Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]

ET LILLE SKIFT I LYSET
Lars von Triers magnum opus

Af BO GREEN JENSEN

DOGVILLE er en lille by, som ligger helt ude for enden af vejen, et sted i bjergkæden Rocky Mountains i 1930ernes USA. Lars von Triers spillefilm nr. 9 fortæller flækkens triste historie »i ni kapitler og en prolog,« og den litterære toning er ikke valgt i flæng.

   Fra først til sidst ligger John Hurts snart smilende bløde, snart kælent sarkastiske stemme som en tyk skal af ord om forløbet, der breder sig over tre timer. Det burde ikke fungere, men det gør det, til og med over al forventning. Sådan har det altid været med Triers vilde og ekstravagante ideer. Hvem husker ikke den skepsis, som Dogme 95-konceptet blev mødt med?

   Fortællerstemmen forklarer, fortolker, demonstrerer og viser frem, mens strategisk anbragte skilte med titler og små resumeer på pædagogisk vis opdeler handlingsgangen i diverse dramatiske skred. Det bliver for alvor interessant efter en time, da man har vænnet sig til formen, og et skilt med ordene Dogville bares its teeth – »Dogville viser tænder« – kommer frem.

FØRST må man lære stedet at kende og vænne sig til den ekspansive facon, der skylder både Charles Dickens og Bertolt Brecht en del. Det meste af den rigelige omtale, som pressen har ofret på Dogville, herhjemme såvel som i udlandet, har fokuseret på formen og det celebre hold af internationale stjerner, der optræder som byens borgere. I virkeligheden er den massive brug af voice-over vel det mest radikale i filmen. Som i øvrigt – lad det være sagt med samme – er en visionær og forbløffende oplevelse, der på langt sigt vil blive stående som Triers vigtigste værk siden Idioterne (1998).

   Der er muligvis mere film som film betragtet i Breaking the Waves (1996) og Dancer in the Dark (2000), men Idioterne var asketisk, skarp og dybt personlig. Den bedste danske dogmefilm fastholdt en følelsesmæssig autenticitet og var drevet af en slags nænsom ubønhørlighed, som de øvrige film måtte slippe i melodramatiske effekter og brugen af hele det store produktionsapparatet. I Dogville er Trier tilbage på sporet. Han ser selv den nøgne form som en nødvendig kur for filmkunsten nu, hvor alt kan lade sig gøre i fantasystykker som Ringenes Herre. I øvrigt er Dogville blot første del, u-filmen i en planlagt USA-trilogi, som vil bære historien videre til Manderlay i Alabama og et ministerium i Wasington.

SOM bekendt er Dogville ikke filmet naturalistisk, men realiseret i en slags mørkt lagerrum, som kunne være en hangar eller en tom teaterscene. Der er få rekvisitter og sætstykker. Huse og veje er markeret med kridt, navnene skrives på gulvet, og i begyndelsen af hvert kapitel ser vi byen oppefra, i et stejlt, umuligt perspektiv, der kan minde om labyrinten i et computerspil. Trier siger selv, at spillet Silent Hill var en grafisk inspirationskilde.

   Alligevel er der reallyd. Man banker på usynlige døre; lænkehunden Moses gør og rasler med kæden. Lyset og farverne skifter; der er jomfruelig sne og en flot gul roterende måne til slut. Trier peger på 1970ernes tv-teater og i særdeleshed John Cairds Channel 4-udgave af The Life and Adventures of Nicholas Nickleby (1982), et skelsættende stykke totalteater, som de visuelle referencepunkter. Grundideen kom dog fra Brecht og Kurt Weills Dreigroschenoper (1930, da. Laser og pjalter eller Skillingsoperaen). Det var sangen om Sørøver Jennys hævn, til og med i Sebastians version fra 70er-kastanjen Tiderne Skifter, som først gjorde indtryk på Trier.

NICOLE Kidman er den smukke flygtning, Grace, som forvilder sig til Dogville, eftersøgt af både det lokale politi og nogle hårde mænd i sorte biler, som man skal være meget uskyldig for ikke at genkende som gangstere. Byens drømmer, forfatterspiren Thomas Edison Jr. (Paul Bettany), holder af at se sig selv som uskyldig. Af samme grund er han ret sikker på, at han véd mere og tænker dybere end andre i byen.

   Tom vil reformere sine fæller og have dem til at reflektere over fællesskabet som moralsk begreb. Så Dogville skal beskytte Grace, hvis hun til gengæld vil udføre diverse forefaldende arbejde. Og De må ikke læse videre, hvis De foretrækker at gemme plottets vendepunkter til mørket i biografen. Imidlertid kan man ikke diskutere idéindholdet i Dogville uden at røbe, hvordan forholdet mellem Grace og Dogville udarter.

