og hurtig, når stederne skifter i byen. Der er hele tiden symmetriske farver, som drejer og ligner mønstrene i et kalejdoskop.

   Jeg kan ikke love, at du falder pladask for Drengen og verden. Måske vil du savne de sædvanlige figurer fra Disney, Pixar og Dreamworks. Det vil dine små søskende ikke. De vil elske, at der er ikke er nogen dialog, og de vil nyde de drejende farver.

FAKTISK må voksne og små børn (som drengen) være det bedste publikum. Så tag dem i hånden og giv det en chance. Du dør ikke af at se noget andet. Måske vil du nyde livet lidt mere, når Drengen og verden er slut.

Filmen vandt hovedprisen ved Annecy International Animation Film Festival 2014 og var nomineret til en Oscar i kategorien Best Animation Feature.

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen].

Drengen og verden (O Menino e o Mundo). Instr. & manus: Alê Abreu & Priscilla Kellen. 80 min. Brasilien 2013. Dansk premiere: 06.11.2014.

Fotos: Filme de Papel/ Elo Company/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Faktisk 07.11.2014

Stefan Zweig: Skaknovelle (1942/2021) [Bogen og filmen]

DEN EUROPÆISKE SKUMRING

Stefan Zweigs allegoriske rebus er tidløs

Af BO GREEN JENSEN

STEFAN Zweig (1881-1942) skrev Skaknovelle kort før sin død. Han arbejdede på de sidste noveller og lejlighedsskrifter – hvad der nu skulle til for at skabe en indtægt – mens hovedparten af energien blev lagt i erindringsbogen Die Welt von Gestern, som genskabte Østrig før Anscluß og Syndefaldet.

   Det er og bliver ubærlig læsning. Men hvor Verden af i går – og flere af Zweigs elegante og sirlige wienertekster – faktisk er blevet ét med historien, har Skaknovelle bevaret sin modernitet. Romanerne og erindringerne er besværgelser, der ikke vil opgive håbet. Skaknovelle er skrevet fra et sted, som er hinsides håb og fornuft.*

   Selv troede Zweig og hans hustru til det sidste på en chance mere i Brasilien. Zweig forlod Wien i 1934, men først i det sidste eksil, hvor intet hang sammen, og selv jordslåetheden forekom at være inficeret af nazisme, gav parret endelig slip. Stefan Zweig og Lotte Altmann begik selvmord i Petrópolis. De døde den 22. februar, 1942, da krigen i Europa var mest udsigtsløs.

SIDEN 2000 har der været ny interesse. Volker Weidermann skrev bevægende om »sommeren før mørket faldt på« i Oostende 1936. Her mødes Zweig og Joseph Roth, forfatteren til Radetskymarch (1932). Maria Schrader instruerede Vor der Morgenröte (da. Stefan Zweig – Farvel til Europa). Wes Anderson baserede monsieur Gustave, den formidable receptionschef i The Grand Budapest Hotel, på Zweig. Alle tre titler er fra 2014. Det var jo 100-året for det første verdensomspændende vanvid.

   I 1974 skrev Per Øhrgaard, at Zweigs »bøger var meget læste, men interessen for ham har ikke holdt sig usvækket.« Sådan er det ikke mere. Vi er klar til at læse Stjernestunder igen.**

FORTÆLLINGEN udspiller sig på et skib, der er på vej til USA. Forskellig adspredelse er arrangeret. Blandt andet fordriver man tiden med at spille skak for penge. Mirko Czentovic, den ungarske stormester, besejrer alle i et simultanparti. Da giver dr. B. sig til kende. Han vinder over Czentovic, som har maniske og autistiske træk.

   Fra fortælleren får vi beretningen om, hvordan Gestapo isolerede B. på et hotel. Han holdt stand ved at læse en skakbog med 150 berømte partier. B har aldrig spillet spillet i praksis. Da Czentovic insisterer på revanche, forsvinder dørken under B. Han er tilbage i hotelværelset og genoplever absurditeten, der tog hans forstand – mens systemet i galskaben reddede ham.

