Yayoi Kusama: Infinity (2018)

PRIKKER I UNIVERSET
Kusamas kosmiske spejlkabinet

Af BO GREEN JENSEN

»JEG tager livets energi og omdanner det til prikker i universet.« Tusindkunstneren Yayoi Kusamas enkle karakteristik af sit værk og sin metode er sat allerforrest i filmen om hendes liv. Den er klar og forbavsende fyldestgørende. Det samme er filmen et stykke af vejen.

   Amerikaneren Heather Lenz, som debuterer i langform med Kusama: Infinity, siger, at hun begyndte på sin dokumentar i 2001, før der fandtes smartphones. Den japanske kunstners karriere så ud til at skulle ende i respektabel halvglemsel og fodnotestatus. Netop da begyndte den (gen)opdagelse, som har gjort Kusama til det brand, hun altid ville være, en af verdens mest eftertragtede kunstnere og et globalt fænomen.

   Før årtusindeskiftet havde kunstneren haft få separatudstillinger. Siden 2000 har 30-40 betydningsfulde museer, fra MoMA til Tate Modern og Louisiana, holdt udstillinger, som publikum stod i kø rundt om bygningen for at komme ind til. På et tidspunkt blev det et must at tage selfies i Kusamas spejlværelser. Hun har fem mio. followers på de sociale medier.

YAYOI Kusama er fantastisk populær. Filmen gentager mange gange, at hun er verdens mest kostbare kvindelige kunstner. Kun Marina Abramovic og Yoko Ono kan konkurrere. De bliver dog ikke nævnt noget sted. Kun én kønsfælle får plads i historien. Det er Georgia O’Keefe, som inspirerede den japanske teenager, besvarede hendes breve og formidlede nyttige kontakter, da Kusama i 1957 tog til USA for at gøre en forskel.

   Det er desværre typisk for filmen. Lenz giver en kongenial introduktion til kunstnerens liv og værk, og gør fornuftigt nok meget ud af New York-perioden, hvor Kusama formulerede en række af sine grundideer. Hun forsøgte med alle midler at slå igennem på den kunstscene, hvor først tidens abstrakte ekspressionister og siden popkunstnerne dominerede. Da beskydningen prellede af, tog hun i 1973 hjem til Japan. Her fandt hun endelig fred og balance i en rutine, som hun stadig dyrker i dag.

FILMEN giver et godt billede af en kunstner, som man i forbifarten er tilbøjelig til at opfatte som »hende med polkaprikkerne«, der pludselig var – og er – alle vegne. Man får stor respekt for kvinden, som næsten kun mødte modgang og undren i sine mest vitale årtier. Især bliver de »uendelighedsnet«, som Kusama kaster gennem hele karrieren, set og forklaret, så man erkender, hvor smukke og unikke de er.

   Man forstår, hvordan en skrøbelig psyke skaber struktur i forvirringen. Nettet er for Kusama både et filter, et motiv og en metode. Æstetikken tager form over tid og forener det figurative, abstrakte og organiske. Det er simpelt hen smukke strukturer, der træder frem, når Lenz går tæt på detaljer i de ofte kolossale billeder.

DET er desværre ikke nok for Lenz at forklare. Der er to andre dagsordener. For det første skal filmen (be)vise, at Kusama havde svært ved at klare sig i New York, fordi hun var kvinde i mændenes verden, og fordi hun var japansk. For det andet skal den demonstrere, hvordan alle de andre stjal fra Kusama, tog hendes ideer og gjorde dem til deres egne.

   Især det sidste ender med at virke mod hensigten. Claes Oldenburg havde kun arbejdet i papmache og hårde materialer. Så så han en af Kusamas bløde skulpturer – Accumalation No. 1 fra 1962 er en hvid lænestol med falliske protuberanser – og begyndte selv at lave bløde skulpturer. »Det må du altså undskylde, Yayoi,« hviskede Patty Mucha, Oldenburgs daværende hustru og samarbejdspartner, ved ferniseringen.

