The Best of Youth | La meglio gioventú | En italiensk familie (2003)

SKÆBNENS STAFET
Krønikeskrivning af første karat

Af BO GREEN JENSEN

SOMMEREN 1966. Efter et bestemmende møde med den psykisk skrøbelige Giorgia (Jasmine Trinca) vælger to romerske brødre forskellige livsveje og bevæger sig ad hver sin bane gennem 40 års italiensk historie. I perioder løber deres spor parallelt, i andre ligger de langt fra hinanden. Det samme gælder for søstre, forældre, kærester og venner, men det er de to unge mænd, som bærer skæbnens stafet.

   Den indesluttede Matteo (Alessio Boni) går systemets vej, melder sig som soldat og søger siden ansættelse i politiet. Han er hverken fascist eller fan af statsmagten, men tiltrækkes af princippet om absolutte regler. I sin fritid læser han Jean-Paul Sartre og Sherwood Andersons Winesburg, Ohio (1919, da. En by i Ohio). Hos sidstnævnte finder han lidelsesfæller blandt de amerikanske knudemennesker, der går rundt med knyttede hænder i lommen.

ALTRUISTEN Nicola (Luigi Lo Cascio) bliver en læge, der aldrig lukker sin dør, men arbejder utrætteligt for at forbedre patienternes vilkår. Han lever så åbent som muligt og prøver at være en positiv kraft, skønt lykken ikke altid er med ham. Han finder sit livs kærlighed, pianisten Giulia (Sonia Bergamasco), i Firenze, hvor både hun, han og Matteo tager del i nødhjælpsarbejdet og oprydningen efter den store oversvømmelse i november 1966.

NICOLA og Giulia er begge politisk aktive i årene 1968-74, men da hun med tid og frustreret bitterhed forsvinder ind i De Røde Brigader, står han alene med datteren Sara, som han giver al den enlige fars sørgmodige omsorg.

   Brødrene Carati er to sider af det samme ansigt. Bag dem passerer den fælles historie, nu og da konkret og altomsluttende, i andre afsnit mere som et landskab, der ses gennem glasset, hvis man sidder i en bil eller et tog. Vinduet viser også tilskuerens egne træk, og dét er styrken i La meglio gioventú. Enhver kan spejle sig i den store fortælling.

   To gange lykkes det Matteo at knytte sig til andre mennesker. Soldaterkammeraten Luigi (Paolo Bonanni) mister førligheden under gadekampe. Merilla (Maya Sansa) bliver mor til hans søn og tager det sidste, sandeste foto af knudemanden. Nicola spiller en vigtig rolle i mange liv, men når først sin egen kerne til slut, da filmen for et øjeblik bryder med sin realistiske præmis. Da det sker, er følelsen ekstra lyksalig.

MARCO Tullio Giordanas store filmkrønike blev skabt til italiensk tv som en miniserie i to gange fuld aftenlængde. Den var RAIs markering af årtusindeskiftet. La meglio giuventú findes også i en kort biografversion på tre timer, som fik premiere med den internationale titel The Best of Youth. Det var selvsagt den fulde udgave, der blev vist på Cannes Festivalen i 2003, som Carsten Brandt satte op i Posthus Teatret.

   En italiensk familie er fiktiv historieskrivning på niveau med de store tv-favoritter: Matador (1978-1982) og Krøniken (2004-2007), Heimat (1984-2004), Upstairs, Downstairs (1971-1975; 2010-2012), Our Friends in the North (1996), Rich Man, Poor Man (1976-1977). Den minder i slående grad om Album (2008), Hella Joofs miniserie efter Benn Q. Holms generationsroman, som var blevet en nyklassiker, hvis DR havde troet på projektet.

DEN historiske bevægelse er markeret med stiplede linjer. Det store nyhedsstof dominerer: flodbølgen i Firenze, strejker og demonstrationer, skandaler i offentlig psykiatri, 1970ernes politiske terrorisme, processerne mod mafiavæsenet, 1990ernes korruptionsskandaler. Sange citeres strategisk, udvalgte film bliver hyldet. Det er den nye tid i 17 forklædninger. Der sættes sjældent navne på, og meget foregår off screen. Undtagelsen er sekvensen fra Firenze, som har en egen taktil og pristin helstøbthed.

   Mellem brødrene fungerer den svigtede, men langsomt helbredte Giorgia som et sindbillede på Italiens drøm. Til sidst samles trådene på (film)øen Stromboli ved Sicilien og på marken i Toscana, hvor den yngste Carati-søster bygger et hus med sin mand. For fans af Italien er filmen et must. Den kommer rundt i alle byerne, fra Torino i nord til Palermo i syd. Der er rigelig grund til at græde og le.

MAN kunne mageligt skære en time af filmen, men den gør sin virkning over tid og slutter i Norge i 2003, hvor en ny generation ser naturen ved Nordkap som et endnu ikke tabt Paradis. Således sluttes fortællingens cirkel. Giordanas film er en tillidserklæring til livet, som det sker for én, modsat ideerne om hvordan det bør leves, som skrives ned i bøger og formuleres i politiske teorier.