FØRST har byen slet ikke brug for hendes hvide hænder og små tjenester. Så giver Ma Ginger (Lauren Bacall) efter og lader flygtningen luge i sine stikkelsbærbuske, som blot er tegnede konturer med påskriften »Ma Ginger’s Gooseberry Bushes«.

   Snart efter lukker alle op for posen: den blinde gamle Jack McKay (Ben Gazzara), Chuck (Stellan Skarsgård) og Vera (Patricia Clarkson) med alle børnene, Liz (Chloë Sevigny), der er glad for at blive aflastet som lokalt sexobjekt, hendes bror (Bill Raymond), Gloria (Harriet Andersson), Mrs. Henson (Blair Brown) og Toms far (Philip Baker Hall). Heller ikke den sorte tjenestepige Olivia (Cleo King) holder sig tilbage.

   Længe går det ganske fint. Grace gør nytte, hun og Tom er forelskede, alle er glade, der er ingen grænser for velviljen. Så intensiveres eftersøgningen, og Dogville skruer bissen på, mens den kræver stadig mere af Grace. Inden længe lever hun lidt som en slave. Endelig er hun i praksis en slave, og efter et mislykket flugtforsøg – sekvensen rummer det smukke dvælende billede af Grace mellem æblerne – bliver hun lænket og udnyttet værre end før. Byens mænd bruger hende hver nat. Af samme grund tiltager kvindernes had. Kun Tom får ikke lov at tilfredsstille sig, for de elsker jo hinanden eller hvad?

TOM besegler selv byens skæbne ved at ringe til det nummer, som manden i bilen gav ham i begyndelsen, da man endnu fejrede Fjerde Juli og sang »America the Beautiful« så ikke et øje i Dogville var tørt. Gangsterchefen (James Caan) er far til Grace. De har haft nogle uoverensstemmelser, men nu kommer han for at hente hende med alle sine mænd og deres våben. Så hvad skal der blive af Dogville? Der kommer endelig farver på filmen – som i sin tredje spilletime udnytter teaterformen maksimalt – da Grace har truffet sin beslutning. Hævnen er muligvis ikke sød, men den er godt nok eftertrykkelig.

TRIER har i mange sammenhænge anført, at Grace lige så vel som Bess (Emily Watson i Breaking the Waves), Karen (Bodil Jørgensen i Idioterne) og Selma (Björk i Dancer in the Dark) er facetter af ham selv. »På en eller anden måde, så er den dér lille Guldhjerte, den dér stakkels ydmygede kvinde, altså også en del af mig,« sagde han til undertegnede tilbage i marts, da der endnu blev efterjusteret i Dogville på klippegangen hos Zentropa i Avedøre. »Det tror jeg i virkeligheden, for mig, er vigtigere end om det er en mand eller en kvinde.«

   Vi diskuterede de hyppigt kritiserede kvindebilleder i den såkaldte Guldhjerte-trilogi. I Cannes et par måneder senere spørger jeg, om Trier da i den sidste ende ville handle som Grace. Hun overvejer, om hun under de givne omstændigheder ville have gjort som indbyggerne i Dogville. Hun tilgiver dem, fordi de er svage og fejlbarlige mennesker, og når frem til, at hun næppe kunne have gjort det bedre selv.

   Så er der – som på flere afgørende steder i Dogville – et lille, umærkeligt skift i lyset, og med ét ser hun byen, som den er: hæslig, tarvelig, smålig og grusom. Hun ombestemmer sig derfor og gør præcis som borgerne i Dogville. Med despotisk ubønhørlighed beder hun bødlerne eksekvere dommen over Dogville.

»I'VE got to hand it to you, Grace,« siger Tom, som til det sidste lefler for gangsterne og prøver at redde sit eget skind. »Your illustration sure beats the hell out of mine.« Svæklingen Tom er for så vidt den værste. Han smeder ikke selv den lænke, som hun bærer om sin hals til slut, men det er ham, der legitimerer den med salvelsesfuld humanisme; ham som nænsomt beklagende udtænker de sataniske systemer og sadistiske sanktioner, som Grace efterhånden bliver underlagt. Ét er, hvad han siger; noget helt andet er, hvad han gør. De fleste mænd i salen vil sandsynligvis hade at føle sig bare en smule genkendt.

   Eksperimentet Grace er Toms projekt, hans lommefilosofiske »illustration« af nogle fundamentale menneskelige sandheder. Han påstår, at han elsker Grace, men er for dybt begravet i sine etiske amatørovejelser til at vide, hvad hengivenhed er. At han begærer Grace, er der ingen tvivl om, blot vil han hellere kalde det kærlighed. Tom føler sig både holdt for nar og på en ubehagelig måde afsløret, da resten af byen i ugevis har brugt Grace som sæddunk, mens han stadig tigger om at få lov. Tom har de bedste hensigter, men er godt nok en ynkelig fætter. Grace giver ham selv nakkeskuddet.