ANDY Warhol så et af Kusamas totalindrettede rum – Aggregation: One Thousand Boats Show fra 1964 – og havde straks tapet på væggen i sin næste installation (Cow Wallpaper fra 1966). Kusama udstillede Infinity Mirror Room (Phalli’s Field) i marts 1965. I oktober samme år viste Lucas Samaras sit »Mirrored Room« og fik mere kritisk opmærksomhed, skønt – eller muligvis fordi – Kusama lod sig forevige i signalrød jumpsuit i sin installation.

   Det mere end ligger i luften, at de feministiske performancekunstnere og hippiebevægelsens pacifistiske happenings var inspireret af Kusamas eksperimenter. Med andre ord fik også Abramovíc og Ono – som kun er fem år yngre end Kusama og faktisk har anerkendt hendes betydning – deres bedste ideer fra Kusama.

JEG siger ikke, at der ikke er noget om snakken, men den nøjeregnende strategi er tæt på at skævvride filmen. Det havde været rigeligt blot at vise og belyse værkerne, så vi selv kunne se sammenhængen og forbinde de farvede prikker i uendelighedsnettet.

   I Cannes så jeg engang en for så vidt tiltrængt portrætfilm om komikeren Jerry Lewis – Gregg Barsons Method to the Madness of Jerry Lewis (2011) – der på samme måde gav kunstneren æren for noget nær alt. Man endte med at have rigeligt af Lewis. Den samme slags mæthed truer her i Kusama.

I 2021 er den 92-årige kunstner så aktiv som nogensinde. Vreden fra 1970erne er helt forsvundet i en ufravigelig arbejdsrutine. Hun bor på et hospital for sindslidende i Tokyo, det samme sted hun fik freden tilbage, og har sit atelier i gåafstand. Hun bærer en kimonoagtig kåbe med prikker som en uniform. Hun kaster sit net som hun plejer, og næste gang vil jeg se lidt bedre efter.

   Filmen får altså sagt, hvad den vil. Blot kunne den have gjort det med mere gavmild elegance. Kusama har overskud, og der er luft. Værket er i sit væsen olympisk.

Se også Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Marina Abramović: The Artist is Present (2012); Julian Rosefeldt: Manifesto (2015).

Kusama: Infinity (Kusamas uendelige univers). Instr.: Heather Lenz. Manus: Heather Lenz og Keita Ideno. Foto: Hideaki Itaya, Ken Kobland m.fl. 80 min. USA 2018. 18.10.2018.

Fotos: Goodmovies Entertainment/ Camera Film/ Women in Arts/ MoMA/ Louisiana/ ArtNow/  L'OFFICIEL Austria-Jason Schmidt (Kusama in Fireflies)/ CineMaterial/ You Tube (Magnolia Pictures trailer)  

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film

2K Blu-ray fra Eurozoom (Frankrig) 07.07.2020 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.10.2018

En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-80

SNØREVID OG DE SYV BJERGE

John Lennons krøllede digte på dansk

Af BO GREEN JENSEN

  

DIGTEREN John Lennon (1940-1980) havde en skæv fantasi, et stort sprogligt overskud og et lille krøllet talent for at tegne, som han egentlig aldrig fik ordentligt afprøvet, fordi der kom en Beatles-tid og en lang eftertid som legende i vejen.

   Som for Bob Dylan og Jim Morrison hed det sig altid, at Lennons litterære udgydelser kun fik lov at udkomme, fordi han tilfældigvis også var rockstjerne, og i det meste af 70'erne blev Lennons billedkunstneriske bestræbelser betragtet som en slags pinlighed i kunstmiljøet, fordi de for det første var prætentiøse og for andet var usælgelige. Hvad angår kunstnerisk status stod Lennon egentlig altid i skyggen af sin berømte kone. Hun havde så til gengæld nogle problemer i forhold til det populære musikpublikum.