   Der skal uden tvivl tages tilløb, før man sætter sig til en film på seks timer. Denne er dog investeringen værd. Filmen kom til Danmark med otte års forsinkelse. Det gav den faktisk lidt ekstra kant. I 2003 var den stadig en rekonstruktion. Nu er den blevet ét med historien.

La meglio gioventú (The Best of Youth/ En italiensk familie). Instr.: Marco Tullio Giordana. Manus: Sandro Petraglia, Stefano Rulli. Foto: Roberto Forza. 360 min. Italien 2003. Dansk premiere: 04.03.2011.

Fotos: BiBi Film/ RAI Fiction/ Film Commission Torino-Piemonte/ RAI 1/ Posthus Teatret

Filmen streames ikke i DK – i Italien og Frankrig på Amazon Prime og Google Play; senest remastereret og udsendt på dvd i 2013.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2011.

Marco Bellocchio: Buongiorno, notte | Good Morning, Night (2003)

VILDFARELSEN
Den italienske venstrefløjs syndefald

Af BO GREEN JENSEN

FOR 50 år siden, i 1970ernes Europa, stod der endnu en romantisk aura omkring ideologisk motiveret terrorisme. Det var borgerskabets egne børn, som begik den, og dybt i hele tiden lå en dyrkelse af ungdom som mulighed for indsigt, der i dag ville være utænkelig. Især begrebet overbevisning nød noget nær religiøs respekt. Demokratiet så det som sin pligt at lytte til ekstreme stemmer, thi også de hørte med i fællesskabet, og hvem sagde at flertallet havde patent på den moralske og politiske sandhed?

   På pervers vis måtte man næsten respektere sin fjende, for i en særlig optik gav modstanden mening. Forbrydelser kunne ikke blot forsvares, men betragtes som nødvendige våben og redskaber i den store frihedskamp mod Systemet. I min egen gymnasietid diskuterede vi fænomener som proletariatets diktatur og det historiske imperativ med gravalvorlige miner. Man skrev sange og digte til ære for den tyske byguerilla. Baader Meinhof, Rote Armee Fraktion, IRA for the hell of it, amerikanske Weatherman Underground. Alt flød sammen under plakaterne med den myrdede Ernesto »Ché« Guevara, som havde både Kristus-blikket og det rigtige rockstjerneudtryk.

MIDT i den abstrakte revolutionsiver kom der af og til realiteter på tværs. Når man så, hvad parolerne faktisk førte til, blev der sunget om sejren med mindre begejstring. Da terrorgruppen Brigate Rosse (De Røde Brigader) i marts 1978 tog Aldo Moro, formand for Italiens kristne demokrater, som gidsel i »befrielseskampen«, kunne moderate stemmer forsvare initiativet. De forstummede dog, og fordømmelsen var entydig, da den tidligere ministerpræsident blev myrdet efter 55 dage. Med henrettelsen fulgte en selvretfærdig politisk erklæring.

   På den »progressive« venstrefløj førte mordet på Aldo Moro til megen debat og en vis selvransagelse. Nogle sagde fra, andre blev i folden. Sagen blev en lakmusprøve i forholdet mellem samvittighed og overbevisning, på samme måde som den sovjetrussiske invasion af [daværende] Tjekkoslovakiet havde været ti år før. Moro var kendt som en anstændig politiker og et ansvarligt menneske. Han var nok det mindst egnede emne for en inhuman politisk demonstration. De Røde Brigader var aktive frem til 1989, men med mordet på Moro mistede de enhver form for folkelig opbakning.*

MARCO Bellocchio (f. 1939) tilhører generationen, der kom efter Fellini, Visconti og Antonioni. Han skrev og instruerede nogle af sine bedste arbejder (Næverne i lommen, Kina er nær, I faderens navn, Triumftoget) i de politiske sen-60ere og 70ere. Modsat mere frapperende fæller som Bertolucci og Pasolini fik han aldrig et stort publikum i Nordeuropa. I Italien og Frankrig står han blandt kæmper. I 80erne blev han mere indadvendt, og i 90erne så godt som forsvandt han i en lukket form, der angiveligt undersøgte forbindelsen mellem politik, seksualitet og religion.

   Det lyder mere spændende, end det var. På Cannes Festivalen kunne dvælende arbejder som Il sogno della farfalla (1994) og Il principe di Homburg (1997) få én til at tænke, at stjernen var slukket. Veteranen har rejst sig med skeptiske film om religiøse og politiske emner. Han har så godt som fravalgt metafysikken. Vincere (2009) var en hård og knastør film om diktatoren Benito Mussolini. Mafiafilmen Il traditore (The Traitor), som konkurrerede i Cannes i 2019, var en moralsk og sanselig sædeskildring, der gav yngre kolleger som Matteo Garrone og Paolo Sorrentino a run for their money.

   Den unge Bellocchio var grov og diffus, den ældre er altid politisk og kritisk. I Buongiorno, notte skildrer han nøgternt, med næsten blid renfærdighed, hvordan bortførelsen af og mordet på Aldo Moro kan have formet sig for terroristerne. Vi følger gidseltagerne, tre mænd og kvinden Chiara (Maya Sansa), der ser sig selv som frihedskæmpere og soldater i en undergrundskrig.