OVERHOVEDET er der konsekvens og system i den hævn, som hun tager, en »illustration« som sandt nok er uigendrivelig. I fortællingens første kapitler, da idyllen og varmen blomstrer i Dogville, betaler byens borgere Grace for hendes tjenester. Hun begynder da at samle på de rædselsfulde Hummel-figurer, som i årevis har samlet støv i Ma Gingers blandede landhandel. Til slut har hun hele sættet på syv og værdsætter det som en dyrebar skat, fordi de kitschede figurer repræsenterer frugten af hendes arbejde.

   Senere er varmen borte, og det er Grace som bliver straffet, da Chuck har forgrebet sig på hende. Liz og Martha hjælper Vera med at holde Grace, mens figurerne knuses én efter én. Imidlertid får Grace mulighed for kun at miste to klenodier, hvis hun kan beherske sig og holde gråden tilbage. Med skadefryd betegner Vera overgrebet som en øvelse i anvendt stoicisme, hvilket generelt kunne gælde filmen om Dogville.

   Da Dogville bliver jævnet med jorden, husker Grace denne krølle på værket. Vera og Chuck kan ikke fordrage hinanden, men har alligevel syv børn sammen. Så Grace beder faderens håndlangere skåne de mindste, hvis Vera kan beherske sig og holde tårerne tilbage. Som den gamle gangster er inde på – »The Big Man« kaldes James Caans figur i manuskriptet – er Grace næsten for lærenem. Da hun først lader anfægtelsen fare, bliver hun en morder af Stalins format. Kun ét væsen overlever straffen. Det er lænkehunden, som har gøet på filmens lydspor fra begyndelsen. Til slut får vi endelig Moses at se.

SOM tilskuer har man det svært med en slutning, der i så høj grad lader flammerne råde og pisser på al humanisme. Dogville er blevet kaldt anti-amerikansk. Mange amerikanske kritikere har valgt at anskue filmen som et øremærket angreb på nationen, en tolkning som Trier delvist selv opmuntrer, når han siger, at den »handler om nogle gangstere, der tager ud til et sted, hvor de ikke bor selv, og ligesom skal sætte det hele på plads, fordi de har en eller anden filosofi.«

   Hvilket vel er, hvad USA gør, når man intervenerer i fremmede anliggender eller statuerer diverse eksempler. Man leger Gud i udvalgte randområder, der ligger så langt fra hjemmet som muligt. Som sådan kunne bomberne over Bagdad sagtens betragtes som beviser for princippet i Graces inhumane »illustration«. Den sædvanligvis lydhøre kritiker Roger Ebert gik imidlertid et skridt videre og kaldte Dogville en film af fascistisk beskaffenhed. Ebert sigter her til det moralske indhold i filmens slutning, snarere end til Triers fantasifulde og faktisk ganske indtagende mytologiseren af den forestilling om Amerika, som han går med i sit hoved.

DET er da også værd at diskutere denne slutning, som virkelig er stedet, hvor tingene brænder på i Dogville. Man har identificeret sig med Grace. Man er kommet til Dogville i god tro og den bedste mening, opsat på at blive kureret for den arrogance, som The Big Man og hans datter gensidigt bebrejder hinanden. Man har gjort sit yderste for at blive optaget i det menneskelige fællesskab, men er systematisk blevet narret, udnyttet, misbrugt og voldtaget af såkaldt jævne mennesker.

   Nu har man chancen for at reagere i bibelsk format, og for første gang har man et virkeligt valg. Man kan hævne sig i gammeltestamentelig forstand, øje for øje og tand og for tand, bede faderens gangstere udradere stedet én gang for alle. Eller man kan være mild som en nytestamentelig Kristus, vende den anden kind til og tilgive sine fæller.

   Den Store Mand sætter sagen på spidsen, da han råder Grace med ordene: »Show mercy if there’s reason to show mercy. But always maintain your standards. You owe them that. The penalty you deserve for your transgressions, they deserve for theirs. It’s when you don’t feel others deserve to be held accountable for their actions the same way you are held accountable for yours that I find you arrogant. Now I have no more to say.«

SÅ overbærenhed er et udtryk for arrogance, mens en grusom hævn kan være retfærdig, hvis man eksekverer den med overbevisning. Uden sammenligning i øvrigt minder Graces dilemma i Dogville om dét, som Brad Pitts kriminalassistent står med i David Finchers Se7en (1995) – en anden filosofisk stemt genrefilm, der efterlader tilskueren med en bitter smag i munden og en sang af David Bowie som klangbund under slutteksterne. Triers film bruger »Young Americans« (1975) som en ironisk og ikke ubetinget velvalgt kommentar til autentiske fotos af social nød i 1930ernes og vor tids USA.