PHILIPP Stölzls film giver mere kontekst. Josef Bartok (Oliver Masucci) møder sin hustru (Birgit Minichmayr) ved båden. Hun spørger, hvad »de« gjorde ved ham. De spiser i restauranten. Tjeneren spilder vin. Da skakken begynder, bliver Anna til røg. Tjeneren insisterer på, at Bartok var alene, da han spildte vin. Vi forstår, at filmen har genbrugt tricket fra Ron Howards A Beautiful Mind (2001).***

   Rolf Lassgård er skibsrederen, der arrangerer væddemål. I teksten er B. en diskret mand i mængden. I filmen bliver han en svært drikkende mand i konstant affekt. Scenerne fra skibet er flotte og frapperende, men har samtidig et vist klichepræg. Vi har set så mange symbolske versioner af Narreskibet.****

MEN skakscenerne fra hotellet er blændende realiseret. I filmen er Josef Bartok notar. Han har hjulpet rige klienter med skatteunddragelse. Der bygges op til folkeafstemningen, som bliver aflyst dagen før Anscluß. Pøbelens hærgen er vist i fuld skala. Bartok brænder papirerne med kontonumre. Forhørslederen (Andreas Lust) isolerer ham for at få numrene frem. Til sidst bliver torturen korporlig – og meget konkret for tilskueren.

   Det samme gør absurditeten i spillet. Bartok er fortvivlet, da han ser, hvilken bog han har taget. Så lærer han systemet fra bunden. Han former brikker af brødet, som følger med suppen. Hos Zweig er spillet både vanvid og velsignelse. I filmen er det kun positivt. Nazisterne tager hans forstand. Skakspillet giver ham et helle. Bartok og Czentovic ser hinanden som fæller. Kongen abdicerer ved at række hånden frem.

DET er ikke den første filmatisering. Der er en højspændt version fra 1960 med Curd Jürgens, Claire Bloom og en ny handling rundt om det hele. I USA hed den Brainwashed; i England Three Moves to Freedom; i Danmark Et spil om livet. Stölzls bud er typisk for de nye litterære filmatiseringer. Man tager virkelig nazismen ind og forholder sig til mentaliteten.

   Det er både i film og bog en pointe, at B. ikke nærer særlig kærlighed til spillet. Det kunne være et vilkårligt system. Her adskiller Skaknovelle sig fra Walter Tevis’ The Queen's Gambit (1983, da. Dronninggambit), som er den anden store skakfiktion – og forlægget for en populær Netflix-serie, der sikkert har hjulpet Stölzl på vej.*****

FILMEN overbeviser især som et øjebliksbillede af et ødelagt menneske. Før arrestationen har han mustache og går i teater med Zweigsk elegance. Det er oplagt at læse Zweig ind i B. Det er, som i Hamlet, en verden, hvor tiden er gået af led. Og vi bliver alle puttet i en sæk med tid, som døden bærer på ryggen. B. kan ikke rumme det. Det kunne Zweig heller ikke.

   Engang skulle alle læse Skaknovelle. Det var noget af det første, man gjorde som pubertetslæser. Den rykkede ligesom Terningemanden. Nu er der lige så meget at hente i de duftende snapshots fra verden af i går. »Brev fra en ukendt kvinde« står i samme samling som Skaknovelle. Max Ophüls lavede en fornem filmatisering i 1948. Der er lige så megen adresse til tiden i den.******

   Vi indser, at vi lever i en ny version af den europæiske skumring. Sådan var det ikke i 70erne, da tiden blev træt af at læse Stefan Zweig.

*) Skaknovelle er en kortroman på ca. 70 sider. Teksten foreligger i flere danske versioner. Harald Engbergs oversættelse (1949) var den kurante i årtier, og det er den, som står sammen med novellen »Leporella« i den ikoniske Minerva-billigbogsudgave fra Aschehougs forlag, som de fleste i min tid voksede op med. Også Jespersen & Pio (1980) og Lindhardt & Ringhof (1986) brugte Engbergs version. I Rosenkilde og Bahnhofs udgave er Selma Rosenfeldt-Olsens oversættelse (2012) parret med novellen »Praterforår«. Senest har Lone Østerlind nyoversat Skaknovelle og andre fortællinger i 2021. Udgivelsen indgår i forlaget Turbines fine klassikerserie, hvor årstallet for originaludgivelsen altid er markeret på forsiden.De øvrige tekster i udvalget er: »Forår i Prateren«, »Sommernovelette«, »En historie fortalt i skumringen«, »Angst«, »Måneskinsgyden«, »En episode ved Genèvesøen«, »Den usynlige samling«, »Fireogtyve timer af en kvindes liv«, »Et hjertes undergang«, »Leporella« og »Bog-Mendel«. 