   De indretter sig i lejligheden, hvor Moro (Roberto Herlitzka) bliver holdt fanget i et lille rum bag nogle reoler. De holder facaden over for naboerne, passer deres arbejde, spiser sammen som en familie. Selve bortførelsen finder sted off camera. Det er ikke en spændingsfilm på den måde. Med ét er Moro der bare, og de unge terrorister må forholde sig til realiteten bag idealet.**

DET gør de på forskellig vis, mens Moro skriver breve til familie, kolleger og myndigheder, i begyndelsen med ført hånd, på Brigadernes vegne, men endelig for egen regning i en slags samarbejde med bortførerne. Da han skriver et sidste afgørende brev til Paven, og så godt som trygler Kirken om at reagere, kalder han sine vogtere ind for at høre deres mening. Chiara er hårdest i sin kritik. Hun siger til Moro, at brevet lyder for leflende og underdanigt.

   Alligevel er det Chiara, som har de fleste anfægtelser. Filmen følger med hende på arbejde – hun er universitetsbibliotekar – og registrerer, hvordan den offentlige stemning veksler for og imod, før den bliver til fordømmelse. En ung mand, som skriver digte og skuespil, forsøger at blive kæreste med Chiara. Hun holder frikvarter fra bortførelsen og går med ham til en sammenkomst, hvor gamle kommunister mindes den gode kamp i 1940erne. »Hjemme« i lejligheden er der jubel, da Chiara kan fortælle, at nogen har malet brigadernes røde stjerne på væggen i bibliotekets elevator.

DER er en sval ubønhørlighed i forløbet. Den mest nidkære ideolog blandt de fire fører lange samtaler med Moro for at få ham til at forstå og i praksis billige sin egen død. Mod slutningen deler filmen sig og løber i to parallelle spor. I et drømmende skær ser vi Chiara give sine kammerater sovemedicin, så Moro om natten kan forlade lejligheden og gå smilende hjem gennem daggryet. Men i den hårde hovedstrøm af virkelighed er der ingen udveje. Moro får sin »dom« læst op og bliver henrettet efter planen, atter off camera.

   Fordi Bellocchio fravælger spændingsskabende tricks, og fordi han ikke åbenlyst vælger side, har man som tilskuer mulighed for og overskud til at se sagen fra både Brigadernes, Moros og omverdens vinkel. Den eneste faktor, som ikke bliver frikendt, er Vatikanet. Vi ser den sygdomssvækkede pave læse Moros brev og beslutte sig for ikke at reagere. Endelig udsender han en erklæring om, at De Røde Brigader må overgive sig betingelsesløst. På dette tidspunkt ville en hvilken som helst tilnærmelse få Brigaderne til at vente.

GODMORGEN nat er en virkningsfuld film med flere dobbelte bunde. Der er rig lejlighed til at leve sig ind. Man kan have fysiske flashbacks til tiden og huske, hvordan vi tænkte og agerede i 1970erne, som denne tilskuer gjorde, eller man kan drage den uundgåelige forbindelse til nutidens politiske forbrydelser og reflektere over midler og mål.

   Kritikken af Kirken er derimod et internt katolsk anliggende. Det var den, der gjorde Godmorgen nat til en omdiskuteret succes i sit hjemland. Bellocchio blev fornærmet, fordi filmen »kun« fik en manuskriptpris på årets Venice Film Festival og endda blev talt ned af lokale jurymedlemmer. Også hans forrige film, L’Ora di religione (da. Min mors smil) fra 2002, havde teologisk (dobbelt)moral på sin kunstneriske dagsorden. 

   Det er en skarp og saglig mikrofortælling, der holder sig strengt til de indre processer. Bellocchio havde behandlet terrorismen og talt med flere brigademedlemmer i dokumentaren Sogni infranti (1995, int. Broken Dreams). I 2022 vendte han tilbage til stoffet i Esterno notte (Exterior Night), en seks timer lang miniserie, som fortæller makrohistorien og anlægger et panoramisk perspektiv på voldens tid og »anni di piombo«. Venstrefløjens syndefald kan endelig ses med en vis form for klarhed, i hvert fald fra den aldrende filmskabers vinkel.***

EXTERIOR Night fik biografpremiere som en spillefilm i to dele. Uden for Italien bliver den streamet i seks episoder. Aldo Moro og hans hustru, Eleonora Chiavarelli, spilles af Fabrizio Gifuni og Margherita Buy. Forvandlingskunstneren Toni Servillo gentager ikke sin indsats fra Paolo Sorrentinos Il Divo, hvor han blev ét med rollen som Giulio Andreotti, den politiske overlever. I stedet er han castet som pave Paul 6. Exterior Night streames på Viaplay – og 83-årige Marco Bellocchio er allerede stærkt tilbage i Cannes med Rapito (Kidnapped).****  

Se også De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008); De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; De tyske terrorister: Hvis ikke os, hvem så? (2011); In the Name of the Father: Gerry Conlon 1954-2014; Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Efterbilleder: Terrorangrebet i fælleskulturen [Re: 9/11]; Steven Spielberg: Munich/München (2005); Kenneth Branagh: Belfast (2021); Philip Roth: Amerikansk pastorale (1997); Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008) [Danmarks Besættelse 80 år]; Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen].