VED sin død efterlod Lennon sig en lille stabel af de mest slidstærke og indflydelsesrige melodier og tekster, som populærmusikken har frembragt overhovedet, men hvis man tror at skriverkarlen Lennon blot fabrikerede flere versioner af »Imagine«, »Mother« og »Give Peace A Chance« og varierede sit store budskab om fred, sex, blomster og verdensfrelse i det evindelige og evindeligt lukrative, har man en temmelig stor overraskelse til gode. I sin første tid var Lennon en skarp og sulten ung liverpudlian, som vendte og drejede sproget, samt saboterede den borgerlige normalitetsdyrkelse med en indædt underfundighed, der bedst kan beskrives som et møde mellem Joe Orton, Shel Silverstein, den ældre James Joyce og den unge Edward Lear.

RESULTATET blev nogle af de mere eventyrlige og konfrontationssøgende Beatles-tekster, men det blev også to små bøger, som i midten af 60'erne cirkulerede i teenageuniverset med endnu større succes end Dylans automatroman Tarantula, Donovans Dry Songs and Scribles, Leonard Cohens Yndlingslegen og Jim Morrisons The Lords & The New Creatures. In His Own Write hed det første bind syrlige nonsenstekster. Det udkom i 1964 og blev året efter fulgt af A Spaniard in the Works, som faktisk er endnu mere stilsikker og rummer evergreens som »Skraldespansdk«, »Snørevid og de syv bjerge«, »Morris, Borris« og »Vores far«.

DET er disse to vejrbidte blasts from the past, der udgør grundstammen i Erik Thygesens formidabelt opfindsomme gendigtning af »den anden« John Lennons optegnelser. Den bedste del af Ingen fluer på Frank er imidlertid teksterne fra den posthumt udgivne nonsenssamling Skywriting by Word of Mouth (1986), et fænomen der i Thygesens originale og altid kongeniale version bliver til »Røgreklame fra mund til mund«.

   I 60er-teksterne kører Lennon løs og knitrer derudaf i en evig jagt på næsten hvad som helst, der kan lyde af noget og præsentere sig paradoksalt på en side. Hans faste gimmick er den ortografisk-fonetiske dobbelthed, ord som lyder ens og skrives forskelligt, ofte med frodig og fuldkommen desorientering til følge. Et eksempel er følgende fanbrev:

Kære hr! Hvorfor er der ikke flere bælder og nyeder om vores ynglingsgruppe (Børnaise und di Rippers). De er niogtredve som De ved. Vi foretrækker den fordi Alex hopper omkring og siger. Send venligst en frapperet dresseret konvolut med Børne og Ørni der danser og gør deres Bedste for at underholde en gruppe der fortjener det og vi håber dette nård Dem når De venter bunken. En beånder. En Fan.

Eller hvad med følgende formiddagssnapshot af mappedyret Frank, en gennemgående figur i de første tekster og en begrebsmæssig slægtning til sangbogens »Nowhere Man«?:

Der var ingen fluer på Frank den morgen - og når alt kommer til alt - hvorfor ikke? Han var dog en velrenommeret borger med kone og barn, ikke? For Frank var det en typisk morgen og med en ubeskrivelig adræthed sprang han ud i badeværelset og op på vægteren. Til sin store skræk opdagede han, at han var tolv tommer mere tungstor! Han nægtede at tro det, og hans blod strømmede op i hovedet på ham, så han blev farvet mægtig rød.

MENS det nok kan være fornøjeligt at tage tidsmaskinen tilbage til denne permanent sort-hvide, kronisk regngennemblæste og i øvrigt usigeligt engelske skoledrengssurrealisme, en slags tidløs anarkistisk graffiti, som aldrig tør sige helt fra eller vække anstød for alvor, kan det ikke nægtes, at der gradvis kommer et præg af litterær mindestue over projektet. Erik Thygesens partisan-sikre gendigtning er fuld af flotte løsninger og genialske sproglige koblinger (»bredrøvet bedragtede Frank sin hustru«), men der er meget lidt udvikling i selve materialet og udvalget forvinder sjældent præget af rekonstruktion.