**) I Sternstunden der Menschheit (1927) samler Zweig en række historiske miniaturer, dvs. essayistiske noveller, der slår ned på bestemmende øjeblikke i berømte historiske skikkelsers liv: Napoleon Bonaparte lider nederlag ved Waterloo; Robert Falcon Scott når frem til Sydpolen (og indser, at Roald Amundsen kom først); Georg Friederich Händel skriver Messias-oratoriet; Vladimir Ilyich Lenin bliver kørt i plomberet tog til Finland, så den russiske revolution kan begynde. Stjernestunder var et work-in-progress, som Zweig føjede til efterhånden. I den første udgave er der kun fem bestemmende øjeblikke. I den danske oversættelse, som bygger på den anden tyske udgave, er der 12. I den sidste udgave er der 14. Den sidste tekst skildrer Woodrow Wilsons forsøg på at samle nationerne i et League of Nations. Folkenes Forbund bestod 1926-1946 og blev erstattet af United Nations i 1946. Præsident Harding annullerede USAs ansøgning om medlemskab, da han blev præsident efter Wilsons valgnederlag i 1920. For Zweig at se, var der blevet varig verdensfred. Stjernestunder var, ligesom Skaknovelle, en klassisk tekst i min pubertetstid i 60erne. Teksterne lever ikke helt op til konceptet, som er virkelig godt og storslået tænkt.

***) I A Beautiful Mind (2001, da. Et smukt sind) fortæller Ron Howard og manuskriptforfatteren Akiva Goldsman om matematikeren John Forbes Nash Jr. (1928-2015), som modtog Nobelprisen i økonomi i 1994. Nash udviklede principperne for spilteori. Han led af paranoid skizofreni og havde vrangforestillinger, som han lærte at leve og arbejde med. Filmens kilde er biografien A Beautiful Mind (1998) af Sylvia Nasar. Først mod slutningen indser tilskueren, at vigtige karakterer i Nashs verden er imaginære. I filmen er de kropsliggjort som fysiske karakterer. Det er en meget effektiv løsning. I virkeligheden hørte Nash disse hallucinerede stemmer. Filmen modtog fire Oscars: Best Picture, Best Director, Best Supporting Actress og Best Adapted Screenplay. John Nash bliver spillet af Russell Crowe. 

****) Narreskibet – »das Narrenschiff« – er et allegorisk motiv fra Middelalderen. Amerikaneren Katherine Anne Porter (1890-1980) skrev i 1962 bestselleren Ship of Fools, som samler menneskelige grundtyper på et tysk passagerskib, der sejler fra Mexico til Bremerhaven i 1931. Stanley Kramers stjernebestrøede filmatisering fra 1965 var en stor succes, som sjældent vises i dag. Vivien Leigh, Simone Signoret, Lee Marvin, José Ferrer, George Segal og andre »internationale« stjerner fra tiden medvirker. Filmen var Oscar-nomineret i 8 kategorier og modtog priser for bedste foto (Ernest Laszlo) og scenografi. Abby Mann bearbejdede Porters bog. Porter var egentlig lyriker og beundret for sine noveller. Den kritiske konsensus var, at mainstreamromanen »solgte ud«. 

*****) Nu kan teksten snart ikke bære flere noter, men læs endelig Dronninggambit af Walter Tevis, som er forlægget for Netflix-serien. Tevis skrev to romaner, der blev til klassiske film: The Hustler (1959) og The Man Who Fell to Earth (1963). Robert Rossen instruerede Paul Newman og Jackie Gleason i Hajen (1961), og Nicolas Roeg castede David Bowie i hans signaturrolle som Thomas Jerome Newton i Manden som kom ned på Jorden (1976), der 40 år senere lever videre i Bowie-musicalen Lazarus. Tevis skrev også scifi-romanerne Mockingbird (1980) og The Steps of the Sun (1983). Dronninggambit (1983) var en solid succes for forlaget Forum i 1983. The Color of Money (1984) er en slags fortsættelse til The Hustler og forlægget for Martin Scorseses 1986-film, der på dansk hed Det handler om penge. Især The Man Who Fell to Earth er en forbløffende bog. Tevis fik aldrig for alvor kritisk anerkendelse for sine bøger. Han døde som 56-årig i 1984.