*) Det samme skete i Tyskland, da Rote Armee Fraktion i oktober 1977 henrettede den 62-årige Hanns Martin Schleyer, som var formand for Forbundet af tyske arbejdsgiverforeninger (BDA). Modsat Moro havde Schleyer belastende træk i sin baggrund. Som ung var han medlem af Hitler Jugend, og under 2. verdenskrig blev han officer i SS, hvor han fungerede som Richard Heydrichs næstkommanderende. Disse forhold trådte i baggrunden, da RAF foretog likvideringen. RAF tog Schleyer som gidsel den 5. september 1977 og krævede 11 RAF-medlemmer løsladt fra Stammheim-fængslet i Stuttgart. Kravet blev gentaget i forbindelse med flykapringen i Mogadishu den 13. oktober 1977. Helmut Schmidts forbundsregering nægtede at forhandle med terroristerne. Man tilbageholdt løsesummen, som blev rejst af Schleyers familie, og situationen i Mogadishu blev løst ved en kommandoindsats den 17. oktober. Dagen efter tog tre RAF-medlemmer deres liv i Stammheim: Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe. Ulrike Meinhof havde hængt sig i sin celle den 9. maj 1976.  

**) Navnene er ændret, men Buongiorno, notte bygger på brigademedlemmet Anna Laura Braghettis (f. 1953) bog om sin rolle i bortførelsen, Il prigioniero (1998), som hun skrev sammen med journalisten Paola Tavella. Psykologien er ikke den samme. Braghetti fortsatte arbejdet ufortrødent og deltog i flere terroraktioner. Den 12. februar 1980 udførte hun og Bruno Seghetti attentatet på Vittorio Bachelet, vicepræsidenten for det øverste retslige råd. Hun blev arresteret i maj samme år og afsoner en livsvarig fængselsdom. De øvrige vogtere i »folkets fængsel« var Prospero Gallinari og Germano Maccari (1953-2001), der poserede som Braghettis samlever. Det var kolonnelederen Mario Moretti, som kontrollerede operationen og førte samtaler med Moro. Moretti påtog sig ansvaret for drabet i retten. Han blev arresteret i 1981 og afsoner seks livstidsdomme.

***) »Anni di piombo« – »blyets år« – er betegnelsen for perioden 1968-1982, da krigsførelsen mellem det yderste venstre og højre [med aktiv medvirken fra kriminelle organisationer som 'Ndrangheta og diverse politienheder] var på sit højeste. Navnet er en tilpasning af den italienske titel på Margaretha von Trottas film Die blauerne Zeit (1981), som i fiktiv form fortæller om søstrene Christiane og Gudrun Ensslin. I Danmark hedder filmen De tyske søstre.

****) Rapito (eller La conversione) havde verdenspremiere på Cannes Festivalen den 23. maj 2023. Den historiske film er autentisk baseret og beskriver, hvordan en jødisk dreng, Edgarto Mortara fra Bologna, i 1858 blev fjernet fra sin familie og opdraget i Vatikanet, hvor han gjorde gejstlig karriere. Med andre ord en film om katolsk antisemitisme og en øvelse i etnisk arrogance, der udspringer af samme menneskesyn som de amerikanske tvangsadoptioner af børn fra indianske nationer, finske og svenske forædlingsprogrammer med samer i Lapland, australske opdragelseslejre for børn fra den oprindelige befolkning og danske forsøg med anbringelse og indoktrinering af grønlandske børn. Steven Spielberg arbejdede i 2016 på en film om Edgarto Mortara, før han opgav projektet. Bellocchio har skrevet Rapito i samarbejde med Susanna Nicchiarelli (som instruerede Trine Dyrholm i Nico, 1988). 

Buongiorno, notte (Godmorgen nat). Instr. og manus: Marco Bellocchio. Foto: Pasquale Mari. 105 min. Italien 2003. Dansk premiere: 15.04.2005

Fotos: Filmalbatros/ Rai Cinema/ Sky/ MiBAC/ Festival de Cannes/ Wikimedia Commons

Filmen streames ikke i DK – i Italien på Netflix og Google Play

Miniserien Esterno notte streames på Viaplay med titlen Exterior Night

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2005

Damien Chazelle: Babylon (2022) [Oscars 2023]

ELEFANTERNE I HOLLYWOOD

Sulten er grænseløs, støjen er stærk

Af BO GREEN JENSEN

DENNE film er som en løbsk centrifuge. Det er derfor vigtigt at tage en dyb indånding, før man kaster sig ind i billedmaskinen. Babylon rammer jorden i høj fart og holder tempoet fra scene ét. Der kommer stille steder, men sanseløsheden bliver ved i tre timer. Det er ikke en film, som man nyder i fred.

   Der er tre centrale karakterer i det panoramiske myldrebillede. Det første ansigt, som filmen stiller skarpt på, tilhører mexicaneren Manuel Torres (Diego Calva), der kom til Californien som dreng. Han arbejder på at migrere socialt og blive til amerikaneren Manny Torres.

