Gaspar Noé: Enter the Void/Soudain le vide (2009)

VERDEN ER LAVET AF NEON

Et psykedelisk melodrama af Gaspar Noé

Af BO GREEN JENSEN

DEN argentinsk fødte franskmand Gaspar Noé (f. 1963) laver kompromisløse film, der dyrker volden, skønheden og brutaliteten cirka i den rækkefølge.

   Det er særdeles selvbevidst art cinema, og Noé deler vandene stærkt og retfærdigt. Seul contre tous (1998) skræmte flere væk, end den lokkede til, men med den vendte tid i Irréversible (2002) formåede Noé at skabe noget uforglemmeligt, væsentligt og tankevækkende.

   Da Soudain le vide fik premiere på Cannes Festivalen 2009, var forventningerne store. Lige så stærk var modreaktionen bagefter. I tæt på tre timer følger Noé amerikaneren Oscar (Benjamin Smith), der sammen med sin søster, Linda (Paz de la Huerta), lever på kanten af virkeligheden i Tokyo. Han sover om dagen og tager stoffer om natten, når neonbyen viser sig fra sin smukkeste side.

   Da manden dør, og måske mens sjælen svæver i limbo, lader Noé sit kamera rejse ind i en tunnel af indtryk og farver, der (også af filmskaberen selv) er blevet sammenlignet med den berømte rejse gennem stjerneporten i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968).

NOÉ har kaldt filmen et psykedelisk melodrama, og havde han investeret lidt flere følelser og mindre visuel ekvilibrisme, kunne det nok være blevet en spændende rejse. Nu udarter eksperimentet til noget, der minder om visuel masturbation. Hvis man husker slutningen på Irrévisible, husker man også det svimlende indtryk af kameraet, som cirklede op og ud i evigheden, til man mistede orienteringen.

   Her kredser kameraet på samme vis ud og ind af hver scene. Noé finder i hvert interiør en åbning, et afløb, en lille passage, så han ikke skal klippe for at komme videre til næste scene. Det bliver meget enerverende. Der er smukke steder, og efterhånden bygges en biografi om den døde mand, som man egentlig aldrig rigtigt får at se. Men der er ingen fornemmelse af en virkelighed, som der i dén grad var i Irréversible, hvor den lange voldtægt i fodgængertunnelen var mere end virkelighed nok.

NOÉ har skrevet filmen sammen med sin hustru, Lucile Hadzihalilovich, som selv er en væsentlig filmskaber. Man lever sig ind i trippet eller står af. De fleste gør det sidste – også undertegnede ved den første visning – men man må ikke af den grund afskrive Noé, som i hvert fald er original og personlig. Kun asketen Bruno Dumont har en lignende alt-eller-intet måde at nærme sig tingene på. Netop denne film fortjener en chance, uanset hvad kritikerne siger. Enter The Void er ikke for alle, men måske er den lige for dig.

Se også Gaspar Noé: Irréversible (2002/2020); Gaspar Noé: LOVE (2015); Gaspar Noé: Climax (2018); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019).

*) Benjamin Smith er altid filmet fra ryggen, som regel på halvanden meters afstand. Det er i grunden den samme håndholdte mandsopdækning, som brødrene Jean-Pierre og Luc Dardenne tog næsten patent på og dyrkede med stor virkning i La promesse (1996, da. Løftet), guldpalmevinderen Rosetta (1999), Le fils (2002, da. Sønnen) og L'enfant (2005, da. Barnet), som også modtog la Palme d'Or. De belgiske socialrealister bliver på den måde hængslet, som forbinder kølig Kubrick'sk formalisme og ny fransk ekstremisme. Den slags krydspodning ser man ikke så tit. Kun i én enkelt scene, før Oscar dør, får man et glimt af hans ansigt i spejlet. Det er, før man ved, hvad der venter, og man værdsætter først dette glimt ved et gensyn. På samme måde viser Noé voldtægtsmanden La Tenias ansigt, da Vincent Cassel går amok i begyndelsen af/slutningen på Irréversible. Vi kan se, at det er det forkerte ansigt, som Cassels karakter slår i stykker, mens den rigtige gerningsmand står og griner, men vi begriber det ikke. Da Noé korrigerede kronologien i Irréversible Straight Cut (2020), blev ironien om muligt bare forstærket. Noé giver øjet informationer, som forståelsen ikke kan bearbejde endnu. Han kan som nævnt være selvfed og sensationalistisk, når han dyrker chokket for chokket, men han er altid en interessant billedskaber.