******) Pseudonymforfatteren Luke Rhinehart (alias George Cockcroft 1932-2020) skrev romanen om The Dice Man i 1971. Den var stor i sin tid og har stadig kultstatus blandt (især) yngre mandlige læsere. Fortælleren lader alle personlige valg og beslutninger afgøre af et terningekast, som han adlyder betingelsesløst. I første kapitel er spørgsmålet, om han skal gå ind og sove ved siden af sin hustru eller ringe på og gå i seng med sin nabo. Bogen havde status som Jonathan Livingston Seagull (1970) eller Zen and the Art of Motorcycle Maintenance (1974). Først i 90erne aftog entusiasmen. Cockroft skrev tre fortsættelser: Adventures of Wim (1986), The Search for the Dice Man (1993, da. Jagten på terningemanden) og The Book of the Die (2000). Ingen af dem fik samme succes. Forlaget Blytmann udgav Terningemanden i Mogens Boisens oversættelse i 1978.

   

Skaknovelle (Schachnovelle). Instr.: Philipp Stölzl. Manus: Eldar Grigorian. Foto: Thomas W. Kiennast. 110 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 14.10.2021.

Skaknovelle og andre fortællinger. Oversat af Lone Østerlind. Redaktion og forord: Rasmus Vangshardt. Forlaget Turbine, 2021.

Fotos: Walker Worm Film/ ARD Degeto Films/ Bayerischer Rundfunk/ Film Movement/ Angel Films/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames (august 2025) på Apple TV, Blockbuster, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra ArtHaus (Tyskland) 10.03.2022

DVD fra Angel Films (DK) 28.03.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.10.2021

Reaching for the Moon: Elizabeth Bishop & Lota Soares

SJÆLDNE OG ALMINDELIGE BLOMSTER
Elizabeth Bishop og Lota Soares

Af BO GREEN JENSEN

DEN amerikanske lyriker Elizabeth Bishop (1911-79) og den brasilianske arkitekt Lota de Macedo Soares (1910-67) mødte hinanden i 1951. Bishop kom til Rio for at besøge to veninder fra studietiden på Vassar College, Pearl Kazin og Mary Morse.

   Sidstnævnte levede sammen med Soares, som havde skabt et paradisk fristed, Samambaia, i bjergene over Petrópolis. Bishop blev i Brasilien. Digteren og arkitekten var kærester i 15 år.

   Bruno Barretos dobbeltportræt af de væsensforskellige kvinder bygger på en biografisk skildring, Carmen L. Oliveiras Flores raras e banalissimas (1995), som var en bestseller i Brasilien. Detaljerne stemmer stort set med fremstillingen i biografier om Bishop, som skrev mange breve om forholdet. Soares var kontroversiel i sit hjemland. Hun tegnede bl.a. Parque de Flamengo, som i dag er et vartegn for Rio de Janeiro.

BISHOP (Miranda Otto) er en bleg, neurotisk skyggeblomst, da hun kommer til solen og de varme farver, som den gnistrende, handlekraftige Soares (Gloria Pires) er selve kropsliggørelsen af. Elizabeth drikker alene på rummet og har Eisenhower-tidens amerikanske fordomme med sig til Rio. Lota finder hende sart og arrogant, men kan citere udførligt fra digterens værker, som allerede da var berømte. En akut allergi ryster kvinderne sammen. Mary (Tracy Middendorf) tilgiver aldrig nogen af dem, skønt hun bliver på Samambaia, adopterer en datter og resignerer.

DE komplementære ekstremer er tegnet helt op. Filmen gør ikke meget ud af Bishops digte. I New York-prologen sidder hun i Central Park og taler med kollegaen Robert Lowell, som Treat Williams fremstiller særdeles utroværdigt. Forfatteren, som skrev Life Studies (1959) og var foregangsmand i den bekendende skole, sagde i anden forbindelse, at kun fire kvindelige digtere var på omdrejningshøjde med mændene i amerikansk poesi: Emily Dickinson, Marianne Moore, Elizabeth Bishop og Sylvia Plath - sådan var tidens sexistiske temperatur.