SENERE bliver Manny en stor kanon på Kinoscope Pictures. Da er han steget i graderne hos MGM, hvor han arbejder sammen med bl.a. Irving Thalberg (Max Minghella). Lige nu er han slet ikke noget. Kinoscope er filmens fiktive hovedkvarter. Facaden ligner Paramount Pictures.

   I første scene er Manny desperat. Han står i ørkenens snerrende hede og skal fragte en elefant til festen hos Kinoscopes ejer. Vi er endnu i pionertiden. Det er lige før tonefilmen. Til den store lysfest kommer alle, der på nogen måde er noget ved musikken i Hollywood i 1926.

   Elefanten er for tung til den hestetransport, der endelig påtager sig opgaven. Dyret sætter tonen ved at sprede fækalier over kameralinsen. Elefantens afføring falder i store, dampende klumper. Det er filmens første æstetiske statement – og trods alt når transporten sit mål.

TIL FESTEN KOMMER også Jack Conrad, tidens maskuline superstjerne, som bliver værdigt fremstillet af Brad Pitt. Babylon blander historiske skikkelser med fiktive konstruktioner. Jack har karaktertræk fra Douglas Fairbanks (1883-1939) og især fra Clark Gable (1901-1960). Karrierekurven ligner John Gilberts (1897-1936).

   Jack bliver gift og skilt adskillige gange. Han drømmer om at skabe film på niveau med europæisk kultur. Han taler henført om Bauhaus, tysk ekspressionisme og tolvtonemusik af Arnold Schönberg, men da tonefilmen kommer, og faget bliver sværere, står han på mål for den mest demokratiske kunstart. Til festen er han endnu ekspansiv og ubekymret. Det er Jack, der hyrer Manny som problemknusende altmuligmand.

   Imens forsøger stjernefrøet Nellie LaRoy at komme ind. Nellie bliver spillet af Margot Robbie. Hun ligger typemæssigt et sted mellem Jean Harlow (1911-1937) og Clara Bow (1905-1965). Nellie ser frem til at fråse i honning og mammon. Hun vil være gudinden, alle begærer. Manny hjælper Nellie ind i palæet, hvor dansen om Guldkalven er i fuld gang.

FESTEN er et grænseoverskridende spektakel. Alligevel bliver der stille, mens den kinesisk-amerikanske – og lesbisk ciskønnede – Lady Fay Zhu (Li Jun Li) fremfører sangen om »My Friend’s Pussy«. Kvadet kunne være en anakronisme, men blev faktisk skrevet i 1931 af englænderen Harry Roy. Stilen er som Marlene Dietrich (1901-1992), modellen kunne være Anna May Wong (1905-1961). Om dagen er Fay tekstforfatter på Kinoscope. Hun skriver skiltene med dialog.

   Lige nu får hun hver gæst til at drømme. Justin Hurwitz har komponeret et massivt score med slingrende horn og dunkende trommer. Hver karakter bliver fulgt hjem efter festen. Jack Conrad snubler over rækværket og lander i sin swimmingpool. Manny samler beruseren op, men det er Jack, som er frisk næste morgen, da alle møder på drømmefabrikken. Først da, efter 20 minutter, kommer titlen op i versaler: BABYLON står der med røde bogstaver.

HOLLYWOOD har altid holdt af at fortælle sin egen historie. Babylon lægger sig især efter to litterært forankrede film: John Schlesingers The Day of the Locust (1975, da. Katastrofenatten), som brugte Nathanael Wests roman om Græshoppens dag, og Elia Kazans The Last Tycoon (1976, da. Magtens sødme), som var baseret på F. Scott Fitzgeralds sidste (aldrig fuldt færdiggjorte) roman.

   Damien Chazelle fortæller med samme sans for stoffet, som David Fincher gjorde i Mank (2020), der fulgte tilblivelsen af manuskriptet til Citizen Kane (1941, da. Den store mand). Chazelle er mere europæisk orienteret, end man sædvanligvis ser det. Han har naturligvis set den moderne franske (meta)stumfilm The Artist, som Michel Hazanavicius skrev, instruerede og modtog fem overraskende Oscars for i 2011. Som noget nyt erkender han at være inspireret af Tom Tykwers blik på Weimar-tiden i tv-serien Babylon Berlin, der fornyede flere trætte formater ved debuten i 2017.

   Øverst blandt alle kilder står dog Singin’ in the Rain (1952), den klassiske Hollywood om Hollywood-musical, som ligefrem er indlejret i Babylon. Det vender jeg tilbage til.

DAMIEN Chazelle er født i 1985. Han kender den kollektive kulturarv, men er vokset op på østkysten i universitetsbyen Princeton, New Jersey, hvor begge hans forældre underviser, og har læst filmvidenskab på Harvard i Massachusetts. Han har nok en mere romantisk og mytologisk benovet tilgang til Hollywoods barndom end stedfødte krønikeskrivere som Paul Thomas Anderson og Quentin Tarantino. Han har i hvert fald sine egne ideer.

   Chazelles wunderkind-status blev konsolideret med La La Land (2016) – en håndlavet musical for dagens små stjerner. Allerførst blev han musikuddannet på Princeton High School. Han elsker den rå, synkoperede  jazz, som han og Justin Hurwitz brugte klirrende syndfloder af i Whiplash (2014). Efter La La Land fulgte First Man (2019) – en biopic om astronauten Neil Armstrong.