Enter the Void (Soudain le vide). Instr.: Gaspar Noé. Manus: Gaspar Noé og Lucile Hadzihalilovic. Foto: Benoît Debie. 161 min. Frankrig-Tyskland-Italien-Canada-Japan 2009. Dansk premiere: 12.05.2011 (Cinemateket).

Fotos: Fidélité Films/ Wild Bunch/ CineMaterial/ Filmaffinity( Festival de Cannes (Noé + Paz de la Huerta Premiere Photocall)/ Watch the Titles

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Teksten er en filmrevy fra Weekendavisen Kultur 13.05.2011

Yayoi Kusama: Infinity (2018)

PRIKKER I UNIVERSET
Kusamas kosmiske spejlkabinet

Af BO GREEN JENSEN

»JEG tager livets energi og omdanner det til prikker i universet.« Tusindkunstneren Yayoi Kusamas enkle karakteristik af sit værk og sin metode er sat allerforrest i filmen om hendes liv. Den er klar og forbavsende fyldestgørende. Det samme er filmen et stykke af vejen.

   Amerikaneren Heather Lenz, som debuterer i langform med Kusama: Infinity, siger, at hun begyndte på sin dokumentar i 2001, før der fandtes smartphones. Den japanske kunstners karriere så ud til at skulle ende i respektabel halvglemsel og fodnotestatus. Netop da begyndte den (gen)opdagelse, som har gjort Kusama til det brand, hun altid ville være, en af verdens mest eftertragtede kunstnere og et globalt fænomen.

   Før årtusindeskiftet havde kunstneren haft få separatudstillinger. Siden 2000 har 30-40 betydningsfulde museer, fra MoMA til Tate Modern og Louisiana, holdt udstillinger, som publikum stod i kø rundt om bygningen for at komme ind til. På et tidspunkt blev det et must at tage selfies i Kusamas spejlværelser. Hun har fem mio. followers på de sociale medier.

YAYOI Kusama er fantastisk populær. Filmen gentager mange gange, at hun er verdens mest kostbare kvindelige kunstner. Kun Marina Abramovic og Yoko Ono kan konkurrere. De bliver dog ikke nævnt noget sted. Kun én kønsfælle får plads i historien. Det er Georgia O’Keefe, som inspirerede den japanske teenager, besvarede hendes breve og formidlede nyttige kontakter, da Kusama i 1957 tog til USA for at gøre en forskel.

   Det er desværre typisk for filmen. Lenz giver en kongenial introduktion til kunstnerens liv og værk, og gør fornuftigt nok meget ud af New York-perioden, hvor Kusama formulerede en række af sine grundideer. Hun forsøgte med alle midler at slå igennem på den kunstscene, hvor først tidens abstrakte ekspressionister og siden popkunstnerne dominerede. Da beskydningen prellede af, tog hun i 1973 hjem til Japan. Her fandt hun endelig fred og balance i en rutine, som hun stadig dyrker i dag.

FILMEN giver et godt billede af en kunstner, som man i forbifarten er tilbøjelig til at opfatte som »hende med polkaprikkerne«, der pludselig var – og er – alle vegne. Man får stor respekt for kvinden, som næsten kun mødte modgang og undren i sine mest vitale årtier. Især bliver de »uendelighedsnet«, som Kusama kaster gennem hele karrieren, set og forklaret, så man erkender, hvor smukke og unikke de er.