   Bishop læser et udkast til »The Art of Losing«, villanellen, som hun pillede ved til det sidste og som i regelen er den tekst, der bliver citeret. Lowell siger, at han ikke rigtigt kan mærke gløden og engamentet. Det tror man ikke en døjt på, men han råder hende til at rejse og gøre flere sanselige erfaringer.

   Filmens arbejdstitel var netop The Art of Losing. Nu hører vi Ella Fitzgerald synge »Reaching for the Moon« og ser imens på lygterne ved stien i Parque de Flamengo. Sådan skaber filmen balance i forholdet: Soares' kunst er lige så vigtig som Bishops.

The art of losing isn't hard to master;

so many things seem filled with the intent

to be lost that their loss is no disaster.

Lose something every day. Accept the fluster

of lost door keys, the hour badly spent.

The art of losing isn't hard to master.

Then practice losing farther, losing faster:

places, and names, and where it was you meant

to travel. None of these will bring disaster.

I lost my mother's watch. And look! my last, or

next-to-last, of three well-loved houses went.

The art of losing isn't hard to master.

I lost two cities, lovely ones. And, vaster,

some realms I owned, two rivers, a continent.

I miss them, but it wasn't a disaster.

– Even losing you (the joking voice, a gesture

I love) I shan't have lied. It's evident

the art of losing's not too hard to master

though it may look like (Write it!) like disaster.

BISHOP blomstrer i Brasilien, får en Pulitzer-pris for samlingen A Cold Spring (1956) og skriver bl.a. digtet »Over 2000 Illustrations and Complete Concordance«, som er en poetisk bedrift af de store. Kvindernes elskov bliver filmet i nær, men er alligevel en halvhjertet affære. Derimod er der kritisk dybdeskarphed i skildringen af de politiske forrykkelser, som kulminerer i det brasilianske militærkup i 1964.

ELIZABETH og Carlota gik hver til sit i 1965. Efter et sammenbrud og en periode i politisk unåde, rejste Lota til New York for at møde sin eneste ene igen. Filmen giver sit særlige bud på, hvorfor Bishop aldrig fik Lotas breve. Da Lota når frem, er Bishop anderswo engagiert og har misbrugsproblemer. En urimelig slutning på forholdet følger. Egentlig var Soares dage om at dø. Her er der afregning ved kasse 1.

   Reaching for the Moon er interessant, både som kærlighedsfilm og som litterær biografi. Den er dog også for pæn til for alvor at rykke. Sidst en kvindelig digter fra tiden blev skildret på film, var da Gwyneth Paltrow spillede Sylvia Plath i Christine Jeffs’ Sylvia (2003). Den film kunne ikke citere fra kilden. Barreto har fri adgang, men bruger muligheden for lidt.

*) Carmen Oliveiras bog findes på engelsk med titlen Rare and Commonplace Flowers: The Story of Elizabeth Bishop and Lota de Macedo Soares (Rutgers University Press, 2002). Megan Marshalls biografi, Elizabeth Bishop: A Miracle for Breakfast, udkom i 2017. Den bedste samlede Bishop-udgave er Poems, Prose, and Letters (Library of America, 2008). Barbara Hammers Welcome to This House (2015) er en god portrætfilm om Bishop. John D. Scotts Elizabeth Bishop and the Art of Losing har premiere på FIN Atlantic International Film Festival i Halifax, Nova Scotia – hvor Bishop tilbragte lange perioder – i september 2021. 

Reaching for the Moon (Flores Raras). Instr.: Bruno Barreto. Manus: Matthew Chapman og Julie Sayres. Foto: Mauro Pinheiro, Jr. 118 min. Brasilien 2012. Dansk premiere: 17.10.2013.

Fotos: LC Barreto Productions/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Wolfe Video Trailer)

Filmen streames (maj 2025) på Blockbuster, PLUTO TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Outplay (region B) 28.01.2015

Anmeldelsen trykt (i en kortere version) i Weekendavisen Kultur 18.10.2013