   Som æstetisk strateg ligner han Darren Aronofsky. Hver film åbner med et sætstykke, der ryster tilskueren, så tavlen er visket ren. Orgiet fungerer netop sådan. Her er hedonisme i metermål, faglig kynisme, knuste og realiserede drømme. Babylon blander alt i en gryde.

DET er i sidesporene, at Chazelle er bedst. Manny Torres producerer korte koncertfilm – jazz shorts var videoclips for deres tid – med trompetisten Sidney Palmer (Jovan Adepo), som er afrikansk-amerikansk. Chazelle har lejlighed til at markere historien om det parallelle Black Hollywood, en skyggetradition med sit eget genreregister (og store produktioner som Cabin in the Sky), der sjældent kommer med i filmhistorien.

   I sydstater med apartheidlovgivning kunne hvid, brun og sort hud ikke optræde i samme billede. Sidney Palmer må – med skam og sved emmende ud af hver pore – lade sig sminke med kul, fordi han ikke er sort nok til sydstatsmarkedet. Modellen kunne være Duke Ellington (1899-1974), Sidney Easton (1895-1971) eller endda Louis Armstrong (1901-1971). Chazelle husker siden Sidneys synsvinkel i selskabsscenerne, hvor filmfolkene bliver vist frem for de rige gæster hos William Randolph Hearst (1863-1951) og Marion Davies (1897-1961).  

   Nellie LaRoy får sit gennembrud i en lille rolle hos instruktøren Ruth Adler (Olivia Hamilton)  og stjæler i forbifarten billedet fra stjernen Constance Moore (Samara Weaving), der har lagt sig ud med systemet ved at blive sin egen producer. Adler er betaget af Nellie, fordi hun kan græde på stikord og skrue op eller ned for mængden af tårer. Adler kunne være baseret på Dorothy Arzner (1897-1979), Lois Weber (1879-1939) eller Alice Guy-Blaché (1873-1968). Chazelle får demonstreret, at de kvindelige instruktører endnu ikke var skrevet ud af historien.

DA tonefilmen kommer, bliver der brug for Nellies medfødte professionalisme. Ruth Adler er stadig instruktør, men nu er det produceren, der bestemmer, og kravene til lydteknik har kvalt bevægelsesfriheden. Chazelle har en lang, enerverende scene, hvor Nellie igen og igen må komme ind, sætte sin kuffert det rigtige sted og arbejde på betoningen af en lille replik. Der går hele tiden noget galt. Til slut falder lydteknikeren ud af sin boks med maskiner og er død af et hedeslag, simpelt hen. Ved eftertanke er det en af de bedste scener i Babylon. Nu er alle gået på kompromis, og arbejdet er blevet benhårdt – men virkeligheden kommer i kassen.

   Babylon er klippet meget ujævnt. Chazelle fravælger det episke sug for en synkoperet rytme, der minder om billedtakten i Whiplash. Så når han standser og bliver stille, gør det indtryk. Det sker især i Jack Conrads synsvinkel, hvor nogle af scenerne bliver rene epifanier.

   I bakkerne bag Kinoscope er en tysk auteur (baseret på Erich von Stroheim) i færd med at optage en slagscene. Der er 1000 statister og mange problemer. Manny redder dagen ved at skaffe et nyt kamera, da samtlige ni, som var til rådighed, er blevet ødelagt. Han når frem til filmsettet, mens solen synker, og kærlighedsscenen får særlig fylde. Lyset er stille og gyldent. Vi deler da Jacks ærefrygt. Her bliver der virkelig skabt film for the ages.

CHAZELLE lader sig generelt inspirere af mange kolleger og forgængere. Man kan altid diskutere, hvor grænsen går mellem hyldest, lån og rent tyveri – hvad Thomas Vinterberg i anden sammenhæng og uden sammenligning har kaldt »at planke en scene«. Chazelle hylder mange og planker mindst to.

   Det berusede selskab kører ud i ørkenen, hvor Nellie vil se sin far kæmpe med en klapperslange. Da han dejser omkuld, tager hun selv fat i slangen og bliver bidt. Det giver Fay Zhu mulighed for at redde hendes liv og dele et første dybt kys. Hele stemningen, »nu skal vi se, nu er det tid«, er løftet direkte fra Paul Thomas Andersons Licorice Pizza (2021) – hvor Sean Penn i rollen som William Holden skal gentage et stunt fra The Bridges at Toko-Ri (1954) – og i en større omskrivning fra fødselsdagsfesten i Orson Welles' legendarisk ufuldendte The Other Side of the Wind (1976), der omsider blev færdiggjort i 2018.

   I tredje akt af Babylon stiger Manny og narkohandleren The Count (Rory Scovel) ned i Los Angeles’ underverden sammen med gangsteren James McKay (Tobey Maguire), som de mod bedre vidende prøver at narre med rekvisitpenge, da Manny skal indfri Nellies spillegæld. McKay-karakteren er sært karikeret, men besøget i byens kloakker gør indtryk. Man spiller på alt, dyrker SM til døden og begejstres over en Hades-figur, der spiser levende rotter. Atmosfæren i det betændelsesrøde klubmiljø er planket fra Gaspar Noés Irréversible (2002).