   Finchers film anvendte »The Heart’s Filthy Lesson« fra Outside (1995) til at opsummere pointen i Se7en. Pitt kan likvidere seriemorderen, som netop har sendt ham hans hustrus hoved i en sæk, men hvis han gør det, giver han dræberen ret og hjælper ham med at fuldbringe sin makabre »illustration«, syv mord baseret på katolicismens dødssynder.

   Makkeren Morgan Freeman beder Pitt om at besinde sig. Begge film sætter publikum i karakterernes sted og tvinger den enkelte at tage stilling. Pitt kan ikke beherske sig. Det kan Grace heller ikke, og de færreste tilskuere kan sige sig fri for at føle en lille, stilfærdigt hårrejsende triumf, da Dogville får løn som forskyldt.

DÉT er hjertets svære og beskidte lektie lige så vel som sværmeren Toms modstræbende erkendelse af, at han selv er det værste svin, da det kommer til stykket. Flosklerne gennemhulles og valget bliver helt konkret et spørgsmål om liv og død. Selv ved jeg ikke, hvordan jeg ville reagere. Gør De, kære læser, mon semblable, mon frère? Og gør Lars von Trier? I solen på Hotel du Cap i Cannes sagde han følgende:

   »Jeg vil sige det på den måde, at de folk som bliver stående i historien, det er dem der lige akkurat går det skridt videre og udrydder byen, ikke? Om det så er fra den ene eller den anden idealistiske position, så er det jo altid fordi de vil redde verden eller et eller andet på en eller anden måde. Jeg tror ikke jeg har størrelsen til at ville udrydde byen. Jeg ville i hvert fald være bange for det, ikke?«

   – Men det er jo Tom, der tænker i dyre begreber som »illustration«, det gør Grace ikke...

   »Sådan ser jeg det ikke. Jeg ser det som at hun mener, at det hér er nogen umennesker, og hvis hun nu begynder at rydde op i verden, så starter hun med den hér by. For ved eftertanke synes hun alligevel, det er for skrapt. Det er simpelt hen for skrapt, Tom og alt det dér. Nej, det er for meget, og nu har jeg magten til at afgøre det én gang for alle. Jeg kan ikke straffe dem, for det vil ikke ændre noget som helst. Men jeg kan udrydde dem, så vi får noget frisk blod og nogle friske gener deroppe i bjergområdet.«

OM den moralske finmekanik siger Trier i øvrigt: »Nogle af de mest interessante replikker, jeg skrev, var faktisk faderens replikker i bilen til sidst, hvor han snakker med Grace. Jeg havde fundet ud af, at han skulle komme, og så skulle han ligesom vende hele billedet. Og hvordan fanden i helvede gør man det? Det var umuligt.

   Jeg skrev og skrev, og han kunne ikke overbevise nogen om en skid. Men så fandt jeg på den dér lille ting, som var »at måle et folk efter sin egen alen«. I virkeligheden tror jeg ikke, at det er så godt, hvis man tænker nærmere over det, men på et overfladisk plan fungerede det. Det dér med, at hvis man synes man selv fortjener en eller anden straf for noget, så skal andre mennesker have den samme, det må der være en vis lighed i. Det er der ikke, det er fuldkommen urimeligt, men jeg fik ham til at sige det på en måde, så jeg selv troede på det.«

DET samme gør tilskueren. Lad Dem derfor ikke afskrække af pseudoomtalen. Det vigtigste er ikke, om filmen burde have vundet i Cannes eller om Trier er så genial, som han selv går og tror. I Dogville går formen, spillet og meningen op i en højere enhed. Helstøbt er et fattigt ord. Levende filmkunst lyder vel bedre.

   Og naturligvis skulle den have vundet i Cannes.

Ved European Film Awards 2003 blev Lars von Trier European Director, og Anthony Dod Mantle blev årets European Cinematographer. Danske Filmkritikere gav Dogville en Bodil som Årets bedste danske film (efter en principiel debat om kriterier, for så vidt som sproget ikke er dansk, og ingen danske skuespillere medvirker). Det Danske Filmakademi nominerede Dogville i otte kategorier. Trier fik Robert for bedste manuskript; Manon Rasmussen modtog én for bedste kostumer. I 2017 bad magasinet Soundvenue 115 filmfolk, både fra kritik og brance, om at vælge de 25 bedste danske film efter 2000. Seks af Triers værker var på listen, og Dogville blev kåret som Årtusindets Bedste Danske Film.  