   Man forstår, hvordan en skrøbelig psyke skaber struktur i forvirringen. Nettet er for Kusama både et filter, et motiv og en metode. Æstetikken tager form over tid og forener det figurative, abstrakte og organiske. Det er simpelt hen smukke strukturer, der træder frem, når Lenz går tæt på detaljer i de ofte kolossale billeder.

DET er desværre ikke nok for Lenz at forklare. Der er to andre dagsordener. For det første skal filmen (be)vise, at Kusama havde svært ved at klare sig i New York, fordi hun var kvinde i mændenes verden, og fordi hun var japansk. For det andet skal den demonstrere, hvordan alle de andre stjal fra Kusama, tog hendes ideer og gjorde dem til deres egne.

   Især det sidste ender med at virke mod hensigten. Claes Oldenburg havde kun arbejdet i papmache og hårde materialer. Så så han en af Kusamas bløde skulpturer – Accumalation No. 1 fra 1962 er en hvid lænestol med falliske protuberanser – og begyndte selv at lave bløde skulpturer. »Det må du altså undskylde, Yayoi,« hviskede Patty Mucha, Oldenburgs daværende hustru og samarbejdspartner, ved ferniseringen.

ANDY Warhol så et af Kusamas totalindrettede rum – Aggregation: One Thousand Boats Show fra 1964 – og havde straks tapet på væggen i sin næste installation (Cow Wallpaper fra 1966). Kusama udstillede Infinity Mirror Room (Phalli’s Field) i marts 1965. I oktober samme år viste Lucas Samaras sit »Mirrored Room« og fik mere kritisk opmærksomhed, skønt – eller muligvis fordi – Kusama lod sig forevige i signalrød jumpsuit i sin installation.

   Det mere end ligger i luften, at de feministiske performancekunstnere og hippiebevægelsens pacifistiske happenings var inspireret af Kusamas eksperimenter. Med andre ord fik også Abramovíc og Ono – som kun er fem år yngre end Kusama og faktisk har anerkendt hendes betydning – deres bedste ideer fra Kusama.

JEG siger ikke, at der ikke er noget om snakken, men den nøjeregnende strategi er tæt på at skævvride filmen. Det havde været rigeligt blot at vise og belyse værkerne, så vi selv kunne se sammenhængen og forbinde de farvede prikker i uendelighedsnettet.

   I Cannes så jeg engang en for så vidt tiltrængt portrætfilm om komikeren Jerry Lewis – Gregg Barsons Method to the Madness of Jerry Lewis (2011) – der på samme måde gav kunstneren æren for noget nær alt. Man endte med at have rigeligt af Lewis. Den samme slags mæthed truer her i Kusama.

I 2021 er den 92-årige kunstner så aktiv som nogensinde. Vreden fra 1970erne er helt forsvundet i en ufravigelig arbejdsrutine. Hun bor på et hospital for sindslidende i Tokyo, det samme sted hun fik freden tilbage, og har sit atelier i gåafstand. Hun bærer en kimonoagtig kåbe med prikker som en uniform. Hun kaster sit net som hun plejer, og næste gang vil jeg se lidt bedre efter.

   Filmen får altså sagt, hvad den vil. Blot kunne den have gjort det med mere gavmild elegance. Kusama har overskud, og der er luft. Værket er i sit væsen olympisk.

Se også Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Marina Abramović: The Artist is Present (2012); Julian Rosefeldt: Manifesto (2015).

Kusama: Infinity (Kusamas uendelige univers). Instr.: Heather Lenz. Manus: Heather Lenz og Keita Ideno. Foto: Hideaki Itaya, Ken Kobland m.fl. 80 min. USA 2018. 18.10.2018.

Fotos: Goodmovies Entertainment/ Camera Film/ Women in Arts/ MoMA/ Louisiana/ ArtNow/  L'OFFICIEL Austria-Jason Schmidt (Kusama in Fireflies)/ CineMaterial/ You Tube (Magnolia Pictures trailer)  

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film

2K Blu-ray fra Eurozoom (Frankrig) 07.07.2020 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.10.2018