FILMEN har sit hjerte – et af dem i hvert fald – i scenen, hvor Jack Conrad konfronterer journalisten Elinor St. John (Jean Smart) med en giftig »nu-skrider-det-for-ham« artikel, som hun har skrevet i Photoplay. Han er ærlig og siger, at de altid har talt venligt sammen uden at være venner. Han vil ikke have hævn. Han vil bare have en forklaring.

   Historiske Hollywoodskildringer plejer at have en version af Hedda Hopper (1885-1966) og Louella Parsons (1881-1972), som var de førende filmjournalister i mellemkrigsperioden. Her er vi længere tilbage, måske ved en skribent som forfatteren Adela Rogers St. John (1894-1988), eller fremme ved korrespondenter som britiske Sheilah Graham (1904-1988), der blev F. Scott Fitzgeralds sidste samleverske.

   Elinor St. John er i billedet fra begyndelsen. I en af de første scener sukker hun livstræt og siger: »Jeg kendte Proust, skal I vide«. Med åbenlys kulturforagt. Men i sit arbejdsværelse ser hun op og svarer Conrad i en stor monolog om, hvordan enkelte stjerner kommer og går, men ideen om Hollywood og magien ved film lever videre.

   Om 50 eller 100 år, når de begge er borte, vil nogen et sted se Jack Conrads film, og for en stund vil han og dét, som han var og forsøgte og lykkedes med, leve igen. Det hele giver da en vis form for mening. De er både mindre og større end kontinuiteten.

   Lige nu er hans øjeblik gået. Det var ikke noget, han gjorde forkert. Det er bare sådan. Han skal lade være med at stritte imod, men acceptere sin skæbne og en sen karriere med mindre og mere tvivlsomme roller. Hvilket han gør for en tid. Jacks karakter og livsbane er en af de bedste handlingsbrikker i Babylon. Jeg skal ikke røbe, hvad der sker og hvad han gør, men denne formiddag vender han sig i døren og siger et sjældent: »Tak for det«.

 

BABYLON begynder i 1926 og følger Manny, Nellie og Jack gennem de bestemmende år, hvor Hollywood vokser og udvikler en anstændighed. Ved slutningen i 1932 er ingen af dem tilbage i byen, men filmen lever videre, som Elinor St. John har sagt. Industrien forsøger at blive respektabel. Det var i 1934, at den såkaldte »Hayes Code« – branchens egen bornerte censurinstans, som bedømte manuskripter frem til 1954 – blev implementeret. 

   Chazelle beskriver et »Pre-Code Hollywood«, hvor film kunne være særdeles eksplicitte. Her får man dog indtryk af, at der kun blev lavet spekulationsfilm. Til festen i begyndelsen arbejder Chazelle ihærdigt på at bryde tabuer ned. Her er fri sex, kokain som slik og metervis af hedonisme. En svært overvægtig mandlig stjerne, komikeren Orville Pickwick (Troy Metcalf), får et golden shower af ensemblespilleren Jane Thornton (Phoebe Tonkin), der skal medvirke i Ruth Adlers film næste dag. Hun overdoserer sit stimulansindtag, og liget må skaffes af vejen. Da slipper Manny elefanten løs, så kaos kan camouflere dødsfaldet.

I VIRKELIGHEDEN døde Virginia Rappe (1891-1921) fire dage efter festen på St. Francis Hotel i San Francisco, hvor Roscoe »Fatty« Arbuckle (1887-1933) angiveligt voldtog hende. Rappe blev efter sigende misbrugt med en colaflaske, som der sad en rusten kapsel på. Dødsårsagen var urinforgiftning. Episoden kunne ikke ties ihjel. Arbuckle blev sigtet, først for mord, siden for uagtsomt manddrab. Han blev frikendt efter tre indviklede retssager.

   Medierne svælgede i hver detalje. William Randolph Hearsts aviser førte an i kampen for den offentlige moral, mens politikere og jurister profilerede sig. Fotoet af den ødelagte hotelsuite gik verden rundt.  Arbuckle fik aldrig sin karriere tilbage og var effektivt »aflyst«, som krænkere bliver i dag. Han blev muligvis udnyttet. Branchen statuerede et eksempel. Det ændrer ikke på, at Virginia Rappe døde som følge af orgiet i suite 1221.

JACK forstår for alvor, at tiden er gået, da han sniger sig til en visning, hvor han spiller romantisk helt i en krigsfilm. Han siger: »Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig,« til sin medspiller. Det samme gør Gene Kelly som Don Lockwood i Singin’ in the Rain. Og publikum griner på samme hjerteløse måde.

   Motivet bliver forløst i epilogen. En af karaktererne lever stadig i 1952 og ser undrende, med smil gennem tårer og omvendt, hvordan det hele bliver levende igen, da han går ind til Stanley Donens og Gene Kellys metamusical, som var ny i biograferne netop det år. Chazelle citerer fra Singin’ in the Rain i flere minutter. Man begynder næsten at følge med.