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Dogville. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle, Lars von Trier. 177 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Norge-Holland-Finland-Tyskland-Italien 2003. Dansk premiere: 06.06.2003.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Isabella Films/ Something Else/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Pain Unlimited/ Sigma Films/ Zoma Films/ Slot Machine/ Liberator Productions/ Film i Väst/ Arte France Cinéma/ France 3 Cinéma/ WDR/ DR/ SVT/ NPS/ YLE TV1/ Norsk TV2Edith Film Oy/ Spillefilmkompaniet 4 1/2/ Fjeldabe Films Invicta Capital/ TV 1000/ Planet Pictures/Canal+/ DFI/ Eurimages/ SFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ CoBo Fonds/ Foundation for Audiovisual Production/ Film Fund of the Netherlands/ FFI/ European Regional Development Fund/ 4 1/2 Film/ CNC/ Trust Film Sales/ CineMaterial/ Filmgrab.com

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.06.2003.

Jessica Hausner: Miraklet i Lourdes (2009) [Future is Female]

DET SKJULTE MØNSTER

En kølig undersøgelse af tro

Af BO GREEN JENSEN

SÅ længe der har været sygdom, har der været troen på mirakler. Menneskene er uforbederlige optimister, når det kommer til stykket, og man må elske dem for det. Syge dyr resignerer og accepterer deres skæbne. Mennesket håber mod alt håb og helt til det sidste på guddommelig indgriben. Også derfor er de fleste religiøse systemer en blanding af dogmer og besværgende magi.

   Jessica Hausners tredje spillefilm udspiller sig i den franske middelalderby Lourdes, hvor en katolsk mirakindustri tog fart i midten af 1800-tallet, da Sankt Bernadette mødte Jomfru Maria. Kristne pilgrimme er i århundreder kommet til Lourdes for at blive behandlet og forløst, velsignet og kureret. I dag besøger seks millioner pilgrimme årligt det hellige sted. Et særligt kontor har til opgave at taksere små og store helbredelser. Kontoret kan autorisere mirakler. Til dato har 67 fundet sted.

HAUSNER, som selv er frafalden katolik, er fascineret af stedet, de sociale omgangsformer, bureaukratiet og den etikette, som præger livet i Lourdes. Hun vil undersøge troen på mirakler; forestillingen om en helbredelse, som med et slag vil løse alle problemer. Det er troen, snarere end miraklets væsen, hun koncentrerer sig om. I en vis forstand demonstrerer filmen den gamle påstand om, at besvarede bønner er farlige. Hvis guderne vil straffe os, giver de os dét, som vi vil have.

SKLEROSEPATIENTEN Christine (Sylvie Testud) kommer sammen med andre håbløse tilfælde til Lourdes på en pilgrimsfærd, som arrangeres af søstre fra Malteserordenen. Først drømmer hun, at hun får det bedre, at følelsen i kroppen kommer. Så sker det i virkeligheden. Hun kan rejse sig, gå ture i bjergene og flirte med en af de unge chauffører.

   De øvrige patienter reagerer med skepsis og forurettet misundelse. Er miraklet mon snarere en midlertidig bedring? Og hvorfor hjælper Gud netop denne kvinde, når så mange troende beder forgæves?

   Christine får lov at tage sin seng og gå. Hun får dog også lov at vakle i troen, helt bogstaveligt, da hun bliver valgt til årets pilgrim og træder ud på dansegulvet sammen med den unge mand, som er usikker på, hvordan han skal reagere.

   Filmen er ikke interesseret i, om miraklet finder sted. Snarere er spørgsmålet, om det vil ændre Christines tilstand. Er det overhovedet muligt at blive rask og være lykkelig i en verden, hvor God straffer gode og onde, troende og vantro, helt vilkårligt?

INSTRUKTØRENS adelsmærke er den særegne kombination af tilbageholdt lidenskab og saglig distance, hvormed hun beskriver voldsomme tilstande og mysterier. Hausner siger selv, at hun leder efter det skjulte mønster i tingenes kaos.

   Sammen med fotografen Martin Gsclacht har hun skabt en signaturstil, som kendetegnes ved en forkærlighed for tableauer og totale indstillinger. På den måde skabes sammenhæng melllem voldseksplosionen i Lovely Rita (2001), de dunkle korridorer i Hotel (2004) og mirakelfabrikken i Lourdes. Filmen savner i bund og grund varme, men Hausners analyse er vidunderligt præcis.

Ved uddelingen af European Film Awards blev Sylvie Testud årets skuespillerinde. Kritikerforbundet FIPRESCI valgte Lourdes som bedste film på den 66. Venice Film Festival.

Miraklet i Lourdes (Lourdes). Instr. og manus: Jessica Hausner. Foto: Martin Gschlacht. 99 min. Frankrig-Tyskland-Østrig 2009. Dansk premiere: 09.12.2010.

Fotos: Coproduction Office/ Arte/ CAnal+/ Coop99 Filmproduktion/ Essential Filmproduktion/ ZDF/ Österreichischer Rundfunk/ Camera Film

Filmen streames på SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.12.2010.