   Det gør derimod teksterne i bogens sidste tredjedel. I Skywriting by Word of Mouth, som tilsyneladende blev skrevet over en meget længere periode, kom Lennon for det første ud over sine værste studentikose manerer. For det andet skrev han beske kommentarer til det liv, han havde haft, og den myte han havde fået. Der er intet unødigt indsmigrende over den verbale ækvilibrisme i »Undertitel: Lucy i skørt med diabetes«, føljetonen »Puma æder kystvagt« og »Puma æder syndebuk« eller udstyrsstykkerne »Dement i Danmark« og »Et paradox og en sweater der matcher, tak«.

LENNON »fodretter« ænder i Central Park og kører så det paradoksale skyts i stilling til de sidste sorte parodier og den erindringsbetonede satire »Nobels fredspris til morderhval«, der åbner med følgende stump klassisk surrealisme: »Nu kommer vort mismods vinter (se trækningslisten side 94)«. Her foretager Lennon et lifligt flashback til den søgende tid, da The Beatles tog til Østen for at lære om karma og fred, mens hele den skumplende mediemaskine kom slubrende efter de Frygtløse Fire:

Klip til Marahishis biodynamitfarm på Himalayas top. Om og om og (igen) om. Han fandt den helt rigtige mantra til mig. OK, han er en tand mere skaldet end da jeg kendte ham. Hvorfor er Gud altid på nakken af de hellige? Mavesår mv. »Han tager aldres kamme på sig.« Jeg vil skyde på, det er derfor de små får bræger. Men smilet er kønt. Det her er ved at udvikle sig til »En Yoghurts Selvbiografi«, men det er der også så meget andet, der gør, ikke? Han fik os til at bo i hytter adskilte fra vore koner... Jeg vil nu ikke sige, det var så hårdt endda.

VÆK er den kælne, selvimponerede fartglæde, der driver sprogets motor i In His Own Write og A Spaniard In the Works. Mens den retoriske tvivl og de indbyggede stilheder tager til, mens forvrængede citater dekonstrueres og skrues sammen igen for langsomt at bygge en anden slags stemme, bliver den »private« digter Lennon gradvis ét med den »officielle« sanger og generationsikon, der i sine mest inspirerede øjeblikke skrev med skarp, stærk klarhed om længsel, savn, opfyldt kærlighed og nødvendige afsavn i de tekster, der er John Lennons virkelige eftermæle.

   »Hvorfor så ked af fortiden for tiden?« spørger Lennon til slut i Skywriting by Word of Mouth. Hvis man skulle vælge mellem sange som »God« eller »Watching the Wheels« og notaterne her i Ingen fluer på Frank, ville man vælge til enhver tid vælge sangene. Alligevel er man glad for en bog, hvor Lennon sætter det hele fast og bringer hele Beatles-begyndelsen hjem i undrende afskedsnotater som dette:

Hvad hed hende pigen, jeg knaldede i korridoren på vej til kunstmaling? Hun elskede Fellini, men ville ikke sluge det. Hun var forlovet med en anden elev. En besynderligt normal type. Hun har sikkert giftet sig med ham af hensyn til statssikkerhedsårsager. Jeg var bare et sex-objekt! Knæppel-skønt. Those Were The Days, My Friend. Tra-la-la­la...

John Lennon: Ingen fluer på Frank. Forvansket, udvalgt og oversat efter »In his Own Write« (1964), »A Spaniard in the Works« (1965) og »Skywriting by Word of Mouth« (1986) af Erik Thygesen. Tegninger af forfatteren. 128 s. Rævens Sorte Bibliotek/Forlaget Politisk Revy, 1995.

Fotos:The Estate of John Lennon and Yoko Ono/ Yoko Ono/ Forlaget Politisk Revy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 03.02.1995