   Da spiller Chazelle temakortet. Han viser et svimlende sammenklip af hele den kommende filmhistorie. Det visuelle foreksempel må være billedtunnelen i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968, da. Rumrejsen år 2001), intet mindre. Chazelle citerer fra Georges Méliès til Jean-Luc Godard og The Matrix. Salen i 1952 bliver et øjeblik den evige biograf. Karakteren, hvis liv tog en uventet drejning, ser på lærredet: De var der, og de gjorde det. Der var virkelig et sted, som hed Hollywood i begyndelsen.

CHAZELLE har flere af sine historier fra Kenneth Angers Hollywood Babylon (1975) og Hollywood Babylon II (1984), som med rette nyder kultstatus, skønt meget i bøgerne er usandt eller vildt overdrevet. Anger dyrker og elsker tarveligheden. Dén gør Chazelle meget ud af til slut.

   På vej hjem fra biografen husker jeg en anden side af Babylon-motivet. I 1916 indspillede D.W. Griffith sin monumentale Intolerance, som folder temaet ud i fire historiske perioder, der er omhyggeligt rekonstrueret: oldtidens Mesopotamien, Israel på Kristus' tid, blodbadet på Bartholomæusnatten i Frankrig og moderne amerikansk tid, hvor kriminelle og politiske kræfter bliver belyst. 

   Griffith, som skabte The Birth of a Nation (1915) og etablerede United Artists-studiet sammen med Charles Chaplin, Douglas Fairbanks og Mary Pickford, er for tiden sendt til revurdering, fordi hans film udtrykker oplagt racisme. I En Nations fødsel fremstår Ku-Klux-Klan som helte, der redder de hvide heltinder fra frigivne slaver og tarvelige carpetbaggers. Det er virkelig svært materiale. Men man kan ikke tage visionen fra ham. Intolerance har en spilletid på knap fire timer. Babylons hængende haver og porte blev genrejst til lejligheden.

   I Good Morning, Babylon (da. Godmorgen Babylon) fra 1987 lader Paolo og Vittorio Taviani to toscanske håndværkere emigrere til USA og blive ansat hos Griffith, der spilles af Charles Dance. De arbejder stille og roligt i solen. De falder til, får kærester og har den bedste tid i deres liv, som senere møder mange udfordringer. Både hos Griffith og brødrene Taviani optræder der elefanter.

MIN pointe er, at der også var en anden side af tilværelsen i 1920ernes Hollywood. Der var en by, hvor man gjorde arbejdet grundigt, havde enkle relationer og jævne gøremål, uden hverken at feste hysterisk hver aften eller leve med uafbrudt blik for historien. Der var en håndgribelig verden i absolut nutid. Også dét perspektiv hører med.

   Fornemmelsen for den stille hverdag går tabt i Chazelles hyperfart. Til gengæld giver han stedet liv og formulerer næsten et æstetisk program. Den nye faktor i filmen er ikke skandalerne og hedonismen. Ej heller ærefrygt og kynisme. Det er diversiteten i historien. Babylon husker alle grupper og får hele demografien med i billedet, uden at blive fingerpegende tydelig eller skematisk repræsentativ. Det er ikke som i 80er-scifi, hvor kommandobroen på rumskibet blev bemandet efter en etnisk tjekliste. Babylon er en hel hjemstavnsskildring.

   Filmen er ujævn og trods alt for lang. Du har muligvis hørt, at den er dårlig. Det er sandt, at den kræver en indsats. Som sagt er det ikke en film, som man nyder. Omkostningerne er på niveau med prisen for avancerede kampfly, og investeringen kommer ikke hjem foreløbig.

ER Babylon da Chazelles Heaven's Gate? Måske på sæt og vis. Michael Ciminos legendariske western-fadæse havde den samme episke bestræbelse, de samme forjættende sætstykker, det samme gargantuanske budget. Den blev banket ned ved premieren og tvang studiet (som ironisk nok var United Artists) til at begære konkurs. Men filmen fik sit efterliv, er en certificeret magnificent obsession og står sig, uanset hvad benægtere mener og siger.

   Babylon er hverken perfekt eller katastrofal. Først og fremmest har filmen kant og vision. Den er interessant, og den er anbefalet. Jeg skal i hvert fald se den igen.

Babylon var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Production Design (Florencia Martin, Anthony Carlino), Costume Design (Mary Zophres) og Original Score (Justin Hurwitz).

Se også Damien Chazelle: Whiplash (2014); Damien Chazelle: La La Land (2016); Damien Chazelle: First Man (2018). 

Babylon. Instr. & manus: Damien Chazelle. Foto: Linus Sandgren. 189 min. USA 2022. Dansk premiere: 19.01.2023.

Foto: Paramount Pictures Corporation/ C2 Motion Picture Group/ Marc Platt Productions/ Material Pictures/ Organism Pictures/ Wild Chickens Productions/ UIP.dk/ Filmtre/ Rai 1/ MK2 Productions/ Artificial Eye [Good Morning, Babylon/Taviani stills]/ CineMaterial/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movie

Babylon udkom på BD og Blu-ray 4K UHD fra Paramount Pictures 03.04.2023

Anmeldelsen indlæst (i kortere form) og lagt på Weekendavisen.dk 19.01.2023