Pawel Pawlikowski: Ida (2013)

EN ANDEN SLAGS LIV

Polsk selvopgør med historisk fortrængning

Af BO GREEN JENSEN

MAN tror, at man ved, hvem man er. Så bliver forhistorien skrevet om, og muligvis er man en anden. En tid lang står begge døre vidt åbne. I forvirringen er der også en frihed. Man ser, hvordan et andet liv ville være, før man træffer sit valg.

   Polen 1962. Den forældreløse Anna (Agata Trzebuchowska) er vokset op på en klosterskole. Hun fylder snart 18 og glæder sig til at blive nonne. Før indvielsen får hun at vide, at der findes en moster, som hun bør besøge.

   Pigen tager toget til Warszawa og banker på hos dommeren Wanda (Agata Kulesza), der fortæller, at Anna i virkeligheden hedder Ida Lebenstein og er datter af jødiske forældre, som blev myrdet under krigen. Nu ved hun det, og de har set hinanden. Nu kan de sige farvel.

WANDA er en træt, bitter kvinde. Imidlertid kan hun ikke glemme udtrykket i niecens ansigt. Dommeren var partisan under krigen og gjorde siden karriere i retssystemet, hvor hun fik kælenavnet Røde Wanda. Hun var kendt for at gøre kort proces med klassefjender og kollaboratører. Nu bor hun alene, drikker for meget og er ikke længere en stjerne i systemet. Om aftenen henter hun Ida, som stadig sidder på stationen og venter på toget tilbage.

FILMEN, som er i sort-hvid og klassisk academy-format, har vist pastoralske billeder af pigerne i klostret og den prosaiske hverdag i byen. Nu bliver den både en polsk vinterrejse og en road movie med eksistentielle motiver.

   De to kvinder kører sammen til egnen, hvor Idas forældre gik til. De standser ved steder, hvor Wanda kan drikke og Ida kan bede. Jazzmusikeren Lis (Dawid Ogrodnik) får kørelejlighed. De prøver også at være to piger sammen. Robert Bresson møder Thelma & Louise.

GENERELT er det nye tider i Polen, hvor man helst glemmer, hvad der skete under krigen, og har et distanceret forhold til kammeraterne i Kreml. Ida beder stadig til Jesus, skønt forældrene blev myrdet af kristne anti-semitter, som stjal deres jord. Den syrlige Wanda er svoren ateist og socialist, men hun har selv et behov for at finde graven i skoven. På bunden ligger et sidste skelet.

   Ida og Wanda er upopulære i landsbyen, hvor de roder op i fortiden med deres snak om jøder og ejendomsforhold. Politiet synes, at Ida er en sød, lille nonne. De ler ad den berusede dommer, som truer med sin immunitet. Ida og Lis danser tæt i en jazzklub, som giver filmen en god smag af tidlig Milos Forman. Ida overvejer sin fremtid. For Wanda bliver spørgsmålet mere og mere, om livet er umagen værd.

PAWEL Pawlikowski har lavet en fremragende film, der lykkes på alle niveauer. Polakken kom til England i 1971 og er oplært i BBCs dokumentarafdeling, hvor han skabte nyklassiske tv-film som Dostoevsky’s Travels (1990) og Serbian Epics (1991), før han brød igennem som spillefilminstruktør med My Summer of Love (2004).

   Pawlikowski er født i 1957 og kan huske, hvordan der så ud i 60ernes Polen. Efter The Woman in Fifth (2011), som var en overlæsset arthouse-thriller med Ethan Hawke og Kristin Scott-Thomas, føles Ida som en liflig, ny begyndelse.

   Ida var Polens bidrag til årets European Film Awards og de amerikanske Academy Awards. Den vandt syv EFA-priser og modtog sin Oscar. Pawlikowski fortsatte den historiske revision i Cold War (2018). Ida er en underskøn film, som beviser, at mindre stadig kan være mere.

Ida. Instr.: Pawel Pawlikowski. Manus: Pawel Pawlikowski, Rebekka Lenkiewicz Foto: Ryszard Lenczewski, Lukasz Zal. 82 min. Polen-UK 2013. Dansk premiere: 27.11.2014.

Fotos: Opus Film/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.11.2014

Thomas Vinterberg: Druk/Another Round (2020)

UNGDOMMENS KILDE
Bedste europæiske film 2020

Af BO GREEN JENSEN

ALKOHOL er danskernes nationalgift. Vi er fornuftige i så mange henseender, men lige på dét punkt giver vi os ikke. Spiritus er vores narkotika, simpelt hen. Den vedtagne gift; den sociale forsoner; stimulansernes store udjævner.

   Ordet spiritus kommer af ånd. Alkohol er ånd. Jeg nød selv giften intenst i min ungdom og kunne knapt nok leve uden i tæt på tyve år. Efter 31 år som afholdsmand kan jeg stadig huske – og nu og da savne – den dybeste fred. Hvor varmt og trygt, der kunne være i rusen. Hvor stærk, jeg kunne føle mig – og hvor rædselsfuld morgenen efter kunne være.

   Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm – der ser sig selv som to alen af et stykke – har skrevet en mageløs film, der formelt set handler om alkoholens potentiale. Pandoras æske bliver flået helt op og indholdet undersøgt i detaljer. Velsignelse, forbandelse, afhængighed. Hvis du kun ser én ny dansk film i år, skal det nok være Druk.

   Det er hverken et debatindlæg om alkoholproblemer eller en uforbeholden lovsang til rusen. Druk er en film om fire midaldrende mænd, der er begyndt at føle kulden og forudsigeligheden ved at blive virkeligt voksne. To har familie, to er alene. Der er masser af skuffelser, pligt og rutine. Der er sikkert også meget godt, men de sætter ikke pris på stabilitet lige nu.

   De underviser alle på et stort gymnasium. Martin (Mads Mikkelsen) fortæller sin klasse om industrialismen. Det er en sørgelig affære. Han læser op af lærebogen og gør det modsatte af at eksponere. Forældregruppen kalder ham i samråd, fordi han skal føre eleverne op. Det bliver set som et problem, og det fremgår, at Martin er problemet. En af drengene rejser sig bare og går. Han vil ikke høre mere om Første Verdenskrig. Det er livet bare for kort til.

MARTIN forstår sådan set sine elever. Han sidder i arbejdsværelset i parcelhuset og synes, at glansen er gået af det hele. Anika (Maria Bonnevie) har altid nattevagt og ser ham ikke rigtigt mere. Børnene har deres eget. Der er egentlig ikke noget i vejen, men Druk er som et opdateret tv-spil af Leif Panduro. Dét er en af filmens store kvaliteter. Uden at drukne publikum i markører, får den sagt, at der faktisk er meget i vejen.

   Så Martin henter idrætslæreren Tommy (Thomas Bo Larsen), som er fraskilt og bor lidt sølle alene med en kræftskrantende hund, der må bæres ud til luftning. De kører sammen til restauranten, hvor Nikolaj (Magnus Millang) holder sin 40-års fødselsdag. Karakterernes alder er ofte et springende punkt i Vinterbergs film. Han lyver dem tit ti år yngre. 

   Nikolaj underviser i psykologi. Han sidder allerede ved bordet sammen med Peter (Lars Ranthe), som er musiklærer. Senere fører Peter en frygtsom ung mand op i Søren Kierkegaard. Det er en anledning til at citere skriftstedet om at vove og fejle eller ikke at vove og fortryde det evigt. Den nervøse elev får et skud vodka, som løsner tungebåndet. Som sagt er Druk ikke fanatisk asketisk.

   De fire venner drøfter det hele. Da kommer teorien på bordet. Ifølge den norske psykolog Finn Skårderud, som også i virkeligheden er velanskreven, er mennesket født med en halv promille for lidt alkohol i sit blod. Det er derfor, vi tilkæmper os blodsukker. Øges promillen, bliver vi ekspansive og sangvinske. Vi har omsider fred i krop og sind. Der er overskud til at skabe og leve.

TEORIEN er autentisk, og de fire mænd bruger filmen på at afprøve den. Der er morsomme, tragiske og trivielle scener – samt mange, som ligger et sted midt imellem, og det er de bedste.

   Vennerne går videnskabeligt til værks. Vi ser rapporten blive skrevet på skærm og lærred, for Millangs karakter kan dét sprog. Der er betydelige psykomotoriske udfordringer, men Martin inspirerer og motiverer sin klasse med historier om Hemingways tragiske og Churchills triumferende alkoholisme. Det er altid en god pointe, at Hitler var afholdsmand og veganer.

   De drikker sig støt gennem dagen og lærer at holde balancen i blodet. Eksperimentet er en succes, indtil Nikolaj beslutter at tage det hele et skridt videre og gå over punktet, hvor tændingen sker. Herfra er der bare dødemandsdruk og al den deroute, som vi kender fra Café Paradis (1950), Hærværk (1977) og Bænken (2000). Dagene med vin og roser er forbi.

   For Tommy er der knapt nok en optur. Til gengæld får børneinstruktøren Thomas Vinterberg lejlighed til at blomstre igen i de scener, hvor Tommy træner et tumlingehold og bliver et forbillede for den udsatte Brille. Druk har den mest bevægende fremførelse af »Der er et yndigt land«, som nogen film – inklusive dem om besættelsestiden – har mestret i nyere tid.

   Vennerne får en hemmelig verden. De udstyrer sig med alkometre og oplever spænding i hverdagen. Filmen undgår banale fejlgruber. De fire skal ikke i byen og score. De skal ikke være unge med de unge. Millangs karakter får bare endnu sværere ved at høre sin hustru (Helene Reingaard Neumann) som andet end en stemme, der stiller krav. Martin har sin bedste tid i den ferie, hvor familien er på kanotur, og han og Anika finder sammen igen.

   De fire spor er smukt flettet sammen. Jeg skal ikke spolere nogens oplevelse ved at rede dem ud. Men ét vil jeg sige. Jeg havde fejlagtigt fået det forhåndsindtryk, at Mikkelsens karakter tog eleverne med ind i eksperimentet. Det gør han (heldigvis) ikke. Det er de fire mænd, der bliver drenge igen. De prøver ikke at overtage Søløbet, som giver filmen sin ekstatiske åbningsscene: eleverne drikker en kasse øl, mens de løber rundt om søen ved skolen. De gør voksne erfaringer. De er meget som mænd er i virkeligheden.

FILMEN er bemærkelsesværdig af mange grunde, og den udkommer på et godt tidspunkt. Her er et timeout fra de temaer – corona, krænkelse, restriktioner – som naturligt optager andre instruktører. Vinterberg adresserede dem jo i Jagten (2012) og, om man vil, allerede i Festen (1998). For tiden ønsker de færreste film at tale om danske gennemsnitsmænd.

   Hertil kommer selvfølgeligheden. Druk blev udtaget til hovedkonkurrencen på de mere eller mindre aflyste festivaler i Cannes, Toronto og San Sebastian. Det skyldes nok til en vis grad, at filmen er lavet af manden fra Dogme 95, som gav os Festen, Jagten og Kollektivet (2016). Men også hvis Druk var lavet af en ny instruktør, ville modtagelsen være begejstret.

   Det lykkes i lange stræk for de fire at blive, om ikke unge på ny, så levende midt i det hele igen. Når Druk går ind i den følelse og giver sig hen, er den virkelig god – på én gang unik og universel i sin tone. Der er intet påtaget over attituden. Dødningenatten tangerer de bedste herreture i filmhistorien – John Cassavetes’ Husbands (1970), for eksempel. Her er både distance og indlevelse.

MADS Mikkelsens karakter får særlig opmærksomhed, Druk skildrer først og fremmest hans rejse. Han drikker næsten bogstaveligt af ungdommens kilde og føler solen på sit ansigt, da varmen vender tilbage i kroppen. Mikkelsen skaber en af sine bedste figurer. Dialogen har finesse, men filmen er særligt god i de scener, hvor den hviler i sig selv som film og trækker vejret naturligt.

   En stor del af æren for dette kan tilskrives fotografen Sturla Brandth Grøvlen, som i 2020 også har co-signeret Shirley, Josephine Deckers film om Shirley Jackson; den alt for tidligt afdøde filmkomponist Jóhann Jóhannssons filmudgave af Olaf Stapledons Last and First Men og Peter Pan for alvor-fantasien Wendy, der er Benh & Eliza Zeitlins markante opfølger på Hushpuppy/ Beasts of the Southern Wild (2012). Grøvlen viderefører de bedste værdier fra Dogme 95. Ikke siden samarbejdet med Charlotte Bruus Christensen har Vinterberg haft så konstruktiv sparring.

   Mikkelsen danser på havnen, da studenterne fejrer sig selv. Han kaster sig rundt til en kantet musik, før han springer ud i et fantastisk billede, der bliver holdt fast. Uanset om han flyver, falder eller svæver, er han i live på en helt anden måde end i udgangspunktet, hvor han bare var – som det hedder i en stor Pink Floyd-sang – »another year older and one day closer to death«.

   Afviklingen kan kritiseres, for Druk vil rundt om alle muligheder. Det ender derfor på mindst fire måder. Mændene slingrer, men filmen står fast. Den hepper på os, ville Tommy sikkert sige. Vinterberg og Lindholm gør sig fri af al værkende bagklogskab og fejrer livet uden forbehold. Det er en film, som bare er, og du skal se den.

Ved uddelingen af de 33. European Film Awards, som grundet COVID-19 var en virtuel begivenhed, der blev afviklet i Berlin den 12. december 2020, valgte medlemmerne af Det Europæiske Filmakademi Druk/ Another Round som European Film of the Year. Thomas Vinterberg blev årets European Director og delte European Screenwriter-prisen med Tobias Lindholm. Mads Mikkelsen blev kåret som European Actor. Druk har alene i Danmark solgt 800.000 billetter.

Druk. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Tobias Lindholm og T. Vinterberg. Foto: Sturla Brandth Grøvlen. 116 min. Danmark-Sverige 2020. Dansk premiere 24.09.2020.

Fotos: Zentropa Entertainments/ NFD/ TrustNordisk/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames endnu ikke, men kan ses i ikke-corona-nedlukkede biografer
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.09.2020